Om Gravstenen fra Fjære og en Sidegren af det norske Kongehus i 14de Aarhundrede

Gustav Storm

Om Gravstenen fra Fjære og en Sidegren af det norske Kongehus i 14de Aarhundrede

Historisk Tidsskrift, anden Række, tredie Bind, 1882 (s. 212-227).

Fra Fjære Sogn i Nedenæs blev omkr. 1812 indsendt til vort Universitets begyndende Samlinger en Ligsten, som havde været indmuret i Kirken og i sin Tid havde ligget paa Gaarden Moi i samme Sogn. Da der paa Gravstenen fandtes afbildet en kronet Kvinde og den norske Løve tydeligt saaes i Vaabenskjoldet, havde der om Stenen dannet sig det Sagn, at den var lagt over en Dronning eller Prinsesse, hvis Skib havde strandet i „Drotningvika“ eller „Prinsessevika“ ved Hesnæs.^[1] Presten Smith i Øiestad, der omtr. 1810 afgav en Beretning om Stenen og Tegning af den til den kgl. danske Kommission for Oldsager, beretter, at „et løst Sagn fra Fædre til Børn vil, at Stenen skal være i Muren indsat til Erindring om en fransk eller dansk Prinsesse, som enten skulde afseile fra Frankrige til Danmark eller fra dette Rige til hint; og Skibet, paa hvilket denne Prinsesse var, skulde være forgaaet ved Hesnæsøen ½ Mil fra Ladestedet Grømstad i Fjære Sogn. Ved Hesnæs findes endnu en Bugt eller vig af Havet, som bærer Navnet Prinsessevigen“. Foruden Præsten Smith havde den bekjendte vandrende Oldforsker Arendt samt Presten Grøgaard i Forbindelse med Rasmus Nyerup forsøgt at læse Indskriften; ogsaa disses Kopier blev indsendte til Kommissionen, som overdrog til Werlauff at fortolke Indskriften^[2]. De tre Afskrifter afveg kun ubetydeligt fra hinanden, idet Arendt og Grøgaard læste: Hic. Vsmac . Nata . Recubet. de . Prole . Beata . Regis . Norvegie. Principis. Et. Dacie., medens paa Smiths Tegning af det sidste Ord kun den første Bogstav var tydelig. Arendt havde tilføiet, at en Tradition paastod, at „den fremmede Prinsesse paa Reisen til Norge havde født en Datter til Verden, for hvis Tilværelse Gesandten, som havde hentet hende, Audun Hestakorn, fik Skyld“; men denne „Tradition“ har aabenbart Arendt selv fabrikeret, thi, efter hvad Faye beretter, kjendte man i Fjære ikke noget saadant Sagn^[3]. Det er ogsaa let at se, hvorledes Arendt er kommen til sin „Tradition“: han kjendte et i 17de Aarhundrede optegnet sagn om, at Audun Hestakorn blev henrettet paa Nordnæs, fordi han havde voldtaget Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra England^[4]; og han saa af Suhms Danmarks-Historie^[5], at Audun som norsk Sendebud i Frankrig havde i 1295 underhandlet om et Ægteskab mellem Hertug Haakon og en fransk Grevinde Isabella af Joigny. Disse to Efterretninger kombinerede han med Stenen og fik da ud, at Vsmac var en Forvanskning af Isabella, som Stenhuggeren ikke skulde have forstaaet. Ogsaa Werlauff følger i sin Forklaring Arendt, forsaavidt han maatte tro, at „Traditionen“ var virkelig, men han tænkte sig (dog med Tvivl), at det underlige Vsmac var en Forvanskning af Iugniacum (Joigny). Efterat Faye havde oplyst, at den Arendtske Tradition var uægte, maatte Fantasierne om Audun Hestakorn og den franske „Prinsesse“ forsvinde, og de senere norske Fortolkere, som selv har seet Indskriften og Stenen i Universitetets Oldsagssamling, er kommen den rette Læsning noget nærmere. Munch^[6] og Nicolaysen^[7] hævdede, at der paa Ligstenen var Tale om en Datter af en norsk Konge og en dansk Prinsesse, og Munch gjættede da paa, at Stenen var hugget til en Datter af Magnus Lagabøter og den danske Prinsesse Ingeborg; men Oldskrifterne, som opregner alle disses Sønner (ogsaa dem, der døde smaa)^[8], kjender imidlertid ingen Datter af dette Ægteskab, og desuden var Ordet Vsmac, eller som Munch noget rigtigere læste Ysmac, fremdeles uforstaaeligt, saa at Munch maatte gribe til den Udvei at formode, at Stenen var bestilt udenlands, og at Stenhuggeren havde læst det ham skriftligt opgivne Navn urigtigt. For nogen Tid siden gjorde Prof. Rygh mig opmærksom paa, at der paa Stenen stod ikke Ysmac eller Vsmac, men Ysaac, og da dette jo ialfald var et Navn, gav det mig Lyst til at studere Stenen nøiere, og da jeg tror endelig at have fundet den rigtige Fortolkning, vil jeg her fremsætte denne.

