Hopp til innhold

Norske Folke-Sagn/Indledning

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Indledning til første Afdeling om de overnaturlige Væsener.

„I de høie Fjelde throner den gigantiske Jutul, af hvis Fingre og Fødder man i den haarde Steen end seer Spor, og hvem Fjeldstykker og svere Bautastene tjene som Vaaben; i de lave Aaser have de lumske Trold og den skjønne Huldra deres Tilhold; i Høie og ved gamle Træer færdes end de Underjordiskes talløse Skarer, og under Jorden forarbeide de smaa, men langarmede og kunstige Dverge deres Kunstverker. I Thusmørket vandre endnu Thusser og Vetter om, og i Maaneskin hoppe de muntre og lystige Nisser. I Elve og Søer lurer den fele Nøk, og gjennem Luften farer Asgardreias vilde Færd, bebudende Drab og Krig, medens et beskyttende, varslende Følgie ledsager hvert enkelt Menneske paa dets jordiske Bane.“ Saa lyde Sagnene endnu den Dag i Dag, og at denne Overtro i Norden er gammel kunne vi slutte af Procopius’s Vidnesbyrd: „Thuleboerne dyrke mange Guder og Aander (δαιμονες) i Himlen, i Luften, i Jorden, i Havet og endog nogle, der siges at boe i Kilders og Floders Vand. De offre flittig alle Slags Offer.“

Det første Spørgsmaal, der udentvil falder os ind ved at høre disse besynderlige Sagn, er vistnok, „hvad der kan have fremkaldt og i vor Almues Indbildning med fast uudslettelige Træk indprentet og levendegjort en Overtro, der er saa meget mere mærkelig, som lignende Meninger findes hos de fleste nordeuropæiske Folkeslag?“

Det er sandsynligt, at Ubekjendtskab med Naturen og dens Kræfter, forbundet med den Mennesket medfødte Lyst til at finde Grunden til, og forklare sig de mange Naturphænomener, der daglig maatte tiltrække sig Folkets Opmærksomhed, har ladet det gjette Aarsagerne til disse Særsyn i de Væseners Kraft, som man tænkte sig at have frembragt dem, og siden at færdes i og ved deres Frembringelser. Disse Phænomener vare for talrige og forskjellige til, at man skulde tilskrive dem eet Væsen; man tænkte sig derfor en Skare af overnaturlige Væsener, hvis farlige Indflydelse og fordervelige Vrede man ved Offre og andre Midler søgte at afværge.

Den hule Dundren, som stundom høres i Fjeldene, den Røg og Ild, der stiger op af enkelte, de Ødelæggelser, som et uventet og frygteligt Jordskred eller Jordskjelv ofte foraarsager, og som i vore Tider letteligen lade sig forklare af naturlige Aarsager, maatte derimod let forekomme det med Naturen og dens skjulte Kræfter aldeles ubekjendte og raa Menneske overnaturlige, og som Virkninger af Jutuler, Riser og lignende kjæmpestærke, onde Væsener, der meentes at boe i Fjeldene, og af hvis uhyre Fødder og Fingre den levende Phantasi let fandt Mærker i de haarde Klipper. Efterhaanden omgav Frygt og Overtro disse opdigtede Væsener med alle Skrækkebilleder[1], og man troede at see disse Menneskenes arrigste Fiender forvandlede til Steen rundt om i Landet.

Man fandt Krystaller og andre Naturfrembringelser, som ei kunde være gjorte ved Menneskehænder, man hørte stundom en Stemme, en Lyd, som f. Ex. af Echo og andre naturlige Aarsager nu let kan forklares, hvor man ei havde ventet det; man saa Spor efter Folk, hvor man hendelsesviis Ingen havde seet; man fandt eller tabte Ting, om hvis Oprindelse eller Forsvinden man ei kunde komme paa Spor; man saa blandt flere velskabte Børn en Vanskabning, der enten ved hæsligt Udseende eller stor Dumhed adskilte sig fra de Øvrige. Alle disse Ting, tænkte man, maae have en Aarsag, og af Uvidenhed om Naturen, forenet med Overtro og levende Indbildningskraft, fandt man paa at opdigte Væsener, hvem man tilskrev alle disse Særsyn, og som efter de forskjellige Opholdsteder, man gav dem, bleve kaldte Skovtrold, Huldrer, Bjergtrold, Vetter, Alfer, Dverger, Nisser, Marer o. s. v. Disse tillagde man, og efter dem opkaldte man saaledes Troldridt, Troldved, Dvergemaal (Echo), Dvergesmie (Krystaller) Vettelys, Alfepust, Mareridt o. s. v.

Havets eensformige Flade og skjulte uudgrundelige Dyb, Stormens Brusen og det oprørte Havs skummende Bølger gribe dybt og ofte vidunderlig det menneskelige Sind. Denne Sindsstemning i Forening med de forunderlige Søskabninger, som stundom fanges, og de gyselige Sødyr, der stundom sees, maatte give den afsides boende og uvidende Fisker og Sømand saa rigt Stof til Opdigtelser, at man næsten maa undre sig over, at man ei har flere Fortællinger om Havmænd, Havfruer o. s. v.

Vore Vandfaldes eensformige Brusen, de Kastevinde og Hvirvler, der gjøre vore Fjorde og Elve saa farlige at befare, og hvori aarligen flere Mennesker omkomme, i Forening med den Omstændighed, at Isen i flere ferske Vande, naar Tøveir er ivente, brister i Midten med stor Brag og efterlader en aaben Rand, har vel givet Overtroen Anledning til at tænke sig Vandet og Dybene beboede af ondskabsfulde Væsener, der aarlig i det mindste fordre eet Menneske til Offer, og som under Navn af Nøkker, Grimmer og Qvernknurre, ere noksom bekjendte.

Naar Indbildningskraften først havde fundet paa at befolke Bjerge, Jorden og Vandet med overnaturlige Væsener, saa kunde det ikke vare længe, førend den ogsaa maatte belive det uendelige Rum, der hvelver sig over Menneskenes Hoved. I Stjernernes Vrimmel, Skyernes og Taagens ofte vidunderlige Skikkelse, i Ildkugler og de flammende Nordlys, i Tordenens Skrald og Vindenes Susen gjennem de trange Fjelddale, kunde den Uoplyste let komme til at see og høre Guders Fart, Asgardsreias vilde Færd, Troldkjerringers Ridt, og ane Varsler om indtræffende Ulykker. Lynet slaaer som oftest ned i de høie Fjelde, hvad rimeligere da, end den Tro, at den Gud, der aabenbarer sig i Torden og Lynild, den vældige Thor, med det samme tugter de jordiske Dæmoner, som opholde sig paa de Steder, hvor Lynilden slaaer ned?[2]

Onde og fordervelige vare for Menneskene de fleste af disse overnaturlige Væsener, der altsaa egentligen kunne betragtes som personificerede Naturkræfter[3] og, da der svevede en vis Dunkelhed over deres hele Væsen, gjorde man Natten til deres Færselstid, hvor den menneskelige Indbildningskraft og Frygt er men tilbøielig til at skade sig alskens Skrækkebilleder.

