Norges Helgener/7

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 90-110).

Olafs Historie formet til Lighed med Frelserens. Olaf Trygvessøn, hans Forløber. Aasta. Bespottelse, Kors og Tornekrone. Magnus den gode. Olafs onde og vantro Broder. Knut den mægtige. Olaf i det hellige Land. Hans Kampe med Trolde. Fremmedes Forestillinger om Nordmændenes Trolddomskunster.

Jeg har ovenfor behandlet den egentlige Olafsdyrkelse og søgt at paavise dens store Udbredelse, men endnu staa væsentlige Punkter af Olafs Helgenhistorie tilbage. Først skal nu paapeges visse eiendommelige Træk i hans Legende og nogle paafaldende, tildels meget gamle Forvanskninger af hans Historie.

Sammenligner man Olafs Legender med de sædvanlige Helgeners, vil man ikke alene blive opmærksom paa Ligheder med disse, men ogsaa blive en mærkelig Særegenhed var, der adskiller ham fra alle andre nordiske Helgener. Hans Liv og Martyrium har man nemlig søgt at forme til den størst mulige Overensstemmelse med vor Herres og Frelsers egen Historie.

Dette synes at vise sig allerede i et sagn om Olafs Barndom. Morfaderen, Gudbrand Kula, var bleven forbitret paa Olafs Fader, fordi han havde tænkt paa at skille sig ved sin Hustru for at ægte Sigrid Storraade, og vilde derfor lade Olaf udsætte. Men der viste sig et vidunderligt Lys over Huset, i hvilket Barnet var født, og han opgav sit Forsæt.^[1] Man maa her tænke paa Stjernen over Huset, hvori Jesusbarnet opholdt sig (Matth. Cap. II, 9).

Endnu stærkere fremtræder Ligheden med Evangeliet ved det Forhold, hvori Olaf Trygvessøn stilles til Olaf den hellige. At man, som allerede anført, betragtede den første Olaf som den andens Forløber, var i og for sig naturligt nok, men man vovede allerede tidlig at sammenstille dette Forhold med Johannes Døberens til Christus. Odd Snorressøn, der skal have levet i Thingeyre Kloster paa Island mod Slutningen af det tolvte Aarhundrede, og hvis latinske Skrift om Olaf Trygvessøn haves i islandsk Bearbeidelse, udtaler dette ligefrem i sin Prologus^[2] og udvikler senere den samme Tanke i følgende Ord: Olaf Trygvessøn beredte og satte Grundvolden til Christendommen, men den hellige Olaf reiste Væggene; Olaf Trygvessøn satte Vingaarden, men den hellige Olaf lod Vinrankerne slynge sig med fagre Blomster og allehaande Frugt.^[3] Uden al Tvivl er det ogsaa denne Opfatning der har fremkaldt Sagnet om, at den første Olaf havde ladet Olaf den hellige døbe og staaet Fadder til ham, en Fortælling, der nu neppe mere finder Tiltro hos Historikerne.^[4]

Dernæst findes et Spor, rigtignok kun et eneste, der synes at tyde paa, at Olafs Moder, Aasta Gudbrandsdatter, har nydt, om just ikke Dyrkelse som Helgeninde, saa dog været Gjenstand for en særegen Opmærksomhed i sin Egenskab af Moder til Landshelgenen, og i dette Tilfælde er Ligheden med Jomfru Maria umiskjendelig. Der er nemlig bevaret et Afrids af en Art Altertavle, som har prydet en norsk Kirke, uvist hvilken, og som har været opfyldt med en Mængde Navne, i øverste Felt Helgennavne, i nederste Navne af Danmarks og Norges Kongehuse i den ældste Tid, den sidste Række aabenbart ufuldendt. Mellem disse Navne og vel at mærke i øverste Felt, ved Siden af Maria Jacobi og lige nedenunder Sancta Elisabeth, læser man: »Asta regina, mater Sancti Olavi«.^[5] Fastholder man dette, tør man muligens have et vink til Fortolkningen af et af den norske Folkedigtnings allermærkeligste Frembringelser, det skjønne Draumekvæde. Den Person, der i dette Digt fortæller sin Drøm, hvilken har varet fra Juleaften til trettende Dag i Julen, kaldes nemlig Olaf Aastasøn, skjønt man rigtignok ogsaa har Varianterne Aaknisøn og Aasgaardssøn.^[6] Forlængst har man været inde paa, at Olaf den hellige kan have været ment med denne »Olaf Aastasøn«,^[7] men denne Formodning kan ikke andet end vinde i sandsynlighed ved hvad vi her have anført Olafs Betegnelse som Aastas Søn bliver nemlig paa denne Maade forklarligere, og i og for sig kan intet være naturligerer end at Sagnet netop lader en Mand med Olafs Fremtid i sin Ungdom^[8] opleve Draumekvædets Undere.

