Norges historie fremstillet for det norske folk II-2/II

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
I. Norges historie fremstillet for det norske folk, bind II, avdeling 2
II. Norge under sønnerne til Magnus Barfod.
av Alexander Bugge
III.


For en skilnad mellem nordmændene i førsrningen af 1100-tallet og 250 aar senere, da hansestæderne skrev til de tyske kjøbmænd i Bergen, at de ikke maatte holde nordmændene for altfor enfoldige og ynkelige! I første halvdel af 1100-tallet føler nordmændene sig som storfolk. De lever som grandseignører, lidt over evne kanske, men ligevel som det høver sig for slige folk. De fører sig med en næsten spansk grandezza og selvfølelse og vil helst være gjævere end alle andre. Eirik Eiegod havde i Konstantinopel valgt 6 skippund guld af keiseren, men Sigurd Jorsalfarer vil heller have legene paa hippodromen; han vil være mere kar end Danekongen, ja han vil ikke engang staa tilbage for selve keiseren og giver ham alle skibene sine. Nordmændene var kanske lidt rædde for, at folk skulde tro, at de ikke havde været ude i verden før; derfor turde de ikke vise forundring over noget, men red uden at ænse det over de dyrebare klæderne, som kong Baldvin havde ladt brede ud paa veien til Jerusalem. Men de skjønte ligevel at optræde, saa det tog sig ud, Tænk bare paa Sigurd Jorsalfarer, som paa hjemveien fra Palæstina lod flaaden sin ligge en halv maaned ved indseilingen til Hellesponten for at bie paa sidevind, saa de kunde drage seilene langs efter skibet; for alle seilene var klædt med pell baade paa fremsiden og agtersiden! Det saa ud som en væg af seil, da de norske skibene kom til Konstantinopel, siger sagaen.

 Men denne selvfølelse er parret med virkelig kultur og med forstaaelse af, at adel forpligter. Det gik i disse aar som et stort pinseveir over landene, Den samfundsordning, som præger middelalderen, lensvæsenet, havde naadd sin fulde udformning i Vesterlandene. Krigerstanden var blevet til en ridderstand, og riddervæsenet havde givet menneskene nye idealer. Lensvæsenet blev aldrig fuldt gennem ført i Norge, det var bare tilløb. Men de samme idealer raadede dér som andre steder. Einar Skulesson kalder saaledes i «Geisli» Hellig Olav for «Guds ridder», og Ragnvald Kale Orknøjarl er en fuldblods ridder og en norrøn trubadur. Derfor kom ogsaa nordmændene til at tage saa ivrig del i denne tids store hændinger. — Kirken tog i sin tjeneste krigeraanden og menneskenes barnslige gudsfrygt og hug til strid og eventyr. Længsel efter at gjeste de hellige steder, hvor Frelseren havde levet og lidt, lyst til at rive dem ud af hænderne paa de vantro, hug til eventyr, til hærfang og guld, alt dette virkede sammen og avlede korstogene. «Gud vil det!» under dette hærrop drog hundretusener af mænd fra alle lande i Europa, merket med et kors af rødt tøi, hjemmefra for at vinde det Hellige Land. Paa det første korstog (1096—1100) blev Jerusalem vundet og vesterlandske korsfarerriger grundet baade der og i Syrien. Helt op til Norderlandene naadde pavens bud om at fri det Hellige Land. Og nordboerne fulgte det i skarevis. «Waliserne gik fra sin jagt i skogene, skotterne fra sine lopper, danerne fra sin drik og nordmændene fra sin raa fisk», siger en engelsk krønikeskriver. Franskmændene og endda mere italienerne tog korset ikke bare for himmelsk, men ogsaa for jordisk vindings skyld. Nordboerne tænkte ikke paa at vinde riger i Østerland; de får ud som pavens lydige stridsmænd. Især tog mange nordmænd korset. Alt paa den første korsfærd maa de have været med. Men de første norske korsfarere, som sagaerne nævner, er Skofte Agmundsson i Giske og hans tre sønner. De seilede ud (omkring 1101) med fem langskibe. Skofte og sønnerne hans døde, som vi mindes, nede i Middelhavet. Men den femte navnløse høvding førte nordmændene videre til Palæstina. Derfra kom de tilbake ud paa høsten 1103. «Det er folks tale, at Skofte er den første nordmand, som har seilet gjennem Norvasund (Gibraltarstrædet), og den færd blev meget navngjeten», siger sagaen.