Uagtet personificerede Naturkræfter saaledes er at betragte som Grundelementer for de mythiske Sagn, vilde man udentvivl feile, hvis man ad denne Vei troede at kunne forklare enhver enkelt Mythe eller Sagn om de overnaturlige Væsener. Forklaringen vilde da ofte blive søgt og falsk; thi deels er mangen Mythe eller enkelte Træk i den kun poetisk Udsmykkelse, deels indeholder den ofte et dunkelt Sagn om Landets ældste Historie. Den fast uudgrandskelige Sammenblanding af de forskjellige Sagn er Mythens eiendommelig Kjendemærke. I Fremstillingen af Guder og andre Væsener, deres Strid og øvrige Forhold, ligger ogsaa Folkets ældste Historie i Mythens Dragt. At den maa være dunkel og fabelagtig, følger saavel af dens Ælde, som af den Raahed, hvori de fleste Folkeslag leve i deres første Barndom, hvor det ei falder dem ind, eller de ei engang have Midler til at overantvorde til Efterverdenen Efterretninger om deres Bedrifter. Derfor beroer de fleste Folks ældste Historie paa Sagn, der i Tidernes Løb kunne have været mange Forandringer underkastede. Gjennem den Taage, der tilhyller vor Olds Historie, mene Historiegrandskerne at skimte en Kamp mellem Nordens Urindbyggere og et indvandrende, mere cultiveret Folk, og i vore Folkesagn om Jutuler, Trold, Underjordiske og Dverge søger man Spor af disse ældre raaere Folk i Norden, hvis Beseiring og Fordrivelse, som dunkle Minder fra længst forsvundne Tider, paapeges og foreviges i de gamle Skjaldeqvad og Søgur[4].

At disse Urindbyggere have udgjort en og den samme Folkefærd, er ikke nødvendigt at antage. Tvertimod synes den store Forskjel, som i Sagnene gjøres mellem de uhyre Jutuler, der lege med Klippestykker, og de smaa listige Dverge, der skjule sig i Jorden og dens Huler, at antyde, at de have været høist forskjellige, om de ogsaa paa enkelte Steder have levet sammen og i Modsætning og som fælles Fiender af de fra Østen indtrængende Folk, have forenet sig. Paa nogle Steder synes det som om de indtrængende Erobrere have blandet sig med de ældre Indbyggere, nedsat sig blandt dem, indgaaet Ægteskaber med dem o. s. v. „Tilforn,“ beretter et thelemarkisk Sagn, „vare Thusserne saa utallige, at Christne kunde ei beboe Norge, og Norge ei blive bebygget, førend de indgik Ægteskab med dem,“ og i vore gamle Søgur tales der ofte om historiske Personer, der paa fædrene eller mødrene Side nedstamme fra Risaætten, ere Halvtrold, Thussablandinger o. s. v.[5].

Paa andre Steder lader det til, at de oprindelige Beboere først efter en anstrengende Kamp ere blevne fortrængte fra Sletterne og Dalene hen til de skov- og fjeldrige Egne, hvor Huler[6] bleve deres Boliger, Jagt deres Næring og Dyrenes Huder deres Klæder. At de vedbleve at staae i et fiendtligt Forhold til deres Overvindere, og at de, naar Leilighed gaves, overfaldt, udplyndrede og myrdede Indbyggerne i de Strækninger, som vare deres Smuthuller nærmest, og derpaa atter trak sig tilbage med deres Bytte, er sandsynligt. Sammenlign Halfdan Svartes Saga om Jotunen Doffre. Deres pludselige Overfald og Forsvinden, de blodige Spor, som de efterlode sig, deres uhyre Kræfter, vilde Udseende og Dragt, i Forening med Natten, som de vel brugte til at besøge deres Fienders Forraadshuse eller overfalde dem, maatte give disse Folk for Dalenes fredelige Beboere et gyseligt, dæmonisk Anstrøg. Jo sjeldnere de viste sig, desto vidunderligere bleve Beretningerne om dem. Saa frygtelige forekom de tilsidst, udpyntede med alle Phantasiens og Overtroens Rædsler, at der efter den almindelige Mening skulde mere end menneskelige Kræfter til at binde an med dem. Dette blev derfor et passende Hverv for Tordenguden selv, der stundom knuste dem med sit Lyn, eller for hans jordiske Repræsentant, Thor, en af Høvdingerne for de indtrængende Folk, der i de gamle Skjaldeqvad beskrives som „Omstyrter af de forniotiske Guders Altre, Bjergfolkenes, Fjeldulvenes, Klippesønnernes og Jetternes Forskrækker og Banemand[7].“

I vore Sagn tales imidlertid ei alene om de kjæmpestærke Jutuler, Riser og Bjergtrold, der saavelsom deres sildigere Repræsentantere „Kjæmperne“ paa den nævnte Maade kunne forklares; men der nævnes endnu hyppigere Thusser og Dverge. „Traditionen om en fordums Dvergeslægt skriver sig rimeligviis tildeels fra en dunkel Erindring om, at Lapperne engang i Nordens vilde Tilstand have beboet Egne, hvorfra de forlængst ere fordrevne[8].“ Vare de smaa Lapper endog ei ved Styrke og vild Tapperhed de indtrængende Folk farlige i Kampen, saa vare de dog ved deres Bekjendtskab med Naturens Hemmeligheder, deres List og Behændighed farlige Naboer, der kunde bortsnappe Kreaturer, ombytte Børn, (deraf maaskee Oprindelsen til de mange Sagn om Byttinger) stjele Husgeraad og Fødevarer, give Folk bedøvende Drik, lokke dem ved Sang og Kostbarheder ind i deres Huler o. s. v., Træk, som give os Nøglen til mangt et Sagn om de Underjordiske.

Historiens Vidnesbyrd stadfæste disse Anskuelser. Adam fra Bremen, der levede i det 11te Aarhundrede, fortæller efter den danske Konge Svein Estridssons mundtlige Beretning, „at i Sverige pleier stundom et Folk hastigen at nedstige fra Bjergene paa Sletterne, hærge Alt, om ei den kraftigste Modstand skeer, og derpaa trække sig tilbage og „i Norge,“ siger han paa et andet Sted, „har jeg hørt, at der findes vilde Qvinder og Mænd[9], der boe i Skovene, og sjelden vise sig; de bruge de vilde Dyrs Huder til Klæder, og deres Sprog ligne mere Dyrenes Brummen end Menneskers Tale, saa at de neppe kunne forstaaes af Naboerne.

Islænderne kalde dette Folk Bjergbuar, Jotnar, Thussar, Risar og Trøll og sige, at de have Huler og Kløfter til Bopæle, raa Dyrehuder til Klæder, ere frygtelige ved Trolddomskunster og natlige Streiferier, bortrøve Buskab og Mennesker og eie ingen god Egenskab uden Ordholdenhed[10].