Den sædvanlige historiske Beretning om Olafs Fald i Slaget ved Stiklestad blev ogsaa tidlig forvansket og omdannet til Lighed med Christi Lidelseshistorie. Det første Spor, som jeg har kunnet finde hertil, forekommer allerede hos Adam af Bremen. »Nogle«, heder det hos denne, »sige, at Olaf blev dræbt i Krigen, andre, at han midt blandt Folkets skare overgaves til Troldmændenes Spot«,^[9] hvorefter dog Forfatteren anfører endnu en tredie Fortælling, nemlig at Olaf skulde være snigmyrdet i Knut den mægtiges Interesse, hvilken sidste Mening ogsaa findes fremsat hos Olaus Magnus.^[10] Olafs Bespottelse forekommer ogsaa i en af de to bevarede Sequentser til hans Ære, men dog ogsaa her kun i Korthed og i Forbigaaende.^[11] Men desto omstændeligere vil man finde Sagnet fortalt i det Lybekske Passionale. Her er Christi Lidelseshistorie paa den mest ligefremme og paatagelige Maade overført paa Olaf. Det heder her: »Da Olafs Broder og Knud (den mægtige) og deres Selskab, Uretfærdighedens Børn, hørte, at den hellige Olaf vilde komme tilbage, lode de gjøre et stort Kors med en Tornekrone, begave sig hemmelig afsted og droge imod ham med væbnet Haand, toge ham tilfange med Vold, førte ham til sit Pallads og sagde: »Fornegt din Gud Christum og forband hans Navn, eller du maa selv dø, saaledes som han døde.« Da svarede den hellige Olaf og sagde: »Forbandet være du med hele dit Selskab, og min Herres Jesu Christi Navn være velsignet til evige Tider.« Da toge nogle af Hedningerne ham, klædte ham nøgen, bandt ham for Ansigtet, sloge ham paa Kindet og sagde: »Du, forbandede Konge, gjet nu, hvem der slog dig,« og derpaa satte de Tornekronen paa ham, trykkede den ned paa hans Hoved, saa at Blodet overalt flød ned, og gave ham et Scepter i Haanden, iførte ham en kongelig Dragt og sagde: »Se, hvilken Konge!« Derefter bandt de ham til et Kors, hvor han hang tre Timer i stor Pine, og han bad til Gud for dem, der pinte ham, og især bad han Gud for de søfarende Kjøbmænd, der anraabe ham, hvorpaa han opgav sin Aand i den almægtige Guds Hænder paa en Fredag, og derpaa gjennemstak de hans Side med et Spyd. Strax skede der et stort Jordskjælv over den ganske Stad Stiklestad, og mange Huse faldt ned. Paa den tredie Dag vilde de onde Hedninger brænde hans hellige Legeme, men han blev ufortæret af Ilden, og da denne var udslukket, fremstod der af Asken en stor Drage, der dræbte den hellige Olafs Broder og flere andre Hedninger. Og derefter omvendte sig mange til den christne Tro.«^[12]

Til en Fane, hvoraf et Stykke opbevaredes i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, har der aabenbart knyttet sig en Fortælling, der hører med til denne Kreds af Legender. Det hed nemlig, at en Engel fra Himmelen var kommen ned til Olaf og havde givet ham Fanen, medens han sov paa det Sted, hvor han siden led Martyrdøden.^[13]

Det kunde synes, som om den plattydske, aabenbart først fra den hanseatiske Tid stammende Fortælling var gaaet saa vidt som muligt i at overføre Evangeliets Fortælling om Frelserens Lidelser paa Olafs Martyrdød. Og dog vil man i nogle af vore hjemlige Kilder finde endnu et Træk af samme Beskaffenhed, der savnes i den lybekske Helgenbog, et Træk, der tilmed af de Fleste har været antaget for saa fuldkommen historisk, at man endog deraf har villet bestemme Tiden for Slaget ved Stiklestad. Dette er Beretningen om, at en Solformørkelse skulde have fundet Sted under Kampen, en Beretning, der dog kun findes i Sagaen men savnes hos Theodoricus Monachus. Som bekjendt har Prof. Hansteen^[14] heraf villet godtgjøre, at Slaget maa sættes til 31te August, da en stor Solformørkelse virkelig fandt Sted, medens St. Olafs fornemste Helgendag var den 29de Juli og Kilderne bestemt angive den samme Dag som hans Dødsdag. At imidlertid den 29de Juli er Slagets rette Dag, og at Solformørkelsen af 31te August s. A maa antages urettelig at være bragt i Forbindelse med dette, er forlængst godtgjort med saa overbevisende Grunde, at der i Fremtiden neppe vil blive gjort Indvendinger derimod.^[15] Det vilde ogsaa have været besynderligt, om den rette Dag her skulde være bleven forglemt eller forbyttet. Og skjønt Kilderne (deriblandt endog Theodoricus Monachus) stundom feile i Henseende til Aaret, angive de dog med stor Enstemmighed ikke alene Dagen, 29de Juli, men ogsaa den netop for den 29de Juli for Aaret 1030 rigtige Ugedag, Onsdagen, feria quarta eller dies Mercurii. Henførelsen af den nogle Uger senere indtrufne Formørkelse til St. Olafs Dødsdag er imidlertid meget gammel, ja forekommer allerede i den samtidige, men rigtignok ikke personlig tilstedeværende skald Sighvats Kvad, og den er saaledes vistnok den ældste af de Olafssagn, der frembyde overensstemmelser med Christi egen Historie.

