Om Magnus Heinessøn
I Nordens, som overhoved i hele Europas Historie danner det sextende Aarhundrede, Reformationsaarhundredet, en Overgangsperiode i udmærket Forstand, rig paa aandelige og verdslige Omveltninger i stor Maalestok, af hvilke varigere Tilstande kun langsomt igjen oprinde. Unionskrigene, Reformationskampen, Grevefeiden, Hanseforbundets store Nederlag og endelig Syvaarskrigen i den nordiske Verden, samtidig med Carl den Femtes Krige med Frankrig og hans Søns med England, Religionskrigene i Tydskland og Hollændernes Frihedskamp i de Lande, hvormed Norden stod i den livligste Berørelse, alt dette kunde ikke andet end merke den Slægt, der oplevede saadanne Begivenheder, med Uro, Gjæring og Splittelse. Til i vide Kredse at forplante Indtrykkene endog af fjerne Egnes Bevægelser og Storme bidrog det i høi Grad, at denne Tid netop var og maatte være en Vandringernes Tid. Krigen førtes dengang i hele Nordeuropa ved Leiesoldater, hyppigst af tydsk eller skotsk Herkomst, der tidt det ene Aar kjæmpede i en nordisk Fyrstes Sold, det andet ved Donau mod Tyrkerne og det tredie ved Rhinen. Paa lignende Maade vandrede den lærde Yngling om fra det ene Universitet eller Land til det andet.
Reformationstidens stærke aandelige Bevægelse fremkaldte tidt hos de forskjelligartede Mennesker enten en inderlig religiøs Vækkelse eller ogsaa et fuldkomment Brud med Alt, der hidtil havde gjældt som helligt og ærværdigt. Deres Tal med hvem det Sidste blev Tilfældet, har neppe været det ringeste. Og som en Følge heraf blev Samtiden Vidne til en Vildskab, en Raahed, en Usikkerhed for Liv og Eiendom, der ingensinde har været større, siden de nordiske Lande indtraadte i de kultiverede Staters Række.
Et særeget Onde var Sørøver-Uvæsenet. Undtager man Vitalinernes Herjetog under Dronning Margretes og Erik af Pommerns Regjering, have de nordiske Farvande ikke efter Vikingetidens Ophør været saaledes hjemsøgte af Fribyttere, som i Reformationsaarhundredet. De jevnlige Revolutioner dreve uheldige Partigjængere til at friste sin Skjæbne paa Havet, og den moralske Fordærvelse tilførte altid Høvdingerne det fornødne Mandskab. Navnkundige historiske Personligheder som Søren Norby, „Skipper“ Clemens, Claus Kniphoff, vor Landsmand Christopher Throndsen (Norges sidste Erkebisps bekjendte Tjener), Otto Stigssøn, ja James Bothwell ere blandt de Navne, der pryde Sørøvernes Lister. Hollænderne („de Burgundiske“), Franskmændene, Englænderne og Skotterne, – i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede endog Tyrkerne – leverede hver sit Bidrag til den Sørøverrace, der dengang befolkede Nordsøen. Udbrød der en Krig, udstedte Regjeringen Kaperbreve i Mængde, men blev der sluttet Fred, vedbleve Kaperne naturligvis som før Bedriften. Neppe et eneste Aar gik hen uden heftige Klager fra Befolkningen paa Norges og Islands Kyster over tilføiet Overlast. Endnu værre gik det til paa Færøerne, der ligesom de skotske Øer havde en for Fribyttere og brutale Søfolk overhoved saa fortvivlet bekvem Beliggenhed. Naar de engelske Fiskere droge til Island paa sin aarlige Fiskerifærd, undsaa de sig ikke for uden videre at tage Bønder, ja endog Præster fra disse Øer med Magt ombord paa sine Skibe for at bruge dem under Fiskeriet som andre Slaver; naar de saa kom tilbage satte de Færingerne iland paa en eller anden Ø, hvor det traf sig. I Norge kom det paa sine Steder til blodig Kamp mellem Bønderne og de ubudne Gjæster. I Egersund ihjelslog Almuen saaledes i 1557 en Deel af Mandskabet paa en fransk Sørøverpinke. Paa andre Kanter, fornemmelig i Lister og Mandals Amt, veed ogsaa endnu Sagnet at fortælle om Slag med „engelske“ Røvere, hvem Skylden endog tillægges for Skovenes Ødelæggelse. Men fordetmeste synes Bønderne at have taget Flugten tilfjelds, naar Fribytterne viste sig; paa enkelte Steder lader det dog til, at disse have staaet paa en god Fod med Almuen og skaanet dens ringe Eiendomme mod at faa Lov til at ligge i Havnene for at „bytte og parte“, hvad der var erhvervet paa Søen. Gjentagne Gange sendte vore Konger smaa Flaader ud i Nordsøen for at raade Bod paa dette Uvæsen, og ikke sjelden anførtes saadanne Tog af Mænd, der selv i sin Tid havde øvet Sørøverbedriften, men vare tagne til Naade af Kongen, og nu skulde bruges til at udrydde fordums Kammerater. Christian den Tredie anlagde særlig af Hensyn til Sørøverondet Blokhuset paa Flekkerø, der vistnok har været den tidligste Foranledning til et Handelssteds Fremkomst ved det nuværende Christiansand. Først efterat i Christian den Fjerdes Tid flere Sørøvere fra Kongens egne Lande, blandt dem endog et Par danske Adelsmænd (som f. Ex. Jacob Rostrup, der med 80 Soldater og Matroser havde flakket om paa Nordsøen) vare grebne og straffede paa Livet, bleve de nordiske Farvande igjen trygge for den fredelige Sømand. Men især skyldtes dog dette Gode den Omstændighed, at det Udskud, hvoraf Sørøverbanderne dannedes, efterhaanden i de vestindiske Farvande havde fundet et endnu rigere Felt for sit Uvæsen. „Flibustiernes“ Tid var begyndt.
