Norske Folke- og Huldre-eventyr/10
Fra Tyristranden gik vi en af de første Dage i Mai — det var længe før Jagtloven udklækkedes — op igjennem Lien for den følgende Morgen at være paa en Tiurleg i Skjærsjøhaugen. som paa disse Kanter havde Ord for at være den sikkreste. Vi vare fire, min Ven Kapteinen, jeg, en gammel Skytter ved Navn Per Sandaker over fra Sognedalen, og en rask Gut, der førte to Kobbel Hunde; naar Legen var endt, skulde vi nemlig gaa paa Harejagt. Nede i Bygden var det fuld Vaar; men da vi kom ind paa Aasen, laa Sneen dyb i Dale og Dækker. Aftenen var endnu ret lun, og Fuglene sang sin Vaarsang i Skoven. I Nærheden af Asksæteren, hvor vi agtede at tilbringe Natten, tog vi op i den for enhver i disse Skove vankende Fugleskytter velbekjendte Skjærsjøhaug, for at høre hvor Fuglene satte sig paa Natkvisten. Da vi naaede derop og fik en fri Udsigt, stod Solen i Nedgangen og kastede sit gyldne Lys ufordunklet op i den tindrende Himmel. Men denne hvælvede sig ikke over et blidt og venligt Landskab: mørke, uendelige Skove og Aaser, kun afbrudte ved islagte Tjærn og store Myrer, strakte sig paa alle Kanter lige hen til Himmelbrynet.
Vi havde ikke været her længe efter Solens Nedgang, før vi hørte en susende Flugt og de stærke, tunge Vingeslag af en Fugl, der slog sig ind. »Det var ikke nogen gammel Fugl,« sagde Kapteinen med Kyndighedens Mine, da han ikke hørte Fuglen give Lyd, efterat den havde sat sig op.
To Fugle kom snart efter denne susende og slog sig ind uden at give Lyd. Men derpaa kom en flyvende med endnu tungere, mere susende Vingeslag, og da den havde sat sig, skar den Næb.
»Den Karlen er ikke født i Fjor. Det er Husbonden paa Legen,« sagde Per Sandaker; »bare det ikke er Gamle-Storen selv; men det tror jeg mest.«
Der kom endnu tre Fugle, og for hver som slog sig ind, skar den gamle med Næbbet. De to gav ikke Lyd, men den tredje svarede i samme Tone.
»Det var en fremmed Karl,« udbrød Per; »han kjendte ikke Gamlen; ellers havde han holdt Kjæften sin. Paa Morgenkvisten kommer han til at angre det, for tro mig, Gamlen finder ham nok, og han er ikke Bas at kjeikes med, naar det rette Lunet er paa ham. Jeg har set, hvorledes han børstede en Kranglefant, som skar til ham paa Legen en Gang før.«
Under disse Ord lagde Skyttens aabne, veirbidte Ansigt sig i høist besynderlige, polisk grinende Folder, der syntes at hentyde til en eller anden mystisk Historie. Thi efter den korte Skildring, Kapteinen havde givet mig af ham, da Per Sandaker under vor Vandring en Gang var bleven et Stykke efter, skulde han være stærk i Historier om Troldfugle, Udsendinger og Underjordiske, og gik især i den yderste Detail, naar han fortalte om en eller anden af de atten Bjørne, han i sine Dage havde fældet. Derimod taug han gjerne angaaende det lige saa store Antal, onde Tunger beskyldte ham for at have skudt bort.
»Men hvad er det for en Gammel og Gamle-Stor, Du taler om?« spurgte jeg.
»Det skal jeg sige Dem,« tog Kapteinen hurtig til Orde, idet vi begav os paa Veien til Sæteren. Rimeligvis frygtede han for, at dette overilede og utidige Spørgsmaal efter mit saa korte Bekjendtskab med Per skulde indgyde ham Mistro og lægge Baand paa hans Tunge. »Det skal jeg sige Dem,« svarede han. »Der er en gammel Tiur paa denne Leg, som er bleven et Fabeldyr i den hele Egn. Blandt Skytterne her er den kjendt under Navnet »Brækaren«; thi istedenfor at sidde rolig paa Kvisten og knæppe, flyver den ofte om mellem Trætoppene, brægende som en Gjed. Først naar denne Manøvre er udført, sætter den sig op for at klunke og sage. Saadant Spil er saa ufornuftigt, at Ingen kan komme den paa Skud. Den bruger imidlertid endnu oftere et andet Kneb, som er meget værre; den sidder rolig og knæpper og slaar sin Klunk, men naar den skal tage paa at sage, flytter den i et andet Træ. Kommer man ved et Slumpetræf til at skyde, bider det ikke paa den. Gamle Per der har skudt paa den baade med Salt og med Sølv, men uagtet Fjærene føg af den, tog den ikke mere Notits af hans sikkre Rifleskud end af en Salut. Næste Morgen spillede den lige raskt og lige falskt.«