Ligesom der maaske er falden en Afglands af Olafs Hellighed over Aasta, saaledes turde der ogsaa være et Spor til, at Helgenens eneste Søn, Magnus den gode, har faaet sin Del af Faderens Glorie, hvad der i sig selv maa forekomme naturligt nok, naar man betragter denne Konges ædle og rene Personlighed og erindrer Fortællingen om, at Olaf før Slaget paa Lyrskovshede aabenbarede sig for ham paa en Maade, der minder om Achilles’s og Æneas’s Samtaler med deres guddommelige Mødre.

Jeg sigter her til de to skjønne islandske Viser, der besynge Magnus’s Fødsel og rimeligvis hidrøre fra den senere Middelalder.^[16] Den første af disse Viser fortæller om Magnus’s Moder »Alhed«, hvem Kongen, ledsaget af Finn Arnessøn, finder i en Skov og tager med sig, for at hun skal være Dronningens Terne, hvorefter hun bliver frugtsommelig ved Olaf, som imidlertid »havde bødet sin Synd, endnu inden han havde begaaet den«. Alhed besøges derefter af mærkelige Drømme, ser først »alt Norges Land flyde op for sin Fod«, derefter, at hun staar paa Kirkegulvet, og at der her tændes tolv fagre Kjerter paa hendes Haand, endelig, at der flyver en gylden Straale ud af hendes Favn. Dronningen søger forgjeves at bevæge hende til at »sælge« sine Drømme og tilbyder at gifte hende med en rig Svend, men Kongen forbyder hende at sælge Drømmene. Hun føder da Magnus, der døbes af Sighvat Skald under Omstændigheder, der ligne de af Sagaen bekjendte. Mærkeligere er det andet Digt, »Karla-Magnusar kvædi«. En Dronning, der ligesaalidt som hendes Ægteherre navngives, hører denne sidste sige til hendes Terne Ingeborg, at hun skulde blive hans allerkjæreste, ifald Dronningen var død. Efter forgjeves at have udspurgt Ternen, sender hun hende ud af Landet, men da Kongen faar dette at høre, seiler han strax efter hende, »gjæstede hende« samme Nat og sagde hende, at hun skulde føde ham en Søn, der skulde kaldes Magnus. Efter sin Hjemkomst fra Ledingstog fortæller han Dronningen, at han nu har en Søn og Arving til sit Rige, og Dronningen udbryder da: »Saa er det da skeet, hvad jeg længe har frygtet, at en anden end mit Barn skal arve Landet.« Under denne samtale kommer Karl Magnus ridende. Kongen ønsker ham velkommen, beder ham være god imod sin Søster og gifte hende med sin ypperste Mand samt om at reise over sin Faders Ben en Kiste med et Guldkors i hvert Hjørne. Slutningsverset indeholder den Bøn: Sjàlfur guð ok Karla-Magnus sè med öllum oss! Nu er det vistnok bekjendt, at Karl den Store tildels har nydt en Helgens Ære, men hverken denne i det islandske Digt forekommende Tilbedelse eller dette Digt overhoved kan dog antages at have noget med den store Keiser at gjøre; det er aabenbart hans Navne i Norge, det gjelder, og denne har her mod sædvane faaet begge Keiserens Navne. Visens Udgivere have ment, at »Selve Gud og Karla-Magnus« skulde være en »Forvanskning« for: »selve Gud og St. Olaf«, men denne Gjetning maa synes vilkaarlig.

