Norges historie fremstillet for det norske folk II-1/I

Fra Wikikilden

Den selvsagte nærmeste følge af det norske kongevældes nederlag og kong Olavs fald var, at den dansk-engelske konges stedfortrædere satte sig i besiddelse af regjeringsmagten.

Allerede tidlig paa aaret havde kong Knut tilkjendegivet som sin beslutning, at hans frillesøn SVEIN, skjønt endnu bare en gut i opvækstaarene, skulde have kongedømmet i Norge. Fra Jomsborg, hvor Svein i nogen tid havde baaret jarlenavn under formynderskab af sin engelske moder Ælgifu eller, som Nordmændene kaldte hende, ALFIVA, begav søn og mor sig derfor hurtigst op til Norge. De ledsagedes af en større dansk flaade under førelse af ingen ringere end Danmarks egentlige styrer paa dette tidspunkt, underkongen Hardeknuts formynder, HARALD THORKELLSSON JARL. Paa Stiklestadslagets tid var toget rukket op til Viken, hvorfra det fortsatte vest- og nordover langs kysten. Overalt blev Svein paa de sammenkaldte thing hyldet som Norges konge. Vestenfjelds maa han særlig have fundet støtte hos ERLING SKJALGSSONS sønner paa Sole med deres udstrakte forbindelser paa Rogaland og Hørdaland. Ud paa høsten naaedes Trondhjem, hvor hyldingen er bleven foretaget paa et indkaldt Ørething.

Saa langt var alt lykkedes. Men straks efter begyndte ogsaa modsætningerne mellem norsk og dansk at vise sig. Øiensynlig efter kong Knuts eget udtrykkelige ønske gik de nye magthavere i vei med at udruste det norske kongedømme med de samme rettigheder og indtægter, som den danske konge fra gammel tid sad inde med, og som fra dansk synspunkt var uadskillelige fra kongemagten. Saameget rimeligere kunde det synes, at kongen i disse henseender stilledes lige i begge lande, som Svein Alfivason kun var sin Fars underkonge. De vigtigste af disse bestemmelser, hvis formelle vedtagelse maa være bleven dreven igjennem paa lagthingene, gik som antydet ud paa i en eller anden retning at skaffe kongen øgede indtægter. Navnlig var det i saa henseende et betydningsfuldt tiltag, at enhver drabsmand herefter skulde have forbrudt al sin eiendom, derunder ogsaa sit faste gods. Ifølge ældre norsk ret havde dette kun gjældt for de egentlige æreløse morderes vedkommende saavelsom for saadanne, der med dem ligestilledes som «nidinger», særlig høi- og landsforrædere. Forøveren af et almindeligt drab, der fremdeles betragtes som personlig fuldt hæderligt, havde derimod sluppet med at erlægge «thegngilde» (d. e. erstatning for tabet af en undersaat) til kongen og havde iøvrigt været henvist til, saa godt han kunde, at forlige sig med den dræbtes ætt. Da simple drab endnu var en dagligdags foreteelse i datidens norske samfund, maatte det virke i høi grad forstemmende, at saa mange gaarde, som det her i tidens løb vilde blive tilfældet med, skulde gaa over i kongens eie, ikke at tale om, at det var et stort spørsmaal, hvorledes en saadan ny lovregel lod sig forene med ættens ideelle medeiendomsret (odelsret) i gaarden, der praktisk fremtraadte som arve- og indløsningsret. Straffebudet skjærpedes yderligere ved en anden bestemmelse, gaaende ud paa, at enhver arv, saaledes ogsaa af jordegods, der tilfaldt en fredløs mand, skulde tilhøre kongen, medens den hidtil over den fredløses hoved var gaaet til næste arving. Karakteristisk nok tilføier sagaen forøvrigt, at disse strenge strtffe forbedrede retstilstanden i landet: «for hver mands liv var der god fred.»