»En kunde lige saa godt skyde paa en Sten,« sagde Per med den fuldeste Overbevisnings afgjørende Betoning. »Jeg kom indpaa ham,« vedblev han, »en Gang han holdt Leg paa Fladbergene her borte ved Kloppen, rigtig midt i Veien, som gaar til Skaug; og sad der ikke saa fuldt med Røier om ham, at jeg talte syv Stykker, og flere var der i Skogen, for det snøvlede og pratede bag hver Busk. Og de, som var fremme, de rendte rundt omkring ham og strakte Halsen ud, hukede paa sig og gjorde sig saa lækkre; men Fuglen sad paa Fladberget og briskede sig saa kjøen og spansk som en Greve. Ret som det var, satte han Styven op og slog Hjul, vendte paa sig og sopte Vingerne nede ved Benene og hoppede Ende til Veirs saa høit som saa —. Ja, jeg vidste ikke det var den Kallen jeg, ellers havde jeg nok givet ham en Smæld strax, før han havde gjort sig haard kanske; men jeg syntes det var morsomt at se paa. Som han var i den bedste Legen, saa kom der fygendes en anden Tiur — den var ikke braadt saa stor — og kastede Sig paa Legen. Men da blev der vel Spil! Gamlen reiste Styven til Veirs, og Skjægget stod ud paa ham som Tinder i en Hækle, og saa skar han med Næbbet, saa det rigtig grøssede i mig, og den anden han svarede, — han var ikke mindre Karl maa vide. Men Saa føg Gamlen paa ham, og da de slog Næbbene og Vingerne sammen, smald det, saa det bragede i Skogen. Bedst det var, saa hoppede de høit imod hverandre og hug med Næbbet, og rev med Kløerne og slog med Vingerne; og de var saa arge, at de hverken sansede eller samlede, og jeg syntes jeg kunde gjerne gaa bort og tage dem med Hænderne begge to. Men tilsidst tog Gamlen rigtig Tag i Luggen paa den anden, og han slog den og haandterte den, saa den ordentlig peb, og jeg syntes mest Synd paa Fuglen, for han leiede den om i Toppen, trykte den til Marken og havde den under sig, saa han ordentlig kom agende ud over Fladberget paa den lige ned for Benene paa mig. Da lagde jeg til Øiet i en Fart. Det smald, og Fuglen laa død paa Flækken; men Gamlen blev siddende og lugge den endda, og han løftede ikke paa Vingerne. Ja saa, tænkte jeg, er Du saa stød i Loggen, skal Du være min. Jeg ladede igjen og skulde lægge paa ham, men da ristede han paa sig og reiste Ende til Veirs; men var
han mere end ti Skridt fra mig, saa lad mig aldrig skyde en Fugl mere i dette Liv. — En anden Gang var jeg ogsaa heroppe, og hørte hvor han slog ind, ligesom i Kveld. Det var i en gammel Fure, han satte sig paa Kvist. Did gik jeg kvareste Natten, for der var Fugl vaagen i Skogen Men da han tog til at spille spilte han realt den Gangen. Han spilte, saa Faren ristede og der manglede hverken Klunk eller Saging, og ikke flyttede han heller. Da han slog det fjerde Spillet, var jeg indom Hold, — han sad langt nede paa en Kvist indved Furelæggen. Nu skal Du være min, tænkte jeg, for jeg havde skaaret op en Sølvtoskilling og lagt for Kuglen. Men jagu tænkte jeg ikke fejl. Da det smald, fløi han lige radt, endda Fjæren føg af ’n. Der bider ikke Noget paa den Karlen.«
»I Morgen skal vi dog prøve at faa den, Per; nu ved vi jo, hvor den sidder?« sagde Kapteinen med halv dulgt Malice i sin Mine.
»Der maatte ikke være Fugl i Skogen, naar En skulde give sig til at gaa efter den,« svarede Per, halv vred. »Ja Gud bevares,« tilføiede han med et lidet Anstrøg af Ironi, »vil Kapteinen gaa efter den, saa —, jeg spilder ikke et Korn Krudt paa den. For det siger jeg,« vedblev han troværdig, »at sligt Spil skal aldrig Nogen have hørt. Og slig en Fugl da! Det er det underligste Dyr, En kan se. Han er ikke skabt som en anden ordentlig Tiur; han er mest en halv Gang saa stor, og vel det.«
»Ja, Du har Ret, det er en gammel Rad, som ikke er et Skud Krudt værd,« sagde Kapteinen. »Dens Kjød er vist saa seigt og beskt som den Furekvist, den spiller paa. Imidlertid skulde jeg dog ønske at faa undlivet den for at faa en Ende paa dette Raklespil, hvorved den saa ofte har taget os ved Næsen. Jeg har flere Gange gaaet efter den uden at faa Rede paa Spillet. Jeg har ogsaa et Par Gange skudt paa den, men paa saa langt Hold, at der var liden Rimelighed for Træf. Det er rigtignok en Donatbommert at skyde to Gange paa langt Hold i Tiurskoven, det ved De nok,« henvendte han sig til mig, »men den sidste Gangen var der intet andet for; thi jeg hørte den Kanalje Sara-Anders stille efter Fuglen paa samme Tid. Det er virkelig, som Per siger, en underlig Fugl denne gamle Tiur,« vedblev han; »men,« tilføiede han med et af mig alene bemærket Nik, der antydede hans Forsæt at faa Per Sandaker til at rykke ud med flere af sine Historier, »naar vi kommer op i Sæteren, skal jeg fortælle en Tildragelse, jeg har oplevet med en Troldhare, som var endnu besynderligere end vor Tiur.«
Vi kom snart til den øde Sæterhytte, hvorhen Gutten var gaaet med Hundene, da vi tog bort i Haugen. Efter Kapteinens Ordre havde han luftet og gjort op en dygtig Ild paa Skorstenen. Da vi havde skilt os ved Bøsser og Jagttasker, og sat til Livs et godt Aftensmaaltid af Kapteinens fortrinlige Niste, begyndte denne med paatagen Alvor i Tale, Ansigt og Miner at fortælle den belovede Historie om Troldharen.
