Om Dr. Guðmundssons „Privatboligen paa Island“

Nicolay Nicolaysen

Om Dr. Guðmundssons „Privatboligen paa Island“

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 442-488).

OM DR. GUĐMUNDSSON’S „PRIVATBOLIGEN PAA ISLAND“.^[1]

AF

N. NICOLAYSEN.

---

Studier over privatboligen og dens historie har i længere tid hørt til den videnskabelige dagsorden rundt omkring i Europa, og det er derfor ikke tvilsomt, at det foreliggende skrift, der er udarbeidet for doktorgraden, i mange kredse vil være modtaget med den største interesse. Forfatteren har ogsaa for en stor del gjort fyldest for sin opgave ikke alene ved det omfattende materiale, som gjennem hans fortjenstlige arbeide er samlet paa ét sted, men ogsaa derved, at bogen spreder et godt lys over flere hidtil dunklere partier. Mindre heldig, som det synes, har forfatteren derimod været i andre endog væsentlige punkter. Dette hænger vel for en del sammen med den anvendte methode, men grunden dertil tør vistnok ogsaa søges i den omstændighed, at forf. ikke overalt forklarer historiske. beretninger saaledes, som deres egne forudsætninger kræve, men undertiden lemper fortolkningen efter forud opgjorte meninger. Dertil kommer, at han ligeoverfor sine forgjængere og navnlig dem, som tidligere har behandlet den norske bygningsskik, henfalder til en unødig polemiserende tone, og det i mindre tækkelige ord, der neppe vil tjene til at skjule den mangel paa tilstrækkeligt kjendskab til norske forhold, som viser sig paa flere punkter.

Dette kommer allerede tilsyne i bogens indledning, som derfor fremkalder flere modbemærkninger. Men for at læseren kan følge med i disse, er det nødvendigt først at hidsætte et temmelig omfattende uddrag af denne indledning.

Som udgangspunkt bruger forf. følgende ytringer af Eilert Sundt:^[2] „Jeg tænker mig, at oldtidens bygningsskik kanske skulde vise sig i et nyt lys, naar man efter anvisning fra nutiden gjennemgik de korte beskrivelser i sagaerne saaledes, at man særskilt undersøgte bygningsskikken paa almuefolks og storfolks gaarde paa Island og i Norge, i Norges kystland og indland o. s. v. Det tænker jeg mig ogsaa, at dersom bygningsskikken med dens forandringer og forbedringer monne tildrage sig historieforskerens opmærksomhed i den grad, som den efter min mening fortjener det, saa skal der ogsaa findes flere og flere oplysninger, som hidtil monne være overseede, ikke alene i sagaerne og andre oldsager, men ogsaa i yngre skrifter.“ Hertil bemærker forf., at denne Sundt’s udtalelse „fortjener langt større opmærksomhed, end der hidtil er blevet den til del. Siden Sundt skrev disse ord, har flere videnskabsmænd offentliggjort afhandlinger om de nordiske bygningsskikke i oldtiden, men ikke én af dem er det faldet ind at rette sig efter hans forskrifter^[3] eller at samle alle de oplysninger, som angaa hvert enkelt land for sig, for deraf først at udfinde, hvad der har været eiendommeligt for hvert enkelt af disse, og dernæst at slutte sig til den almindelige nordiske bygningsform i oldtiden eller den grundtype, hvorfra bygningsformen i de forskjellige nordiske lande maatte have udviklet sig til den eller de former, hvori den nu findes.“ ... „Men var det nu saa, at ét af disse lande med hensyn til oplysninger om fortidens bygninger var heldigere stillet end noget af de andre, burde man selvfølgelig særlig have sin opmærksomhed henvendt paa dette. Dette har man ogsaa tildels erkjendt, og man har som saadant valgt Norge til udgangspunkt for sine undersøgelser. Men er da Norge langt heldigere stillet end de øvrige nordiske lande med hensyn til paalidelige oplysninger om dets bygninger i oldtiden? Dette kan hverken besvares benægtende eller bekræftende. Det kommer an paa, med hvilket land man vil sammenligne det.“ Forf. indrømmer, at Norge „i saa henseende er noget heldigere stillet end baade Danmark og Sverige“, og at der i sagaerne indeholdes „ikke saa faa oplysninger om bygninger i Norge i sagatiden, men dels er disse meddelelser (for Norges vedkommende) ofte meget mangelfulde og ufuldstændige, dels gives de i sagaer, som for det meste er skrevne af folk i et andet land, og man kan derfor ikke altid være sikker paa, at disse i deres berettelser ikke er blevne paavirkede af deres hjemlige forhold. For at kunne stole paa disse oplysninger, maa man derfor først underkaste dem en nøiagtig kritik, noget, man ikke altid har uleiliget sig med.^[4] Naar man tager dette i betragtning, ser man, at, fra denne side seet, er der ikke nogen fyldestgjørende grund til at vælge Norge som udgangspunkt fremfor de andre nordiske lande. Men der kunde være andre grunde, som talte herfor“..... Hvad saaledes „den anden kilde – levninger af bygninger fra oldtiden eller gamle ruiner – angaar, saa er Norge i den henseende vistnok ikke heldigere stillet end flere af de øvrige nordiske lande, saavidt jeg ved, snarere det modsatte; og man kan derfor af den grund ikke have nogen fordel af at vælge dette land fremfor noget af de andre som udgangspunkt for sine undersøgelser paa dette omraade. Men med hensyn til den tredje og fjerde hovedkilde [nutidens bygningsform og oplysninger i den yngre literatur], saa maa det erkjendes, at Norge her er heldigere stillet end de fleste andre af de nordiske lande. I intet af disse er der anstillet saa nøiagtige og udmærkede undersøgelser om nutidens bygningsformer som i Norge. Desuden kan de norske bygningers historie vistnok forfølges meget langt tilbage i tiden, dels gjennem mange beskrivelser af dom i de nærmest foregaaende aarhundreder, dels gjennem det norske diplomatarium, hvilket kjæmpeverk maa indeholde mange vigtige bidrag til dette lands bygningers historie. Men dette verk er i denne henseende saa at sige slet ikke blevet benyttet,^[5] og saa længe dette ikke sker, forringes Norges fortrin med hensyn til denne kilde i høi grad. Naar man betragter disse kilder under ét, maa det indrømmes, at Norge med hensyn til disse er heldigere stillet end baade Danmark og Sverige og bedre end de fleste andre nordiske lande, men sammenligner man det med Island, maa Norge træde i anden række, medens Island maa erkjendes for at være det af alle de nordiske lande, som har baade de fyldigste og tillige de paalideligste oplysninger om bygningsskikken i oldtiden. Dersom man derfor vil vælge et enkelt land som udgangspunkt for sine undersøgelser paa dette omraade, saa maa det blive Island. At man hidtil har valgt Norge, skyldes naturligvis for en stor del den omstændighed, at de fleste og vigtigste afhandlinger om oldtidens bygninger er blevne skrevne af Nordmænd.“

Forf. søger dernæst nærmere at begrunde den sætning, at Island og de islandske forhold maa være udgangspunktet for undersøgelser af, hvad der fandt sted i de øvrige nordiske lande, baade fordi de beretninger, sagaerne give om Island, er mere at stole paa, end naar deres forfattere berøre de øvrige landes forhold, som var dem fremmede, dels fordi der paa Island, efter forfatterens mening, kjendes flere ældre bygninger end andetsteds, da de paa grund af sit materiale, sten og torv, har efterladt sig flere levninger, end de mere forgjængelige træbygninger, som var i brug hos de andre folk.

„At man hidtil ikke har villet indrømme dette, kommer af, at de, der har skrevet om oldtidens bygninger, ikke har havt tilstrækkeligt kjendskab til de nuværende islandske bygninger. Saaledes siger den bekjendte norske oldgransker Nicolaysen:^[6] „Naar man nu vil samle de i sagaerne spredte ensartede dele og deraf fremstille de forskjellige kredse af nordmændenes privatliv i fortiden, saa afgiver den nuværende tilstand paa Island forholdsvis kun liden veiledning, medens den tilsvarende i Norge er af saa stor betydning, at den i visse retninger endog kan bruges som udgangspunkt. Intetsteds gjelder dette dog i saa høi grad, som ved bygningsmaaden.“ Dersom den ærede forfatter hermed mente, at ved beskrivelsen af den specielt „norske“ bygningsmaade i fortiden var de nuværende norske bygninger af større vigtighed end de islandske, var denne udtalelse ikke uden en vis berettigelse.^[7] Men at han ikke mener dette, fremgaar tydelig af den fremgangsmaade; han anvender i sine forskjellige afhandlinger om fortidens bygninger, thi her henter han sine oplysninger fra hele Norden, de fleste naturligvis fra Island, og lader dem uden videre gjælde for Norge. Nordisk er for nordmændene det samme som „norsk“, og naar de tale om de nordiske folks privatliv i oldtiden, heder det derfor paa deres sprog „nordmændenes privatliv i oldtiden“. Men forstaar man den ovenfor citerede udtalelse som gjældende undersøgelsen af den nordiske bygningsmaade i oldtiden, bør udtalelsen visselig vendes om, saaledes at man istedenfor Norge sætter Island og omvendt“.^[8]

Derefter følger en hel del hovedanker mod tidligere forfatteres behandlingsmaade af samme emne, skjønt det let kan hænde, at der gaar trold i ordene, saaledes at disse anker vende sig imod forf. selv. Han mener saaledes, „hvad benyttelsen af selve oldskrifterne angaar, at man hverken har undersøgt dem tilstrækkeligt eller underkastet dem en nødvendig kritik. Man har ofte bygget en række af muligheder – undertiden endogsaa umuligheder – paa et eneste sagasted ... Desuden har man ikke sjælden, hvor ordbøgerne ikke har været udtømmende nok med hensyn til enkelte ords eller udtryks forskjellige betydninger, misforstaaet flere sagasteder og følgelig undertiden faaet noget helt andet §ud af disse, end de indeholde ... Endvidere har man altfor meget sammenblandet alt, hvad der i sagaerne findes berettet om bygningsskikken i de forskjellige nordiske lande. Naar man f. ex. har fundet et eller andet træk omtalt i en islandsk saga, som kun fortalte om begivenheder paa selve Island ..., har man strax uden mindste betænkelighed ladet dette gjælde for Norge“, trods at der vitterlig mellem begge lande „allerede tidlig har gjort sig større eller mindre forskjelligheder gjældende. Undertiden brugte man heller ikke de samme navne i Norge, som man brugte paa Island. Saaledes er navnene sætr, grindr, hestagarðr særlig norske, medens de tilsvarende islandske er sel, kvíar, hestarétt.“ Herved kan der dog spørges, om ikke sel og kvíar med samme betydning som paa Island er vel kjendte ogsaa i Norge, men hvor rigtignok sætr og sel betegne forskjellige ting.

