Hopp til innhold

Om Finnerne

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Om Finnerne.
Ved Eilert Sundt.
1. Begyndelsen.

Det kvakk i mig, da jeg paa en Reise nordover i Sommer traf til at se den første Fin, forud paa Dampskibs-Dækket, op under Lofot-Øerne: det Afstikkende i Dragten og det Lurvede ved Hverdags-Klæderne mindede altfor stærkt om de Vilde i Skilderi-Bøgerne. Kanske den kjære Stockfleth ikke kan sætte sig ind i, at Synet af en af hans Finner skulde gjøre et saa uhyggeligt Indtryk; men jeg tilstaar, at det gjentog sig, da jeg senere paa Reisen saa den første Gamme og traadte ind i det første Flytte-Telt.

Men hvor jeg kom til at synes godt om den samme Mand der forud paa Dækket, da jeg havde talt med ham en Stund og fandt Mennesket i Finnen. Han kom fra en Arbeids-Reise (med en Vedbaad), og det var undskyldeligt, at han, som fra først af ikke havde været bestemt paa at gjøre Hjemreisen paa Dampskibet, nu viste sig her i en saa forreven Klædning. Det var en ung Person, 25 til 30 Aar, hjemme hos Forældrene. Disse boede inde i Ofoten, hvor de havde sat sig ned i en Udmark og ryddet sig en Gaard; men ellers var Faderen Søn af en svensk Flytte-Fin, saa der var ikke langt imellem Finnefolkets urgamle Væsen og den norske Art, som jeg nu fandt hos denne Fin.

Allerede det var jo et stort Tegn paa Kultur, at han, som mellem sine Egne naturligvis talte Finsk, nu med mig talte et temmelig flydende og rigtigt Norsk. Det Bogsprog, han havde lært, var ogsaa det norske, og han havde aabenbar læst adskilligt.

Der var Fremskridtsaand i den Karl. Om den bekjendte Sprog-Strid udtrykte han sig saa, at det var godt, at Finnerne lærte Norsk, saa de kunde læse de norske Bøger; fordi, som han sagde, det Norske gik videre og ligesom straalede ud til alle Kanter. Han tænkte paa de faa Bøger, som ere trykte i det finske Sprog, og hvori hans Folk kunde faa en tarvelig Oplysning om Religionen alene, medens de mange og mangeslags Bøger i det norske Sprog ligesom belyse Alt, baade Himmel og Jord.

Tak for Mødet, min kjære Jon Andreas Pedersen. Som selve dette dit Christen-Navn var mig hjemligt, og som din Bedrift (Markarbeide, Vedhugst, Lofot-Fiske) jo hører med til min norske Almues Bedrift, saa røbede dine fordomsfrie og skjønsomme Ord saa megen norsk Stemning, som jeg kunde forlange.

Kan nok være, at denne unge Mand stod nogle Tommer over Finnerne i Almindelighed. Men Erindringen om dette første Møde hjalp dog saa godt, naar jeg senere, længere nord, i det egentlige Finmarken, ofte fristedes til Mismod ved at finde Afstanden saa stor mellem mig og disse mine Landsmænd.

Det var naturligvis de norske Almuer, jeg nu som paa tidligere Reiser omkring i Landet agtede at besøge, og hvis Kaar og Sæder det var mit Formaal at studere. Og Finnernes Sprog og Samfunds-Anliggender danne en Sag for sig, og denne Sag har fundet sine Mænd, mange og nidkjære, saa det ikke kunde falde mig ind at reise til Finmarken for dens Skyld. Men vel var det yderst interessant for mig alligevel at faa gjøre en Finmarks-Tour og med det samme kige lidt ind i Finnernes Verden – jeg, som i mine unge Studenteraar havde læst Finsk med Stockfleth selv, vel hans første Elev, og havde nydt saa mange og kjære Beviser paa hans Hjertelighed og gaaet ind i hans Interesser og næret svulmende Planer – indtil vedholdende Sygelighed gjorde en Vending baade i mine Skjebner og Arbeider. Nu, da jeg kom til Finmarken og saa Finnerne, maatte jeg ofte bevæges ved Tanken om den Modgang, som havde skilt mig fra dem, og det var mig stundom, som vaagnede der igjen hos mig en første Kjærlighed.


2. De to Stammer.

Der er Forskjel paa Finner, Stamme-Forskjel imellem dem. Der er den Stamme, som vi Norske i Almindelighed benævne med det Navn Fin slet og ret (det udtales skarpt, som om der var skrevet Finn), og der er den Stamme, om hvem Folket paa den østlige Side af vor Halvø, Svenskerne, bruger det Navn Finne. Det er jo i Virkeligheden det samme Ord og Navn; men vi Norske paa vor og Svenskerne paa sin Side have taget det i Brug særskilt for den af de to finske Stammer, som hver kom mest i Berørelse med og altsaa kjendte bedst: Nordmændene traf sine Finner paa de nordlige Høifjeldene og paa Ishavskysterne (Finmarken i Ordets videre Betydning), hvor de altid have gjort et underligt Indtryk formedelst sin paafaldende flyttende Levemaade, men hvor det dog allerede paa Harald Haarfagers Tid var gammel Skik og Hævdsret for de Norske at hjemsøge dem for at handle med dem og tage Skat af dem – og Svenskerne have i Aarhundreder havt med de Finner at gjøre, som allerede fra først af have ført et bosiddende og altsaa efter vore Begreber mere manerligt Liv i Skovbygderne nord og især øst om den Botniske Bugt (Finland).

Noget kom de Svenske dog ogsaa i Berørelse med hine Høifjelds-Finner, og de brugte om dem Navnet Lap. Noget kom man ligesaa her i Norge i Berørelse med Skovlandets Finner, og her ere flere Navne komne i Brug i Naboskabet af Finskoven i Soløer, nær Kongsvinger, hvor der i et Par Hundrede Aar har været som en Koloni af dem, kalder man dem efter svensk Exempel med Navnet Finne eller Fin, og i det nordlige Norge, hvor man nu for Tiden ligeledes kjender dem som Indflyttede, har man om dem de Navne Kareler og Kvæn, Navne, som allerede forekomme i vore gamle Sagaer, og det fra en Tid, da de endnu ikke havde begyndt at flytte ind til Norge, men norske Krigere og Handelsmænd hjemsøgte dem østenfor Fjeldet. Navnet Kareler er dog mest aflagt nu, og Kvæn er blevet det almindeligste.[1]

Det Navn Finner kan bruges til at betegne det hele Folkefærd eller begge Stammer under Et, og saaledes er det ment i Hoved-Overskriften over nærværende Stykke „om Finnerne.“ Men det er til at skjelne mellem Stammerne, at Svenskerne, som netop forklaret, i Tale og i Skrift bruge Navnene 1) Lap og 2) Finne, medens den norske Talebrug nord i Landet bruger de modsvarende 1) Fin og 2) Kvæn. Det fælles Finne-Navn bruges altsaa i en modsat Betydning her og der. Vor Hovedforfatter om Finnerne nu for Tiden, Lektor Friis, har af videnskabelige Hensyn valgt at skrive som Svenskerne; men i nærværende Folkevens-Opsats, som alene vil handle om Finnefolket (Finner og Kvæner) i det nordlige Norge, holder jeg det for bedst at følge den Talebrug, som er gjængs der.


3. Udbredelsen i Landet.

Gaa vi søndenfra nordover, saa finde vi allerede i Søndre og Nordre Throndhjems Amter nogle faa Familier af Finner, mest Flytte-Finner, med Rensdyr og Telte, paa Høifjeldene ind mod Sverige.[2] I Helgeland er det ligesaa, kun at Antallet er lidt større. Men nu følger en lang Strækning, Salten, Senjen og Tromsø Distrikter, hvor der nok er Flytte-Finner, som om Vinteren holde sig inde paa den svenske Side og om Sommeren med gammel Ret drage over paa den norske Side; men de ere saa godt som alle svenske Undersaatter (Lapper, som ogsaa de Norske her pleie kalde dem). Derimod finde vi i disse samme Egne med samt Lofotens Øgruppe ikke faa Finner, som have paa en Maade bosat sig og det oprindelig paa den ægte finske Vis i Gammer eller Jordhytter, som let kunne sættes op hvorsomhelst, men som de altsaa ogsaa naarsomhelst kunde være rede til at flytte fra, altsaa en temmelig løs Bosættelse. Der er imidlertid Forskjel paa samme Bosættelse, eftersom det er i de sydligere eller nordlige Egne af dette Strøg: længst mod Syd er det mest kun i de øvre Dele af Dalene, oppe i Skovmarkerne, at Finnerne have fundet sig Plads fjernt fra norske Naboer; men jo længer vi komme mod Nord, desto mere finde vi dem udbredte omkring Fjordbundene og ved Havkysterne, altsaa mere i Naboskabet af de Norske.

Skjønt Tallet af Finner bliver større og større, eftersom vi gaa mod Nord, ere de dog altid faa i Sammenligning med de Norske saa langt som til Senjen; thi herhid (Malangen-Fjord danner Grændse) have vi ældgamle norske Bygder, besatte af Nordmændene op i den fjerneste Tid, som Historiekundskaben naar; men allerede strax nordenfor Senjen i Tromsø-Egnen, er den norske Befolkning nyere (skjønt altid nogle Hundrede Aar gammel), og i det egentlige Finmarken, som tager ved østenfor Senjen- og Tromsø-Fogderi, ere de Norske mere at betragte som Kolonister, medens det er Finnerne, som fra de ældste Tider have havt hjemme her, og det baade paa Fjeldet i Telte, i Elvedalene og ved de store Havsfjorde i Gammer, – Fjeldfinner Elvefinner, Søfinner, alle formedelst Aartusinders underligt dannende Indflydelse ligesom skabte til at befolke disse Polar-Egnes uhyre Vidder.

Finnerne ere da ogsaa mere mandstærke her i Sammenligning med de Norske, og hertil kommer, at det Rum, som de have ladt aabent, er ikke blevet optaget af norske Nybyggere alene, idet Folk af hin Finnestamme, Kvæner, i lange Tider og ikke mindst i de sidste Par Menneske-Aldere fra det tilstødende nordlige Sverige og Finland have holdt paa at flytte ind netop til Fjordstrækningerne fra Malangen af og nordover, altsaa til Tromsø-Egnen og Finmarken.

De to Finne-Stammers Udbredelse og deres Naboskab med Nordmændene i denne nordlige Del af Landet vil maaske blive mere anskuelig ved følgende Fremstilling af Folke Tallet 1835.[3]

Finner Kvæner i tømrede Huse.
Distrikt. Norske. i Gammer og Stuer. i Telte. ialt.
Søndre Throndhjems Amt 96259 „ 59 59 „
Nordre Do – 73338 87 146 233 „
Helgelands Fogderi 35762 176 391 567 „
Saltens Do. 22609 1444 7 1451 8
Lofotens og Vesteraal. Fogd. 17033 240 17 257 „
Senjens Provsti 19930 2012 „ 2012 207
Tromsø Do. 10622 4966 „ 4966 2347
Vest-Finmarkens Provsti 3749 3722 1110 4832 2008
Øst-Finmarkens Do. 2555 2206 215 2421 824
Sum 14853 1945 16798 5394

Anm. I Sverige er der færre Finner (Lapper), flere Kvæner (Finner). Hine, kun lidt over 5000, høre hjemme i de saakaldte Lapmarker eller de nordlige Aas- og Fjeldstrækninger op mod den norske Grændse, fra Røros-Kanten af og nordover; disse bo i de nordligste 2 eller 3 Län, men hovedsagelig i det allernordligste Fogderi Torneå, hvor Antallet er omkring 10000.