De følgende Blade skulle fortælle om en Nordmand, eller om man vil Færing, hvis Navn med særegen Forkjærlighed er bleven bevaret fremfor de mange andres, der med ham have deltaget i det sextende Aarhundredes vilde Søliv. Hans Livshistorie, saaledes som den foreligger os baade fra sikre historiske Vidnesbyrd og fra Traditionen, gjør ham ogsaa vel egnet til at ansees som en typisk Personlighed fra hine Dage. Mod og Aandsnærværelse, men ogsaa Raahed og Voldsomhed vare Magnus Heinessøns Hovedegenskaber.
Ganske kort før Reformationen, i den sidste catholske Færøbisps, Amund Olafssøns, Embedstid, hændte det sig ifølge Sagn, der endnu leve paa Færøerne, at sex norske „Studenter“ vilde foretage en Lystreise fra Bergen med en Baad til en Gaard paa Søndmøre. De havde kun lidet Mad og Vand med sig, fordi de tænkte at kunne forsyne sig underveis, derimod havde de sterkt tydsk Øl ombord for dermed at traktere sine Venner paa Søndmøre. Men da de kom ud for Stat, overfaldtes de af en meget stærk Storm fra Østen, saa de hverken kunde ro eller føre Seil, Aarerne gik i Stykker. De dreve da snart Landet af Sigte, og da Stormen vedblev med høi Sø kunde de ikke andet end holde Baaden lige for Vinden, der bestandig var østlig. De manglede nu Vand, og begyndte at drikke af det sterke Øl, kun en af „Studenterne“, der hedte Heine, holdt sig til det svage, og han blev derfor ogsaa den eneste, som nogenlunde beholdt sine Kræfter, saa at han alene maatte paatage sig at sidde ved Roret og styre Baaden, saa godt han kunde, under den som oftest voldsomme Søgang. Endelig paa den syvende Dag viiste sig Land om Aftenen, det var en af Færøerne, Sandø, hvor de da i Maaneskin stege iland ved Husavik. Kun to af dem vare istand til at hjælpe sig selv foruden Heine, denne maatte da bære de øvrige.
I Husavik levede en ung Pige ved Navn Herborg, hun boede hos sin gamle Moster, der var Enke. Mosteren havde ønsket at see hende gift med en Bondesøn Jon, som friede til hende og som gjaldt for et godt Parti, men Herborg selv havde ikke Lyst til dette. En Nat drømte hun derimod, at hun gik nede ved Stranden og saa paa, hvorledes Bølgerne brøde og skyllede op imod Sanden, da opdagede hun et Knippe med sex Nøgler, hvoraf de fem vare forrustede, men kun den ene blank. Hun tog da Knippet op, stak den blanke Nøgle under sit Belte og lagde de fem andre fra sig. Bagefter undredes hun meget paa, hvad denne Drøm vel kunde betyde og fortalte den til Mosteren. Denne lyttede opmærksomt, betænkte sig længe og udbrød tilsidst: „Ak den stakkels Jon, ikke faar han dig til Kone; den, du faar til Mand, kommer fra Havet, naar det saa bliver.“ Efter sin Drøm var da Herborg dobbelt utilbøielig til at bønhøre sin Frier.