Ogsaa en engelsk Chronist, Willelmus Malmesbiriensis († 1141), har meddelt et paafaldende Sagn om Magnus’s Fødsel. Han fortæller, at en »Greve« over Nordmændene, hvem han skildrer som endnu raaere og vildere end de Danske,^[17] plyndrede i England og der som Krigsbytte blandt andet kom i Besiddelse af en Pige ved Navn Elfildis, der var af god Herkomst og udmærkede sig ved sin Skjønhed. Han ønskede at ægte hende, men hun modsatte sig bestemt dette Grevens Ønske, og denne brugte da Vold. Kort efter døde Greven, og Rygtet om Elfildis’s Skjønhed naaede Landets Konge, som ikke navngives. Denne gribes af en stærk Kjærlighed til hende, men holder Sagen hemmelig for sin Dronning Elfildis vil imidlertid ikke høre paa Kongens Overtalelser, thi hun vil indvie Gud sit Liv. Ogsaa Kongen bliver nu en voldsom Elsker og trænger med Magt ind til Elfildis om Natten. Frugten af deres Forbindelse bliver en Søn, egentlig imod begges Ønske, da Kongen nødig vil have sit Forhold til hende bekjendt og Elfildis frygter for Dronningens Skinsyge. Barnets Fødsel bidrog imidlertid til at omstemme Elfildis med Hensyn til Kongen, hvem hun nu virkelig elskede, og deres Forbindelse fortsattes, idet hun hemmelig opholdt sig hos en Biskop, hvor Kongen kunde besøge hende. Kongens snart paafølgende Død afbrød dette Forhold, og Elfildis maatte flygte til en afsidesliggende Del af Riget. Biskoppen, til hvem Kongen havde betroet omsorgen tor sin Søn, aabenbarer imidlertid, hvo der er dennes Fader, og Sønnen, hvis Navn er Magnus, sættes paa Thronen under Formynderskab. Hans Regjering bliver dog kun kort, da han dør efter halvandet Aars Forløb. Nogle tro, at hans Død er fremskyndet ved Høvdingernes Rænker, men »jeg,« siger Chronisten, »er ikke enig i denne Antagelse, at de skulde have dræbt den, som de selv havde ophøiet paa Thronen.« Elfildis vender nu tilbage til sit Fædreland, aflægger før sin Afreise Løfte om, hvis hun kommer uskadt til England, aldrig at spise Kjød af noget Landdyr og i det hele at nøie sig med tarvelig Næring. Dette Løfte holder hun længe samvittighedsfuldt, indtil hun engang kom halvt mod sin Vilje til at berøre et Stykke Kjød med Fingeren og Munden. Strax blev hun nu verkbruden over sit hele Legeme, indtil hun omsider helbrededes ved at besøge St. Aldhelms Helligdom.^[18] Som man vil se, er der trods de mange Uoverensstemmelser dog ogsaa nogen Lighed tilstede med de islandske Sagn, kun er al Bevidsthed om Olaf og hans Helligdom borte i den engelske Fortælling.

En særegen og mærkelig Plads i Sagnene om Olaf indtager hans Halvbroder, Kong Harald Sigurdssøn, kun at han ikke forherliges som Aasta og Magnus. Den virkelige Olaf og den virkelige Harald have udentvivl lignet hinanden temmelig meget og navnlig begge været myndige Herskernaturer, og der er som bekjendt i Haralds Saga bevaret en Beretning om, at allerede en Samtidig, Halldor Brynjulfssøn, har udtalt sig bestemt i denne Retning. Men i Sagnet ere de gjorte til fuldstændige Modsætninger, Olaf er den fromme Helgen, Harald er bleven Troens Modstander, han fremstilles ligefrem som Hedning, som sin Broders Fiende og Medbeiler til Riget, ja stundom endog som delagtig i hans Mord.

Spørge vi nu om Aarsagen til, at Brødrene have faaet en saa besynderlig Skjebne i Folkesagnet, maa der først og fremst tænkes paa, at Haralds Billede, saaledes som det er gaaet over i Historien, er tegnet os af Islændinger, der ikke vare hans Undersaatter, og som nærmest omtalte og erindrede ham som en høitbegavet, vidtbereist og vidtberømt, prægtig, rig og mod dem naadig og liberal Fyrste. Hans Undersaatter Nordmændene derimod havde skjellig Grund til at mindes ham som en Tyran, der forfulgte Høvdingerne og betyngede Almuen med haarde Skatter. Han fik Tilnavnet Haarderaade og var alt andet end elsket. – Ogsaa med Hensyn til de kirkelige Forhold vilde han optræde som Enevoldskonge og navnlig ikke taale den bremiske Erkebiskops Fordringer paa Primatet. »Olaf den hellige havde,« siger en nyere tydsk Forfatter,^[19] »været en Fører for den kjæmpende Kirke, men Harald vilde være Overhovedet for den seirende.« Han er derfor af sin Samtidige Mag. Adam, der forøvrigt beundrer hans Tapperhed, bleven skildret som et Uhyre, ja ikke langt fra som en Hedning.^[20] Sin Broder Olafs Minde holdt Harald ganske vist i Ære, men hans Gjerrighed drev ham ogsaa til at angribe de Skatte, som de fromme Pilegrime ofrede ved hans Grav.^[21] Endelig maa det erindres, at Harald selvfølgelig var forhadt af de Danske, hvilket kan have havt stor Indflydelse paa Udviklingen af Folkesagnet om ham og hans Broder.

Denne Uvilje, hvorfor Haralds Minde aabenbart har været Gjenstand, kommer tilsyne blandt andet deri, at samme mærkelige Vandringssagn, som fra andre Kanter forekommer i Fortællingerne om Palnatoke, Vilhelm Tell o. s. v., ogsaa er bragt i Forbindelse med ham. Som bekjendt er det her Herlaug Aslakssøn, med hvem Harald indlader sig i en Væddekamp, hvori Kongen seirer, dog saaledes, at Heming undkommer i en Baad og tilsidst ved at hevne sig, idet han væsentlig bidrager til at fremkalde Haralds Død i Slaget ved Stanfordbridge 1066.^[22]

