Norske Folke- og Huldre-eventyr/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel og Søn.) (s. 354-363).
Norske folke- og huldre-eventyr - Kulbrænderen 1.jpg

Der var en Gang en Kulbrænder, som havde en Søn, og han var ogsaa Kulbrænder. Da Faderen var død, giftede Sønnen sig, men han vilde ikke tage sig Noget til; skrøbelig var han til at passe Milen ogsaa, og tilsidst vilde Ingen have ham til at brænde Kul mere. Men saa havde han faaet brændt en Mile en Gang da, og reiste til Byen med nogle Kullæs og solgte, og da han havde solgt dem, ranglede han ud paa Bygaden og saa sig om. Paa Hjemveien kom han i Lag med Grander og Bygdefolk, og turede og drak og pratede om alt det, han havde set i Byen. Det Artigste han saa, sagde han, det var, at der var saa mange Præster, og dem gik alle Folk og hilste paa og tog af sig Huen for; »jeg skulde ønske jeg var Præst jeg ogsaa, saa hilste de kanske paa mig og; nu læst de mest ikke se mig,« sagde han.

»Ja, er Du ikke Andet, saa er Du da svart nok til Præst, Du og,« sagde Granderne til Kulbrænderen; »men nu er vi paa Færden ligevel, saa kan vi reise paa Auktion efter Gamlepræsten og faa os en Taar, og imens kan Du kjøbe Kappen og Kragen,« sagde de. Ja, de gjorde saa, og da han kom hjem, havde han ikke en Skilling igjen.

»Nu har Du vel baade Levemaade og Skillinger?« sagde Kjærringen.

»Ja, nu skal det blive Levemaade, Mor,« sagde Kulbrænderen, »for nu er jeg bleven Præst!« sagde han; »her ser Du baade Kappen og Kragen!« — »Det skal Du faa mig til at tro; stærkt Øl gjør store Ord,« sagde Kjærringen; »Du er lige sæl, hvad for en Ende der snur op, Du,« sagde hun. »Du skal hverken syte eller kyte af Milen, før Kullene er kjølnet,« sagde Kulbrænderen.

Saa var det en Dag der reiste saa mange præsteklædte Folk forbi hos Kulbrænderen paa Veien til Kongsgaarden, saa de kunde skjønne der var Noget paa Færde der. Ja, Kulbrænderen vilde være med han ogsaa og tog paa sig Præsteklæderne. Kjærringen mente, det var vel saa vist at være hjemme, for kom han til at faa en Hest at holde for en Storkarl, saa gik den vel i Struben den Tobaksskillingen, han fik for det ogsaa. »Alle taler om Drikken, men Ingen om Tørsten, Mor,« sagde Manden, »des mere En drikker, des mere En tørster,« sagde han, og saa strøg han til Kongsgaarden. Der blev alle de Fremmede bedt ind til Kongen, og Kulbrænderen fulgte med han ogsaa. Saa sagde Kongen til dem, at han havde mistet den dyreste Fingerringen sin, og han troede vist, at den var stjaalen. Derfor havde han bedt sammen alle de Præstlærte i Landet, om der var Nogen af dem, som kunde sige ham, hvem Tyven var. Og saa lovede han ud, at han skulde lønne den, som kunde sige det; var han i Præstelæren, skulde han faa Kald; var det en Præst, skulde han blive Provst; var det en Provst, skulde han blive Bisp, og var han Bisp, skulde han blive nærmest efter Kongen. Saa gik Kongen fra den Ene til den Anden, og spurgte dem Allesammen, og da han kom til Kulbrænderen, saa sagde han: »Hvem er Du?» — »Jeg er den vise Præst og den Sande Profet,« sagde Kulbrænderen. — »Saa kan vel Du sige mig, hvem der har taget Ringen min da?« sagde Kongen.