 De tre sønnerne til Magnus Barfod, Øystein, Sigurd og Olav, var blevet taget til konger i Norge, da Sigurd om høsten 1103 kom hjem fra Orknøerne med levningerne af Magnus’s hær. Noget af det første de gjorde som konger var at ruste til korsfærd. Danekongen Eirik Eiegod var nylig (10. juli 1103) død paa Cypern paa veien til det Hellige Land; han var den første konge i Europa, som var draget paa pilgrimsfærd did. Men nordmændene vilde ikke være mindre karer, De mænd, som havde fulgt Skofte, øgede ved sine fortællinger lysten til korsfærd. Nogen tænkte paa det gods, de kunde vinde, om de gik i tjeneste hos keiseren i Miklagard. Men de fleste tænkte, som det heder i sagaen, «at kjøbe sig Guds miskund og godt ry». Kong Øystein var fredsæl, saa han vilde helst sidde hjemme. Men Sigurd havde alt seet endel af verden, saa han blev den, som skulde forestaa færden. Han var stor af vekst og vakker, siger de mænd, som saa ham udenlands, «og fortjente alt i sin første ungdom at lignes med de djerveste». Han var høvisk af lader og storlynd. I kundskaber stod Sigurd saa høit som nogen fyrste nord for Alperne; han — og flere af høvdingerne hans — maa have kunnet tale latin og fransk, selv om det vel ikke er sandt som det fortælles, at han talte græsk. — Udrustningen tog lang tid. Leding blev ikke udbudt; bare de, som selv vilde, fik være med. Ligevel kom der mænd fra alle kanter af landet baade høvdinger og bønder, og da hæren var fuldt rustet, havde Sigurd henved 10000 mand og 60 store skibe. — Til en slig lang sjøfærd kunde ikke langskibe bruges; Sigurds skibe kaldes «busser» og var bygget ligeens som fartøierne i Vesteuropa, bare til seilads og rimeligvis med kasteller oppe i masten og i fremstavnen. — Høsten 1108 seilede flaaden fra Hordaland vest til England. Dér bad Sigurd — efter tidens sed — kongen, Henrik I, om fred og fik den villig. Siden var han vinteren over i England og gav meget guld til kirkerne. Men tiden blev ogsaa nyttet til alvorligere underhandlinger, bl. a. til ophjælp af handel og skibsfart; saaledes blev det givet gode toldsatser For de nordmænd, som kom til Grimsby. Om vaaren seilede flaaden videre; paa veien slog korsfarere fra Flandern og Antwerpen sig ilag med dem. Færden gik langs kysten af Frankrige ned til den Pyrenæiske Halvø; den anden vinter var nordmændene i Galizia. Derfra seilede de om vaaren (1110) under strider og eventyr syd til Middelhavet. Paa veien hjalp Sigurd bl. a. Henrik af Burgund, den første greve af Portugal, til at vinde borgen Ceuta fra maurerne. Fra Gibraltarstrædet seilede nordmændene til de Baleariske øer. Dér gjorde de stort hærfang og dræbte mange saracener i en hule oppe i en bergvæg paa Formintera. Siden overgav Sigurd øerne til greven af Montpellier, som nylig var kommet hjem fra det Hellige Land. Saa gik færden til Syditalien. Normannerne dér viste Sigurd stor hæder. Sagnet forræller, at hertug Rodgeir hver dag gjorde tjeneste ved Sigurds bord, og at Sigurd den syvende dag i gjestebudet ledede hertugen op i høisædet og gav ham kongsnavn.[1]

 Men Sigurd blev ikke længe og skyndte sig videre til Palæstina. I juli eller august 1110 landede flaaden udenfor Askalon og laa der et døgn for at se, om indbyggerne der ikke vilde komme ud til strid. Men askaloniterne vaagede det ikke, og Sigurd seilede videre til Jaffa. I korsfarerhæren rygtedes det snart, at der var landet «en sterk og herlig udrustet hær» fra «et folk, som kaldes det norske, og som Gud havde vakt til at drage fra Vesterhavet til Jerusalem». Kong Baldvin vendte tilbage fra Edessa, som han havde hjulpet mod en tyrkisk krigshær, og drog til Jaffa for at faa vide, hvad Sigurd tænkte paa. Det varede ikke længe, før kongerne «blev knyttet til hinanden ved et fuldkomment venskabs baand». Derefter red de paa Sigurds og hans høvdingers bøn op til Jerusasalem. Hele presteskabet kom dem imøde i hvide klæder og med hymner og sang, og begge kongerne gik haand i haand, fulgt af hele folket, under fryderop, til den Hellige Grav. Saa holdt Baldvin i nogen dage gjestebud for Sigurd med kongelig pragt og ledsagede ham derefter med et væbnet følge til Jordan; der holdt Sigurd andagt og laugede sig, som pilgrimmene havde for sed. Siden fór de tilbage til Jorsalaborg. Der blev det holdt høvdingestevne og det blev enstemmig godtaget at gaa mod Sidon, en af de vigtigste pladse ved kysten af Syrien. Sigurd bare krævede, at hæren hans skulde faa kosten i denne tid. Desuden bad han om en spaan af Kristi kors. Han fik det ikke, siger sagaen, før han med tolv af sine mænd svor at fremme kristendommen af al sin evne og at reise en erkebiskopstol i landet, om han kunde. Desuden lovede han at indføre tiende i Norge og selv at yde den, og at korset skulde være dér hvor den hellige Olav hvilede.

 Kong Baldvin og grev Bertrand af Tripolis lagde sig paa landsiden rundt Sidon, og Sigurd seilede med skibene fra Jaffa. Korsfarerne reiste valslynger eller kastemaskiner og tvang, da seks uger var gaat, indbyggerne til at overgive sig (19. december 1111). Den del af byen, som Sigurd havde ret til, gav han til kong Baldvin. «Den hedenske borg tog du med magt, men gav den bort med gavmildhed», siger skalden. Ikke længe efter seilede Sigurd og hans mænd fra Palæstina og over Cypern nord til Byzants. Keiseren, Alexios Komnenos, modtog ham med stor hæder og holdt til ære for ham lege paa hippodromen eller veddeløbsbanen, hvis billedstøtter nordmændene tog for æser, Gjukunger og Volsunger. Mange af nordmændene blev igjen i Konstantinopel; andre havde den sterke vinen dér gjort ende paa. Det var med en liden skare at Sigurd drog hjemover over Bulgarien, Ungarn, Tyskland og Danmark. I Heidaby fandt han danekongen Nikolas, som vel alt ved denne tid var blevet gift med Margret Fredkolla, enken efter Magnus Barfod. Nikolas modtog Sigurd paa det venligste og gav ham et skib med fuld udrustning. Paa det seilede Sigurd hjem til Norge og kom did ud paa sommeren 1111. Han havde da været borte i tre vintre, «og det var mænds tale, at ingen havde faret større hædersfærd frà Norge end denne», siger sagaen. I «Noregs konungatal» (fra omkring 1190) heder det om Sigurd: «Han, som ud til Jorsaler frægste færd fór fra landet.» Sigurd fik efter dette navnet Jorsalfarer og mange skalder kvad om hans færd. Skalden Maane fremsagde et af digtene, «Utfarardraapa» af Halldor Skvaldre, for Magnus Erlingsson og hans mænd paa veien til Norefjorden i 1184 og «det vakte godt bifald», heder det.