Fornemmelig kommer dog den samme Stemning frem i den gjennem Middelalderen gjængse Folketro angaaende Forholdet mellem Harald og Broderen Olaf. Sagaen ved kun, at Harald femten Aar gammel kjæmpede for Olafs Sag ved Stiklestad. Men allerede Saxo gjør Brødrene omtrent jevngamle. Harald deltager ifølge dennes danske Historie i Olafs Bedrifter i England og i Danmark.^[23] Her er der dog endnu ikke Tale om Forbrydelser af Harald mod Broderen. Som dennes Avindsmand fremtræder han derimod, som vi have seet, i den lybekske Legende, hvor han gjøres til Medskyldig i hans Død. Den samme Forestilling gjenfindes imidlertid ogsaa andensteds. Vi møde den saaledes hos en geographisk Forfatter fra det femtende Aarhundrede, der kalder sig Claudius Clavius og skal have været en Fynbo. I denne ellers ubekjendte Mands kortfattede Notitser om Norge omtales en ø ved Navn Sumershaun, hvis Beliggenhed jeg ikke formaar at paavise. Her, heder det, »bekjæmpede den hellige Konge og Martyr Olaf sin vantro Broder ved Guds synlige Bistand«.^[24] Ja den samme vildfarelse fremkommer endog hos en efter sin Tids Vilkaar lærd norsk Historiker, Peder Claussøn, der i sin Norges Beskrivelse fortæller, at Olaf »blev slagen af sin egen Broder og Undersaatter«.^[25] Det viser, hvor udbredt Sagnet har været. Dette Træk findes som bekjendt ogsaa i Folkeviserne om Olaf. Her ere Olaf og Harald Rivaler om Riget og kjæmpe om dets Besiddelse ved en Kapseilads, hvori Olaf seirer, hvorpaa Harald »blev i Huen saa vred, han skabte sig om til en Orm saa led«.^[26]

At Knud den mægtige i Legenden ligefrem tillægges skylden for Olafs Død, have vi allerede seet: Men der dannede sig ogsaa et sagn om, at disse to Konger ikke alene havde været Medbeilere til den jordiske Kongekrone, men ogsaa til Martyrkronen. Det fortælles nemlig, at Thore Hund var den, der paatog sig at bringe Kong Knud Budskabet om, at Olaf var hellig, og han havde skjellig Grund dertil, fordi Olaf havde bevist et stort Jertegn netop paa ham selv, først berøvet ham og derpaa gjengivet ham Synet. Han drog da til England og fortalte Knud nøiagtig den hele Sammenhæng. Kongen blev imidlertid meget utilfreds ved denne Tidende, og da Thore spurgte om Aarsagen hertil, svarede Knud; »Jeg troede at vide, at en af os to skulde blive hellig, og jeg havde haabet, at det skulde blive mig selv, men dog vil jeg være den første til at skjænke Gaver til Olafs Skrin og først tro paa hans Hellighed, og ikke vil jeg mere komme til Norge, siden Olaf er hellig«.^[27]

I en af de ældste og interessanteste fremmede Beskrivelser af Reiser i Norge, Venetianeren Quirinis af 1432, forekommer et eiendommeligt sagn om Olaf. Nogle Italienere, der havde lidt Skibbrud ved Røst i Lofoten og senere kom til Throndhjem, hvor de besøgte Domkirken og saa Helgenens Legeme, bleve, heder det, af Indbyggerne behandlede med største Venlighed, fordi de vidste, at der i Venedig var bleven vist »deres Konge, St. Olaf,« stor Ære og Kjærlighed paa hans Reise og Tilbagereise fra det hellige Land. En saadan Reise har imidlertid aldrig fundet Sted. Man har her tænkt paa en Forvexling med Sigurd Jorsalfarer, der kunde tænkes at have været i Venedig.^[28] Men langt- simplere tror jeg at kunne forklare denne paafaldende Beretning derved, at den just i 1432 regjerende Konge, Erik af Pommern, for omtrent otte Aar siden virkelig havde været i det hellige Land og paa Henreisen til dette netop var bleven modtagen med store Æresbevisninger i Venedig,^[29] hvorom Rygtet har været bekjendt Throndhjem og fremkaldt hin Misforstaaelse hos Italieneren.