»Ja, det er ikke rent ud af Von og Vett, at det som er skeet i Mørket, kan syne sig i Lyset,« sagde Kulbrænderen, »men det er ikke alle Aar, at Laxen leger i Furutop,« sagde han. »Nu har jeg læst i syv Aar for mig og Mine, og har ikke faaet Kald endda, saa skal Tyven frem, maa jeg have god Tid og meget Papir, for jeg maa skrive og regne gjennem mange Land.«

Ja, han skulde faa god Tid og saa meget Papir han vilde, naar han bare kunde skaffe Tyven frem.

Saa kom han op paa et Kammer for sig selv i Kongsgaarden, og der var det ikke længe, før de skjønte, at han maatte kunne Mere end Fadervor, for han skrev op saa meget Papir, at det laa deri store Hobe og Hauge, og der var ikke En, som skjønte et Ord af alt det hans krev, for det saa bare ud som Kroger og Kragetær. Men Tiden led, og han fik ikke Greie paa nogen Tyv. Saa blev Kongen kjed af det, og saa sagde han, at kunde han ikke skaffe Tyven frem om tre Dage, saa skulde han miste Livet.

Norske folke- og huldre-eventyr - Kulbrænderen 2.jpg

»Den, som skal raa’, faar ikke være for braa; En kan da ikke kare ud Kullene, før Milen er slukt,« sagde Kulbrænderen. Men Kongen blev ved Sit han, og Kulbrænderen skjønte det, at Livet hans ikke var meget værdt. Nu var der tre af Kongens Tjenere, som vartede ham op hver sin Dag, og disse tre havde været sammen om at stjæle Ringen. Da den ene Tjeneren kom ind og tog af Bordet efter Kveldsverden og gik ud igjen, drog Kulbrænderen et dybt Suk og saa efter ham: »Det var den Første,« sagde han; han mente den første af de tre Dage, han havde igjen af Livet sit. »Denne Præsten kan Mere end made sig,« sagde Tjeneren, da han fik Kammeraterne for sig selv, og saa fortalte han, at han havde sagt, at »jeg var den Første,« sagde han. Den Anden, som vartede ham op den næste Dag, skulde da lægge vel Mærke til, hvad han sagde, og rigtig nok, da han tog ud efter Kveldsverden, glante Kulbrænderen stort paa ham og sukkede saart, og saa sagde han: »Det var den Andre.« Saa skulde den Tredie lægge Mærke til, hvorledes han bar sig den tredie Dagen, og det gik værre og ikke bedre; for da Tjeneren tog i Døren og skulde gaa med Kopper og Kjøreld, saa foldede Kulbrænderen Hænderne og sagde: »Det var den Tredie,« og saa sukkede han som Hjertet vilde briste.

Han kom ud til Kammeraterne med Aanden i Halsen og sagde, det var grei Sag, at Præsten vidste det, og saa gik de ind og gjorde Knæfald for Kulbrænderen og bad og velsignede, han maatte ikke sige det var dem, som havde taget Ringen; de skulde gjerne give ham hundrede Daler hver, naar han ikke vilde føre dem i Ulykken. Det lovede han baade vist og vel, der skulde ikke komme Nogen i Ulykke, naar han fik Pengene og Ringen og en stor Grødklat. Den ballede han Ringen vel ind i, og lod saa En af dem give den til den største Galten til Kongen, og gjæte den, saa den ikke gav den fra sig igjen.

Om Morgenen kom Kongen; da var han ikke grei, og vilde have Ret paa Tyven.

»Ja, nu har jeg regnet og skrevet gjennem mange Land,« sagde Kulbrænderen, »men det er ikke noget Menneske, som har stjaalet Ringen,« sagde han. »Pøh! hvem er det da?« sagde Kongen. »Aa, det er den store Galten til Kongen,« sagde Kulbrænderen. Ja, de tog og slagtede Galten, og Ringen havde den i sig; det var rigtigt nok det. Saa fik Kulbrænderen Præstekald, og Kongen var saa glad, at han gav ham Hest og Gaard og hundrede Daler paa Kjøbet. Kulbrænderen var ikke længe om at fiytte, og den første Søndagen da han var kommen i Kaldet, skulde han til Kirken og læse op Kaldsbrevet, men før han reiste, skulde han have Dugurd; saa lagde han fra sig Kaldsbrevet paa Fladbrødet, men tog saa feil og dyppede Brevet ned i Soddgryden, og da han kjendte, det var seigt at tygge, gav han Hunden hele Beten, og den slugte det med det samme.