 Miklagard lokkede i den følgende tid mange nordmænd: eventyrere som Grim Rusle, som løb bort med Kristin, datter til Sigurd Jorsalfarer, og høvdinger som Eindride unge og Reidar Sendemand. Da korsfarerne i 1204 tog Konstantinopel, kjæmpede væringer paa murene. Men endda mer drog Jerusalem (Jorsalaborg, som nordmændene kaldte den), «den gjæveste af alle byer i heimen», «dér er jordens midte; for dér skinner solen lodret ned fra himmelen ved jonsok», som det heder i en islandsk veiviser for pllgrimme fra midten af 1100-tallet. Men «palmareveien», som pilgrimsveien kaldtes, var lang: «en god 5 dages færd fra Jordan til Akrsborg (St. Jean d’Acre), derfra 14 døgers[2] hav til Apulien — det er 18 hundrede mil —, 14 dages gang fra Bari til Romaborg, en liden 6 ugers færd sydfra til Mundiofjall (Alperne), men 3 nord til Heidaby.» «Jeg tror det vil tykkes alle heimfødinger langt at gange did,» siger Ragnvald jarl. Mange længtede nok hjem og tænkte paa hjemmet sit der langt i nord, naar de ude paa vidderne ved Jordan saa op til Nordstjernen. Men den store høitidsstund, da korsfarerne laugede sig i Jordan og «tvættede synderne af sig i det vand, som Gud havde viet», den stunden opveiede al møie og alle farer, som de havde udstaat. Pilgrimsskaren samlede sig paa elvebakken i hvide klæder med kors paa brystet og en palmegren mellem herderne (deraf kommer ordet palmari om en pilgrim til det Hellige Land). Mange aflagde løfter eller krævede Gud til vidne, naar de laugede sig, som det fortælles om Eirik, halvbror til kong Sverre, at han steg ned i Jordan med en brændende kjerte i haanden og bad Gud lade lyset komme brændende op igjen, saa sandt som han var søn til kong Sigurd Haraldsson. Saa gav de sig paa hjemveien: med nyt sind — «al vrede skulde være borte,» siger Ragnvald jarl efter badet i Jordan —; og korset, som før havde hængt paa brystet, blev nu flyttet bag paa ryggen.

 Mellem dem,som valfartede til det Hellige Land, nævnes mange nordmænd, Orknøjarlen Haakon Paalsson (omkr. 1120), Sigurd Slembedjakn (ved 1135), den før nævnte Eirik jarl i 1170-aarene og Andres Skjaldarband i 1229. Erkebiskop Eirik i Nidaros satte i 1189 bans straf for dem som ranede folk, som tog skreppe og stav og fór til Jorsaler eller Rom eller andre hellige steder udenlands. — Flere korsfærder blev ogsaa udrustet, ikke af kongerne selv, men af Orknøjarler og af lendermænd, en underlig blanding af vikingfærder og korsfærder. Ikke bare trodde korsfarerne, at det var deres ret og pligt at overfalde fredelige muhammedanske fartøier. — Den største daad paa Ragnvald jarls og Erling Skakkes korsfærd var erobringen af et maurisk handelsfartøi, en saakaldt dromund, ved nordkysten af Afrika. — Men især paa den Pyrenæiske Halvø tog nordmændene det ikke saa nøie, enten de herjede en muhammedansk eller en kristen borg. Baade mauriske og spanske krønikeskrivere taler med skræk om norrøne sjørøvere i 1110- og 1120- aarene. Den mest navngjetne af disse korsfærder var en, som Ragnvald Orknøjari var høvding for. Ragnvald og hans samjarl, Harald Madachsson fór i 1150 til Norge og gjestede kong Inge. Samme sommer kom lendermanden Eindride unge hjem fra Miklagard og fortalte mange tidender derfra. En dag sagde han til Ragnvald: «Det tykkes mig underlig at du, jarl, ikke vil fare ud til Jorsalaheim og at du bare vil have frasagn om de tidender, som er at melde derfra.» Erling paa Studla, søn til Kyrpinga-Orm, sagde, at hvis Ragnvald vilde fare, saa vilde han og. Færden blev da aftalt og flere lendermænd, frænder og venner af Ragnvald og Erling tog korset: Jon Petersson af Aurlandsætten i Sogn, Aslak af Hernar, dattersøn til Steigar-Tore, og flere. Eindride unge skulde vise veien. Da Ragnvald jarl kom hjem, lyste han at han havde taget korset, og mange gjæve mænd lovede at være med. Mellem dem var biskop Viljalm; han havde studeret i Paris og skulde være tolk. Kardinal Nicolaus Brekspere, som kom til Norge sommeren 1152, havde bud fra paven om at præke korsfærd, og flere nordmænd tog vel af den grund korset. Høsten 1152 kom de til Orknøerne; det var alt saa sent paa aaret, at de blev dér vinteren over. «Jorsalamændene» gjorde meget ugagn; bl. a. brød de paa Mainland det store gravkammer i Maeshow, som sagnet satte i sammen med Lodbrokssønnerne. De fandt ikke guld dér, som de haabet, men fordrev tiden med at riste runer paa væggene. Sommeren 1153 seilede flaaden fra Orknøerne, 15 store skibe med tusen mand ombord. Færden gik under strid og elskovseventyr, som Ragnvald jarl fortæller om i sine lausaviser, nedover til Middelhavet. Eindride unge skilte nu lag med de andre og seilede med 6 skibe til Marseilles. Erling fik under kampen med dromunden et saar i halsen, saa han siden gik med hodet paa skakke; deraf fik han tilnavnet. Korsfarerne landede ved Acre; dér kom det sygdom mellem dem, saa de fik ikke udrettet stort. Dog siger Ragnvald jarl, at «det røde blod faldt paa den vide mark (hinsides Jordan)».

 Hjemveien gik over Konstantinopel og Rom, og høvdingerne drak, som vanlig, tæt. Medens de laa ved Emboli (inderst inde i viken ved Contessa), faldt Erling en kveld i drukkenskab ned i leren fra bryggen, og Jon Petersson blev en anden kveld fundet dræbt ved murene. Men da korsfarerne kom hjem, tyktes de gjævere mænd end de før havde været. Erling fik et gildt gifte — med Kristin, datter af Sigurd Jorsalfarer. Til Ragnvald jarl havde færden en anden gave — helgenkronen, da han nogen aar efter fandt døden.

