Olafsbrønden i Throndhjems Domkirke
Snorre Sturlasøn fortæller i Heimskringla, Olaf den helliges saga, kap. 251, følgende om kongens ligfærd:
„Ok er brottu var af Stiklastöðum alt lið bónda, þá bjoggu þeir Þorgils ferð sina; fékk hann róðrarferju nökkura; váru þeir saman menn sjau eða átta, ok allir frændr eða vinir Þorgils. Þeir fluttu lík konungs til skips leyniliga ok settu kistuna undir þiljur niðr. Kistu þá höfðu þeir ok með sér, er grjót var í, settu hana í skip, svá at allir menn máttu sjá; fara síðan ut eptir firði; féngu gott leiði, kómu at kveldi, er myrkva tók, út til Niðaróss, lögðu at við konungsbryggju. Síðan sendi Þorgils menn upp i bœinn ok let segja Sigurði byskupi, at þeir fóru þar með lík Ólafs konungs. En er byskup spyrr þess tíðindi, sendi hann þegar menn sína ofan á bryggjur; þeir tóku þar róðrarskútu, ok lögðu at skipi Þorgils, báðu fá sér lík konungsins. Þeir Þorgils tóku þá kistu, er uppi stöð á þiljunum, ok báru i skútuna. Síðan reru þeir menn ut á fjörð, ok søktu þeir par niðr kistunni. Þá var myrkt af nott. Þeir Þorgils reru þá upp eptir ánni, til þess er þraut bœinn, ok lögðu þar at landi, er Saurhlíð heitir; þat var fýrir ofan bœinn. Þá báru þeir upp líkit ok inn í eyðiskemmu nökkura, er þar stóð upp frá öðrum húsum; vöktu þeir þar um nóttina yfir líkinu. Þorgils gékk ofan í bœinn; fann hann þá menn at máli, er helzt höfðu verit vinir Olafs konungs; spurði hann þá, er þeir vildi taka við líki konungs. Þat þorði engi maðr at gera. Síðan fluttu þeir Þorgils líkit upp með ánni, ok grófu þar niðr á sandmel þeim, er þar verðr; bjoggu þar um eptir, svá at ekki skyldi þar nývirki á sjá. Höfðu þeir þessu lokit öllu áðr dagaði; fóru þá til skips síns, lögðu þegar út or ánni, fóru síðan ferðar sinnar, til þess er þeir kómu heim á Stiklastaði.“
Et aar bagefter, paa nogle dage nær, blev liget opgravet og Olaf erklæret hellig. I samme saga kap. 259 lyder det videre saa:
„Þar á melnum, sem Ólafr konungr hafði i jörðu legit, kom upp fagr brunnr, ok féngu menn bót meina sinna af því vatni. Var þar veittr umbúnaðr, ok hefir þat vatn verit jafnan síðan vandliga varðveitt. Kapella var fyrst ger, ok þar sett altarit, sem verit hafði leiðit konungsins. En nú stenðr i þeim stað Kristskirkja. Lét Eysteinn erkibyskup þar setja háaltarit i þeim sama stað, sem leiðit haiði verit konungsins, þá er hann reisti þetta hit mikla musteri, er nú stendr; hafði ok verit i þeim stað altarit í fornu Kristskirkju. Svá er sagt, at Ólafs kirkja standi nú þar, sem þá stóð sú eyðiskemma, er lík Ólafs konungs var nattsett í. Þat er nú kallat Ólafshlíð, er heilagr dómr konungs var borinn upp af skipi; ok er þat nu í miðjum bœnum.“
I samme forfatters Harald haardraades saga, kap. 39, forekommer følgende ytring:
„Haraldr konungr lét reisa af grundvelli Maríukirkju uppi á melinum, nær því er heilagr dómr konungsins lá i jörðu hinn fyrstu vetr eptir fall hans.“
Snorre Sturlasøn skrev sit store historiske værk, efterat han i 1218, maaske ogsaa i 1219, havde besøgt Nidaros. Han har saaledes indhentet oplysninger paa selve aastedet, og geistligheden har sagt ham, at her, hvor højalteret staar, her jordede Thorgils kong Olafs lig, og at denne brønd – Olafsbrønden i højkorets omgang – er den selvsamme „fagre brønd“, som kom op ved helgenens leie, og som har bødt saa mangen mands mén. Denne opfatning er til nu den raadende, og de her citerede steder har været af væsentlig betydning for de forskere, som har beskjæftiget sig med Throndhjems Domkirke; det er paa grundlag af Snorre Sturlasøns autoritet noksom bleven hævdet, at Olafsbrønden og kongens grav er et hovedmoment, en rød traad i kirkens anlægshistorie.