Stenen er af Klæbersten, altsaa indenlandsk Materiale, hvilket allerede maa gjøre det usandsynligt, at den var bestilt udenlands; den er kun 73^cm lang, i Bredde øverst 42^cm og nederst 33^cm. Det er aabenbart Stenens ringe Størrelse, som har bragt Fortolkerne til at kalde den en „Barne-Ligsten“, uagtet der findes flere ligesaa smaa Ligstene fra Middelalderen over voxne Personer^[9]. Paa Ligstenens Overside er indridset en staaende kvindelig Figur med Krone paa Hovedet; Figuren er, som vil sees af Tegningen, aabenbart en voxen Kvinde, maaske endog en ældre Kvinde, saa at enhver Formodning om, at Stenen var forfærdiget til et Barne-Lig, bør bortfalde. Fra Brystet til over Knæerne er Legemet skjult af et tvedelt Vaabenskjold. I dettes høire Felt sees en opreist Løve, i venstre øverst Forkroppen af et liggende eller springende Dyr, hvis ene Forpote er strakt ud til venstre, medens Snuden synes vendt mod Høire; i den nedre Del af det venstre Felt sees flere, nu halvt udslettede krumme Streger, som ikke længer kan tydes med Sikkerhed. Paa Ligstenens Tværsider løber den latinske Indskrift, hvis Bogstaver er meget tydelige; den begynder øverst oppe ved Kronen og lyder saa:

† HIE : YSAAC : NATA : RECVBET : DE : cPLE : BEATA :
† REGIS : NORVCGIE : PRINCIPIS : ET: DACIE : Ψ

Indskriften er ikke ganske feilfri; saaledes har i det første Ord den 3die Bogstav C faaet en Streg tvers igjennem, saa den er bleven til E, medens omvendt Stregen mangler i det første E i NORVEGIE; og rimeligvis er RECVBET (conj.) Feil for RECVBAT. Af N og A bruges vexlende Former, navnlig bruges de to Former af A i de Ord, hvor denne Bogstav forekommer 2 Gange, nemlig YSAAC, NATA og BEATA; kun derved er Fortolkerne faldne paa at læse det andet Ord som YSMAC. Allerede Werlauff var opmærksom paa Rimene NORVEGIE og DACIE, hvilket dog ikke hindrede ham i at foretrække at læse det sidste Ord som DUCIS; men ingen synes at have lagt Mærke til, at Indskriften udgjør et temmelig regelret Distichon med Tostavelsesrim baade i Hexametret og i Pentametret:

Hic Ysaac nata recubat de prole beata
Regis Norvegiæ principis et Daciæ.

Versformen og Rimene synes til Evidens at bevise Læsningens Rigtighed.