Vi komme nu til de Fortællinger om Olaf, der mere end alle andre have været yndede af Folketroen og fremstillede af Kunstnerne: hans Kampe med Troldene. Disse Sagn have ikke været fremmede for Nedskriverne af vore Sagaer, der dog kun henlægge dem til Olafs udenlandske søtog i hans første Ungdom. Han beseirer etsteds i Sydeuropa et Søtrold, en Havfrue, der var saaledes skabt, at Hovedet lignede en Hests med opstaaende øren og aabne Næsebor, grønne Øine og et skrækkeligt Gab; Bovene vare som paa en Hest og gik fortil ud som Hænder, Bagdelen var ganske som en Slanges med en stor Bøining og en bred Hale. Hun pleiede at gribe fat med Hænderne paa Skibets ene Side, dernæst at sno sin Hale tvertunder Kjølen op paa den anden Side og derved bringe skibet til at kantre. Hendes Hud var laadden som en Sælhunds og af graa Farve. Denne Havfrue skulde, da Djævelen ikke alene formaaede at modstaa en saa ypperlig Guds Ridder, som den hellige Kong Olaf, hjelpe til at ødelægge ham. Hun begyndte sine Anslag dermed, at hun, da Kongen og hans Mænd ventede paa Bør i »Karlsaa« (Garonne?), sang for dem med saa søde Toner, som de aldrig før havde hørt, hvorfor de alle inden kort Tid faldt i Søvn og glemte at holde Vagt. Kun Kongen holdt sig vaagen, læsende i en Bog, og kunde saaledes fra Bagstavnen, hvor han sad, se Uhyret dukke op. Ved Djævelens Hjelp tog Havfruen nu med sine Hænder fat i Skibets Side, men da Olaf mærkede det, greb han sit Sværd Hneitir, løb ud i Forenden af Skibet, og just som Havfruen havde snoet sin Hale om den anden Skibsside, huggede han Hænderne af hende, hvorved hun udstødte et forfærdeligt skrig og kastede sig bagover med opspærret Gab. Olafs Folk vaagnede nu paa Skibene, forfærdede ved Brølet. Kongen bod dem at gjøre Korsets Tegn, og ved Guds Hjelp og sine Bønner udvirkede han, at Havfruen sank ned i Havet og ingen Skade formaaede at gjøre, hverken nu eller senere. Derefter bekjæmpede han med lige Held et uhyre Vildsvin.^[30] Derimod vide hverken Sagaer eller kirkelige Legender at tale om Olafs Kampe med Trolde i Norge eller Norden selv. Desto oftere forekomme imidlertid saadanne i Folkesagnet. Trolde og Jotner ansaaes naturligvis som den christne Tros selvskrevne Modstandere, de søgte ved svære Stenkast at tilintetgjøre de nybyggede Kirker og gjorde i det hele de christne al den Skade, de kunde. Olaf tænktes da som Landets store og vældige Befrier for alt saadant Troldskab. Allerede forlængst har man indseet, at Olaf i denne Henseende har arvet Thors Plads i Almuens Bevidsthed, at hans »røde Skjæg« er en Erindring fra dennes Myther, og at hans stadige Attribut Øxen er et Minde om Thors Hammer. Vi erindre ogsaa fra Fortællingen om Olafskirken i Lunkinde i Skaane (S. 83), at Bønderne her pleiede at tage Øxen ud af Olafsbilledets Haand og at bestryge sig dermed ni Gange, men hver tredie Gang at sætte den tilbage paa dens Plads, for at Helgenen kunde fornye dens Underkraft. Heri har en nyere Forsker troet at se en Levning af en hedensk Ceremoni ved Thorsdyrkelsen, ved hvilken Offergoden skulde have laant Thors Hammer af dennes eget Billedes Haand. Ogsaa det Sagn, der ovenfor er fortalt om Troldet Skalle (eller, som han ogsaa kaldes, Blæster, Vind og Veder, o. s. v.), der opførte Domkirken for Olaf, hører med til denne Olafssagnenes mythiske Del. Det er en Gjenklang af Mythen om Jøtnen, der ved sin Hest Svadilfares Hjelp bygger en Borg for Aserne mod Løfte om Freyja, Solen og Maanen, men som narres af Loke og dræbes af Thor.^[31]

Olaf forvandler sine Fiender af Jøtnernes eller Troldenes Slægt til Sten og Fjeld, og saadanne Mindesmærker om hans Bedrifter ere at se ikke alene i Norge og Sverige, men endog i det flade Danmark. Ogsaa Jettegrydernes ovenfor omtalte Navn, »St. Olafs Gryder«, staar vistnok i Forbindelse hermed.

Til de mest bekjendte af dette Slags Stedsagn om Olaf hører Fortællingen om hans Færd ved det 2500 Fod høie Fjeld Hornelen paa Bremangerland i Nordfjord, et Fjeld, der ogsaa paa anden Maade hører til Norges navnkundigste og af Digtere meget besungne.^[32] Dette Fjeld skulde efter Sagnet oprindelig have været sammenhængende med Øen Marø, men da Olaf engang kom seilende, bød han Fjeldene at adskille sig, for at han kunde komme igjennem. I samme Øieblik kom et Trold ud af Fjeldet, hvem St. Olaf strax forvandlede til Sten.^[33] I den danske Folkevise heder Fjeldet ved Forvanskning »Hornelummer«, og Sagnet fortælles noget anderledes. saavel Troldet som dets Kvinde og »de andre smaa Trolde« forvandles her til Sten, og ved Hornelummer, hvor der før »aldrig var god Havn formedelst Troldenes Ondskab, kan man nu seile uden Fare.« Den samme Vise forekommer ogsaa paa Færøerne om »Trøllini i Hornalondum«.^[34]

Lignende Fortællinger forekomme, som bekjendt, om Dalby Kirke i Vermeland, hvor »Olaf med sit pipuga Skjæg seilede for nær en Troldkjærrings Badstuvæg«,^[35] om Stenskirken paa Ringerike, i Hornsherred i Danmark o. s. v.