Gaar vi imidlertid nærmere ind paa denne sagaens fremstilling, saa er der flere punkter, som maa falde os besynderlige, ja rent umulige; vi skal her fæste os ved de tre væsentligste.
For først at følge Thorgils paa hans færd, saa viser han stor omhu og klogskab for at sikre sin faldne konge en grav. Han ved, at den danske biskop Sigurd, kong Olafs bitre fiende og bøndernes opvigler, raader i Nidaros, og det gjælder for al ting at lure ham. Ved hjælp af den fiffige list med de to kister undgaar da ogsaa Thorgils den første fare, og det lykkes ham at bringe liget op i det øde udhus. Efterat han nu imidlertid forgjæves har henvendt sig til den faldnes venner i byen, gjælder det fremdeles at være forsigtig; hvor let kunde ikke et eller andet ord om Thorgils’s ærinde komme biskopen for øre? Idet Thorgils ror videre opefter elven, maa det derfor være ham magtpaaliggende at finde et sted, hvor han kan jorde liget uden at risikere opdagelse, og det synes da lidet sandsynligt, at han skulde lægge iland omtrent midt overfor Skjælinghylla og føre kisten op mælen og et godt stykke indover sletten helt til det sted, hvor domkirkens høikor nu er. Slaget paa Stiklestad stod den 29de juli, og ligfærden foregik saaledes en af de første dage i august – da er natten hverken lang eller mørk i Throndhjem. Ovenfor den daværende by var der vistnok kun øde sletter og skraaninger; Thorgils maatte saaledes være udsat forat blive opdaget, baade ved landingen midt over for Skjælinghylla og under hele arbeidet forresten. Dette forenes ikke godt med den forsigtighed, han ellers lægger for dagen.
For det andet undres man over, at ikke Harald haardraade byggede sin Mariekirke saa, at Olafs brønd og første hvilested kom med i anlægget.
Den 3die august 1031 blev kongens helgenskrin sat paa Klemenskirkens altar, og fra den dag tog byen paa at vokse i samme mon som den hellige martyrs ry. Klemenskirken og den ældste kongsgaard med „kongsbryggen“ laa som bekjendt ved den saakaldte Skipakrok, en vik, som gik ind ved den nuværende Mustalmenning. Olafs søn, Magnus den gode (død 1047), gjorde et nyt anlæg af kirke og kongsgaard længere op, nemlig ved Olafshlid, hvor helgenens lig havde staaet nogle timer i det øde udhus, saaledes som det omtales i foran citerede Olaf den helliges saga kap. 259. Denne Olafshlid er det, som i kap. 251 kaldes Saurhlid, en sumpig sænkning i østligste ende af nuværende Kongens gade (Raadstualmenningen). Grundmurene af Magnus den godes Olafskirke, hvortil faderens skrin blev flyttet, er som bekjendt fundne under den nuværende raadstue. Men allerede den følgende konge, Harald haardraade (død 1066), fandt pladsen ved forgjængerens anlæg snæver og ubekvem, eller han vilde knytte sit navn til betydeligere arbeider, – han tog fat paa det tredie kongelige byggeforetagende af denne slags. Kongsgaarden (c)[1] kom nu til at ligge langs elven, omtrent fra nuværende voldmesterbolig eller fra ligkapellet (4) og opover (sydover). Kirken, der, saalænge biskopen og geistligheden tilhørte kongens hird, stedse fik plads i kongsgaardens umiddelbare nærhed, opførtes straks vestenfor, og dette blev, som bekjendt, den saakaldte ældre Mariekirke (A). Gaar man fra kirkegaardsporten ved Thomas Angells hus opover den vei, der fører til Domkirkens høikor, saa træffer man tæt ved veien paa høire haand en brun ligsten med engelsk indskrift („This stone was erected“ o. s. v., 3). Lidt ovenfor denne maa, ifølge brigadeintendant Kreftings kart[2], koret af Harald haardraades Mariekirke have ligget.
