Odysseen/ODYSSEVS KOMMER TIL FAIAKERNE.
< Odysseen
Odysseen
SJETTE SANG.
ODYSSEVS KOMMER TIL FAIAKERNE.
Saaledes hvilte nu der den haardføre høvding Odyssevs,
kuet av træthet, i kvægende søvn; men Pallas Atene
drog til faiakernes land og gjestet den by hvor de bodde.
Før hadde folket sit hjem i det vidtstrakte land Hypereia
nær ved kyklopernes mænd, et folk som i overmod stadig
herjet faiakernes land; ti sterkere var de i kampen.
Drotten Navsîtoos, kjæk som en gud, lot da sine landsmænd
flytte til Skjeria fjernt fra driftige menneskers bygder.
Ringmure førte han op om sin by, og hus lot han bygge,
reiste for guderne templer og delte ut landet i lodder.
Helten var kuet av døden forlængst og vandret til Hades.
Nu var Alkînoos drot, en fyrste saa vis som en guddom.
Hen til hans kongeborg ilte den blaaøide Pallas Atene.
Listelig tænkte hun nu paa en plan til Odyssevs' hjemkomst.
Der gik hun ind i den prægtige sal, hvor Navsikaa hvilte,
drotten Alkínoos' datter, den deilige jomfru som lignet
grant en himmelsk gudinde av vekst og straalende skjønhet.
Stængt var den skinnende dør, og paa hver sin side av karmen
sov to terner, hvis ynde var skjønhetsgudindernes gave.
Let som et vindpust svævet hun hen til jomfruens leie,
stanset og bøide sig ned mot den sovendes hoved og talte
lignende grant en jevnaarig mø, en elsket veninde,
datter av Dymas, en sjømand hvis ry gik viden om lande.
Lignende hende av aasyn tok Pallas Atene til orde:
«Hvorfor, Navsîkaa, fødte din mor saa letsindig en datter?
Vanskjøttet ligger jo nu dine prægtige klær, og dit bryllup
nærmer sig snart. Da maa du jo selv kunne bære ved festen
straalende klær og skjænke en dragt til din vordende husbond;
ti iblandt mennsker prises jo slikt overalt hvor de færdes.
Baade din far og din værdige mor vil se det med glæde.
La os da gaa for at vaske dit tøi imorgen ved daggry.
Selv skal jeg følge og være til hjælp, saa du snart kan bli færdig.
Lang tid varer det visselig ei at du endnu er jomfru.
Meldt sig som friere har jo forlængst faiakernes fyrster,
alle de ypperste mænd i det land hvor du selv hører hjemme.
Gaa nu og bed din herlige far imorgen ved daggry
raskt at la spænde for vogn de kraftige muldyr og kjøre
belter og skjønne gevandter og straalende tæpper til elven.
Kummerne er jo saa langt fra vor by; det sømmer sig bedre
ogsaa for dig at kjøre end gaa paa din fot over sletten.»
Saaledes talte Atene, den blaaøide guddom, og svævet
op til Olymp, hvor man sier at gudernes evige bolig
kneiser urokket, ei rystet av storm eller vætet av regnskyl.
Ei kommer sneen den nær; men over den hvælver sig himlen,
klar og uten en sky, i straalende lysglans. Hist oppe
dvæler de salige guder i fryd til dagenes ende.
Dit svang Pallas sig op, da den sovende mø var formanet.
Eos, steg op fra sin guldstol og vækket Navsîkaa varlig
op av den kvægende søvn, og hun undret sig straks over drømmen.
Ind til sin elskede far og sin mor gjennem borgens gemakker
skyndte hun sig for at bringe dem bud, og hun fandt dem i hallen.
Fremme ved ildstedet sat hendes mor med de tjenende kvinder
spindende blaafarvet uld paa den snurrende ten, og ved døren
traf hun sin far som skyndte sig ut til de høibaarne fyrster,
kaldt til et møte i raadet ved bud fra de gjæve faiaker.
Bedende gik hun sin kjærlige far imøte og spurte:
«Elskede far, du kunde vel ei gjøre færdig en lastvogn,
høi, med forsvarlige hjul, saa jeg straks kunde kjøre til elven
ned for at vaske mit prægtige tøi, som nu burde renses?
Sømmelig er det jo ogsaa for dig, naar du sitter i raadet
sammen med høibaarne mænd, at bære en nyvasket klædning.
Desuten fødtes dig jo paa din borg fem elskede sønner, .
to som har valgt sig en viv, og tre som er blomstrende svende.
Alle forlanger de stadig en nyvasket dragt, naar de glade
gaar til den festlige dans, og for alt er det mig som maa sørge.»
Rødmende talte hun saa, for blyg til at ymte om bryllup
selv for sin elskede far; men han skjønte det hele og svarte:
«Ei skal jeg negte dig muldyr, mit barn, eller noget du ønsker.
Gaa nu, saa skal mine tjenere straks gjøre lastvognen færdig
høi, med forsvarlige hjul og med karm som passer til vognen.»
Saa han talte og ropte til tjenernes flok, og de lystret.
Utenfor gjorde de travelt istand den hjulsterke lastvogn.
Tvespand av muldyr førte de frem og spændte for vognen.
Snart kom møen tilbake og bar fra sit duftende kammer
prægtige klær som hun pakket i lastvognens skinnende fating.
Derefter la hendes mor i et skrin den deiligste niste,
fuldtop av alleslags mat og av kjød, og paa gjeteskindsdunken
fyldte hun vin, og da datteren selv var steget paa vognen,
rakte hun hende en flaske av guld med flytende olje,
duftende salve for hende og ternernes flok efter badet.