Det ældste Vidnesbyrd om Olaf som Bekjæmper af Mørkets Magter er imidlertid at finde hos Adam af Bremen, men dennes Forestillinger ere aabenbart helt forskjellige fra dem, der fremtræde i de nordiske Sagn. Adam taler ikke om Trolde eller Jotner, men om Mennesker, der drive Trolddom, hvilke i hans Tanker vare meget hyppige i alle barbariske Lande, men allermest dog i Norge, »der er fuldt af saadanne Uhyrer, ved hvis Koglerier og Hexekunster Sjælene blive til Spot for onde Aander.«^[36] Endog Kong Olaf Tryggvessøn, eller, som han her heder, Olaf Krakaben, i hvem Adam ikke ved, om han skal se en Hedning eller en frafalden Christen, gjøres af denne Forfatter til en troldkyndig Mand, der lever i det fortroligste Forhold til sit Riges mange Troldmænd og tilsidst ogsaa af den Grund finder sin Død.^[37]

Alle disse Personer besluttede nu den hellige Olaf at bekjæmpe for desto bedre at befæste den christne Tro i sit Rige. Men dette blev ogsaa Aarsagen til hans Fald. »Han blev fordreven fra Norge af Høvdingerne, hvis Hustruer han havde ombragt formedelst deres Trolddomskunster.«^[38] I god Sammenhæng med en saadan Forestilling om, at Norges fornemste Kvinder vare Hexe og Troldkjærringer, staar det da, at Adam lader Olaf under sin sidste Kamp bespottes af Troldkarle, et Træk, som vi allerede ovenfor have anført mellem Sagnene om hans Lidelse.

Det er neppe tvivlsomt, at denne tydske Forestilling om Nordmændene som et til Trolddom hengivent Folk beror paa en Forvexling mellem vore Forfædre og Lapperne (Finnerne), hvem Nordmændene selv tiltroede og længe have vedblevet at tiltro overnaturlige Indsigter og Forbindelser med Djævelen. Mærkelig nok ere imidlertid disse overtroiske Forestillinger om Nordmændene endnu ikke aldeles forsvundne, men have fremdeles holdt sig hos den danske, idetmindste den jydske Almue. I en for ganske kort Tid siden udkommen Samling af jydske Sagn, der endnu leve »i Folkemunde«, forekomme saaledes ikke mindre end fem Fortællinger, hvori »Nordmænd« optræde som troldkyndige Personer. En »gammel Nordmand« fordriver Rotter og Mus ved en Tryllepibe, hvorved han driver dem paa Baalet, men da tilsidst Lindormen kommer, maa han lade sit Liv (altsaa det bekjendte sagn om »Hvidormen« i en forandret Skikkelse). En anden »Nordmand« gjør et Skib flot ved Trolddom, en tredie gjør sig saa tung, at ingen Heste kunne trække ham, o. s. v.^[39]

1. Fornmanna Søgur, IV. S. 32.
2. »Ok sva sem Ioan baptisti var hans (drottins)fyrir renna ri, sva var oc Olafr konungr Tryggvason fyrir rennari ens helga Olafs konungs.« K. Olaf Tryggvesøns Saga af Odd Snorressøn, udg. af P. A. Munch, Chra. 1853. S. 1.
3. Sammesteds S. 39.
4. K. Maurer, Die Bekehrung des Norwegischen Stammes zum Christenthume, I. S. 513–514.
5. Scr. Rer. Dan. VI. p. 375–376 med tilhørende Facsimile.
6. Norske Folkeviser, samlede og udgivne af M. B. Landstad, Chra. 1853, S. 57.
7. Saaledes Jørgen Moe (Saml. Skrifter, II. S. 106), Landstad (l. c.) og Sophus Bugge (Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udg. af M. J. Monrad og H. Winter-Hjelm, Chra. 1854–1855, S. 103). Landstad fremsætter forøvrigt den besynderlige Mening, at Drømmeren skulde være Ansgarius, en Norge uvedkommende og for dets Folkedigtning fuldstændig fremmed Personlighed.
8. Det heder nemlig:

   »Olaf han var i voxtro,
   Han var som en siljuteine.«

   (Landstad l. c. S. 68).