Saalænge nu Olafs helligdom var langt nede i byen, i Klemenskirken og senere i Olafskirken, saalænge maatte der vel være et kapel over brønden, hvorhen man gjorde særlige valfarter. Men idet sædet for Olafsdyrkelsen flyttes op paa mælen, ser det besynderligt ud, at man ikke lægger det saa, at man faar den undervirkende kilde og helgenens grav med i anlægget, men nøier sig med at bygge „nær þvi er heilagr dómr konungsins lá í jörðu“, som det paa foranførte sted heder. Altsaa: hvorfor reiste ikke Harald haardraade Mariekirken der, hvor Domkirkens kor og høikor nu er (1), men omkring halvandet hundrede fod længere ned, med koret straks ved ovennævnte sten (3)? – Allerede professor Munch har været opmærksom paa dette[3].
Endelig er for det tredie selve Olafsbrønden den største gaade.
Domkirken ligger paa en svagt skraanende slette, der danner et af den throndhjemske halvø’s høieste punkter. Høiden over 0 vandstand[4] er ved korets østende, hvor brønden findes, 43 fod. Brønden (2) er, ifølge Kreftings undersøgelser[5], et omhyggelig muret rør, 37 fod dybt fra brystværnets overkant. Da denne er 6 fod over jorden, ligger altsaa bunden 12 fod over 0 vandstand og kun 6 fod over dagligdags flod. Endda staar der i brønden kun nogle faa fod vand.
At dette kan være nogen af sig selv opkommen kilde, er umuligt; brønden er utvivlsomt kunstig og møisommelig indrettet paa et sted, hvor man havde brug for den (kfr. kartet og profilerne).
Sagen er, at den hellige konges første leie maa søges paa et ganske andet sted, om just ikke saa langt borte.
Helt til Throndhjem-Støren-jernbanen blev paabegyndt i førstningen af 60-aarene, strakte der sig en række bastioner (F E F G) langs elven bag – ovenfor – erkebiskopsgaarden („kongsgaarden“). En af disse, Laboratorie bastion (G), laa omtrent i retning af Prindsens gade. I bakken nedenfor denne bastion var et opkomme, som kaldtes sankt Olafs kilde (I). Det var meget bekjendt og søgt for sit ualmindelig friske og velsmagende vand. Kilden er paa Tegners kart over Throndhjem af 1842 afsat som en liden bæk, der løber sydvestlig hen langs under bastionen forat falde i elven straks vestenfor marineetablissementets øverste jollenøst (se anmærkningerne til kartet). Omtrent ligedan er kilden betegnet paa Bloms kart af 1830, dog at den da synes at have fortsat sit løb lidt længer vestover.
Elven gjør straks ovenfor dette Sted en ganske skarp bøining. Efterat den helt fra Arildsløkken har gaaet i en stor bue og brudt paa bysiden, saa der er dybt vand lige ind til mælen, løber den nu et stykke ret mod øst og begynder netop ved den forrige Laboratorie bastion at lægge banker op paa bysiden, medens strømmen sætter over mod baklandssiden. Man maa tro, at halvøens strandlinie mod elven som mod fjorden har været saa omtrent den samme i hele den historiske tid, fraseet at enkelte strækninger ved elvens øvre løb kan være noget medtagne af jordskred. I elvens nederste del har der altid fundet stedse nye opøringer sted. Paa strøget fra nævnte bastion og nedover til omtrent midt imod det mekaniske værksted har elven, som det omtrent siger sig selv, stedse maattet lægge sand op; her findes ogsaa banker af omtrent éns karakter aflagt paa karter fra 1716, 1729, 1730, 1760 og saa videre til ind i vort aarhundrede. Det var vistnok ogsaa elvebreddens beskyttede og stabile beskaffenhed paa dette punkt, som gjorde, at det blev udseet til grund for marine-etablissementet.