»Da jeg var Løitnant, laa jeg og exercerede paa Toten en Sommer. Jeg havde Hunde med mig for at jage. En Eftermiddag stod jeg i Kjøkkenet og skulde ud at forsøge Kveldsjagten, da en af Husmændene kom ind.
»Er der meget Hare her, Du?« spurgte jeg.
»Det er endda nok af dem,« svarede Husmanden. »Oppaa Sukkestadsletten gaar der en gammel Sugg; der har været mange baade Bikkjer og Folk efter den, men den er ikke grei at faa, maa vide.« Og hermed rystede Husmanden betænkelig paa Hovedet.
»Er den ikke grei at faa? Hvad er det for Snak. Der findes vel ikke en ordentlig Hund her? Naar mine Bikkjer faar den paa Benene, tænker jeg nok den skal blive at faa,« sagde jeg og klappede Hundene, som trak i Koblet og vilde ud.
»Ja saa? Jagu tør det hænde og da,« sagde Husmanden og grinte vantro.
Jeg gik lige op paa Sukkestadsletten og havde ikke sluppet Hundene, før Haren var paa Benene, og det var Los; men der havdede ikke blive noget Ordentligt af; thi den foer og stak og stak; Hunndene vare ikke i Stand til at faa rigtig Rede paa Foden; anden hvert Øieblik var den paa Benene igjen, og saa gik det nok saa bra’, til den paa ny stak ind i en Buske. Jeg løb hid og did — der var ikke ondt for Post — og jeg skjød paa den flere Gange, men det blev ikke andet end Bom i Bom. Tilsidst satte den sig for mig ved en Granbuske paa fyrretyve Skridt. Jeg skjød og gik ganske sikker hen og skulde tage den op; men da jeg kom bort til Granbusken, var ingen Hare at se; der laa kun en Stok og en Fille. Dagen efter gjorde jeg Bøssen ren, thi den var uren og fuld af Krudtslam. Medens jeg var i Færd dermed, kom Husmanden til.
»Hvorledes gik det med Haren, Løtnan?« spurgte han og satte et polisk Fjæs op.
Jeg fortalte ham Historien.
»Der har været Mange efter den, baade Bikkjer og Folk, men den er ikke grei at faa, maavide,« gjentog han med hemmelighedsfulde Miner. »I gjør ren Bøssen Jeres; men det skal ikke hjælpe stort, skal jeg tro; Pus berger sig nok ligevel.«
»Men Guds Død, hvad er der paa Færde med den Hare, bider der ikke Krudt og Bly paa den?« spurgte jeg.
«Det torde hænde det var saa, som I siger,« svarede han; »jeg kan nok sige Jer det, at det er en Troldhare den Rusken; men den som var oppe igaar, det var bare Udsendingen hans; for selv gaar han altid realt. Men nu skal jeg lære Jer et Raad: tag en Orm — jeg skal finde Jer en — og pisk den ind i Bøssepiben og skyd den ud, og prøv saa, om det bider paa med Krud og Bly.«
Dette gjorde jeg; han skaffede mig en levende Orm, som vi truede ind i Bøssepiben; jeg skjød den ud mod Ladevæggen; og mærkeligt nok, der var ikke Andet at se af den end en vaad Flæk.
Nogle Dage efter gik jeg op paa Sukkestadmoen. Det var en Morgenstund Hundene vare neppe slupne, før Haren var paa Benene. Denne Gang var der ikke Stød og Glefs, men det gik i fuld Los, og Haren havde ikke gaaet en halv Time, førend den kom dansende ned over Sletten lige mod mig. Jeg lagde til Kinden og skjød Den faldt paa Pletten, og det var en stor gammel Ramler, fuld af Ar og Skrammer; den havde ikke mere end halvandet Øre.« —
»Slig en Hare har jeg hørt om ogsaa,« sagde Per, der med megen Opmærksomhed havde fulgt Kapteinens Fortælling »Den holdt til her i Holleia, bortimod Granbu; men de sagde, den var mest kulsort. Der var Mange efter den og skjød paa den, men de fik aldrig Raad med den, før denne Fandens Sara-Anders kom borti der. Han skjød den, for han er nu alle Steder, maa tænke. Det var ham, vi saa Slagene efter nedenfor Rausand-Bakken. Det er en stor Skarv, og det er ikke ondt for at se Færdene efter Truerne hans, for han kan aldrig bie som andre Folk, til Fuglen har støet ordentlig Leg.«
»Det tror jeg gjerne,« sagde Kapteinen og strøg sin Knebelsbart. »Det er ikke første Gang den Karl gaar i fredlyst Mark. Men sig mig var det ham, som skjød den Troldhare inde ved Christiania, Du en Gang fortalte om?«
»Aa den, ja det er sandt. Nei, det var en Skytter derindefra, som hedte Brandte-Lars. I kjender ham vist I, som er fra Christian?« sagde han til mig.
Nei, jeg kjendte ham ikke.
»Ja saa, kjender I ikke ham? han bor endda i en liden Hytte under Aasen strax nedenfor Grefsen. Jeg traf ham paa Halland en Gang han var paa jagt med nogle By-Kakser. Det var en rar Skrue, men Kar til at skyde. Paa Haren skjød han mest aldrig Bom, og Fuglen tog han i Flugten, ligesom Kaptein gjør. Men saa var det om den Haren, Kapteinen mente. Det fortalte han mig og Meget til.
