Norges historie fremstillet for det norske folk II-1/II

Under desto heldigere vilkaar kunde den høvding virke, som nu valgte at stille sig i spidsen for modstanden mod Dane-vældet, og som derved for en aarrække tog fædrelandets sag og ledelse i sin stærke haand.

EINAR TAMBARSKJÆLVER stammede fra en af Udtrøndelagens høibyrdigste ætter, hjemmehørende paa Gimse i Melhus. Som 18-aars yngling havde han deltaget i det blodige slag ved Svold, og der gik frasagn om hans bedrifter ved denne berømte leilighed, da han havde været Nordmændenes bedste bueskytter. Men Erik af Lade, i hvis vold han faldt, likte sin djærve unge landsmand, og efter begges hjemkomst har det blot varet faa aar, før han fandt ham god nok til at ægte selve jarledatteren paa Lade, Eriks egen søster BERGLJOT. Herved droges Einar paa bindende maade ind i Ladeættens politiske interessekreds og blev saaledes en modstander af kongehuset og dets repræsentant Olav Haraldsson. Efter jarlernes fordrivelse fulgte han sin svoger Svein Haakonsson til Sverige, hvor han af kong Olav Skotkonung fik et len til sit underhold. Da saa denne konge i slutningen af 1021 afgik ved døden og efterfulgtes af sønnen Anund Jakob, der straks stillede sig i et venskabeligt forhold til sin svoger, kong Olav af Norge, blev Einars stilling i Sverige uholdbar, og han valgte da at anmode den norske konge om fred og forsoning. Til kong Knut har han øiensynlig ikke villet ty, idet dennes forhold ved Erik jarls pludselige død af mange blev betragtet som saa mistænkeligt, at Einar har foretrukket at holde sig paa afstand fra ham. Forliget med kong Olav kom derimod istand. Einar vendte hjem til sine store eiendomme nordenfjelds, delvis hans egen, delvis hans hustrus farsarv. Imidlertid hverken begjærede eller fik han af Olav nogen veitsle, et tilstrækkeligt vidnesbyrd om, at der intet tillidsforhold herskede mellem dem. Dog synes begge at have ønsket at undgaa et nyt brud, og det var først, da det led helt paa heldingen med Olavs kongedømme, og kong Knut under sit nærvær i Trondhjem 1028 havde indsat den unge Haakon Eriksson af Lade til norsk jarl, at Einar Tambarskjælver som svigersøn i Ladeætten vel ligefrem har anseet sig nødt til at hylde den danske konge og støtte sin hustrus brorsøn. Men Knut søgte desuden at binde ham endnu fastere til sig ved gaver og løfter. Han skal endog have ladet fremskimte, at hvis Haakon jarl ikke havde været, vilde der ingen nærmere være til som jarl at styre landet end Einar selv. Dette vink saa ud til at skulle faa aktuel betydning allerede halvandet aar efter. Sommeren 1029 havde Knut kaldt sin norske jarl, Haakon af Lade, over til England, hvorfra tilbagereisen til Norge blev udskudt til henimod juletider. Senere hørte man intet hverken til skib eller jarl; men der synes at være gaaet uklare rygter om, at Haakon var dræbt paa Orknøerne eller skibet gaaet under paa den urolige aarstid i disse øers farlige farvande. Der ymtedes ogsaa om, at Knut under paaskud af en kongelig sendefærd andetsteds hen havde ladet ham gaa i landsforvisning. Kongen skulde nemlig have havt ham mistænkt for hjemme i Norge at ville gjøre sig uafhængig, — en urimelig tanke, som Haakons hele stilling paa det stærkeste maatte modsige, idet baade han og lendemændene ligeoverfor det forudseelige angreb af den landflygtige kong Olav netop var henviste til at holde sig oppe ved Knuts hjælp. I ethvert fald var Ladejarlernes sidste mandlige ættling med Haakon gaaet til grunde under omstændigheder, som hos adskillige har gjenkaldt mindet om hans far Erik jarls aldrig helt opklarede endeligt.