Jeg skal nu gaa over til at fremstille min opfatning af historien om hellig Olafs jordefærd og om Olafsbrønden.
Efterat Thorgils forgjæves havde henvendt sig til kongens venner, indskibede han paany liget fra Saurhlid (Raadstualmenningen) og roede videre opover elven saa langt, til bøiningen skjulte ham for byen. Saasnart de hindrende banker var passeret, saa fartøiet kunde flyde ind til stranden, lagde han iland. Her var det fuldkommen trygt; selv om nogen skulde have færdedes paa sletten ovenfor, hvilket jo rigtignok var usandsynligt paa den tid af døgnet, saa vilde de alligevel ikke have bemærket Thorgils og hans følge, og Sprjotavellir (Vollan) paa den anden side elven var dækket med skog og ubeboet. Paa dette sted i elvemælen (I) kunde endelig den faldne fyrstes venner rede ham en grav, uden frygt for, at den skulde blive opdaget og skjændet af fremmede voldsmænd.
Da nu Olafs kiste aaret efter hentedes frem, saa er det fuldkommen sandsynligt, at der „kom upp fagr brunnr“ paa selvsamme sted, hvor den havde staaet; nær graven havde der været en vandaare, og denne brød nu frem (kfr. kart og nederste profil). Ellers kan det ogsaa tænkes, at kilden har været der før, og at dens beliggenhed og egenskaber nu kom vel med som moment i Olafsdyrkelsen.
Over denne brønd var det formentlig det kapel blev reist, som foran og flere andre steder omtales, og hid er der vistnok bleven valfartet, saalænge Olafsskrinet stod langt fjernet derfra, nede i Klemenskirken eller i Olafskirken. Anderledes da Harald haardraade flyttede sædet for Olafsdyrkelsen op paa sletten i brøndens nabolag.
Havde nu Olafs grav og den undergjørende kilde virkelig ligget der, hvor Olafsbrønden i Domkirken er (2), saa var Mariekirken visselig bleven opført paa dette sted. Men nede i elvemælen lod det sig ikke gjøre at bygge nogen kirke; Harald fulgte da ogsaa samme plan, som hans forgjængere, og reiste kirken midt for kongsgaarden (A). Det maatte imidlertid være af største betydning for Olafskultusen og dens trivsel i det hele taget at have brønden og stedet for begravelsen der, hvor helgenens fornemste relikvie, hans eget legeme, stod. Da nu kirken ikke kunde komme til brønden, saa fik brønden komme til kirken.
Jeg tror, at der allerede ved Mariekirken er bleven anlagt en falsk Olafsbrønd. Den ægte blev fra samme stund sløifet, og kapellet over den fik forfalde, eller det blev straks revet.
Klüwer undersøgte for omtrent 70 aar siden domkirkegaarden. Straks ovenfor den forhen omtalte sten med engelsk indskrift gjorde han et fund, som i hans Norske Mindesmærker side 39 beskrives saaledes:
„Paa dette sted, 3 alen under jorden, findes en af grøtstene muret og med en stenhelle dækket kjælder, 2 alen lang mod nord, 1½ alen bred og 2½ alen dyb. Bunden er ligeledes forsynet med en stenhelle. Men paa ingen af siderne er nogen dør eller aabning. Rundt omkring den findes store stenblokke og endel kalk.“
Som paavist falder dette punkt omtrent sammen med østenden af Harald haardraades Mariekirke, og det skulde være rart, om vi ikke her har for os en i eller ved denne kirkes kor anlagt Olafsbrønd (B).