Der er ogsaa Finner (Lapper), som høre hjemme i det russiske Storhertugdømme Finland, i Strøget længst mod Nord eller indved Grændserne af vort Finmarken, navnlig ved det øvre Løb af den kun halvt norske Alten-Elv og omkring det store Enare-Vand. Antallet af disse Finner er mig ubekjendt; men det er vist ganske lidet. Hovedbefolkningen i Finland er ellers den Stamme, som vi her kalde Kvæner.

Endnu kan her erindres de saakaldte Skolte-Finner, som ere af samme Stamme som vore norske Finner, men høre hjemme i det egentlige Rusland (dets Grændse-Strækning strax øst for Syd-Varangen eller det østligste Distrikt af vort Finmarken) og fra Rusland af ere blevne oplærte i den græske Religion. I tilgrændsende russiske Provindser længer borte vil man ogsaa finde Folk, som i sproglig Henseende høre til eller ere nærmest beslægtede med, hvad vi kalde den kvænske Stamme.

Man kan altsaa sige, at norden- og vestenom en betydelig Landstrækning, hvor Folk af den kvænske Stamme, skjønt nu under forskjellig Lands-Høihed, fra Arilds Tid har været fast bosat, ligger et høiere Fjeld-Land og koldere Kystland, som er tyndt og løst beboet af Finner (Lapper), og dette Finnernes Land (Finmarken i videste Forstand) er i Tidens Løb blevet delt mellem Norge, Sverige, Finland og det egentlige Rusland.


4. Sproget.

Det er ikke at se overalt i Verden, dette Syn, som hin Tabel vilde give et foreløbigt Glimt af Synet af Naboskab eller Møde mellem to af Menneskeslægtens store Folkestammer. Thi Nordmændene høre til, hvad vi i en Hastighed kunde kalde den Europæiske Folke-Familie eller Hoved-Stamme, Finnefolket med dets to Afdelinger have sine Folkeslægtninger mod Østen, helt ind i Asien.

Det er paa Sproget, at Folke-Slægtskabet kjendes. Reis til Sibirien, eller tænk Dig tvers over hele Europa og over Middelhavet med, hen til Afrikas Indfødte – og du vil ikke finde Sproget mere fremmed og grundforskjelligt, end om Du fra Tromsø By gaar en halv Mil op i Tromsø-Dalen til den Telt-Leir, hvor Flytte-Finner hver Sommer holde til, eller om Du fra en norsk Fiskerhytte oppe i Finmarken spadserer hen til den finske Nabo-Gamme, eller fra Hammerfest eller Vadsø Gade ser indom Døren til en af de mange Kvænfamilier, Væg i Væg med de Norske. – Det er en Forskjel ikke bare i de enkelte Ords Lyd, men i Sprogets Indre eller i den Maade, hvorpaa Lydene voxe sammen til Tale, og hvori Sprogets Liv er gjemt. Denne Sprogforskjel, som Folk oppe i Finmarken have Anledning til at høre hver Dag, er en af disse store Mærkværdigheder, som man maatte kjende Menneskehedens Historie for at forstaa tilfulde, og som atter og atter indbyder og opfordrer Forsker-Sindet til at fordybe sig i Studiet af Menneskeslægtens Skjæbner i de svundne Tidsaldere.

De to Stammer Finner og Kvæner kunne rigtignok ikke forstaa hinanden uden videre, og de have faaet hver sit Skriftsprog. Men ved Siden af den store Forskjel fra Norsk bliver dog det Finske og Kvænske kun som to Mundarter af et og samme Hovedsprog. Det vil maaske more Folkevennens Læsere at se nogle faa Ord til Prøve:

Norsk. Finsk. Kvænsk.
Gud Ibmel Jomala
Fin Sabme eller
Sabmelasj[4] Suomalainen[4]
Fjeld varre vuorre
Øie tsjalbme silmä
Lærdom oappa oppi
forstaa ibmerdet ymmertää
Fugl lodde lintu[5]
Bryst radde rintu
give addet anta
Dag bæive päiwä[6]
en okt yksi
to guökt kaksi
tre golm kolme.

De her aftrykte finske Ord ere efter Stockfleths og Friis’s Bøger eller efter den Finne-Dialekt, som tales i det egentlige Finmarken. Det finske Fadervor, som jeg nu lader følge, er taget af en nylig udkommet Bog af en af Finlands Præster, skreven for Finnerne ved Enare-Vandet, en Trakt, som hører til Storfyrstendømmet Finland, men ligger op mod den østlige Grændse af vort Finmarken. Det derefter følgende kvænske Fadervor er efter det finlandske Bogsprog. Overskriften finsk Herra Rukkos, kvænsk Herran Rukous, betyder Herrens Bøn.


Herra Rukkos.

Mii Eetsj kote læh almest. Pasottum lævus Tu nommad. Alda puodus Tuu vældekoddad. Sjados Tuu taattud, nuut eendnamest, kuo almest. Adde miijan taan væivi mii jyöehe pæivæli leipim. Ja adde miijan mii suddoidim addagas, nuutkuo miiuv addagas addelep mii velguliidim. Ja elæ tualvu mii kiusadossan, mutto pææsteh mii paast. Talle Tuu li vældekodde ja vuöime ja kudne, nuuvhannavuodast. Amen.


Herran Rukous.

Isä meidän joka olet taivaisa. Pyhitetty olkon sinun Nimes. Lähes tulkoon sinun waltakundas. Tapahtukoon sinun tahtos, niin maassa, kuin taiwaassa. Anna meille tänäväivänä meidän joka päiwäinen leipämme. Ja anna meille meidän syntimme anteeksi, niinkuin mekin anteeksi annamme meidän velwollistemme. Ja älä johdata meitä kiusaukseen. Mutta päästä meitä pahasta. Sillä sinun on Waldakunta ja Woima ja Kunnia, ijankaikkisesti. Amen.


5. Sindet.

Men ikke større Forskjel end der er mellem de to Finne-Stammer i Sprogveien, er det mig hel gaadefuldt, at Finner og Kvæner skulde have et saa overmaade uligt Sind. Der er kanske Intet, som en Reisende i disse Egne oftere faar høre end Forklaringer om de to Finnestammers forskjellige Egenheder og det er forunderligt, hvor samstemmige Nordmændene ere i sine Bedømmelser: de kunne udtrykke sig mere eller mindre skarpt eller skaansomt, men alle have de gjort samme Iagttagelser og dannet sig samme Forestillinger om Finnerne paa den ene og om Kvænerne paa den anden Side. Men aldrig traf jeg til at høre Nogen forklare den Gaade, at de to Stammer med saa ligt Sprog endda ere saa ulige af Væsen og Sind.

Jeg veed jo nok, at medens Kvænernes Forfædre i mange Slægtled have levet et bosiddende og jorddyrkende Liv, saa have Finnerne fra den graa Urtid levet som Jagtfolk paa vilde Heien, og heraf forklarer man jo dette, at medens Kvænerne ere store og velvoxne Folk, saa ere Finnerne smaa og heller uanseelige, saaledes som Polarfolk pleie. Og – saa kunde man fremdeles sige – kan Levemaaden indvirke saa stærkt paa Legemet, saa maatte den vel endmere kunne yttre sin Indflydelse paa Sindet.

Men Sproget gjælder jo for det tydeligste og sikkreste Tegn paa Sjelens Udvikling og Aandens Retning, og man skulde da vente ligesaa megen Lighed heri som i Sproget.

Alligevel maa jo vel den første Aarsag ligge i Levemaaden, og jeg forsøger saadan Forklaring:

Finnerne (i Ordets indskrænkede Betydning, modsat Kvænerne) ere og have fra gammel Tid varet et Flyttefolk; ikke alene de egentlige Flyttefinner, som føre sine Telte med sig, men ogsaa de saakaldte fastboende Finner kunne kaldes saa, saasom de ikke betragte sin Gamme som nogen videre Eiendom eller som et blivende Hjem, men altid ere rede til at forlade den og sætte sig op en ny paa et andet Sted. Men fordi de altsaa bestandig have været betænkte paa og rede til at flytte, saa ere de blevne et Folk, hvis seige Styrke har bestaaet i at vige: uafladelig, i Aartusinder, har den Ene veget undaf for den Andens Vold eller Trudsel eller uvenlige Mine. Medens bosatte Folk og Stammer have maattet være paa sin Vagt med Vaaben i Haand for at forsvare sit Hus og sit Forraad, sit Fæ og sine Agre, saa har det været Finnens Forsvar at vige undaf: Fjeldfinnen har jaget sin rappe. Ren-Hjord foran sig og skyndt sig efter paa flygtig Fod, Elve- og Søfinnen har taget sine Fiskeredskaber i Haanden og skyndt sig til Baaden og roet afsted – der har været Vidde nok. Og for at kunne vige uden Skade, ja for at kunne gjøre sig rigtig Nytte af Mosefjeldets og de fiskerige Vandes indbydende Vidde, saa er det raadeligst ikke at være belæmret med meget Forraad og Gods, og det falder altsaa ganske naturligt for Finnen at være sorgløs, saa han ikke engang bekymrer sig for den Dag imorgen, at sige ikke paa samme Maade som det ellers er Menneskehjertet naturligt. Hvad har en saadan Fin taget sig nær af det, naar i gamle Dage en norsk Høvding i eget eller Kongens Navn kom op og krævede Skat af ham? Og endnu den Dag idag er nok Finnen den, som sidst klager, skjønt nu paa nogen Tid Lensmændene hvert Aar har krævet høiere og høiere Skat. Og hvorledes Finnerne i gamle Dage uden at røre en Haand til Modstand have veget Pladsen for fremtrængende norske Nybyggere, det mener jeg man kan se for sine Øine i hvad der meget almindeligt foregaar fremdeles henne i Øst-Finmarken; er der en lun Bugt, hvor der bor to-tre Finne-Familier sammen, og saa en norsk Fiskerfamilie kommer og sætter sig op en Stue ved Siden af, saa synes hine, at nu er det ikke saa hyggeligt længer, og næste Aar kan det være, at deres Gammer staa tomme og forfalde, saasom Beboerne en vakker Morgen i al Stilhed satte sig i sine Baade og roede bort og ikke kom igjen.[7] Hvor liden Hjemmets Sands er hos disse Flyttefolk, det mærkes da ogsaa paa deres beklagelige og for vort Sind næsten ufattelige Mangel paa Forsynlighed: der er saa overmaade liden Tanke om at samle til Hus og forbedre sine Kaar. Men derfor er ogsaa Nøisomhed bleven dem en Dyd af Nødvendighed, naar der er Smal-Hans i Huset og Fiskeriet slaar feil eller Ulven jager Renen. Sorgløsheden og Nøisomheden har den Egenskab, at den kan saa overmaade let blive glad, og dette er ogsaa et Mærke ved Finnens Sind: han er som et Barn deri, at der skal saa lidet til at glæde ham. Vistnok kan han jo bedrøves, f. Ex. ved en Slægtnings Dødsfald, men det gaar saa overmaade snart over. Dette lette Sind er modtageligt for Indtryk, men har ondt for at holde fast, og Præsterne vide da ogsaa at tale om, at skjønt Christendommen nu har bestaaet mellem dem i Menneske-Aldere, saa maa der ligesom begyndes forfra igjen bestandig fast som ved en Mission imellem Hedningerne.[8]

De opgive sin Mening, de gaa fra sit Forsæt, de forlade sin Grundsætning, lige saa let som de skifte Hjem. Det Ord, at vi skulle blive som Børn, maa de vist have let for at gaa ind paa, men de komme ogsaa let til at tage det altfor bogstaveligt saa de vanskelig voxe op til Mands Modenhed. Der er en egen Godmodighed og Venlighed ved dette bøielige, barnslige Sind, som behager; men jeg kan nok tænke mig, at det i Længden maa være tungt for dem, som have at arbeide for dem og indvirke paa dem, thi det ser ud som at det moner saa lidet. Trøsten faar være den, at Seigheden er ligesaa stor som Bøieligheden i dette Folks Charakter saa dersom Præster og andre kun holde ud at arbeide med dem, saa ville Finnerne ogsaa holde ud med en vis Friskhed at tage imod deres Paavirkning, som om der altid var noget af Nyhedens Interesse.