Dernæst var det især de nye baand paa samfærdselen med udlandet, som forargede. Man skulde overhovedet fra nu af have kongelig tilladelse til at drage udenlands; i modsat fald var ens eiendomme hjemfaldne kongen. Af ethvert paa udlandet farende skib blev der at erlægge en art skibsafgift, af enhver person told. Det sidste var rigtignok neppe noget nyt paabud; men de danske magthavere synes, særlig i farten paa Island, at have givet regelen udvidelser. Ogsaa paa andre næringsveie lagdes der skat: fiskerne skulde udrede landslod, bønderne forskjellige mindre naturalydelser, hvis tvungne karakter dog søgtes skjult under den forskjønnende benævnelse «julegaver» til kongen. Jordgravet gods erklæredes at skulle tilhøre kongen istedetfor finder og grundeier. Ligeledes maatte bønderne forpligte sig til at opføre de bygninger, som kongen ønskede paa sine gaarde, et forlangende som maa være faldt dem meget tungt for brystet.

Endelig er der spor af, at Danerne har ladet foretage en eller anden omordning af den norske sjøværnepligt; men hvori den har bestaaet er ikke klart. Paa den ene side er den bestemmelse, som henføres til dem, i det væsentlige den samme som vedblev at gjælde senere, nemlig at en ledingsmand skulde stilles for hvert 7de menneske, alene med den forskjel, at i de 7 ifølge Svein Alfivasons love blot skulde regnes børn fra femaarsalderen, medens det strengere krav paa at tælle med alle børn over 2 vintre i de yngre norske love staar angivet som det (senere) endelig vedtagne. Paa den anden side var jo ledingen allerede indført under kong Haakon Adelsteinsfostre og denne maa følgelig ogsaa have faaet fastsat i ethvert fald et nogenlunde tilsvarende udbud.

Det fulgte af sig selv, at Nordmændene ikke likte disse nye love og paalæg. Navnlig havde de vanskelig for at forsone sig med de nye eller forøgede afgifter. Der murredes om undertrykkelse og pengegridskhed. «I Alfivatiden leiede fiskerne sjøen», hed det senere. Man sigtede dermed til erlæggelsen af landslodden, 5 fiske af enhver, som drog tid paa havfiskeri. Det var den samme tankegang, som almuen havde havt halvandet hundrede aar tidligere i anledning at Harald Haarfagres skattepaalæg. Dengang opfattede man skatterne som en betaling, enhver maatte udrede til kongedommet for at faa lov til at drive sin næring og særlig bonden sin gaard. Herved paastod den sidste at være sunken ned til at leie gaarden af kongen, og det ord løb vidt om land og fulgte med de forbitrede udvandrere til Island, at kong Harald havde taget eiendomsretten («odelen») fra bønderne og gjort dem til sine leilændinger. En lignende hadefuld fortolkning synes under Alfivas styrelse kun at være bleven anvendt paa havfiskernes udredsel af landslod, og her var den saameget mere nærliggende, som der neppe kan være tvil om, at i Danmark havstrækningerne virkelig anerkjendtes at tilhøre kongen.

Men at ogsaa de øvrige under kong Svein oppebaarne afgifter var høist uvelkomne, ser man bedst deraf, at senere konger, som lagde an paa at vinde almuens gunst, opnaaede denne ved at give slip paa dem. Som lovmedholdelig vedtagne paa rigets lagthing, ansaaes de nemlig ikke bortfaldne uden videre med det danske herredømme. De maatte efterhaanden igjen udtrykkelig afskaffes gjennem fælles beslutning af konge og folk, og enkelte af dem forblev endog i kraft lige ned til begyndelsen af det næste aarhundrede. Naar P. A. Munch derimod har villet hævde, at samtlige disse i Norge nyindførte love og skatter kun dannede et eneste fælles udtryk for kong Knuts oprettelse af en saakaldt «feudalforfatning» i riget, saa bygger denne hos nævnte forsker saa stærkt fremtrædende opfatning paa nu forlængst opgivne forudsætninger. Ligesaa lidt som det egentlige lensvæsen var herskende i Danmark paa Knut den mægtiges tid, søgte hans stedfortrædere i Norge at indføre det her. De indskrænkede sig som sagt til at gjøre gammel dansk kongsret gjældende ogsaa i kong Knuts nyerhvervede rige.