Under Olaf kyrre (død 1093) opnaaede geistligheden som bekjendt en mere selvstændig stilling; et udslag heraf var blandt andet opførelsen af en særskilt biskopskirke, den saakaldte Olaf kyrres kristkirke. Denne blev reist paa den vakre, jevne plads ovenfor Mariekirken; naar den nye bygning blev lagt saa nær ind paa den ældre, saa er det fristende at gjætte, at man har villet bibeholde brønden i Mariekirken og etablere en fast forbindelse mellem de to gudshuse. I denne brønd maatte det rigtignok være vanskeligt og strævsomt at holde vand, da den laa paa 40 fods høide og kun var nogle faa fod dyb, men man har maaske ikke fundet det hensigtsmæssigt eller muligt at tilintetgjøre den fromme hævd, den allerede havde paa sig. Hvorledes det hermed hang sammen, er jo uvist; derimod kjender vi noksom den senere ordning. Da erkebiskop Eysteins byggeplaner først tog ordentlig flugt (i sidste fjerdedel af 12te aarhundrede), taaltes ingen konkurranse mellem gammelt og nyt. Olaf kyrres kristkirke maatte give plads for det nye kor, og Mariekirken fik bide i græsset[6]. Hvis brønden i denne sidste endda bestod, saa var nu dens dage talte; den nye helligdom fik sin egen hellige kilde – den nuværende Olafsbrønd i høikorets omgang.
Den myndige geistlighed slaar nu engang for alle fast, at her er den oprindelige, ægte, eneste heldbringende Olafsbrønd, og her, hvor høialtret staar, her var det, vor hellige konge laa i jorden. Kirken med sin ærefrygtbydende pragt og herlighed naar i enhver troendes øine toppunktet af anseelse og værd, netop fordi den er reist over den grav, hvor nationens og kristentroens helt har hvilet.
Det er denne, i 1218 forlængst grundfæstede og eneraadende fremstilling, som er bleven Snorre Sturlasøn meddelt under hans besøg i Nidaros, og som paa hans autoritet er opretholdt til den dag idag.
Gaar man gjennem erkebiskopsgaarden („kongsgaarden“ 5) op til arsenalforvalterens kontor og bøier tilhøire mod vest langs med dette, saa kommer man frem paa den øverste – sydligste – del af den nuværende rideplads. Passerer man videre tilvenstre forbi stalden (7), kommer man ud paa elvemælen. Her, midt imod det nordvestlige hjørne af marinens øverste jollenøst (8) og den vestlige side af palissaderingen, finder man spor af en liden indskjæring i bakken, hvor der nu væltes grusaffald. Nedi denne grop sees en vandaare at komme frem – det er levningerne af sankt Olafs kilde. Den er nu næsten tilintetgjort og desuden forurenset ved stikrender, som er ledet derhen.
Da jeg under mit ophold i Throndhjem i juni forr. aar undersøgte kilden, slog det mig, at her maaske kunde findes løsning paa de gaader, Olafsbrønden stiller. Jeg udspurgte en mængde ældre folk om sagen og kom til det resultat, at den throndhjemske tradition i alle fald i de sidste fire menneskealdre har betegnet stedet som den hellige Olafs kilde, udsprungen ved hans grav.
I vore dage maa jo traditioner behandles med al mulig forsigtighed. Jeg har ikke nogetsteds seet Olafs kilde i elvemælen nævnt paa prent, men derfor kan jo en eller anden artikel fra vore oldeforældres tid (længer tilbage har jeg altsaa ikke kunnet følge kildens historie) være ophavet baade til traditionen og navnet. Dette sidste giver jo heller ikke spor af bevis; der findes mange Olafskilder omkring i landet. Imidlertid vilde det være besynderligt, hvis nogen meddelelse om dette skulde have undgaaet de mange dygtige forskeres opmærksomhed, som i de sidste par menneskealdre har beskjæftiget sig med Domkirken og dens anlægshistorie.
Jeg er tilbøielig til at anse traditionen for ægte. Tiltrods for, at der ved hvert nyt anlæg af Olafsbrønd blev truffet kraftige anstalter til at hævde dens ry og undertrykke sagnet om den ældre, har dog fortællingen om den oprindelige i al stilhed holdt sig i byen frem gjennem tiderne. – Hvorledes det end kan forholde sig hermed, saa tror jeg i nærværende artikel at have givet en fremstilling af gangen i Olafsbrøndens historie, som i alle fald kommer det virkelige forhold meget nær. Jeg har søgt at paavise, at Thorgils maatte komme til at begrave kongen netop der, hvor Olafs kilde er, neppe noget andet sted. Og alt om jordfæstelsen og om Olafsbrønden, som hidtil var gaadefuldt og usandsynligt, finder paa denne maade en fuldkommen rimelig forklaring. Jeg tror saaledes ogsaa, at Snorre Sturlasøns opfatning maa forlades, saavelsom de derpaa byggede theorier om Olafsbrøndens og gravens betydning som hovedmoment i Domkirkens anlægshistorie.