Men er det Finnens Svaghed og Styrke at vige for Tryk og give efter for Indtryk, saa har Kvænen det heller paa en modsat Maade: hans Væsen er at være strid[9]. Han strider sig frem i sin Næringsvei, saa man maa beundre ham, og han viser sig strid (d. e. stridig, stiv, paastaaelig) i sin Omgjængelse med Naboer. Om denne Sindets Egenskab brugte norske Almuesfolk ofte det Ord, at Kvænen var saa morsk (barsk, bister).

Ved at høre om disse Folk, maatte jeg bestandig tænke paa hvad Kraft og Djærvhed vel de første Nordmænd have behøvet og havt, da de trængte frem og satte sig ned her i vort eget Norge. Vi forestille os dem jo som ubændige Kjæmper allesammen, og det Land, som havde fostret dem, var vel en saadan halvvild Skov, som den, vore Kvæner ere komne fra nu nylig.

Der kommer mig disse Folk dybt inde fra Finland, de have aldrig seet Havet før, men frygtløse gaa de ombord i smaa Skuder og drive Hvalrosfangst omkring Spitsbergen. Den betydelige Spidsbergfarerflaade, som Hammerfest nu i en Række af Aar har udrustet, var i Førstningen bemandet med norske Søfolk, men nu ere baade Skippere og Matroser Kvæner. Der ser nok noget uvorrent ud ombord, men frem komme de, og Rederne staa sig paa dem.

Vadsø er en ung By. I Januar d. A. var Folkemængden:

Nordmænd 530
Kvæner 141

Disse Kvæner ere vist for største Delen fødte hjemme i Finland og personlig flyttede hid, altsaa Fremmede her i Landet. Men det var mig en sand Fornøielse at høre om deres Driftighed og Dygtighed som Fiskere og at se, hvor pent og net mange af dem have vidst at indrette sig i deres nye Hjem i „Kvæn-Byen“: velbyggede Huse, og det tørre Grus omkring forvandlet til Potetes-Haver. Den ubehagelige Side af Sagen var imidlertid, at det skal være for at komme fra dette Naboskab, at adskillige norske Fiskerfolk have flyttet bort fra deres tidligere Hjem i Byen hen til Fiskerleiet Tjyby, en Fjerdingvei borte, hvor der ser yderst ringt og vanstelt ud. Og det var et Ord, som jeg hørte atter og atter, at i Sammenligning med „Skolperne“ eller den indfødte norske Befolkning i Finmarken (men dette er en betænkelig svag Slægt) vise Kvænerne stor Overlegenhed.

Og ikke alene, at Kjøbmændene i Vadsø have lært sig til at tale Kvænsk for saa meget bedre at kunne handle med disse nyttige Kunder; men baade her og andre Steder maatte jeg studse over at høre Exempler paa, hvorledes Kvænerne hjælpe sig frem og befinde sig vel uden at lære Norsk, men at deres norske Naboer af Almuestanden for Omgjængelsens Skyld lære sig til at tale Kvænsk – ja saa fuldstændig, at de stundom fortsætte med at tale Kvænsk indbyrdes, uden at nogen Kvæn er tilstede.

Der er derfor nok temmelig mange Kvæner selv af dem, som ere fødte og opvoxne her i Landet og det i jevnlig Omgjængelse med Norske, som endda ikke tale Norsk. Intet Under, at det heder stadig om dem, at de ville ikke lære vort Sprog, at de ere vrange og tvære mod deres norske Landsmænd.

Det drøieste Exempel, jeg har hørt, staar i altfor god Overensstemmelse med de almindelige Beretninger fra Hverdagslivet. I Aarene 1200 og den Tid (det er historisk bekjendt) kom af en eller anden Grund en hel Skare af denne kvænske Stamme og fik bosætte sig i en af vore den Gang folketomme Fjorde. Nu, efter saa lang Tids Forløb, er Slægten her vistnok bleven fornorsket, saa den kanske ikke selv engang veed af denne sin Herkomst. Men blandt de norske Almuer i Nabobygderne skal dette samme Folk endnu den Dag idag være kjendt for sin Stridhed (for ikke at gjentage det stærke og kanske krænkende Udtryk, som min Hjemmelsmand brugte.)

Hvert Menneske har sin Skjødesynd. Det sees, at Folkefærd og Stammer ogsaa have hver sin. Og det er ikke det mindst vemodige at lægge Mærke til, at den særegne Svaghed og Skrøbelighed gjerne er ligesom halv skjult under en modsvarende Dygtighed og Dyd, som den vel i sin dybe Grund hænger sammen med.


6. Samfundet.

Den nærmeste Anledning til, at jeg vover mig frem med dette Stykke om Finnerne, er den, at jeg nylig har faaet tilsendt en Del Tal-Opgaver, som jeg under Besøget i Vadsø bad Sognepræsten der om, og som forekomme mig meget mærkelige.

Før havde jeg været med at beklage det fast som en vederstyggelig Ting, naar jeg paa Frastand havde hørt om, at norske Mænd giftede sig med finske Kvinder, af vor norske Finne-Stamme, af Telt- og Gamme-Folket med den forkuede Væxt og det uanseelige Ydre og den barbariske Levevis. Det syntes mig en uværdig Selvovergivelse til en lavere Tilværelse; thi under den finske Kones Hus-Stel vænner Manden sig snart til at leve paa Finnevis og Børnene blive opdragne paa Finsk, tale Finsk, føle sig som Finner, blive til Finner. Det forekom mig fast som en Forsyndelse mod ædelt Blod.[10]

Men endnu større Uhygge følte jeg nu under mit Besøg i Finmarken ved at høre om det tvære Naboskab og spændte Samfundsliv mellem de forskjellige Stammer. Jeg havde glædet mig til at komme til Vadsø, og jeg følte mig hel oprømt, da jeg satte Foden iland og fik se denne kjække norske By, som har sat sig paa hin yderlige Kyst; men saa saaredes mit norske Sind ganske forunderligt, naar jeg ikke alene selv traf paa Kvæner, som i mange Aar havde hørt hjemme her og endda ikke kunde tale sit Lands Sprog, men derhos fik den Forklaring af den ene Nordmand efter den anden, at – „saadan ere disse Kvæner, de ville ikke slutte sig til os Norske.“

En af de Oplysninger, jeg søgte for at faa ligesom Syn for Sagn, var hine Talopgaver fra Sognepræsten, nemlig over Antallet af blandede og ublandede Ægteskaber i Præstegjeldet[11] i de sidste 10 Aar eller fra 1853 til 1862. Og her kan jeg nu meddele en Oversigt over dem.

Norske Finske Kvænske
Kvinder. Kvinder. Kvinder.
Norske Mænd 106 1 16
Finske Mænd „ 48 „
Kvænske Mænd 3 3 54

Af norske Mænd have 106 ægtet norske Kvinder, 1 har ægtet en finsk og 16 have ægtet kvænske Kvinder. Og paa samme Maade ere de øvrige Tal at forstaa.

Denne Tabel giver et stærkt Exempel paa, hvorledes Stammerne holde sig skilte. Selv de to sprog-beslægtede Stammer, Finner og Kvæner, blande sig nødig. De Norske have Æren af at vise sig mest omgjængelige; der har dog saa mange som 16 norske Mænd taget sig kvænske Hustruer, og vi tør haabe, de ikke skulle have Grund til at angre det, thi de kvænske Fruentimmer se ikke alene godt ud, men ere dygtige og vante med omtrent saadant Husvæsen som den norske Almue. Men hvorledes? ere da ikke ogsaa norske Kvinder villige til at ægte kvænske Mænd? jo, men her hedder det, at det er Kvænerne, som holde sig for gode og ikke ville have de norske Kvinder.[12]

Dette Slags Opgaver for alt Finmarken skulde give os en meget paalidelig Maalestok for den indbyrdes Stemning mellem de tre Partier, som jo kan være forskjellig i de forskjellige Præstegjelde, og havde vi Opgaverne for en Række af Aar, saa skulde de som et Thermometer vise os de fineste Forandringer fra Dag til Dag, fra Slægt til Slægt.

I Tanadalen f. Ex. have Finnerne faaet en ikke ringe Tilsætning af Kvæner, som i en fjernere Fortid have nedsat sig imellem dem og blandet sig med dem, og Virkningen af denne Blanding kjendes nu paa Finnernes bedre Holdning og Næringsvirksomhed og Hus-Stel.

Her i Tanadalen traf jeg til at besøge en Fin, som jeg under Samtalens Løb fik høre var af blandet norsk og finsk Æt: hans Fader var fra Bynæsset ved Throndhjem og havde giftet sig ind her med en finsk Kvinde. Sønnen var en Mand til Aars nu og havde selv voxne Børn; han var Fin i Dragt og Sprog og Levevis, og jeg syntes at se saa grangiveligt i hans Miner og hele Omgjængelse den eiendommelige Godmodighed og Godselighed, som jeg har talt om som et af Finnernes Stammemærker; hans Kone var finsk, og Børnene havde ikke Tanke om andet end at være Finner i Sind og Skind. Og dog fik jeg under min Times Samtale med disse Mennesker (forsaavidt det kunde lykkes os at gjøre os forstaaelig for hinanden ved Hjælp af Fingersprog og de faa norske Ord, som han, Nordmandssønnen, kunde) det Indtryk, at hin norske Mands Samliv med Finnefolket vist ikke var gaaet hen uden gavnlig Virkning paa hans Omgivelser, og at hans norske Art ikke havde ladet sig ganske uden Spor paa hans Afkom.

Jeg siger nu: jo flere ægteskabelige Forbindelser mellem Stammerne, des bedre. De, som hidtil have staaet paa det lavere Kultur-Trin, skulle vinde derved, og denne Vinding skal igjen i Længden komme vor egen Stamme tilgode. Jeg tænker mig, at Finne-Ætten skal blive dygtigere og Kvæne-Ætten medgjørligere, og dermed ville de Norske have bedre Naboer.

Der er endnu en Række af Opgaver, som maatte kunne faaes, og som ligeledes skulle blive et godt Middel til at bedømme Stemningen og Samfundsforholdet mellem de tre Stammer, jeg mener: Opgaver over hvor mange Norske, hvor mange Finner og hvor mange Kvæner f. Ex. nu for Tiden monne være Præstens Medhjælpere, eller Medlemmer af Kommunal-Bestyrelsen og Fattigkommissionen og Skolekommissionen, Sogn for Sogn alt Finmarken over.

Da jeg var i Vadsø, var en Kvæn der Medhjælper og en anden var Kommunerepræsentant; i Fattig- og Skolekommissionen var der intet Medlem af den Stamme. Kvænerne her lægge ikke an paa at faa nogen af Sine ind i disse Bestillinger, men Byens andre Folk søge med Hensigt at faa nogen af dem med, og derved var det bevirket, at hine to Poster vare i Hænderne paa Kvæner.

