Om Fattigpleien i vort Land

Eilert Sundt

Om Fattigpleien i vort Land

Folkevennen, Tolvte Aargang, 1863 (s. 571-596).

Om Fattigpleien i vort Land.

Ved Eilert Sundt.

---

I. Oversigt for Landdistrikterne

1. Af hvad jeg i Forbigaaende anførte i forrige Hefte eller Side 468, gjentager jeg her, at Indtægterne for alt Rigets Fattigkasser øgedes

fra	565,020	Spd.	i	1851
til	844,319	Spd.	i	1860.

Fattigkommissionerne pleie jo ikke lægge Penge op, saa, naar de alligevel have drevet ind større og større Summer, saa har det aabenbar været af den Grund, at Udgifterne have steget. Hine Tal kunne derfor betragtes som Maal paa, hvad Fattigpleien har kostet, og om jeg idet Følgende for Kortheds Skyld kommer til at bruge et saadant Udtryk som Fattigvæsnets Udgifter, saa det er ikke andet end disse Indtægter, jeg har for Øie.

2. Broderparten falder paa Landets brede Ryg, de mange Land-Kommuner, og om deres Fattigvæsen skal jeg tale noget idag.

Indtægten var her:

1851:	392,723	Spd.	1856 || 505,385 || Spd.
1852:	412,545	–	1857:	534,143	–
1853:	435,114	ͥ –	1858:	535,255	–
1854:	451,517	–	1859:	543,854	–
1855:	472,139	–	1860:	560,410	–.

Lige i Midten af dette 10-aarige Tidsrum havde vi Folketælling i Landet, regnet for 31te December 1855, og i Land-Distrikterne blev der fundet at være 1,292,232 Indbyggere. Holdes nu hine Tal sammen med dette, kan man finde, at
for hvert 100 Mennesker beløb Pengene til de Fattige sig med et Middel-Tal til 37 Spdr. aarlig.

Deler jeg i Tidsrummet i to Femaar, saa finder jeg at

	1851–55		1856–60,
Beløbet var	33	Spdr.	41	Spdr.

Lidt skjævt er rigtignok dette Sidste, af den Grund, at her er maalt med et og samme Folketal, skjønt Folkemængden i sin stadige Væxt har været noget mindre i det 1ste og noget større i det 2det Femaar. Og Skjævheden ved en saadan Beregning bliver den, at Fattigbyrdens Væxt er kommen til at se lidt større ud, end den i Virkeligheden er; om vi nemlig havde kjendt det rette Folketal i hvert Femaar, skulde Væxten været ikke som fra 33 til 41, men maaske som fra 34 til 40, altsaa dog endnu alvorlig stor.

3. Hin Skjævhed har endnu Mindre at sige, naar jeg bolder Tallene over Fattigpengene sammen med Folkemængden for at sammenligne den ene Egn af Landet med den anden; thi hin Ufuldkommenhed i Beregningen træffer her omtrent lige saa meget paa den ene som paa den anden Side af Sammenligningen. Jeg har udført Beregningen særskilt for hvert Amt (at sige hvert Amts Landdistrikt) og fundet, at

for hvert 100 Indbyggere udgjorde det Beløb, som Fattigpleien aarlig krævede, med et Middeltal:

		1851–55.		1856–50!
1	Akershus Amt	54	Spd.	62	Spd.
2	Smaalenenes –	33	–	43	–
3	Hedemarkens –	44	–	50	–
4	Christians –	32	–	34	–
5	Budskeruds –	40	–	45	–
6	Jarlsberg og Laurviks –	40	–	48	–
7	Bratsbergs	43	–	50	–
8	Nedenæs og Robygdelagets –	42	–	50	–
9	Lister og Mandals –	36	–	43	–
10	Stavangers –	27	–	38	–
11	Søndre Bergenhus –	27	–	35	–
12	Nordre –	26	–	32	–
13	Romsdals –	26	–	34	–
14	Søndre Trondhjems –	2	–	38	–
15	Nordre – –	32	–	41	–
16	Nordlandenes –	21	–	36	–
17	Finmarken –	16	–	28	–

Sammenligningen falder saaledes ud, at der paa enkelt Undtagelse nær viser jeg en mærkelig Forskjel mellem de 9 første og de 8 sidste Amter. Se først paa Tallene for 1851–55: Tallet for alt Rigets Land-Distrikter, altsaa Middeltallet for de 17 Amter, er jo 33 Spd. for hvert 100 Indbyggere (se § 2); men paa Christians Amt nær staa Amterne til og med Lister og Mandal med høiere Tal, hvormed de følgende Amter, fra og med Stavanger, alle sammen staa med lavere Tal. Omtrent ligesaa for Aarene 1856–60: Middeltallet er her 41, og paa samme Christians Amt nær ere Tallene for de 9 første Amter høiere, medens de for de 8 sidste Amter paa ligeledes et Amt nær ere lavere.

4. De 9 første Amter paa den ene Side og de 8 sidste paa den anden danne de to sammenhængende Strøg af Landet, som ere kjendte under Benævnelsen det Østenfjeldske og det Nordenfjeldske. Kommer man østenfra langs Kysten, saa faar man Grændsen mellem Lister og Mandals samt Stavangers Amter; mellem disse to Amter deler Aaen Sire, og netop dens Udløb har fra gammel Tid været Skillet mellem, hvad Almuen fremdeles kalder Østlandet paa den ene Side og (ikke Vestlandet, men) Nordlandet paa den anden.

Jeg minder om dette, ikke fordi jeg just tror, at denne Forskjel i Fattigforholdene uden videre skriver sig fra den Forskjel i Naturforholdene, som vel har fremkaldt hin gamle Deling, men fordi nærværende statistiske Deling bliver lettere at fastholde i Tanken derved, at den (maaske mere tilfældig) faldt sammen med hin folkelige og vel kjendte.

Hint Folketal var saaledes fordelt:

i det Østenfjeldske	668,746	Indbyggere,
i det Nordenfjeldske	623,486	–

saa det sees, at Befolkningen paa denne Maade saa temmelig er delt i to Halvdele.

Men nu kan jeg regne mig til, at hint Maal paa Fattig-Byrden (hvormange Penge der aarlig maatte udredes for hvert 100 Indbyggere) var:

	1851–55.		1856–60.
i det Østenfjeldsdke	460	Spd.	47	Spd.
i det Nordenfjeldske	26	–	35.	–

I hvert af de to Femaar var altsaa Byrden større for det østenfjeldske end for det Nordenfjeldske saa meget, som 40 (Spdr.) er mere end 26, eller 47 mere end 35.

