Nu vågner
John Griegs forlag, (s. 95-96).
Nu vågner den trætte, forgræmmede dag
nu gråner de rugende tåger.
Alverden blunder så tungt inat;
de såre tanker kun våger.
Jeg vil gå ind i den dunkle skov,
hvor duggen på bladene skjælver; —
og langt derinde, hvor alt er så tyst,
og granerne mørke sig hvælver,
der sidder en ældgammel heksekvind
med flagrende, tjavset lok.
Hun sidder i dæmringens grånende gry
og træder så flink sin rok.
Og lydløst træder den gamle fod,
og lynrapt fingrene tvinder.
De blege læber mimrer en sang,
imedens hun spinder og spinder:
„Hvad tror du, jeg spinder, du vandringsmand
som ene i natten våger?
Jeg spinder din egen livsenstråd,
af nattens de rugende tåger.“