Er det saa, at Kvænerne betragte de offentlige Anliggender som sig uvedkommende, fordi de føle sig som Fremmede her i Landet? eller mangle de overhoved Sands for Samfundsvæsen og Selvstyrelse? Jeg ved det ikke. Men om Finnerne forstod jeg det saa, at de staa omtrent ganske udenfor al politisk Interesse, som smaa Børn. Finner kunne være baade raske og flinke paa sin Vis, og endda ikke vide, at det Land, de høre til, hedder Norge. Begrebet om Kongen i Stockholm og om Regjeringen i Christiania er overmaade dunkelt for dem. Hertil kommer, at mellem Finnerne (det er ogsaa en af Virkningerne af Slægtens tusindaarige Flytte-Liv) er der nok omtrent saa lidt som muligt af Sands for Sagn og Fortælling og Historie, og om man vilde spørge efter, skulde man vist træffe mange Finner, som ikke have gjort sig nogen Tanke om, hvad det vil sige, at vi skrive Aar 1863. Men de ere lige glade for det, de glide paa Tidens Strøm og bruge sine Øine og Øren, og alle Sandser med stor Gløghed og drive sin Dont med Maade og flytte efter Omstændighederne og lade saa Fogden og Handelsmanden og Præsten og hvem som vil sørge for Bestyrelsen. Derfor vilde jeg sige, at der maatte være vaagnet som en ny Aand mellem disse Folk, om jeg fik høre, at de havde begyndt at interessere sig for saadanne Ting som Kommunevalg og Skatteligning. Her kan jeg ogsaa anføre, hvad jeg hørte som almindelig Mening der nord, at Finnen nok mangler Begavelse for saadanne høiere Livsstillinger som at være Handelsmand eller Embedsmand. I dette Stykke staar Kvænen vistnok over ham.[13]


7. Kors.

En af Tromsø Stifts ypperste Mænd, vel kjendt for sin Skjønsomhed i Almindelighed og for sit Bekjendtskab med Finnesagerne i Særdeleshed skjænkede mig en længere Samtale om disse Sager. Da jeg havde faaet hans Mening om Oplysnings-Bestræbelser ved sprogkyndige Præster og Skolemestere og oversatte Bøger m. m. for Finnerne, og jeg saa kom med Spørgsmaal i samme Retning angaaende Kvænerne, svarede han med dybeste Alvor: „Ja, det er et Kors.“

Det er rimeligt, og det kan man finde sig i, at Finnerne, som ere Landets egne Børn, fra de allerældste Tider hjemmehørende her, at de maa faa Bøger og Skolemestere og Præster, som de kunne forstaa. Men Kvænerne? Disse Fremmede, som med fri Villie ere flyttede herind og jo burde rette sig efter deres nye Fædrelands Skik og tilegne sig dets Sprog, men ikke ville – skulle vi rette os efter dem? men nødes vi ikke til det alligevel? men seer det saa ikke ud til, at om vi først begynde at give efter, saa ville de fordre mere og mere og blive kun mere uvillige til at slutte sig til vort Samfund?

– – Kors? Det staar før mig som et Kors, at hvordan vi Norske end tage det med baade Finner og Kvæner, viist eller uviist, venligt eller uvenligt, virksomt eller uvirksomt, saa skal det vare saa længe, saa overmaade længe, inden vi eller rettere vore Efterkommere faa se Maalet naaet, eller inden disse faa Tusinder ere godt og vel forenede og sammensmeltede med deres norske Naboer og derved helt optagne i det høiere staaende og lykkeligere Samfund. Se, i Aarhundreder have jo Finnerne boet Side om Side med de Norske, blandede ind imellem dem, og medens man ofte kan studse over at finde ganske faa Familier af dem, som ved mange Miles Mellemrum ere adskilte fra deres Stammeslægtninger, men endda holde sit finske Væsen ilive midt inde mellem norske Omgivelser, saa skulde jeg næsten tvivle paa, at man kan paavise noget Sted, hvor nogen Samling af Finne-Familier (thi med enkelt Familie eller enkelt Person tør det vel have truffet, skjønt jeg ikke mindes at have hørt om det heller) er bleven fuldstændig fornorsket, saa fuldstændig, at de have sluttet med at bruge det finske Sprog sig imellem[14]. Og som det har sig med Finnerne i dette Stykke, saa har det sig vist med Kvænerne ogsaa, der dog paa flere Steder have været bosatte her i Menneske-Aldere, og paa nogle Steder vistnok været snare til at blande sig med Finnerne, men ingenlunde med de Norske.

Kors? ja, for de Norske først, som der i den lange Fremtid vil kræves allehaande Taalmodigheds-Prøver af (jeg tænker ikke alene paa Præsterne og Skolemesterne, som maa lære det fremmede Sprog, men paa Almuerne, som have de fremmede Stammer ved Siden af sig og maa finde sig i deres Egenheder og vænne sig til deres Skrøbeligheder) – og dernæst for disse fremmede Stammer selv, baade Finner og Kvæner, som i Menneske-Aldere skulle vise den Selvfornægtelse at arbeide sig ud af sit eget kjære Gamle og have den Møie at tilegne sig Nordmændenes Skik og Sprog, saa at sige Mand for Mand.

Men just fordi jeg saaledes ogsaa kan tale om Kors her (om end maaske i noget anden Mening) og sætte mig ind i Opgavens Størrelse og Vanskelighed, derfor har jeg tænkt, at det ialfald ikke skulde tages mig ilde op, om jeg, som ikke bor i den Egn, hvor Uleilighed af Finnernes Naboskab føles personlig, og heller ikke hører til de Faa, hvis Kald det har været at studere den saakaldte Finne-Sag, om jeg endda udtaler min Deltagelse og de af Deltagelsen udvoxede Meninger og Ønsker.

Jeg mener, at der skulde ikke gjøres saa stor Forskjel mellem Finner og Kvæner, fordi om hine ere hjemmehørende i Landet fra de ældste Tider og disse eller deres Forældre eller Forfædre ere indflyttede. Disse som hine have jo dog Ret til at bo i Landet, og hine som disse ere jo fremmede for vor Nationalitet, og om begge ønske vi jo, at de ville slutte sig til vort Samfund og at de maa finde sin Lykke i det.

Kvænerne staa her hos os i samme Stilling som vore egne Udvandrere i Amerika. Vi føle jo Deltagelse og vel endog Tilfredshed med Vore, naar vi forstaa, at de gjerne ville holde paa norsk Sprog og Skik; men vi finde os dog i det, naar vi mærke, at det Frie og Friske i det amerikanske Liv indtager dem, saa de om kort eller længe hengive sig til at blive deres nye Fædrelands Borgere med Liv og Sjæl. Saaledes mener jeg, at vi skulle ikke beklage os for meget over det, naar der hos Kvænerne yttrer sig Forkjærlighed for de hjemlige Minder eller endog en overdreven Fastholden ved dem; men med god Samvittighed kunne vi modarbeide denne Hjemve ved at sørge for, at vore Forholde, vore Sæder og Love og almennyttige Foranstaltninger kunne blive vel kjendte af dem og seede i det rette Lys og derved (det stole vi paa) vinde dem.

Der er en af vore offentlige Foranstaltninger som Kvænerne tildels eller paa nogle Steder have viist Uvillie mod, det er Skolen. Men det forekommer mig ikke saa aldeles afgjort, at det er, fordi der læres Norsk i vore Skoler. Grunden tør være den, at efter Kvænernes hele historiske Udvikling og aandelige Behov er den ganske Indretning med saadan ordnet og tvungen Skolegang kanske ikke stort mere passelig for Kvæn-Almuen nu, end den vilde have været det for vore egne norske Almuer paa Halfdan Svartes Tid eller for Islands Ungdom i det Lands første Bebyggelses-Tid. Jeg kan virkelig tænke mig, at Kvænerne her ledes af en vis instinktmæssig Følelse af, at skulle Børnene blive til flinke Fiskere og Spidsbergfarere, saa maa de ikke sidde ret meget med Bogen og Pennen, men heller tumle sig frit og øve sit friske Mod. Man misforstaa mig ikke, som om jeg havde hørt Kvæner udtale sig saa; medens jeg nemlig ofte hørte Præster og Andre tale om, hvor slemme Kvænerne vare at have med at gjøre i Skolesagen, saa traf jeg neppe til at tale derom med mere end en Kvæn, som jeg skal fortælle om siden. Men jeg veed, hvilken Modstand den tvungne Skolegang pleier møde hos Almuer, hvis Kaar ere saadanne, at de maa drive meget paa haardt Arbeide, og jeg har selv en stærk Forestilling om, baade hvad Indsigt og Skjønsomhed Hjemmets og Livets naturlige Skole kan give[15], og hvad Kraft og Mod det strænge Liv her oppe i Finmarken som i Norge i det Hele taget kræver af sin Mand. Og naar nu vi fra vort norske Standpunkt gjerne ville (for ikke at tale om, at Loven ogsaa byder det), at Kvænernes Børn skulle gaa i Skole ligesom vore egne, saa synes det mig ikke urimeligt at vi – saa vidt det er overkommeligt – gjøre Tingen lettere og mere indbydende for Folket ved at give dem Lærere, som kunne tale med Børnene i Hjemmets Sprog[16].

Og saa er der en overmaade heldig Omstændighed, som vi ikke bør glemme at glæde os over (men det seer næsten ud, som at det bliver ofte glemt), naar Talen er om den kvænske Stammes Stilling iblandt os, og det er, at til al denne Stamme- og Sprog-Forskjel kommer dog ikke Religions-Forskjel. Om Kvænerne, som have sit Stamme-Hjem i en af den russiske Keisers Provindser, havde bragt med sig den russisk-græske Religion og altsaa her i vort Land havde staaet under Indflydelse af Keiseren eller Russer-Kirkens Overhoved saa havde det været alvorligt. Men takket være vore svenske Brødres Iver og Omhu, Finland, som før var svensk Provinds, har den samme lutherske Bekjendelse som Sverige og Norge, og med sine medbragte Bibler og Katechismer staa Kvænerne paa samme Troes-Grund som vi. Og paa denne Grund skulde det jo kun være en Glæde at bygge videre og det ved at bidrage til disse vore Troesbrødres Opbyggelse i det Sprog, de bedst forstaa og helst høre, deres eget nemlig – alt forsaavidt det er overkommeligt. Og det maa da endelig være saa, at gudfrygtige Folk og oplyste Christne ville vise sig som gode Borgere i det Land, som, hvad enten formedelst Fødsel eller Valg, er blevet deres Fædreland[17].

Jeg har længe glædet mig over den Kraft og det Held, hvormed Stockfleth har forfægtet den Paastand at Præster, som have med Finner at gjøre, bør kunne Finsk. Og min Beundring for hans Daad blev ikke mindre, fordi jeg under mit Besøg i Finmarken ved hvert Skridt syntes at skjønne, hvor nødvendigt og ligesom selvsagt det var, som der alligevel skulde en Stockfleths Inderlighed til at se og til at faa Andre til at se med ham. Ja, naar jeg peger paa dette, at hvor Finnerne ikke almindelig forstaa Norsk, der have Kjøbmændene lært sig til Finsk, naturligvis for at handle med dem, saa bliver det vel dobbelt tydeligt, at Præsten ogsaa maa kunne tale med Finnerne, thi han skal jo ogsaa handle med dem. Saa længe norske Præster vide, hvad Sjelesorg er, saa længe vil ogsaa Geistligheden i Finmarken have at tale, efter Mulighed Finsk og Kvænsk med de Finner og Kvæner, som ikke forstaa tilstrækkelig det Norske. Og dette er en Hovedsag ved al Forhandling om dette Folks Opbyggelse og Oplysning.

En anden Hovedsag er Bøger i Folkets Sprog. Stockfleths finske Bøger ere som Hjørnestene, ikke mange, men vægtige. Men ved Siden af disse Bøger, som alle ere Religionsbøger, skulde jeg ønske endnu et Slags Skrifter, som skulde være indrettede paa at komme Finnerne til Hjælp under deres Møie med at sætte sig ind i det hele norske Væsen og navnlig at lære vort norske Sprog.

Jeg roede i Sommer gjennem Magerø-Sundet og fik Øie paa et Finne-Telt paa Stranden. Jeg iland og ind. Det var det første og blev det eneste Finne-Telt, jeg fik se. Familien hørte hjemme blandt Karasjok-Fjeldfinnerne, og det var efter sædvanlig Sommer-Skik, at den med Renerne nu var her nede ved Kysten. Hvor Alt var nyt og underligt for mig! Og heldigvis kunde Manden nogle faa norske Ord, saa vi kom ud af det med hinanden. Jeg spurgte efter Bøger, og han havde ikke alene det finske Ny-Testamente, men ogsaa den norske Psalmebog, og foruden at han læste godt i hint, arbeidede han sig igjennem denne ogsaa og forstod lidt. „Hvor har Du lært Norsk?“ Her fandt han frem et fedtet og forrevet Exemplar af en Bog, som Stockfleth har skrevet til Brug for Præster, nemlig norsk-finsk Ordbog, et vidtløftigt og for en enfoldig Fin ganske ubekvemt Værk, som denne Mand imidlertid havde trukket med sig paa sine lange Veie og lært Norsk af.