Alle de tidligere Fortolkere har villet finde den begravede Kvindes Navn i Indskriftens andet Ord og taget „nata“ sammen med „de prole beata“, saa at den nødvendigvis maatte forstaaes om en Kongedatter; jeg antager, at „Ysaac nata“ betyder „Isaaks Datter“, saa at „prole“ blot betyder Herkomst eller Slægt, og oversætter derfor:

Her hviler Isaaks Datter af den norske Konges og danske Fyrstes lykkelige Æt (eller: af en norsk Konges og en dansk osv.).

Denne Fortolkning støttes ganske ved Ligstenens Vaabenskjold, hvis Felter efter min Opfatning begge henviser til Sidegrene af den danske og norske Kongeæt. Det liggende Dyr i det venstre Felt maa, som først Prof. Rygh gjorde mig opmærksom paa, være en dansk „Leopard“. Nu førte de danske Konger fra Kong Christoffer I.s Tid tre Leoparder i sit Vaaben, men paa det venstre Felt i Stenen sees kun én Leopard, og det kan være tvivlsomt, om der nogensinde har været flere; ialfald er der slet ikke Plads til tre Leoparder. Men netop Sidegrenene af det danske Kongehus har formindsket Leopardernes Antal i sit Vaaben; Valdemar seiers Søstersøn Albrecht af Orlamünde fører saaledes kun to Leoparder, ligesaa Hertugerne af Sønderjylland, medens Greverne af Halland, Efterkommere af Valdemars uægte Sønner, kun førte én Leopard^[10]. Foruden Leoparderne indeholdt det danske Vaaben de saakaldte „Hjerter“ eller „Søblade“ i vexlende Antal, og jeg tror at finde Spor til disse i de krumme Streger nedenunder Leoparden paa Fjære-Stenens Vaabenskjold; isaafald er der kun én Leopard, og vi henvises altsaa til Greverne af Halland^[11], hvortil ogsaa Indskriftens „princeps Daciæ“ bedst passer. Det staaende Dyr i det høire Felt er – derom har alle Fortolkere været enige – den norske Løve; men Løven findes paa de norske Kongesegl fra Haakon Haakonssøns Tid og altid kronet, med Øxe i Forlabberne. At Løven paa Fjærestenen ikke har baaret nogen Krone, er sikkert, og det er nok til at vise, at vi her har at gjøre med en Sidegren af den norske Kongeæt (sml. nedenfor); men om Løven skal tænkes at føre Øxen eller et andet Vaaben, er ikke saa afgjort: ved Sammensætningen af det danske og norske Vaabenskjold har nemlig hvert Skjold maattet opgive lidt; naar den danske Leopard har mistet Bagdelen, kan ogsaa den norske Løve tænkes at have opgivet, hvad den havde i Forlabberne. De to Vaabenskjoldes Sammensætning synes altsaa at vise, at den begravede Kvinde har gjennem en af sine Forældre hørt til en Sidegren af den norske Kongeæt, gjennem den anden hørt til en Sidegren af den danske, maaske til de Hallandske Grevers Slægt.

Det gjælder altsaa at faa bestemt, hvem hendes Fader Isaak var. Slaar man efter i Registrene til Munchs norske Folks Historie (IV,2), vil man ikke finde andre at gjætte paa end Baronen Isak Gautessøn af Tolga, og Formodningen om, at han er den rette, stiger, naar man studerer hans og hans slægts Vaabenskjold. Ved det Brev af 25de Juni 1287, hvorved den norske Konge og Hertug tager de danske Kongemordere i sin Varetægt, har 7 norske Baroner og 4 Riddere hængt sine Segl; medens Seglene endnu var bevarede, har Arne Magnussøn givet en Beskrivelse af dem, af hvilken det fremgaar, at Isaaks Fader, Gaute af Tolga, i sit Segl havde en lukket Hjelm med Kors over, medens der i hans Søn Isaaks Segl stod en Løve^[12]. Dette kan neppe forklares anderledes, end ved at antage, at Gaute af Tolga har været gift med en Kvinde af Kongeslægten, og at deres Søn Isaak som Følge af sin Moders høie Herkomst har optaget Kongeslægtens Løve som sit eget Vaaben. Dengang, da Arne Magnussøn beskrev disse Segl, var de ikke længer helt bevarede, specielt ikke Isaaks, af hvis Omskrift Arne kun formaaede at læse ... Ysaaci Oou (istedetfor Gou); det tør derfor ansees for muligt, at heller ikke Løvens Attributer var helt bevarede, og denne Mulighed styrkes ved, at det kan bevises, at Løven i hans Vaabenskjold bar et Sværd, thi saaledes sees den aftegnet i hans Søn Gaute Isaakssøns Vaaben fra 1313^[13].

