Norges historie fremstillet for det norske folk II-2/I

←Forside

Norges historie fremstillet for det norske folk, bind II, avdeling 2 I. Det økonomiske grundlag. av Alexander Bugge

II.→

Ni hundred-tallet havde været en nedgangstid. Men fra omkr. 1050 havde landene i Mellem- og Vest-europa paany været i kraftig vekst. Folkemængden voksede, handel og skibsfart tog til, især efterat samfærdselen med Grækenland og Orienten lidt efter lidt blev aabnet paany. Langs de store handelsveiene mellem Middelhavet og Nordsjøen reiste det sig nye byer, de gamle blev store og rige, kravene til livet øgedes, kulturen høinedes, til den paa 1200-tallet naadde sin største blomstring i middelalderen. Rundt om ved Nordsjøen og Østersjøen merkedes den nye tid. Flandern blev det største industriland i Europa, med byer saa tæt og saa store som intet andet sted nord for Alperne. Tysk maal og tysk nationalitet vandt ved presters, korsridderes og kjøbmænds arbeide en udbredelse som aldrig før, og paa 1100- og 1200-tallet reiste der sig en krans af tyske byer fra Kiel og Lübeck i vest til Riga og Reval i øst. Bølgeslag fra denne mægtige strømning naar helt op til Norge. Folkemængden vokser (helt ned til efter 1250), skog ryddes, sten brydes, nyt land tages op til dyrkning. Baade Frostatingsloven og landsbyen har særskilte sætninger om «øde jord, som mænd vil bygge»; paa Magnus Lagabøters tid var det rundt om i bygderne fuldt af «nybøler». Vi eier et minde om denne store nyrydningstid i de 2900 gaardnavne paa Østlandet, som ender paa -rud («rydning»), og som det især er mange af ved bunden af Oslo- og af Drammensfjorden. Inde i landet bodde folk mere end i vore dage oppe paa heiene, hvor det var godt beite og rigelig tilgang paa jagt og fiske. Rundt om i Telemarken kan en f. eks. paa heiene se gamle aakerreiner og hustomter, stundom endog kirketomter. Saaledes var det i middelalderen en sammenhængende bygd fra Findalen (i Valle i Sætersdal), hvor det nu bare er støler, og over fjeldet til Kleivgrend i Fyresdal. I denne rydningstid begyndte vort land at faa sine mange selveiende smaabønder. Samtidig øgedes velstanden. «Fra alle verdens kanter flyttes rigdomme did paa skibe», siger krønikeskriveren Ordrik Vital om Norge i 1130-aarene. Hvor stor rigdommen paa 1100- tallet har været nordenfjelds, ser vi af Frostatingsloven, som nævner «gudvæv» (fløiel?), guldlad, fine vævede sengeomhæng, dunklæde, sølvkar og guldstas med ædelstene og dyre skjødehunde som vanlige paa storgaardene. Intet sted i Norderlandene uden paa Gotland finder vi magen.

 Videre gik seiladsen til Grønland og nord om Norge til Finmarken og til Bjarmeland ved Hvidehavet. Over Nordsjøen gik færden først og fremst til de Britiske øer. Seiladsen paa Irland var taget av. Men mange fartøier seilede endda til byerne ved vestkysten af England. En engelsk krønikeskriver fortæller henved 1140, at Bristol er en havn for skibe fra Norge, Irland og andre oversjøiske lande. Fra Knut den mægtiges tid havde dansker og nordmænd store særrettigheder i London; men paa 1100-tallet blev de fortrængt af de rigere og bedre organiserede kjøbmænd fra Nederlandene, Nordfrankrige og Vesttyskland. Nordmændene seilede derfor heller til de mindre byer længer oppe paa østkysten af England, i førstningen især til Grimsby, hvor Henrik II ved 1154 stadfæstede de gode toldsatser, som havde gjældt for nordmændene der paa hans farfar Henrik I’s tid. Da Kale Kolsson, den senere ørknøjarl, kom til Grimsby omkring 1115, var det en stor mængde folk der baade fra Norge, Orknøerne, Skotland og Suderøerne, siger sagaen. Efter midten af aarhundredet blev det mest de to opblomstrende byer ved bunden af the Wash, Lynn og Boston, som trak handelen fra Norge til sig. Det er rimeligt, at der alt ved 1200 fandtes en liden norsk handelskoloni i Lynn, og at kong Sverre, som vi siden skal høre, har sluttet en handelstraktat med Johan uden land.