Jeg satte mig i Baaden igjen og tænkte paa dette. Finnerne føle Behov for at lære Norsk omtrent som vore Matroser gjerne ville lære lidt Engelsk. Det maa naturligvis mest læres ved Omgang med Folk. Men Bøger kunne, ser jeg, dog komme Enkelte, de mere Fremadstræbende, til Nytte. Men det skulde være smaa, billige og haandterlige Bøger. Istedetfor hin vidtløftige og videnskabelige Ordbog skulde en Fin som denne have et kortfattet Register over de allervigtigste Ord, paa nogle faa Ark. Jeg kan endogsaa tænke mig en Grammatik indrettet for hans Fatte-Evne, uden Forklaringer bare med en Række Exempler paa finske og norske Ords Bøining, og udgjørende høist 1 Ark eller 16 Sider. Endnu en Bog i samme Øiemed: et af Evangelierne paa Norsk med finske Ordforklaringer Side for Side; fremdeles: en kortfattet Norges-Historie baade paa Finsk og paa Norsk og dertil med Ordforklaringer, en ligedan indrettet Beskrivelse over, hvorledes her ser ud i vort Land, et Udtog af Berlins Naturlære med Billederne i, et aarligt Skrift af Avis-Indhold eller med Fortælling om Et og Andet af det Mærkværdigste, som i Aaret er skeet i Finmarken og i Verden, en liden Luthers Historie, et Udvalg af Stykker i Stockfleths Dagbog o. s. v., o. s. v., alle som sagt indrettede som Sprogbøger til at lære Norsk af.

Kort sagt, fra hin Stund har jeg atter og atter maattet tænke paa, hvorledes dog Bogtrykkerpressen maatte kunne levere disse Folk flere Bøger og flere Slags Bøger, tiltrækkende som Aviser, simple som Abceer, smaa som Almanakker. Ja, naar jeg tænker paa, hvorledes der i London paa Gadehjørnerne staa Mænd med store Pakker af ganske smaa Blade, saa smaa som denne Side af Folkevennen eller som kun Halvdelen af en Side, som de stikke i Hænderne paa Forbigaaende, der kun behøve at kaste et Blik paa dem for at opfange det derpaa trykte Bibelsprog med en kort Udlæggelse og Formaning, se, saa synes jeg, at vi skulde have et Forraad af ganske smaa Skrifter, som vi gjerne kunde have Raad til at forære Finnen, og som han altid kunde have Taalmodighed til at læse – og bestandig skulde han finde enten et finsk Ord med norsk Oversættelse eller et norsk Ord med finsk Forklaring. Paa et saadant Blad kunde der være trykt en af vore Kirke-Psalmer eller en af Davids Psalmer eller en af Jesu Lignelser, paa norsk men med finske Ordforklaringer. Bladet kunde være gjort vakkert med et eller andet Træsnit – ogsaa ligesom i London. Nu tænker jeg mig 10 saadanne Smaablade, udkomne lidt efter lidt: de kunde danne en usynligt forbundet Rad, idet man med Ordforklaringerne i det første tog Anledning til at trykke en Række Exempler paa Substantivernes Bøining, i det andet gjorde ligesaa med Adjektiverne, i det tredie og fjerde med Verberne o. s. v., saa den Fin, som havde læst de 10 Smaastykker, med det samme skulde have faaet en liden Undervisning om den hele norske Sprogbygning. Og mærkede man, at de 10 første Blade virkelig bleve læste, saa maatte man trykke 10 nye af samme Sort og saa frem- deles. Eller: mærkede man, at de ikke bleve læste, saa maatte man finde paa at trykke noget af en anden Sort, som bedre kunde falde i deres Smag, men alligevel sigte til samme Maal[18].

Nu vel, dette var Smaabøger for Finnerne. De spirede og groede i min Tanke og satte Frø og forflerede sig, alt fra hint Besøg i Finne-Teltet. Ved et andet Tilfælde kom jeg til at tænke paa Bøger med samme Hensigt for Kvænerne ogsaa, og en af disse Bøger haaber jeg snart skal blive fra Tanke til Virkelighed.

Under mit Ophold i Hammerfest hændte det, at en Mand henvendte sig til mig med Spørgsmaal om jeg ikke ved min Forbindelse med Sømands-Selskabet i London kunde skaffe ham Traktater i det kvænske Sprog, til Uddeling mellem de kvænske Søfolk der i Byen paa deres Spidsbergsfart. Jeg lovede det, men ikke just gjerne, saasom jeg ikke kunde vide, hvad der stod i de kvænske Traktater, som jeg vel havde seet nogle af, men ikke havde læst (og heller ikke havde kunnet læse, thi jeg forstaar ikke Sproget). Men nu haaber jeg at komme fra den Sag paa en god Maade. Jeg har nemlig Udsigt til at faa sendt derop i det mindste een Traktat (om jeg kan bruge dette Navn her), som det er Meningen at faa trykt her i Christiania nemlig Jesu Bjergprædiken paa Kvænsk og paa Norsk samt med en Del fattelige Sprogforklaringer – altsaa et Skrift saa stort som en Traktat og i Sandhed opbyggeligt. Det vil blive udgivet paa Foranstaltning af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme og ved Bistand af Lektor Friis.

Det er Selskabets Ønske at dette lille Skrift skulde blive Begyndelsen til en Række af det omtalte Slags Smaaskrifter, og det baade for Finner og Kvæner. Og som nærmeste Fortsættelse er valgt en kvænsk Abc-Bog, af det gode gamle Slags, med Katechismens fem Parter og med Hanen bag i Bogen, i alle Maader saadan, som Kvænerne selv ere vante med hjemmefra, men derhos udstyret som en norsk Sprogbog, med baade Oversættelse og Ordforklaringer[19].

Sagtens har jeg efter min Finmarksreise givet det endelige Stød til dette lille Foretagende fra Folkeoplysnings-Selskabets Side, men ellers har det allerede før været tænkt paa og vedtaget inden Bestyrelsen at Selskabet, naar Leilighed gaves, burde bidrage Sit til Oplysningens Fremme mellem vore finske Landsmænd.

Vel har der været forhandlet eller der er maaske allerede besluttet en Udgivelse paa offentlig Foranstaltning af en Læsebog for Finnerne, hvor de altsaa ville faa nogen Læsning foruden den ene religiøse og maaske ogsaa nogen Veiledning til at lære Norsk. Men Alt vil dog ikke være gjort med en Læsebog, som jo nærmest er for Skolebørnene, og det er ikke at vente eller ønske, at Regjeringen skulde ville sørge for alle de mange Smaaskrifter, som der kan blive Tale om for baade Finner og Kvæner. Derfor, naar der først er et Folkeoplysnings-Selskab i Landet, saa er det kun i sin Orden, at det ialfald viser sig villigt til at hjælpe til.

Men Udførelsen vil jo væsentlig bero paa den lille Kreds af Mænd, som kjende Finnerne og deres Sprog og kunne bistaa som Forfattere eller ialfald som Oversættere. Og som jeg oftere har tilladt mig offentlig, her paa Folkevennens Blade, at bede og begjære, at Landets Forfattere ville bistaa med Bidrag til Underholdning Oplysning og Opbyggelse for vore norske Læsere, saa maa jeg nu tillade mig at anbefale den her udviklede Sag til Finne-Præsternes og til andre kyndige Mænds virksomme Understøttelse.

Om der maaske ikke skal findes nogen Mand i Landet, som vil paatage sig at oversætte paa Kvænsk f. Ex. en Norges Historie, saa, dersom Nogen endda vilde skrive en saadan med kvænske Læsere for Øie, altsaa en meget kortfattet og fattelig Fremstilling, maatte vel Oversætter-Hjælp kunne faaes i Stockholm eller Helsingfors. Derimod have vi vistnok flere Mænd, som besidde tilstrækkelig Færdighed i det Finske.

Ja, der skulde ikke gaa noget Aar hen, uden der, som Bud og Bevidnelse om Landets Deltagelse, blev sendt op til Finmarken fra Folkeoplysnings-Selskabet (eller om i Tidens Løb noget særskilt Selskab blev dannet for Finnestammernes Oplysning) nogle Smaaskrifter som kunde lette Møien for dem, der stride og lide for og under denne Sprogsag. Og saare ønskeligt om f. Ex. Folkevennen, saa længe den monne være til, lige jevnt kunde bringe sine Læsere Beretninger fra Finmarken, om hvorledes det staar og gaar med Sagen og med Folket – Beretninger, som skulde vække og vedligeholde Deltagelsen[20].


8. Slutningen.

Medens jeg reiste omkring i Finmarken og saa og talte med Finner, gjorde det mig ofte saa godt at mindes ham, som jeg havde truffet først og som jeg har talt om i Begyndelsen; men medens jeg har siddet og skrevet dette, har jeg ofte i Tanken været tilbage hos en Kvæn, som jeg traf sidst (eller Halv-Kvæn, som han vel rettere kan kaldes).

Jeg maa begynde med Thomas Thomassen eller „Gamle Thomas Kvæn.“ Han er død nu, for en 17 Aar siden, og han var da omkring 80 Aar. Som ung Mand, med Kone og et Par Smaabørn, kom han fra en af de rette Kvæn-Bygder (enten i det nordlige Sverige eller i Finland) og satte sig i Stor-Skogen – saa kaldtes dengang den øverste Strækning af Maalselvdalen, hvor man nu, mellem Ruinerne af Urskovens Pragt, finder en norsk Bygd, med noget af Østerdalens og Gudbrandsdalens gamle Skik og af et Nybygges lette Friskhed. Da Thomas havde boet her alene sin meste Tid – han havde milevidt til Naboer paa alle Kanter –, saa kom de norske Nybyggere, og disse skulle vist længe mindes hans Navn, thi han var saa snild, hjælpsom, ordholdende, han raadede dem altid til det Bedste og hjalp med hvad han kunde, han var som Dalens Patriarch baade for sin egen talrige Slægt og for de Indvandrende.

Før var Storskoven kun kjendt af de svenske Rensdyr-Finner, som hver Sommer foer her over (hvad de endnu gjøre) – og vel ligesaa af en eller anden Øretfisker eller Jæger blandt Bufinnerne i Balsfjord-Bunden. Trindt omkring findes ogsaa Rensdyr-Traak og Spor af Fiskerhytter o. s. v., og vort Landkaart skal vel til alle Tider bære Mindelse om disse første Folk her, thi Divi- og Tamok-Elvenes og Tag-Vandets og Mauk- og Alap-Fjeldenes Navne og mangfoldige andre ere fra Finnerne komne til Kvænerne, fra disse til de norske Nybyggere og fra dem igjen til Landmaalerne og Kaarttegnerne[21].

Gamle Thomas havde alskens Fiske-Indretninger i Øret-Elvene og stillede underlige Gildrer for Skovens Vildt, og det var hans hovedsagelige Bedrift, skjønt han nok ogsaa havde nogen Tanke om at holde Klør og saa Korn paa Skjellet, hvor han boede og opdrog sine mange Børn.

Kunde Du have Taalmodighed til at høre om denne Slægt, saadan til Prøve paa, hvorledes det kan gaa med disse Folkeblandinger? Altsaa først:

A, Thomas’s Børn med sin første Kone.