»Jeg skulde drive Hundene for gamle Simensen paa Vesletorvet — og skaffe noget Ferskmad,« sagde han. Det var tre Hunde; den ene hedte Rapp, og det var slig en Hund, at de Underjordiske ikke havde nogen Magt med ham, for han var rød, maavide; de andre To var ogsaa brave Hunde, ja Gud bevares vel. Saa var det en Christi Himmelfartsmorgen, sagde han, jeg var oppe ved Linderudsæter-Røa. Der tog han Rapp ud, og han kjørte den, saa det hvinede og peb i Aasen. Jeg tog Post paa en Kullebund der. Da han havde gaaet en Tur, saa kom Haren lige forbi mig. Jeg skjød, men det var Bom, og saa gik det afsted i fuld Los. Det varede ikke længe, saa kom han igjen paa samme Stedet — han var ganske svart efter Ryggen —, og jeg skjød Bom igjen.
»Men hosdan i Dævelen hænger dette sammen, vil ikke de andre Hundene slaa til, tænkte jeg ved mig,« sagde han, »for det var bare Rapp som jagede, og det gik i eet Kjør. Nei, det kan ikke være nogen rigtig Hare. Men jeg vil se paa ham en Gang til først. Ja, saa kom han tredje Gangen og, og jeg skjød Bom, og begge de andre Hundene var med, men Hals gav de ikke. Men saa forsynede jeg Svansskruen og Loddet,« sagde han.
»Hvorledes?« spurgte jeg.
»Du faar fortælle det, Per,« sagde Kapteinen. »Ja, han vilde ikke ud med det i Førstningen,« svarede Per, »men da jeg havde skjænket ham rigtig og givet ham en Rul Tobak, saa sagde han det.«
»Du skal tage Bark af en Flau-Rogn,« sagde han, »og forsyne Svansskruen med, og saa skal Du skrabe tre Sølvsmuler af en Sølvskilling, som er arvet; men det maa være af de gamle gode Pengene, som har været med ude i Krigen; saa skal Du skrabe tre Fliser af Veslefing-Neglen paa den venstre Haanden, og saa skal Du tage tre Bygkorn, men har Du ikke dem, kan Du tage tre Brødsmuler, og Alt det skal Du lægge for Loddet, saa blir det Dot, om det saa var selve Fanden Du skjød paa,« sagde han. »Det gjorde jeg den Gangen ved Linderudsæteren,« sagde han, »og da han kom den fjerde Gangen, saa maatte han i Bakken, i det samme det smald,« sagde han. »Det var en liden, tør Hund, og han var saa gammel, at han var mest svart. Ja, jeg tog og hængte ham op efter Bagbenene i en Kronglebjerk og til at veie ham ud, men Herren forsyne mig,« sagde han, »blødede han ikke som en liden Kvie, og Hundene slafsede og slafsede Blodet i sig nede paa Bakken.« Saa gik jeg med den da, men hvordan jeg gik, gik jeg galt, og Blodet randt af den; jeg kom frem ved den samme Kronglebjerken igjen to Gange. Dette var da besynderligt det, tænkte jeg« — sagde han — »for her skulde jeg mest være lige saa vel kjendt, som hjemme paa Stuegulvet mit. Men naar det er galt; saa er det gjerne rent galt. Naa da, jeg faar lade Bikkjerne finde Veien da, og det gjorde jeg; men da jeg kom nedover forbi nogle Bergknauser der, saa var hun Gamlemor ude. Hun stod rigtig foran noget Smaabjerk, opved en liden Bergknat, med Skaut paa Hovedet og Skindtrøie og svart Stak, og støttede sig paa en Krykkjestok og saa ud som en Kone oppe fra Landet.«
»Du Lars, sagde hun, Du har faaet mange Harer af mig i Marken her, og jeg har undt Dig godt. Derfor kunde Du gjerne ladet Sæterharen min gaa for den han var. Og havde Du ikke havt den røde Rappen Din, havde Du ikke faaet den heller!«
»Jeg svarede ikke Ordet jeg,« sagde Lars, »men strøg nedover til Mærremyren og op over til Bamsebraaten. Der slap jeg Hundene og Los var det strax; Rapp tog ud, og jeg stod og lyede en Stund, om de andre skulde slaa til, for det bar bortover til Linderudsæteren igjen, saa jeg blev ganske fælen. Jo, saa fik jeg høre Maalet paa dem alle tre, og saa vidste jeg, det var rigtig Hare. Det var Fanden til lang Tur han gjorde; men da han kom tilbage, trampede han i Bakken som en Folunge, og da jeg fik se Ørene paa ham, var han mest saa stor som en liden Gjedebuk. Den skjød jeg. Saa gik jeg sørover ned imod Alunsjøen. Der tog de ud igjen, og saa gik det i skurende Los opover til Linderudsæteren igjen — for bortom der maatte de nu med ham. Langt om længe kom de da igjen. Saa skjød jeg den. Da havde jeg tre. Nu kan det være nok for i Dag, min kjære Lars, sagde jeg« — sagde han — »og saa gik jeg ned og hængte dem op i Kjælderhalsen til Simen.«
»Men Herren forsyne mig blødede ikke den vesle Svarte i tre Dage efter, saa at Kjælderen mest var halv med Blod« — sagde han. —
»Du talte nylig om, at der skal have været en Troldhare her i Holleia; — der gaar ogsaa Sagn om, at der er fuldt af Rigdomme af ædelt Metal i Bjergene her. Det skulde det ikke være ilde at have en Del af, ikke sandt, Per« sagde Kapteinen, som atter begyndte at lirke for at faa en Fortælling frem.