„Men foruden at man ikke har gjort sig umag for at finde, hvad der maatte være eiendommeligt for hvert enkelt land, har man heller ikke gjort mindste forsøg paa at udfinde, hvad der var eiendommeligt for hvert hus ... Følgen af denne uforsvarlige behandlingsmaade er ogsaa bleven den, at man ved hjælp af alle de oplysninger, som man har hentet fra alle de høist forskjellige beboelseshuse i alle de nordiske lande, har faaet kombineret en bygning, som sikkert aldrig har existeret nogetsteds i hele Norden i den skikkelse, som man har villet give den ... Og ikke nok med det. Man har tillige fremsat en bestemt ufravigelig regel for, mod hvilke verdenshjørner denne bygning har vendt. Den skulde altid have vendt sine gavle imod øst og vest. Dette resultat har man bygget paa kun to steder,^[9] hvoraf det ene dog er meget usikkert, idet de forskjellige haandskrifter paa det paagjældende sted har forskjellige læsemaader ... Som om det kunde være nogen garanti for, at alle bygninger havde havt denne retning, at man i hele oldliteraturen har kunnet opdrive to exempler paa huse, som havde denne retning. En saadan paastand er ligefrem latterlig.“^[10]

Forf. gjør dernæst „i al korthed rede for“ sine „kilder og den fremgangsmaade, som er fulgt ved benyttelsen af disse.“ ... „Hvad selve de historiske sagaers paalidelighed angaar, saa er jeg vel med Nicolaysen^[11] villig til at indrømme muligheden af, at disse med hensyn til klædedragt, vaaben, bygninger o. s. v. ofte mere afspeile forfatterens (nedskriverens) hjem og hans samtid, end hvad der har været skik og brug paa den tid, da de begivenheder, som sagaen handler om, gik for sig, især dersom der er gaaet en længere tid imellem disse og nedskrivningen. Men med hensyn til de islandske sagaer tror jeg, at skjønt dette undertiden kan gjøre sig gjældende, saa kan man, hvad bygningerne angaar, i de fleste tilfælde stole paa deres udsagn, dels fordi de dannedes og fortaltes længe før, end de bleve nedskrevne, dels fordi de langt fra altid stemme med Sturlunga saga, som blev nedskreven omtrent paa samme tid, men som angik selve samtiden ... Jeg har derfor anseet mig for berettiget til i det hele taget at betragte sagaernes oplysninger som autentiske og overalt bygget min skildring paa disse. Jeg kan heller ikke se nogen anden udvei; thi dersom man kun vilde tage sagaernes vidnesbyrd som gjældende for deres nedskrivningstid, hvorpaa vilde man saa bygge sin viden om bygningsforholdene i oldtiden før denne tid? Man vilde i saa fald intet som helst holdepunkt have og maatte da ligefrem erklære, at man ingen bestemt mening kunde have om disse før end ved ca. aar 1200. Men en saadan falliterklæring vilde efter min mening være fuldstændig ubeføiet og meningsløs.^[12]

... Ved siden af min hovedkilde, oldliteraturen, har jeg benyttet alle de beretninger, som jeg har kunnet faa fat paa, om levninger af gamle bygninger saa vel paa Island som i det øvrige Norden. Endvidere alle de oplysninger, som jeg har kunnet opdrive, om de nuværende bygningsforhold særlig paa Island og i Norge.^[13] ...

Af samme hensyn er det ogsaa skeet, at jeg ved beskrivelsen af husenes ydre og deres tagkonstruktion o. s. v. kun har fremhævet, hvilke former af disse overhovedet kunde forekomme, uden at anføre, i hvilket hus den og den tagkonstruktion, husform o. s. v. fornemmelig brugtes. Dersom jeg havde gjort dette, vilde afhandlingens omfang derved være blevet betydelig forøget.

Men trods disse og flere andre mangler haaber jeg, at afhandlingen vil have sin betydning for den rette forstaaelse af bygningsforho1dene i oldtiden.“

Det sidst udtalte haab kan forf. vistnok være sikker paa vil blive opfyldt. Derimod tror jeg, med hensyn paa, hvad nys ovenfor er berørt, at bogen vilde have vundet betydeligt i klarhed, hvis forf. navnlig ved behandlingen af tagkonstruktionerne havde anført det slags bygninger, hvori hver af dem var truffet anvendt, uden at dette, saavidt skjønnes, vilde i nogen synderlig grad have faaet indflydelse paa afhandlingens omfang.

Naar jeg efter disse uddrag af bogens indledning skal imødegaa, hvad den kan have krav paa, vælger jeg som udgangspunkt det arbeide, hvormed begyndelsen paa det her omhandlede felt fornemmelig fandt sted hos os. Dette var R. Keysers forelæsninger særlig over Nordmændenes „boliger i oldtiden“, hvilke blev holdt henimod 1840, ialfald ikke efter dette aar, men først kom i trykken 1847.^[14] Denne afhandling turde ikke alene ansees som den bedste, der til den tid var forfattet om dette emne, men overhovedet som den bedste, der da kunde skrives.^[15] Man var dengang saa godt som ubekjendt med de gamle huse af det hidhørende slags, som fandtes her i landet, og deres sande eiendommelighed, ja man vidste end ikke rigtig, hvor de skulde søges. Paa grund heraf kunde man heller ikke opnaa det resultat, der, som en moden frugt af granskningen, fremstiller den forbigangne tid saa individuelt som muligt. Herfor frembyde sagaerne, hvortil Keyser af omstændighederne næsten udelukkende var henvist, vistnok flere støttepunkter navnlig i kronologisk henseende, men det egentlige indhold maa hentes fra første haand eller det virkelige liv, forsaavidt der endnu findes levninger af fortidens egne bygninger eller yngre, hvori en tradition fra ældre tid er vedligeholdt. Det tør vel endog siges, at af to ting kunde man til nød hjelpe sig uden de gamle historiske beretninger, medens man paa grund af disses faamælthed og tarvelige indhold maa opgive haabet om et tilfredsstillende resultat, hvis man ikke kan have virkelige bygninger for øie. Det var denne tanke, der laa til grund for, hvad jeg ytrede i 1849. Ogsaa forf. har, som det vil sees (foran s. 445), først været inde paa den rigtige opfatning af mine ord, men afviser den igjen for at tillægge mig en mening, jeg hverken dengang eller senere har havt, ja som jeg endog selv har opponeret imod.

Det sidste var navnlig tilfældet i 1856,^[16] da jeg stærkt fremholdt, at man paa det arkæologiske felt ikke vilde faa frem, hvad der havde været fælles for de tre nordiske riger, med mindre man først bragte paa det rene, hvad der havde vist sig i hvert af landene. For at opnaa dette maatte der igjen først og fremst lægges an paa inden hver kreds at samle det hidhørende materiale. Naar forf. derfor anker over, at ikke Eilert Sundts leveregler (s. 441) senere blev tagne tilfølge, saa grunder dette sig i det mindste for mit vedkommende paa en ren anakronisme, da mine ytringer var flere aar ældre end Sundts, og dernæst var, endog før min udtalelse fremkom, den virksomhed paabegyndt, som navnlig med hensyn til bygningsskikken skulde afhjelpe de forhaandenværende mangler. Dette skede gjennem den ovennævnte i 1844 oprettede arkæologiske forening. Allerede strax efter selskabets stiftelse var indsendt^[17] dertil en fortegnelse over vore ældre bygninger; i 1855 blev udgivet^[18] en fyldigere udsigt over saadanne levninger fra middelalderen og tillige med henvisning til skrifter, hvori ogsaa yngre huse og deres indretning omhandledes, forsaavidt de maatte antages at fremvise en tradition fra ældre tid. Endnu udførligere skede dette i N. Fornlevninger (1861–1866). Derhos blev ogsaa den anden side af sagen varetaget derved, at det nævnte selskab allerede fra først af efter sit formaal søgte at opspore alle ældre bygninger og erhverve tegninger deraf, hvad der dog af mangel paa midler kun i ringe grad fandt sted før 1853, men fra dette aar med stærkere fremgang. Herved kunde selskabet ogsaa, før det saa sig istand til selv at udgive disse tegninger, forsyne Eilert Sundt med alle de afbildninger af ældre huse, som hans bog fremviser. I 1853 var dog selskabet ved fremmed hjelp saa heldigt at faa publiceret nogle ældre kirker, paa en undtagelse nær stavkirker, hvorom forestillingerne ogsaa var mest uklare;^[19] senere blev i 1861–1866 fortsat med udgivelsen af Norske Bygninger fra fortiden, og fra 1881 er i „Kunst og Haandverk fra Norges fortid“ offentliggjort tegninger, saavidt mulig i kronologisk orden, af saa godt som alle ældre husebygninger med betydning, et verk, som det maa beklages, at forf. ikke har havt anledning til at gjøre sig bekjendt med, da man uden det ikke kan faa en rigtig forestilling om den nationale bygningsmaade-i Norges ældre tid.

Som bestyrkelse paa, at forf. har misforstaaet mine ovenfor anførte ord, kan her gjengives en lignende udtalelse, som fremkom fra mig i 1881,^[20] da den er forf. ubekjendt. Den lyder saaledes: „Der er neppe noget europæisk land, hvori man med større sikkerhed end i Norge kan paavise den indretning, beboelseshuset havde før i tiden, og de forandringer, som det senere har undergaaet. Grunden hertil er, foruden enkelte historiske beretninger, væsentlig den, at der paa forskjellige kanter af landet lige til vore dage har været bevaret enkelte meget gamle huse og en hel del yngre fra forskjellige tider. Heraf fremgaar, at der paa det omhandlede felt engang og temmelig langt ned i tiden fandtes en fuldstændig enhed over hele det omraade, som indtoges af den norske befolkning i modsætning til lapperne.“ Naar forf. dernæst paastaar, at jeg har villet annektere for Norge, hvad der medrette kun tilhører Island, finder jeg mig ikke truffet ved denne anke. Derimod har jeg rigtignok af og til gjort laan fra rent islandske sagaer; men dette finder jeg fra et kritisk standpunkt fuldkommen tilladeligt, naar det kun sker som i vedkommende tilfælde for yderligere at støtte kjendsgjerninger, der vise sig i Norge. Er dette utilladeligt, tør jeg i al fald faa en medskyldig i den ærede forfatter, som paa mange steder i sin bog har brugt en lignende methode ved at laane fra Norge; om dette forøvrigt fra hans side overalt er skeet inden den berettigede grænse, vil jeg lade henstaa uafgjort.

Jeg anser det iøvrigt unødigt her at behandle det spørsmaal, om hvilket af de nordiske lande i sine levninger af ældre bygninger giver den bedste veiledning til at bestemme den fælles bygningsskik i fortiden. Men siden forf. i denne henseende fremholder Island som det fornemste land, kan det bemærkes, at denne paastand tør være meget tvilsom. Thi for det første har dette land paa grund af det materiale, hvortil det mestendels var henvist, udentvil paa flere punkter fremvist noget særeget, og dernæst vil man i andre henseender af mangel paa de fornødne levninger fra fortiden neppe være istand til at danne sig nogen levende forestilling, medmindre der sees hen navnlig til Norge.

Dette kan oplyses ved nogle exempler, hvoriblandt jeg ogsaa medtager stavkirker. Det er saaledes vist nok, hvad jeg ogsaa paa et andet sted tidligere har omtalt, at man paa Island opførte stavkirker, men ingen saadan vides nu levnet, og da den bekjendte homilies allegori kun har enskibede kirker af dette slags for øie, kan det ikke vides, om der paa Island ligesom i Norge fandtes basilikaformede stavkirker. Ligesaalidt vil man være istand til overhovedet at danne sig en forestilling om en islandsk stavkirkes enkeltheder uden gjennem slutninger fra de norske. Det samme tør være tilfældet med tømmerbygninger, deres konstruktion, tagverk og hvad dertil hører, ligeledes med beskaffenheden af alt, som staar i forbindelse med ildstedet, are og røgovn, sveiv og ljore, endvidere med forskjellige inventariesager, saasom bordstole og bordplader, mulig og trælaase og kroknøgler. Sandsynligvis findes der heller ikke nu mere paa Island som i Norge nøster i gammel stil eller stavnøster og badstuer, mulig hellerikke stavlader med indre stolper.