1. Johannes Thomassen, en gammel Mand nu, bor længer oppe i Dalen, ved Rostavandet, og har for indtil nylig holdt til i en Gamme her (Stedet heder derfor ogsaa Gamnæs) og fortsat sin Faders Veideri eller Fiske- og Jagt-Bedrift. Han er gift med en Kvæn-Kvinde fra Balsfjorden, men har ingen Børn med hende; hun har 3 Børn efter et tidligere Ægteskab med en Kvæn i Tamok-Dalen, hvor en Datter er gift og det med en Kvæn.

2. Ola Thomassen boede paa Skjæggenæs (sidste Anmærkning) og døde børnløs. Hans Enke, oprindelig en Kvænpige fra Sverige, men kommen som Barn med svenske Fjeldfinner til Balsfjorden og der optaget mellem Bufinnerne, blev opgift med en indflyttet Mand fra Østerdalen, som nu blev boende her paa Gaarden. Hun døde, og han giftede sig igjen med en Enke fra Gudbrandsdalen, med hvem han endnu lever som Føderaadsmand paa Gaarden, den han har overladt til en Søn af en tidligere Forbindelse, hvilken Søn er opvoxet i Østerdalen og altsaa her nord fik sig en finsk Stedmoder. Hos denne Søn, den nuværende brave Husbonde paa Skjæggenæs, med en fortræffelig Hustru af østerdalsk Æt og en vakker Børneflok, tilbragte jeg et Par særdeles hyggelige Dage: kommende nordenfra, fra Finmarken, følte jeg mig halvveis som hjemme her mellem disse „sørlandske“ Omgivelser, paa denne næsten østerdalske Gaard. Og endnu en liden Underlighed ved at fordybe mig i Passiaren med den gamle Føderaadsmand, som havde været gift med hin finske Kone, faar jeg høre, at han, skjønt født nede i den norske Bygd i Soløer og norsk opvoxet, dog egentlig var baade paa Faders og Moders Side af finsk (kvænsk) Herkomst fra Finskoven – et Slægtskab, som kom ham vel med, da han som Soldat i Krigens Tid laa i Felt netop her oppe i Skoven ved den svenske Grændse. Og just denne Mand skulde blive det eneste Exempel her i denne Kreds paa Ægteskab mellem Norsk (thi som Norsk gjaldt han baade i egne og i Andres Øine) og Finsk-Kvænsk.

3. Abraham Thomassen kom alt øst til Porsanger i Finmarken, blev gift der med et Fruentimmer af „Skolperne“ (de indfødte Norske) og er død.

4. Anders Thomassøn besøgte engang sin Broder i Porsanger og fik sig der en kvænsk Hustru, født i Sverige, men indflyttet til Porsanger; nu bor han paa Maukstad nær Skjeggenæs, som Føderaadsmand hos sin eneste Søn Moses. Denne sidstes Kone er af meget blandet Herkomst, nemlig af følgende Forældre: 1) Moderen var halv kvænsk og halv finsk, født i Sverige, med Fjeldfinner kommen til Bardodalen, der opvoxet (vel som Gjæter- og Tjenestepige) hos en sørlandsk Familie og endelig gift med en Mand i Balsfjorden eller 2) Faderen, der var født Fin, men opvoxet hos Norske i nævnte Bygd. Hos disse Forældre var altsaa Moses’s Kone opvoxet, og hun talte kanske bedre og lettere Norsk end Finsk og Kvænsk; men hun forstod dog begge Dele, og hendes Børn (hun har 3 smaa) lære alle tre Sprog. – Dernæst:

B. Gamle Thomas’s Børn af andet Ægteskab (medens den første Kone havde været kvænsk, var den anden finsk):

5. Per Thomassøn, paa Fadersgaarden Skjellet nær Skjeggenæs og Maukstad, gift med en Kone, som var af finsk Fader og kvænsk Moder. I smaa Kaar og med 8 Børn (den ældste, Berit, om hvem vi skulle faa høre mere siden, var 17–18 Aar).

6. Elen Thomasdatter, gift med en Bu-Fin i Balsfjiorden. En Del Børn.

7. Nils Thomassøn, Inderst længer oppe i Storskoven, gift første Gang med en Bufin-Pige fra Balsfjorden, anden Gang ligesaa med en Bufin-Pige fra Karlsø. 1 Barn med hin og 2 Børn med denne Kone. Medens det stadige Talesprog i disse Familier ellers er det Kvænske, tales her mere Finsk.

8. Berit Thomasdatter, paa Maukstad se under No. 4), blev gift første Gang med en svensk Fjeldfin, som slog sig for her i Dalen (efter ham en ukonfirmeret Datter), anden Gang med en „Ola Kvæn“ (3 Børn). Denne Ola er kommer fra „russisk Finland“, flyttede som ung til Norge og blev i Lyngens Kirke konfirmeret af Stockfleth.

Et af Børnene her i Huset, en Gut paa 7 Aar, blev mig et Exempel paa Børne-Opdragelsen i disse kvænsk-finske Familier i det nære og venskabelige Nabolag med Norske: jeg fandt, at Gutten baade forstod og talte alle tre Sprog.

Jeg talte med flere af Børnene efter Gamle Thomas, og det var overmaade kjært at høre, hvor vel han i sin daværende Ensomhed her i Storskoven havde sørget for sine Børns christelige Opdragelse. Der var ikke Kirke den Tid paa mange Miles Afstand; men der var Christendom i hans Hus, og efter hvert som Børnene fik Alder til det, lod han dem reise til Tromsø og konfirmeres der, og der havde Familien sin Altergang. Og som disse Folk fra gammel Tid af have staaet i bedste Forstaaelse med de svenske Fjeldfinner (det er tildels ved dem, de have faaet sin Forsyning af Bøger, saasom de her vankende Fjeldfinner, skjønt talende en finsk (lappisk) Dialekt, dog bruge kvænske Bøger), saa have de gjennem dem modtaget den mærkelige religiøse Strømning, som nu paa nogle Aar har udbredt sig over en stor Del af den svensk-norske Finneverden og som jeg har hentydet til ovenfor. Netop her, af en af de yngre Kvinder i Slægtregisteret, hørte jeg første Gang det troskyldig-glade Udtryk, at nu i 15 Aar (saa længe var det siden Vækkelsen var begyndt her) havde der „været Christendom blandt dem.“

Der har altsaa i det Hele taget viist sig en god Art hos disse Folk, og medens Kvænerne her paa dette Sted vistnok ikke taale Sammenligning med deres norske (sørlandske) Naboer med Hensyn til Dannelse og Dygtighed, syntes jeg dog at bemærke Stræben hos dem efter at nærme sig de Norske som i Sprog, saa og i Klædedragt[22], Boliger, Næringsvei. Alle bo i tømrede Huse, og Hovednæringen er almindeligst Jordbrug.

Og dog skal vist den Stamme-Skilsmisse mellem Kvæn (med Fin) paa den ene Side og Norsk paa den anden Side (det var dette, som det lange Slægtregister skulde tjene til Exempel paa) bestaa længe i denne og lignende Kredse.

Men nu nærmer jeg mig til den belovede Slutning.

Jeg havde hørt noget om, at Per Kvæn, Thomas’s Søn No. 5, ikke skulde ville lade sin ældste og snart voxne Datter gaa til Konfirmation her hjemme (han sogner til Maalselvdalens Kirke nu), men at han gik med den Plan at lade hende med nogle af Fjeldfinnerne drage over til Sverige for at blive konfirmeret paa Kvænsk. Der skulde ogsaa have været nogen Vanskelighed med at faa Barnet til at møde frem ved Skolen her hjemme.

Dette var jo netop saadan Skolestrid fra Kvænernes Side, som jeg saa tidt havde hørt tale om, men endda ikke truffet til at tale med nogen Kvæn selv om. Jeg gik da hen til Per.

Manden svarede greit paa alle mine Spørgsmaal. Han havde selv læst med Barnet og han havde ganske rigtig hin Plan. Vi fik Bøgerne frem og deriblandt en Bibel, en særdeles vakker udstyret Bog, i Kvart, trykt i Helsingissä (Helsingfors i Finland) 1852, og det var en hel Historie at høre om hvorledes den Bog var kommen først til Tromsø, hvor en Kvæn i Egnen havde vidst at faa nogle Exemplarer forskrevet, saa hid op med en Kvæn, som laa her i Skoven paa Tjærebrænding og af hvem den nuværende Eiermand havde faaet den for 3 Spd.

Nu, i denne velsignede Bog læste Pigebarnet for mig rent og klart, og hun fremsagde sit finske Fadervor og Troesartiklerne flydende og smukt. Jeg kunde ikke forlange det bedre. Men til min store Fornøielse kunde hun ogsaa vort norske Fadervor og vore norske Artikler. Jeg yttrede da det Haab, at Præsten skulde være villig til at konfirmere hende efter hendes vistnok mindre fuldstændige Redegjørelse paa Norsk, og i saa Fald bad jeg da Faderen saa vakkert, som jeg kunde, om at han skulde lade os faa beholde Datteren som norsk Konfirmand. Han tog det ialfald ikke ilde op.

Næste Dag kom Per hen til mig. Vi talte om Meget og Mangt, men der var Et, som laa ham paa Hjerte. Det kom sidst frem. Han bad mig slaa op i den norske Bibel to Steder, som han nævnte for mig, nemlig:

Ps. 78, 2: Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid),

3. som vi have hørt og vide, og vore Fædre fortalte os;

4. at vi ikke skulde dølge det for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men fortælle Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underlige Gjerninger, som han haver gjort.

5. Thi han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel hvilke han bød vore Fædre at kundgjøre deres Børn,

6. paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaa og fortælle dem for deres Børn, – og

5 Moseb. 6, 6: Og disse Ord, som jeg byder dig idag, skulle være paa dit Hjerte,

7. og du skal gjentage dem for dine Børn og tale om dem, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Veien, og naar du lægger dig, og naar du opstaar.

Det var ikke hans Mening med dette at gjøre Indvendinger mod min Bøn til ham igaar. Han vilde bare forklare for mig rigtig, hvorledes det var gaaet til. Bibelen havde ikke lært ham, at Forældrene ikke maatte have Lov til at undervise sine egne Børn, og naar han efter gammel Skik holdt Andagt i sit Hus, paa Kvænsk, som han selv var bleven underviist i, saa vilde han saa gjerne, at i det mindste et af Børnene skulde være med – han syntes det gjorde ham saa godt. Og han fandt ikke, at de yngre Børn, som havde gaaet paa den norske Skole, var blevne bedre underviste.

Her var en fast Overbevisning, men fremsat i en saa mild og blød Tone, at jeg blev inderlig bevæget.

Jeg saa her Kvænens Bestemthed (efter Faderen) og Finnens Blidhed (efter Moderen).