Den samme Nat, da Heine og hans mødige Kammerater landede ved Husavik, traf det sig saa, at en Ko, der tilhørte Herborgs Moster, skulde kalve, og Pigen gik derfor i Dagbrækningen ned til Fjøset for at see til den. Da hun lukkede Fjøsdøren op, knirkede den saa sterkt, at Heine blev opmærksom og reiste sig. Herborg blev ogsaa ham var, ansaa ham for et Ilbud, der gik i „Nødsend“ (efter Nødhjælp) og vilde gaa hen til ham, men blev bange, da hun saa hans afstikkende Klædedragt, og gik derfor hen til et Huus og vækkede Folkene. Da hun kom ud igjen, var Heine kommen efter, gik hen til hende og fortalte sit og sine Reisefællers Uheld. Disse bleve nu bragte ind paa de nærmeste Gaarde og pleiede paa bedste Maade. En af dem døde af Udmattelse, men de fire kom sig og reiste hjem til Norge. Heine selv tog ind til Herborgs Moster. Lidt efter lidt lærte han at holde af den unge, smukke og huuslige Pige, og hun fik ogsaa Godhed for ham. Vel havde han en Kjæreste i Bergen, men da han ingen Udsigt havde til at kunne ægte denne, friede han til Herborg og fik baade hendes Ja og Mosterens Samtykke. Han havde, fortalte han, tænkt paa at blive Præst, men vilde opgive denne Tanke for at kunne indgaa Ægteskab, forresten var der nu, fortalte han, opkommen en ny Lære, som tillod Præster at gifte sig og ikke forlangte saa strenge Bodsøvelser som den gamle. Heine blev nu for det første antagen som Famulus hos Biskop Amund og tjente ham i fire Aar. Han havde i denne Bestilling meget at gjøre med at tilsee det geistlige Gods paa Øerne og indkræve Bispens Tilkommende deraf. Som Følge heraf maatte Heine reise om fra Ø til Ø og benyttede, heder det, disse Reiser til at udbrede Kundskab om den nye Lære blandt Almuen. Paa Færøerne blev han, fordi han var kommen drivende over Søen, kaldet Heine Havreki eller Havrekstr.
Da Reformationen indførtes i Danmark og Norge efter Herredagen i Kjøbenhavn 1536, og den throndhjemske Erkebiskops Flugt 1537, strakte denne store Forandring sig naturligviis ogsaa til Bilandene, Heines Herre, den katholske Biskop Amund, blev afsat[1] og en luthersk Bisp, den gamle Jens Riber, kom i hans Sted. Heine blev nu selv viet til Sognepræst paa Østerø. Senere, da Bispestolen blev nedlagt, blev han Provst over Øerne og skal som saadan have havt stor Indflydelse ved Ordningen af de nye Forholde. Men da hans Hustru Herborg var død efter at have født ham Sønnen Jon, senere (fra 1572) Lagmand der paa Øerne, gjorde han en Reise til Norge. Her traf han sin første Elskede Gyrid, der imidlertid var bleven Enke, og ægtede hende. Hun blev Moder til hans anden, mere bekjendte Søn Magnus Heinessøn, der antages at være født paa Færøerne omtrent 1545. Senere forlode dog Forældrene disse Øer for stedse, idet Faderen skal have faaet et Prestekald i Bergens Stift og være død der. Men gjennem begge sine Sønner er Heine Havreki bleven Stamfader til en talrig Efterslægt paa Færøerne, der endnu veed at fortælle alt det, vi her have anført.[2]
Magnus Heinessøn var allerede fra Barnsbeen af bleven fortrolig med Søen og havde meget nøie lært at kjende Farvandene omkring og imellem de Øer, hvor han var født. Allerede som ungt Menneske skal han ogsaa have faret tilsøs i hollandsk Tjeneste. Senere nedsatte han sig som Borger og Kjøbmand i Bergen og nævnes som saadan i Documenter fra 1578 og de følgende Aar. I 1579 fik han Lov til at drive Handel paa Færøerne, en Tilladelse, der, alt dengang, ligesom det senere i Aarhundreder har været Tilfældet, bortforpagtedes til Fordeel for Kongens Kasse. Allerede i de gamle norske Kongers Tid ansaaes nemlig alle de Indtægter, der kunde anbringes af Bilandene, som henhørende til „Kongens Fadebur“ eller, som man nu vilde kalde det, til Civillisten. Ved Siden af sin Handelsbevilling fik Magnus tillige Brev paa at maatte kjæmpe med de Sørøvere, der hjemsøgte Norges og Færøernes Kyster, blandt hvilke især nævnes en Skotte „Klerk“ (Claridge), men man fandt det dog nødvendigt udtrykkelig at anføre i hans Bevilling, at han skulde lade uantastede fredelige Folk, „som er paa sin retfærdige Reise.“ Men kunde han faa fat paa nogen af de Hollændere, som fore nordenom Nordkap og Vardøhuus for at handle med Russerne, da skulde han arrestere dem med deres Gods og Skibe og selv faa Lov at beholde det Halve for sin Umage. Denne Fart paa det hvide Hav var nemlig Frederik den Anden i en særegen Grad forhadt. Den ansaaes stridende imod Norges Høihedsret over Ishavet og ledede desuden til Formindskelse af Sundtolden. Allerede da Englænderne nogle og tyve Aar tidligere havde aabnet den samme Fart og ved samme Leilighed givet Nordcap det Navn, Forbjerget senere har beholdt, havde Kongen forsøgt at forbyde denne Seilads.