Folkekjær kunde det fremmede herredømme under disse omstændigheder ikke blive. Man begyndte at drage jævnførelser med tilstanden under den sidste norske konge. Det kunde overhovedet alene bidrage til at forøge misnøien, at det var udlændinger, som forelagde folket disse nye betingelser. Nationalfølelsen, som blot havde havt en langsom vækst i Norge, var under de to Olaver bleven betydelig styrket, og der skulde nu bare et forholdsvis lempeligt tryk udenfra, før den vaagnede til fuld bevidsthed. Skjønt Danerne ikke paa langt nær regjerede saa udfordrende i Norge som de selv eller senere Normannerne i England — der var hverken spørgsmaal om udredelse af Dane-gjæld eller personforfølgelse af grovere art —, saa stak allerede det danske krigerfølge, som omgav den unge konge til beskyttelse af ham og hans myndige mor, de misfornøiede i øinene. At følgets medlemmer — i lighed med, hvad regelen overalt og til alle tider efter sagens natur maa være til fordel for ethvert konstabelkorps — skulde staa til troende, naar den enkelte af dem afgav rapport om forefaldne optøier, sammenstød mellem danske og norske el. lign., bragtes i tendentiøs forbindelse med det gamle retsordsprog, at to vidner er saa gode som ti, og saa løb det rundt, at ifølge kong Sveins nye love var en eneste dansk mands vidnesbyrd saa godt som ti Nordmænds. Dermed var da i folkemeningen karakteren af disse love given.

Heller ikke synes den unge konges omgivelser at have været synderlig skikkede til at vinde yndest blandt Nordmændene. Medens det lille, man erfarer om Svein selv, i ethvert fald røber et sundt og sagligt blik, og der i det hele om ham ikke udtales et dadlende ord — han var en noksaa vakker gut og hverken slem, grusom eller pengekjær — maa moderen Alfiva i sagaerne holde desto mere for. Hun kaldes, vistnok med en spottende hentydning til sin kongelige elskers bekjendte tilnavn, den «mægtige» (hin rika), og som hersker søgte hun da ogsaa at optræde. Men denne tiltagsomhed var ikke — parret med evnen til at indgyde personlig respekt — Selv i hendes hjemland, England, hvor dog hendes slægt — hun var datter af en «oldermand» (d. e. nærmest jarl) i Northampton — var vel anseet, berettedes der stygge ting om hende. Navnlig skulde hun trods sit lange frilleliv med kong Knut ikke selv være mor til de to gutter, der kaldtes hendes sønner, Harald Harefot og Svein. Disse, hed det, havde hun understukket for at bevare sin indflydelse, og man vidste endog at fortælle, at Harald var søn af en skomager, Svein af en præst. Hvormeget sandt der hen var, er dog høist uvist, og at Knut selv ikke har troet paa bagvaskelsen, fremgaar af hans hele holdning. Men at man overhovedet i de bredere lag kunde tiltro hende sligt, vidner ufordelagtig om den tillid, hendes karakter indgav. Heller ikke i Norge forstod hun at vinde folk for sig, saameget mindre som Nordmændene var uvante med at se kvinder tage sig af statssager og optræde forhandlende paa thinge. Det eneste nogenlunde passende forbillede man kunde henvise til, var den berygtede Gunhild kongemoder, og man var da heller ikke sen med at udfinde ligheden. Der var desuden en anden betænkelig overensstemmelse med Gunhildssønnernes dage i de uaar, som efterfulgte hinanden ogsaa i Alfivatiden:

«Alfivas old vil sikkert
ynglingen længe mindes;
aad vi da oksemad
og ligesom bukkene skav»

heder det i et vers, der tillægges Sigvat skald.

Alfivas betydeligste raadgiver var i begyndelsen en dansk biskop SIGURD, som allerede forud for hende af kong Knut var bleven sendt op til Trondhjem. Det er vistnok ham, som har været overbringeren af kong Knuts anvisninger med hensyn paa landsstyret. Biskop Sigurd har været en ganske kraftig personlighed, og hans tale til bønderne før Stiklestadslaget, hvori han søgte yderligere at opflamme deres fiendskab mod kong Olav, røber baade klogt og fynd. Men som den nærmeste ophavsmand til mange nye lovbud tabte han hurtig mængdens øre og maatte finde sig i, at uvillien mod Alfiva gled over paaham.