Nu vidste han ikke, hvorledes han skulde stelle sig. Men til Kirken maatte han, for Almuen ventede, og da han kom did, reiste han op paa Prækestolen med det samme. Der begyndte han at hæve sig slig, at Alle tænkte, det er vist svært til gilde Præst. Men da det bar til, blev det ikke saa gildt endda.

»De Ord, mine Tilhørere, som I skulde faaet høre denne Dag, foer i Hundene, men kom igjen en anden Søndag, mine kjære Sognefolk, saa skulle I faa Andet at høre! og dermed er denne Præken ude.«

Det syntes Almuen var en underlig Præst, for slig Præke havde de aldrig hørt; men saa mente de, »han tør vel blive bedre, og bliver han ikke det, saa skal der vel blive en Raad med ham.« Den næste Søndagen, da der var Messe igjen, var der saa fuldt af Folk, som vilde lye paa den nye Præsten, at der mest ikke var Rum til dem i Kirken. Ja, han kom da ogsaa, og reiste op paa Prækestolen med det samme; der stod han en Stund og sagde ikke et Ord, men saa smældte han paa med een Gang og raabte: »Hør Du gamle Bukke-Berit, hvorfor sidder Du saa langt bag i Kirken?« — »Aa, jeg har slige sunde Sko, Far,« sagde hun. »Aa, Du kunde tage Dig et gammelt Purkeskind og gøre Dig ny Sko, saa kunde Du komme lige saa langt frem i Kirken Du, som de andre Dannekvinder. — Forresten saa maa I betænke, hvad for en Vei I gaar paa; for jeg ser, naar I kommer til Kirken, saa kommer Somme nordenfra og Somme søndenfra; og det Samme er det, naar I reiser fra Kirken igjen; men I stane vel, og da spørges det, hvor det blir af Jer. Ja, hvem ved, hvor det blir af os allesammen? — Saa skal jeg lyse op om en svart Mær, som er bleven borte for gamle Præstemor. Hun har Hovskjæg og Hængeman og mere Sligt, som jeg ikke vil nævne paa dette Sted. — Og saa har jeg et Hul paa min gamle Buxelomme, det ved jeg, men ikke I; men om Nogen har en Lap, som kunde høve til Hullet, det ved hverken I eller jeg.«

Denne Præken var nogle af Almuen nok saa velnøide med. De troede ikke Andet, end at der blev en brav Præst af ham med Tiden, sagde de, men de Fleste syntes det var altfor galt, og da det blev Provstemesse, saa klagede de paa Præsten og sagde, at slige Præker havde ingen hørt før, og saa var der En, som mindtes den sidste og læste den op for Provsten.

Det var en meget god Præken, sagde Provsten; thi det var venteligt, at han havde talt i Lignelser om at søge Lyset og sky Mørket og dets Gjerninger, om dem, som gik paa den brede eller paa den trange Vei; og især, sagde han, var det, som han lyste op om den svarte Præstemærren, en herlig Lignelse om, hvorledes det skulde gaa med os til Slut. Lommen med Hullet paa, det skulde betyde hans Trang, og Lappen var Offer og milde Gaver han ventede af Menigheden, sagde Provsten.

»Ja, saa meget skjønte vi og, det var Præstesækken det!« raabte de.

Til Slut sagde Provsten, han syntes at Menigheden havde faaet saadan en brav og forstandig Præstemand, at de ikke burde klage paa ham, og Enden blev, at de ikke fik nogen Anden; men da de syntes det blev værre og ikke bedre, saa klagede de til Bispen.