Lucas Debes, som i 1673 udgav en saare fornøielig Beskrivelse over Færøerne, hvor han var Prest og Rektor, har opbevaret flere Sagn om Magnus’s Eventyr i disse Aar, af hvilke vi her gjengive nogle.
Engang hændte det sig saaledes, at en bekjendt Sørøver med et velrustet Skib kom ind under Norge og kastede Anker ved „Valdhou.“ Magnus laa i en Havn ikke langt borte. Han fik høre om Sørøverens Ankomst, men mærkede tillige, at denne var ham langt overlegen i Stridskræfter. Han greb da til en List, iførte sig Bondeklæder og drog om Aftenen ud i en Baad som for at fiske, men skjulte under Snøret og Toften endeel Spiger, Bly, Leer samt Fyrtøi, Støbeskeer samt m. m. Han fiskede nu en heel Deel Fisk, roede saa hen til Sørøveren for at sælge sin Fangst, anstillede sig som en taabelig Person og lod sig af Mandskabet behandle som en Nar. Med Lethed fik han saaledes Lov til at binde sin Baad fast til Skibet for at overnatte der. Ingen fattede Mistanke til „Prakkeren.“ Men da Sørøverne havde lagt sig til at sove, listede Magnus sig op, spigrede Roret fast, slog Ild, smeltede sit Bly og gjød det tilligemed Leret i Rorlykkerne. Derpaa drog han afsted igjen, rustede sit eget Skib til Angreb og opsøgte paany Sørøverne. Disse kunde nu ikke styre Skibet, da Roret var ubevægeligt, og han vandt altsaa en let Seier.
En anden Gang fik en Sørøver Nys om, at Magnus laa i Thorshavn paa Færøerne uden at ane, at nogen Fiende var i Nærheden. Magnus fik dog Tid til at flygte til „Hesten“, en mindre Ø i Sundet mellem Strømøen og Sandøen. Her tog han sin Stilling paa en Fjeldhammer og forsvarede sig saa kjækt ved at rulle Stene og Klippestykker ned paa sine Modstandere, at disse maatte begive sig bort med uforrettet Sag. For Sikkerheds Skyld opkastede han derfor en Skandse ved Thorshavn, hvoraf Levninger endnu hundrede Aar senere vare synlige. Saasnart han havde faaet dette Anlæg færdigt, begav han sig afsted for at opsøge og hevne sig paa den dristige Sørøver. Han fik Spor paa ham under den norske Kyst og greb paany til sit gamle Kunstgreb at forklæde sig som en Havstril eller Listerbonde, medens han lod sine Folk skjule sig med Skibet bag en Odde. Selv tog han med sig nogle Smaastene og roede ned til Sørøverskibet. Her agerede han paany Spasmager, anstillede sig drukken af det Øl, man bød ham, og fik tilsidst Lov at stige op i Merset. Her fremtog han sin Dolk, afskar Topvanten, kastede med sine Stene paa Mandskabet, der, for at undgaa hans Kast, gik ned i Rummet, og blæste saa i sin Pibe til Tegn for sine Folk. Disse kom til, tilspigrede Lugerne og tog saaledes Røverne tilfange.
Engang blev han dog ogsaa selv fangen, medens han laa i en Havn paa en af Færøerne og drak med sine vilde Staldbrødre. To Fribytterskibe overraskede ham da, og han blev greben. En Røver spurgte ham da, hvorledes han nu var tilfreds. „Dersom jeg havde saadan Magt over dig, som du nu har over mig“, svarede Magnus, „da skulde du dø den værste Død, jeg kunde give dig.“ Dette modige Svar gjorde et saa sterkt Indtryk, at man slap ham løs mod det Løfte, at han aldrig skulde angribe disse to Skibe. Dog det Løfte glemte han, og han gav sig ikke, førend han havde ødelagt dem begge.
Magnus’s Mandskab bestod naturligviis af det værste og mest fordærvede Udskud, ei alene af Norges, men ogsaa af Nabolandenes Søfolk. Engang besluttede disse forsorne Krabater at dræbe sin Kapitain for selv at bemægtige sig Skibet og drive Sørøveri. Men han kom underveir med deres Forsæt, fældede med egen Haand tretten Mand og satte derved saadan Skræk i de øvrige, at de sloge saadanne Planer af Tankerne.
Magnus Heinessøn bidrog altsaa kraftigt til at rense Søen for Fribyttere, men han og hans Mandskab opførte sig ogsaa tidt saaledes mod Nordmænd og Fæ- ringer, at disse ogsaa fik Anledning til at bede Gud bevare sig fra sine Venner. Færingerne syntes ogsaa, at det mindre var deres Øer, end de norske Kyster, som nød godt af hans Virksomhed, thi det var fordetmeste under Norge, at han opsnappede Røverskibe og solgte sit Bytte. Men værst løde Klagerne over hans og Mandskabets Usædelighed. I de tre Vintre, som han holdt til paa Øerne, skulle nemlig hans Folk efter Sagnet være blevne Fædre til tre hundrede uægte Børn.