Saavel den Menneskene medfødte Lyst til at søge den første Grund til Alt, og at opløste det Dække, der tilhyller Aandeverdenen, som ogsaa dunkle historiske Minder fra den høie Old kunne altsaa betragtes som det første Grundstof til vore mange Sagn om overnaturlige Væsener. Overeensstemmelsen mellem disse Folkesagn og den oldnordiske Gudelære, hvoraf høist mærkelige Brudstykker findes i de eddaiske Sange, sammes Commentair, den yngre Edda, og Skjaldenes Qvad, kan i Forening med andre Ting give Anledning til interessante Slutninger om hvorvidt Eddalæren har været almindelig Folketro eller ikke. Da vi ved Anmærkninger til hvert enkelt Sagn siden ville faae Anledning til nøiere at betragte Ligheden mellem den oldnordiske Mythologi og vore Folkesagn, ville vi her indskrænke os til at bemærke, at den hele oldnordiske Mythologi saa at sige dreier sig om en Kamp mellem Valhals himmelske Guder og Jordens Dæmoner, hvilte den snart beskriver som kjæmpestore og stærke, og kalder Jetter, Riser og Trold, snart som smaa og listige, hvilke den benævner Dverger, Vetter og Svartalfer. I Torden-Guden Thor fandt Jordens Dæmoner den farligste Fiende, der knuste dem med sin frygtelige Hammer, Mjølner, eller forvandlede dem til Steen. Besynderligt maae det ved første Øiekast forekomme os, at der, efterat Christendommen har hersket her i Landet i 800 Aar, endnu kan findes saamange Levninger af hedensk Overtro. Ved nærmere Overveielse lader imidlertid ogsaa denne Gaade sig løse. De første christne Religionslærere, der fandt de gamle Ideer for dybt rodfæstede, og saa at sige for fast knyttede til Landets fysiske Beskaffenhed, gamle Historie og Digtekunst, til at de strax kunde udryddes, søgte at gjøre den hedenske Overtro mindre anstødelig ved at give den et christeligt Anstrøg. De hedenske Fester, der tilforn vare helligede Valhals Guder, bleve nu indviede til christne Helgener, og i St. Olaf var den norske Geistlighed saa heldig at faae en Helgen, der stod i saa stort Ry for sin Underkraft, at man gjerne kunde overføre paa ham alle de vidunderlige Gjerninger, som man tilforn havde tilskrevet den stærke Thor og Valhals Guder. Disse, der siden af de Christne betragtedes, snart blot som Mennesker, snart som onde Aander, bleve tilsidst næsten ganske forglemte af Folket, da der kun sjeldent fandtes noget synligt Tegn, der kunde bevare deres Minde, medens Troen paa de øvrige overnaturlige Væsener, der vare knyttede til den omgivende Natur, ei saa let kunde udryddes. Da Jetter, Riser og andre Vetter aldrig havde været Gjenstand for Tilbedelse, men for Had og Afsky, fik de Tilladelse til at beholde deres gamle Navne og Charakteer, og tjente nu tilsat bekræfte den christne Lære om Djevlen og hans Aander, til hvilke Jetter og de fleste andre overnaturlige Væsener bleve henregnede[11].

Istedetfor at svække denne Overtro som saa megen anden Vildfarelse, lod den lutherske Reformation den staae upaaanket, ja Troen paa Djevlen og hans Engle (det fælleds Navn for de overnaturlige Væsener) samt deres Indflydelse saavel paa Menneskene som paa den hele Natur, synes endog at være bleven oplivet. Processer mod Hexer, Forskrivelser til Fanden o. s. v. hørte længe til Dagens Orden.

Vel blev det anseet for Ugudelighed at have noget med de Underjordiske og andre saadanne „Smaadjevle“[12] at bestille; men det raae og overtroiske Folk maatte have Nogle, som de kunde raadspørge, og da de reformerte Prester ivrigen havde ødelagt de katholske Helgener, Reliqvier o. s. v., maatte Overtroen hemmeligen tye hen til deres hedenske Venner, de Underjordiske, Nisser o. s. v., hvis Yndest de stræbte at erhverve, eller hvis Had de søgte at afværge ved Offre, der bragtes i hule Træer, i Lunde, under ærværdige store Stene eller paa Loven, om Thorsdagsqveld og Høitidsaftener.

De friere Ideer, som mod Slutningen af forrige Aarhundrede begyndte at blive almindeligere, og den tiltagende Oplysning, der i senere Tider i flere Henseender har yttret sig, har meget bidraget til at svække Troen paa de overnaturlige Væsener. Paa flere Steder ere Sagn om dem allerede gangne i Forglemmelse, paa andre mindes man dem kun som lystige Eventyr, eller fortæller dem for at skremme Børn; men atter paa andre Steder, og blandt de mindre oplyste og mere overtroiske Bønder, findes der Mange, der ere overtydede om Tilværelsen af disse mythiske Væsener, der spillede en saa vigtig Rolle i deres Fædres og egen Barndoms Indbildning. – De selv, eller sedvanligere en Faster eller Moster, en Fader eller Moder, have seet de underjordiske og deres Hunde og Kjør, hørt deres herlige Musik, kjendt Folk, der have været indtagne i Fjelde, eller faaet deres smaa Børn ombyttede med de Underjordiskes[13]. De Steder, hvor saadanne Væsener menes at have deres Tilhold, ansees endnu paa nogle Steder for hellige: Ingen overtroisk Bonde, der har sin Sundhed og sin Eiendom kjer, tør vove at røre ved en „Vettehaug, et Butræ, eller Thunbede,“ hvorved de usynlige færdes; nei tvertimod forat de ei i Vrede skulde reise deres Vei og tage Gaardens Lykke med, opvarter man dem paa Høitidsaftenerne med Kage, sød Grød og andre Offre[14].