»Aa, hvad skulde Kapteinen med det,« svarede Per og rystede paa Hovedet Han har nok, og vel saa det. »For en fattig Stakkar kunde det saa være; men tro mig, det er ikke greit at faa Klo i.«
»Jeg synes dog det er besynderligt, at Du ikke har lagt Dig efter at faa Noget af det,« vedblev Kapteinen.
»Aa, hvorledes skulde det gaa til?« spurgte Per. »At ligge og grave i Aaserne, saa som han gamle Jon Haugen gjorde al Holleia over, det synes jeg ikke Noget om.«
»Der gives andre Maader at komme til Rigdom paa,« sagde Kapteinen hemmelighedsfuldt. »Hvad siger Du om at holde sig Godvenner med Bergkjærringerne? Du har min Sandten ikke været saa styg en Karl i Din Ungdom Du, Per Sandaker! Du kunde nok have gjort Lykke.«
»Haa, haa, haa!« lo Per i Skjægget, kjendelig tilfreds med Kapteinens spøgende Yttring om hans fordelagtige Ydre. »Jeg har ikke troet paa Sligt, for jeg har aldrig seet hverken Trold eller Hulder.«
»Men der boede dog en Bergkjærring borti Holleia her i gamle Dage?« sagde Kapteinen.
»Aa, det er ikke Andet end et gammelt Eventyr. Jeg har nok hørt sligt Prat, men jeg tror det ikke,« svarede Per.
»Ja, men Du ved da vist fuld Besked derom, Du som har færdets her i Marken saa længe? Du faar fortælle hvad Du ved; thi denne Bymand er en Nar efter slige Historier.«
»Kanske det? Ja, kan det da, men jeg tror ikke det er sandt,« forsikrede Per og begyndte
»Søndenfor Hollei-Spira — ja, de kalder det nu Holleia mellem Tyristranden her og Sognedalen« — anførte han til min Underretning —— »er der to Bergnuter, som de kalder Store-Knuten og Vesle-Knuten; der I sidder, kan I endda se lidt af høieste Spiraasen bent op for Skaug. Borti der er mangfoldige gamle Skjærp, og der er saa meget Sølv og Rigdom i Bergene, at der ikke er nogen Ende paa det, siger de da. Men det er ikke greit at faa Noget af det, for i Knuterne bor der en gammel Bergkjærring. Hun eier det Altsammen og sidder paa det som en Drage — siger de da. Hun er meget rigere end Kongsbergkongen, for da de havde brudt saa gruelig meget Selv paa Kongsberg en Gang, saa kom Kongen ud i Gruben og sagde til Folkene:
»Nei, nu kan jeg snart ikke taale Jer længere hernede, for holder I saaledes ved, blir jeg en arm Mand. I ødelægger mig rent. Nei, flyt til Søster min, Guri Knutan i Holleia; hun er ti Gange rigere end jeg.«
»Guri Knutan blir altsaa en Søster af Egebergkongen,« bemærkede jeg.
»Egebergkongen? hvad er det for En? Er han fra Christian kanske?« spurgte Per.
Jeg fortalte ham Sagnet om Egebergkongen og hans Flytning, og anførte hans Udsagn i I814, at han vilde flytte til sin Broder paa Kongsberg, fordi han ikke kunde udholde den Skydning og Dommenering der var.
»Ja, han var saa det da, han var Bror til denne Kjærringen, jeg snakker om,« sagde Per troskyldig. »jeg har ogsaa hørt om Ene vedblev han, »som flyttede, fordi han ikke kunde taale Skydning og Dommenering. Men han var her fra Marken. Enten det nu var Manden til denne Guri eller det var en anden En, det ved jeg ikke, men det skulde være en af dem, som bor i Bergene og Meiereget. Det gik saaledes til, at ved de Tider de tog op Gruber i Skaugs-Marken, saa var der en Kjærring, hun boede borte ved Langesjøbækken, som gaar midt imellem Sognedalen og Tyristranden Denne Kjærringen hedte Rønnau, og saa kaldte de hende Rønnau Skauggen. Tidlig en Morgen ved St. Hans Dags Tider skyllede hun Klæder nede i Bækken og saa fik hun se saa meget Sølvtei, baade Tallerkener og Fad og Skeer og Slever og Alt det som til var, og der var saa
meget vakkert Kjøkkentøi, og det laa pas Bunden af Bækken og blinkede og skinnede i Solen under Vandet. Da hun fik se al denne Rigdommen, blev hun ligesom hun var rent tullet; hun tog til Bens og løb hjem, for hun vilde hente et Kjørrel og tage det Altsammen. Men da hun kom tilbage, var det væk hver evige Smitt og Smule. Der var ikke saa Meget igjen som en blank Sølvtoskilling, og hun saa ikke Andet end klare Vandet, som blinkede og randt over Stenene. En Stund efter var det, de begyndte at tage op Kobbergruber i Skaugsmarken, og det var slig Støi og Skydning og Dunder stødt og stændigt, at der ikke var Fred nogen Tid. Sent en Kveld da havde Rønnau været ved Bækken. Saa mødte hun en svær Mand paa en stor, svart Hest. Han fulgte en hel Rad Flytningslæs og drev nogle Flokke med Sauer og andre Kreaturer.