Dette kan være nok om bogens indledning, idet jeg dernæst gaar over til dens 1ste afsnit, som angaar „beboelseshusenes antal“. Forf. sammenstiller her en hel del sagasteder, som skal vise, dels at der fandtes flere huse paa hver gaard, og dels hvilke disse var. Han polemiserer derhos mod ældre forfattere,^[21] som har antaget, at der endog i en forholdsvis sen tid paa hver gaard kun var ét eneste hus, hvori beboerne saaledes tilfredsstillede alle det daglige livs forskjellige krav. Jeg er enig med forf. i flere punkter, men uenig i andre, og vil for det første her nævne, hvorledes jeg tænker mig forholdet i Norge oprindelig, skjønt derom intet kan vides. Saalænge landets folk endnu var nomader, har de vistnok indrettet sig paa samme maade, som endnu kan sees hos lapperne. Boligen udgjorde kun et eneste rum, som havde rund form og var dækket med sammenstillede stokke eller spærrer med aabning i toppen for udgang af røgen fra ildstedet midt paa gulvet. Fra den tid, nomadetilstanden ophørte og folkene blev fastboende, byggedes huse af træ og med laftkonstruktion, altsaa med firkantet form, medens huset ogsaa i denne tid i begyndelsen kun havde et rum. Men efter hvert, som forholdene udviklede sig og kravet paa større bekvemmelighed voxede, har der fra det ene rum udskilt sig to andre, saaledes at der paa hver gaard foruden udhusene og landøkonomiske bygninger fremkom tre særskilte huse med hver sin bestemmelse: stuehuset for det daglige ophold, ildhuset for madlavningen og buret for opbevarelsen af madvarer og andet. Naar dette stadium indtraadte, kan naturligvis ei bestemmes, men at det ialfald skede før udvandringen til Island (874), tør sættes som sikkert, og paa Island har følgelig, som ogsaa forf. antager (s. 202), i begyndelsen det samme fundet sted. Holde vi os til de nævnte tre hovedrum og spørge, hvorledes de i Norge var beliggende til hverandre, kan der ikke være tvil om, at hvert af dem dannede en selvstændig bygning og følgelig adskilt fra de andre, om end ikke ved stort mellemrum. Til dette resultat maa vi komme dels paa grund af de gamle love, der tydelig forudsætte saadan adskillelse, dels ved at betragte forholdene paa landet,^[22] hvor denne tilstand endnu som bekjendt findes paa de fleste steder og samlingen af de nævnte huserum under ét tag først er begyndt i det 17de og 18de hundredaar vistnok paa grund af eller i forbindelse med den forandring, som ildstedets beskaffenhed da undergik.

Er dette rigtigt for Norges vedkommende, maa det vistnok ogsaa antages, at man heller ikke paa Island ialfald i den tidligere del af sagatiden kjendte andet end adskilte huse. Thi for det første vil de tilsvarende lovbestemmelser for Island ikke kunne forklares anderledes end de norske, og dernæst finder jeg mig ikke overbevist ved forfatterens paastand om, at alle de af ham citerede sagasteder skal afgive bevis for husenes sammenstilling. Det indrømmes endog af ham selv (s. 36), at i det der citerede sagasted var ildhuset tydelig adskilt fra stuen, hvorhos det fremgaar af samme sted, at ildhuset kun som en undtagelse var bygget sammen (áfast) med buret, medens det et andet sted (s. 67), rigtignok paa Grønland, siges, at skemmen ikke var sammenbygget med beboelseshusene. S. 44 indrømmer ogsaa forf., at ildhuset i det der citerede tilfælde nok var sammenbygget med dyngen, men adskilt fra de øvrige huse. I det hele forekommer det mig, at forfatterens bevis for husenes sammenstilling undertiden er trukket noget efter haarene, saaledes naar han tager den omstændighed til indtægt for sin opfatning, at kvinderne i Njaals hus paa Bergthorshvaal slukkede den af angriberne ved døren optændte ild med syre. Dette anser nemlig forf. (s. 34) som et sikkert vidne om, at buret, hvori syren ellers opbevaredes, maatte have udgjort en del af selve beboelseshuset, da kvinderne i modsat fald ikke kunde have faaet fat paa syren, siden de var indestængte. Men herved maa lægges mærke til, at der som slukningsmiddel blandt andet ogsaa blev brugt vand, og det kan vel ikke i mindste maade ansees urimeligt, at kvinderne havde staaende en beholdning af vand og syre i beboelseshuset, for at de ikke hver gang, naar de havde brug derfor, skulde være nødt til at gaa ud i det frie til brønden eller buret.

Hermed vil jeg dog ingenlunde benægte, at en sammenstilling af husene kan i den senere Sagatid i modsætning til Norge have fundet sted paa Island, hvad der i saa fald tildels mulig var fremkaldt ved den overveiende anvendelse af jordvægge.

Bogens 2det afsnit (s. 69) er overskrevet „beboelseshusenes sammenstilling“. Heller ikke her kan jeg finde mig overbevist om rigtigheden af de forskjellige grundplaner, forf. opstiller for husene i sagatiden. Hvad Norge angaar, siger han (s. 87), at der i de gamle skrifter er mange steder, som vidne om husenes sammenstilling. Han citerer ogsaa nogle af disse steder, men enten kan jeg ikke deri finde omtalt, hvad han sigter til, eller ogsaa vedkomme de^[23] kun byerne, hvorom der, saaledes som paavist foran s. 406, hverken med hensyn til sammenstilling eller dens maade tør være nogen tvil. I landsbygderne kan derimod ikke paavises nogen samling af de forskjellige beboelseshuse under ét tag, medmindre man dertil vil henregne, at det egentlige beboelseshus eller setstuen var, som jeg paa flere steder har udtalt, overalt, hvor den havde fuldstændigt udstyr, inddelt i 5 rum: stue med forstue og kleve samt loft, hvortil kom ogsaa udvendig et skot eller en svalgang. Naar forf. s. 224 siger, at jeg ikke har kjendt „gang“, er dette vistnok meget rigtigt med hensyn til den lange gang, han forudsætter som sikker paa Island. Grunden er, at en saadan efter mit skjøn ikke fandtes i den norske stuebygning, men kun et mindre rum mellem den yderste dør og stuedøren, hvilket endnu i folkesproget kaldes dyr, gang eller forstova.^[24]

Det 3dje afsnit „om husenes form og bygningsmateriale“ (s. 91) begynder forf. saaledes: „I almindelighed dannede hvert hus i sagatiden en aflang firkant og var i de fleste tilfælde kun ét stokverk høit. Denne regel gjelder for hele Norden. Naar man derimod har sagt, at husene i oldtiden altid har havt denne form, saa er dette ikke fuldstændig korrekt“. Med disse „man“, der skal have udtalt den nævnte mening, sigter han til Keyser og mig, men paa de steder, han som hjemmel herfor citerer,^[25] tales kun om skaaler, stuer eller haller og i sagatiden, medens der ikke nævnes noget om andre bygninger. At forresten boligen i nomadetiden i Norge sandsynligvis havde, hvad forf. kalder den „første huseform“, eller var rund, har jeg allerede ovenfor nævnt. Derimod kjender jeg ikke i Norge noget exempel paa hans „anden huseform“ eller en oval, hvori langsiderne er retlinjede, men enderne afsluttede i bueform. Jeg antager derfor, at man hos os, som før anført, er gaaet over fra den runde til den firkantede form.

Hvad materialet angaar, kan der neppe være tvil om, at man i Norge fra den tid, folkene blev fastboende, anvendte tømmer, medens dette kun som undtagelse var tilfældet paa Island, hvor husenes omgivningsvægge i regelen bestod af jord. Selvfølgelig er det umuligt at paavise statistisk, hvordan forholdet var paa Island mellem begge materialer, og dette vil saaledes altid bero paa et skjøn, som det ikke kan nytte til noget at opholde sig ved. Imidlertid synes forf. vel meget tilbøielig til at indskrænke anvendelsen af tømmer. Saaledes siger han s. 93–94, at „tømmerbygninger var paa Island yderst sjeldne (d. v. s. bygninger, som udelukkende bestod af tømmer), og, naar bispesædet Hólar undtages, hvor saadanne bygninger flere gange omtales i det 12 og 13 aarhundrede, findes disse kun omtalte paa én eneste gaard, nemlig paa gaarden Hliðarendi.^[26] Nicolaysen^[27] slutter vel af ordene^[28] eru her hús rammleg, sem þar (ɔ: paa Hliðarendi) váru, at husene paa Bergþórshvall ( Njaals gaard) ogsaa har udelukkende bestaaet af tømmer, men man kan af selve sagaen se, at dette ikke har været tilfældet. Thi dersom husene havde bestaaet udelukkende af tømmer, vilde det ikke have været saa vanskeligt for Flosi at faa dem antændte, men dette lykkedes ifølge sagaen^[29] først, efterat han gjennem taget havde bragt ild ind i loftet over skaalen, hvis gulv bestod af brædder. Det samme gjælder det sted,^[30] hvor der fortælles, at Skarphedin, før han døde, havde stukket sin øx ind i gavlvæggen, og at den derfor ikke havde taget nogen skade af ilden, thi dersom væggen havde været en tømmervæg, vilde ilden nok være naaet til øxen, ligesom øxen neppe vilde være gaaet saa langt ind i en tømmervæg, som der fortælles, at den gik. Det kan derfor neppe være rigtigt, hvad dog mange forfattere har gjort, at opstille som regel, at man paa de bedre gaarde paa Island i sagatiden har havt tømmerbygninger. Ganske vist findes det ofte omtalt, at man indførte bygningstømmer fra Norge, men dette har neppe været saa rigeligt, at man deraf kunde opføre bygninger, som udelukkende bestod af tømmer. Dertil var saavel skibene for smaa, som omkostningerne baade ved at indføre tømmeret og ved at faa det bragt fra landingsstedet til den gaard, hvor bygningen skulde opføres, altfor store.“

Jeg vil ikke her opholde mig ved de sidst anførte grunde, der synes lidet vægtige, eller ved den opfatning, at naar norsk tømmer foruden drivtømmer oftere omtales som anvendt til bygninger, saa skal dette alene gjelde en del af huset og navnlig ikke væggene. Kun vil jeg bemærke, at denne opfatning har faaet en altfor stor indflydelse paa fortolkningen af de omtalte sagasteder. Naar forf. saaledes anser den omstændighed, at Flosi og hans følge i begyndelsen ei kunde faa Njaals hus i brand, som bevis for, at dets vægge var af jord, saa har han overseet, at husets kvinder stadig slukkede ilden med flydende sager, og naar han ogsaa tager fortællingen om Skarphedins øx til indtægt for sin mening, synes hans ræsonnement overraskende svagt. For mig staar det derimod saaledes, at sagaskriveren ved fremhævelsen af denne episode vil antyde, at Skarphedin gjennem en kraftytring har villet dulme smerterne under forbrændingen, og at hans usedvanlige legemsstyrke var bleven i høi grad forøget ved lidelsen, idet han drev øxen ind i væggen til halvt paa bladet. Dette viser efter min mening netop, at væggen var af tømmer. Thi hvad vilde det hele sige, hvis der handledes om en jordvæg? da kunde enhver halvvoxen gut gjort Skarphedins kraftstykke efter.