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Spørger man Kvænerne, hvorledes disse Navne lyde i deres eget Sprog, saa faar man høre Karjalainen og Kainulainen, og man kan fremdeles faa høre, at det egentlig er Bygdenavne, nemlig En fra Karjala (Landskabet Karelen i Finland) og En fra Kainuu (som Kvænerne kalde det svenske Bygdelag Kalix, i det nordlige Sverige). Men det maa erindres, at Navnene have staaet ved Lag her i Norge i flere Aarhundreder, og at der i samme Tid nok er foregaaet adskillig Flytning frem og tilbage i disse Folks gamle Hjem, saa der f. Ex. i Kainuu, som Kvænerne skulde have sit Navn af, skal bo flere Svensker end Kvæner nu. Det kan altsaa forstaaes at Kvænerne nok kunde sige, hvad Navnet heder i deres Sprog, men at de tillige tilføie, at det ikke passer paa dem, og at de ikke pleie bruge disse Benævnelser om sig selv, saasom de vide sig at være indflyttede (tildels nylig) fra ganske andre Strøg end Karjala eller Kainuu. Hoved-Navnet, hvormed denne Stamme benævner sig selv, er Suomalainen; det bruges i Stammens Skriftsprog som nu for Tiden dyrkes med stor Flid i Finland, og det kjendes ganske vel af Kvænerne i Finmarken. Men selv kalde de norske Kvæner sig jevnligst med det Navn Lantalainen – et Navn, som jeg ikke har fundet nogetsteds i Skrift, men hvis Almindelighed mellem dem bestyrkes derved, at vore norske Finner (Lapperne) ogsaa kalde dem med samme Navn, kun at det i deres Udtale bliver paa det nærmeste til Laddelasj. Naar jeg spurgte Kvæner, hvad Lighed og Ulighed der monne være i Betydningen af de to Navne„ fik jeg aldrig nogen tilfredsstillende Forklaring. Nogle sagde at Suomalainen betegnede fornemme Folk og Byfolk, men at Lantalainen betegnede Landsfolk og Almuesfolk. Andre mente, at det første Navn maatte betegne Folk fra Finland og det andet Navn Folk fra alle kvænske Bygder under Et, baade i det egentlige Finland og i det nordlige Sverige. Jeg har tilladt mig at omtale dette saa udførligt, i den Tanke, at der kanske kunde findes Nogen, som kunde ville optage Undersøgelsen og bringe os Forholdet med disse (og flere hidhørende) Navne paa det Rene. – Noget Vink til Forklaring af det sidste Navn tør der være i det norsk-finske Ord Ladde-Ednam, som oversættes Sverige (Friis, Lappiske Sprogprøver, 1856, Side 136). Kjernen af Ordet Lantalainen og Laddelasj, nemlig Lant og Ladde, kan efter grammatiske Grunde ansees for at være det norske og svenske Ord Land, som Finnerne maaske (der er mangfoldige lignende Exempler) kunne have laant af Nabofolkenes Sprog, og Navnet kan muligens være dannet heraf for at betegne Finner fra Landet (det beboelige Land, Indlandet, Oplandet, d. e. Kvænerne), til Forskjel fra Finner oppe paa Fjeldet eller ude mod Havkanten (d. e. Finnerne i Ordets indskrænkede, norske Bemærkelse, om hvilke Kvænerne bruge det Navn Lappalainen, hint svenske Navn Lap, der efter Nogles Mening skal betyde netop Folk fra Udkanterne).
  2. ↑ Finmarken i Ordets videre Betydning, de af Finner besatte Landstrækninger, som bestandig enten hæve sig op i de kolde Fjeld-Egne eller strække sig ind i det kolde Norden, kan nu for Tiden siges at begynde saa langt mod Syd som i Røros Præstegjeld, Søndre Throndhjems Amt, hvor en liden og svag Stamme af en 10 Familier holder til med sine Rensdyr inde mellem Fjeldene. Men tidligere have Finnerne streifet ialfald noget videre. Paa et Kaart fra Midten af forrige Aarhundrede over Røros Værks Skovstrækninger (jeg har seet Kaartet i Værkets Archiv) er anmærket, at Finner dengang sad paa Vestsiden af Fæmundsøen, altsaa i Fjeldstrækninger, som høre til Tolgens og Tønsæts Præstegjelde. Og Bønder i Opdal samt (om jeg ikke mindes feil) tillige i Sundalen strax nordom Dovre have fortalt mig, at der i Sætermarkerne paa Nordsiden af Dalen altsaa ikke paa Dovre-Siden) er Spor af Menneskeværk, som de ikke kunde faa til andet end Tomter efter Finnernes Telte eller Jordhytter. Ved at agte nøie paa saadanne Spor (og de, som ere til, ere sikkerlig allerede bemærkede af vore Bønder, saa det kun gjælder om at saa indsamlet Kundskaben om dem) maatte man kunne finde ud, hvor vidt Finnerne før i Tiden have udbredt sig med sine Rensdyr over vore Høifjelde. Ikke langt søndenfor hint Punkt ved Fæmundsøen, hvor hint Finmarken slap, tager den Skovstrækning ved, hvor de Finner (efter finmarkisk Talebrug: Kvæner), som Finskoven i Soløer har Navn efter, have ryddet og bygget, nemlig først langs Rigs-Grændsen fra Tryssild mellem Glommen og Klara-Elven i Nord til Sitskoven ved Fredrikshalds Vasdrag i Syd og dernæst fra Søløer i Øst henover en Række af adskilte Skove, deriblandt den bekjendte Krogskoven, alt til Modums-Aasen i Nærheden af Drammen, hvor der endnu skal være nogle Gaarde eller Pladse, som efter disse Skovfinner kaldes Finmarken. Nu ere dog disse Finner fornorskede, undtagen i en Del af Soløers Finskov. Men der er fuldt af Sagn efter dem fra den Tid, de endnu vare kjendelige som Finner, og der maa endnu omkring i Bygderne være nogen Erindring og Erfaring om, hvorledes disse Fremmede have artet sig under og efter Fornorskingen. Jeg skulde være hver den Tak skyldig, som vilde meddele mig saadanne Sagn og Erfaringer. Og i den Anledning skal jeg henvise til, hvad jeg selv allerede har berettet derom i min „Beretning om Fantefolket,“ 1850, i Kapitlet om Skovfinner og Tiggerlapper, hvilket Kapitels Begyndelser jeg gjerne vilde se fortsatte.
  3. ↑ I Folkelisterne er opført en Del Blandingsfolk, nemlig 1, Norsk-Finske, 2, Norsk-Kvænske og 3, Kvænsk-Finske. Den 1ste Klasse (830 Personer) har jeg slaaet sammen med de fastboende Finner (i Gammer eller Stuer), de to sidste Klasser (757 og 450) med Kvænerne. Nogle faa Finner, som ved Folketællingen befandt sig i Throndhjems By (vel i Strafanstalterne) har jeg forbigaaet.
  4. ↑ 4,0 4,1 Dette er saa at forstaa, at de to Stammer af Finnefolket, som vi kalde 1, Finner og 2, Kvæner, bruge om sig selv hine det Navn Sabme (i Flertallet Samek) eller Sabmelasj, disse det Navn Suomalainen. Kjernen af disse Ord er Sam og Suom, Resten er Endelser.
  5. ↑ Af dette Exempel kan det forstaaes, hvorledes det ovenfor omtalte Navn Lantalainen paa Kvænsk kan være det samme som Laddelasj paa Finsk, idet dd og nt vexle.
  6. ↑ Jeg traf engang en Mand, som jeg vidste var fra Finskoven i Soløer, og for at prøve, om han var af Finskovens finske Beboere, hilste jeg ham med et „Hywä päiwä,“ og han svarede „Jomal anta.“ Ordene i dette Svar vil man finde igjen i Exemplerne, og man vil deraf se, at Finskovens „Finner“ ere af samme Stamme som Finmarkens „Kvæner.“ Sproget røber dem.
  7. ↑ Jo mere det kommer dertil, at Finnerne lægge sig efter Kreature, des mere fæstes de til Bostedet og have ikke saa let for at flytte. Det vil man kunne bemærke selv ved Havkanten i Vest-Finmarken og ligesaa inde i Dalene i i Østfinmarken. Men i Vardø Landsogn f. Ex. kan man se endnu, hvordan Tilstanden monne have været overalt i ældre Tider. Paa de to nærliggende Fiskevær eller Bosteder Makur og Molvig boede endnu i Mai Maaned d. A. 8 Familier, men den 17de Juli, da jeg var i Vardø og talte med Præsten, var der kun 3 igjen – de 5 vare flyttede bort, disse sidste vare alle Finnefamiler, medens det var 2 norske og kun 1 finsk Familie, som vare blevne tilbage. Man havde netop faaet det stelt til saaledes, at hine 8 Familier skulde danne en Skolekreds (efter den nye Skolelov); men ved denne upaaregnede Flytning forsvandt jo mere end halve Kredsen. Den ene af de to Nordmands-Familier bor i Gamme, den anden ligesaa om Vinteren og kun om Sommeren i et Hus, som er opsat af Planker. Det lader altsaa ikke til at være mægtige Folk, og det er heller ikke sagt, at det er det norske Naboskab som har skræmt Finnerne bort her. Der skal mindre til. Kanske Kreaturnøden (thi ogsaa her har man Kreature og sulteføder dem naturligvis) var noget større end sædvanlig nu i Vaar, saa nogle Dyr styrtede, og under det øieblikkelige Indtryk af denne Nød erindrede de vel ikke eller tænkte de ikke tilbørlig paa, at Syltefjorden, hvor de nok flyttede hen, og hvor der vistnok er lidt mere Græsland, igjen har den Ulempe, at den ligger mindre bekvemt til for Fiskeri; hvis de nu til næste Aar ere mindre heldige paa Havet, saa kan det være at de bryde op og slaa sig ned paa et tredie Sted; men saa er her kanske ikke videre godt for Ved, og dette kan være nok til at bevirke Forandring igjen. Der er ikke anden Plan i det Hele end netop den at holde sig beredt paa at give efter for Omstændighederne. Derhos kan det dog ogsaa her i Vardø Præstegjeld bemærkes, hvorledes Finnerne vige netop for Nordmændenes Naboskab. Nu i en Række af Aar have disse flyttet ind, og sat sig ved de bedste Fiske-Pladse, længst mod Øst, men Finnerne have trukket sig undaf, mod Vest, En efter En, Aar efter Aar. Indtil ifjor boede der endda en Fin saa langt mod Øst som i Havningberg, men iaar finder man dem ikke længer østlig end i Vesterelv ved Syltefjord. Paa den anden Side af Vardø, indad mod Vadsø, bor der nu ingen Finner.
  8. ↑ Men just derfor er det mig dobbelt mærkværdigt og forhaabningsfuldt, at en eiendommelig religiøs Iver, som for en 10–15 Aar siden (ikke fra Nordmændene af, men formedelst svenske Fjeldfinner) ere bleven forplantet til vore Finner i Tromsø- og Senjen-Egnen, ialfald paa sine Steder har kunnet ikke alene trænge igjennem saa at sige til hvert Hjerte, men vare ved og staa ved Lag indtil denne Dag. Finnerne selv pleie udtrykke sig saa herom, at der har været Christendom iblandt dem i saa og saa mange Aar (de regne Aarene fra denne Vækkelses Begyndelse, noget forskjelligt paa de forskjellige Steder), og som et udvortes Tegn blev anført ikke alene af Finner, men lige saa meget af Nordmænd, at Brændevinsdrik, som før var Finnefolkets Skjødesynd (og endnu er det i Øst-Finmarken), nu i støre Strøg er aflagt eller saa godt som aflagt. At de letbevægelige Finner kunde henrives af Iver imod Brændevinet, dette „Djævelens Vand,“ det kan forstaa, og man vilde ikke undres, om saadan Raptus allerede næste Aar var bortdunstet. Men nu har ikke alene en varm Iver, men en bestemt Afholdenhed fra Brændevinsdrik paa sine Steder været herskende i indpaa 15 Aar, saa en hel Slægt er voxet op under en anden Leve-Skik, Der har nok været et og andet Skjævt i Begreberne og Grundene; men der er forhaabentlig ogsaa meget Godt i den allerede saa vidt varige Virkning.
  9. ↑ I Oldnorsken blev Ordet skrevet strið med svag d, og i Almuesproget lyder det stri.
  10. ↑ Hvordan delt pleier gaa ved saadanne Ægteskaber, det er oplyst i en Beretning fra Finmarken, som er trykt i min „Beretning om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge,“ 1859, Side 111.