 Disse to korsfærder er de mest navngjetne av dem, som gik ud fra Norge. Men i den følgende tid udrustedes der flere mindre færder. Nordmænd og dansker, mellem dem birkebeinerhøvdingen Ulv af Lauvnes, gjorde under en stans i striderne indenlands i 1191— 1192 et tog. Baglerhøvdingen Reidar Sendemand og birkebeineren Peter Støyper, som var gift med hver sin datter til Magnus Erlingsson, fór i 1210 med to skibe til det Hellige Land. Peter døde paa veien, men Reidar tog paany tjeneste i Konstantinopel og døde der i 1214. I 1217 udgik «den store Jorsalfærd» fra Norge. Paa kirkemødet i Lateranet var det vedtaget, at det rundt om i Vesterlandene skulde prækes korsfærd, og mange norske høvdinger tog korset: Sigurd og Roar kongsfrænder, Gaut Jonsson paa Mel og Erlend Torbergsson, en brorsøn til erkebiskop Øystein. For første gang tog ogsaa norske bymænd korset. Bymændene i Nidaros udrustede det skib, som Erlend styrede. Roar og Erlend seilede ud sammen. Roar kom til Acre og bymændenes skib til korsfarerhæren ved Damiette i Ægypten, og begge «syslede vel» paa denne færd. Siden var det nok stundom tale om korsfærd. Baade Skule jarl og Haakon Haakonsson tog korset. Men det blev bare med tanken. Ogsaa valfarterne til Jerusalem.hørte snart op, efterat Palæstina paany var kommet i de vantros vold. Endda minder gamle billeder af Hellig Olav og Knut den hellige i Mariakirken i Betlehem om nordmænds og danskers færder til det Hellige Land.

 Nordmændene havde ikke vundet guld eller land paa disse færder. Somme kom hjem ligeens som de fór ud. Det heder i «Kongespeilet: «Naar en uklog mand farer til Jorsaler, tror han, han er blevet vis, og fortæller om færden sin og helst det, som ikke lykkes den kloge at fortjene andet end gjøn og haan.» Men flere var de, som kom hjem med videre syn og større livskundskab. Og kulturpaavirkning fra Sydeuropa og Korsfarerrigerne naadde ogsaa til Norge. Vi ser det i rent ydre ting, som at Erling Skakke gik klædt i «fustan», et slags bomuldstøi fra Kairo, og i «Kongespeilet»s skildring af knigsmaskiner til sjøstrid. — Korsfærderne var, tiltrods for alt det urene, som klæbede ved dem, Vesterlandenes største ideelle kraftudfoldelse i middelalderen. Og i dette store løft, som bandt hele det kristne Europa sammen, var nordmændene ogsaa med slig, at det gjorde deres navn kjendt og hædret rundt om i landene. Ved at være med her bragte nordmændene sit første og største offer i middelalderen til værdier, som ikke kan tages og føles paa. Derfor er korsfærderne et vigtig led i vor historie; de vidner om, hvor langt nordmændene var naadd i kultur paa 1100-tallet.

 Men vrangsiden af billedet maa heller ikke glemmes. Vikingefærderne er endda ikke helt død ud. Kong Øystein Haraldsson herjer i 1153 nedover langs østkysten af Skotland og England og brænder og raner i Aberdeen, Hartlepool og Whitby. De brødløse birkebeiner og bagler fór i 1209 til Suderøerne for at herje dér og vinde gods; men da de kom hjem fik de haard tiltale af biskoperne for sit røveri. Paa Orknøerne og Suderøerne blev det længe regnet for gjævt at fare i viking. Meget raaskab og grusomhed var det ogsaa i tiden. Tænk paa, hvordan Magnus Sigurdsson blev lemlæstet og Sigurd Slembedjakn pint før sin død, eller paa mor til Sigurd Mund, som lod skjære tungen ud af munden paa en mand, fordi hun trodde, at han havde taget et stykke fra fadet hendes, som stegeren havde givet ham, eller paa den engelske prest, som to brødre stak øinene ud og skar tungen over paa, fordi de trodde, at der var noget mellem ham og søsteren deres. — Men ude i Europa var folk ikke bedre. Rikard Løvehjerte stak i 1198 øinene ud paa fjorten franske riddere; den femtende stak han bare det ene øie ud paa, forat han kunde leie de andre hjem. Og keiser Fredrik Rødskjeg skar engang næsen og læberne af paa 200 veronesere, som han havde fanget.

 Efter Magnus Barfods død hørte stormagtsdrømmene op. Nordmændene opgav at vinde vælde i Irland. Det eneste vi hører om, at Magnus’s sønner gjorde, er at kong Sigurd i 1113 sendte lendermanden Ivar af Fljod did for at kræve skat og bøder efter sin far, og at irerne under navn af «vennegave» udredede en stor sum. Paa Suderøerne vendte Gudrød Crovans æt tilbage, og paa Orknøerne fik jarlerne atter magten. Haakon Paalsson, som var blevet igjen, da Sigurd høsten 1103 fór til Norge, kom did ett eller to aar efter, og kongerne gav ham jarlsnavn. — Paa den Skandinaviske halvø fortsattes derimod Magnus Barfods politik. Medens kong Sigurd var i jerusalem, vandt kong Øystein paa fredlig vis et helt fylke for Norge. Jemteland laa i gamle dage udenfor verden. Store skoge skilte baade fra Norge og fra Sverige, og stimænd og fredløse gjorde veien utryg. Opimod Finmarken og Helsingland husede trolddomskyndige finner; bygden var liden og laa mest rundt de store sjøerne. jemterne havde derfor altid været noget for sig selv og ikke staat under nogen konge. Det fortælles vel, at de paa Haakon Adalsteinsfostres tid gav sig under kongen i Norge, og at de siden, paa Olav Skotkonnungs tid, vedtog at svare skat til Sveakongen; men hvor meget sandt det er i dette, ved vi ikke.