Einar Tambarskjælver saa sig følgelig stillet overfor den mulighed, at kong Knut i følge sin tidligere antydning nu kunde ville vælge ham selv, Ladeættens utvilsomt mægtigste maag, til jarl og saaledes gjenopvække ættens ældre, med Danmarks saa nær forbundne politik i en ny, livskraftig fortsættelse. Den fyrstelige jarleværdighed vilde paa denne maade gaa over fra ætten paa Lade til ætten paa Gimse. Ved den dæmrende udsigt hertil faldt Einar Tambarskjælver i sit livs store fristelse. Han har enten ikke villet tro paa hine rygter om kong Knuts ønske at blive Haakon jarl kvit, eller han har maaske intet hørt om dem, før han selv kom over til England. Men derhen drog han altsaa vaaren 1030 for at fremstille sig for kong Knut som ansøger til jarledømmet og med den selvforstaaelige hensigt i saa fald at erklære sig beredt til at gjenoptage Ladejarlernes traditionelle, unationale, mod Danmark ludende politik. Han mødte imidlertid fra Knuts side en tilsyneladende venlig, men bestemt afvisning. Kongen lagde ikke skjul paa, at Haakon jarls død forsaavidt var kommen ham beleilig, som det nu var hans hensigt at overlade sin egen søn Svein kongedømmet i Norge. Nogen gjentagelse af sin farfar Harald Blaatands forsøg paa til stadighed at lade Norge styre gjennem en norsk født jarl af Ladeætten ansaa kong Knut det tydeligvis uklogt at indlade sig paa. Og dermed blev det. Einar maatte svælge sin harme. Men at han straks var paa det rene med, at Knytlingernes herrevælde i Norge ikke videre skulde faa hans understøttelse, fremgaar deraf, at han sørgede for at komme hjem saa sent tid paa sommeren, at aarets store begivenhed, kampen mellem bønderne og kong Olav, allerede havde fundet sted, uden at han selv havde behøvet at deltage deri, en beregning, som snart skulde vise sig meget hensigtssvarende.

Til klarere belysning af Einars beilen til et norsk jarledømme under dansk overhøihed bør imidlertid endnu tilføies, at hans høibaarne hustru Bergljot var en kraftig og viljesterk kvinde, der bevarede disse egenskaber op i sin høie alderdom. Som Ladeættens sidste skud har hun visselig ikke undladt at drømme den fortsat gjennem sin egen linie og at fremholde tanken herpaa, maaske ikke altid paa den behageligste maade for den ikke fyrstebaarne Einar. Men ikke mindre maa Bergljot ogsaa være kommet til at dele sin mands mistro til kong Knuts ærlighed og skuffelsen over kong Sveins indsættelse.

I løbet af den følgende vinter antog Trøndernes misnøie med fremmedherredømmet stedse mere præget af anger over at have slaaet kong Olav ihjel. Man begyndte at betragte ham som en martyr der var falden for sin tro. Han maatte være en hellig mand, og der taltes med voksende sikkerhed om undere, der skulde have tildraget sig lige efter hans død eller naar han i bøn paakaldtes. Den store solformørkelse var et grangiveligt tegn paa Guds vrede. Olavs vigtigste modstandere maatte høre bebreidelser, medens Einar Tambarskjælver gjorde sig til af, at han ikke havde været med blandt dem. Især gik det ud over den danske biskop Sigurd. Ligeoverfor ham blev stemningen efterhaanden saa truende, at han fandt det raadeligst at fortrække og ty over til England, hvor han ikke vil have undladt at afgive behørig indberetning til kong Knut. Denne var imidlertid i stigende grad optagen af forholdene derover og de skjærpede vanskeligheder, som trak op fra hertug Robert af Normandiets side. Med ham kom det i 1033 endog til aaben ufred. Knut maatte derfor i det væsentlige overlade til Alfiva selv at greie de norske anliggender, som bedst hun kunde.

Under disse omstændigheder var det, at Einar Tambarskjælver fandt tiden inde til at tage fat.