Det 4de afsnit om „taget“ (s. 103) aabnes med følgende bemærkning: „Da man ikke kan paavise nogen bestemt forskjel paa taget, hverken i henseende til form eller konstruktion, i de forskjellige nordiske lande, kan de alle behandles under et, og hvad der i det følgende vil blive sagt om dette, gjælder derfor i alt væsentligt for hele Norden, idet jeg dog stadig fortrinsvis holder mig til Island, hvor man har de fyldigste oplysninger baade om tagets form og dets konstruktion.“ Det sidste kan ialfald i forhold til Norge neppe ansees korrekt, men da jeg senere kommer til at omtale flere punkter deraf, vil jeg ikke opholde mig derved paa dette sted.

Forf. opregner dernæst forskjellige tagformer. Af disse er det klart, at sadel- og pulttage blev anvendte gjennem hele middelalderen overalt. Derimod kan dette ikke have været tilfældet med buetage eller, som de af Olaus Magnus kaldes, arcuales, hvad ogsaa forf. antager. Det samme gjælder kuppel- eller kegletage, undtagen i kirker, navnlig stavkirker, hvor det lille taarn over apsens halvrunding har saadan form.^[31] Heller ikke kan jeg med forf. antage, at de saakaldte altan- og mansardtage nogensinde har været i brug i sagatiden; hvad Norge angaar, er det kun i nyere tid, man hist og her nær byerne kan træffe exempler derpaa. Som bekjendt har ogsaa de sidstnævnte tage faaet sit navn efter den franske arkitekt Mansard, der døde 1666.

Endvidere kan jeg ikke tiltræde forfatterens mening om, at valmetage har været synderlig kjendt i middelalderen. Dersom tagene virkelig, saaledes som forf. antager, i sagatiden sedvanligvis havde aaser, maatte der ogsaa være fulde gavler, hvorpaa de nævnte bjælker kunde hvile.^[32] Heller ikke kan jeg i den barnslige tegning, som gjengives (s. 83 fig. 8) efter et manuskript af en islandsk gaard fra 16de hundredaar, med forf. „tydelig se denne tagform ved siden af den almindelige gavltagsform“. Der kan overhovedet neppe reises nogen tvil om, at det typiske ved middelalderens tage i modsætning til renæssansens var, at de støttede sig til en gavl. Naar forf. derfor, som vidne om det modsatte, henviser til Bayeuxtapetet, maa det bemærkes, at rigtighed i perspektivet just ikke er den stærke side ved dette broderi, og naar han særlig peger paa en der fremstillet bygning med formodet valmetag og gjengiver denne i fig. 29, kan det tilføies, at broderiet sigter til Peterskirken i Westminster, hvilken naturligvis som enhver anden kirke havde gavltag.^[33] Forresten vil jeg gjerne indrømme, at den hyppige brug af jordvægge paa Island kan i mange tilfælde have ledet til at afvalme taget. Men naar forf. opstiller som et ubedrageligt vidne herom, at nogle gamle fundamenter (s. 92) paa Island har halvrunde ender, hvor der saaledes umulig kunde anvendes gavl, saa er dog dette ikke saa givet. Thi hvem kan sige, om ikke de halvrunde ender dannede lavere dele, saaledes at taggavlene først reiste sig indenfor disse udspring ligesom i huse paa Jæderen indenfor de i hver ende liggende torvskur.

Forf. omhandler dernæst (s. 116 ff.) aastaget og spærretaget, hvorved dog kan mærkes, at han med disse begreber forbinder andre forestillinger end sedvanligt. Ellers pleier man i logikens medfør ved et aastag at forstaa et saadant, hvor tagdækket bæres af aaser som hovedled, og ved et spærretag derimod et saadant, hvori de bærende led er spærrer. Men forfatteren henregner til tagene ogsaa støtter, stolper eller søiler, som maatte forekomme i bygningen, skjønt de vitterlig lidet eller intet har med den forskjellige tagkonstruktion at gjøre, da de baade kan findes og ikke findes, hvad enten taget hviler paa spærrer eller aaser. Herved kommer den hele fremstilling at bebyrdes med ikke liden uredighed.

I forbigaaende maa jeg beklage, at en ytring^[34] af mig, hvortil forf. støtter sig, har givet anledning til hans paastand om, at aaser i Norge er ældre og har været oftere anvendt end spærrer; dog maa jeg tilføie, at den nævnte udtalelse ligger over 40 .aar tilbage i tiden, og at min opfatning i denne henseende forlængst er forandret, hvad der vil fremgaa af senere skrifter, men som forf. ikke har lagt mærke til. Hvordan min opfatning i dette punkt nu er, skal jeg senere komme tilbage til, men her omhandle de 6 rids, dels af aastage og dels af spærretage, som forf. fremstiller.

Den uklarhed, jeg ovenfor har sigtet til, forefindes ogsaa her, da der ved disse konstruktioner opstaar nogen tvil om, hvorvidt de er en fremstilling af de nuværende forhold, eller skal vise, hvad der fandt sted i sagatiden. Men da forf. udtrykkelig erklærer (s. 128), at alle de beskrevne former for tiden findes paa Island, maa man naturligvis akkviescere derved. Naar han derimod antager, at det samme var tilfældet i sagatiden, fremkalder dette mange indvendinger. Det tør ogsaa være tvilsomt, om man med forf. er berettiget til i disse forhold at hente analogier fra de bygninger i Norge, som paapeges, eller fra digte, mythiske fortællinger,^[35] oversættelser af ridderromaner og bibelen, hvor livet bevæger sig under andre kulturforhold end paa Island og i Norge og derfor har fremkaldt andre bygningsskikke. Men om alt dette sættes ud af betragtning og man kun ser paa selve ridsene, give disse et indtryk af, at saadanne konstruktioner i virkeligheden ikke have fundet sted Thi dels er tagvinkelen saa spids, at torvdækket, som dengang almindelig brugtes, maatte være stærkt udsat for at glide ned, og dels frygter jeg for, at disse konstruktioner vilde mangle den fornødne stabilitet.

Som støtter for sine konstruktioner benytter forf. ogsaa den maade, hvorpaa han forstaar betydningen af ordene hliðáss og brúnáss, og da han endog (s. 121) sætter denne sin opfatning næsten lige med en kjendsgjerning, opfordrer dette til noget nærmere at dvæle ved disse ord.

Hliðáss forekommer ikke i den gamle literatur, men kun i nyere islandsk Det er efter forf.s paastand navnet paa den langaas i et tag, som ligger midt imellem mønen og husets sidevæg. Rigtigheden af denne paastand skal efter forfatterens mening sikkert fremgaa dels af I. Aasens ordbog og dels af flere islandske afhandlinger og besigtigelser fra nyere tid.

Men Aasen siger i sin ordbog, at leaas eller ledaas, der aabenbart er det samme ord som hliðáss, paa Helgeland og flere andre steder betyder en „tagbjælke paa siden af et hus“, og hermed kan ordbogens udgiver ikke mene noget andet end husets sidevæg, ligesom „ledbord“ betyder et sidebord i en pram og „ledvegg“ en sidevæg i et hus. Efter dette har det norske ord samme betydning som stavleie eller gardleie og styrker saaledes netop den mening, forf. bestrider.

Hvad dernæst de paaberaabte islandske kilder angaar, kan først nævnes en afhandling fra ca. 1770 om den forskjellige bygningsmaade af hølader.^[36] Her siges, at disse „som oftest opføres af støtter, ledaaser (hliðásum), tvertræer (vaglbitum), mønsaas og rafter (upprepti). Dog har jeg seet to hølader med den skik, at der var lagt stokke (tré) langs efter væggene, derpaa [ɔ: paa stokkene] tvertræer (bitar) med spærrer over, langaaser eller 1ægter (langbøndum) og de fornødne rafter (upprepti).“ (I umiddelbar forbindelse med det anførte siges dernæst, hvad forf. dog ei har citeret, følgende:) „Dertil udkrævedes dog ikke mindre træ-materiale (þurfti her eingu minni við til), og paa grund af, at disse huse ikke havde støtter (eingir stafir voru undir þessum húsum), sank væggene meget sammen under det tunge tag, saaledes at de inden faa aar minkede betydelig, og rummet derved blev mindre.“ Forf. forklarer nu modsætningen mellem disse to konstruktioner saaledes, at der i den første anvendtes aastag, i den anden derimod spærretag. Men dette er urigtigt, da forskjellen aabenbart er, at i første fald hvilede taget paa støtter langs og tæt indenfor jordvæggen,^[37] men i sidste fald paa selve væggen, hvoraf der opstod de anførte ulemper. Dertil kommer, at naar der i første fald opregnes flere led af konstruktionen, saa menes dermed naturligvis hovedled. Hvis derfor hliðáss skulde have saadan betydning, som forf. antager, vilde de indenfor jordvæggene liggende aaser med tilhørende støtter aldeles ikke være nævnt, hvilket ei kan tænkes, hvorfor afhandlingen netop maa sigte til disse aaser. Det er ogsaa uden vægt, naar forf. indvender, at under sidstnævnte forudsætning vilde hliðáss og den omtalte vægstok (tré) være ensbetydende, og at afhandlingen derfor ikke havde behøvet ved beskrivelsen af den sidste konstruktion at ombytte hliðáss med tré. Heri er der dog et mistag; thi skjønt begge disse bjelker ligge langs efter huset, er de dog forskjellige derved, at det omtalte tre har sin plads paa selve jordvæggen, ledaasen derimod indenfor denne og ovenover støtterne, som en nødvendig forbindelse af disse.

Den samme betydning af hliðáss træffes og i en afhandling fra ca. 1700,^[38] hvor det heder, at „bjelker er alle stortræer i huset, som ikke staa paa enden, hvad enten de kaldes hliðáss, sviller, vægtræer (vegglægjur) eller vagler ..., thi saaledes (nemlig vagler) hede tvertræerne mellem ledaasene i husene“.

Endelig maa ordet forstaaes paa samme maade i et haandskrift, forf. citerer (s 131). I dette nævnes ved 1628 „et fjøs med sine 7 vagler, 2 ledaaser og mange rafter af gran og somme af birk ..., lade indenfor med 3 stavgulv, 10 støtter (sulum), 6 vagler, 2 ledaaser, dels med rafter af gran, dels af birk“. Ligeledes om tales ved 1644 „en hjæld med 3 stavgulv, ligger paa vaglen til hver side ovenfor ledaasen, mangler en støtte (sulu); vaglen brudt, mangle 3 rafter ...., Fjøs med 6 baaser paa den ene side, og paa den anden 14 støtter (sulur) med langaaser (langböndum) og vagler“.

Af alt dette fremgaar følgelig, at hliðáss ikke har den betydning, forf. antager, men maa forstaaes om den bjelke, som ligger paa kanten af hver sidevæg i et hus.