 Jemterne styrede sig selv paa tinge. De, som egentlig raadede, var «landets 24 mænd», «de gjæveste mænd», som de ogsaa kaldes; fra først af medlemmer af lagretten udviklede de sig til en eiendommelig indretning, som holdt sig indtil langt md i nyere tid, da ombudet gik i arv fra far til søn. Frøsøen var fra gammel tid midtpunktet i Jemteland. Her holdtes midt i mars maaned landstinget (Jamtamót) og et stort kjøbstevne, som gjorde, at der i tidens løb, reiste sig en liden handelsplads paa Frøsøen; og her holdtes Botolvsaften (16. juni) lagtinget paa Sproteid, — Frøsøen har navn af, at der i hedensk tid stod en helligdom dér viet til guden Frøy, ligesom den nærliggende Norderø (Njarðarøy) var viet til Njord. Paa Frøsøen bodde den mægrigste æt i Jemteland, hovgodeætten som rimeligvis var kommer østenfra, fra Sverige; for Austmann og det svenske Gudfast var vanlige navne i ætten. Til denne æt hørte Austmann Gudfastsson, som henved 1060 kristnede Jemteland. Paa en runesten paa Frøsøen, af samme slag som vi finder saa mange af i Sverige (men ikke i Norge), læser vi: «Austmann Gudfastsson lod reise denne sten og gjøre denne bro; og han lod kristne Jemteland. Aasbjørn gjorde broen og stenen og disse runer.» — Austmann har som høvding i dalen budt jemterne kristendommen. Men baandingerne paa runestenen, fortællinger hos Adam af Bremen om missionærer, som virkede i disse egne, og særlig det at Jemteland siden i kirkelig henseende stod under erkestolen i Upsala, viser at jemterne har faat sin kristendom fra Sverige. Kulturen i Jemteland, bl. a. navneskikken, var ogsaa mere svensk end norsk. Men handeøen gik til Norge. Det var mest trøndere, som søgte til markedet på Frøsø. Dette gjorde vel især, at Jemteland kom under Norge. Kong Øystein sendte, fortælles det, bud til de viseste og mægtigste landet (det vil sige til de «24 landets mænd») og bød dem til sig. De blev hans venner, og kongen optog, tør vi tro, flere af dem i sin hird. Især har han visst gjort ære paa ætten paa Frøsøen. Guttorm Austmannsson, en ætling af Austmann Gudfustsson, blev nogen tid efter gift med Ingerid, datter til den mægtige og høiættede Guttorm Aasulvsson paa Rein, Tilslut gav jemterne sig frivillig under Kong Øystein. Først tog de 24 mænd troskabsed af hele folket til denne sag, og siden fór de til kong Øystein og tilsvor ham landet. Jemterne vedblev dog længe at være noget for sig selv. I Frostatingsloven og i den latinske Norgeshistorie (Historia Norvegiae) fra slutten af 1100-tallet regnes Jemteland til udlandet og i Haakon Haakonssons saga heder det, at kong Sverre med sverd havde vundet Jemteland under Norges rige. Jemterne brugte Frostatingsloven, men de havde sit særskilte lagting og sin egen lagmand og senere ogsaa sin lovbog, som kaldes «Landsskraa».

 Om Herjedalen ogsaa er kommet til Norge ved denne tid, ved vi ikke. Sagnet fortalte paa slutten af 1200-tallet, at Herjulv Hornbrjote var merkesmand hos Halvdan Svarte; men han kom ud for kongens vrede og flygtede til Sverige. Derfra flydde han siden med en frændkone til Anund Sveakonge vest til Herjedalen og satte bo i Elfros, i Nedre Herjedalen. Deres efterkommere var siden høvdinger i dalen[3] i og byggede den første kirke dér (sandsynligvis i slutten af 1000-tallet). Navnene paa medlemmer af ætten nævnes i 15 led ved 1270. — Grænsen mellem disse bygder og Sveakongens rige blev siden sat paa Skule jarls tid og stod i hovedsagen uforandret lige til Jemteland og Herjedalen ved freden til Brømsebro i 1645 blev afstaat til Sverige.

 En skulde tro at det let kunde blevet krig med Sverige, naar jemterne gav sig under den norske konge. Men det blev det ikke, hverken da eller nogen aar senere, da Sigurd Jorsalfarer gjorde et saakaldt «korstog» til Smaaland. Danekongen Nikolas sendte bud til Sigurd, at de sammen skulde fare til Smaaland og kristne folket dér; for de som byggede dér, holdt ikke kristendommen, om end nogen havde taget den kristne tro. — Grunden til færden var dog visst, at kong Nikolas, som var blevet gift med Margret Fredkolla, gjerne vilde faa gjort sin søn Magnus til konge i Sverige; for vestgøterne havde nys dræbt kongen sin, Ragnvald Knaphøvde, da han uden at tage gidsler red sin Eriksgata. Magnus Sterke blev ogsaa en tid konge i Sverige; han faldt i 1134. — Imedens rustede Sigurd af al kraft til færden. Rygtet om den nye korsfærd naadde helt ned til Burgund. Abbed Peter i Cluny skrev (1123) til kong Sigurd og ønskede ham til lykke med, at han havde erklæret sig for verge af Guds kirke, at han baade tillands og tilsjøs havde drevet de troendes fiender tilbage ikke bare i sit eget land, men ogsaa i Sydens og Østens fjerne egne, og at han nu ilede med en stor flaade for at drive dem bort. Sigurd kom til Øresund sommeren 1123 med 360 skibe og henved 20000 mand. Men imedens var danerne blevet leie af at vente og havde løst ledingen, saa nordmændene ikke fandt et eneste skib. Til hevn herjede de kongsgaarden Tumatorp (nu Tomarp lige syd for Simrishamn). Derefter styrede de øst til Kamar og herjede i Smaaland. Smaalændingerne maatte ud med 1800 naut og tage ved kristendommen. Denne leding blev kaldt Kalmarledingen. «Dette var den eneste leding, som kong Sigurd rodde saalænge han var konge», siger sagaen.