Derefter grep hun den smidige pisk og de skinnende tøiler,
snertet med pisken sit spand, og dyrenes sæletøi ringlet.
Fyrige strakte de ut og trak baade hende og tøiet.
Ei var hun ene, men fulgtes paa vei av vandrende terner.
Men da de kom til den strømmende elv med de speilklare vande,
hvor der var kummer som stadig var fyldt, og hvor vandet, det klare
vældet saa rikelig op at det smudsigste tøi kunde renses,
stanset de der og spændte de dampende muldyr fra vognen.
Ternerne drev dem avsted langs fjeldelvens hvirvlende vande
ut paa den honningduftende eng, og løftet saa tøiet
ned fra sin vogn og sænket det ned i vandet, det mørke.
Derefter stampet de tøiet omkap i de murede kummer.
Men da saa vasken var endt, og tøiet var renset for smudset,
bredte de alt i rad paa stranden, hvor brændingens bølger
skyllet som tidest i land et lag av renskuret smaasten.
Alle tok bad og salvet sig vel med den glinsende olje.
Derefter holdt de i flok sit maaltid ved bredden av elven,
ventende der, til tøiet var tørt i det straalende solskin.
Men da de alle med fryd hadde nytt det herlige maaltid,
kastet de sløret og lekte med ball. Som den første i skaren
ledet den deilige mø Navsîkaa leken og sangen.
Artemis lignet hun grant, naar hun vandrer paa fjeld med sin bue,
paa Erymantos' ryg eller over Taygétos' tinder,
jagende glad den ilende hjort eller flygtende vildsvin,
medens de landlige nymfer, den vældige tordenguds døtre,
følger paa lekende fot. Da fryder sig Leto ved synet;
ti over nymferne rager hun op med hoved og aasyn.
Let er gudinden at kjende, skjønt alle er fagre at skue.
Saaledes straalte den tugtige mø blandt de lekende terner.
Men da det alt var paa tide at vende tilbake til borgen
og hendes tøi var foldet, og mulerne spændt under aaket,
da fik Atene, den blaaøide mø, i sinde at helten
brat skulde vaakne av søvnen og se den yndige jomfru
forat hun selv kunde følge ham frem til faiakernes kongsstad.
Da nu Navsika kastet sin ball mot en terne i flokken,
traf hun ei hende, men kastet den ut hvor elven var dypest.
Alle brøt ut i et skingrende skrik. Da vaagnet Odyssevs,
reiste sig op paa sit leie og tænkte med gru i sit hjerte:
«Aa, hvad er det vel atter for mænd, til hvis land jeg er kommet?
Mon de er grusomme voldsmænd og ukjendt med love og retfærd,
eller er gjesten dem hellig og frygter de gudernes vrede?
Tydelig lød for mit øre et rop som var det av kvinder,
nymfer kan hænde som bor paa fjeldenes svimlende tinder
eller i elvenes strømmende væld og paa græsrike enge.
Kanske jeg nu er nær ved mælende menneskers bolig.
Vel, la mig speide omkring og friste at skaffe mig visshet.»
Saaledes talte Odyssevs og krøp fra sit leie i krattet.
Derefter brøt han i skogen en gren med sin kraftige næve,
løvrig og tæt for at dække med den sine blottede lemmer.
Gik han da frem lik løven paa fjeld, som i lit til sin styrke
gaar gjennem øsregn og hylende storm. Vildt gnistrer dens øine
i sine huler. Den lurer sig ind paa faar eller okser
eller den vildsomme hjort; ti den drives av sulten og frister
endog at trænge sig ind i det tætteste fjøs efter smaafæ.
Saaledes nærmet Odyssevs sig nu de haarfagre kvinder,
blottet og bar som han var, men tvunget av nøden, den haarde.
Ternerne saa ham med gru; saa haardt var han tumlet av sjøen.
Skjælvende flygtet de spredt til de ytterste odder langs stranden.
Bare Alkinoos' datter holdt stand; ti Pallas Atene
styrket med mot hendes hjerte og fjernet fra lemmerne frygten.
Foran ham stod hun og tvang sig til ro. Da drøftet Odyssevs
om han i bøn skulde favne om knæ den yndige jomfru,
eller paa frastand, der hvor han stod, med smigrende tale
be hende gi ham en dragt og vise ham veien til byen.
Medens han stod der i tvil, var det dette som tyktes ham tjenligst
ydmykt at trygle paa frastand med smigrende ord, forat møen
ei, naar han favnet i bøn hendes knær, skulde vredes i hjertet.
Tok han da straks til orde med kløktig og smigrende tale:
«Hør mig, fyrstinde, hvadenten du er en mø eller guddom
Er du gudinde, av dem som bor over himmelen vide,
ligner jeg dig med Artemis selv, hin Alfaders datter,
baade i skapning og statelig vekst og i daarende skjønhet.
Men hvis du er en dødelig mø, som har hjemme paa jorden,
priser jeg høilig din far og din mor som trefold velsignet.
Trefold lyksalige priser jeg da dine brødre, hvis hjerter
altid maa banke for dig og varmes av frydefuld stolthet,
hvergang de ser saa vaarfrisk en blomst gaa smykket til dansen.
Lykkeligst dog i sit hjerte er han og prist fremfor alle
hvem det forundes at føre dig hjem for de herligste gaver;
ti nogen dødelig, deilig som du, kom mig aldrig for øie,
hverken en mand eller kvinde. Med ærefrygt ser jeg dit aasyn.