Endnu et Par Exempler paa, hvor dybt indprentet Troen paa de Underjordiske er paa mange Steder endog i vore Dage. „Paa Lurø i Nordlandene,“ saa har Pastor G. Faye tilskrevet mig, hersker en overvættes Overtro, fornemmelig paa de Underjordiske, der opholde sig paa visse Steder, hvor de indtage til sig Personer, som de gjøre af, ja, de skulle endog have en Kirke, dog naturligviis usynlig, etsteds her i Prestegjeldet, hvorved en af mine Sognefolk, en stor Aandeseer, skal være Prest. Der fortælles endog, at der i Nærheden af Prestegaarden skal boe en underjordisk Jægteskipper, hvem Syne-Folk ofte see seile frem og tilbage paa Søen med sin Jægt[15]. Jeg har ofte søgt at ville bortsnappe denne deres Overtro; men for mig ville de aldrig tilstaae, at de troe paa Saadant, fordi de, som jeg er kommet efter, troe, at det er overeensstemmende med Prestens Fordeel at neddæmpe Troen paa de Underjordiske; thi, sige de, han veed det ligesaa godt som vi; han har læst det i 6te Mosebog, der rigtignok ei staaer i Bibelen, men som Presterne have for sig selv.“ At det søndenfjeldske Norge i Troen paa de Underjordiske omtrent staaer paa samme Culturtrin, ville de efterfølgende Sagn vise, hvortil jeg kun vil tilføie en Tildragelse fra mine Studenterdage. I Selskab med nogle Universitetsvenner foretog jeg mig i Sommeren 1824 en Fodreise til Riukanfossen og Gaustafjeld. Til Veiviser paa Gausta fik vi en rask Bonde fra Vestfjorddalen, en for sin Stand sjelden oplyst Mand, der dog var ganske overtydet om de Underjordiskes Tilværelse. „Jeg har selv,“ fortalte han, „engang tilfjelds seet en Mand, som pludselig sank ned i Jorden for mine Øine, og det er bekjendt,“ tilføiede han, „at En af de Underjordiske, som i Udseende fuldkommen ligner En af os, friede til en Pige, der gav ham Afslag, uagtet han lovede hende Gaard, Buskap, og saa megen Sølvstads, som hun vilde eie.“ Da vi gjorde den Indvending, at hans Indbildningskraft maatte have spilt ham et Puds, og Frieriet kun var løst Folkesnak, som Pigen selv kunde have opdigtet, eller at En for Løier Skyld lande have drillet hende, ved at udgive sig for en Underjordisk, vedblev han: „men det er dog vist, at en Mand, som engang gik i Skoven, pludselig traf paa en Gaard med Tilbehør, hvis Beboere ved hans Ankomst strax forlode den. Manden, der af Frygt for Trolddom ei turde nedsætte sig paa Gaarden, meldte Sagen til Øvrigheden, som strax i Kongens Navn tog Gaarden i Besiddelse, og denne bærer endnu den Dag i Dag til Minde om Begivenheden Navn af Findland.“ Da vi endnu vedbleve at være vantroe og meente, at de nævnte Folk jo kunne have været nogle Forbrydere, der af Frygt for at blive opdagede ved Mandens Ankomst droge deres Vei, fremkom vor Veiviser med sit sidste og kraftigste Beviis; „men det staaer jo baade i Bibelen og Lærebogen, at Alles Knæ, baade de, som ere i Himlen og Jorden og under Jorden, skulle bøie sig for Herren, og hvo skulle vel de under Jorden være, naar det ei var de underjordiske?“ Saaledes kunne selv misforstaaede Bibelsteder tjene Overtroen til Stadfæstelse[16]!

Efter at vi nu saaledes have stræbt at vise, hvorledes Begrebet om de overnaturlige Væsener er oprunden, og med nogle Exempler have viist, at den endnu paa mange Steder i Landet er Folketro, staaer kun tilbage at meddele Læseren en kort Fremstilling af de lignende Ideer, og den beslægtede Overtro, der findes hos andre Folk. Da der imidlertid i Anmærkninger til de enkelte Sagn vil findes de Oplysninger, som Forfatteren har kunnet opspore, ville vi i denne Oversigt fornemligen holde os til de Underjordiske, der efter den oldnordiske Gudelære og vore Folkesagn deles i forskjellige Klasser, som Thusser, Vetter, Dverge, Alfer o. m. I den oldnordiske Gudelære spille Dvergene, der synes at have indbefattet flere af de Arter, som nu udgjøre de Underjordiske, en vigtig Rolle. De fremkom som Maddikker i Jetten Ymers forraadnede Legeme og erholdt paa Gudernes Bud menneskelig Skabning og Forstand og bleve anviste Boliger i Jorden og Stene[17].

Fra disse kunne vi da ansee de Underjordiske i alle de nordiske Lande at have deres Oprindelse og vi ville først vende vor Opmærksomhed paa det med Norge fordum saa nøie forbundne Island. Ligesom i Norge boe de Underjordiske her i Bjerge og Hauge, ere nette og reenlige, smukke og letsindige, omgaaes gjerne med christne Mennesker, med hvilke de tilforn ikke sjelden havde Børn sammen. Disse søgte de gjerne at ombytte med de Christnes Børn, førend de bleve døbte, for at deres egne kunde blive deelagtige i Daaben, og saadanne forbyttede Børn kaldes Umskiptingar. De ere gjerne dumme og vantrevne. De underjordiske have en skjøn Buskab, der ogsaa er usynlig. Dog lade de sig stundom see i klart Solskin, som de savne i deres egne Boliger, og hvori de derfor af og til fryde sig. Nytaarsnat vexle de stundom Bopæle, hvorfor man paa Island fordum denne Nat lod Bordene staae dækkede og Dørene aaben for at erhverve sig saavel de Bortreisendes som Ankommndes Yndest. Efter gamle Sagn beherskes de Underjordiske paa Island af 2 Høvedsmænd, der hvert andet Aar afvexle, og ledsagede af nogle Undersaatter seile til Norge for at fremstille sig for den hele Stammes Konge, som der residerer, overbringe deres Hyldingsed og aflægge Regnskab for deres Embedsforvaltning. Befandtes den god og retfærdig, blev den fremdeles overdraget dem; men i modsat Fald bleve de strax afsatte; thi Ret og Billighed æres meget blandt disse Alfer. (Finni Johanni historia ecclesiastica Islandiæ II, Pag. 368, og Fortalen til historia Hrolfii Krakii per T. Torfæum og F. Magnusens Eddalære f 308)[18].

Paa Færøerne kaldes de Underjordiske, ligesom paa nogle Steder i Norge, Huldefolk, der ligne de norske Vetter; thi de beskrives som voxne og graaklædte med sorte Hatte. Deres store og fede Kjør græsse, skjønt usynlige, blandt Indbyggernes. Dog faaer man stundom Øie saavel paa dem som paa deres Hunde. De ere Elskere af christne Qvinder, saavelsom af disses Børn, hvilke de ombytte med deres egne. (Landts Beskr. over Færøerne S. 447)[19].

I Sverige har Almuen omtrent lignende Begreber om de Underjordiske („Høgfolket“), der forelske sig i Folk, forføre dem o. s. v. Om deres Oprindelse har man endnu det særegne Sagn, at de ere faldne Engle; thi da Gud nedstyrtede Lucifers Tilhængere fra Himlen, faldt de ikke alle lige ned i Helvede, men nogle paa Jorden eller i Havet. De, som faldt ned i Skovene, bleve Skovtrolde eller Skovsnufvor; de, som faldt ned i de grønne Marker eller Lunde, Vetter eller Lysgubber; de, der bleve kastede ned i Søer eller Vande, bleve til Nächer, og de, som faldt under Huse, bleve Tomtegubbar, og i Træer, Elfvar[20]. „Et interessant Mellemslags mellem Lys-og Svartalfer,“ siger Gejer (i de svenske Folkeviser 3, 158), „er høgfolket, der lever og færdes som vi og ivrigen ønske Forløsning[21].“

I Danmark træsfe vi de samme Begreber som i det øvrige Skandinavien, men som en Følge af Landets Natur noget forandrede. De Underjordiske opholde sig i Høie, hvor de stundom holde muntre Gilder, brygge, bage, stjele Øl fra Bønderne, hvis disse ei slaae Kors over Tønderne, straffe aabenmundede Folk med Blindhed, taale ei Kirkeklokkers Lyd, Torden, Trommer eller Vand, ere skinsyge og kunne forvandle sig til Katte. De danske Trolds Skiftinger svare til de norske og svenske Byttinger, Staal, Synaale, Nøgler, Saxe o. s. v. i Vuggen eller korsviis over Døren, hindrer ogsaa i Danmark Ombyttelse. Er den derimod skeet, er der intet andet Raad for, end at være dygtig slem mod Skiftingen, lade som man vil kaste den i Bagerovnen, pidske den o. s. v.; thi da kommer dens Moder og bytter om igjen. (Thieles danske Folkesagn og Danmarks Folkesagn 2, 175).