 Naar det tiltrods for disse hændelser ikke blev krig med nabolandene, saa kom det visst for en del af, at det var uro og ufred indenlands i Sverige, efterat kong Filippus Hallsteinsson var død 1118 og hans bror kong Inge nogen aar senere. Men for en ikke liden del skyldtes det ogsaa Margret Fredkolla. Hun maa have været en merkelig kvinde, som i meget har lignet sin navne, stifteren af Kalmarunionen. Hun arbeidede, saa længe hun levede (mest kanske for sin søn Magnus’s skyld), paa at det skulde være fred i Norderlandene og fik derfor istand flere giftermaal mellem kongsætterne i Norge, Sverige og Danmark. Ragnhild, uegte datter til Magnus Barfod, fik hun gift med Harald Kesja, søn til Eirik Eiegod i Danmark. Hendes søsterdatrer Malmfrid, dalter til storfyrst Mstislav i Rusland, blev gift med Sigurd Jorsalfarer og dennes søster Ingebjørg med Knut Lavard, hertugen i Sønderjylland Sin brordatter Ingerid fik hun gift med Henrik Skatelaar i Danmark; hun blev siden gift med Harald Gille. Disse giftermaal gjorde sit til, at der længe var fred mellem landene. Margret Fredkolla døde omkring 1027 og ikke længe efter tog splid og ufred til at hjemsøge Danmark.

 Indenlands styrede de tre brødrene Øystein, Sigurd og Olav sammen. Alle tre var de født udenfor egteskab. Øystein var ældst; han var i 1103 fjorten aar gammel, Sigurd var ett aar yngre, Olav var bare 3 eller 4 aar gammel. Øystein, som den ældste, fik den nordre delen af landet om Trondheim og blev, ialfald i udlandet, regnet for den egentlige konge. Sigurd bliver af korstogsskribenter bare kaldt «bror til kongen i Norge». Sigurd fik den østre del af landet, men Olavs del blev styret af brødrene hans, til han blev voksen. Olav døde 22. december 1115, bare femten aar gammel, og riget blev da paany delt, slig at Øystein fik den nordre del og oftest sad i Nidaros, medens Sigurd fik den østre del og mest sad i Viken. Stundom hændte det dog, at Øystein sad i Sigurds landsdel og omvendt. En virkelig deling af riget var det heller ikke denne gang lige saa lidt som før. Brødrene var samkonger, havde lige ret og gav love i fællesakab. Det heder i en sætning i Gulatingsloven fra denne tid, at om det end er tre konger i landet paa én gang, saa er det ligevel bare én kongsalder. Delingen gjaldt bare indtægterne. Men hver af kongerne havde sine særskilte lendermænd, mulig i hvert fylke. Vidkunn Jonsson paa Bjarkøy var kong Sigurds lendermand og Sigurd paa Hvitastein i Follo fulgte kong Olav.

 Magnus Barfod havde kraftig hævdet kongens ret og i sit styre indenlands nærmest fulgt i Harald Haardraades fodspor. Nu blev det stormændene, som fik magten, især i den første tid, medens kongerne endda var unge og ikke kunde styre selv. De, som havde taget del i Steigar-Tores opstand, blev taget til naade igjen. Kong Øystein blev selv gift med Ingebjørg, datter til Guttorm Toresson paa Steig. Oprørskongen Svein Haraldsson kom tilbage fra Danmark og blev skutilsvend hos Øystein; hans bror Guttorm blev sysselmand i Konghelle. En af de første regjeringshandlinger af brødrene, efterat de var taget til konger paa Øreting, var, at de ophævede de tyngsler, som Magnus Barfod paany havde lagt paa trønderne efter opstanden. Skatterne blev nedsat. Kongerne ophævede for alle ledingspligtige Frostatingsmænd: alle gaver, nye og gamle, alle afgifter af gaardsbruget, af malt, smør, uld og lin («afraad» som det kaldtes), alle «landører» (told- og skibsafgifter), og endelig «skibsleie» (d. e. den afgift, som blev givet af hvert fartøi, naar kongen ikke gjorde brug af sin ret til et rum midtskibs). Arv efter utlæg mand skulde tilfalde nærmeste frænder og ikke kongen; — mulig har denne sætning faat tilbagevirkende kraft og er blevet gjort gjældende for dem, som havde været med i opstanden mod kong Magnus. Hver mand skulde have lov til i fred at fare fra landet, hvorhen han vilde; — derved ophævedes de gamle stængsler for handel og skibsfart. Jordgravet gods skulde finderen have; men jordeieren skulde have «landnaam». Aarmanden og ikke bønderne skulde gjøre hus til kongen. Disse retterbøter blev ogsaa givet til naumdøler og haaløyger. Haaløygerne blev desuden fritaget for at give landslod af fiske, paa det nær at hver mand, som var i fiske i Vaagar, skulde give kongen 5 fisk. Bønderne i Haalogaland skulde have alle almenninger slig som paa den hellige Olavs dage. Kongen havde eneret til at kjøbe al klovare nord for Vennesund (grænsen mellem Namdalen og Helgeland); men bare lendermanden eller aarmanden havde lov til at ransake og paatale en haaløygsk mand, om han forbrød sig mod dette. Ved disse retterbøter blev de sidste minder om oldtidens enevælde, om Harald Haarfagres og Alfivatidens «ovrike» gravlagt. Norge blev fra nu af et fuldt middelalderligt rige.

 Efterat kongerne var kommet til skjels aar og alder, stod Øystein mere paa lendermændenes side, rnedens Sigurd holdt paa ret. Krønikeskriveren Theodricus munk, som skrev i slutten af 1170-aarene og stod paa lendermændenes og kirkepartiets side mod Sverre, taler derfor ogsaa med stor hæder om kong Øystein og kalder ham «en fredsæl konge, en ihug varetager af det offentliges tarv og en framifraa dyrker af den kristne tro» og siger, at han «udmerkede sig ved retvished og med maadehold og klogskab skjønte at styre sig selv ikke mindre end sine undersaatter». Derimod har han om Sigurd Jorsalfarer ikke andet godt at melde end hans korsfærd og siger, at han «da fortjente at regnes mellem de bedste fyrster, men sidenefter bare mellem de middelmaadige». I den samling af kongesagaer som kaldes «Ágrip» og som staar paa Sverres side, skildres derimod Sigurd med store lovord og kaldes en af de ypperste og merkeligste af alle konger i Norge, medens Øystein bare saavidt nævnes.