I 1581 foretog Magnus efter Aftale med Regjeringen en Opdagelsesreise for at gjenfinde det gamle, forlængst forglemte Grønland. Ogsaa denne gamle Koloni havde nemlig „ligget til Kongens Fadebur.“ Handelen var altsaa overladt til enkelte priviligerede Personer, efter den sorte Død var Forbindelsen efterhaanden reent ophørt, og Intet vidstes om Kolonisternes Skjæbne. Fra Christian den Andens og Erkebisp Erik Walkendorfs Dage havde man dog stadig tænkt paa igjen at aabne Farten paa Grønland, men det blev med Tanken indtil Frederik den Andens Tid. Denne udsendte først en Englænder Alday, som endog fik en Proklamation, affattet paa Islandsk, med sig til Indbyggerne, men han naaede ikke frem til sit Bestemmelsessted. Nu skulde Magnus Heinessøn forsøge sin Lykke. Han skulde foretage Reisen paa egen Omkostning og Eventyr, men fik Løfte om Belønning, ifald det kunde lykkes ham at gjenfinde Landet og bringe Kongen sikre Efterretninger om dets Beskaffenhed og om Tilstandene der.
Det er ogsaa vist nok, at Reisen gik for sig, men den eneste Beretning om dens Hændelser og Udfald er den rimede Fortælling derom, som findes i den danske Prest og Rigshistoriograf Claus Christophersen Lyschanders grønlandske Krønike. Lyschander var dog samtidig med Begivenheden og tør derfor ansees som en ret paalidelig Hjemmelsmand. Vi skulle derfor meddele den trohjertige Lyschanders Vers om denne Opdagelsesreise:
„Og da han[3] havde saa stillet paa Red,
At Landet stod vel og havde god Fred,
Saa tænkte han Grønland at gjæste.
Han fik en Bagge og norsker Mand,
Vel dreven tilsøs og fremmede Land,
Magnus Heiningssøn lod sig kalde.
Han var sig freidig og frisk i Mod,
En dapfer Hane og Styresmand god,
Han lod sig det vel befalde.
Han havde da seilet saamangen Dag,
I Vester og Sønder med megen Umag,
Fra Frankrig til Islands Side.
Nu vilde han gjerne sin Herre til Mag
Paa Grønland forfare den Kaas og Sag,
Som ingen Mand monne da vide.
Han fik hannem Folk med Rystning og Skib,
Selv maatte han vogte sin Skandse og Liv
Og der sit Eventyr stande.
Han gjorde sig færdig, var lystig og fro
Og lod saa henud ad Søen staa,
Hvor Gud vilde lade ham lande.
Han stævned ad Island, som gammel var Sæd,
Ham tyktes den var den gjenneste Led,
Den vilde han først forsøge.
Og sætte der om hen Norden til Vest
Og brugte sin Vind, som han kunde bedst,
Til han kunde Hvidserk[4] øie.
Der mødte ham Taage, Uveir og Mørk,
Der var i Søen som vildeste Ørk
De kunde slet ingensteds strande.
Suærcken hun drev, og Bølgen den brød
Og led derover stor Fare og Nød,
Med meget ham gik tilhaande.
Dog satte han frem, vilde vove derpaa
Landet at naa eller undergaa,
Som Lykken da lysted at give.
Den Is han drev som Klipper og Land,
Han haled og fired, lod fare fra Hand,
Var tidt udi haardeste Knibe,
Fik Landet omsider i Syne og Sigt,
Det voxte ham længer, meer vanskeligt
Til Grunden sig ind at tvinge.
Is havde betaget baade Næs og Skjær,
Man kunde ei komme de Klipper nær
For Bølgen og drivende Vande.
Thi seiled de sig saa vide hen om
Og søgte om Havn og leilig Rum,
Man kunde sig ind ledsage.
Men længer man kom hen øster paa Led,
Jo skarpere strømmede Søen der ned,
Og gjorde dem megen Umage.
De kom og paa saa underligt Vand,
Hvor Seilstenen[5] hviled i dybeste Baand,
Saa lidt kunde Skibene skride.
Dertil gav hver Dag baade Kulde og Knaag,
Med Mørke og Vind og stinkende Taag,
Man kunde’t ei længer lide.
Og voxte saa hver Dag bangere Kaar,
Og Tiden hun lakked flux udpaa Aar,
Der var ei lang’ Stunder at bide.
Thi agted de flittig baade Land og Med,
Hvormeget at Solen var skreden ned,
Og Ledingen op monne stige.
Med anden slig Sager og Merketegn
Dem kunde ledsage til samme Egn,
Om de den tiere skuld’ gjæste.
De saa sin Evne og lagde derfraa
Og lode tilbage ad Søen staa,
Den Kaas de fuldevel vidste.