Engang saa jeg paa Delos ved Foibos' hellige alter
vokse mot himlen saa herlig et skud av en spirende palme;
ti ogsaa dit er jeg kommet med talrike mænd i mit følge,
dengang jeg drog paa hin færd, som voldte mig ulykker tunge.
Dengang studset jeg længe, som nu, i maalløs forundring,
saasom en stamme saa rank vel aldrig var spiret av mulde.
Saaledes staar jeg, fyrstinde, i bævende undren og vaager
ikke at favne dit knæ, skjønt gjestet av sorgen, den tunge.
Ja, ti igaar paa den tyvende dag blev jeg reddet fra havet.
Hele den tid blev jeg tumlet av storm og av bølger og drevet
hit fra Ogygias ø. Nu lot vel en guddom mig lande
forat jeg her skal pines paany; ti jeg tør ikke haabe,
at jeg skal slippe; nei mangt vil nok guderne sende mig endnu.
Høie fyrstinde, forbarm dig! ti efter utallige trængsler
kommer jeg først til dig. Jeg kjender ei en av de andre
her iblandt folket, som bor i din by og er herrer i landet.
Vis mig nu dit, og gi mig en pjalt at kaste omkring mig,
dersom du dengang du kom, tok med dig et klæde om tøiet.
Maatte da guderne skjænke dig alt som dit hjerte begjærer,
husbond og fredelig hjem, hvor skjøn endrægtighet raader;
ti der er intet som gir en større og rikere lykke,
end naar en hustru og mand som er ett i sind og i tanker
dvæler i fred i sit hjem, til kval for misundelig uven,
men deres venner til fryd. Mest nyter de selv dog din lykke.»
Nu tok den deilige mø Navsikaa venlig til orde:
«Fremmede! Taapelig tykkes du ei eller ringe av herkomst
Zevs, den olympiske drot fordeler jo selv efter tykke
jordiske kaar til menneskers barn, baade høie og lave.
Kanske var dette din lod, og da maa du bære din byrde.
Men da du kommer som gjest til dette vort land og vor hjemby,
skal det ei mangle dig klær eller noget av det som en flygtning,
prøvet av skjæbnen, bør faa, naar han trygler om hjælp i sin vaande.
Ja, jeg skal vise dig vei til vor by og nævne dig folket.
Byen og landet omkring er faiakernes odel og eie,
og jeg er selv den mandige drot Alkinoos' datter.
Hele faiakernes vælde og magt er lagt i hans hænder.»
Saa hun talte og kaldte de haarfagre terner tilbake:
«Stans mine terner! Hvi flygter I skræmt, naar I øiner en fremmed?
Ja, for I tror dog vel ei at han er en ondsidet uven?
Ei er den mand i live idag, og ei vil han fødes,
som turde vaage sig hit til faiakernes land og med feide
true vort folk; ti det elskes jo høit av de evige guder.
Fjernt i det brusende hav ved jorderiks ytterste grænser
bor vi, og ingen av dødelig ætt kan færdes iblandt os.
Denne, som kom, er en hjemløs mand, en ulykkelig flygtning
som vi med rette bør hjælpe; ti fattige, hjemløse gjester
kommer jo alle fra Zevs, og kjær er den ringeste gave.
Styrk da nu, mine terner, vor gjest med mat og med drikke.
Find ham et sted som er lunet mot vind, og bad ham i elven.»
Saa hun talte. Da ropte de lydt til hverandre og stanset,
og som Navsikaa bød, den gjæve Alkinoos' datter,
lot de Odyssevs ta plads paa et sted som var lunet mot vinden.
Derefter hentet de til ham en dragt, baade kjortel og kappe,
rakte ham flasken av guld med den flytende olje, og venlig
bød de ham to sine lemmer i elvens forfriskende strømme,
Da tok Odyssevs til orde og talte til ternernes skare:
«Terner, aa gaa nu tilside en stund, saa jeg selv kan faa skyllet
saltskorpen av mine skuldre og gnidd mine lemmer med olje.
Længe har lemmer og hud maattet savne den smidige salve.
Ei vil jeg sees av jer, naar jeg bader i elven, ti saare
undser jeg mig for at blotte mig helt blandt haarfagre terner.»
Saa han talte. Da gik de og meldte fyrstinden hans vægring.
Vasket da helten Odyssevs imens sine lemmer i elven,
fjernende saltet som dækket hans ryg og skuldre og skyllet
hovedet rent for det fraadende skum fra havet, det golde,
og da han efter sit bad hadde salvet tilgavns sine lemmer,
klædte han sig i den straalende dragt som jomfruen gav ham.
Pallas Atene, hin datter av Zevs, lot høvdingen tykkes
større av vekst, mer fyldig og rank og lot fra hans isse
lokkerne bølge saa tæt som sviblernes blomstrende klaser.
Som naar den kyndige smed, som Hefaistos og Pallas Atene
lærte tilfulde den ypperste kunst, kan lodde om sølvet
kanter av straalende guld og forme de herligste verker,
saaldes spredte hun skjønhetens glans om hans hoved og skuldre.
Derefter vandret han bort og satte sig nede ved stranden,
straalende fager og skjøn, og jomfruen saa ham med undren.
Straks tok hun ordet og talte til ternernes haarfagre skare:
«Hør nu og merk jer vel mine ord, hvitarmede terner.
Ei har alle de guder som bor paa Olymp, villet negte
manden derborte at komme som gjest til de gjæve faiaker;
ti mens han tyktes tilforn kun ringe og litet at se til,
ligner han nu de guder som bor over himmelen vide.
Maatte saa herlig en helt bli boende her og med glæde
dvæle iblandt os i ro og kaldes min elskede husbond.
