Norges dæmring (Gran)/Indledning

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
John Griegs forlag (s. 11-13).

Vi sværge varmt ved Druens Gløden
den lede Raahed evigt Had.

Welh. I, 97.

I »Norges Dæmring« har Welhaven fundet udtryk for sit had til det meste af sine omgivelser; digtet er først og fremst en kunstnersjæls oprør mod prosaens despoti, mod politisk kjævl og høirøstet skryt, mod formløshed og ferskhed, — en æsthetisk kultiveret sjæls væmmelse ved halvkultur og uskjønhed.

Had kan være sublimt som kjærlighed, kan sætte himlen i brand, saa det lyser over alle land og til alle tider.

Det er ikke tilfældet med Welhaven’s bog. Den lidenskabens ild, som tændte den, Virker ikke længere umiddelbart paa os, den er sluknet i de 65 aar, som er hengaaet, siden den fremkom.

Uden kjendskab til de historiske forudsætninger er den uforstaaelig eller kun halvforstaaelig, eller under enhver omstændighed uinteressant; den interesserer os nu væsentlig som et historisk dokument, som et af brændpunkterne for sin tids aandsstraaler.

Som historisk dokument vil imidlertid »Norges Dæmring« beholde sit store værd. Men det kan selvfølgelig ikke bruges uden kontrol; thi som alt had, er ogsaa hadet bag dette verk paa éngang sterkt seende og meget blindt; enkelte ting sees i et usandt forsterket lys, andre ting ligger i uhjælpeligt mørke. En historisk vurdering kan derfor kun opnaaes ved en undersøgelse af den tid, Welhaven hudflettede, — og af den sjæl, som denne tid nødvendigvis maatte stemme til had.

Dette er da den dobbelte opgave, jeg har stillet mig, — paa den ene side saavidt muligt at klarlægge den unge Welhaven’s psykologiske tilblivelse, — og dernæst ved de midler, som staar til vor raadighed, at gjenopleve de omgivelser, hvori han levede, — og da haaber jeg, at resultatet skal give sig af sig selv, at det med andre ord vil følge af fremstillingen, at »Norges Dæmring« maatte blive Welhaven’s naturlige reaktion mod tiden.

Jo mere Vi fordyber os i disse for Norges historie saa vigtige aar, desto bedre forstaar vi, hvor Welhaven maatte hade det, som var hovedstrømningerne gjennem dem; men desto bedre forstaar vi ogsaa, hvor lidet seende han var paa mange punkter. — Han kaldte sin bog »Norges Dæmring«, men mente det med haan; han saa i dæmringen kun taagen og uklarheden, kun den gispende halvsøvns formløse fantasifostre; men denne tid var i virkeligheden ogsaa Norges dæmring, begyndelsen til dagens virke, ufærdig i meget, — i alt, men fuld af gjæring og frugtbarhed.

Mal:Dobbeltlinje