»God Kveld, Rønnau,« sagde han, »jeg flytter nu jeg.«
»Ja. jeg ser det, Far, men hvorfor gjør I det da?« spurgte hun.
»Aa, de holder jo slig Dommenering i disse Gruberne her, at det bryder i Skallen paa mig. Det kan jeg ikke holde ud længer, derfor flytter jeg til Bror min i Tinn i Thelemarken. Men hør Du, Rønnau,« sagde han, »hvorfor vilde Du have hele Kjøkkenstellet mit, den Tid Du saa Sølvet i Bækken? Havde Du nøiet Dig med det Du kunde baaret i Sækken Din, skulde Du faaet det.«
»Siden den Tid,« sagde Per, »har jeg ikke hørt Nogen har seet noget Sligt paa disse Kanter, enten det nu er saa de har flyttet, eller de holder sig hjemmeligt. Sligt Fanteri har ikke Magt til at vise sig nu, fordi Folk ikke tror paa det, maavide.«
»Der siger Du en større Sandhed, end Du selv ved, min kjære Per,« udbrød Kapteinen. »Folk, der gjælde for visere end baade Du og jeg, sige netop det Samme. Imidlertid kan Du nok endnu komme ud for Trold.«
Efter Kapteinens gjentagne Opfordringer vedblev Per at korte os Tiden Natten udover ved Sagn, Eventyr og Beretninger om sine Jagtbedrifter. Af og til gav Kapteinen en Jagthistorie til Bedste, der som oftest indeholdt hvasse Hentydninger til en eller anden af Pers bortskudte Bjørne, hvorover denne aldrig undlod at lægge sit besynderlige Grinebideransigt i Helligdagsfolder og klø sig bag Øret. Undertiden blinkede han derhos polisk med det ene Øie og sagde: »Det var til Dig det, Per Sandaker, tag det med Dig hjem!«
Ved Midnat lagde vi os til Ro foran Ilden paa et Par Bænke og hvilede ud i en kort Slummer. Da vi vaagnede, sagde Per, at det var paa Tide at gaa paa Legen. Ude var det temmelig koldt: der var frosset Skare paa Sneen, saa den knirkede under vore Fodtrin. Himmelen var dog næsten vaarlig klar og mørkeblaa, og nogle hvidlige Skyer, der sagte kom seilende fra Syd, spaaede Nattekulden en snarlig Ende. Maanen stod lavt nede ved Horizonten: istedenfor at lyse for os paa vor natlige Vandring, lagde den kun sit milde Skjær over de fjerne Aaser og Træernes Toppe, men mellem Furesøilerne lagde den denne mystiske Skumring, der forlængede Skyggerne i det Uendelige, fremgjøglede fabelagtige Skikkelser mellem Stammerne og gjorde Skoven saa hemmelig, dyb og rædsom.
Kun Rødkjælken afbrød ved sin milde Ottesang Skov-Ensomhedens Stilhed.
»Der synger den Fuglen, som er først oppe om Morgenen,« sagde Per. »Nu varer det ikke længe, før der blir Liv i Skoven; vi faar vist skynde os lidt.«
»Det har god Tid, min kjære Per,« sagde Kapteinen; »Tiuren spiller bedst paa Haugen mellem os og Løndalsmyren, og jeg tror ikke det blir Noget med Spillet; det er for koldt.«
»Det blir lindere paa Morgensiden,« svarede Per paastaaelig; »for det er Søndendrag i Veiret, og jeg tror det blir frisk Spil, ved det det har været saa koldt de forrige Nætterne. Solspillet blir vist rent gildt. Hør bare paa Rugden, hvor frisk hun knorter og trækker. Hun venter godt Veir. Der bræger Myrbukken ogsaa. Det blir godt!« tilføiede han med Overbevisning.
Vi hørte Holtsnæppens eiendommelige Lyd, der ligner den gjentagne Kvækken af en Frosk, efterfulgt af en skarp skjærende Hvislen, lig et stærkt Kvidder af Linerlen; vi saa i den nedgaaende Maanes svage Straaler den ene Skygge efter den anden af denne Fugl fare hen over Trætoppene. Vi fornam Myrbukkens eller den enkelte Bekkasins uhyggelige, brægende Lyd, snart nær, snart fjern, snart høit oppe i Luften, snart over os, og pludselig, som det syntes, lige ved vore Øren, snart paa alle Kanter, uden at vi dog vare i Stand til at faa Øie paa Fuglen. Skræksomt overbød Heirens vilde, gjennemtrængende Skrig de øvrige Fugles, der ved dette syntes at gjennembæves af Rædsel; thi de taug pludselig, hver Gang det lød, og der indtraadte en Stilhed, som gjorde Afbrydelsen dobbelt uhyggelig. Men nu istemte Trælærken med klare, klingende Toner sin Morgensang, der gjennem Nattens Mulm og Mørke mindede om det lyse Dagskjær og dannede en oplivende Modsætning til de natlige Fugles spøgelseagtige Færd og uhyggelige Tonen.