5. For hele Riget (Landdistrikterne) var Forøgelsen i Fattigpengene saadan, at

for hvert 100 Spdr. som der udredes i det 1ste Femaar, maatte der 124 Spdr. til i det 2det – altsaa 24 mere.

Men 24 paa 100 er jo, hvad vi kalde 24 Procent. Og beregner jeg Forøgelses-Procenten særskilt for hvert af hine to Strøg af Landet, finder jeg den saadan:

for det Østenfjeldske	16	Procent
for det Nordenfjeldske	36	–

Forskjellen mellem det Østen- og Nordenfjeldske viser sig saa at sige Amt for Amt, som man vil se af nedenstaaende Procent-Tal:

1,	Akershuus	15	10,	Stavanger	40
2,	Smaalenene	32	11,	S. Bergenhus	27
3,	Hedemarken	15	12,	N. Do.	22
4,	Christians	6	13,	Romsdal	28
5,	Buskerud	12	14,	S. Throndhjem	35
6,	Jarlsberg og Laurvig	22	15,	N. Throndhjem	27
7,	Bratsberg	16	16,	Nordland	73
8,	Nedenæs og Robygdel.	21	17,	Finmarken	73.
9,	Lister og Mandal	19

Paa en Undtagelse nær er jo Procenten for de 9 første Amter mindre end for Riget (24), og paa ligeledes en Undtagelse nær er den større i de 8 sidste Amter.

Jeg brugte nys det Udtryk, at Fattigbyrden var større i den ene Halvdel af Landet end i den anden. Sagen kan ogsaa under visse Omstændigheder opfattes saadan, at den offentlige Fattigvæsens-Indretning er mere udviklet eller at Tanken om de Trængendes Hjælp og Pleie ved det hele Samfunds Foranstaltning er fuldstændigere gjennemført paa det ene Sted end paa det andet, og ved saadan Opfattelse kunde man her, med den sidste Beregnings Oplysninger for Øie, udtrykke sig saa, at de nordenfjeldske Amter hidtil have ligget mere tilbage i en gammeldags Tilstand og Skik, men at de i den sidste Tid have gjort større Fremskridt og dermed ligesom halet ind paa de østenfjeldske saa Forskjellen mellem dem i det 2det Femaar ikke længer er fuldt saa stor som den var i det 1ste. Tænke vi os, at Fattigpengene fremdeles forøges med en større Procent i det Strøg, som hidtil har ydet mindre, saa er det jo klart, at Ydelsen tilsidst vil blive jevnstor med den i det andet Strøg.

6. Vi have altsaa seet, at Fattig-Pengene ere blevne forøgede, mere og mindre paa de forskjellige Steder, men dog overalt forøgede. Nu er det Spørgsmaalet: Hvorved er det vel bevirket?

Her skulde man tro, det maatte mest komme an paa Fattigfolkets Mængde eller paa Antallet af de Fattige, for hvis Skyld der samledes alt større og større Indtægter. Er der blevet flere og flere Fattige, saa var det jo rimeligt nok, at der ogsaa maatte skaffes flere Penge. Fattig-Listen for hele Rigets Landdistrikter kan fremstilles saaledes:

	helt	delvis	ialt.
	Forsørgede.	Understøttede.
1851:	17,237	32,299	49,536
1852:	18,648	32,043	50,691
1853:	19,127	31,265	50,392
1854:	19,136	30,569	49,705
1855:	18,864	31,188	50,052
1856:	18,725	31,490	50,215
1857:	19,094	30,128	49,222
1858:	18,929	29,814	48,743
1859:	18,611	29,294	47,905
1860:	18,717	31,045	49,762.

Det første, som her vækker Opmærksomhed, er den store Jevnhed fra Aar til andet, og for at forvisse os, om nogen bestemt Forandring er at iagttage, maa vi sammenfatte de mange Aar til to større Tidsrum med de aarlige Middeltal for hvert, saaledes:

	helt	delvis	ialt
	Forsørgede.	Understøttede.
1851–55:	18,602	31,473	50,075
1856–60:	18,815	30,354	49,169.

Men den Smule Forøgelse, som vi her se paa de helt Forsørgedes Side, bliver mere end opveiet ved Formindskelsen i Antallet af dem, som ere blevne delvis understøttede, saa Total-Summen bliver mindre i det 2det Femaar end i det 1ste. Og hvorledes kan det rime sig sammen med, at Fattigkommissionerne stadig have maattet skaffe flere Penge tilveie?

7. At Opgaverne over Antallet af de Forsørgede og Understøttede ikke staar i Forhold til de Summer, som man har behøvet til Fattigpleien, det viser sig især paafaldende for den ene af hine to store Landsdeles Vedkommende, som man vil se af følgende Tal (aarlige Middeltal):

	helt	delvis	ialt.
det Østenfjeldske:	Forsørgede.	Understøttede.
1851–55:	10,999	18,530	29,529
1856–60:	10,454	16,234	26,688
det Nordenfjeldske:
1851–55:	7,603	12,943	20,546
1856–60:	8,361	14,120	22,481.

I det østenfjeldske viser her sig jo Aftagen i begge Klasser af Fattiglemmer, og dog have Fattigpengene maattet øges ogsaa der. Og vel er der Forøgelse paa de Fattiges Side i det Nordenfjeldske, men endda skiller det meget, at Forøgelsen i Penge-Beløbet er større.

8. Her kan det tilføies, at naar man fager Middeltallet af hine 10 Aars Fattigbefolkning, og sammenholder samme med det hele Indbygger-Antal, saa finder man, at for hvert Tusinde Indbyggere var der:

	helt	delvis	ialt.
	Forsørgede.	Understøttede.
i Landdistrikterne i
det Hele	14	24	38
særskilt i det østenfjeldske	16	26	42
– i det Nordenfjeldske	13	22	35.

Her er det ligesom i sin Orden, at der er flere Fattige i det Østenfjeldske og færre i det Nordenfjeldske; thi hist have vi jo seet, at der gik flere Penge til og her færre, saa vi altsaa finde den forventede Overensstemmelse mellem de to Slags Opgaver forsaavidt. Man hvorfor finde vi ikke samme Overensstemmelse naar vi sammenholde Fattigtallet og Pengebeløbet i to forskjellige Tidsrum, i det ¹ste og i det 2det Femaar?

9. Der kan naturligvis have været andre Omstændigheder, som have medvirket til at forøge Udgiften, der ikke ene og alene afhænger af hvor mange Fattige der har været. Det kommer t. Ex. ogsaa an paa, hvorledes de understøttes og forpleies.

