Norges historie fremstillet for det norske folk II-1/Innledning

Fra Stiklestadslaget vendte de seirende bønder tilbage til sine hjemstavne uden seiersstemning. Det var vitterligt for dem alle, at de ved at fælde kong Olav havde hjulpet til at styrke Danernes herredømme i Norge. Lidet udviklet som nationalfølelsen endnu var, kunde det dog ikke undgaaes, at denne uberømmelige kjendsgjerning sprang i øinene og vakte tvil om udfaldets glædelighed. Og til usikkerheden i saa henseende sluttede sig en voksende overbevisning om, at kongen havde kjæmpet for en hellig sag og var faldt som en hellig mand. Allerede umiddelbart efter slaget var herom fornummet dunkle antydninger, som maa være tiltaget i fasthed under beklemte samtaler paa tilbagefærderne sørover og nordover langs kysten. Neppe var saa de, som havde længst vei, rukket hjem, før en total solformørkelse (den 31. august) bragte selv de freidigere til i et sligt under at mistænke et udtryk for himmelens misbilligelse. Og sagndannelsen tog øieblikkelig fat. Ude paa Island, hvorhen efterretningerne ikke kan være naaet før næste sommer, bandt sagafortællingen straks de to begivenheder, kongens fald og bælgmørket, saa uopløselig sammen, at det først er lykkedes den moderne historiske kritik at paavise deres adskillelse i virkeligheden ved vel en maaneds mellemrum.

Ud fra slige blandede følelser i folkedybet skjød de nærmest følgende aars tildragelser frem som lettelser af et tryk, — den høitidelige vedtagelse af kong Olavs martyrskab, den hurtig tiltagende misnøie med fremmedvældet, reisningen mod dette og udraabelsen af helgenens unge, eneste søn til landets rette konge. Overhovedet medførte aarene 1030—1035 en dybtgaaende omvæltning i folkets hele opfattelse af sine offentlige anliggender. Det blev en opvaagningens, eftertankens, samlingens og grundlæggelsens tid. Gjennem stammernes og landsdelenes, af forholdene fremtvungne samfølelse modnedes folket til en nation, hvis selvstændighed det ligeoverfor udlændingers krav paa overhøihed blev pligt og hæder at opretholde. Og denne vaagnende nation traadte samtidig, ved at underkaste sig Olavsdyrkelsen og endelig at befæste den af helgenen forkyndte religionslære, ind i rækken af de kristne kultursamfund. Stod det end fremdeles tilbage i begge retninger, baade den nationale og den kristelig-civilisatoriske, at trække saagodtsom samtlige, baade nærmere og fjernere konsekvenser, saa var dog de nyantagne principer selv engang for alle fastslaaet og dannede herefter de uforbigjængelige udgangspunkter for den videre udvikling, det anerkjendre grundlag for enhver fortsættelse i fred eller strid.

Det folk, hvis opgave det blev saa pludselig og hurtigst gjørlig at tilegne sig grundelementerne i den syd- og sydostfra stammende middelalderske verdenskultur, var det nordligst boende af hele den ariske folkeætt og følgelig ogsaa af dennes germanske gren. Nordgrænsen for Nordmændenes sammenhængende bebyggelse af sit land kan for middelalderen drages ved fjorden Malangen under 69½ grads bredde, medens riget mod syden strakte sig ned til det daværende Danmarks nordligste spidser, idet det i sydost ved Gøtaelven kun skiltes fra Nordhalland ved en ganske smal strimmel af det svenske Vestergotland, og i sydvest Lindesnæs omtrent ligger paa samme bredde, hvortil Jylland ved Skagen naar op. Af andre germanske folkefærd var det saaledes alene Svensker og Islændere, hvis landomraader delte en høinordisk beliggenheds mangler og fordele med Norges, omend hverken Island eller den nordligste bebyggelse i det daværende Svearike gik op nordenfor polarcirkelen. Ikke mindst denne stærkt nordgaaende bosættelse er det imidlertid, som fra et universelt synspunkt giver Nordmændenes historie i middelalderen en mere almen interesse. Derved fremkaldtes et desto senere og seigere, omend ingenlunde i løbet af de forudgaaende tidsaldre helt uforberedt sammenstød mellem den sluttelig seirende, kristelig europæiske civilisation og de ledende tanker, som det oldgermanske, hedenske samfund længst muligt søgte at praktisere, og som i det høie nord førte sin mest selvstændige tilværelse og havde sin sidste tilfiugt. Det er dette mangeleddede sammenstød, snart realpolitisk og institutionelt, snart religiøst, personalhistorisk og individuelt farvet, mellem to i sit inderste væsen fiendtlige livsanskuelser, der forlener skildringen af den norske sagatid med saa megen episk kraft og ikke sjelden med en gribende dramatisk virkning. Islænderne skylder vi i alt hovedsageligt udformningen og opbevarelsen af berettelsen derom. Har end deres norske kongesagaer sine for denne art literatur eiendommelige begrændsninger saavel i henseende til fuld historisk troværdighed som til detaljeret kjendskab til Norge og norske forhold, og tier de ogsaa ofte haardnakket just om de vigtigste og vægtigste ting, medens de til gjengjæld i matende enkeltheder lægger os fortællingerne tilrette som et overmaade fængslende underholdningsstof, saa eier dog i samlet sum intet andet middelaldersk folk — ikke engang Islændernes eget faatallige fristatssamfund undtaget — en saa fyldig og vel udarbeidet fremstilling af sin historie som hin tids Nordmænd. Trods alle indvendinger rager kongesagaerne som historiske kilder op over det øvrige Europas analistiske eller krønikeartede meddelelser ligesaa høit som det oldislandske forfatterskab som helhed hævder sin overlegenhed overfor enhver anden middelaldersk literatur før Dante. Men hertil kommer, ar netop det mest aabenbare hul i sagaernes Norgeshistorie, nemlig deres bristende blik for samfundslegemets indre struktur og funktionering, folkets økonomiske tilstande og retslige vilkaar, i særdeles væsentlig udstrækning udfyldes ved hjælp af Norges egne bevarede, forholdsvis meget udførlige og oplysende lovværker, hvortil heller ikke datidens Europa, i ethvert fald udenfor det skandinaviske Norden, kunde opvise noget egentlig og kildemæssig tilsvarende. Alt i alt maa derfor Norges historie i sagatiden erkjendes at besidde er almengyldigt værd, som giver den krav paa opmærksomhed ogsaa af andre end patriotiske grunde.