Norske Folke- og Huldre-eventyr/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel og Søn.) (s. 231-234).
Dumme menn.jpg

Der var en Gang to Kjærringer, som trættede, saa som Kjærringer gjør iblandt, og da de ikke havde Andet at trætte om, saa tog de paa at kjævles om Mændene sine, om hvem der var den dummeste af dem. Jo længer de trættede, des argere blev de; til sidst var de nær ved at komme i Luggen paa hverandre, for En veed det, at »Ufred er lettere at yppe end at ende, og det er vondt, naar Vettet vanter.« Den Ene sagde, der gaves ikke den Ting, hun ikke skulde faa Manden sin til at tro, naar hun sagde det var saa, for han var saa lettroen som Troldene; og den Anden mente det, at om det var aldrig saa galt, saa skulde hun faa Manden sin til at gjøre det, naar bare hun sagde, det skulde være saa; for han var slig, at han hverken kunde finde Naal eller Nøste.

»Ja, lad os saa prøve, hvem af os der kan faa narret dem bedst, saa faar vi se, hvem som er den dummeste,« sagde de da en Gang, og det blev de forligte om.

Da saa Manden kom hjem af Skoven, sagde den ene Kjærringen: »Gud bedre mig for Dig! det er da altfor ilde, Du er vist syg, om Du ikke er feig.«

»Der vanter ikke Andet end Mad og Drikke,« sagde Manden.

»Gud bedre mig saa sandt!« skraalede Kjærringen; »det blir nok værre og værre, Du ser mest ud som Lig i Synet; Du faar lægge Dig! Aa, dette kan aldrig vare længe.« Saaledes holdt hun paa, til hun fik Manden til at tro, han var Døden paa det nærmeste nær, og lik ham til at lægge sig, folde Hænderne, lægge ihob Øinene, og saa strakte hun ham, lagde ham paa Ligstraa og fik ham i Kisten; men for at han ikke skulde kvamne, mens han laa der, havde hun faaet gjort nogle Huller i Fjælene, saa han baade kunde puste og kikke ud.

Den andre Kjærringen, hun tog sig et Par Karder, og satte sig til at karde, men hun havde ingen Uld paa dem. Manden kom ind og saa dette Abespillet. »Der er liden Hjælp i Rok uden Hjul, men Karder uden Uld er bare Kjærringtul,« sagde Manden. »Uden Uld?« — sagde Kjærringen; »jo jeg har UId; men Du ser den ikke, for den er af det fine Slaget,« sagde hun. — Da hun havde kardet fra sig, fik hun Rokken frem og tog paa at spinde. »Nei, dette gaar rent paa Skade,« sagde Manden; »Du sidder jo og surrer og skjæmmer ud Rokken Din, naar Du ikke har Noget paa den.« — »Ikke Noget paa den?« sagde Kjærringen; »Traaden er saa fin, at der Skal andre Øine til at se den,« sagde hun.

Da hun saa var færdig med Spindingen, saa bommede hun, satte Væven op, rendte og Spolede og vævede Tøiet. Saa tog hun det ud af Væven, stampede det og skar det til, og syede Klæder af det til Manden sin, og da de var færdige, hængte hun dem op paa Stabursloftet. Manden kunde hverken se Tøiet eller Klæderne, men han var nu kommen i Troen paa, at det var saa lint, at han ikke kunde se det, og saa sagde han: »Ja, ja, naar det er saa lint, saa er det saa fint da.«

Men saa var det en Dag, Kjærringen sagde til ham: »I Dag faar Du gaa i Gravøl; Manden Nord-i-Gaarden farer til Jorden i Dag, og saa faar Du have paa Dig de nye Klæderne.« Jaha, han skulde gaa i Gravølet, og hun hjalp ham at faa Klæderne paa, for de var saa fine, at han kunde rive dem Sund, om han skulde hjælpe sig Selv. Da han kom op i Gravølsgaarden, havde de alt drukket baade stivt og stærkt der; Sorgen blev ikke større, da de fik se ham med de nye Kirkeklæderne, skal jeg tro. Men da det bar afsted til Kirkegaarden, og den Døde kikkede ud igjennem Pustehullet, slog han hele Latterdøren op: »Nei, nu maa jeg storle,« sagde han; »gaar ikke han Ole Sørigaarden splitnøgen i Gravølet mit!«

Da Følget hørte det, var de ikke sene til at faa Laaget af Kisten, og den andre Manden med de nye Kirkeklæderne, han spurgte hvorledes det gik til, at hin laa i Kisten og pratede og lo, han som de holdt Gravøl over; det var da ligere, om han græd. »Graad graver Ingen op af Graven,« sagde den Anden, og hvorledes de snakkede da, saa kom det for Dagen, at det var Kjærringerne, som havde stelt det til. Saa gik Mændene hjem og gjorde det Klogeste, de nogen Tid havde gjort, og er der Nogen, som vil vide hvad det var, saa faar han spørge Birkefuten.