For Rigtigheden af denne Mening skal jeg fremholde, hvilke andre norske Slægter der førte Løven i sit Vaaben, og hvorledes dette Vaaben ved alle disse kan og maa forklares af deres Slægtskab med Kongeætten.

1. Hafthor Jonssøn af Sudrheim, der var gift med Haakon V.s uægte Datter Agnes, førte i sit Vaaben en Rose, og dette Vaaben gjenfindes hos hans ældre Søn Jon Hafthorssøn, der ikke var Agnes’s Søn ɔ: ikke var af Kongeætten^[14]. Men Hafthors og Agnes’s Søn, Sigurd Hafthorssøn, har et tvedelt Vaaben, sammensat af Forældrenes Vaaben: i øvre Felt (det fornemste) sees den opreiste Løve (uden Krone) med øx i begge Forlabber, i nedre Felt Rosen; af Løven sees, ligesom af Leoparden paa Fjære-Stenen, kun Forkroppen, af Rosen kun den nedre Halvdel^[15]. Sigurds Søn Haakon optog sin Moders Vaaben, og hos ham findes derfor Løven i en ny Udgave (se nedenfor); med Sigurd uddør derfor Brugen af dette Vaaben, thi hans Datters Efterkommere fører kun hendes Mands Vaaben, en Stjerne.

2. Brødrene Bjarne Erlingssøn og Vidkunn Erlingssøn af Bjarkøætten førte i sit Vaaben en Grif eller (som Arne Magnussøn betegner det) en Flyvedrage^[16]; men Vidkunns Søn, Drotseten Erling († 1355), fører en Løve med Sværdet hvilende paa høire Axel. Dette Vaaben har han altsaa optaget fra Moderen, Gyrid Andresdatter; allerede P. A. Munch har hævdet, at hun maa have været Sønnedatter af den Hr. Gregorius Andressøn af Stodrheim († 1246), der var gift med Haakon Haakonssøns uægte Datter Cecilia. Denne Munchs Formodning støtter sig til Navnene Andres og Gregorius i hendes Slægt og til, at hendes Søn efter hende arvede Godset Stodrheim^[17]; han mente, at Gregorius maatte have efterladt en Søn Andres, idet han ikke lagde Mærke til, at han selv havde nævnt denne blandt Lendermændene i 1273^[18]; Munch var ogsaa uvis, om Andres var Kongedatteren Cecilias Søn, men dette bliver sikkert ved, at hans Dattersøn Erling fører Løven i sit Vaaben; dennes Mangel af Krone samt Forandringen af Øx til Sværd viser netop hen til en uægte Gren af Kongefamilien. Erling Vidkunnssøns Vaaben arves ogsaa af hans Søn Bjarne^[19], og gjennem hans Datter Ingebjorg (gift med Sigurd Hafthorssøn) gaar det over paa hendes Søn Haakon Sigurdssøn^[20], men falder bort ved dennes Død i 1407, da han ikke har Efterkommere^[21].