Ja, langt om længe kom han ogsaa, da det skulde være Bispemesse. Men Dagen før havde Kulbrænderen været i Kirken, saa Ingen vidste om det, og saget løs Prækestolen, saa det var saavidt den hang der, naar En gik varlig op paa den. Da saa Menigheden var samlet, og han skulde til at præke for Bispen, listede han sig op paa Stolen og begyndte at lægge ud, saa som han pleiede; men da han havde holdt paa en Stund, tog han haardere i, slog ud med Armene og raabte høit: »Er der Nogen her, som har Noget Ondt eller Nogen Ugjerning paa sig, da er det bedst, at han forlader dette Sted; thi i denne Dag vil der ske et Fald, hvis Mage ikke har skeet siden Verdens Skabelse,« og dermed slog han i Stolen, saa det dundrede, og Prækestolen og Præsten og hele Hurven ramlede ned over Kirkevæggen med et Brag, saa Almuen satte ud af Kirken, som den yderste Dag holdt paa at komme.

Men da sagde Bispen til Almuen, at han undredes paa, at Menigheden kunde klage over en Præstemand, som havde saadanne Gaver paa Stolen og saa megen Visdom, at han kunde forudsige tilkommende Ting. Han syntes, han mindst burde være Provst, sagde han, og det varede ikke længe heller, før han blev det. Saa var der ingen Raad, de fik drages med ham.

Nu var det saa, at Kongen og Dronningen der i Landet ikke havde nogen Børn, men da Kongen fik høre, at der kanske kunde komme et, var han nyfigen efter at vide, om det skulde blive en Arving til Land og Rige, eller om det bare skulde blive en Prindsesse. Saa blev alle de Lærde i Landet samlede til Slottet, for at de skulde sige, hvad det blev til. Men da der ikke var nogen af dem, som kunde det, saa huskede baade Kongen og Bispen paa Kulbrænderen, og det var ikke længe, før de fik ham imellem sig og spurgte ham ud. Nei, han kunde ikke han heller, sagde han, for det var ikke godt at gjætte det, som Ingen kan vide.

»Ja, ja,« sagde Kongen, »jeg er lige glad, enten Du ved det eller Du ikke ved det, jeg; men Du er jo den vise Præst og sande Profet, som kan forudsige tilkommende Ting; og vil Du ikke sige det, skal Du miste baade Kappe og Krave,« sagde Kongen. »Men det er Samme, jeg skal prøve Dig først,« sagde han, og saa tog han det største Sølvkruset han eiede, og gik ned i Stranden. »Kan Du nu sige mig, hvad der er i det Kruset,« sagde Kongen, »saa kan Du nok sige det Andet og?« sagde han og holdt paa Kruslaaget.

Kulbrænderen vred bare Hænderne og bar sig ilde: »ɔAa, Du ulykkeligste Kryp og Krabbe paa denne Jord, hvad har Du nu for alt Dit Slid og Dit Slæb!« sagde han.

»Ja, der ser Du, om Du ikke vidste det!« sagde Kongen, for han havde en stor Krabbe i Sølvkruset. Saa maatte Kulbrænderen ind i Storstuen til Dronningen. Han tog en Stol og satte sig midt paa Gulvet, og Dronningen gik frem og tilbage i Stuen.

»En skal ikke gjøre Baas til ubaaren Kalv, og ikke trætte om Navnet, før Barnet er født,« sagde Kulbrænderen; »men Sligt har jeg hverken hørt eller seet,« sagde han; »naar Dronningen gaar mod mig, saa tror jeg mest det blir en Prinds, og naar hun gaar fra mig, ser det ud som det var en Prindsesse«: det var Tvillinger, saa Kulbrænderen traf det den Gangen ogsaa. Og for det han kunde sige det, som Ingen kunde vide, fik han Penge i Læssevis, og saa blev han den Nærmeste næst Kongen. Trip trap trille, han blev mere end han vilde.

Norske folke- og huldre-eventyr - Kulbrænderen 3.jpg