De paa Fattig-Listen i § 6 optalte Personer forsørgedes paa ulige Maader, saaledes:

	ved	ved	paa andre
	Lægd.	Bortakkordering.	Maader.
1851:	10,343	7,782	31,411
1852:	10,519	8,428	31,744
1853:	10,493	9,042	30,857
1854:	10,159	9,010	30,536
1855:	10,028	9,187	30,837
1856:	10,051	9,455	30,709
1857:	9,677	9,565	29,980
1858:	9,575	9,616	29,552
1859:	9,241	9,664	29,000
1860:	9,106	9,858	30,798.

Det er sjeldent at se et saa tydeligt Exempel paa en i vort Folkeliv raskt og sikkert foregaaende Forandring: den ældgamle og vel kjendte Indretning med Lægdsforsørgelse holder paa at indskrænkes, og istedet derfor tyer man til den nyere Maade at akkordere eller tinge de Fattige bort til Folk, som for kontant Betaling paatage sig at forpleie dem. Dette er ikke bevirket ved nogen ny Lov eller nogen anden fra Styrelsen udgaaet Foranstaltning i de 10 Aar; men den gamle Skik og Maade har ligesom af sig selv holdt paa at dreie sig om til en ny.

I Indre-Departementets Tabel-Kontor, hvor alle disse Opgaver fra hver Fattigkommission samles og lægges sammen, har jeg erfaret, at man hist og her har brugt at tælle og ordne saaledes, at naar t. Ex. et Barn bortakkorderes og Betalingen bliver lav af den Grund, at Barnet allerede kan gjøre nogen Nytte og derved for en Del ligesom betale selv for sit Ophold i Fosterforældrenes Hus, saa bliver det opført i Fattiglisten (§ 6) ikke blandt dem, som ere helt forsørgede, men blandt dem, som ere delvis understøttede. Var ikke det, saa skulde man vel have seet, at de „helt Forsørgede“ i § 6 vare netop lige saa mange (og dermed vistnok ogsaa de samme) Personer som de, vi her finde forsørgede ved Lægd og ved Bortakkordering tilsammen.

For 100 Aar siden var sagtens alle „helt Forsørgede“ i Landdistrikterne lutter Lægdslemmer, og endnu i 1851 vare flere af dem lagte paa Lægd end bortakkorderede; men ikke mere end 10 Aar senere er Forholdet blevet omvendt. Om nogle Aar fra nu af skal Lægdsforsørgelsen kanske have ophørt at være almindelig Skik.

Det kan være baade vel og ilde, ligesom Meningen hos dem, som gjøre Forandringen, kan være baade kjærlig og egenkjærlig. Og det skulde i denne Henseende have været kjærkomment, om Tabellerne havde indeholdt en Oplysning til, nemlig om hvor mange af de paa denne og hin Maade Forsørgede der var Børn og hvor mange Voxne (Gamle og Vanføre).

Men for Nærværende vilde jeg kun hentyde paa dette, at Betalingen for Borttinging rimeligvis falder noget større, end Omkostningen anslaaes til for et Lægdslem, som Skatteyderne underholde i sine egne Huse; thi ved Bortakkorderingen maa der jo betales ikke alene for hvad der medgaar af Mad og Klæder, men ogsaa for det Bryderi og Ansvar, som Pleiefaderen befrier Lægdsyderen for.

Blandt Fattigvæsnets Indtægter er der, som nedenfor vil sees, regnet med, hvad Lægdslemmerne ere anslaaede at koste, og det er altsaa tydeligt, at naar der fra Tid til anden gjøres saadan Forandring, at flere og flere Fattiglemmer gaa over fra den billigere Forsørgelse ved Lægd til den dyrere ved Bortakkordering, saa kan det have bidraget Sit til, at Fattigvæsnet har behøvet større og større Indtægter.

Noget Vist kan dog ikke siges herom, af den Grund, at der ikke haves særskilt Opgave over, hvad de Borttingede have kostet, og ialfald er Antallet af dem, som ere flyttede over fra den ene til den anden Forsørgelsesmaade, ikke saa stort, at Pris-Forskjellen kan have bidraget ret meget til den omtalte betydelige Forøgelse af det hele aarlige Pengebehov.

10. Det er mig ganske interessant at lægge Mærke til Forsørgelsesmaaden i hvert Amt. Der er stor Ulighed. Nogle Amter holde mere paa den gammeldags Lægdsforsørgelse, f. Ex. Christians og Nordre Bergenhus; andre, f. Ex. Nedenæs samt Søndre og Nordre Throndhjem, ere i dette Stykke ligesom mere fremskredne, saa Forsørgelsen ved Borttinging er bleven forherskende; i Finmarkens Amt har Lægdsforsørgelsen maaske aldrig været synderlig udbredt. – Men at fremstille Alt fuldstændigt, vilde falde vidtløftigt for disse Blade, og jeg indskrænker mig her til følgende Sammenligning mellem Landets to Hoved-Dele.

Det aarlige Middeltal af Forsørgede:

	ved	ved	paa andre
det Østenfjeldske:	Lægd.	Bortakkordering.	Maader.
1851–55:	6,017	4,671	18,841
1856–60:	5,193	4,875	16,621
det Nordenfjeldske:
1851–55:	4,292	4,019	12,236
1856–60:	4,337	4,757	13,386.

Her viser jeg saadan Forskjel: i det Østenfjeldske, hvor man ifølge Opgaverne (§ 7) i det Hele taget har havt med færre Fattige at gjøre i det sidste af de to Femaar, har man kunnet lette Byrden for Lægdsyderne temmelig meget og endda ikke behøvet at ty stort mere end før til Borttinging. Men i det Nordenfjeldske, hvor man fandt det fornødent i 2det Femaar at optage til Forsørgelse et større Antal Fattige, har man vel mest grebet til den nye Maade med Borttinging, men har ogsaa (dog ikke meget) maattet udvide Benyttelsen af den gamle Lægdsforsorgelse. Man kan sige, at Tilbøieligheden til at forlade den gamle Maade og gaa over til den nye viser sig i det Østenfjeldske mere ligefrem end i det Nordenfjeldske.

Det kan ellers erindres, at i det Nordenfjeldske med dets mange Sødistrikter, hvor der er mest smaa Gaarde og langt fra Gaard til Gaard, der maa Lægdsforsørgelsen vistnok mere end i det Østenfjeldske ofte ske ved en besværlig Omgang (at et og samme Lægdslem gaar om i en vis Kreds af Gaarde og opholder sig nogle Dage af Aaret paa hver). Dette er vel ogsaa Grunden til, at i Virkeligheden har baade i det 1ste og i det 2det Femaar Bortakkorderingen indtaget en forholdsvis større Plads i Fattigpleien i det Nordenfjeldske end i det Østenfjeldske, Noget, som vil sees af nedenstaaende Oversigt over, hvor mange Bortakkorderede der var for hvert 100 Lægdslemmer:

	1851–55.	1856–60.
i det Østenfjeldske	78	94
i det Nordenfjeldske	94	110.