Styrk nu, terner, vor ukjendte gjest med mat og med drikke.»
Saa hun talte. De lød hendes bud og fulgte det villig.
Straks bar de frem for ham rikelig mat og kvægende drikke.
Nøt da i sandhet den haardføre helt, den gjæve Odyssevs,
maten og vinen med lyst; ti fastende var han jo længe.
Nu fik den fagre, hvitarmede mø noget andet i sinde:
Klærne foldet hun sammen og la dem op paa sin lastvogn,
spændte de hovsterke muldyr for karm, og selv tok hun sæte.
Derefter gav hun Odyssevs besked og formante ham venlig:
«Kom nu, fremmede, med til vor by. Jeg selv skal saa gjerne
følge dig hjem til min kløktige far, hvor jeg tror du vil kunne
lære at kjende de gjæveste mænd blandt alle faiaker.
Taapelig tykkes du ei. Saa gjør da nu som jeg sier:
Medens vor vei fører frem over mændenes dyrkede marker,
da skal du vandre med ilsomme skridt i ternernes følge
bakefter muldyr og vogn den vei som jeg selv kjører foran.
Stans, naar vi kommer til byen. Omkring den hæver sig muren.
Smilende havbugter skjærer sig ind fra motsatte sider.
Veien til porten er smal; ti der er de stavnkrumme snekker
trukket paa land, og hver eneste mand har et skibsnøst ved veien.
Der har de ogsaa sit tingsted om havgudens herlige tempel,
hegnet med mægtige støtter av sten, dypt fæstet i jorden.
Der tilvirker de utstyr for alle de tjærede snekker,
taugverk og skinnende seil; der høvler de til sine aarer.
Ja, for faiakernes hu staar ikke til bue og kogger.
Master og aarer er al deres lyst og stavnkrumme snekker,
hvormed de stoltelig pløier paa sjø de graalige bølger.
Bitende haansord fra dem vil jeg sky, forat ingen skal dadle
siden min færd; ti landet er fuldt av de frækkeste svende.
Skulde en bakvasker møte os nu, vil han let kunne spørre:
«Hvem er den fremmede hist i Navsikaas følge, den fagre,
storvoksne mand? Hvor fandt hun ham mon? Skal han bli hendes husbond?
Visst maa det være en skibbrudden mand som hun frelste fra vraket,
en fra et avsides land; ti nær os bor der jo ingen.
Eller er kanske en gud som har hørt hendes brændende bønner,
steget fra himlen og gjør hende nu til sin hustru for evig?
Ja, det var bedst at hun selv gik omkring og fandt sig en husbond
andetsteds fra; ti hun ænser jo ei faiakernes fyrster,
alle de gjæveste mænd i vort land, som frir til den skjønne.»
Saa vil de tale, og let fik de sat en plet paa mit rygte.
Selv vil jeg finde det stygt, om slikt blev gjort av en anden,
som naar hun hadde en far og en mor, imot deres vilje
færdedes aapent blandt mænd, før brylluppets høitid var feiret.
Fremmede! hør med det samme et velment raad jeg vil gi dig,
for at min far skal sende dig hjem, saasnart det er gjørlig.
Nær ved vor vei vil du se en lund av herlige popler,
viet Atene. Der risler en bæk gjennem græsrike enger.
Der har min far en veldyrket gaard og en blomstrende have,
fjernet saa langt fra vor by som en ropendes stemme kan høres.
Der kan du sitte og vente en stund, til vi andre er kommet
ind gjennem porten og frem til den borg hvor min far er til huse.
Men naar du tror at jeg selv og mit følge er kommet til borgen,
da skal du gaa til faiakernes by, og der kan du spørre
efter min fars, den mandige drot Alkinoos' kongsgaard.
Let kan den kjendes blandt andre. Hvert barn som du møter, kan si dig
hvor du skal gaa og følge dig frem; ti ingen faiaker
bygget et hus som kan lignes med helten Alkinoos' kongsgaard.
Men naar du over den hegnede gaard er kommet til borgen,
skynd dig da ind gjennem hallen med hastige skridt, til du kommer
frem til min mor. Hun sitter i lysskjæret fremme ved arnen
spindende blaafarvet uld paa sin ten, et under at skue,
lænet til søilen, og bak hendes stol er ternerne bænket.
Oppe ved søilen er høisætet reist for min far, hvor han sitter
stolt som en gud og drikker sin vin av det funklende bæger.
Skynd dig forbi ham og gaa til min mor og slyng dine arme
om hendes knær. Da times dig snart den glæde at skue
hjemkomstens dag, hvor langt det end er til din borg i det fjerne,
ti dersom hun er dig god og ønsker dig held i sit hjerte,
da har du haab om at skue paany dine kjære og komme
hjem til din velbygde borg og naa til dit fædrene hjemland.»
Saaledes talte hun venlig og snertet de stampende muldyr
let med den skinnende pisk, og de fjernet sig hurtig fra elven.
Fyrige strakte de ut og løftet i takt sine føtter.
Jomfruen tøilet dem stramt, forat ternernes flok og Odyssevs
lot kunde følge tilfots, og hun snertet dem varsomt med pisken.
Solen gik ned. Da naadde de frem til Pallas Atenes
herlige lund. Der satte sig da den gjæve Odyssevs.
Der efter bad han en bøn til den mægtige Alfaders datter:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som ingen kan kue.
Bønhør mig nu i det mindste; ti aldrig tilforn har du hørt mig,
naar jeg blev pint, og den mægtige jordryster slog mig i vrede.