3. Jon Hafthorssøn førte som sin Fader Rosen i sit Vaaben, og dette Vaaben arvedes af hans Søn Ulf Jonssøn (Roos); i 2det Ægteskab var Jon gift med Hertuginde Ingebjorgs og Knut Porses Datter Birgitte, altsaa en Halvsøster af Kong Magnus Erikssøn; deres Søn Haakon er saaledes af den norske Kongeæt og opgiver derfor sin Faders Vaaben for at optage Løven i sit Vaaben; hos ham er Løven uden Krone og uden øx eller Sværd^[22]. Ogsaa han dør uden Efterkommere i 1392, men saavidt jeg ser, tyder det dog paa Slægtskab med ham, naar den bekjendte Throndhjemske Ridder i Midten af 15de Aarhundrede, Hr. Henrik Jenssøn (Gyldenløve), har en Løve uden Krone eller Øx (Sværd) i sit Vaaben. Henrik Jenssøn hørte til en Gudbrandsdalsk Ridderslægt^[23], der havde i sit Vaaben en Fugl, og han bar ogsaa selv dette Vaaben, men ombyttede det med et andet, i hvis øverste Felt er en ubevæbnet Løve uden Krone, og hvis nederste Felt kun er rudet^[24]. Dette Vaabenskjold maa han altsaa have optaget fra sin Moder, og jeg slutter af Vaabenet, hvis Løve er af samme Art som i Haakon Jonssøns Vaaben, at hendes Moder var en Søster af Haakon Jonssøn^[25].

4. Munthe har i Saml. til n. F. Sp. og H. IV, 548 omtalt den Throndhjemske Ridder Nikolas paa Huseby, der nævnes i Diplomerne DN. II, 45 (c. 1295), III, 36 (Aar 1295) og III, 47 (Aar 1301), og i hvis Segl sees en Løve^[26]. Ogsaa han skulde efter det ovenanførte høre til Kongeætten; nu er det den Mærkelighed ved hans Sigil, at det (som Hr. Arkivfuldmægtig Huitfeldt har oplyst mig om) er en tro Kopi af Hertug Skules Contrasigil, endog med samme Omskrift^[27] som dette; det ligger da nær at gjætte paa, at han er Ætling af Hertug Skule, altsaa rimeligvis gjennem hans uægte Søn Peter.

Vende vi efter dette tilbage til Tolga-Ætten, vil det sees, at Tolga-Mændenes Vaaben – den ukronede Løve med Sværd i Forlabberne – kun er en lidet afvigende variant af Bjarkø-Mændenes Løve med Sværdet hvilende paa dens høire Axel; disse to Ætter maa derfor antages at være Kvister paa den samme Sidegren af Kongeætten, og da ifølge vaabenet Gaute af Tolga ikke stammede fra Kongeætten, men derimod hans Søn, kan disse Ligheder kun forklares af, at Gaute af Tolga var gift med Gregorius Andressøns og Kongedatteren Cecilias Datter; dermed stemmer det, at Navnet Cecilia gjenfindes i Slægten som Navn paa Isaak Gautessøns Datter; og naar Gregorius’s Sønnedatter Gyrid ved 1291 hører til Stavangers Diocese, forklares ogsaa dette naturligst af, at hun efter sin Faders Død blev i sine umyndige Aar opfostret hos sine Slægtninge paa Tolga.

Gaute af Tolga nævnes som Baron i 1276 (Isl. Annaler) og 1277 (Tunsberg-Compositionen), men han maa være udnævnt mellem 1263 og 1273, da han i det sidste Dokument nævnes efter Erling af Bjarkø, Ragnvald Urka og Anders Plyt, der var Lendermænd i 1263, men foran Bjarne Erlingssøn, der var bleven Lendermand før 1273. At han, som P. A. Munch siger, var den første af sin Æt, der blev Lendermand, kan være rimeligt nok; hans Fader hed nemlig Erling^[28], men der kan ikke blandt Lendermændene i Haakon Haakonssøns Tid paavises nogen, der kunde være Gautes Fader. Munch udtaler derfor vistnok det rette, naar han siger, at Gaute „maaske nærmest skyldte Kongen sin Ophøielse“; ialfald synes det tydeligt, at Gaute har faaet Tolga af Kong Magnus som Odel for sig og sine Efterkommere efter samme Regel, som Magnus Erikssøn gav Hestakorns-Godset til otte Rømer og hans Efterkommere^[29]; dette synes nemlig med sikkerhed at fremgaa af de Forhandlinger om Arven efter Ogmund Finnssøn, hvorved Kongedømmet hævdede sin Ret til og inddrog Tolga^[30]. Hr. Gaute blev som bekjendt dræbt i Stavanger i Aaret 1288 af Ridderen Halvard af Harde, der egentlig havde med sin Kniv villet stikke til en anden, men traf Gaute. Af hans Børn kjendes med sikkerhed kun hans Søn Isaak, men rimeligvis har den Fru Eyvor Gautesdatter, der levede i Bergen 1328^[31], været hans Datter.