Og man kan da forestille sig, at naar endda Forandringen eller Overgangen fra den ældre til den nyere Maade har været større i det førstnævnte Strøg af Landet end i det andet, saa har Aarsagen været, at man hist har havt lettere end her for at overvinde Vanskelighederne ved at faa Folk borttingede og udrede den kontante Betaling for dem

11. For atter fra en anden Side at søge Svar paa det Spørgsmaal, hvori det stikker, at Fattigpleien, skjønt den ifølge Opgaverne ikke har havt Flere at gjøre med og skjønt den omtalte Forandring i Forsørgelsesmaaden ikke kan have gjort Udslaget, endda har krævet saa mange flere Pengemidler i det 2det end i det 1ste Femaar, skulle vi nærmere betragte disse samme Midler, hvorledes de ere indkomne, nemlig:

Det aarlige Middeltal:		1851–55		1856–60.
1,	udlignet i Penge	12,713	Spd.	182,569	Spd.
2,	udlignet i Fødemidler in natura,
	som igjen ere ansatte i Penge til	85,926	–	94,510	–
3,	Lægdsforsørgelsen ansat i Penge	162,244	–	175,096	–
4,	Indtægt af Brændevins Salg
	og Udskjænkning	15,226	–	13,507	–
5,	andre Indtægter	46,699	–	70,129	–
	samlede Indtægter	432,808	Spd.	535,811	Spd.

At Skatteyderne levere Mel, Melk, Kjød og andre Fornødenhedsvarer in natura til de saakaldte Husarme, det er en gammel Maade ligesom den at tage de saakaldte Lægdslemmer i sine egne Huse og sætte dem ved sit eget Bord. Men hin Maade holder nok paa at lægges af eller at indskrænkes, ligesom vi have hørt om denne. Vel staar der anført et høiere Pengebeløb for Natural-Bidrage i 2det end i 1ste Femaar; men det kan have sig dermed som med Pengebeløbet for Lægdsforsørgelsen, der ogsaa sees at være forøget, trods den virkelige Formindskelse i Antallet af Lægdslemmer, saa Aarsagen til Forøgelsen maa ligge i en anden Værdsættelse.

Den væsentlige Forøgelse ligger i den 1ste og 5te Post. Det er gaaet mere og mere saa (dels formedelst Indskrænkning i Lægdsforsørgelse, dels formedelst andre Aarsager, som senere komme paa Tale), at Fattigvæsnet trænger til rede Penge.

Det som Lægdsforsørgelsen siges at have kostet (3die Post), maa naturligvis have gaaet med til de egentlige Lægdslemmer, hvis Antal er opgivet i § 9, og alle de øvrige Indtægter skulde da være medgaaede til de andre Fattige (hvad enten de saa ere forsørgede ved Bortakkordering eller paa andre Maader). Og nu kan man med Hjælp af Opgaverne her og i § 9 finde Middelsbekostningen for 1 Lægdslem og for 1 Fattig af de andre Klasser, saaledes:

	1851–55.		1856–60.
1 Lægdslem	157⁄10	Spd.	184⁄10	Spd.
1 Fattig af de andre Klasser	68⁄10	–	91⁄10	–

Efter dette er jo baade Lægdslemmer og de andre Fattige blevne dyrere at forsørge. Men der er Forskjel: for hine er Forhøielsen kun 17 Procent, for disse derimod er den det dobbelte deraf eller 34 Procent. Herom mere nedenfor.

12. Lad os kortelig betragte Indtægtsposterne for hver af de to Hoveddele af Landet.

	Aarligt Middeltal.	1851–55.		1856–60.
I det Østenfjeldske:
1,	Pengebidrag	79,178	Spd.	109,277	Spd.
2,	Naturalbidrag	66,670	–	70,756	–
3,	Lægdsforsørgelse	90,563	–	89,855	–
4,	Brændevins-Indtægt	6,863	–	5,388	–
5,	øvrige Indtægter	27,098	–	39,326	–
	samlede Indtægter	270,472	Spd.	314,602	Spd.
I det Nordenfjeldske:		1851–1855.	1856–1860.
1.	Pengebidrag	43,533	Spd.	73,293	Spd.
2.	Naturalbidrag	19,252	–	23,753	–
3.	Lægsforsørgelse	71,579	–	85,239	–
4.	Brændviins-Indtægt	8,362	–	8,118	–
5.	øvrige Indtægter	19,599	–	30,799	–
	samlede Indtægter	102,325	Spd.	221,202	Spd.[1]

Vi se her blandt Andet, at Natural-Bidragene indtage en større Plads i Fattighusholdningen i det Østenfjeldske end i det Nordenfjeldske. Hist have jo ogsaa Skatteyderne af Gaardbrugerstanden i Regelen mere at tage af paa Staburene; hvorimod der i det Nordenfjeldske er flere af Skatteyderne, som selv maa kjøbe sit Korn. Ellers er her store Uligheder mellem Amterne i det Enkelte: i Romsdals Amt f. Ex. ydes der endnu temmelig meget in natura, men i Søndre Throndhjems Amt yderlig lidet. Et Amt i det Østenfjeldske, som ogsaa skiller sig fra Nabo-Amterne i den Henseende, at det bruger lidet denne Fattigskat af Naturalbidrag, er Jarlsbergs og Laurviks. Der i dette noget af en Bygde-Skiks Art.

Men med al Ulighed er der den Lighed i det Østen- og Nordenfjeldske, at der som her ligger Forøgelsen mest i de Poster, som give rede Penge, og da navnlig i 1ste Post.

Ellers kan jeg, paa samme Maade som jeg i Slutningen af forrige § udførte det for alle Landdistrikter under Et, for hvert af disse to Strøg regne mig til, hvor stor Bekostningen i Gjennemsnit skal have været for et enkelt Fattiglem, nemlig saaledes:

	I det Østenfjeldske:	1851–1855.		1856–1860.
1	Lægdslem	151/16	Spd.	173/10	Spd.
1	af de andre Fattige	76/10	–	105/10	–
	i det Nordenfjeldske:
1	Lægdslem	167/10	Spd.	197/10	Spd.
1	af de andre Fattige	56/10	–	75/10	–

Og jeg kan ydermere, fremdeles som i forrige §, regne mig til, at Forøgelsen fra det ene Femaar til det andet var, som følger:

	i det Østen-		i det Norden-
	fjeldske.		fjeldske.
for 1 Læagdslem	15	Procent	18	Procent
for 1 anden Fattig	37	–	34	–,

altsaa paa begge Steder en Gjentagelse af det før Omtalte,

at den procentvise Forøgelse er omtrent dobbelt saa stor for de andre Fattige, som for Lægdslemmerne.