 Til byerne ved sydkysten af Nordsjøen fandt nordmændene ogsaa tidlig veien. 1122 nævnes de mellem dem som hyppigst gjestede Utrecht, der de var fri for alle toldpaalæg. Mange skibe seilede ogsaa til Deventer ved bunden af Zuidersjøen; begge byer var et vanligt maal for norske pilgrimme. Derfra fandt dristige farmænd veien helt til det rige Köln; i kjøbmandskvarteret i Köln nævnes flere gange paa 1100-tallet borgere med tilnavnet NORMAN eller NORWEGEN (fra Norge). Brügge, som snart skulde blive den første handelsby nord for Alperne, blev selvsagt ogsaa gjestet. I en liste over de varer, som omkring 1200 kom til Brügge fra alverdens lande, heder det: «Fra kongeriget Norge kommer geirfalker, tøndestaver, garvede huder, smør, tran og saueskind, som det gjøres korduan af.» Helt til Rouen ved Seinen kom det stundom fartøier; et islandsk skib nævnes der i 1198. Fra det østlige Norge gik skibsfarten mest til Danmark. Kong Valdemar I forbød i 1168 vikværingerne at fare i kjøbfærd til Danmark og forbød udførsel af korn til Norge; men vikværingerne kunde ikke undvære kjøbstevne i Danmark, heder det. Paa Valdemarernes tid begyndte silden at komme til kysten af Skaane. Den kunde staa saa tæt, at en kunde øse den op med hænderne og næsten ikke fik rodd mellem stimene. Skanør og den gamle markedsplads ved Halør, som laa lige ved (ytterst ude paa den sydvestlige pynt af Skaane), blev snart i fisketiden søgt af folk fra alle lande. Mellem dem, som kom først og i størst mængde, var nordmændene, særlig vikværinger. Ogsaa med Jylland var det livlig handel og samfærdsel, mest med Aalborg, med Ribe, hvor det siden i middelalderen fandtes en Nordmandsgade, og med Slesvig, som endda paa 1100-tallet, før Lübeck kom op, var den største handelsby ved østersjøen. — Fra Danmark gik seiladsen videre indover til Østersjøen. Endda i Magnus Lagabøters love nævnes seilads paa Rusland; dengang var dog visst kjøbfærderne paa Nowgorod næsten ophørt. Til Visby paa Gotland seilede derimod mange. Skibsfarten paa Østersjøen tog nyt opsving, efterat det var begyndt at reise sig tyske byer ved sydkysten af denne. Sakserhertugen Henrik Løve sendte ved midten af aarhundredet sendemænd til Danmark, Norge, Sverige og Rusland og lovede indbyggerne dér toldfrihed, om de vilde gjeste hans nylig grundede stad Lübeck. Denne toldfrihed blev fornyet i 1188 og stod endda ved magt i 1227.

 At den norske handel og skibsfart havde sligt omfang, hang sammen med, at Norge i middelalderen havde forholdsvis flere efterspurgte varer end i vore dage. Det var skindvarer, som der næst Rusland kom flere af fra Norge end fra noget andet land i Europa. Det var falker, som vore konger tjente ikke saa lidet paa at udføre. Haakon Haakonsson sendte falkefængere helt til Island efter den hvide islandske falk (falco candidus), som første gang nævnes paa markedet i England i aar 1169; han skriver til kong Henrik III, at dennes forfædre satte denne falk høiere end sølv og guld. Falkene blev, naar de var nyfangne, bragt til kongsgaarden i Bergen, hvor de blev oplært, og siden sendtes de som gaver til konger og fyrster eller de blev solgt. Huder og lyse eller tran var ogsaa vigtige udførselsvarer. Trælast blev derimod paa 1100-tallet neppe udført andetsteds end til Island. Den vigtigste udførselsvare var tørfisk, som paa fastedagene blev spist rundt om i Europa (paa 1300-tallet helt nede i Italien). Al tørfisk kom endda fra Norge. Skreifiskets øgede betydning gjorde, at det under sønnerne til Magnus Barfod begyndte at vokse op et strandsted, som siden blev en liden by, i Vaagar (nu Vaagan paa Østvaagø) i Lofoten. Paa stevnet her blev vel det meste af fisken solgt, For siden, naar den var tørret, at fragtes sydover af nordlændinger og kjøbmænd. Før 1100 havde nordfarerne mest seilet til Nidaros. Endda i 1177, da Sverre kom til Raudabjørg (vest for Nidaros), laa det 50 byrdinger (lasteskuter) dér; «men kongen vilde ikke ænse dem», siger sagaen, «for det var altsammen kjøbmænd, som var kommet nord fra Vaagar». Mere og mere begyndte dog Bergen at tage luven fra Nidaros og at blive midtpunktet for tørfiskhandelen. Under Harald Gille og Magnus Erlingsson var Bergen kongesæde, og det varede ikke længe før indkrævningen af skat fra Haalogaland og Finmarken blev lagt til fehirden i Bergen. Begge dele gjorde sit til at drage nordfarernes handel did istedenfor til Nidaros. Alt ved 1115, da Kale Kolsson kom til Bergen, «var det en stor mængde folk dér baade nord og syd fra landet og en mængde fra andre lande, som havde flyttet store rigdomme did». I anden halvdel af 1100-tallet var alt tørfiskhandelen i Bergen næsten blevet en verdenshandel i omfang. Sommeren 1186 — altsaa midt under borgerkrigene — var det i Bergen engelskmænd, som var kommet med hvede, honning og klæde, mænd fra Gotland og Nederlandene, som havde indført lerred, lin, voks og kjedler, tyskere, som var kommet i stor mængde og med store skibe for at udføre smør og skrei og isteden indførte vin, og endelig mænd fra Orknøerne, Hjaltland, Færøerne og Island. Om Bergen ved 1191 heder det: «Den er paa grund af sin magt og velstand den første by i landet. Den er meget folkerig og har munke- og nonneklostre. Der findes en slig mængde tørfisk der, at det overgaar alt maal og tal. Dér kan en se en mængde folk, som strømmer sammen fra alle kanter, islændinger, grønlændinger, englændere, tyskere, dansker, svensker, gotlændinger og endda mange andre, som det vulde være for langt at regne op allesammen. Ligeledes vil en se en mængde honning, hvede, gode klæder, sølv og andre slags varer. Der er forraad nok, og enhver faar gjerne det han trænger.»