Und mig at gjeste faiakernes mænd som en ven som de ynker.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Dog, hun viste sig ei for hans blik i sky for sin farbror
guden som raste i fnysende harm mot helten Odyssevs,
førend han kom til det elskede land som fostret hans fædre.
kuet av træthet, i kvægende søvn; men Pallas Atene
drog til faiakernes land og gjestet den by hvor de bodde.
Før hadde folket sit hjem i det vidtstrakte land Hypereia
nær ved kyklopernes mænd, et folk som i overmod stadig
herjet faiakernes land; ti sterkere var de i kampen.
Drotten Navsîtoos, kjæk som en gud, lot da sine landsmænd
flytte til Skjeria fjernt fra driftige menneskers bygder.
Ringmure førte han op om sin by, og hus lot han bygge,
reiste for guderne templer og delte ut landet i lodder.
Helten var kuet av døden forlængst og vandret til Hades.
Nu var Alkînoos drot, en fyrste saa vis som en guddom.
Hen til hans kongeborg ilte den blaaøide Pallas Atene.
Listelig tænkte hun nu paa en plan til Odyssevs' hjemkomst.
Der gik hun ind i den prægtige sal, hvor Navsikaa hvilte,
drotten Alkínoos' datter, den deilige jomfru som lignet
grant en himmelsk gudinde av vekst og straalende skjønhet.
Stængt var den skinnende dør, og paa hver sin side av karmen
sov to terner, hvis ynde var skjønhetsgudindernes gave.
Let som et vindpust svævet hun hen til jomfruens leie,
stanset og bøide sig ned mot den sovendes hoved og talte
lignende grant en jevnaarig mø, en elsket veninde,
datter av Dymas, en sjømand hvis ry gik viden om lande.
Lignende hende av aasyn tok Pallas Atene til orde:
«Hvorfor, Navsîkaa, fødte din mor saa letsindig en datter?
Vanskjøttet ligger jo nu dine prægtige klær, og dit bryllup
nærmer sig snart. Da maa du jo selv kunne bære ved festen
straalende klær og skjænke en dragt til din vordende husbond;
ti iblandt mennsker prises jo slikt overalt hvor de færdes.
Baade din far og din værdige mor vil se det med glæde.
La os da gaa for at vaske dit tøi imorgen ved daggry.
Selv skal jeg følge og være til hjælp, saa du snart kan bli færdig.
Lang tid varer det visselig ei at du endnu er jomfru.
Meldt sig som friere har jo forlængst faiakernes fyrster,
alle de ypperste mænd i det land hvor du selv hører hjemme.
Gaa nu og bed din herlige far imorgen ved daggry
raskt at la spænde for vogn de kraftige muldyr og kjøre
belter og skjønne gevandter og straalende tæpper til elven.
Kummerne er jo saa langt fra vor by; det sømmer sig bedre
ogsaa for dig at kjøre end gaa paa din fot over sletten.»
Saaledes talte Atene, den blaaøide guddom, og svævet
op til Olymp, hvor man sier at gudernes evige bolig
kneiser urokket, ei rystet av storm eller vætet av regnskyl.
Ei kommer sneen den nær; men over den hvælver sig himlen,
klar og uten en sky, i straalende lysglans. Hist oppe
dvæler de salige guder i fryd til dagenes ende.
Dit svang Pallas sig op, da den sovende mø var formanet.
Eos, steg op fra sin guldstol og vækket Navsîkaa varlig
op av den kvægende søvn, og hun undret sig straks over drømmen.
Ind til sin elskede far og sin mor gjennem borgens gemakker
skyndte hun sig for at bringe dem bud, og hun fandt dem i hallen.
Fremme ved ildstedet sat hendes mor med de tjenende kvinder
spindende blaafarvet uld paa den snurrende ten, og ved døren
traf hun sin far som skyndte sig ut til de høibaarne fyrster,
kaldt til et møte i raadet ved bud fra de gjæve faiaker.
Bedende gik hun sin kjærlige far imøte og spurte:
«Elskede far, du kunde vel ei gjøre færdig en lastvogn,
høi, med forsvarlige hjul, saa jeg straks kunde kjøre til elven
ned for at vaske mit prægtige tøi, som nu burde renses?
Sømmelig er det jo ogsaa for dig, naar du sitter i raadet
sammen med høibaarne mænd, at bære en nyvasket klædning.
Desuten fødtes dig jo paa din borg fem elskede sønner, .
to som har valgt sig en viv, og tre som er blomstrende svende.
Alle forlanger de stadig en nyvasket dragt, naar de glade
gaar til den festlige dans, og for alt er det mig som maa sørge.»
Rødmende talte hun saa, for blyg til at ymte om bryllup
selv for sin elskede far; men han skjønte det hele og svarte:
«Ei skal jeg negte dig muldyr, mit barn, eller noget du ønsker.
Gaa nu, saa skal mine tjenere straks gjøre lastvognen færdig
høi, med forsvarlige hjul og med karm som passer til vognen.»
Saa han talte og ropte til tjenernes flok, og de lystret.
Utenfor gjorde de travelt istand den hjulsterke lastvogn.
Tvespand av muldyr førte de frem og spændte for vognen.
Snart kom møen tilbake og bar fra sit duftende kammer
prægtige klær som hun pakket i lastvognens skinnende fating.
Derefter la hendes mor i et skrin den deiligste niste,
fuldtop av alleslags mat og av kjød, og paa gjeteskindsdunken
fyldte hun vin, og da datteren selv var steget paa vognen,
rakte hun hende en flaske av guld med flytende olje,
duftende salve for hende og ternernes flok efter badet.
Derefter grep hun den smidige pisk og de skinnende tøiler,
snertet med pisken sit spand, og dyrenes sæletøi ringlet.