13. Læseren er kanske træt af disse Tællinger og Beregninger. Men nu er jeg omtrent færdig; thi flere Slags Oplysninger end dem, jeg nu med større eller mindre Udførlighed har meddelt, findes ikke i Indre-Departementets trykte Tabeller angaaende Fattigvæsnet i Land-Kommunenerne.

Men jeg maa dog hidsætte en kort Opgave endnu, der er hentet fra en anden Kant.

For at kunne sammenligne Fattigvæsnets Husholdningsudgifter med de gjængse Priser i de samme Aar paa i det mindste en enkelt af de vigtigste Livsfornødenheder, har jeg tyet til den af Indre-Departementets Tabel-Kontor førte Protokol over de saakaldte Markedspriser, og for Christiania By, som jo er Hovedmarkedet ialfald for Østlandet, finder jeg her anført blandt andet Prisen paa Byg, og det for hvert af Aarets 4 Kvartaler samt som oftest hver Gang en høieste og en laveste Pris. Jeg har lagt sammen disse Tal og taget hvert Aars Middeltal udaf dem; det bliver følgende Række:

1851

1

Td. Byg

2

Spd.

73

ß.

1856

1

Td. Byg

4

Spd.

27

ß.

1852

–

–

2

–

101

–

1857

–

–

3

–

1031/2

–

1853

–

–

3

–

33

–

1858

–

–

3

–

33/4

–

1854

–

–

3

–

523/4

–

1859

–

–

3

–

25/8

–

1855

–

–

4

–

891/4

–

1860

–

–

3

–

54

–

Her er ikke saa særdeles stor Stigen fra det ene Femaar til det andet; det er, naar hvert Femaar tages under Et, en Stigen af mellem 10 og 14 Procent.

Maaske have Priserne paa andre Fornødenheds-Varer steget mere; men i hvert Fald bliver her stort Spillerum saa det vist ikke bliver for lavt, naar Omkostninger ved Lægdslemmernes Forpleining (hvorved naturligvis maa være taget Hensyn til den gjældende Madpriser) i 2det Femaar fandtes at være anslaaet for hele Riget 17 Procent høiere end i 1ste Femaar (se § 11, Slutn.)

Men hvorledes gaar det da til, at Omkostningerne for de andre Fattige er steget i samme Tidsrum med 34 Procent (se samme §)?

14. Ved Talen om Fattigpengenes store, og jeg kan nu lægge til, uforholdsmæssige Forøgelse i disse Aar pleier man slaa sig til Ro med den tiltalende Forklaring: „I disse gode Tider, da Skatteyderne selv ere komne i Vane med at leve bedre end før, have de ogsaa villet, at de Fattige skulle have det bedre end før.“

Men dersom en saadan Tanke havde ligget til Grund, saa skulde man ventet at finde en dobbelt Yttring deraf i Fattigkommissionernes Færd, nemlig at de havde imødekommet baade Kravet af de Fattige, som engang vare indtagne paa Fattiglisten og senere begjærede yderligere Tilskud og rundeligere Forsørgelse, og Kravet af de Trængende, som hidtil havde staaet udenfor, men nu begjærede at komme ind paa Listen over de Understøttede. Og i sidste Fald maatte jo Fattiglisten Aar for Aar viist et større og større Antal af understøttede Fattige; men det er det, som vi have seet, at den ikke gjør.

15. De Vanskeligheder, som jeg saaledes finder i Tabellerne, understøtte da en Tvivl, som jeg allerede ellers har været tilbøielig til at nære med Hensyn til Rigtigheden af selve de til Departementet indkomne Opgaver, som naturligviis ligge til Grund for de samme Tabeller.

Det er almindeligt paa Landet, at Fattigkommissionen henimod Aarets Udgang opgjør en Liste over de Personer, som i næste Aar skulle lægges paa Lægd eller tinges bort eller nyde Understøttelse af Penge eller Varer hjemme i sit eget Hus. Dette er, hvad man kan kalde de faste Fattige, og dersom ingen af dem dør eller paa anden Maade gaar ud af Listen i Løbet af Aaret, saa falder det af sig selv, at de tages med, naar der ved Aarets Udgang skal opsættes en Forklaring over Antallet af de Fattige; de blive ikke glemte.

Men i Aarets Løb kommer der desuden Adskillige til, som Fattigkommissionen maa tilstaa Hjælp i forbigaaende Tilfælde, Hjælp en Gang for alle, Hjælp til et Par Sko for en Gut, som skal ud og gjæte eller skal følge Skolen, Hjælp til at gjøre istand et Hus, som ellers vilde falde ned, Hjælp under Sygdom, hvad enten det gjælder Mad eller Medicin eller Lægetilsyn, Hjælp til Begravelse o s. v., o. s. v.

Her har jeg kommet til at tænke mig, at kanske mange af vedkommende Forretningsførere have undladt at tælle disse med. Thi dels ligger det nær (om det end ikke er bogstavret) at forstaa Spørgsmaalet i Indre-Departementets trykte Schema, som om Meningen var at faa Tal paa „Sognets Fattige,“ det er: de fast forsørgede, som det nu engang er op- og afgjort, at Sognet maa forsørge, helt eller delvis, men i hvert Tilfælde bestandig eller stadig; dels er man ikke kommen i Vane med anføre paa nogen ordnet Liste de Personer, som kun leilighedsvis og uventet have nydt nogen Understøttelse, og altsaa er det forbundet med nogen Møie at tage Tallet paa dem.

Og hvad angaar understøttede Personer fra fremmede Kommuner, saa er det nu rimeligt nok, at man der, hvor Understøttelsen er ydet, ikke tæller dem med blandt sine Fattige. Men i Hjemkommunerne, som betale for dem, blive de høist sandsynlig heller ikke i Regelen talte med, af den Grund, at man her, hvor man ikke har seet Trangen og selv ydet Hjælpen, mindre tænker paa Personen end paa Regningen, man faar sig tilsendt.