 Ogsaa paa Østlandet blomstrede handel og skibsfart. Sigurd Jorsalfarer gjorde især meget for Konghelle ved Gautelven, «saa der ikke dengang var nogen mægtigere kjøbstad i Norge». Lige før vendernes grulige overfald i 1135 seilede saaledes 13 byrdinger til Bergen; men 11 forliste underveis. Efter vendernes herjing kom dog byen aldrig rigtig op igjen. Den kaldes i 1191 en smaaby, men havde endda i 1184 islandsfarere. Isteden voksede Oslo og Tunsberg op. Til Tunsberg kom der ved 1191 skibe fra alle lande. Selv i borgerkrigenes værste tid kunde det seile flaater paa 30 fartøier mellem Bergen og Tunsberg. Og da Magnus Erlingsson i 1184 seilede langs kysten til Bergen, mødte han hver dag skibe, som fór østover. Fra Viken gik seiladsen især til Danmark, mest til Halør, hvor baglernes flok i 1196 blev stiftet, og til Skanør og videre til Østersjøen. To østerfarerknarrer, som havde topkastel og kastel i forstavnen lige ens som hanseaternes kogger, nævnes alt i 1159 i Konghelle. Nordmændene stod i skibsbygningskunst saa høit som noget land i Europa. Nye opfindelser vandt tidlig indpas, f. eks. det at have roret i agterstavnen istedenfor paa styrbords side. De største skibe blev endda paa 1100-tallet bygget i Nidaros, hvor det lige fra Olav Tryggvasons tid var skibsverfter.

 Byerne begyndte mere og mere at skille sig ud fra landet. Indenfor deres «takrnark» gjaldt en særskilt lov, «bjarkøyretten»; de «husfaste» mænd havde sit faste møde («mót» som det kaldtes), hvor de raadslog om byens sager; loven taler om «mótsfjælerne», saa bymødet har tør hænde været holdt i et hus, rimeligvis i gildeskaalen. En kongelig ombudsrnand, «gjaldkeren» (d. e. den som inddriver gjald eller kongens tilgodehavende), stod i spidsen for styret i byen og krævede ind skat og told; han var ved denne tid altid af stormandsæt og stundom lendermand, — ogsaa et vidnesbyrd om byernes betydning. Den standsforskjel, som fandtes paa landet, blev lidt efter lidt — under indflydelse fra udlandet — ophævet i byerne. En af de vigtigste sætninger i bjarkøyretten (fra 1200 eller før) lyder: «Saa er stadfæstet, at alle mænd har lige ret i kaupangen, handelsret — det er tre mark —, den samme ret lendermanden som løysingen, som har gjort sit frelsesøl.»