 Modsætningen mellem begge kongerne kommer især frem i den navngjetne tingstrid mellem kong Sigurd og lendermanden Sigurd paa Steigen.[4] Sigurd Ranesson havde frelst Magnus Barfods liv i Gautland, og Magnus havde til løn giftet ham med sin sammødre søster Skjaldvor og forlenet ham med finnefærden, ikke bare for sin egen, men ogsaa for sine sønners levetid; han skulde derfor give kongen 60 mark om aaret, men selv nyde godt at det, som blev tilovers.

 Saa hændte det, at Sigurd Jorsalfarer høsten 1113 sendte Ivar af Fljod[5] til Irland og tog til frille den vakre konen hans, en søster til Sigurd Ranesson. Denne blev sint og læste kongen teksten. Kongen blev ogsaa sint, kaldte Sigurd Ranesson en tyv og skyldte ham for, at han hvert aar stjal 60 mark af finnehandelen og bare lod kongen faa halvelen af det han skulde give. Næste vaar reiste kong Sigurd sag mod Sigurd Ranesson og skyldte ham for at have oppebaaret kongernes gods og draget finneskatten under sig mod deres vilje. — Sagen kom først for paa bymøde (mót) i Nidaros, saa p paa tinget på Kjepsøy Vaagan i Lofoten og derefter paa fylkes- (eller rettere halvfylkes)-ting paa Trondenes paa Hinnø. Men kong Øystein lik sagen afvist paa alle tre ting. Tilslut kom den til Frostatinget. Det findes en hel liden saga om denne tingstrid. Den er ikke helt paalidelig, men synes dog at hvile paa gammel overlevering I den fortælles, at Frostatinget (imod vanlig skik) blev holdt i Nidaros. Kongerne kom did (sommeren 1115) omgivet af sine lændermænd, mellem dem var mænd som Vidkunn Jonsson paa Bjarkøy, Sigurd Sigurdsson af Hvitastein, som blev kaldt den viseste (eller lovkyndigste) mand i Norge, Bergtor Bukk fra Viken og Jon Mornev («fleskenæse») fra Trøndelagen; han var lovkyndig og formand i lagretten, hvor stormændenes vilje visselig var den afgjørende. Paa tinget var det det store spørsmaal, enten en konge har lov til at give bort len for mere end sin egen livstid eller ikke. Lagmændene sagde, at en konge kunde lade gaverne sine gjælde til evige tider, men da skulde det lyses paa Frostating, Gulating og Eidsivating. Kong Sigurd indvendte, at han ikke vilde, at en konge skulde kunne give len for længere end sin egen livstid. Øystein holdt derimod med lendermændene og hans unge bror Olav ligesaa. Tilslut blev sagen afgjort ved lodtrækning, fortælles det, og Sigurd fik viljen sin igjennem. Kong Sigurd vilde at denne nye lov skulde have tilbagevirkende kraft og prøvede paa at faa Sigurd Ranesson dømt. Men kong Øystein fik sagen afvist, ligesom før paa grund af feil i sagsanlægget. Kong Sigurd forlod i vrede tinget, og det saa ud til strid mellem brødrene, da Sigurd Ranesson i løndom gik til kong Sigurd, tilbød ham selvdømme og paa den vis stillede ham tilfreds.

 Siden blev det aldrig rigtig godt mellem brødrene, heder det. Sigurd krænkede ogsaa paa anden vis sin bror. Kong Øystein havde vinteren 1113—1114 siddet i Borg. Dér havde han været meget sammen med Borghild, datter til Olav paa Mikle Dal (nu Store Dal i Borge), saa folk begyndte at tale om det. Da Borghild hørte om dette rygte, fór hun til Borg og fastede til jernbyrd, bar jern for denne sag og rensede sig vel. Men da kong Sigurd spurgte dette, red han til Dal og førte Borghild bort med sig og tog hende til frille. Deres søn var Magnus; han blev opfostret hos Vidkunn Jonsson paa Bjarkøy.

 Sagaerne lader skilnaden mellem Øystein og Sigurd træde dramatisk frem i den navngjetne mandejevning, et af de ypperste stykker i kongesagaerne: Øystein, lys, vakker, smidig, vennesæl, kyndig i lovene, veltalende, men og let til at tale folk efter munden — i det hele slig som folk ofte er, naar de har hjertefeil — og Sigurd, tyngre, faamælt, hidsig, endefram og lidet smidig, høi og sterk, men ikke vakker. Mandejevningen er digtning, ikke historie. Men den giver os de to kongerne, slig som de tegnede sig i folkets minde. Ogsaa ellers samstemmer sagaerne i at love Øystein som gladlynd, nedladende og vennesæl og de fortæller mange drag, som viser dette, f. eks. om en islænding, som ved svig af sin egen bror ikke havde faat den kvinde han var glad i; saa ofte kong Øystein havde tid, lod han islændingen fortælle sig om sin elskede, og paa den vis glemte manden snart sin sorg. Øystein var en fredens mand, og især i de aar han styrede alene, medens Sigurd var udenlands, udførte han et stort virke. Han bødede lovene og ophjalp næringslivet. I Vaagar i Lofoten byggede han boder for fiskerne; ved Agdenes (ved indseilingen til Trondhjemsfjorden), hvor det før havde været havnløst, lod han gjøre virke (d. e. stendæmning?) og havn, og ved Senholmsund i leden nord for Bergen reiste han et taarn til hjælp for de sjøfarende (enten et sjømerke eller kanske heller et slags primitivt fyrtaarn), Det fortælles ogsaa, at han lod reise varder oppe paa de høie fjeldene til hjælp for fiskere og kjøbmænd, som flyttede varer til landet. Paa Dovrefjeld, hvor det fór mange pilgrimme til Nidaros, byggede han «sælehuse» (ved Hjerkinn og Drivstuen) og lagde gods til dem. At bygge sælehus, eller sáluhús som de heder paa gammelnorsk,[6] var en Gud velbehagelig gjerning, ligesom det at bygge bro og gjøre vei. Ogsaa paa Vestlandet fandtes der slige stuer for de veifarende de nævnes i Gulatingslagen. Men kong Øystein var den første, som ved at give penge til sælehusene fik dem under ordentligt opsyn, saa de blev en slags hospitser, ligesom de som fandtes i Alperne. Øystein var ogsaa ivrig til at bygge: den store hal paa kongsgaarden i Bergen og Apostelkirken som var bundet sammen med denne ved en svalgang, Mikjalskirken ude paa Nordnes (den første begyndelse til Munkeliv kloster) og flere kirker rundt om i landet, bl. a i Vaagar og paa Trondenes. — Øystein blev ikke gammel. Han døde braat 21. august 1122 paa kongsgaarden Hustad ved Stem ytterst i Romsdalen, bare 33 aar gammel. Øystein havde ingen søn, men bare en datter, Maria; hun blev siden gift med Gudbrand Skavhoggson, en høvding paa Oplandene, mulig i Nordre Land, hvor der sjeldne navn Skavhogg siden brugtes.