Det staar ogsaa for mig som noget Rimeligt, at efter som Fattigvæsnet er blevet mere udviklet, mere og mere er kommet i en vis Tour, saa har der hobet op flere og flere af hine Tilfælde, som maatte afgjøres i Løbet af Aaret, saa flere og flere Trængende nok foraarsagede Udtællinger af Fattigkassen, men endda ikke kom ind paa Fattiglisten. Mon det ikke f. Ex. er blevet mere og mere Praxis omkring i Bygderne at koste Læge-Hjælp paa fattige Syge? og mon der ikke under de sidste Aars stigende Samfærdsel i Landet har været flere og flere af de saakaldte Refusions-Sager?

Min Tvivl gaar altsaa ud paa det, at Opgaverne over de Fattige ere blevne for smaa, at de allerede i 1851 skulde have lydt paa et større Tal, og at de skulde have ladet dette Tal voxe end mere alt til 1860.

Nogen saadan Tvivl kan ikke vel reises med Hensyn til Pengene: disse er i selve Hjembygderne Gjenstand for omhyggelig Regnskabsførsel og Kontrol, og i Opgaverne til Departementet er neppe glemt en Skilling.

Paa Papiret ser Sagen særdeles lykkelig ud, som om Fattigkommissionerne i det sidste af disse Aar ikke havde behøvet at tage sig af et større Antal Personer end i det første, men som om de til den samme Kreds eller til det uforandrede Tal af Fattige havde fundet sig beføiet til at yde en rundeligere Understøttelse, saaledes som man jo gjerne gjør sig en Fornøielse af at hjælpe, naar man har god Raad og derhos har med værdige Fattige at gjøre. Men bar min Tvivl fundet det Rette, saa stemmer Virkeligheden kun med den ene Halvdel af Papirets Opgaver, med den paalideligere Halvdel, som viser os Penge-Beløbet – ikke med den, som angaar Fattig-Tallet.

16. Foruden at jeg altsaa formedelst Vanskeligheder ved den nærmere Betragtning af disse Tabeller ikke har kunnet lægge nogen afgjørende Vished i Fremstillingen af hvad der er Hovedsag her, nemlig om det gaar frem eller tilbage, om det holder paa at arte sig til det Værre eller til det Bedre, saa maa jeg til Slut paapege et Par Skjævheder i nærværende Fremstilling, som have sin Grund ikke i Feil ved selve de Ur-Opgaver, som ere indhentede fra Fattigkommissionerne, men i den Maade, hvorpaa de samme Opgaver ere summarisk meddelte i de trykte Tabeller.

a. Disse Tabeller have en særskilt Afdeling for Landdistrikternes kommunale Fattigvæsen, og denne Afdeling er indrettet saa at man Aar for Aar kan se Tilstanden særskilt for hvert Amt. Men saa er der ogsaa en særskilt Afdeling for visse „Værker og Brug,“ hvis Eiere have benyttet sig af en dertil sigtende Lovbestemmelse og faaet sig indrettet hver sit særskilte Fattigvæsen, adskilt fra Sognenes. Dette er en Sag, som nærmest angaar Skatteyderne: i det ene Tilfælde er Værkseieren kun som en af Sognets mange Skatteydere, og de Fattige blandt Værkets Arbeidsfolk nyde Hjælp af Kommunens Fattigkasse; i det andet Tilfælde er Værkseieren fritaget for Ydelser til denne Kasse, men forsørger selv og alene sit Værks Fattige. Men denne Adskillelse bar intet at betyde, naar vi saaledes i Almindelighed som her tale om Fattigvæsnet paa Landet, om Antallet af de Fattige og om Fattigbyrden for den hele Befolkning af baade Værkseiere og Bønder og Andre. Og det Rette vilde altsaa have været her at slaa sammen Opgaverne over de Fattige og over Fattigpengene, hvad enten de henhørte under hint Kommunale eller under dette halv-private Fattigvæsen. Men nu har det været i Veien, at Tabellernes Afdeling over Værker og Brug er indrettet saa, at man ikke kan se, hvor stor Del af dens Opgaver der vedkommer Land-Distrikterne (en Del hører nemlig til Byerne), heller ikke, hvor stor Del der kommer paa hvert Amt. Derfor har jeg i nærværende Fremstilling maattet holde mig til hin Afdeling for Land-Kommunerne alene, og bar intet Hensyn kunnet tage til denne Afdeling for Værker og Brug, og jeg kan kun saa omtrentlig sige, at paa Landdistrikternes Folkemængde af 1,292,232 Mennesker (§ 2) kommer der, foruden hvad jeg allerede har anført, fremdeles for de hidtil overseede Værker og Brug omkring 1000 Fattige og 20,000 Spd. aarlige Fattigpenge; jeg kan fremdeles sige saa meget, at den allerstørste Del af dette Tillæg kommer paa den ene af hine to Halvdele af Landet, det Østenfjeldske, som altsaa i Virkeligheden skiller sig endnu mere fra det Nordenfjeldske, end det allerede er paaviist; endelig kan jeg ogsaa tilføie, at om tilbørligt Hensyn til Brugs- og Værksbefolkningen havde kunnet tages, saa skulde ikke Smaalenenes Amt have været anført (§ 3) med et saa let Fattigvæsen i Sammenligning med andre Amter her paa Østlandet^[2].

b. Under 5te Post af Indtægterne (§ 11) er foruden Andet (nemlig: 1, Gaver, 2, Indtægter for Fattiglemmers Efterladenskaber 3, af Fattigblokken, 4, Bøder, 5, Renter, 6, Afgift af Øl-Handel, 7, Procent Afgift af Auktioner og for thinglæste Skjøder m. m.) ogsaa indtaget Refusioner fra andre Fattigdistrikter.

Naar en Kommune A. sender et Refusionsbeløb af 100 Spd. til Kommunen B., som Godtgjørelse for havte Udgifter med en i A. hjemmehørende Person, saa maa A. paa en eller anden Maade, f. Ex. ved Ligning af Fattigskat, skaffe sig en tilsvarende Indtægt af 100 Spd., og i Beretningen fra denne Kommunes Fattigkommission anføres da de ved samme Ligning Indkomne 100 Spd. som Indtægt (1ste Post i Oversigten § 11). Men naar saa Kommunen B. ogsaa anfører de modtagne 100 Spd. som sin Indtægt, og denne endvidere i Tabellerne, der ligeligt omfatte baade Kommunen A. og B., indtages under hin 5te Post, som tælles sammen med 1ste Post, saa bliver Belsbet talt to Gange.

Og dette har jeg ikke kunnet berigtige, af den Grund at det ikke kan sees i de trykte Tabeller, hvor stor Del af 5te Post det er, som bestaar af disse Refusioner.