Det andet ord, forf. støtter sig til, er brúnáss. Keyser^[39] har paa grundlag af vedkommende sagasteder først udtalt, at ordet betyder den øverste stok i hver sidevæg af en tømmerbygning. Hertil har jeg^[40] sluttet mig, efterat have underkastet de nævnte steder en gjennemgaaende fortolkning, hvortil som støttende bemærkning blev føiet, at ordet endnu træffes med samme betydning i nogle bygder i Sverige, og at vort folkesprog bruger ordets første del (brún) paa samme maade i bruntrod^[41] og brunfjöl, hvilke betegne det bord af tagtækningen, der ligger over kanten af husets sidevæg. Hertil kommer nu, at. forf. ved at henvende sig til en hel del af sine landsmænd har faaet den oplysning (s. 137), at de vel ikke har hørt ordet brugt, men at det efter deres mening maa have deri anførte betydning. Forf. sætter imidlertid deres forklaring ud af betragtning, da han antager, at den „aabenbart maa enten direkte eller indirekte stamme fra Keysers og Nicolaysens skrifter“. Men da to af Islands mest oplyste mænd har erklæret, at ordet endnu „almindelig“ bruges i samme betydning, og ligeledes to andre mænd med samme auktoritet har bekræftet, at ordet benyttes saaledes den dag i dag endog ved officielle synsforretninger, kan forf. af respekt for disse mænds paalidelighed ikke bestride rigtigheden af udsagnet for nutidens vedkommende, medens han mener, at dette dog ikke giver noget fuldgyldigt bevis for, at ordet i sagatiden jo kan have havt en anden betydning, hvilket han søger at vise, idet han paastaar, at brynaaser kaldtes i sagatiden de to midt imellem husets møne og sidevægge liggende tagaase. Det kommer altsaa an paa, om dette er rigtigt, hvad der vil vise sig ved af de trende sagasteder, hvori ordet forekommer, at gjengive det eneste, som klart viser ordets betydning. Dette er det sted i Njaals saga, hvor branden paa Bergthorskvaal omtales.

Det fortælles her, at efterat ilden havde raset en stund og tagets bærende led eller dets hovedled (stórviðirnir) var faldne ned fra taget (ræfrinu), gik Skarphedin henimod skaalens indre ende. Her var et i midten meget forbrændt tvertræ faldt ned, hvilket, som ogsaa forf. antager (s. 147), maa forstaaes derhen, at tvertræets ene ende fremdeles hang fast ved væggen, medens den anden ende laa paa gulvet, saa at der følgelig dannedes et skraaplan. Kaare løber nu opad tvertræet og slipper derved gjennem taget ud i det frie. Men da Skarphedin følger efter, brister tvertræet, hvor det var svagest, og falder ned, og da han igjen løb opad stumpen af tvertræet, svingede (reið) brynaasen paa ham, saa han ravede indover. Han gik da langs husets sidevæg, og efterat han sammen med sin broder Grim havde traadt ilden og var kommen til midten af skaalen, faldt Grim død ned. Skarphedin fortsatte imidlertid sin vandring til husets ende; men da skede der et stort brag, idet hele tagdækket (öll þekjan) styrtede ned, hvorved Skarphedin blev indeklemt mellem dette og gavlen, saa han ikke kunde røre sig og der omkom.

Ogsaa denne fortælling behandler forf. paa en egen maade. Han forudsætter nemlig, at brynaasen havde sin plads midt imellem mønen og husets sidevæg, blev baaret af stolper paa tvertræet, og faldt ned, fordi det sidste svigtede eller paa grund af sin brækkede tilstand ikke længer afgav nogen støtte for stolperne. Men til alt dette findes der ingen antydning i sagaen, som endog modsiger en saadan forstaaelse. Af fortællingen fremgaar det nemlig, hvad forf. har overseet, at tagets hovedbjelker var nedfaldne før brynaasen, og denne kunde saaledes selvfølgelig ikke være en af dem, og da brynaasen først begynder at bevæge sig strax efter Skarphedins gjentagne løb, bliver det tydeligt, at brynaasen maatte være sidevæggens øverste stok, der vippedes ud af sit leie, da det underliggende tvertræ virkede derpaa som en vægtstang ved Skarphedins tyngde.

Det kan saaledes ansees for sikkert, at hverken en hliðáss eller brúnáss var, hvad forf. antager, men derimod den øverste stok^[42] i hver sidevæg og altsaa det samme som vort folkesprogs stavlægje eller gardlægje. Deraf følger igjen, at de i forbindelse med ledaaser foran (s. 464) omtalte stolper kun kan forstaaes om de støtter, som bar taget i huse med jordvægge og tæt indenfor disse. Men da findes der ikke i de islandske kilder, saavidt jeg kan se, noget bevis for eller nogen antydning til, at beboelseshusene, og navnlig stuer, skaaler eller ildhuse, paa Island i sagatiden havde to rækker indre fritstaaende stolper, saaledes som forf. opkonstruerer. Naar forf. derhos til støtte for denne sin konstruktion henter hjelpetropper eller analogier fra Norge, er dette i sig selv en betænkelig sag; desuden kan de paaberaabte norske bygninger med sine stolper neppe yde den tilsigtede tjeneste. Thi ved den ene af dem, Raudulfs soveskemme i Østerdalen, maa det, som før bemærket, ansees mere end tvilsomt, om den overhovedet har været til; de norske stavkirker og nøstet paa kongsgaarden i Bergen er af flere grunde inkommensurable med beboelseshuse paa Island; og hvad den i Völsungasaga omtalte kornlade paa Spangereid angaar, kan det ikke engang sikkert sees, om de stolper (sulur), som deri nævnes, virkelig var indre støtter og ikke snarest af det slags, som dannede husets ydervægge, ligesom endnu paa vestlandet i stavlader og stavnøst.

Ligesom den omtalte fortælling i Njaals saga er det eneste sted i de gamle skrifter, der klart viser, hvad en brynaas var, saaledes er den ogsaa det eneste sted, hvoraf man faar oplysning om den arkitektoniske betydning af et tvertræ. Forf. gjengiver ordet þvertré overalt med det nuværende skriftsprogs „strækbjelke“, og ganske vist er der et fællesskab mellem begge, forsaavidt de strække sig tvers over et rum og forudsætte, at bygningens tag bæres af spærrer. Men paa den anden side er der en væsentlig forskjel mellem dem. Strækbjelkerne hvile paa væggenes overkant, og til begge deres ender er der fæstet spærrer; de svare saaledes i antal og indbyrdes afstand til spærreparrenes, hvortil kommer, at de, som følge af det anførte, med sin tyngde virke lodret paa væggene. Tvertræet eller biten derimod ligger som ovenanført med sine ender mellem væggens øverste og næstøverste stok, hvad der tydeligt sees i nysnævnte fortælling deraf, at den løsnede brynaas svingede over tvertræet og ikke under dette; det er derhos tvertræernes hensigt at holde væggene stive eller forhindre dem fra at bøies sammen under sidetrykket af de paa brynaasen eller stavleien ridende spærrer. Deres antal viser sig hos os forskjelligt; undertiden er der kun ét tvertræ, almindelig to, men i beboelseshuse eller røgstuer oprindelig, som det synes, stadig tre, hvoraf det ene henimod stuens indre ende kaldes biti, medens de to andre ligge tæt ved hinanden over indgangsdøren og overalt paa vestlandet kaldes vaglbiter. Endelig følger det næsten altid med strækbjelker, at de ovenpaa dækkes af bord, medens tvertræerne selv i rum, hvori der ikke findes ildsted, og navnlig i stavkirker, lofter, lader og nøst er uden saadant belæg, saa at tagets indre bliver synligt. Begge bygningsled har saaledes sin grund i forskjellige konstruktionssystemer. Strækbjelkerne er nedarvede fra grækerne og romerne til Italiens og Tysklands middelalderske kirker, tvertræet eller biten tilhører derimod vesterlandene, Britannien og Normandi. Hos os er bygningsmaaden med strækbjelker først i nyere tid kommet i brug og da tidligst i byerne, medens det andet system engang vistnok har været fremherskende overalt og endnu kan sees ikke alene i stavkirkerne, de ældste lofte og stuehuse, der næsten gaa op til sagatiden, men ogsaa i meget yngre stuebygninger, dog nu kun paa vestlandet og fornemmelig i Bergens stift, hvor man længst har fortsat de gamle skikke, der engang var udbredt over hele landet.

Naar jeg ovenfor har omtalt spærrer hos os som almindelige før den nyere tid, saa er dog ikke dermed sagt, at det andet slags tagled eller de efter bygningens længde- retning liggende saakaldte aaser i fortiden var ukjendte; men ved siden af spærrerne spillede de vistnok en meget underordnet rolle. Rimeligvis kom de som tagets egentlig bærende led kun til anvendelse i smaa og simplere bygninger, ligesom vi ogsaa for tiden paa .steder, hvor ellers kun spærrer .anvendes, kan træffe 1 aas i hytter paa heiene i Sætersdal og 2 aaser eller de saakaldte bjørnerygger længer vest og navnlig paa Lister, i Ryfylke og Hordeland. Disse aaser har da sin plads lige under tagtrodet og paatvers af dette, medens vi alene i det middelalderske loft fra Roldstad (nu paa Bygdø)^[43] har et exempel paa tagaase med samme tal, som nysnævnt, men som ligge under spærrerne, altsaa modsat stavkirkerne, hvor det omvendte forhold finder sted. Derimod er der, som det følger af sig selv, ikke mellem aaserne hanebjelker, og disse træffes ogsaa kun sjelden i ældre bygninger med spærrer, undtagen i kirkerne, hvor det høie tag udkræver en saadan forstærkning. I forbindelse med hanebjelkerne sees i kirkerne ogsaa indre spærrer, som krydse hinanden, hvortil kommer, at der i stavkirkerne ved udskjæringer i buesnit og knæforbindinger frembringes en tagstol, der faar nogen lighed med hvælvingsribber. I modsætning til forf., som antager, at dette system er opstaaet her i landet, maa jeg fremdeles fastholde den mening, at forbilledet dertil er hentet fra vesterlandene ved indførelsen af kristendommen. Naar man endelig vil ind- lade sig paa at bestemme den indbyrdes alder af de nævnte to slags tagled, maa det bemærkes, at jeg deraf, at ordet sperra først træffes ved ca. 1300,^[44] ikke med forf. kan slutte, at dette tagled er yngst, da der i ynglingasaga ved siden af sótkr áss, om end kun som variant, dog nævnes sótkr raptr, hvad der utvilsomt betyder en spærre. Det maa derhos fremhæves, at der i Norge kjendes mange bygninger med spærretage, hvis alder gaa op over det nævnte aar, dog deriblandt kun et par privathuse, men desto flere kirker og navnlig stavkirker, som ikke er yngre end ca. 1170. Forresten fremviser det ældste tag, som vi kjende her i landet, om end ikke over et hus, men paa gravkammeret i Gokstadskibet, en mønsaas og derpaa hvilende tætliggende stokke med spærrelignende stilling.^[45] Dette kan i alder gjerne gaa op til den nærmeste tid før udvandringen til Island, 874. Og tør det, som oven bemærket, antages, at beboelseshuse under folkets nomadetilstand var runde, saa kunde der som tagled alene være anvendelse for spærrer, ikke aaser.

Hvad nu Island angaar, kan jeg efter den opfatning, som ovenfor er gjort gjældende om hliðáss, brúnáss og indre stolper, ikke komme til andet resultat, end at ligesom i Norge saaledes har spærresystemet været fremherskende ogsaa paa Island. Dette sees ogsaa ligefrem af de foran (s. 466) omtalte besigtigelser fra 1628 og 1644, hvori der omtales rafter, der kun kan forstaaes som spærrer, medens aaser ikke nævnes. Ligeledes maa det samme med størst rimelighed antages om skaalerne paa Hlidarende og Bergthorskvaal. Heller ikke kan jeg i de af forf. (s. 117 og 132) citerede kildesteder, hvoraf endog et par ikke angaar huse, men broer, finde nogen berettigelse til at antage aaser som anvendte. I den ene af de nævnte bygninger, Raudulfs soveskemme i Østerdalen, kunde der endog paa grund af dens runde form ikke engang, som foran bemærket, være tale om aaser, men alene spærrer.