9. »Alii dicunt eum in bello peremtum, quidam vero in medio populi circo ad ludibrium magis expositum.« Adami Gesta Hammab. eccl. pontiff., ex rec. Lappenbergii, Hannoverae 1846, p. 91.
10. Olai Magni Hist. de gentibus Septentr., Romae 1555, Fol., p. 275, 336.
11. »Tulit ab impia gente ludibria.« Missale Nidros., derfra aftrykt i I. Neale: Seqnentiae ex Missalibus Germanicis etc., London 1852, p. 14o, og derfra igjen i andre Samlinger.
12. Dat Passionaal, Lybek 1499, Fol. (Findes paa Chra. Univ.-Bibl.). Det Olaf vedkommende Stykke af dette plattydske Skrift er efter en senere Udgave (Lybek 1505) optaget i Scr. Rer. Dan. II. p. 536–539.
13. Mellem Kirkens Reliqvier anføres: »De vexillo, quod angelus tradidit S. Olao, regi Norvegiae, dormienti in loco, in quo passus ab hoste triumphavit.« Scr. Rer. Dan. VIII. p. 267.
14. Samll. til N. F. Spr. og Hist. I. S. 452 fgg., II. S. 157 fgg.
15. Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes, II. S. 533–540, jvfr. Gustav Storm i Norsk hist. Tidsskrift, IV. S. 461. Keyser, den paabegyndte Udgivelsen af sin Kirkehistorie Aaret efter, at 1ste Del af Maurers Verk var udkommet, har hverken paa dette eller noget andet Punkt taget Hensyn til denne tydske Lærde og opfører uden videre den 31te August, ligesaa Munch, Norsk Huuskalender, Chra. 1859, og N. Nicolaysen, Om Throndhjems Domkirke, Chra. 1872, S. 3.
16. De findes trykte i Islenzk Fornkvædi ved Svend Grundtvig og Jon Sigurdsson, H. 3. Kbhvn. 1859, S. 135–151. Der har endnu existeret en Olafsvise, som Arne Magnussen havde afskrevet, men hvoraf baade Original og Afskrift ere tabte (l. c. S. 141).
17. »Utrorumque immanis barbaries, sed Norreganorum cupiditas rapa- cior, libido infestior.« Willelmi Malmesbiriensis de gentis Pontificum Anglorum libri quinque, ed. by N. E. S. A. Hamilton, London 1870, lib. V. § 259.
18. Willelmus Malmesbiriensis, l. c.
19. G. Dehio, Geschichte des Erzbisthums Hamburg-Bremen bis zum Ausgang der Mission, Berlin 1877, I. S. 187.
20. »Haraldus crudelitate sua omnes tyrannorum excessit furores. Multae ecclesiae per illum virum dirutae, multi Christiani ab illo per supplicium sunt necati.« Adami Gesta etc. ex. rec. Lappenb. p. 121.
21. »Haraldus derelictus a deo, oblationes quoque se thesauros, qui summa fidelium devotione collati sunt ad tumulum fratris, ipse unca manu corradens, militibus dispersit.« Ibid. p. 122.
22. Flatøbogen, III. S. 410–420; jvfr. F. Schiern, Historiske Studier, I. Kbhvn. 1856, S. 45 fgg., Jørgen Moe, Samlede Skrifter, II. S. 154 fgg., P. A. Munch, N. F. Hist., II. S. 344, Landstads Folkeviser, S. 177 fgg., o. fl. St.
23. Saxonis Grammatici Historia Danica, ed. P. E. Müller, I. p. 509, 513.
24. »Sumershaun insula, in qua sanctus Olaus rex et martyr debellabat fratrem suum infidelem visibili adjutorio Dei, quod oculis vidisse juvat.« Nordalbingische Studien, I. Kiel 1849, S. 190.
25. Peder Claussøn, Norriges Bescriffuelse, Kbhvn. 1632. S. 87.
26. Danmarks gamle Folkeviser, udg. af Svend Grundtvig, II. Kbhvn. 1856, S. 137.
27. Fornmanna Søgur, V. S. 207–208.
28. Det Throndhjemske Selskabs Skrifter, II. Kbhvn. 1763, 8vo, S. 143, hvor Reisebeskrivelsen er oversat og oplyst ved Anmærkninger af G. Schøning.
29. »Rex Ericus, veniens prope Venetias & duce & civibus urbis illius cum solennitate magna receptus est et honore.« Hermani Corneri Chronicon ap. Eccard, Corpus hist. medii aevi, II. col. 1261.
30. Flatøbogen, II. S. 25–26, Fornmanna Søgur, IV. S. 54, (Werlauff i Ann. for nord. Oldk. 1836–1837, S. 35 fgg., P. A. Munch, N. F. Hist. I, 1. S. 505).
31. Om Olafsagnenes Forbindelse med Thorsmytherne se Jac. Grimm, Deutsche Mythologie, 2. Ausg., S. 498, 514 fgg., samt Henry Petersen, Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro, Kbhvn. 1876, S. 73, 83, 128.
32. Forsøg i de skjønne og nyttige Videnskaber, 12te Stykke, Kbhvn. 1777, S. 50–92.
33. Budstikken, VI. S. 557. (Fayes Folke-Sagn, 2. Udg. S. 116).
34. Danmarks gamle Folkeviser, udg. af Svend Grundtvig, II. S. 140–141.
35. Fernow. Beskr. öfver Wermeland, S. 223.
36. »Malefici, quorum numero quum tota barbaries exundet, praecipue vero Norvegia monstris talibus plena est. Nam et divini et augures et magi et incantatores ceterique satellites Antichristi habitant ibi, quorum praestigiis et miraculis infelices animae ludibrio daemonibus habentur.« Ad. Brem. II. 55.
37. Ad. Brem. II. 38.
38. »Tandem ferunt, beatissimum regem Olaph seditione principum, quorum mulieres ipse propter maleficia sustulit a regno depulsum Norvegiae.« Ad. Brem. II. 59. (Maleficium har her, hvad en Sammenligning med Capp. 38 og 55 i samme Bog vil vise, Betydningen af Trolddom).
39. Evald Trang Kristensen, Jydske Folkesagn, samlede af Folkemunde, Kbhvn. 1876. S. 84, 214–217.