Formedelst denne Feil er baade selve Fattigbyrden og vistnok ogsaa dennes Stigen fra det ene Femaar til det andet blevet fremstillet større end den i Virkeligheden er. Dog er Feilens Beløb ganske vist ikke saa stort, at dens Berigtelse vilde gjort Forandring i selve Hovedsagen, nemlig at Fattigbyrden dog har været stigende i disse Aar og det betydeligt.

II. Lægds-Huse i Bygderne.

Netop det, at den ældgamle Indretning med Lægdsforsørgelse omkring paa Gaardene nu i vore Dage holder paa at afskaffes, saa man har maattet finde paa den nye Maade at tinge Fattige bort for kontant Betaling, skal rimeligvis blive Overgang til den endnu nyere Maade at optage dem i hvad jeg kalder Lægds-Huse, det er: Huse, hvor de nyde fuld Pleie og hjelpe til med det Arbeide, de kunne udrette, og altsaa for saavidt have det paa samme Maade som Lægdslemmer paa Bøndernes Gaarde – Forskjellen er, at siden det er Kommunen, som eier Huset og bekoster Husholdningen og det Hele er indrettet netop for de Fattiges Skyld, saa er her flere Lemmer sammen under eet Tag, og jo talrigere Husfolket er, desto nøiagtigere eller strængere maa den fælles Hus-Orden søges overholdt.

Jeg finder det rimeligt, at Ønsket om at slippe for at have Lægdslemmer i sine egne Huse vil føre til denne Indretning; thi den Maade at tinge Fattige ind i private Huse kan kun bruges til en vis Grad, da Vanskeligheden ved at faa dem forsvarligt bortsatte stiger med Antallet og omsider bliver for stor.

Indretningen med Lægdshuse vil saa meget hellere vinde Indgang, hvis det stadfæster sig, hvad der paa Forhaand synes rimeligt, at man i dem vil have Middel til at raade med det Slags Fattigfolk, som der altid vil være nogle af, og som vi nu for Tiden kanske have usædvanlig mange af, Saadanne nemlig som have givet sig over og alene af den Grund trænge sig ind paa Fattigvæsnet eller vel endog virkelig ere blevne trængende til Hjælp. Maa Hjælp ydes Saadanne, saa bør den (om ikke Galt skal blive værre) ydes paa saadan Maade, at med det samme de Evner og Kræfter, som endnu ikke ere ganske ødelagte, opmuntres og nødes til Anstrængelse – og dette kan ventes i et ordentlig indretttet Lægdshus, men ikke (eller ikke paa langt nær saa sikkert) under almindelig Forsørgelse i et privat Hus.

Nu er ialfald et Forsøg gjort i et af vore Landdistrikter og det et overmaade dygtigt Forsøg, i en velstaaende og oplyst Kommune og under Ledelse af en Fattigkommissions-Formand, som interesserer sig for Foretagendet med Liv og Sjel.

Det er i Strinden, Nabo-Bygd til Throndhjems By. Fattigvæsnet i Præstegjeldets tre Sogne bestyres af den residerende Kapellan, Pastor Hirsch. Trods hans alvorlige Omhu for at forebygge eller undgaa at yde utidig Hjælp, og uagtet det i det Hele taget har været gode Tider for Folk i de 10 Aar, han har været her, steg dog Fattigbyrden alene i Hlade-Sogn, hvor Præsten bor, med 1000 Spd. fra den Tid, han tiltraadte Bestyrelsen, og det var fornemmelig denne ængstende Betragtning, som ledede ham til at foreslaa Oprettelse af et Lægdshus for Præstegjeldet (Arbeidshus kaldes det rigtignok her og ellers; men saa kan man jo kalde ethvert ordentlig Hus, forsaavidt der bor friske og arbeidsføre Folk, og at friske og arbeidsføre Folk maa arbeide, det er jo en Selvfølge overalt) – og nu i Sommer var Overveielsernes og Forberedelsernes Møie lykkelig overvunden og Huset stod færdigt og blev taget i Brug.

Fattigkommissionen holdt nu som et Mandtal over alle sine Fattige og delte dem i 4 Klasser, nemlig:

1) enlige og rørlige Personer,

2) mere svage Personer, enlige eller ogsaa gifte, naar disse sidste vare uden Børn,

3) Familier med Børn, og

4) meget skrøbelige Folk samt Pleiebørn.

Klasse 4 var der ikke Tale om at optage i Lægdshuset; Folk af Kl. 3 skulde kun sættes ind i yderlige Tilfælde, r. Ex. om de viste et meget uskikkeligt Forhold; Kl. 2 skulde heller ikke i Lægdshuset for det Første. Men til alle Personer af Klasse 1 skulde det meldes, at vilde de nyde Understøttelse fremdeles, saa maatte de begive sig did og være der.

Det var omtrent 70 Personer, som kom ind under denne sidste Afgjørelse, og de havde hidtil kostet Fattigvæsnet omtrent 1000 Spd. for Aaret. Ren af det hele Antal var der kun 10 eller 12, som kom og tog imod den anviste Plads i Huset; de øvrige betakkede sig, prøvende paa at slaa sig igjennem uden offentlig Hjælp.

Rimeligvis havde de dannet sig overdrevne Meninger om, hvor strængt og uudholdeligt det skulde være i den nye Anstalt, og det kan forudsees, at flere af dem nok ville komme igjen og melde sig siden. Men vist er det dog, at ved Indførelsen af denne nye Forsørgelsesmaade var der adskillige, som mandede sig op til Forsøg paa al hjælpe sig selv.

Et Exempel er meget talende. En Karl, som nu sagdes at være en en 45 Aar, havde været fast forsørget siden 1842. Pastor Hirsch, der ved sin Ankomst til Embedet forefandt ham som Lægdslem, fik for nogle Aar siden vedtaget, at man skulde overlade ham til sin egen Selvhjælp, og Fattighjælpen ophørte men det varede kun nogle faa Maaneder, da han kom igjen i en saa ynkelig Forfatning, at man ikke længer syntes at kunne sige ham Nei, og han blev da atter lagt paa Lægd (eller bortakkorderet – jeg mindes det ikke saa nøie). Men nu i Vaar da Sagen om Arbeidshuset var afgjort, og han forstod, at han skulde ind der, tog han Tjeneste som Gaardskarl hos en Bonde i Præstegjeldet. „Men, spurgte jeg, da Præsten havde fortalt mig det, hvorledes gaar det, kan han virkelig tjene?“ „Derom, svarede Præsten, spurgte jeg ogsaa hans Husbonde, som jeg traf for ikke længe siden, og han sagde, at Karlen gjør Ret for sig og tjener for Kost og Klæder.“

Dersom dette bliver læst i Strinden, saa ville Mange, der vide hvem jeg sigter til med dette, uagtet jeg ikke har nævnet Navnet, og Nogle ville maaske synes, at det er ikke ret af mig at beskjæmme en Person, som jo dog tilsidst har viist et godt Forhold. Jeg svarer: naar en Mand i min egen Stilling forser sig imod det Offentlige, saa maa han finde sig i, at det bliver paatalt og omtalt – men det er ogsaa en Forseelse mod det Offentlige, at en Person, som kunde anstrænge sig og hjælpe sig selv, endda tilvender sig Fattigvæsnets Hjælp, og medens jeg glæder mig over hans senere Forhold og hjertelig ønsker ham til Lykke dermed, saa omtaler jeg hans Exempel til Advarsel og til Retledning for Fattigkommissioner.