  11. ↑ Vadsø Prestegjeld bestaa af By og Land. De Norske og Kvænerne bo mest sammen i Byen, Finnerne bo alle paa Landet.
  12. ↑ De, som bo paa Stedet, maa naturligvis vide det bedst. Imidlertid kan jeg nok tænke mig en anden Aarsag. Kvænerne maa jo i det Hele taget føle sig som Fremmede i Landet lige over for Nordmændene, og en kvænsk Mand kan derfor nok gaa med Frygt for, at han kanske kom til at blive som en Fremmed i sit eget Hus, om han tog sig en Hustru af den herskende Stamme.
  13. ↑ Af Lektor Friis have vi et mærkværdigt og værdifuldt Landkaart over Finmarkens Amt, saaledes indrettet, at vi Hus for Hus hele Amtet over kunne se, 1) hvad Slags Hus det er, om Stuebygning eller Gamme, 2) hvad Familie der bor i Huset, om norsk, finsk eller kvænsk, og 3) om der i Familien er nogen Person, som kan tale noget af de to Sprog, som han ikke selv hører til. Man kan kalde det et Kaart over netop Samfundsforholdene som jeg her taler om. – Og det skal have været Planen med Udarbeidelsen af dette Kaart, at det skulde udgives paa nyt med visse Mellemrum f. Ex. hvert 10de Aar, for at vi skulde faa se, hvor vidt der foregaar Forandring med Boligerne (om der bliver flere og flere tømrede Huse istedenfor Gammer) eller med Sprogkundskaben (om den udbredes videre og videre). Men dette med Sprogkundskaben der ellers er et saa overmaade væsentligt Stykke i Samfundsforholdet mellem de tre Stammer, er i Grunden noget, som maa afgjøres ved Skjøn, og dette Skjøn kan falde forskjelligt ud ved de forskjellige Tællinger. Om en og samme Person kan jo paa en og samme Dag En sige saa: „Jo, han kan tale (det og det fremmede) Sprog,“ og en Anden, som har andre Begreber om, hvad der skal til, kan sige lige modsat: „Nei, han kan ret ikke tale Sproget saa vidt, at det er for Noget at regne,“ og derved bliver Kaartets Opgaver i det Stykke ikke ganske paalidelige. Dette gjelder derimod ikke (i det mindste ikke paa langt nær i samme Grad) om de to Rækker af Tællinger og Opgaver, som jeg her har anbefalt, og som ialfald vilde passe meget godt sammen med Kaartes Oplysninger, nemlig om Ægteskaber og om Valg til Kommuneposter. Det kan f. Ex. til enhver Tid erfares med største Vished, hvor mange Medlemmer der er i Kommunal-Bestyrelsen, og Ordføreren vil uden stor Vaklen eller Uvished kunne opgive om hver enkelt af dem, hvorvidt han er Nordmand eller Fin eller Kvæn.
  14. ↑ Paa Langøen, helt ude i Vesteraalen, bor der nogle faa Finner inde i Eidsfjorden. Det er som en Forpost langt udenfor Stammefolkets Kreds, og vistnok med den allersparsomste Forbindelse med Slægten. Jeg var i Nærheden af Eidsfjorden og hørte noget om dem. Vistnok gaa de norsk klædte og ere tildels blandede med Norske ved Ægteskab, kort, de „dø ud,“ som man udtrykte sig. Men alligevel – sig imellem tale de dog Finsk endnu. Om en Finpige, der som Barn var bleven udsat og opfostret hos norske Folk i samme eller i Nabo-Præstegjeldet, fortaltes der, at hun nægtede at kunne tale Finsk, men saa meget vidste man dog om hende, at hun forstod det, naar Andre talte. Naar det kunde være saa seiglivet her, hvor seigt skal det da ikke blive i de rette Finnebygder, i Porsanger- og Tana-Fjordene? og paa Ren-Fjeldet?
  15. ↑ Man erindre, hvad Opdragelse Sigmund Brestesson voxte op med, hos Thorkel Barfrost i vilde Skoven, og hvilken brav Mand han dog blev.
  16. ↑ Hvis Nogen her vil møde mig med den Bemærkning, at dersom det var selve Skolen (og ikke Norskheden), som Modstanden i Grunden gjaldt, saa maatte jo denne mærkes ikke blot fra Kvænernes Side, men ogsaa og endnu mere fra Finnernes, hvad dog ikke er Tilfældet – saa svarer jeg, at Finnerne nok i det Hele taget have lidet Mod og Mandskab til at gjøre Modstand mod nogen Ting; det hører som før viist, ikke til deres Natur at gjøre Modstand.
  17. ↑ Siden jeg nys sammenlignede Kvænerne her med de Norske i Amerika, saa skal jeg føie dette til, at ved et Besøg ifjor i Sømands-Selskabet i London saa jeg ikke alene smaa Traktater i det kvænske Sprog som vare trykte i London og bestemte til Uddeling blandt Søfolk paa Skibe fra Finland, men ogsaa et Ny-Testamente, som et Bibelselskab i New-York havde udgivet for Norskes og Danskes Skyld, med baade engelsk og norsk Text.
  18. ↑ Nede i Senjen sagde man mig, at Finnernes Dialekt der er saa forskjellig, at de ikke forstaa Stockfleths og Friis’s Bøger. Men om man kunde faa skrevet nogle Smaasager i samme Dialekt og med norske Ordforklaringer o. s. v., saa vilde de have et Hjælpemiddel mere til at lære Norsk tilgavns, og derved skulde de (saa er min Forventning) snarere komme rent bort fra det forvaklede Finsk, som endnu hænger dem om Tungen og tynger paa Tanken. Med det samme faar jeg kanske Lov til at antyde en Sag, som rigtignok ikke strængt taget hører hid, men som jeg dog i denne Forbindelse er kommen til at tænke paa. I Senjen og Tromsø Districter lide Bønderne ofte stor Uleilighed af svenske Fjeldfinner som med gammel Ret komme her ind om Sommeren med sine Renhjorder. Disse gjøre altfor ofte Skade paa Bøndernes Marker. Og nu saa jeg, at Distriktets Foged Hr. Dreier i Tromsø, som allerede længe har brugt den prisværdige Maade at trykke og udsende et Slags civile Hyrde-Breve, hvori han til Retledning for Almuen udtaler sig om nu en, nu en anden Sag, som kan være af Interesse og som han som Embedsmand og Bestyrer af Landhuusholdnings-Selskabet har med at gjøre, – nu saa jeg, at han ogsaa har ladet trykke og opslaa paa Skydsstationer og Handelssteder de Lovbestemmelser, som handle om Fjeldfinnernes Græsningsret, paadet at de norske Bønder kunne vide at varetage sin Ret. Her siger jeg: det skulde være vel, om de samme Lovbestemmelser med tilføiede Exempler eller andre Oplysninger om, hvorledes man i den senere Tid her paa norsk Side har begyndt at paase deres nøiagtigere Overholdelse, blev trykt paa de svenske Finners Sprog og udbredt iblandt dem. Vistnok ser jeg, at disse samme Finner (Lapper) i senere Tider indskrænkes i Sverige ogsaa, hvor Nybyggere lægge Beslag paa Betesmarkerne, saa det kan jo være slemt nok for dem at faa høre om større Strænghed fra norsk Side med. Men Indskrænkningen viser sig uundgaaelig, og det vilde være en sand Velgjerning mod dem, om man kunde faa dem overbeviist om det, saa de saa sig om efter ordentlige Bopæle og i Tide sluttede med det omvandrende Liv, der ellers kan arte sig til et saadant Slags Fanteliv, som de i det Throndhjemske og i Sverige saakaldte Tigger-Lapper ere altfor vel fortrolige med.
  19. ↑ Det er morsomt nok, hvorledes det Ene kan tage det Andet, saa Alt tilsidst kommer til at hænge sammen som i en Kjæde. Man høre: I 1850 udgav jeg en Bog om Fanterne, og i et Kapitel der kom jeg, som ovenfor berørt, til at tale om Finnerne paa Finskoven, som jeg havde gjort et endnu mere flygtigt Bekjendtskab med end nu med Kvænerne i Finmarken. Men siden den Tid har Det Finske Litteratur-Selskab i Helsingfors viist mig den Ære at sende mig de Skrifter, som det udgiver, nogle hvert Aar. Og i disse Dage, medens jeg sidder og skriver paa dette Folkevens-Stykke, faar jeg atter en stor Pakke med flere skjønne Bøger, nye Vidnesbyrd om den national-videnskabelige Iver, som nu er virksom hos Finlands Hovedbefolkning eller „Finnerne“ („Suomalaiset,“ den Stamme, som man i Finmarken kjender en Del Almuesfolk af og som der kaldes Kvæner), hvilken Iver paa udmærket Maade er repræsenteret ved det nævnte Selskab. – Nu, en af disse nye Bøger var en Ordbog over Sømandssproget (Suomalainen Meri-sana-kirja, 1863) af Oberstløitnant Stjerncreutz, et stort og smukt udstyret Værk, nær 500 Sider, beregnet paa at gjøre Søfarende blandt Finlands finsk-talende Befolkning bekjendt med de svenske, russiske, danske, engelske kort med de europæiske Sømands-Udtryk, og der er tilføiet saa mange Forklaringer og Tegninger, at Bogen ser ud til at indeholde en hel Navigationslære og Undervisning i Skibmandskab ogsaa. Hvad nu? Ved at betragte Bogen og blade i den, kom jeg paa den Tanke, at vore Kvæner, som jo næsten alle færdes paa Baade eller Skibe, og som jo bør blive fortrolige med det norske Sømandsvæsen – at vore Kvæner, siger jeg, kunde jo faa sig til en Begyndelse en for dem indrettet Udgave eller Oversættelse af Fyrdirektør Diricks’s Beskrivelse (i Folkevennen for iaar) over Baadene langs Norges Kyst, vel noget forkortet, men med alle Tegningerne naturligvis og desuden med et lidet Kaart over den samme Kyst, hvorpaa de kunde se, hvor Hvaløer-Baaden og Lister-Baaden o. s. v. hører hjemme – derved vilde de jo med det samme faa gjøre Bekjendtskab, og det et i alle Maader godt Bekjendtskab, med baade Kysten og dens Beboere. Jeg har nu givet dette til Bedste i den Tanke, at der kanske kan findes Nogen, som vil tage det – saa det fremdeles kan gaa som i en Kjæde.
  20. ↑ Og samtidig skulde vi faa høre noget om, hvorledes Svenskerne have taget det med sine „Lapper“ og „Finner“, og hvorledes det staar til imellem dem – Ja, det skulde være et smukt Arbeide, om Nogen vilde give os en samlet Fremstilling af baade Sveriges og Norges Mission mellem Finne-Stammerne, den hele Tid igjennem, fra Hedenskabets Nat til Nutidens Dæmring.
  21. ↑ De norske Bønder vidste at forklare Sammenhængen med disse Navne. Jeg anfører nogle faa Exempler. Tamok (Elven) er Nordmændenes Udtale af det finske Dabmo-jok, d. e. Ørret-Elv. Alap (Fjeldet) er egentlig Navn paa en liden Fugl „Sne-Tit,“ som der er mange af. Skautja (Fjeldet) skal betyde „Skjægget, og paa et Næs i Elven nedenfor (Næs heder paa Finsk njarg) ligger en Gaard, som de første Beboere (en blandet kvænsk og lappisk Familie) kaldte Skautja-njarg, men som de Norske, som nu bo her, kalde Skjæggenæs – altsaa ren Oversættelse. Længere nede i Maalselvdalen ligger Gaarden Kirkesdalen; her er dels Efterligning, dels Oversættelse af det oprindelige finske Navn Gerkes-vaut, som, om det skulde helt oversættes, maatte blive til Sten-Dalen; men den første Det af Navnet har klinget for de Norske næsten som Kirke, og saa have de beholdt Lyden. Denne Gaard tilhører nu Staten, og dens halv-finske Navn staar fast i Skjøder og Protokoller. – Jeg er imidlertid ikke maalkyndig nok til at vide, om alle disse Ordforklaringer ere nøiagtige; hertil vilde vel udfordres Kundskab til de Dialekt-Afvigelser, som mulig forekomme i Finsken (og Kvænsken) her i Egnen.
  22. ↑ Det er heller ikke frit for, at de Norske i Maalselvdalen som paa andre Steder for en Del have optaget Finnernes Skik at gaa med Komager istedetfor Sko.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Finnerne&oldid=230026»