De Underjordiske, som man i Tydskland kalder die Zwerge (Dverge), ligne deres skandinaviske Frænder, ere tjenstagtige, godmodige, taalmodige og bære „eine Rebelkappe,“ der gjør dem usynlige. De ombytte gjerne Børn, men bliver Byttingen „der Wechselbalg,“ ilde behandlet, bringer Moderen gjerne det stjaalne Barn tilbage. I Pommern fandtes der tilforn en Mængde Erdgeister eller Dverge, der gjerne ombyttede deres egne Børn, de deslige Wechselbälge, for smukke Menneskebørn. De forelskede sig ogsaa i vakkre Piger og friede til dem. Om Dagen krøbe de om som Padder[22] og andet Utøi, men om Natten rene de sig i deres egen Skikkelse og dandsede da glade om i Maaneskin. Almuen kalder dem Uellerkens, hvilke dog som vore Nisser ofte færdes i Kjeldere o. s. v. Paa andre Steder kaldes de die Unterirdischen, hvilke ligesom deres nordiske Frænder boe under Stalde, bede Folk til Fadder hos sig o. s. v. (Die Volkssagen von Pommern und Rügen von Temme S. 254–56 og 00). De sorte Dverge paa Rügen ligne meget de norske Dverge. De ere heslige at see til, men dygtige Smede, især i Staal, ere uselskabelige, forlade sjelden deres Bjerge og Høie og ynde ei Musik. De hvide derimod, der om Sommeren fryde sig i Træer og dandse paa Græsset, ligne de danske Ellefolk, de svenske Elfer og de norske Alfer; men med de brune Dverge paa Rügen, der ere 18 Tommer høie, gaae med Glassko, have ulidelige Hænder og Fødder, ere dygtige Guld- og Sølvsmede, men skalkagtige, have vi Intet at sammenligne, uden det skulde være vore Nisser. Das stille Volk zu Plesse, der ere tause, goddædige, og gjerne tjene de Mennesker, som de lide, svare til vore Govetter, medens vi i „Wichte eller Wichtlein,“ der ligne gamle smaa Mænd med langt Skjeg, og bebude Ulykke og Død, maaskee kunne gjenkjende vore Uvetter eller Drauger. De tydske Underjordiske adskille sig fra de skandinaviske Brødre deri, at de med deres menneskelige Naboer have antaget hen rette Tro, hvilket ei er Tilfælde med disse, og at de stundom vandre ud, hvorom man idetmindste i Norge aldrig hører tale. (Der Brüder Grimm deutsche Sagen; des deutschen Mittelalters Volksglauben von Dobeneck).

Skandinaviens underjordiske og Tydsklands Dverge gjenfinde vi i England under Benævnelsen Fairies[23] (forhen Elves), hvilke dog nu mere ere Digternes end Folkets Eiendom. De inddeles i 2 Slags: landlige, der boe i Skove og Bjerge, og Husaander, der benævnes Hobgoblins eller Robin Goodfellows, der svare til vore Nisser. „The fairies,“ siger Dronning Elisabeths Samtidige, den lærde Reginal Scot, „boe i Bjerge og Høie, frembringe hvad Sælsomt, der viser sig i Naturen, klæde sig i grønt og gjøre Løier med Hyrder og Andre“ (Mythologie der Elfen und Feen von Wolff). I Irland kaldes de Underjordiske Shefro ɔ: de gode Folk, og ligne de nordiske Alfer, da de beskrives som smaa og deilige af Udseende og leve i Selskab. De boe dog som vore Underjordiske i Klippehuler og gamle Kjæmpehauge, hvor deres Boliger ere prægtige og deres Musik fortryllende. Deres Dragt er hvid og for deres Aande svinder al menneskelig Kraft. Boldspild og kunstrig Dands ere deres Yndlingsglæder. De dandse i Maaneskin deres Runddandse, saa at Dugdraaberne zittre under deres Fødder og deres røde Huer vakle ved deres Spring. De ere egentlig faldne Engle, der leve i Uvished om deres tilkommende Skjebne, hvorfor de gjerne ombytte deres egne Børn med Menneskenes, hvilke Byttinger, der nævnes Leprechan, foraarsage megen Ulempe. (Irische Elfenmärchen X–XX von Grimm). – I Skotland, hvor de leve mere i Folketroen end i England, kalde de Daoine Shie (Fredens Folk). Om Natten dandse de som Nordens Alfer om paa Blomstrene og efterlade paa Grønsveret cirkelrunde Mærker, der stundom ere gule og forbrændte, stundom farvede med stærkt Grønt. Efter Solens Nedgang er det farligt at falde i Søvn eller befinde sig paa saadanne Steder. Naar Kreaturer overfaldes af pludselig Krampe, siger man, at de ere slagne af Feer. De skotske Bjergboere undgaae gjerne at tale om dem, især om Fredagen; thi da ere de ei at spøge med, og da de desuden usynlige kunne være tilstede, er det godt stedse at tale om dem med Respect. De leve ogsaa i Høie, hvorfra en deilig Musik ofte høres, efterligne alle Menneskenes Beskjeftigelser, ere kunstfærdige og fordetmeste grønklædte[24]. Børn ere i Skotland som hos os udsatte for Ombytning førend de døbes; men ved at stege Byttingen paa Gløder bringes det rette Barn tilbage. Da de underjordiske i Skotland efter et Sagn ere pligtige til hvert 7de Aar at betale Fanden een eller flere af deres Unger i Skat, saa stjele de Menneskenes Børn, medens de ligge i Vuggen, for at give Fanden disse istedetfor deres egne. (Büschings wöchentliche Nachrichten 1, 251. Thiele 3, 80. Riises Archiv 4, 337).

De underjordiske paa Øen Man ynde Jagt og bruge dertil Indbyggernes Heste, som derfor ofte findes at staae skummende om Morgenen i Stalden. De deles i gode, der leve i Selskab og glæde sig ved de Dødeliges Lykke, og onde, der leve ene og afsondrede i Huler og i Taage ved Stranden, hvor man i de mørke stormende Nætter hører dem at hyle med ondskabsfuld Glæde, naar Skibe knuses mod Klipperne. (D. Robertsons Reise durch die Insel Man 1795).

Paa Orkenøerne vise de sig stundom i Rustning; men ligne i øvrigt Shetlands duarfs, som man, af Frygt for at fornærme, kalder „guid folk eller guid neighbours,“ og som næsten aldeles svare til vore Underjordiske. De ere grønklædte, ere deelagtige saavel i Aandernes og Menneskenes Natur, kunne gjøre sig usynlige, ynde Musik og Dands, indtage Folk i deres-Bjerge og Høie, og spise og drikke det samme som Menneskene, hvorfor de stundom stjele sig til at malke Indbyggernes Kjør; men, kan man da overraske dem og slaae Kors, saa maae de flye og lade se Kobberkar, hvori de have malket, i Stikken. De ombytte gjerne Christnes Børn med deres egne, der kaldes Changelings (Byttinger) og ere „gapping idiots, (Hibberts discription of Shetlands islands).