Foruden saadan større Anstrængelse hos nogle af de Fattige selv, saa skal det ogsaa have været Tilfælde med enkelte af dem, som skulde tages fra den almindelige Lægd og lægges ind paa Lægdshuset, at deres Paarørende viste sig hjælpsomme mod dem og at de derved slap for at tage imod den offentlige Fattigforsørgelse som nu tiltænktes dem.

I September Maaned havde jeg den Fornøielse at kunne besøge Strindens Lægdshus og det under Hr. Hirsch’s venlige Ledsagelse og oplysende Forklaringer om det hele Anlæg fra først til sidst. Det er et Landsted som en Bymand havde eiet og bebygget; Huset har den skjønneste Beliggenhed, med Udsigt ned over nogle grønne Marker og den flade Strand og den vide Fjord, Værelserne ere store og bøie og lyse, og der er et indelukket Gaardsrum med fuldstændige Udhuse som paa en Bondegaard, og rundt om ligge Eiendommens Enge og Agre, og Alt indbyder saa venligt baade til Arbeide og til Hvile. Kjøbet var 5000 Spd og Udlægget for at sætte det Hele i Drift omtrent 1000 Spd.

Det er naturligvis et rent Træf, at en Kommune faar et saadant Sted og et saadant færdigt Hus til en slig offentlig Indretning. Men just fordi Indretningen er slig og fordi der saa let føier sig noget Uhyggeligt allerede til Tanken om et Lægdshus, derfor bad jeg Præsten, at han maatte lade Huset photographere, at jeg kunde vise det frem her i Folkevennen. Fattigkommissioner skulle se et Exempel paa, at Anlægget kan være lige nyttigt, uagtet det ligger vakkert til og ser tækkeligt ud, og Fattigfolk skulle faa det Indtryk, at der kan være hyggeligt i et saadant Hus, uagtet det er indrettet til at være nyttigt.

Derinde fandt jeg: i Sygestuerne 4 Vanføre og i Arbeidsrummene 15 Arbeidsføre, ialt 19 Personer; deraf 6 Mænd og 13 Kvinder. Alderen paa de 15 Arbeidsføre var fra 19 til 76 Aar; under 50 Aar vare 5, men 10
vare over 50. Desuden havde en af Kvinderne et Spædbarn hos sig. Arbeidet var Spinding og deslige almindeligt Indarbeide, men især Udarbeide, i Vedskjulet og i Fjøset, paa Marken og i Skoven. – Der er 120 Maal udyrket Jord, og Kreaturholdet er 1 Hest og 8 Kjør – altsaa Arbeide nok for Lemmerne og Forstanderen, der er en forhenværende Gaardbruger.

Af Inspektions-Protokollen saa jeg, at Anstalten jevnlig besøges af Tilsynskommitteen, som forhører sig om, hvordan det gaar, og paa Stedet afgjør forefaldende Sager. En saadan Afgjørelse var antegnet med de Ord: „16de Juli: J. N. fik i Søndags Tilladelse til at gaa til Hjemmet; da han ikke er kommen tilbage, bliver han at anse som Rømling og udelukkes.“ Naar nu en Saadan skal være udelukket og kanske ikke kan ernære sig, hvad saa? saa kanske han betler og falder i Politiets Haand, eller han bliver foranstaltet indsat paa en Fattiganstalt af et andet Slags, det saakaldte Tvangsarbeidshus i Throndhjems By – og om han saa siden begjærer sig optaget paa Lægdshuset, saa kanske han er bleven stadigere. Men ser Nogen Udvei til at ernære sig paa egen Haand, saa kan han til enhver Tid sige Lægdshuset Farvel; han skal ikke være her under anden Tvang end selve Omstændighedernes eller Fattigdommens. Og vel forstaaet skulde Huset være den Fattige kjært; thi her er der i muligste Maade sørget for, at han kan lette Byrden for sin Kommune ved at gjøre Nytte – og Fattigdommen tynger noget mindre paa den veltænkende Fattige, naar han selv tynger mindre paa sin Kommune.

Alligevel forekom det mig, at jeg saa ikke videre af tilfredse Ansigter i Huset. Men jeg vil haabe, at den Sky, om der er nogen, skal lette sig. Baade Lemmerne og Bestyrerne have Begyndelsens Vanskeligheder at overvinde hine have ondt for at vænne sig til den nye Husorden, disse maa prøve sig frem for at finde netop den Orden eller det Maal af Strænghed, som Øiemedet kræver og Lemmernes Velvære tilsteder.

Maatte det lykkes vel Jeg ønsker det for Husets Eieres og Beboeres Skyld, og jeg ønsker der for Exemplets Skyld: gaar det godt, og faa vi nogenlunde gode Tider i Landet, saa Kommunerne synes de have Raad til at gjøre det første Udlæg, saa kan jeg tænke mig, at, vore offentlige Tabeller om Landsbygdernes Fattigvæsen (om Tabellerne forresten indrette sig paa at holde Skridt med Tingenes Udvikling) om 10 Aar fra nu af skulde have at melde ikke alene som nu om Lægd paa Bondegaardene og om Bortakkordering, men om en fremskridende Indførelse af den mere planmæssige Fattighusholdning i Lægdshuse.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Lægges Tallene for det Østen- og det Nordenfjeldske sammen, saa burde de stemme med Tallene for det hele Land (§ 11). Men de gjøre det ikke ganske. Aarsagen er, at jeg ved den trættende Opsummering af Tallene for hvert Amt i de 10 Aar tildels har sprunget Brøkerne (Skillingerne) over og kun regnet efter hele Dalere.
2. Tabellernes særskilte Afdeling for Værker og Brug er ikke heller synderlig oplysende for disses Vedkommende. Vel ser man, at Total-Summen af Fattige og af Fattigpenge er steget; men det kan ikke sees, om det er den samme Kreds af Værker og Brug i den hele Aar-Række.