Ledsagede sig saa hjem til Land
Med hulddet Skib og helbrede Mand,
Lod Kongen al Leilighed vide.
Det var hannem kjært og tækkeligt,
At Landet var kommet i Syne og Sigt,
Man kom der vel til med Tide.
Man seer altsaa, at Magnus har havt at kjæmpe
med Is og Taage, Storm og Strøm, indtil den gunstige
Aarstid var omme og Dagenes Korthed nødte
ham til at vende om med uforrettet Sag.
I de Dage, hvorom vi her fortælle, boede en Adelsmand af en indvandret pommersk Familie, Axel Gyntersberg, paa den lige fra Hedenold bekjendte Gaard Torget (Torgar) i Brønø Prestegjeld paa Helgeland, hvis Minde er foreviget i Egil Skallagrimssøns Saga. Han synes at have tilgiftet sig dette store Gods med sin Hustru Kirstine Benkestok. I sin Tid havde Axel Gyntersberg været Slotsfoged paa Steenviksholms Slot, han var med at overgive dette til Svensken i Syvaarskrigen 1564 og havde siden i samme Aar spillet en lidt tvetydig Rolle, da Fienden en kort Tid besatte en Deel af Nordlandene og spillede Mester der. Senere havde han dog været forlenet med Helgeland og derpaa bestyret det som Foged paa Eftermanden, den berygtede Ludvig Munks Vegne. Han besad derhos Gods ogsaa i Bergens Stift. Mod Almuen paa Helgeland skal han ifølge Sagnet have været meget myndig og streng; naar Bønderne, fornærmede ved hans Indgreb i deres Rettigheder, spurgte, hvormeget der laa til Torget, pleiede han at svare: „Saameget, jeg kan øine fra Gaarden.“ I Brønø Kirke fandtes lige indtil dens Brand i 1772 flere Minder om Axel og hans Familie. Han selv og hans Hustru Kirstine Benkestok vare afmalede der, Axel som en vakker Mand med afskaaret graat Haar, Knebelsbarter og langt Skjeg, i fuldt Harnisk med Kaarde ved Siden og Hjelm ved Fødderne, Kirstine som en ung smuk Kone med en rund rød- og hvidspettet Hue, Krave om Halsen og Guldkjede firedobbelt ned over Brystet samt to Smykker, lang sort Kjole med smale spettede Ærmer. Hos dem vare ogsaa afbildede deres fire Sønner og sex Døtre.
En af disse, Sophia Gyntersberg, blev Magnus Heinessøns Hustru. Magnus var kommen ind med sit Skib til Torget paa en af sine Togter i de nordlige Farvande, enten paa Grønlandsreisen eller paa et Krydstogt efter Sørøvere og hollandske Archangelfarere, og saaledes lært hende og hendes Familie at kjende. Men baade samtidige Vidnesbyrd og senere optegnede Sagn stemme overens om, at dette Ægteskab hverken blev stiftet under de heldigste Varsler eller senere kan have hørt til de lykkelige.
Nordlandske Traditioner, opskrevne i Midten af forrige Aarhundrede, kalde Magnus simpelthen en Sørøver og berette, at „Sørøveren havde saadanne Gaver til at indsmigre sig hos Axel Gyntersberg, at denne gav ham en af sine Døtre tilegte, hvilken han siden forlod, idet han satte tilsøs med en af hendes Søstre.“ Desforuden, heder det videre, var en tredie Søster ogsaa bleven bedaaret af Magnus. Dette blev dog en Tid skjult for Forældrene, da Pigen fik Lov til at reise bort til sin Moster, der var gift med Sognepresten paa Rødøen, Elling Oxe, en Mand af adelig Herkomst. Hos denne Moster fødte hun hemmelig et Barn. Derpaa friede Lagmanden i Nordlandene, Jens Pederssøn, til hende, fik Forældrenes Ja og holdt Bryllup. Men samme Dag kom han til Kundskab om hendes Forseelse, tvang hende til at bekjende og aabenbarede Historien for Faderen, Axel Gyntersberg. Denne lod hende føre til Bergen og indmure paa Slottet, hvor hun saaledes maatte tilbringe Resten af sine Dage.