 Norge stod dog i økonomisk udvikling tilbage for Mellemeuropa. Byernes tal var lidet, endda der ogsaa her var fremgang og der var flere byer i Norge ved 1250 end mod slutten af 1500-tallet. Men det var bare Nidaros, Bergen, Tunsberg og Oslo, som havde nogen betydning. De andre var ikke stort mere end strandsteder. Men opkomsten af byer som Kaupanger i Sogn, Stavanger og Skiðan eller Skien paa 1100-tallet vidner ligevel om fremgang og rummeligere kaar. Byerne herhjemme var smaa og uanselige at se til for den som kom fra landene længer syd. Ingen mure reiste sig rundt dem, saa bymændene bag dem kunde verne om sin frihed. Intet raadhus samlede borgerne (et ord som først paa 1400-tallet fik hjemstavnsret i vort land); gildeskaalen var byens hus. I hver by var der bare én eller høist to virkelige gader, «stræti» som de kaldtes, parallelt med elven eller vaagen, mellem den og vandet gik der almenninger og trange smug. Husene var af træ med torv paa taget, saa byerne ofte hjemsøgtes af ildebrand. Bare kirkerne var af sten. Tunsberg skildres dog ved 1191 som en ikke saa styg by, med ordentlige brygger og Mikjalskirken, som reiste sig vakkert bygget oppe paa det befæstede Slotsberg. Bymændenes frihed var liden; om de før Magnus Lagabøters tid havde nogen folkevalgt øvrighed, er tvilsomt. Den opvoksende kjøbmandsstand maatte konkurrere, ikke bare med de bedre organiserede udlændinger, men ogsaa med alle magthaverne indenlands, med kongen, som fra gammel tid sendte skibe i kjøbfærd og havde eneret til finnehandelen og til at kjøbe falker og al skindvare nord for Vennesund (sydligst i Helgeland), med erkebiskopen i Nidaros, som snart blev den største skibsreder i landet, med de andre biskoper og med klostrene, men især med stormændene, som eiede de bedste gaarde nede ved bryggerne i Bergen, og allesammen (som Kale Kolsson, den senere Orknøjarl) havde skibe, som de selv fór i kjøbfærd med eller lod sine mænd føre. I «Kongespeilet» fra midten af 1200-tallet siger den høiættede far om kjøbmandens yrke, at «det vælges ofte af de bedste mænd. Men det gjør stor skilnad, enten en mand lignes paa dem, som er rette kjøbmænd, eller paa dem, som er høkere eller falsknere, sælger og kjøber falskt». — Paa den omvankende kramkar saa de store i samfundet ned. — Selv bønder drev ikke saa liden skibsfart. Vi hører om grønlands- og bjarmelandsfarere fra Søndmør og Søndhordland, og vore ældste gildeskraaer forutsætter, at bønderne farer i kjøbfærd baade inden- og udenlands og er borte 12 maaneder eller mere.

 Lige ens var det med haandverket. I Nederlandene f. eks. var ved 1100 alt haandverk flyttet ind i byerne. Men i Norge blev det paa landsbygden drevet meget mere haandverk end i vore dage, baade paa storgaardene og af bønderne. Mange gaardnavne paa -rud er opkaldt efter haandverkere, Skinnararuð («skinnarens rydning»), Kambararuð («kammakerens rydning», Platararuð («harniskmagerens rydning») o. fl.; Viljalm Skinnare hed ved 1150 en lendermand paa Helgeland. Først i 1490 blev det forbudt kobberslagere og jernsmeder at drive haandverk paa landet. Som en følge af dette naadde de norske haandverkere aldrig frem til slig magt og velstand som deres yrkesfæller udenlands, og i sammenslutning kom de ogsaa til at staa langt tilbage. Vigtigst var skomagerne (sútari som de heder paa gammelnorsk med et fra latinsk sutor stammende ord). De var ogsaa garvere og gjorde baade skoverk, skindkjortler og skindhoser og udførte ikke saa lidet garvede huder til udlandet. Mod slutten af 1100-tallet havde dog haandverket faat saavidt stor betydning, at de forskjellige haandgjerningsmænd havde sine faste strøg i byerne, hvor de holdt til og solgte sine varer. I Oslo laa skomagerboderne paa nordsiden og smedboderne paa sydsiden af Hallvardskirken. Især blev denne ordning — efter forbilleder fra Paris og England — fast gjennemført i Bergen efter branden i 1248; byloven af 1276 siger nøiagtig, hvor de forskjellige haandverk skulde holde til. Men haandverket fik et haardt slag ved at det i 1295 blev forbudt at slutte sig sammen i laug (efter udenlandsk mønster).

 Paa grundlag af dette efter forholdene rige økonomiske liv maa vi se Norges historie og indre udvikling mellem 1103 og 1177.

Tilbake til toppen av siden.