 Sigurd styrede efter denne tid alene. Ogsaa han var optaget af at fremme landets trivsel. Han brugte at sige «Bønder tykkes mig bedst, bygget land og at freden staar.» — Mest var dog Sigurd optaget af kirkelige sager; han indførte bl. a., som vi siden skal høre, tienden og fikk kirkeforholdene fastere ordnet.

 Om strid mellem kongen og lendermændene hører vi ikke noget i Sigurds senere aar. Det synes, som om stormændenes magt blev større og større. Om bønder, som bodde nær de store lendermænd, heder det, at de havde vondt for at trives og gjerne, om de kunde, søgte at hevne sig. Mellem lendermændene i de forskjellige dele af landet, især mellem vikværinger og vestlændinger, var det ofte uvenskab. Sagaerne fortæller om en lang strid mellem Kale Kolsson fra Agder og Jon Petersson af Aurlandsætten i Sogn. Striden begyndte i en skytningsstue i Bergen med, at Kales og Jons mænd trættede om, hvem som var de gjæveste lendermænd i Norge. Vestlændingerne holdt paa Jon Petersson, og Kales mænd paa Solmund, som var gjaldkere i Tunsberg og havde gaard paa Øster-Agder. Striden førte til, at der blev dræbt mænd paa begge sider, saa kong Sigurd tilslut maatte mægle og fik Jon gift med søster til Kale. Sigurd blev ogsaa, efter hvert som aarene gik, selv mindre dugelig til at styre. Han rugede over minderne fra sin store færd, var ofte faamælt og uglad, og stundom havde han anfald af vanvid, saa han ikke kunde styre sig selv. Mod slutten af sin regjering blev Sigurd lei af sin dronning og vilde gifte sig med Cecilia, datter til en mægtig mand. Han havde alt laget til bryllup i Bergen, da biskop Magne fik nys om det og gik til kongen og spurgte, hvorfor han paa denne vis vilde krænke Guds ret og den hellige kirke. Presten Sigurd, som efterpaa blev biskop i Bergen og fulgte Magne til kongen, sagde siden, at himlen ikke tyktes ham større end et kalvskind; saa skræmmelig syntes kongen ham, da han løftede sverdet mod Magne. Men biskopen stod ret og bøiede halsen frem. Da de kom ud var biskopen saa glad, at han leende hilste hvert barn og lekte med fingrene. — Saa høit stod endda en konge over en biskop. En menneskealder senere skulde det blive anderledes.

 Sigurd fór siden til Stavanger og holdt bryllup dér. Biskop Reinald, som var engelskmand, lod sig ved en rig gave til sin stol kjøbe til at give sit minde. Sigurds egteskab var visst bare borgerligt og blev af kirken ikke regnet for gyldigt. Dronning Malmfrid drog til Danmark; dér blev hun siden gift med kong Eirik Eimune. Hun og Sigurd havde bare en datter ved navn Kristin.

 Sigurd var ligevel elsket af alle, og i tillid dertil lod han folket i hele Norge, alt medens han levede, tilsverge sin søn Magnus landet. Han var, tør hænde, ræd for stormændene og havde vel ogsaa spurgt, at det i Vesterlandene levede en mand, som kaldte sig søn af Magnus Barfod. Denne mand var født i Irland og hed GILLA CHRIST («Kristi tjener»); i Norge blev han kaldt Harald Gille. Han og mor hans mødte paa Suderøerne lendermanden Hallkell Huk (af Blindheimsætten paa Søndmør) og fortalte ham om hvem han var søn til, og Hallkell tog ham med til Norge. Dér tog Harald jernbyrd for at sande sin æt, gik over ni gloende plogjern og blev vel renset. Kong Sigurd tog siden ved Harald som sin bror; men han havde før jernbyrden maattet sverge, at han ikke skulde gjøre tilkald paa riget, saa længe Magnus levede. Ikke længe efter døde kong Sigurd. Han var vinteren 1129—1130 i Oslo. Om vaaren i langfasten blev han syg og døde den 26. mars, 40 aar gammel. Han blev jordet i Hallvardskirken og lagt i stenvæggen ude fra koret paa den søndre side. — Et af de lykkeligste afsnit af Norges saga i gammel tid var tilende. Sigurds tid var god for landsfolket; det var da baade gode aar og fred, siger sagaen. Norges navn var kjendt og æret rundt om i landene. «Det har jeg hørt, at neppe har ypperligere konger kommet paa jord», heder det i «Noregs konungatal».

Tilbake til toppen av siden.
  1. Denne Rodgeir er rimeligvis Roger Bursa, hertug af Apulien og søn til Robert Guiscard; han døde 1111. Sagaerne blander ham sammen med Roger, som i 1130 blev konge paa Sicilien og døde 1155.
  2. Døgr betyder «halvdøgn».
  3. Herjedalen hørte i kirkelig henseende under erkestolen i Nidaros, saa den maa være blevet kristnet fra Norge.
  4. Paa Engeløy i Haalogaland.
  5. Nu Fløan i Skatval, Nordre Trondhjems amt.
  6. Ordet er afledet af sál, «sjæl».