De finske Stammer kjende baade Dverge og Nisser (para) Nær under Jordens Skorpe og i hellige Bjerge troe saaledes de norske Lapper, at der boe Væsener, som ligne Lapperne og drive samme Næring, men nyde en større Lyksalighed, ere rigere og mere bevandrede i Trolddom og Runekunster. De kaldes Saivo-Olmak, og omgaaes stundom med Menneskene, som de beholde hele Uger hos sig, og beverte med Tobak og Brændeviin. De hade mange Dyr, ja selv Kirker som ligne Nordmændenes. Grønlænderne mene, at deres smaa Innuarolit boe i Klipper, smede ypperlige Vaaben og gjøre fortræffelige Bøsser (Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper, Tillæg S. 23. F. Magnusens Eddalære 2, 46).

Blandt de slaviske.Folk troe Russerne paa Skovjomfruer, Rusalki, der have grønt Haar og en skjøn Skabning; og i de serbiske Skove og Fjelde færdes et luftigt Væsen, der kaldes Wila, der er hurtig og skjøn og mægtig, men ofte skadefro og hevngjerrig. I de serbiske Folkesange fremtræder hun ogsaa som Spaakvinde og Læge, og stundom bringer hun kraftig Hjelp i Farens Stund til den Helt, hun elsker. (Volkslieder der Serben von Talvi[25]).

De slaviske Folkeslag troe ogsaa paa nogle overnaturlige Væsener, der kaldes Lesser (die Lessen), der danne en Mellemting af vore Jutuller og Underjordiske. De ere baade af Han- og Hun-Kjøn og kunne snart gjøre sig høie som Træer, snart lave som Græs. De løbe om i Skovene, larme fælt i det de skrige, klappe og svare dem, som raabe. De Mennesker, som de træffe i Skovene, give de sig af med, indtil de tabe Bevistheden, hvorpaa det føre dem vild om Natten og tage dem ind i deres underjordiske Boliger. De tage ogsaa til sig smaa Børn, som de stundom efter mange Aar slippe formanede ud igjen. De beskrives som bevoxede med Haar over hele Legemet, og beskyldes for at efterstræbe Qvinder. Slawische Volkslieder, übersetzt von Wenzig S. 226 og 243.

Ved atter at vende os mod Vesten træsfe vi i Schweitz’s romantiske Dale Dverge og Bjergaander, der ligne Nordens, men have et mildere Anstrøg. Schweitz’s Underjordiske ere et livligt og muntert Folk, der gjerne streifer om i Dalene og især beskjeftiger sig med Fædrift: dog vogte de ei Faar og Kjør, men Alpernes raske Gemser, af hvis Melk de berede en kostbar Drik, der ei formindskes, hvormeget man end spiser af den. Med Schweitz ophører tildeels Sagnene om de Underjordiske; thi længer mod Vest og Syd ere de enten uddøde eller endnu ei samlede. I Frankrige finde vi, foruden de mægtige og skjønne Feer, som Melusine o. Fl., der dog snarere tilhøre Romantiken end Folketroen, kun de saakaldte Godelins, der svare til vore Nisser, og i Bretagne de smaa ondartede Crions eller Courils, især færdes ved de gamle Druide Monumenter. I Spanien synes Inqvisitionen at have udryddet al saadan hedensk Overtro, dog skal Duende eller Trasgo, der skal svare til Frankernes Gobelin, endnu have undgaaet Baalet. Romernes Fanner, Larer, Penater og Nympher ere forsvundne, og kun en eenlig Havfrue viser sig stundoe ved det vanslægtede Italiens Kyster. Af Oreaders og Dryaders, Najeders og Nereiders, Fanners og Satyrers muntre og yndige Vrimmel, der i Oldtids Dage meentes at bringe Velsignelse blandt Hellas yndige Dale, leve i Nygrækernes Minde kun de frygtede og onde Neraider (νεραιδες), hvidklædte Qvindeskabninger , der opholde sig i smaa Vande og paa Land, dandse og indlade sig i Snak med den Forbigaaende, som maa døe, hvis han svarer dem, og Stoikeia, (στοιχεια), som deles i de Tamme, (τα ημερα) der svare til von Nisser, og de Ville (τα αγρια), der leve paa Marken. Af begge Slags gives der onde og gode, og de kunne paatage sig allehaande Skikkelser.

Hvorvidt Troen paa de Underjordiske findes i de øvrige Verdensdele, kunne vi af Mangel paa Efterretninger ei afgjøre. Sandsynlig gives der lignende Overtro ogsaa blandt dem. Jalofbeboerne i Nærheden af Gorée i Africa have i det mindste saadanne Væsener, som de kalde Yumbo’s der skulle være 2 Fod høie, hvide af Farve, leve i Høie, forarbeide Kunstverker, fiske og drikke sig fulde i Palmeviin, ved hvilken Anledning de tromme vældigen i deres Høie. (Mythologie der Feen von Wolff).

Sagn om overnaturlige Væsener, der skulle færdes paa vor Jord, findes saaledes hos de fleste Folkeslag; men fuldstændigst hos Fjeldbeboerne, hvor Sagnene endnu gjerne ere levende Folketro.

Den megen eenslige Færsel i Skov og paa Fjeld, den Dødsstilhed, som for det meste hersker i vore store Skove, og som en Ugles, en Hubros fæle Skrig, der gjentages og fordobles i fjerne Echo, stundom afbryder, – den frygtelige Kraft, hvormed Storm og Uveir til andre Tider rase, – de vidunderlige Skikkelser, som de omgivende Naturgjenstande under den forskjellige Belysning erholde, – og de stolte, vilde og forbausende Naturscener sætte Bonden let i en Sindsstemning, der under saadanne Omstændigheder giver Barndoms Fortællinger Interesse, Sandsynlighed ja subjectiv Vished. Den levende Indbildningskraft har frit Spillerum, Frygt og gammel Overtro forene sig med den, og paa denne Maade lader det sig maaskee forklare, hvorledes selv fornuftige Folk, endog i vore Tider, kunne være overbeviste om, at Jutuler og Underjordiske, Trolde og Nisser o. s. v. existere. (Sammenlign Helmuths Naturlære S. 16).