»Der ringer Tiurklokken,« sagde Kapteinen; »saa kalde Svenskerne denne lille, muntre Fugl; thi naar den stemmer op, tager Tiuren Morgensalmen fat paa Natkvisten. Lad os nu stanse lidt her, vi er ikke langt fra de Fugle, som kom sidst igaar. Ved at gaa nærmere kan vi let komme til at støkke dem.«
Da vi havde staaet og lyttet i nogle Minutter, hørte vi en Fugl spille i et Par hundrede Skridts Afstand
»Jeg tror mest, det er den Karlen, som kom sidst og skar Næb,« sagde Per. »Jeg skal rigtig undres paa, om han ikke faar Stryg; Gamlen pleier ikke at være stutthugsen.«
Kapteinen lod mig Valget mellem at gaa paa den Kant, hvor vi hørte Fuglen spille, eller mere nordlig hvor han antog Ungfuglene sad Jeg valgte det Første. Kapteinen gik nordover. Jeg og Per sneg os frem mod Fuglen og søgte med den yderste Varsomhed at undgaa Sne og bragende Kviste. Da vi hørte Fuglen skjærpe, stansede vi et Øieblik, men sprang under hver følgende Skjærpning eller Sagning, umiddelbart efterat den havde slaaet Klunken, to eller tre Skridt fremad. Under Knæpningen og Klunken stod vi naturligvis ubevægelige. Da vi paa denne Maade havde nærmet os Træet, hvori den sad, paa en Afstand af fyrti til femti Skridt, hørte vi en Fugl komme flyvende og med Bulder slaa sig ind i Træet. Lyden af sammenslagne Næb og Vinger forkyndte, at den Gamle havde aflagt det forudsagte Besøg hos den fremmede Medbeiler paa Morgenkvisten. Under Kampen sprang vi nogle Skridt frem, men susende Vingeslag vidnede om en letvunden Seier og den fremmede Fugls Flugt Nu var det stille lidt; men der kaglede en Røi, og strax begyndte Fuglen at spille; den knæppede og slog Klunk; men da vi løftede Foden for at springe til, løftede den Vingerne og flyttede i et andet Træ, hvor den atter begyndte sit skuffende Spil.
»Det kunde jeg mest vide,« sagde Per ærgerlig. »Nu er han ude igjen, Gamlen. Det nytter aldrig i Verdens Rige at stille efter ham; En kunde lige saa godt stille efter Skyflokken. Nei, lad os gaa lidt længer nordpaa; der sidder flere Fugle, og der er vel kanske en af dem, som tør løfte paa Næbbet, endda de er rædde for dette Ubæstet, gid Fanden havde ham!«
»Ved Du, hvor denne Gamle pleier spille Solspillet?« spurgte jeg.
»Ja, det ved jeg vel,« svarede Per. »Han spiller det i en Fure paa en liden Bergknaus nedenunder her i Hyttetjærns-Myren; men det er ikke greit at faa Skud paa den der, for Furen er saa urimelig høi og lang.«
»Did vil vi,« sagde jeg; »men siden Du tror det er bedre, kan vi først gaa lidt nordover.«
Vi gik et Stykke i den foreslaaede Retning forbi en uhyre stor Rullesten, som Per kaldte Mjølne-Ragnhild, langs den søndre Bred af Løndalsmyren. Men vi hørte ikke en Fugl spille. Per Sandaker undrede sig meget over, hvor de Alle vare blevne af, og kom endelig til den Slutning, at Slagsmaalet havde jaget dem bort eller gjort dem saa rædde, »at de ikke torde mukke.« Det begyndte at lyse af Dagen, da vi hørte et Knald langt nordpaa Sandtjærnsaasen, hvor Per fortalte, han og Kapteinen pleiede have Bjørn-Aate liggende, og hvorfra Manden ikke skulde have langt til sin Sæter og det Sted i Sognedalen, hvor han boede. En Stund efter hørte vi atter et Knald, der ligesom det forrige erklæredes for at være af Kapteinens Bøsse. Medens vi gik ud paa Myren til den betegnede Fure, hvorhen Per ikke fulgte med synderlig Lyst, gav han sin Ærgrelse over vor uheldige Jagt frisk Luft, idet han i afbrudte Sætninger smaasnakkede med sig selv: bare Krudspilde — nei, nei — Kapteinen det er Karl til Mand — han har een — kanske to — Sara-Anders var det inte — den Fillebøssen da — hm, det er anden Smæld i Kapteinens.«
»Trøst Dig, Per,« sagde jeg. »Kanske vi tør faa den, som er bedre end alle andre Fugle paa Legen.«
»I maa kunne rare Kunster I da,« sagde Per; »men han er for ful, og han er for haard, skal jeg sige.«
Da vi over den frosne Myr vare komne ud paa Bergknausen, tog jeg i Betragtning af det drøie Hold, hvorpaa Fuglen maatte fældes, hvis den efter vor sandsynlige Formodning slog ned i Furens Top, Haglene ud af min Bøsse og ladede med en Haglpatron i Staaltraadvire. Per saa paa dette, rystede paa Hovedet og udtrykte sin Mistillid med et:
»Skal tro det hjælper!«
»Faar se,« svarede jeg lige saa kort.