Forf. omhandler dernæst (s. 151–161) „tagdækningen“, hvorunder han nævner ordet fleyðri, der træffes i den ældre Gulathingslov^[46] som en del af et nøst. Forf. mener, at ordet maa have samme betydning som det vatnbord, der paa Færøerne bruges til støtte for tagets torvvol. Dette kan dog neppe være rigtigt allerede af den grund, at fleyðri i loven ikke nævnes blandt saadanne underordnede dele af bygningen, men opføres blandt de to andre konstruktive hovedled, stave og stavleie. Man maatte derfor allerede heraf gjætte sig til, at der menes tvertræ, og om rigtigheden af denne forklaring, som ogsaa er antaget af Fritzner allerede i 1ste udgave af hans ordbog, kan der neppe reises tvil, naar man ser, hvorledes ordet bruges paa det andet, ogsaa af Fritzner citerede, sted (Stjórn), hvor det forekommer. Ordet nævnes forresten ikke hos I. Aasen, og jeg har forgjæves spurgt derefter paa den kant af landet, hvor det nærmest maatte søges og man endnu har saadanne nøst, navnlig paa Hordeland. Her kaldes nøstets tvertræer som ellers sedvanligt biter.

Paa det anførte sted i Gulathingsloven nævnes ligesom ellers i sagaer ogsaa vindskier (vindskeid), og om at disse har været almindelige, kan der, som ogsaa forf. antager, ikke være nogen tvil; men der maa tilforn ligesom nu af praktiske hensyn have været to par saadanne brætter, det ene stillet paa kant foran taget, det andet fladtliggende og indover fra hint, dels for at hindre vinden fra at oprive tagtækningen og dels til forebyggelse af, at vandet indenfor de vertikale vindskier baner sig vei ned til tagtrodet. Det tør saaledes vistnok ansees som en ren inkurie,^[47] naar forf. oversætter vindskeiðar med „snobrædder“, som om ordet kom af at vindu og ikke af vindr. Et sidestykke til ordet har man forøvrigt i Søndhordeland og navnlig i Etne, hvor de stokke, som krydse hinanden over mønen, kaldes „verlæsinger“, af ver og laas, fordi de lukke for eller beskytte taget mod veiret.

Det var ikke, som forf. antager (s. 154), gavlspidsen, der i det gamle sprog kaldtes burst eller bust, men tagryggen. Om der forøvrigt langsefter denne i middelalderen var en kantsat planke i privathuse ligesom i stavkirkerne, kan vel neppe afgjøres, og i bekræftende fald heller ikke, om denne planke ligesom i de nysnævnte i kirker havde gjennembrudte forsiringer.

Derimod har forf. utvilsomt ret, naar han ved at omhandle (s. 156–162) brandr og hvad dermed staar i forbindelse antager, at ordet anvendt paa husebygninger maa betyde forsirende spir, eller, som man siger, bekroninger ved gavlerne. Til de exempler herpaa, forf. nævner, kan føies, at „brander“ eller „brandstænger“ af jern flere gange omtales ved den slotsbygning, der blev opført paa Bergenhus omkring 1520.^[48] Dog tør det være et spørsmaal, om man i Norge allerede under sagatiden i privathuse anvendte spir og da selvfølgelig af træ, i lighed med dem vi træffe flere steder paa landet i forskjellige slags bygninger fra 17de og 18de hundredaar. Jeg kan nemlig ikke nu længer i saa henseende med forf. finde nogen støtte i ordet húsasnotra, da det vel er. yderst tvilsomt, om dette ord overhovedet sigter til nogen bestemt gjenstand i et hus. Forresten har saadanne spir ikke en ren æsthetisk betydning, men er ogsaa arkitektonisk berettigede ved den tjeneste, de gjøre, idet de dække over fugen mellem de sammenstødende ender af vindskierne.

Forf. omtaler dernæst (s. 163) husenes „vinduer“ eller lysaabninger. Det i denne henseende vigtigste sagasted paastaar han imidlertid, at „man, som ovenfor (s. 145) vist, har misforstaaet“.^[49] Hvorvidt dette virkelig er tilfældet, saa at kun den fortolkning, forf. fremsætter, angiver det rette, fortjener derfor en nærmere undersøgelse.

I det citerede sagasted fortælles, hvorledes Gunnar paa Hlidarende forsvarede sig mod angriberne ved sine sikre pileskud gjennem gluggerne i skaalens loft. Ifølge de i sagaen medgivne oplysninger var skaalen helt af træ; loftet laa, som det maa antages, nærmest gavlen i skaalens ydre ende; gluggerne var tæt ved (hjá) begge brynaaser og lukkedes med en skive, som var til at dreie om (snúin þar fyrir speld). Da forf., som ovenfor omhandlet, antager, at brynaasene havde sin plads under taget midt imellem mønen og husets sidevægge, sætter han paa grund deraf ogsaa gluggerne paa disse steder i tagets skraaning. Herimod kan dog strax gjøres to væsentlige indvendinger. For det første vilde det neppe være muligt med nogen virkning at skyde gjennem saadanne glugger paa de nærmest husvæggen staaende folk og allermindst med det slags bue, stokbue, som da brugtes, især naar der tillige lægges mærke til, at tagene dengang kun havde en meget svag stigning Dernæst kunde det, under de nævnte omstændigheder, naar lugen for gluggerne selvfølgelig var anbragt paa tagets indside, ikke undgaaes, at vandet stadig vilde bane sig vei ned i rummet. Men dertil kommer nu, at forfatterens placering af brynaaserne ikke, som jeg foran (s. 469) har paavist, holder stik, hvorimod disse aaser udgjorde den øverste stok i væggen paa hver af husets langsider. Naar det derfor i sagaen heder, at gluggerne var nær eller ved siden af (hjá) brynaaserne, kan jeg ikke med de anførte omstændigheder for øie se nogen anden udvei, end at sætte dem i gavlen og da i nærheden af brynaasenes fremstikkende hoveder. Herimod indvender forf. rigtignok (s. 145), at glugger i sagatiden, „saavidt vides, aldrig“ var anbragte „paa gavlerne“. Men foruden at han oplyser (s. 96), at der endnu paa Island bruges saadanne i gavler med navnet „bjórgluggi“, indrømmes det (s. 166), at stafngluggr^[50] i Sturlunga saga maa opfattes paa samme maade, ja muligt ogsaa de glugger, jeg har henvist til i lofter paa Søndmøre (Gret. saga kap. 19). Han tør endog i almindelighed „ikke bestemt benægte muligheden af, at dette undertiden kan have været tilfældet i gavlene“ (s. 167).

Der er endnu en omstændighed ved Gunnars forsvar, som forf., saavidt jeg kan se, uden grund tager til indtægt for sin paastand. Det fortælles nemlig i sagaen, at nogle af de sammensvorne efter flere „forgjæves anfald“ gik op paa husene, for at angribe Gunnar derfra, men at han ogsaa kunde naa derhen (þangat) med sine pile. Dette maa vel forstaaes om de foran loftet liggende huse, medens forf. (s. 145) forklarer det hele saaledes, at de gik op paa de huse, der laa „bag skaalen, for at angribe ham gjennem de vinduer, som var anbragte paa den af skaalens tagflader, som vendte til denne side“, og at „Gunnar vender sig fra de vinduer, han staar ved, og gaar derhen (þangat) og skyder her igjennem de andre vinduer paa disse folk“. Men ved denne forklaringsmaade lægges der noget ind i sagaen, som den ikke antyder.

Som støtte for min opfatning om gluggernes plads kan det for Norges vedkommende tilføies, at om vi gaa hele rækken igjennem af stuebygninger lige fra de yngste, som endnu har bibeholdt de gamle traditioner, til de allerældste fra det 13de hundredaar, saa træffes ikke nogetsteds lysaabninger i tagets skraaflader, men kun i tagryggen, som ljore, eller i væggene og navnlig i lofternes gavle. Det er tildels paa denne grund jeg før har opstillet den almindelige sætning, at naar et rum havde ildsted, fik det, ialfald i sagatiden, sin lysning kun gjennem ljoren, men i modsat fald gjennem glugger i væggen. Saavidt jeg kan se, er der heller ikke noget, som taler imod, at jo det samme har været tilfældet paa Island.

I bogens 5te afsnit omtaler forf. først (s. 171) „de huse, som i det mindste paa Island og vistnok i regelen ogsaa i det øvrige Norden altid stod tæt sammenstillede“, nemlig stuen, skaalen, ildhuset og buret. Hvorvidt en saadan sammenstilling virkelig fandt sted ellers i Norden, vil jeg her lade staa derhen, men for Islands vedkommende og i den tidligere del af sagatiden kan jeg, som oven (s. 155) bemærket, ikke tiltræde forfatterens paastand, og hvad Norge angaar, har husenes forening under ét tag visselig ei fundet sted, ialfald ikke gjennem hele middelalderen^[51] undtagen i byerne.

Derimod er jeg fuldkommen enig med forf., naar han (s. 173–176) sætter stuebygningen som gaardens hovedrum, hvori folkene opholdt sig om dagen og indtog sine maaltider, medens dette rum ikke var bestemt til soverum og heller ikke, undtagen i ganske særegne tilfælde, blev benyttet paa denne maade, hvad jeg ogsaa tidligere har udtalt.^[52] Til dette brug anvendtes derimod paa Island, som forf. paaviser, skaalen. Men det samme kan neppe have været tilfældet i Norge. Thi for det første nævnes her kun yderst sjelden skaaler og paa landet næsten alene som private gjæstebudsstuer eller i byerne som gildeskaaler. Dernæst vilde det, hvis det af forf. omtalte slags islandske skaaler havde været almindelige ogsaa i Norge, vanskelig kunne forklares, at ethvert spor af disse eller erindringen derom, saaledes som tilfældet er, skulde være aldeles forsvunden. Der er saaledes grund til at antage, at saadanne skaaler i Norge enten har været ukjendte, ligesom lofter med to stokverk paa Island, eller ialfald kun har dannet yderst sjeldne undtagelser. Det er derfor rimeligst, at gaardens folk tilforn ligesom i nyere tid har havt sit natteleie dels i stuehusets kleve og loft, dels i ildhuset og dels i burets eller loftets 2det stokverk. Det sidste omtales ogsaa som soverum paa flere steder i sagaerne, og derom vidne eller har vidnet flere bygninger af det slags baade paa vestlandet, navnlig i Hardanger, og paa østlandet.^[53]

Hvad husenes konstruktion angaar, forudsætter forf., at baade stuen (s. 178), ildhuset (s. 203) og skaalen (s. 210) ved „indre stolper“ langsefter havde en tredeling, saaledes at der var et høiere og bredere mellemskib og to sideskibe. For denne sætning anføres intet bevis, rimeligvis fordi forf. antager, at han idet foregaaende tilstrækkelig har begrundet denne sit paastand i forbindelse med tagverkets fremstilling, men dette tør efter min imødegaaelse deraf neppe være tilfældet. Om Norge udtaler forf. (s. 131), at her „synes de indre staver eller søiler, saavidt jeg kan se af de beskrivelser, man har af dette [taget], ikke at bruges i beboelseshuse, men dersom det er tilfældet, maa det komme af, at disse er saa smale, at man godt kan undvære dem“. Hertil maa det dog bemærkes, at der hos os hverken i beretninger eller i virkeligheden træffes spor af saadanne støtter, ei engang i den største og ældste stuebygning, vi nu har, eller den paa Raudland i Numedal,^[54] som dog indvendig er 12 alen bred. Men sagen er egentlig, at man i disse bygninger, der overalt var af tømmer og med spærrer, ikke havde behov for støtter. Og det samme var vistnok tilfældet paa Island, skjønt væggene var af jord, idet taget ogsaa der, som jeg antager, blev baaret af spærrer.