  1. ↑ I Orrvarodds Saga Cap. 15 beskrives f. Ex. en Jette saaledes: „Han var ganske sort, undtagen Øine og Tænder, der vare hvide, hans Næse var stor med en Krog paa. Haaret, der hang ned over hele Brystet, var grovt som Fiskegjeller, og Øinene vare som tvende Vandpøle.“
  2. ↑ Sammenlign Thorlacius’s interessante Afhandling om Thor og hans Hammer i Skandinavisk Museum for 1802.
  3. ↑ Sammenlign „der Mythus von Thor“ von Uhland S. 16.
  4. ↑ Thor selv fortæller, at Norge i fordums Dage beboedes af Riser, som dog alle omkom ved en pludselig Død paa 2 Qvinder nær. Siden, da Folk fra Østerlandene begyndte at bebygge Landet, tilføiede disse Qvinder dem megen Overlast, indtil Thor paa deres Bøn dræbte dem begge. Fornmanna Søgur II Cap. 213. Sammenlign ogsaa Afzelius’s Svenska Folkets Sago-Häfder, 1, 26.
  5. ↑ „Førend Tyrker og Asiens Mænd,“ fortæller den fabelagtige Hervarar-Saga, „kom til Norden, beboede Riser og Halvriser de nordiske Lande; der skede da megen Sammenblandelse af Folkene, i det Riserne toge sig Koner fra Mannheim, og Nogle giftede igjen deres Døttre derhen.“ Landnamabok II, 19 siger om Liotolfr, en af Islands første Bebyggere, „han var paa Mødreneside af Riseæt.“ Den berømte rafnistiske Families Stamfader hedte Halbjørn Halftroll, og hans Søn Ketil Hæng og Sønnesøn Grim Lodinkin synes at have hørt til Jotunætten, uagtet de bekjæmpede de uhyre Jotuner og Troldqvinder, som da havde Tilhold ved afsides Fjorde paa Haalogaland og omkring Gandviken. (Ketil Hængs Saga Cap. 1. Orrvarodds Saga Cap. 15.) Den berømteste af Jotunernes Høfdinger var Starkadr paa Alafos, der først dræbte Hergrim Halftrøll, der var en Søn af Arngrim Rise og nært som en Jotun, (Hervarar Saga Cap. 1) og siden bortførte en Datter af Kong Alf i Alfheim; men derpaa blev dræbt af Thor, som Alf kaldte til Hjelp. Starkadr havde ikke mindre end 6 Armer og lignede i Styrke og Væsen Thurserne, fra hvem han nedstammede. Petersens Geographi S. 240.
  6. ↑ Ved Gaarden Kløvstad og Lundberg paa Hadeland findes saaledes 3 Bjerghuler, som endnu kaldes Jøtulhuler. Paa Haasteennesset ved Erfjorden paa Rogaland er en lang ved Kunst gravet Fordybning, der kaldes „Jettegrift.“ I Ørkedalen ved Kirkeflaa findes ogsaa 2 Bjerghuler, hvoraf den ene kaldes Jutulstuen og den anden Jutulkirken. I Numedal findes flere mærkelige Fjeldhuler, der efter Sagnet have tjent Jetter og Trold som Tilhold, og der fandtes der ogsaa paa Olaf Tryggvasons Tid fleer „tröll“ end noget andet Sted i Norge. Især havde de Tilhold i den store „Heidarskog“ see Þatr Þorstein Uxafot Cap. 9–11. I Bremsneshulen paa Averø var det sandsynligen at Jotunen Bruse, hvem Orm Storolfson i det 10de Aarhundrede dræbte, boede. Schønings N. H. 3, 430, Kraft 5, 283. Nogle udlede Navnet Jotun af Jørthr Jord og thun ɔ: Bopæl, altsaa Jordboere og saaledes eenstemmig med Navnet bjergbuar, hvormed disse Væsener ogsaa kaldes. Hi (nemlig Finni mitissimi) omnes exesis rupibus qvasi castellis inhabitant, ritu belluino. Jornandes Cap. 3. conf. hist. Tidssk. 2, 283.
  7. ↑ Sammenlign Thorsdrapa S. 16–22 og Thiodolf hiin Hvinverskes Digt Høstlanga, hvilte Thorlacius har udgivet og oversat, samt Geijers Svea Rikes Häfder S. 276. Mærkeligt er det, at de Underjordiske efter Sagnene kun befatte sig med Qvægavl, aldrig med Agerbrug, hvis Indførelse i Norge derfor sandsynlig skyldes deres fra Øst og Nord indtrængende Overvindere. Sammenlign R. Keysers Afhandling om Nordmændenes Herkomst og Slægtskab, see Saml. til Norges Historie og Sprog 6, 264.
  8. ↑ Bemærkninger over Folkesagnene om en nordisk Kjæmpeslægt i Oldtiden ved Werlauf. Athene 4, 219. Urda 1, 273.
  9. ↑ Til saadanne kunne vi maaskee ogsaa regne de Trøll, som Thorstein Uxafot skal have dræbt i Heidarskog, og Jotunen Bruse paa Sandø. Fornmanna Søgur III 123, 133–223, ja tildeels ogsaa Asar Faste, Gauka Thorer, Arnliot Gellina og deres Staldbrødre. Olaf Hel. Saga. Cap. 212, 227.
  10. ↑ Torfeus H. N. 1, 114, Geijer S. H. 409.
  11. ↑ Edda oversat ved F. Magnusen 2, 94.
  12. ↑ „Djevlen har mange Staldbrødre, som ere sande Spøgelser, som Elleqvinder og Ellemænd, Dverge, Vetter, Natravne, Jordmaalere med gloende Ildstænger, Gjenfærd, som lade sig tilsyne mod Folk skal døe. Disse ere Djevle allesammen. End er der nogle, som tale om Varulve; er og et Slags Spøgelser. Hans Lauridssens Sjelebog 1587.“ Hesperus 7, 514.
  13. ↑ Det kan i Grunden ei undre os saameget, at Troen paa de Underjordiske endnu blandt uoplyste Bønder finder Tilhængere, naar vi høre, at der neppe er 100 Aar siden lærde Folk disputerede, om de Underjordiske vare skabte af Gud, om de vare Præadamiter, om de kunne have Omgang med Mennesker o. s. v. Herman Ruge, Prest til Slidre 1754, meente saaledes f. Ex. i sine fornuftige Tanker over adskillige curiøse Materier, „at de underjordiske saa at sige udgjøre Grændseskjellet mellem Dyr og Mennesker!“
    Troen paa Børns Ombytning var før mere almindelig end nu, skjønt enkelte vanskabte og dumme Børn eller saadanne, som have den engelske Syge, endnu ansees for at være og kaldes Byttinger. Den nævnte Ruge har helliget dem et heelt Capitel (det 3de), og anfører som et gammelt Raad mod saadanne Børn „at den Moder, der har været saa ulyk- kelig at faae sit eget Barn ombyttet, skal tage Byttingen 3 Thorsdagsaftener i Rad og piske det paa en Søpelhaug umenneskeligen med Riis; thi da vil den underjordiske Moder ynkes over sit eget Barn og atter bytte om igjen.“ Midlet maa have været probat, da det er almindelig bekjendt, men er nu nok gaaet reent af Mode. Troen paa Byttinger er ogsaa udenfor Norge almindelig. Om Luthers Tro paa samme see Dovenecks Volksglauben 1, 168.
  14. ↑ „I Moland i Øvrethelemarien,“ skriver Hr. Pastor Buch, „viste man Thusserne Dyrkelse under Navnet Vetir, i det noget af den bedste Mad og Drikke offredes dem paa opkastede Høie, især Kjernemelk eller Vørter, naar der bryggedes Øl. Saadant Libamen kaldes Saup ɔ: en Sup, en Slurk. De, som ikke havde Vetehøi, tømte den lille Skaal Drikke o. s. v. paa Aaren ɔ: Arnen. Deres Venskab var Bonden særdeles nyttig for hans Qvæg og øvrige Velfærd.“ Paa flere Steder i Raabygdelauget offrede og offrer man endnu Vørter til „Aarevetta,“ naar man brygger Øl. En Lund paa Børte i Mo i Thelemarken ansaaes endog for at være saa hellig, at ei engang Græsset maatte slaaes eller afbeites; thi der vil da i saa Fald tilstøde Nogen en Ulykke.
