Norske Folke- og Huldre-eventyr/25
Over Vaage Præstegaard hæver sig en furekronet Aas eller et lidet Bjerg med Kløfter og steile Vægge. Det er Jutulsbjerget, som Storm har viet en Sang. Ved et Naturspil viser der sig i en af dets glatte Vægge en Port. Staar man paa Broen over den viltre Finna eller hinsides paa Engene, og ser denne Port over Hængebirkenes svævende Guirlander og yppige Løvværk og tager Indbildningskraften en Smule til Hjælp, former den sig til en Dobbeltport, oventil forenet ved en gotisk Spidsbue. Gamle hvidstammede Birke staae som Søiler ved dens Sider; men deres høie Toppe naa ikke til Buens Begyndelse, og gik Porten kun en Kirkelængde ind, kunde Vaage Kirke staa under Spidsbuen med Tag og Taarn. Det er ikke nogen almindelig
Dør eller Port. Det er Indgangen til Jutulens Palads. Det er
Hoveder mageligt kan gaa igjennem uden at bøie sin Nakke. Naar Nogen i gamle Dage, da der var mere Samkvem mellem Mennesker og Trold, vilde laane hos Jutulen, eller tale med ham i andre Forretninger, var det Skik at kaste en Sten i Porten og Sige: »Læt op, Jutul!«
For et Par Aar siden kom jeg en Eftermiddag til Præstegaarden for at aflægge et Besøg. Familien var paa Sæteren; der var Ingen hjemme uden en gammel Døl, som paa min Begjæring fulgte mig op til Jutulsporten. Vi bankede paa, men der kom Ingen og lukkede op. Det undrede mig heller ikke, at Jutulen ikke vilde modtage os, eller at han nu paa sine gamle Dage saa sjælden giver Audiens; thi tør man dømme efter de mangfoldige Spor af Stenkast i Porten, har han været overmaade besværet med Besøg.
»En af de Sidste, som saa ham,« fortalte min Ledsager, »det var Johannes Sørigaarden fra Blessom, Nabogaarden til Præstegaarden. Men han ønskede vist, han aldrig havde seet ham,« føiede han til.
»Denne Johannes Blessom var nede i Kjøbenhavn og skulde have Ret paa en Proces, for her i Landet var der ingen Ret at faa ved de Tider; og naar En vilde have Ret, var der ingen anden Raad end at reise derned. Det havde Blessommen gjort, og det gjorde Sønnen hans efter ham ogsaa, for han havde og en Proces. Saa var det om Juleaften, Johannes havde snakket med Storkarlene og gjort fra Sig, og han gik paa Gaden og var stur, for han var hoga him. Ret som han gik, strøg der forbi ham en Vaageværing i hvid Kufte med Taskelaag og Knapper som Sølvdalere. Det var en stor, svær Mand. Han syntes, han skulde kjende ham og, men han gik saa fort.
»Du gaar fort. Du,« sagde Johannes.
»Ja, jeg faar nok skynde mig,« svarede Manden, »for jeg skal til Vaage i Kveld.«
»Ja, gi’ jeg kunde komme did, jeg ogsaa,« sagde han Johannes.
»Du kan faa staa paa med mig,« sagde Manden, »for jeg har en Hest, som træder tolv Trin i Milen.«
De reiste, og Blessommen havde nok med at holde sig paa Meierne, for det gik gjennem Veir og Vind, saa han hverken kunde se Himmel eller Jord.
Ensteds var de nede og hvilte. Hvor det var, kunde han ikke skjønne, for med det samme de satte afsted igjen, og han syntes han saa et Dødninghoved paa en Stage der. Da de var komne et Stykke paa Veien, begyndte Johannes Blessom at fryse.
»Uf, jeg glemte igjen den ene Vaatten min, der vi hvilte; nu fryser jeg paa Næven,« sagde han.
»Du lyt taale det, Blessommen,« sagde Manden, »for nu er det ikke langt igjen til Vaage, og der vi hvilte, var halvveis.»
Før de kom til Finnebroen, stansede Manden ved Sandbovolden og satte han Johannes af.
«Nu har Du ikke langt hjem,« sagde han, »og nu skal Du love mig det, at Du ikke ser Dig tilbage, om Du hører nogen Dur eller ser noget Lysskin.«
Det lovede Johannes og takkede for Skydsen. Manden kjørte sin Vei over Finnebroen, og Johannes tog op over Bakken til Blessomgaardene. Men ret som det var, hørte han en Dur i Jutulsberget, og med Et blev det saa lyst paa Veien foran ham, at han syntes han kunde have seet at tage op en Naal. Han kom ikke i Hug det han havde lovet, men dreiede paa Hovedet og skulde se, hvad det var. Da stod Jutulsporten paa vid Væg, og det skinnede og lyste ud gjennem den som af mange tusende Lys. Midt i Aabningen saa han Jutulen, og det var Manden, han havde staaet paa med. Men fra den Tid sad Hovedet paa Skakke paa Johannes Blessom, og saaledes var han, saa længe han levede.«