Fyrige strakte de ut og trak baade hende og tøiet.
Ei var hun ene, men fulgtes paa vei av vandrende terner.
Men da de kom til den strømmende elv med de speilklare vande,
hvor der var kummer som stadig var fyldt, og hvor vandet, det klare
vældet saa rikelig op at det smudsigste tøi kunde renses,
stanset de der og spændte de dampende muldyr fra vognen.
Ternerne drev dem avsted langs fjeldelvens hvirvlende vande
ut paa den honningduftende eng, og løftet saa tøiet
ned fra sin vogn og sænket det ned i vandet, det mørke.
Derefter stampet de tøiet omkap i de murede kummer.
Men da saa vasken var endt, og tøiet var renset for smudset,
bredte de alt i rad paa stranden, hvor brændingens bølger
skyllet som tidest i land et lag av renskuret smaasten.
Alle tok bad og salvet sig vel med den glinsende olje.
Derefter holdt de i flok sit maaltid ved bredden av elven,
ventende der, til tøiet var tørt i det straalende solskin.
Men da de alle med fryd hadde nytt det herlige maaltid,
kastet de sløret og lekte med ball. Som den første i skaren
ledet den deilige mø Navsîkaa leken og sangen.
Artemis lignet hun grant, naar hun vandrer paa fjeld med sin bue,
paa Erymantos' ryg eller over Taygétos' tinder,
jagende glad den ilende hjort eller flygtende vildsvin,
medens de landlige nymfer, den vældige tordenguds døtre,
følger paa lekende fot. Da fryder sig Leto ved synet;
ti over nymferne rager hun op med hoved og aasyn.
Let er gudinden at kjende, skjønt alle er fagre at skue.
Saaledes straalte den tugtige mø blandt de lekende terner.
Men da det alt var paa tide at vende tilbake til borgen
og hendes tøi var foldet, og mulerne spændt under aaket,
da fik Atene, den blaaøide mø, i sinde at helten
brat skulde vaakne av søvnen og se den yndige jomfru
forat hun selv kunde følge ham frem til faiakernes kongsstad.
Da nu Navsika kastet sin ball mot en terne i flokken,
traf hun ei hende, men kastet den ut hvor elven var dypest.
Alle brøt ut i et skingrende skrik. Da vaagnet Odyssevs,
reiste sig op paa sit leie og tænkte med gru i sit hjerte:
«Aa, hvad er det vel atter for mænd, til hvis land jeg er kommet?
Mon de er grusomme voldsmænd og ukjendt med love og retfærd,
eller er gjesten dem hellig og frygter de gudernes vrede?
Tydelig lød for mit øre et rop som var det av kvinder,
nymfer kan hænde som bor paa fjeldenes svimlende tinder
eller i elvenes strømmende væld og paa græsrike enge.
Kanske jeg nu er nær ved mælende menneskers bolig.
Vel, la mig speide omkring og friste at skaffe mig visshet.»
Saaledes talte Odyssevs og krøp fra sit leie i krattet.
Derefter brøt han i skogen en gren med sin kraftige næve,
løvrig og tæt for at dække med den sine blottede lemmer.
Gik han da frem lik løven paa fjeld, som i lit til sin styrke
gaar gjennem øsregn og hylende storm. Vildt gnistrer dens øine
i sine huler. Den lurer sig ind paa faar eller okser
eller den vildsomme hjort; ti den drives av sulten og frister
endog at trænge sig ind i det tætteste fjøs efter smaafæ.
Saaledes nærmet Odyssevs sig nu de haarfagre kvinder,
blottet og bar som han var, men tvunget av nøden, den haarde.
Ternerne saa ham med gru; saa haardt var han tumlet av sjøen.
Skjælvende flygtet de spredt til de ytterste odder langs stranden.
Bare Alkinoos' datter holdt stand; ti Pallas Atene
styrket med mot hendes hjerte og fjernet fra lemmerne frygten.
Foran ham stod hun og tvang sig til ro. Da drøftet Odyssevs
om han i bøn skulde favne om knæ den yndige jomfru,
eller paa frastand, der hvor han stod, med smigrende tale
be hende gi ham en dragt og vise ham veien til byen.
Medens han stod der i tvil, var det dette som tyktes ham tjenligst
ydmykt at trygle paa frastand med smigrende ord, forat møen
ei, naar han favnet i bøn hendes knær, skulde vredes i hjertet.
Tok han da straks til orde med kløktig og smigrende tale:
«Hør mig, fyrstinde, hvadenten du er en mø eller guddom
Er du gudinde, av dem som bor over himmelen vide,
ligner jeg dig med Artemis selv, hin Alfaders datter,
baade i skapning og statelig vekst og i daarende skjønhet.
Men hvis du er en dødelig mø, som har hjemme paa jorden,
priser jeg høilig din far og din mor som trefold velsignet.
Trefold lyksalige priser jeg da dine brødre, hvis hjerter
altid maa banke for dig og varmes av frydefuld stolthet,
hvergang de ser saa vaarfrisk en blomst gaa smykket til dansen.
Lykkeligst dog i sit hjerte er han og prist fremfor alle
hvem det forundes at føre dig hjem for de herligste gaver;
ti nogen dødelig, deilig som du, kom mig aldrig for øie,
hverken en mand eller kvinde. Med ærefrygt ser jeg dit aasyn.
Engang saa jeg paa Delos ved Foibos' hellige alter
vokse mot himlen saa herlig et skud av en spirende palme;
ti ogsaa dit er jeg kommet med talrike mænd i mit følge,
dengang jeg drog paa hin færd, som voldte mig ulykker tunge.