1. Domkirken, hvori
2. Olafsbrønden.
3. Ligsten med engelsk indskrift, fra 1761.
4. Domkirkens ligkapel.
5. Erkebiskopsgaarden („kongsgaarden“).
6. Vaisenhuset.
7. Staldbygning.
8. Marine-etablissementets øverste jollenøst.
9. Rørosbanens forrige station.
10. Elgesæter bro.
A. Mariekirkens tomt.
B. Brønden i dens kor.
C. Harald haardraades kongsgaards tomt.
D. Langstræte, som det menes at have gaaet.
E, F, G, H. Fæstningsværker og veie, sløifede først i 1860-aarene:
E. General Huths bastion.
F. Kongsgaards bastion.
G. Laboratorie bastion.
H. Veie.
I. Sankt Olafs kilde. 0 betegner det sted, hvor man tog vand; i sin tid førte trapper derned. Stedet var før tilgjængeligt baade fra „kongsgaarden“ og fra marinen.
Som grundlag er benyttet specialkarter ( i maalestokken 1: 1000) paa Throndhjems stadsingeniørkontor. Punkt 3 er indlagt efter Klüwers kart af 1817, de sløifede bastioner og veie efter militærkarter af 1760 og 1818 og efter Bloms kart af 1830 og Tegners af 1842. Det sidste er væsentlig anvendt, men da alle her nævnte karter er indbyrdes afvigende, har det ikke været muligt at aflægge bastionerne med sikkerhed; navnlig synes Laboratorie bastion at skulle havt større udstrækning mod vest. Sankt Olafs kilde er indlagt efter Tegner. Af middelalderske anlæg er Mariekirken optaget efter Kreftings foran omtalte kart, Langstræte og Harald haardraades kongsgaard efter min egen gjætning, hvilken formentlig falder sammen med flere tidligere forfatteres anskuelser.
Profilerne er tegnede saa nøiagtig, som maalestokken tillod. Da høidekurverne paa originalkartet først begynder med 30 fod, er de laveste partier ved elven udførte efter skjøn, hvilket forresten er uden betydning for nærværende afhandling.
Maalestokken er 1 : 4000, ekvidistancen, beregnet efter 0 vandstand, 1 fod.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Bogstaver og tal i klammer henvise til hosføiede kart; jevnfør den i slutningen af afhandlingen tilføiede forklaring til dette.
- ↑ O. Krefting, om Throndhjems Domkirke, Throndhjem 1885, pl. 2.
- ↑ P. A. Munch og H. E. Schirmer, Throndhjems Domkirke, s. 9.
- ↑ Forskjellen mellem flod og fjære kan i Throndhjem gaa op til 12 à 13 fod; almindeligvis er den omkring 7. 0 vandstand betegner et niveau, der ligger 6 fod under almindelig flod og 1 fod over almindelig fjære. Oplysninger om disse forhold, saavelsom de tildels med høidekurver udstyrede specialkarter, der ligger til grund for hosføiede kart, blev med udmærket velvilje gjort mig tilgjængelige paa stadsingeniørens kontor i Throndhjem.
- ↑ Aarsberetning for 1885 fra Foreningen til Fortidsmindesmerkers Bevaring, s. 68.
- ↑ Maaske var man nogetsaanær nødt til at jevne Mariekirken med jorden, naar man vilde have traditionen om brønden og graven overført paa de yngre tomter? Jeg har ofte undret mig over, at Harald haardraades værk blev fjernet – jo flere kirker, des bedre var det jo, og den ældre, tarveligere, maatte vel snarere fremhæve end skjæmme den ny.