Isaak Gautessøn tør være født mellem 1260 og 1265 og nævnes første Gang i 1281 som Medlem af Gesandtskabet til Skotland; Baron var han bleven kort før 1287, da han sammen med 6 ældre Baroner samt 4 Riddere beseglede Kongens og Hertugens Beskyttelsesbrev for Grev Jakob af Halland og de andre danske Fredløse. Hvis min Formodning er rigtig, at Isaak var gift med Greven af Hallands Datter, maa Giftermaalet være istandbragt ved denne Leilighed eller ialfald ikke meget senere, thi da i 1288 Isaak havde forfulgt sin Faders Drabsmand, Hr. Halvard, ind i Stavangers Domkirke og dræbte ham der, blev han for denne Forbrydelse lyst fredløs og opholdt sig flere Aar udenlands; rimeligvis har han opholdt sig i Halland hos sin Svigerfader og har da senere faaet Tilgivelse. I 1295 var han atter tilbagekaldt og i Naade; han beseglede da som Baron Stilstanden i Hindsgavl. Ogsaa hos Kong Haakon synes han at have været i Gunst; han nævnes blandt hans Baroner i 1300 og i September 1302, men maa være død kort efter, da han ikke forekommer blandt Baronerne i de følgende Aar. Han efterlod sig Sønnen Gaute og Datteren Cecilia, maaske ogsaa endnu en Datter (se nedenfor)^[32], og det passer godt med hans formodede Giftermaal i 1287–88, at disse Børn først forekommer efter 1313 og altsaa maa have været umyndige ved Faderens Død.

Gaute Isaakssøn nævnes i 1313–15 som Sysselmand i Ryfylke^[33] og var da endnu ikke Ridder, hvilket viser, at han ikke kan være født tidligere end c. 1290; han blev først Ridder i Kong Haakons senere Aar (1316?) og nævnes som saadan i Aarene 1319–22^[34]; han var død før Mai 1325. Han var gift med Ingebjorg Jonsdatter af Hvaal (i Sogn) og arvede med hende i 1314 ⅙ af Hvaal-Ættens Besiddelsen han døde barnløs og arvedes af sine Søstre. Af disse var Cecilia Isaaksdatter allerede i 1318 gift med Martin Thorolfssøn i Eidsa^[35]; hun kaldes i 1318 Hustru, men Martin maa i 1318 eller 19 være slaaet til Ridder, siden hun senere kaldes Fru Cecilia; hun levede endnu i 1336^[36]. Den anden Søsters Navn vides ikke, men det maa være hende, som Gaute Haakonssøn kalder sin Moder, og som i 1328 som Cecilias præsumtive Arving bekræfter hendes Gaver^[37]. Gaute Haakonssøn var i 1331 Tolgas Eier og gjennem sin Moder Isaak Gautessøns Arving; da han imidlertid i 1328 ikke var myndig og altsaa født c. 1315, kan han ikke, som Munch mente, være Gaute Isaakssøns Dattersøn, men hans Søstersøn; den Fru Eyvor Gautesdatter, deri 1328 optræder i Bergen, er da snarest Isaaks Søster, ikke hans Sønnedatter. Om den Datter af Isaak, efter hvem vi har Ligstenen fra Fjære bevaret, er Cecilia eller hendes Søster, vil jeg ikke udtale nogen Formodning om^[38].