Den Knaus, vi befandt os paa, laa i den store Myr som en liden Ø. Paa dens Høide kneisede hin tidtnævnte Fure, et umaadeligt Mastetræ, fuldt af Hakkespæthuller. Mod den østlige Ende af Bergknausen stod en anden, der havde været lige saa vældig; men ludende hældede den sig ud over Myren; Stormene havde brudt dens Top, kun dens nederste, næsten nøgne Grene vare tilbage, og som muskelknuddrede Kjæmpearme raktes de ud mod den sølvklare Morgenhimmel. Solen begyndte at hæve sig; den gyllede Aasryggene og lagde efterhaanden sin Glans ud over de mørke Granlier. Men endnu laa Skjærsjømyren, der i sydlig Retning strakte sig saa langt ud for Øiet, at det blaanede i Skoven ved dens fjerne Bred, i dyb Skygge. Rugden, Myrbukken og alle Nattens Fugle vare gaaede til Ro; men Skovens muntre Sangere fyldte den klare Morgenstund med jublende Toner: Gransangeren lod sit monotone Klappreværk gaa; Bogfinker, Fuglekonger og Gjærdesmutter trillede i høien Sky; Aarhaner skjændtes og buldrede høit; Maaltrosten udsendte af fuld Hals Spotteviser og Smædeord mod Alle, men faldt dog undertiden over i det Følsomme og kviddrede sagte og undselig nogle kjælne Strofer. Paa den anden Side Myren spilte en Tiur paa Top. Røierne gjorde sig elskværdige, kaglede og snøvlede sine hæse Næselyd, der fra Sangfuglenes Stade maatte tage sig ud, som naar vore Oldemødre vilde begynde at tolke os Elskov og ungdommelige Pigefølelser.
Imens stode vi skjulte i et tæt Enerkrat paa den lille Bergknaus og ventede Fuglen hvert Øieblik; men den Gamle dvælede længe i sit Harem. Endelig da Solstraalerne gyllede
i Furetoppen, kom den susende paa tunge Vingeslag og kastedesig, ikke som vi havde ventet, i det høie Træ over os, men i den topløse Fure, der ludede ud over Myren. Det var i Sandhed en prægtig Fugl, en stolt Kjæmpe, saaledes som den sad der paa den nøgne Gren mod Himlen med sit skinnende, gjenstraalende, lysgrønne Bryst i Solens Glans. En Røi kom efter og kastede sig ned i Toppen over vore Hoveder. I samme Øieblik slog Fuglen til Spil, reiste Hageskjægget, slæbte Vingerne ned paa Fødderne, gjorde under bølgeformede Bevægelser med Halsen gravitetisk nogle Skridt frem paa Grenen, og begyndte at spille, hvorunder den slog Halen op som et vældigt Hjul. Jeg stod med Fingeren paa Hanen og ventede spændt det afgjørende Øieblik, da den skulde udbrede sine Vinger til Flugt, for paa den store Flade, som derved frembød sig, paa et langt Hold at kunne gjøre et saa meget sikrere Skud. Men under Røiens fortsatte Kaglen spilte den Spillet til Ende og havde alt slaaet Klunken i det andet, da en Kvist knækkedes under min Fod. Røien udstødte en skarp, varslende Lyd; dog nu var den Gamle kommen i saadan Hede, at den ikke ændsede det velmente Raad, men blev ved at skjærpe, indtil den tro Elskerinde lettede, fløi lige imod den og syntes at ville støde den ned af Grenen. Vakt ved det varslende Vingeslag, lettede den Gamle sig til Flugt. Men min Bøsse var hævet, og den mægtige Fugl styrtede hovedkulds ned paa Myren. Dødskampen var let; den flagsede kun et Par Gange med Vingerne.
Per sprang til og tog Fuglen op, og der gik en Forbauselsens Skygning over hans Ansigt, som dog snart afløstes af et fornøiet, beundrende Grin. Han rystede paa Hovedet og sagde:
»Neigu havde jeg ikke troet det, om saa Kaptein selv havde sagt det; for dette er den Rette. Jeg kjender ham paa Næbbet: saa gult og krumt og digert et Næb har ingen anden Tiur i Marken. Se, hvor grøn han er i Brystet; det skinner mest af ham. Og saa tung og svær han er!« vedblev Per, idet han under næsten barnagtige Glædesudbrud veiede Fuglen i Haanden. »Jeg tror ikke jeg lyver stort, naar jeg siger han veier tredive Mærker. Det var Skud! Nei, Kapteinen han vil da blive glad! Ho, ho, herover!« skreg han, saa det rungende gjentoges af Aasernes Ekko. Kapteinen viste sig snart paa Myren, fulgt af Gutten, som var stødt til ham med Hundene. De bar hver en Tiur. Per løftede triumferende vort Bytte i Veiret og raabte paa langt Hold:
»Det er Gamle-Suggen, Kaptein!«
»Hvad siger Du Karl?« raabte denne, og kom med ilende Skridt. »Er det den Gamle? Det er et ordentligt Stykke Arbeide, som fortjener en Dotsup. Vivant alle Fugle-Republikker, Pereant Suverænerne! udraabte han, da han havde faaet Flasken og Sølvstøbet frem af Jagttasken, og drak os til.
»Var det ikke det jeg sagde, at han blev glad Kapteinen?« sagde Per grinende og smaaleende, idet han blinkede med Øinene og tog sig en eftertrykkelig Taar af Bægeret, der raktes ham. »Nu blir der anden Moro paa Legen, siden vi er kvit den Helvedesbrand.«
Da vi havde udvexlet Beretningerne om vore Hændelser, bleve Hundene slupne. Jagtskriget fyldte Skoven. Der var strax Fod, og inden kort gik det afsted i fuld, skurende Los. Ekko gjentog Glammet mangedobbelt mellem Aaserne, og Hjertet svulmede af Lyst ved Lyden af den klingende jagt i den solblanke Morgenstund.