  15. ↑ Hermed fortjener at sammenlignes følgende Efterretning hos Kraft 6, 403. „Ligesom en gammel Vise i Peder Dass’s Maneer indeholder en fuldstændig Skildring af en udenfor Frænen i Helgelands Fogderi liggende mystisk Ø, Sandflæsen kaldet, saaledes har man ogsaa paa Røst et Sagn om en udenfor denne Ø liggende Hulderland, Udrøst kaldet, som skal vist sig enkelte Gange, ja hvis Beboere man endog vil hade seet. Bonden i Udrøst, heder det, har sin Jægt ligesom andre Nordlands Indbyggere; man seer den undertiden komme sig imøde for fulde Seil, og i samme Øieblik, som man troer at støde sammen dermed, er den forsvunden. Dette Sagn kan muligen et eller andet Natur-Phænomen hade foranlediget; Morgana-Syn ere ikke ualmindelige i disse Egne o. s. v.“
  16. ↑ Hvor stærk Troen paa de Underjordiske endnu er, kan blandt Andet sees af en Justitssag mod „en klog Kone paa Hedemarken“ see Departementstidenden 7 Aarg. No. 18.
  17. ↑ For dem, som ei ville lade sig nøie med nogen af de anførte Forklaringer om de Underjordiskes Oprindelse, staaer endnu en anden Vei aaben. En gammel Legende fortæller: Da Eva en Dag vaskede sine Børn i en Kilde, raabte vor Herre pludselig paa hende. Forskrækket stødte hun dem af sine Børn, der ei vare reenvaskede, tilside. Da derpaa vor Herre spurgte, om alle hendes Børn vare der, sagde hun „Ja;“ men fik til Svar: Det, Du haver søgt at skjule for Gud, skal ogsaa blive skjult for Menneskene. Disse Børn bleve nu øieblikkeligen usynlige og afsondrede fra de Øvrige. Før Syndfloden stak vor Herre dem ind i en Hule, hvis Indgang han tillukkede. Fra dem nedstamme alle de Underjordiske! Efter andre Beretninger skulle de være Adams Børn med hans anden Kone Lileth, eller faldne Engle, eller ugudelige og hedenske Menneskers Manes. Sammenlign Mythologie der Feen von Wolff 1, 263. Eddalæren ved F. Magnusen 3, 329 og Eddas lex. myth. Pag. 842.
  18. ↑ Af Thorstein Bæarmagnis Saga (i Fornmannasögur III, 176) kunne vi see, at Fortids Begreber om de Underjordiske svare til Nutidens. Selv usynlig tilstede ved en underjordisk Høitid, saa Thorstein en stor Bygd og Borg, hvor der ei blev drukket uden af Sølv og Guld og blot Viin. Et Gesandtskab fra en Jarl og „Huldremadr“ i et Fjeld i Indialand var just tilstede. Af Olaf Tryggvasons Saga C. 213 see vi, at de Underjordiske efter de Tiders Tro kunde iføre sig forskjellige Skikkelser, paaføre Folk Klø o. s. v.
  19. ↑ I Færoa reserata 1673 stræber Forfatteren, Lucas Debes, med mange Exempler at bevise, at de Underjordiske „lade sig see udi udvortes og legemlig Skikkelse – at de have deres Boliger udi Bjerge, udi Gruber og Huler, øde og tørre Steder,“ hvilket ogsaa vores fornemste Theologus D. Jesper Brochmand lærer udi sit systemate theologica – „at de ville misbruge Menneskene til Utugt“ o. s. v.
  20. ↑ Sammenlign Linnæi gothländska Resa 312, Westerdahl om Svenska Allmogens Sinnelag og Magnusens Eddalære 3, 330. Hermed fortjener desuden at sammenlignes, hvad Hans Lauridsen i sin Sjelebog, trykt 1587, S. 20 siger: „Da Lucifer med sine Engle, eller den gamle Slange, som kaldes Djevlen eller Satanas, blev, som vi have hørt af Aabenbaringens Bog, nedstyrtet paa Jorden, da faldt nogle Aander i Skove, dem kalde de Gamle Skovtrolle eller Skovsnabe. Somme af dem faldt paa slet Mark og Heder, dem kaldte de Gjengangere og Spøgelse. Somme faldt i Vand, dem kaldte de Jugger eller Ricker. Somme faldt paa Huse, dem kaldte de Nisser og Gaardjugger. Somme faldt paa Bjerge, dem kaldte de Bjergtrolle, og disse have taget ind til sig christne Mennesker i Bjergene, som adskillige Historier formelde.“ (Hesperus 7, 514).
  21. ↑ Afzelius’s Saga Häfder 2, 140. De danske Trold ønske og at blive salige. Danmarks Folkesagn af Thiele 2, 140. Med Undtagelse af Huldrene, der paa nogle Steder ønskede i gamle Dage at blive døbte, hvorved de mistede deres Korumpe, bekymre de norske Trold sig kun lidet om Salighed.
  22. ↑ At de underjordiske om Dagen krybe om i Paddeskikkelse er paa flere Steder ogsaa Folketro hos os.
  23. ↑ Benævnelsen „fairies“ eller Feer skal være en Fordreielse af Persernes Peris, som Araberne, der ei have Bogstavet P, skrev Feris, hvilket Navn og Begreb ved Korstogene kom til Europa, hvor flere af dem som Perien Mergian, under Navn af Mourgue la Faye, Fata Morgana o. m. figurere i Ridderromanerne og Provençalernes Sange. Disse forføriske Feer bleve i England til de smaa Elfer, uden, som tildeels i Skotland, at antage de nordiske Dverges haarde Omrids. Perserne havde, foruden de ætheriske, gode Peris, de heslige, onde Dives, der vare udrustede med Horn, Kløer og en lang Hale. Til denne Classe af Væsener kan og henregnes Jødernes Schedim (Deutr. 32, 17), der efter Talmud nedstamme fra Adam, som, efter at hade nydt af Kundskabstræet, var 130 Aar i det, og der fik Børn i sit Billede. De adskille sig fra Menneskene derved, at de ere usynlige, have Vinger og see ind i Fremtiden; og fra Aanderne derved, at de spise, drikke, avle Børn og døe.
  24. ↑ I den gamle skotske Ballade, the young Tamlane, siges de at kunne forandre deres Skikkelser og Legemer, boe i Jord og i Luft, i Nøddeskallen som i Hallen, slumre i Rosenknoppen, boltre sig i Strømmen, flagre i Vinden og fremglide paa Solstraalen.“ Mistrelsy of the Scottish borders, der findes i den franske Oversættelse af W. Scotts Værker, under Titelen: Chants populaires de l’Ecosse.
  25. ↑ „Die Fantasie der Serben bevölkert mit diesen luftigen Wesen Felsgestade, Berge und Wälder. Er sieht sie versammelt ihr Mahl halten und ihr Ringeltanze aufführen“ ibi I, 271.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Norske_Folke-Sagn/Indledning&oldid=219721»