Den sidste Deel af Sagnet tør maaske være en senere Opdigtelse, men i det Væsentlige er den af Traditionen saalænge bevarede Fortælling om Magnus’s Giftermaal fuldkommen sand. „Den norske So“, et Skrift, der affattedes i Magnus Heinessøns egen Levetid, beretter nemlig, at han forførte to Søstre, og „at Faderen og andre af de fornemste Folk magede det saa, at han tog den ene tilægte.“ Og i et Kongebrev (22 Dec. 1584) omtales, at en Peder Hanssøn, ligeledes gift med en Datter af Axel Gyntersberg, beskyldte Magnus for utilladeligt Forhold til denne Svigerinde. En saadan Forbrydelse, til alle Tider skamløs og oprørende, benævntes i hine Dage „Kjetteri.“[6] Sagen vakte største Forargelse og skulde behandles for en Herredag i Kjøbenhavn. Magnus paastod sin Uskyldighed, var selv i Begyndelsen endog den, der drev paa retlig Undersøgelse, men udeblev, da det kom til Stykket, fra Herredagen, under Paaskud af, at han var bange for Overlast. Det nævnte Kongebrev indrømmede ham nu frit Leide til en ny Herredag, men Sagens senere Udfald kjende vi ikke. Kun vide vi, at han ikke blev skilt fra sin Hustru, samt at han i 1588 udløste endeel Jordegods, som hans i samme Aar afdøde Svigerfader, Axel Gyntersberg, havde maattet pantsætte til Ludvig Munk for 1612 Daler, hvilke Axel var bleven skyldig paa Regnskabet for Helgelands Len.
Allerede Magnus’s ryggesløse Liv kunde gjøre det rimeligt nok, at hans Færd som Kjøbmand ikke altid blev den bedste. Færingerne klagede over hans „skarpe Alen“, og hans Handelsfæller i Bergen, hvoriblandt den ovennævnte Svoger Peder Hanssøn, følte sig brøstholdne ved at være i Samlag med ham. Da han havde gjort sin frugtesløse Reise til Grønland, vilde han tvinge dem til at deeltage i at betale dens Omkostninger. Heller ikke Regjeringen var fornøiet med ham, og hans Privilegium paa Færøhandelen blev ikke fornyet. Endnu i 1587 sees han dog at have drevet Handel, han for da paa Spanien for at hente Salt.
Men da i 1588 Søkrigen udbrød mellem Philip den Anden og Dronning Elisabeth, besluttede Magnus at forsøge sin Lykke ved at deeltage i de Kaperier, hvortil denne Kamp gav en saa ypperlig Anledning. Han begav sig ned til de spanske Nederlande og fik med Lethed Kaperbrev af Statholderen der, den berømte Alexander Farnese, Hertug af Parma. Hans første Øiemed i denne nye Fribytterstilling var at hevne sig paa et engelsk Skib, hvis Capitain han havde gjort sig til Uven under sin Handelsvirksomhed paa Færøerne. Han drog da op til disse Øer, heisede dansk Flag og foregav, som før, at krydse efter Sørøvere. Han fik da høre, at Engelskmanden var ventende til St. Hansdagstid, og passede ham da op, da han løb ind i Kongshavn for at handle med Bønderne. Med Lethed satte han sig nu i Besiddelse af Skibet, førte det til Holland, fik det priisdømt og kjøbte selv Skib og Ladning. Dermed seilede han til Bergen, hvor han solgte det Hele som sin egen Eiendom.
Fra England, mellem hvis Søfolk Magnus var vel kjendt, indløb strax Klager til den danske Regjering. Kong Frederik den Anden, hos hvem Magnus trods sit ryggesløse Liv altid skal have staaet i Yndest, var just død samme Aar, og nogle Rigsraader styrede Rigerne i Christian den Fjerdes Mindreaarighed. Mellem disse var Christopher Walkendorf, tidligere, som bekjendt, Bergensernes Befrier fra Hanseaternes Overmod og Mishandlinger. Han lod Magnus tiltale som en Sørøver, der havde angrebet et Skib, tilhørende en Magt, der stod i fredeligt Forhold til Danmark. Denne blev da dømt til Døden og halshugget paa Slotspladsen i Kjøbenhavn den 8 Februar 1589. Hans Uforfærdethed fulgte ham til hans sidste Stund. Da Bøddelen spurgte ham, om han ikke skulde binde et Klæde om hans Øie, svarede han: „Nei! Jeg har seet saamangen dragen Klinge. Jeg er ikke ræd, vær du blot ikke bange.“
Fra gammel Tid havde imidlertid Magnus havt en Velynder i den mægtige Adelsmand Hans Lindenow, der havde været Lensmand paa Bergenhuus og der lært den tapre Sømand at kjende. Han antog sig Magnus’s Sag efter hans Død, lod Omstændighederne undersøge og fik oplyst, at Magnus virkelig havde handlet efter udtrykkelig Befaling af Hertugen af Parma, og at det i Bergen solgte Skib havde været formelig priisdømt i Ostende. Den allerede fuldbyrdede Dødsdom blev derfor underkjendt af Herredagen i Kolding 1590 og Magnus’s Lig optaget, for at han „Ærlig og christelig“ kunde stedes til Hvile. Dommen skulde udslettes af Kjøbenhavns Raadstues Dombog og Christopher Walkendorf bøde 3000 Rigsdaler til den uskyldigt Henrettedes Familie. Det fortælles iøvrigt til Walkendorfs Ære, at han bitterlig angrede sin overilede Færd mod Magnus og i den Anledning stræbte at gjøre Bod ved at give rigelige Almisser til de Fattige og at gjøre vel mod Magnus’s Hustru og Børn.