Dengang studset jeg længe, som nu, i maalløs forundring,
saasom en stamme saa rank vel aldrig var spiret av mulde.
Saaledes staar jeg, fyrstinde, i bævende undren og vaager
ikke at favne dit knæ, skjønt gjestet av sorgen, den tunge.
Ja, ti igaar paa den tyvende dag blev jeg reddet fra havet.
Hele den tid blev jeg tumlet av storm og av bølger og drevet
hit fra Ogygias ø. Nu lot vel en guddom mig lande
forat jeg her skal pines paany; ti jeg tør ikke haabe,
at jeg skal slippe; nei mangt vil nok guderne sende mig endnu.
Høie fyrstinde, forbarm dig! ti efter utallige trængsler
kommer jeg først til dig. Jeg kjender ei en av de andre
her iblandt folket, som bor i din by og er herrer i landet.
Vis mig nu dit, og gi mig en pjalt at kaste omkring mig,
dersom du dengang du kom, tok med dig et klæde om tøiet.
Maatte da guderne skjænke dig alt som dit hjerte begjærer,
husbond og fredelig hjem, hvor skjøn endrægtighet raader;
ti der er intet som gir en større og rikere lykke,
end naar en hustru og mand som er ett i sind og i tanker
dvæler i fred i sit hjem, til kval for misundelig uven,
men deres venner til fryd. Mest nyter de selv dog din lykke.»
Nu tok den deilige mø Navsikaa venlig til orde:
«Fremmede! Taapelig tykkes du ei eller ringe av herkomst
Zevs, den olympiske drot fordeler jo selv efter tykke
jordiske kaar til menneskers barn, baade høie og lave.
Kanske var dette din lod, og da maa du bære din byrde.
Men da du kommer som gjest til dette vort land og vor hjemby,
skal det ei mangle dig klær eller noget av det som en flygtning,
prøvet av skjæbnen, bør faa, naar han trygler om hjælp i sin vaande.
Ja, jeg skal vise dig vei til vor by og nævne dig folket.
Byen og landet omkring er faiakernes odel og eie,
og jeg er selv den mandige drot Alkinoos' datter.
Hele faiakernes vælde og magt er lagt i hans hænder.»
Saa hun talte og kaldte de haarfagre terner tilbake:
«Stans mine terner! Hvi flygter I skræmt, naar I øiner en fremmed?
Ja, for I tror dog vel ei at han er en ondsidet uven?
Ei er den mand i live idag, og ei vil han fødes,
som turde vaage sig hit til faiakernes land og med feide
true vort folk; ti det elskes jo høit av de evige guder.
Fjernt i det brusende hav ved jorderiks ytterste grænser
bor vi, og ingen av dødelig ætt kan færdes iblandt os.
Denne, som kom, er en hjemløs mand, en ulykkelig flygtning
som vi med rette bør hjælpe; ti fattige, hjemløse gjester
kommer jo alle fra Zevs, og kjær er den ringeste gave.
Styrk da nu, mine terner, vor gjest med mat og med drikke.
Find ham et sted som er lunet mot vind, og bad ham i elven.»
Saa hun talte. Da ropte de lydt til hverandre og stanset,
og som Navsikaa bød, den gjæve Alkinoos' datter,
lot de Odyssevs ta plads paa et sted som var lunet mot vinden.
Derefter hentet de til ham en dragt, baade kjortel og kappe,
rakte ham flasken av guld med den flytende olje, og venlig
bød de ham to sine lemmer i elvens forfriskende strømme,
Da tok Odyssevs til orde og talte til ternernes skare:
«Terner, aa gaa nu tilside en stund, saa jeg selv kan faa skyllet
saltskorpen av mine skuldre og gnidd mine lemmer med olje.
Længe har lemmer og hud maattet savne den smidige salve.
Ei vil jeg sees av jer, naar jeg bader i elven, ti saare
undser jeg mig for at blotte mig helt blandt haarfagre terner.»
Saa han talte. Da gik de og meldte fyrstinden hans vægring.
Vasket da helten Odyssevs imens sine lemmer i elven,
fjernende saltet som dækket hans ryg og skuldre og skyllet
hovedet rent for det fraadende skum fra havet, det golde,
og da han efter sit bad hadde salvet tilgavns sine lemmer,
klædte han sig i den straalende dragt som jomfruen gav ham.
Pallas Atene, hin datter av Zevs, lot høvdingen tykkes
større av vekst, mer fyldig og rank og lot fra hans isse
lokkerne bølge saa tæt som sviblernes blomstrende klaser.
Som naar den kyndige smed, som Hefaistos og Pallas Atene
lærte tilfulde den ypperste kunst, kan lodde om sølvet
kanter av straalende guld og forme de herligste verker,
saaldes spredte hun skjønhetens glans om hans hoved og skuldre.
Derefter vandret han bort og satte sig nede ved stranden,
straalende fager og skjøn, og jomfruen saa ham med undren.
Straks tok hun ordet og talte til ternernes haarfagre skare:
«Hør nu og merk jer vel mine ord, hvitarmede terner.
Ei har alle de guder som bor paa Olymp, villet negte
manden derborte at komme som gjest til de gjæve faiaker;
ti mens han tyktes tilforn kun ringe og litet at se til,
ligner han nu de guder som bor over himmelen vide.
Maatte saa herlig en helt bli boende her og med glæde
dvæle iblandt os i ro og kaldes min elskede husbond.
Styrk nu, terner, vor ukjendte gjest med mat og med drikke.»
Saa hun talte. De lød hendes bud og fulgte det villig.