Gaute Haakonssøn nævnes kun i 1331, og senere ved vi ikke andet om ham, end at han var død før 1373; da Drotseten Hr. Ogmund Finnssøn senere er i Besiddelse af baade Tolga og Eidsa, og da Fru Cecilia af Eidsa i 1336 synes at høre til Hestbø-Ættens Familiekreds, har P. A. Munch rigtigt seet, at Gaute Haakonssøns Fader Haakon maa have været et Medlem af Hestbøætten. Dette vil ogsaa forklare, hvorledes Tolga, uagtet det som Krongods skulde falde tilbage til Kongen efter Tolga-Ættens Uddøen, dog ifølge Odelsretten arvedes af Gaute Haakonssøns fædrene Æt^[39].

Ogmund Finnssøn af Hestbø havde allerede i levende Live overdraget Eidsa og Tolga til sin Hustru Katharina Knutsdatter; ligeledes ser man, at hun overtog efter hans Død Hestbø og hans øvrige Gods. Først efter hendes Død i 1407–8 blev der saaledes Spørgsmaal om den store Arv. Hendes søsters Ægtemand, Gardar Thoressøn, forsøgte at hævde sig og sine Sønner som hendes Arving, men da Dronning Margrete paa Kongedømmets Vegne truede med en Proces om Hestbø og „al den øvrige Arv efter Drotseten og hans Hustru“ (altsaa ogsaa Tolga og Eidsa), foretrak han i 1409 at afstaa alt paa Grund af Kongedømmets Ret. Det erfares af et Thingsvidne, at Drotseten selv ansaa Hafthorssønnerne for sine eneste Arvinger, men ved Siden af dem optraadte en Thore Køgr med Krav; han blev først afvist, da hans Fader Uspak var uægte født (Broder eller Sødskendebarn af Drotseten?)^[40], men fik sig dog senere ved Dom af Lagmænd og Raadmænd i Bergen tildømt al Arv efter Drotseten, „baade løst og fast, hvor som helst det ligger i Norge“^[41], og som hans Arving sælger Thor Køgr i 1423 Gaarden Pettavik i Lofoten^[42], og i 1426 solgte han efter Absalon Pederssøns Beretning ogsaa Hestbø til Kronen^[43]. Den Dom, hvorved Thore fik Arven efter Hr. Ogmund, maa have været bestridt, thi den Mand, der kjøbte Pettavik af Thore i 1423, sikrede sig ved i 1424 og 25 at afkjøbe ogsaa Hafthorssønnernes Arvinger deres Ret til samme Gaard^[44]. Arvetvisten beroede paa det meget indviklede Spørgsmaal om uægte Børns Arveret i Forhold til fjærnere ægte Udarvinger, thi Thore Køgrs Fader var uægte Søn af en Hestbømand, medens Hafthorssønnernes Slægtskab vel maaske tør forklares ved at antage, at Ogmund Finnssøns Mormoder, Ragnhild Jonsdatter (Baronen Sæbjørn Helgessøns Hustru), var Søster af Hafthor Jonssøn. Det synes af Kontrakterne at fremgaa, at Kongedømmet ikke har kunnet gjøre nogen Ret gjældende i Spørgsmaalet om Hestbø, medens Tolga (og vel ogsaa Eidsa) synes at have været i Kronens Besiddelse siden 1409. Naar senere i 15de Aarhundrede Tolga eies af Hr. Olav Nilssøn, tør det antages, at han har faaet Tolga af Kong Erik^[45] paa samme Betingelse, som de ældre Tolga-Mænd havde faaet Godset i 13de Aarhundrede.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Faye, norske Sagn, S. 182.
2. Se hans Afhandling i Antiqvariske Annaler, 1ste Bind (1812).
3. Faye, norske Sagn, S. 183.
4. Suhms Samlinger, II, 3, S. 43.
5. 11te Bind S. 215.
6. Det norske Folks Historie, IV, 1, S. 1.