Magnus’s Enke, Sophia Gyntersberg, sees senere at have giftet sig igjen. Om hans Børn med hende vide vi Intet. Derimod opnaaede en uægte Søn af Magnus, Rasmus Magnussøn, der levede paa Færøerne, stor Navnkundighed der. Han naaede den høie Alder af 110 Aar og var ganske nylig død, da Lucas Debes skrev sin Feroa reserata.
Hans Lindenow, som nu var Landsdommer i Jylland, lod Magnus’s Lig føre paa en høitidelig Maade over til dette Landskab og bisætte i Kirken ved Ørslev Kloster, hvor han lod anbringe et berømmeligt latinsk Epitaphium paa hans Grav. Nogle Aar senere (1597) indløb imidlertid Klager herover gjennem den engelske Regjering, der forlangte Gravskriften udslettet som fornærmelig for hans Fiende i England. Christian den Fjerde, som just stod i Underhandlinger med Dronning Elisabeth og havde vigtige Aarsager til at vise sig føielig mod hende, lod ogsaa Sophia Gyntersberg og hendes Mand anmode om at borttage Gravskriften. Dette skeede dog ikke, Epitaphiet fandtes endnu i Pontoppidans Tid, og sandsynligviis findes det der endnu.
Eftertiden har over Magnus’s Mod og Kjækhed ganske glemt hans Ryggesløshed og Forvildelser. Da i forrige Aarhundrede Arveprinds Frederik, Christian den Syvendes Broder, lod opreise Mindestøtter over berømte danske og norske Mænd i Lunden ved Jægerspriis (Abrahamstrup), for at danne et Slags fædrelandsk Pantheon, fik ogsaa Magnus Heinessøn der et Monument. Hans Bedrifter, først omtalte af Lucas Debes, fik nu ogsaa Plads i Mallings „store og gode Handlinger.“ Paa Færøerne lever hans Minde ved Siden af Øboernes to andre Sagnheltes, Sigmund Brestessøns og Kong Sverres.
Lyschanders Grønlandske Chronika, Kbh. 1608. Lucas Debes, Feroa reserata, Kbh. 1673. S. 213 fgg. – Pontoppidan, Marmora Danica, Kbh. 1739–41. Fol. II, 218–19. – N. Slange, Christian den Fjerdes Historie, Fol., Kbh. 1749. I, 45. – E. Pontoppidan og T. de Hofman), Danske Atlas, Kbh. 1763–81. IV, 669. – C. P. Rothe, Brave danske Mænds og Kvinders Eftermæle, Kbh. 1758–54, II, 55 og 614 fgg. – P. T. Wandal, De paa Jægerspriis ved Mindestene hædrede fortjente Mænds Levnetsbeskrivelser, I, Kbh. 1788. – Mallings store og gode Handlinger, paa fl. St. – Danske Magasin III R., I, 254–55. – Antiqvarisk Tidsskrift f. 1849–51. S. 160 fgg. – Grønlands historiske Mindesmærker III, (Kbh. 1845) S. 650–660. – Norske Magasin, udg. af N. Nicolaysen, paa flere Steder (fornemmelig I, 257–59). – Norske Rigsregistranter, paa mangfoldige Steder, i 2det og 3die Bd. – Documenter i det danske Geheimearchiv.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Denne Amund Olafssøn, før Kannik i Bergen, havde i sin Tid kjøbt sin Bispestol af Frederik den Første. Han var den af de katholske Bisper i den norske Kirke-Provinds, der længst overlevede Reformationen, thi endnu i 1551 fik han et Trudselsbrev fra Christian den Tredie om at skille sig ved en løs Kvinde, som han holdt i sit Huus; gjorde han det ikke, skulde baade hun og han sættes fast paa Bergenhuus.
- ↑ Sagnet om Heine Havreki optegnedes for et Snees Aar siden af en Prest paa Færøerne, J. H. Schrøter, og ere trykte i Antiqvarisk Tidsskrift for 1849–1851, S. 160 fg.
- ↑ ɔ: Kong Frederik den Anden.
- ↑ Hvidserken kaldte de gamle Nordmænd Jøkel i Grønland, som blandt tre saadanne laa den fordum beboede Bygd nærmest, naar man kom fra Island.
- ↑ Skjulte Magnetklipper. Det Sande har dog formodentlig været, at den sterke sydvestlige Strøm under Grønlands Østkyst en eller anden Gang har standset eller hemmet Skibenes Fart, uagtet Vinden var god. Dette Særsyn har da enten Magnus selv eller Rimkrønikens Forfatter søgt at forklare overeensstemmende med Datidens Begreber om Jordens Physik.
- ↑ Nogle Læsere ville vistnok erindre den endog i de politiske Begivenheder indgribende Historie mellem Ridderen Hr. Nils Lykke og hans Hustrus Søster, en Datter af den bekjendte Fru Inger Ottesdatter til Østraat.