Straks bar de frem for ham rikelig mat og kvægende drikke.
Nøt da i sandhet den haardføre helt, den gjæve Odyssevs,
maten og vinen med lyst; ti fastende var han jo længe.
Nu fik den fagre, hvitarmede mø noget andet i sinde:
Klærne foldet hun sammen og la dem op paa sin lastvogn,
spændte de hovsterke muldyr for karm, og selv tok hun sæte.
Derefter gav hun Odyssevs besked og formante ham venlig:
«Kom nu, fremmede, med til vor by. Jeg selv skal saa gjerne
følge dig hjem til min kløktige far, hvor jeg tror du vil kunne
lære at kjende de gjæveste mænd blandt alle faiaker.
Taapelig tykkes du ei. Saa gjør da nu som jeg sier:
Medens vor vei fører frem over mændenes dyrkede marker,
da skal du vandre med ilsomme skridt i ternernes følge
bakefter muldyr og vogn den vei som jeg selv kjører foran.
Stans, naar vi kommer til byen. Omkring den hæver sig muren.
Smilende havbugter skjærer sig ind fra motsatte sider.
Veien til porten er smal; ti der er de stavnkrumme snekker
trukket paa land, og hver eneste mand har et skibsnøst ved veien.
Der har de ogsaa sit tingsted om havgudens herlige tempel,
hegnet med mægtige støtter av sten, dypt fæstet i jorden.
Der tilvirker de utstyr for alle de tjærede snekker,
taugverk og skinnende seil; der høvler de til sine aarer.
Ja, for faiakernes hu staar ikke til bue og kogger.
Master og aarer er al deres lyst og stavnkrumme snekker,
hvormed de stoltelig pløier paa sjø de graalige bølger.
Bitende haansord fra dem vil jeg sky, forat ingen skal dadle
siden min færd; ti landet er fuldt av de frækkeste svende.
Skulde en bakvasker møte os nu, vil han let kunne spørre:
«Hvem er den fremmede hist i Navsikaas følge, den fagre,
storvoksne mand? Hvor fandt hun ham mon? Skal han bli hendes husbond?
Visst maa det være en skibbrudden mand som hun frelste fra vraket,
en fra et avsides land; ti nær os bor der jo ingen.
Eller er kanske en gud som har hørt hendes brændende bønner,
steget fra himlen og gjør hende nu til sin hustru for evig?
Ja, det var bedst at hun selv gik omkring og fandt sig en husbond
andetsteds fra; ti hun ænser jo ei faiakernes fyrster,
alle de gjæveste mænd i vort land, som frir til den skjønne.»
Saa vil de tale, og let fik de sat en plet paa mit rygte.
Selv vil jeg finde det stygt, om slikt blev gjort av en anden,
som naar hun hadde en far og en mor, imot deres vilje
færdedes aapent blandt mænd, før brylluppets høitid var feiret.
Fremmede! hør med det samme et velment raad jeg vil gi dig,
for at min far skal sende dig hjem, saasnart det er gjørlig.
Nær ved vor vei vil du se en lund av herlige popler,
viet Atene. Der risler en bæk gjennem græsrike enger.
Der har min far en veldyrket gaard og en blomstrende have,
fjernet saa langt fra vor by som en ropendes stemme kan høres.
Der kan du sitte og vente en stund, til vi andre er kommet
ind gjennem porten og frem til den borg hvor min far er til huse.
Men naar du tror at jeg selv og mit følge er kommet til borgen,
da skal du gaa til faiakernes by, og der kan du spørre
efter min fars, den mandige drot Alkinoos' kongsgaard.
Let kan den kjendes blandt andre. Hvert barn som du møter, kan si dig
hvor du skal gaa og følge dig frem; ti ingen faiaker
bygget et hus som kan lignes med helten Alkinoos' kongsgaard.
Men naar du over den hegnede gaard er kommet til borgen,
skynd dig da ind gjennem hallen med hastige skridt, til du kommer
frem til min mor. Hun sitter i lysskjæret fremme ved arnen
spindende blaafarvet uld paa sin ten, et under at skue,
lænet til søilen, og bak hendes stol er ternerne bænket.
Oppe ved søilen er høisætet reist for min far, hvor han sitter
stolt som en gud og drikker sin vin av det funklende bæger.
Skynd dig forbi ham og gaa til min mor og slyng dine arme
om hendes knær. Da times dig snart den glæde at skue
hjemkomstens dag, hvor langt det end er til din borg i det fjerne,
ti dersom hun er dig god og ønsker dig held i sit hjerte,
da har du haab om at skue paany dine kjære og komme
hjem til din velbygde borg og naa til dit fædrene hjemland.»
Saaledes talte hun venlig og snertet de stampende muldyr
let med den skinnende pisk, og de fjernet sig hurtig fra elven.
Fyrige strakte de ut og løftet i takt sine føtter.
Jomfruen tøilet dem stramt, forat ternernes flok og Odyssevs
lot kunde følge tilfots, og hun snertet dem varsomt med pisken.
Solen gik ned. Da naadde de frem til Pallas Atenes
herlige lund. Der satte sig da den gjæve Odyssevs.
Der efter bad han en bøn til den mægtige Alfaders datter:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som ingen kan kue.
Bønhør mig nu i det mindste; ti aldrig tilforn har du hørt mig,
naar jeg blev pint, og den mægtige jordryster slog mig i vrede.
Und mig at gjeste faiakernes mænd som en ven som de ynker.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Dog, hun viste sig ei for hans blik i sky for sin farbror
guden som raste i fnysende harm mot helten Odyssevs,
førend han kom til det elskede land som fostret hans fædre.