7. Norske Fornlevninger, S. 244.
8. Worms Beretning i Tillæggene til Peder Claussøns Sagaoversættelse om Sønnen Magnus (født og død 1264) er udskrevet fra Arngrim Jonssøns Supplementa (der igjen laaner fra tabte Brudstykker af Magnus Haakonssøn Saga): Huic Magno eodem anno filius cognominis natus est: qui 18 dierum spatio vitæ hujus curriculum absolvit, juxta monumentum avi sepultus.
9. Se Klüwers norske Mindesmærker, passim.
10. A. D. Jørgensen, det danske Kongevaaben i Aarb. f. nordisk Oldk. 1879, S. 48.
11. se DN. VIII, 18.
12. DN. III, 24.
13. Adelslexikon I, 265; sml. Saml. til n. F. S. og H. I, 155.
14. Se Saml. til n. F. S. og H. IV, 124 ff. og vaabenet No. 279.
15. Sammesteds No. 278 og 279.
16. Se Arnes Beskrivelse af Vaaben og Sigiller ved DN. III, 24, sml. Adelslexicon I, 141.
17. Det norske Folks Historie, IV, 2, 286 f.
18. Det norske Folks Historie, IV, 1, 557.
19. Saml. til n. F. S. og H. IV, 112 og Vaabenet No. 205.
20. Langes Samlinger i Rigsarkivet.
21. Vi har altsaa følgende Stamtavle: K. Haakon Haakonssøn. | Cecilia † 1248. * 1242 Hr. Gregorius Andressøn † 1246. | Hr. Andres. | Gyrid † 1323. * Hr. Vidkunn Erlingssøn. | Hr. Erling † 1355. | Hr. Bjarne Ingebjorg † c. 1353. * Sigurd Hafthorssøn. | Hakon † 1407.
22. Vaabenet No. 397 i Saml. til n. F. S. og H., 4de Bind.
23. L. Daae, Christiern den førstes norske Historie, S. 84.
24. Langes Samlinger i Rigsarkivet, sml. Saml. til n. F. S. og H., 9die Bind, S. 499 ff.
25. Vi tør altsaa opstille følgende Stamtavle: Ingebjorg, Datter af K. Haakon V. ¹ K. Magnus Erikssøn. ²Birgitte Knutsdatter * Jon Hafthorssøn. | Haakon (?) Datter * N. N. Haakon † 1392. Datter * Jon Henrikssøn. Henrik Jenssøn („Gyldenløve“).
26. Se Vaabenet 359 i Saml. til n. F. S. og H. IV.
27. Denne omskrift er nu ufuldstændig og meget vanskelig at tyde, men Munthes Læsning .. colai Tiost er sikkert urigtig.
28. Se Overskriften i hans sigil DN. III, 24.
29. DN. II, 385.
30. Se nedenfor Side 221.
31. DN. III, 165.
32. Derimod er det en Feil, naar Munthe (Saml. til n. F. S. og H. I, S. 154) opfører en Datter af Isaak ved Navn Sigrid, gift med Reidar Dagfinnssøn; hun hed nemlig Sigrid Aslaksdatter og var aabenbart en fjærnere Slægtning (DN. I, 130, 180, 201).
33. DN. IV, 106 og 109.
34. DN. VIII, 50 og I, 168.
35. DN. IV, 122 og 127.
36. DN. IV, 227.
37. DN. IV, 187.
38. Hvorledes Ligstenen er kommen til Fjære, kan naturligvis heller ikke oplyses; dog bør mærkes, at Gaute Isaakssøns Brev af 7de Marts 1320 (DN. I, 160) er udstedt paa Øster-Agder, saa at rimeligvis Slægten havde Eiendomme her.
39. Tolga-Ættens Stamtavle tør saaledes opstilles paa følgende Maade: K. Haakon Haakonssøn. Cecilia * Gregorius Andressøn. Datter * Gaute af Tolga † 1288. Isak Gautessøn Eyvor † c. 1303. 1328. Gaute Cecilia Datter † 1322–25. * Martin i * Haakon (af Eidsa. Hestbø-ætten ?). Gaute † c. 1370.
40. DN. I, 640.
41. DN. II, 674.
42. DN. II, 575.
43. N. Magazin, I, 125.
44. DN. II, 684.
45. L. Daae, Christiern den førstes norske Historie, S. 94.