En anden sag er det, at man i beboelseshuse og navnlig i stuer, ildhuse og skaaler, naar de havde jordvægge, langs disse i visse mellemrum anbragte støtter for at bære taget, da vægten af dette, hvis det skulde hvile paa jordvæggene, vilde bevirke deres sammensynkning (jfr. foran s. 465). Det er disse støtter, som har fremkaldt det underlige ord stavgulv (stafgólf). Dette betyder paa Island et fag eller rummet mellem hvert par støtter og regnet tvers over hele bygningen, saa at dennes længde angives efter tallet af stavgulve, hvoraf hvert nu paa Island, som forf. oplyser, er „i regelen 3 alen langt (undertiden 4)“. Ordet stafgólf træffes kun i nyere islandsk,^[55] hvori det dog forekommer ialfald saa tidlig som 1628 (se forfs. bog s. 131); det kan derimod være meget tvilsomt, om, som forf. mener, gólf i Snorres Edda I, 34, 88 og Grimnism. 24 betyder det samme, da „gulv“ her nærmest synes at være brugt om værelser eller stokverk.

Naar nu forf. s. 184 siger, „at det midterste stavgulv i stuen kaldtes öndvegi eller öndugi“, er dette forsaavidt ei ganske korrekt, da man som anført ikke ved noget om, at ordet stavgulv brugtes i sagatiden. Men forresten er der, som bekjendt, ikke nogen tvil om, at de to andveger var midt paa hver sin langvæg i stuen, og at det ene kaldtes den fornemste plads (hit æðra öndvegi), det andet den ringere plads (hit úæðra öndvegi). Naar forf. derhos (s. 196–197) bemærker, at det fornemste andvege ifølge sagaernes beretning „vendte mod solen (vissi imot sólu), altsaa [laa] paa den nordlige side“, saa følger deraf, at huset var orienteret. Og naar forf. endvidere (s. 186) tilføier, at kvinderne enten sad paa tverbænken ved indre gavl eller, hvor denne bænk ikke fandtes, „paa den venstre side af den, der sad paa den høiere hædersplads, men paa høire side af den, der sad paa den ringere“, saa fremgaar deraf med logisk konsekvens, at husets indgangsside var i vest, saaledes at den indtrædende følgelig havde det fornemste sæde paa nordre bænk til venstre og det modsatte paa høire haand.^[56] Desuagtet mener forf. (s. 184) i sidstnævnte henseende, underlig nok, at „adskilligt tyder paa“ det omvendte. Til overflod kan det derfor mærkes som en hævdet skik i privathuse i Norge baade i middelalderen og paa landet indtil seneste tid, at der var to høisæder, det fornemste paa nordre bænk, det andet paa søndre, og at det første var til venstre for den indtrædende. Dette træffes ogsaa flere steder i Sverige og Danmark,^[57] saa at skikken utvilsomt hidrører fra gammel tid og har været udbredt over hele Norden.

Hvad forresten de nævnte høisæder angaar, fremstiller forf. (s. 185) indretningen saaledes, at sæderne ved hver side ind mod stuens midte begrænsedes af støtter, de saakaldte öndvegissúlur, og at disse støtter tillige gjorde tjeneste som en del af rummets helt op til taget gaaende midtstolper, dog saaledes at de var noget tykkere end de andre af disse og prydede med udskjæringer. Herimod maa det indvendes, at ifølge de.gamle skrifter var det kun det nordre eller fornemste sæde, der havde saadanne støtter,^[58] og at der som jeg foran oftere har berørt, neppe fandtes den omtalte deling af rummet ved to rækker midtstolper. Desuden vilde ved forfatterens fremstilling enten høisædesbænkene adskilles fra støtterne, naar der skulde levnes plads for bordene, eller ogsaa maatte bænkene rykkes helt frem til midtstolperne og bordene sættes indenfor disse. Men begge alternativer vilde være lige forkjærte. Som endelig afgjørelse af det omhandlede spørsmaal maa det derfor antages, at bænkene med tilhørende andveger stod saa nær ind til sidevæggene, at der imellem høisæderne og ildene i midten var rummelig plads baade for bordene og de foran disse anbragte løse bænke eller „forsæder“. Fæster man sig derhos ved, hvad der utvilsomt var hensigten med andvegessulerne, nemlig at fremhæve det fornemste sædes betydning, saa vilde dette fuldkommen opnaaes derved, at de fik et mægtigere omfang og ragede op i høiden et stykke over bænkene. Det kan ialfald ikke nogetsteds sees, at de strakte sig helt op til taget, og i ét tilfælde omtales endog et Thorsbillede paa toppen af saadanne støtter,^[59] hvad der ligefrem viser, at her ialfald endte støtterne nedenfor taget.

Heller ikke kan jeg være enig med forf. i den maade, hvorpaa han fremstiller forholdet mellem indretningen i de kongelige stuer og de private.^[60] For det første siger han (s. 191), at begge slags stuer oprindelig i regelen havde en dør i hver ende; men dette gjelder efter det udtrykkelige vidnesbyrd i flere sagaer^[61] alene om de kongelige stuer, dog i alle tre nordiske riger, medens de foran (s. 479) citerede lovsteder forudsætte, at andre stuer i Norge og paa Island, altsaa her alle, kun havde én dør. Naar nu Olaf kyrre paa kongsgaardene i Norge sløifede de to føromtalte høisæder paa stuens sidebænke, satte en tverpall langs gavlen med et bord foran og et høisæde midt paa pallen, saa kan dette sæde ikke have været gjenstand for efterligning af privatfo1k, da der i disses stuer her i landet ikke kjendes noget saadant sæde paa gavlbænken, idet de to høisæder paa sidebænkene vedblev, som foran bemærket, lige til henimod vor tid.^[62] Derimod kunde der jo nok være en mulighed for, at den tverbænk langs gavlen med tilhørende bord, der er eller har været gjennemgaaende i de norske stuer, oprindelig skyldes en paavirkning fra kongsstuerne. Thi skjønt et saadant bord træffes hos private her i landet længe, før det blev fast, og da det kun blev fremsat, naar der skulde spises, kan vi dog ikke forfølge det saa langt op i tiden som før Olaf kyrres dage. Men paa den anden side se vi dette bord ogsaa i svenske og danske stuer, og da det ikke er rimeligt, at man i Sverige og Danmark skulde have optaget denne skik fra Norge, saa bliver det til syvende og sidst sandsynligst, at indretningen var oprindelig i de tre nordiske riger, ialfald i mindre stuebygninger. Først senere maaske har man da sløifet de to andre borde og flyttet deres høisæder saa langt op mod gavlbænken, at de kom lige for hver sin ende af bordet, medens man i gjæstebudsstuer og lignende vedblev med den gamle skik at sætte de to høisæder paa midten af sidebænkene. Herpaa har vi ogsaa et exempel saa sent som 1245 fra Kvale i Sogndal.^[63]

Angaaende Island udtaler forf. følgende (s. 199): „Efter hvad man kan se af gamle beskrivelser af huse i ældre tider har stuen i almindelighed hele Norden over senere faaet den samme indretning som hallen,^[64] men naar dette er skeet, kan ikke afgjøres; dog synes denne indretning ikke at være bleven synderlig almindelig førend efter den egentlige sagatids afslutning. Paa Island har denne indretning i det mindste været ukjendt i midten af det 13de aarhundrede; thi man kan af Sturlunga saga se, at hos landets mægtigste høvding, jarlen Gizurr Thorvaldsson, har stuen havt den gamle indretning (Sturl. II, 157, aar 1253), og naar det var tilfældet med hans stue, kan man gaa ud fra, at den nye indretning paa det tidspunkt endnu var ukjendt paa Island. Men at den senere er bleven indført, derfor borger P. Vídalíns (f. 1667, d. 1727) udtrykkelige vidnesbyrd“. Dette lyder saaledes:^[65] „ Men senere blev stuer her paa landet forandrede efter den skik, som nordmændene lærte af Olaf kyrre, og har saadan indretning af drikkestuerne vedblevet hos os lige til denne dag, at der sættes høibord (háborð) langs gavlen. Men det er først i de sidste 30 aar, at man har begyndt sommesteds med at foretage en forandring efter den danske vis;^[66] dog har endnu de gamle stuer bibeholdt sin form paa de fleste steder, hvor mægtigere mænd er raadende“.

Hverken af forfatterens eller Vídalíns ytringer kan det sees, om der paa Island har været en tid, da man kun havde ét høisæde og det midt paa gavlbænken, og heller ikke er dette mig bekjendt fra andre kilder. Alligevel formoder jeg, at det ikke var tilfældet, da der ellers vilde fremkomme den besynderlighed, at Island i saa henseende stod alene. Det forekommer mig derfor rimeligst, at man ogsaa i de islandske stuer fremdeles bibeholdt de to høisæder, men, ialfald senere, med samme forhold til gavlbordet, som i Norge.

Til de ovenanførte spredte bemærkninger kunde der endnu føies flere andre; men jeg faar indskrænke mig til kun at berøre et par punkter, dels om det foran nævnte loft i stuer og skaaler, og dels om ildstederne. Hvad loftet angaar, har det udentvil af de før^[67] omtalte grunde havt sin plads i bygningens ydre del over forstuen, hvilket ogsaa forf. antager. Ligeledes maa jeg fremdeles fastholde, at loftet ikke var aabent mod det store rum, men lukket med fuld væg helt op til taget. Dette forekommer mig indlysende, baade af de paa det citerede sted anførte grunde og fordi det uden undtagelse er tilfældet i alle norske stuebygninger, som har saadant loft, og hvoraf i det mindste én naar næsten op til sagatiden. Jeg kan derfor ikke tillægge forfatterens indvendinger til fordel for den modsatte mening nogen synderlig vægt.

Med hensyn endelig til ildstederne kunde det vistnok have været ønskeligt, om forf., ihvorvel han omtaler disse paa flere steder (s. 180, 240, 243), dog havde ofret dem et eget afsnit og deri om muligt paavist, naar man paa Island først fik skorstenspiber, skjønt jeg villig indrømmer, at dette, strængt taget, vilde ligge udenfor bogens tidsgrænse. Kun vil jeg fremhæve, at der, saavidt det kan sees, i dette punkt maa have været en temmelig stor forskjel mellem Island og Norge. Vel træffes, som ogsaa anført af forf., et exempel paa, at røgovnen fra Norge fandt veien til Island, dog først i 1315; men efter al rimelighed har dette slags ildsted kun havt faa efterfølgere, om overhovedet nogen, da røgovnen som brændsel nødvendigvis

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Bogens fulde titel er: Privatboligen paa Island i sagatiden samt delvis i det øvrige Norden af Valtýr Gudmundsson, Kjøbenhavn 1889.
2. Folkevennen X, 441, aar 1861.
3. Udhævet af mig.
4. Udhævet af mig.
5. Udhævet af mig. Nogen imødegaaelse af denne klagepost tør vistnok ansees overflødig. Forresten bryder forf. selv spidsen af sin anke, eller ophæver sin egen habilitet som dommer, idet han indrømmer, at han af forskjellige grunde, som iøvrigt villig kan godkjendes, ikke har gjort sig saaledes bekjendt med diplomatariet, som det fortjener.
6. Norsk Tidsskr. f. Vidensk. o. Literat. III, 303. Til denne forf.s note kan føies, at den citerede afhandling blev trykt 1849.
7. Forfatterens betingede formodning er aldeles korrekt og hans følgende bemærkninger derfor uden grund, hvad jeg senere kommer tilbage til.
8. Ved disse suppositioner og paastande vil jeg her kun sætte et ?.
9. ?
10. Udhævet af mig.
11. Hist. Tidsskr. I, 147.
12. Udhævet af mig.
13. ?
14. Norsk Tidsskr. f. Vidensk. og Literat. I, 305 ff.
15. Derfor har man ogsaa i lang tid rundt omkring støttet sig til Keyser: paa Island, i de tre nordiske riger, Tyskland, England.
16. Se aarsber. fra foren. t. n. fortidsm. bevar. for 1856 s. 56 f.
17. Anf. aarsber. f. 1845 s. 4.
18. sammen med aarsber. f. 1854.
19. Dog var der paa en vis maade en ulempe forbunden med stavkirkernes publikation, idet flere har forseet sig paa disse kirker og efter deres forbillede opkonstrueret endog saadanne bygninger som hov og skaaler, for ikke at tale om, at man paa theatre og i illustrationer jevnlig kan se, at naar en saakaldet „nordisk hall“ skal fremstilles, saa er det uundgaaeligt, at den maa have fritstaaende søiler.
20. Kunst og Haandv. fra Norges Fortid 1ste hefte, s. 2.
21. I noten s. 21 citerer forf. flere skrifter, hvori den af ham bestridte mening skal udtales, og deriblandt „Norske bygninger fra fortiden“ I, 10, men heri nævnes intet af det, som han sigter til.
22. De store huseklynger, vi kan se flere steder i landet, saaledes navnlig i Hardanger og paa Jæderen, har derimod intet med det ovenomhandlede spørsmaal at gjøre, da dette forhold skriver sig fra den store deling af gaardene, og at hver eier af en ny gaardpart har sat sine huse tæt ved de forrige paa samme tun.
23. Dipl. Norv. II no. 498, III no. 862.
24. Se Aasens Ordbog.
25. Keysers efterl. skrifter II, 2den afd. s. 41 og Norske Bygn. fra Fort. I, 10.
26. Njaals saga 148.
27. Hist. Tidsskr. I, 184.
28. Anf. saga 157.
29. Sammest. 260.
30. Sammest. 273.
31. Denne tagform i forbindelse med spærrer maatte der ogsaa have været paa Raudulfs soveskemme i Østerdalen, hvis den virkelig havde existeret og ikke var kun en inddigtning i sagaen fra middelalderens senere tid. Forbilledet dertil synes nærmest hentet fra de udenlandske baptisterier.
32. Naar han forresten siger (s. 105), at hverken jeg eller andre har kjendt til nogen forskjel paa ordene gaflvegr og gaflhlað, da er vel dette ei saa vist, derimod er det sikkert nok, som han selv bemærker (s. 93), at disse ord i sagaerne ofte „bruges iflæng“.
33. Jfr. l’Architect. Normande par V. Ruprich-Robert pag. 129.
34. Tidsskr. f. Vidensk. og Lit. III, 304 ff.
35. For ex. naar der i jøtnen Bruses hule paa Sandø i Søndmøre tales om en jernsøile, mener forf. (s. 121), at der ikke er noget „til hinder for, at man ogsaa i almindelige beboelseshuse undertiden kan have havt jernsøiler, eftersom strækbjælkerne vides undertiden at have været af jern.“ Hermed sigtes, som han senere (s. 125) anfører, til en synsforretning fra 1685 over en stuebygning paa bispesædet Hólar, hvori det heder: hún er með tveimur grenibitum og þriðja járnbita gömlum, þvi Bjørn biskup hafði látid taka hina tvo járnbitana og setja grenibitana i þeirra stað. Hertil føier forf., at om denne stue ved man, at den blev bygget i 1316 (Isl. annal. 208). Det hele forekommer mig meget mistænkeligt. I Norge siges det rigtignok (Asl. Bolts Jordeb. s. 110), at der paa Rørvik, da nysnævnte erkebiskop overtog den (ca. 1429), ikke var „et færdigt hus uden stuen, og den lod vi nedtage og gjøre tre omfar høiere og spærrede og jernbitede (jarnbitade), som selv synes.“ Men det udhævede ord kan vel neppe betyde, at man forsynede rummet med biter eller tvertræer af jern. Fritzner giver i sin ordbog ingen forklaring over ordets betydning, men tilføier kun et ?.
36. Se Rit þess konungl. Isl. Lærdóms-Listafélags. Khöfn. 1781 XI, 271.
37. Det samme sees og, naar der i det anf. skrift siges (s. 209), at „desuden forebygge ogsaa støtterne en altfor stor hede (d. e. i høet) der, hvor laderne er byggede med ledaaser og støtter“, ligeledes (s. 273): „De mindre lader, som bygges Ved fjøs og hestestalde, gjøres oftest med 1 mønsaas og støtter under“, hvilket ord forf. supplerer med „aasen“, medens meningen vistnok er den samme som i det først citerede, d. v. s. under begge langsider af taget.
38. af P. Vídalín, Skyring. yfir fornyrði lögbokar s. 161–162.
39. Efterl. skrifter II 2den. afd. s. 40.
40. Hist. Tidsskr. I, 170, og 2den række IV, 486.
41. tidligst truffet 1721 i en besigtigelse i rigsark. af Halsnø klosters gaarde. Ordet bruges i det mindste paa Hordeland om hinanden med namtrod (se Kunst og Haandv. fra Norges Fortid I, s. 6).
42. Herved styrkes og den forklaring, jeg tilforn (nærv. Tidsskr. 2den række IV, 488) har givet af det andet sted (Biskup. søg. I, 804, Isl. annal. udg. af G. Storm, s. 263, 387), hvor brúnáss nævnes. Her berettes om et jordskjælv paa Island i 1300 og den ødelæggelse, det voldte navnlig paa østre Skard, hvorom det heder, at „der (þar) i (i) kirken var en stor malmpotte fæstet ved brynaasen; den blev saaledes slaaet mod taget (rafit, ræfr) af jordskjælvet, at potten gik istykker“. Da jeg ikke fandt det rimeligt, at en saadan potte kunde være ophængt inde i en kirke, og jeg heller ikke med min opfatning af brynaasens plads for øie indsaa, hvorledes potten da kunde slaaes imod taget, antog jeg, at den maatte have været fæstet udvendig ved brynaasens fremstaaende kant og saaledes blev slaaet mod tagskjæggets underside. Herimod indvender forf. paa en noget spidsfindig maade, at beretningen bruger udtrykket „i kirken“, som alene skal kunne forstaaes om dens indre, og at der ogsaa andre steder findes omtalt kjedler og lignende kar inde i et rum, saaledes i Hymiskviða 12–13 og Mejborg’s gl. danske Hjem, s. 85. Men rigtigheden af den første grund kan ingenlunde godkjendes, og om de anførte kar kan det mærkes, at de hverken fandtes i en kirke og heller ikke paa førstnævnte sted hang, men var opstillede paa hylder. Dernæst mener forf., at siden kirken stod paa Island, er der „overveiende sandsynlighed“ for, at den havde jordvægge, og under saadanne omstændigheder var der ikke noget tagskjæg, hvorimod potten kunde slaa, eftersom tagets nederkant omtrent langs efter midten stødte til jordvæggens overflade. Men selv det sidste medgivet, saa overser forf., at der indenfor jordvæggene udentvil maatte være støtter, som bar taget, og da dette maatte fortsætte sig fra støtterne til det omtalte sted paa jordvæggen, saa frembød der sig just en tagflade, hvorimod potten kunde slaaes.
43. Kunst og Haandv. f. Norg. Fortid I, 19 og pl. XI.
44. Norg. gl. love I, 38, II, 110, III, 265, jfr. Grágás s. 260.
45. Se Langskibet fra Gokstad, pl. III.
46. Norg. gl. Love I, 101.
47. Dette er vel tilfældet ogsaa med den „husgavl med udskaarne vindskeer og fløispir“, som forf. efter norske forbilleder illustrerer i fig. 27 (s. 155), da baade form, stil og andre hensyn vilde tale imod at henføre dem til sagatiden eller overhovedet middelalderen. Det samme gjelder ogsaa tildels om fig. 26 (s. 153).
48. Se Norske Regnsk. og Jordebøger, udg. af H. Huitfeldt-Kaas, I paa registeret.
49. Njála (Kjbhvn. 1875), s. 148–150. [Wikikildens note: fotnotetegnet mangler i originalen.]
50. ihvorvel han neppe med tilstrækkelig grund anser stafngluggana for en urigtig læsemaade for stafnlæiliona eller efter hans rettelse stafiþiliona.
51. Som bevissted for, at stuen og buret var adskilte, kan, foruden at henvise til s. 431 note 1, føies den ældre Eidsiv. kristenret (Norg. gl. Love I, 380, 397).
52. Se Kunst og Haandv. f. Norg. Fort. I, 5.
53. Jfr. Kunst og Haandv. f. Norg. Fort. I, 20.
54. Se sammest. pl. VII.
55. Se Haldorsens og Vigfússons lexica. Ogsaa i Fyn og Jylland bruges „gulv“ i samme betydning i kornlader (se Molbechs danske Dialektlexikon og Mejborg, gamle danske Hjem, s. 103). Derimod er i Norge „stavgulv“ aldeles ukjendt; heller ikke „gulv“ bruges om bygninger, men kun om hesjer og i vertikal retning. Saaledes er ifølge I. Aasens ordbog et „hesjegolv“ „en afdeling i en kornhesje, det firkantede rum mellem to staurer, indeholdende omtrent et læs korn“, og „golvtal“ betyder „kornmængde, regnet efter rum i hesjerne“.
56. Alt dette er tilforn omhandlet af mig i nærv. Tidsskr. I, 152 ff.
57. Se anf. Tidsskr. s. 165, 167, R. Mejborg, gl. danske Hjem, s. 86, 109 og den af forf. selv (s. 214) citerede Linné’s Skånska Resa, s. 36–37.
58. Vídalín, Skyr. yfir fornyrd. lögb. s. 647.
59. Vatnsd. sag. s. 15, jfr. nærv. Tidsskr. 2den række VI, 270.
60. Dette spørsmaal har jeg før tildels omhandlet i Kunst og Haandv. I. 5.
61. Fagrskinna s. 149, Heimskr. s. 257.
62. Ligesaa i Danmark og Sverige, se Mejborg, gl. danske Hjem, s. 86, 109.
63. Se Sturlung. sag., udg. af G. Vigfússon, II, 107.
64. At jeg ikke er enig heri, vil sees af det ovenstaaende.
65. Skýring. yfir fornyrði lögb. s. 647, som jeg ovenfor gjengiver i oversættelse.
66. d. v. s. den yngre skik i Danmark (se Mejborg anf. st. s. 109), hvorefter bordet var sat langs den ene sidebænk, saa at høisædet kom paa gavlbænken ved bordenden, istedetfor at dette sæde ellers ligesom i Norge var paa sidebænken.
67. Se Hist. Tidsskr. I, 175–177.