Norges Helgener/2

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 13-21).

»Audite haec, obsecro, universi
populi! Vir iste, natus paene in
ultimis partibus Aquilonis, inter
barbaros et incultos, videte quale
sidus emicuerit. quam humilis, quam
sublimis, et hoc non in servili conditione,
sed in regali fastigio.«

(Theodorus Monachus, cap. XIX).

Olafs særegne Stilling som kongelig Landshelgen. De to Olafer. Kongerne og Hierarchiet. St. Olafs Lov.

Det er ikke min Hensigt at skrive Kong Olaf Haraldssøns Levnet, endnu mindre hans Regjeringshistorie eller, hvad der vilde være det samme, at fortælle om Christendommens Indførelse i Norge. Den Konge, om hvem der her er Tale, er Kong Olaf efter Døden, den idealiserede Skikkelse, der ikke alene blev dyrket som sit Fødelands Patron, men ogsaa blev det hele Nordens ypperste hjemlige Helgen, ja hvis Navn endog langt udenfor Skandinaviens Grændser har nydt en Ærefrygt som ingen anden Nordbo før eller siden. De fleste europæiske Lande have havt sin kongelige Helgen, nogle af dem endog flere saadanne, men i Regelen have disse ikke hørt til deres ældste christelige Konger. Christendommens Indførelse har nemlig fordetmeste ikke været Kongers Fortjeneste. Først efter at Troen er bleven befæstet i Riget, have fromme Regenter optraadt som Kirkens Velgjørere og derved vundet Helgenry. Anderledes var, som bekjendt, Forholdet i Norge, hvor Kongerne vare sjelen i det hele Omvendelsesværk. En af vore første Konger blev derfor ogsaa Norges store Skytshelgen, og det var den samme Mand, som ogsaa havde været Grundlæggeren af dets nationale Selvstændighed Det er en Stilling i Historien, hvortil man ikke let finder et Sidestykke. Nærmest skulde maaske et saadant være at søge i Ungarn, hvis hellige Stephan. Olaf den helliges Samtidige, vel ikke blev Martyr, men dog ligesom Olaf var paa engang sit Folks Omvender, Samfundets lovgivende Grundlægger og Kongemagtens Befæster.

Olaf Tryggvessøn havde været den første Konge, der med Kraft og med Held havde arbeidet paa at omvende sine Landsmænd. Han var en glimrende Personlighed og trods sin Grusomhed mod Hedenskabets Tilhængere i høi Grad afholdt og anseet af sine Undersaatter og den hele norske Stamme. Intet kunde derfor have været naturligere, end at denne Olaf med Tiden var bleven ophøiet til sit Folks Patron. Hans Historie modtog ogsaa virkelig den Slags Udsmykninger, der pleiede at gaa forud for en Anerkjendelse som Helgen. Man tillagde ham samtaler med Engle, og et vidunderligt Lys skulde have omhyllet ham i det Øieblik, han sprang i Søen ved Svolder. Mærkeligere var dog det Sagn, der opkom om, at han havde reddet sig under Vandet og i mange Aar ført et ensomt Liv i fjerne Lande, ganske saaledes som det sømmede sig for en hellig Mand. Hans Biograph, den islandske Munk Odd, udtaler ogsaa sin Forundring over, at Olaf Tryggvessøn ikke efter sin Død har gjort Jertegn, og har ikke andet derom at sige, end at »Mennesket ikke skal udforske Guds Hemmeligheder«.^[1]

En midlertidig Hindring for den første Olafs Dyrkelse som Helgen laa deri, at hans Lig ikke blev gjenfundet, endmindre ført hjem til Norge. Der manglede et Sted, hvor hans Mirakler kunde vise sig, og man havde intet Legeme at skrinlægge. Herpaa havde der dog kunnet raades Bod gjennem et fromt Bedrag. Men forinden man kom saavidt, var Pladsen saa at sige optagen. En ny Olaf havde ved sin Virksomhed for Troens Sag stillet den første i Skygge og ved sin Martyrdød vundet et afgjørende Fortrin for denne. Navnefællesskabet blev ogsaa en Vanskelighed. I Norge nød dog, som senere skal vises, den første Olaf den Ære at ansees som den andens Forløber, men udenfor den norske Verden bleve hans Fortjenester af Troens Sag glemte eller endog ligefrem fornegtede.^[2]

Olaf Haraldssøn var falden ved Stiklestad Onsdagen den 19de Juli 1030. Med klar Bevidsthed om sin store Opgave og med megen Udholdenhed havde han befæstet Christendommen og hævdet sit Riges politiske Uafhængighed, men hans Hensynsløshed og Herskesyge havde gjort ham forhadt, han var bleven fordreven fra sit Rige, og de oprørske Høvdinger havde endog for at blive fri for hans strenge Herredømme fundet sig i at underkaste sig en dansk Konge. Men aldrig har et Omslag i et Folks Dom været hurtigere eller grundigere, end det, der nu paafulgte. Det gik bogstavelig efter Horats’s Ord: Extinctus amabitur idem. Efter et Aars og fem Dages Forløb var Olaf fra en forhadt Tyran forvandlet til en af alle æret og tilbedt Helgen. Politiske Hensyn antages ganske vist at have behersket de Mænd, som stode bag ved denne mærkelige Begivenhed, og disse Ledere have da regnet godt, saasom det danske Herredømme allerede fire Aar efter var tilintetgjort og Olafs Søn gjenindsat i sin slægts Arv. Men hvad der her gjorde Udslaget var aabenbart noget større og høiere end politisk Kløgt. Nordmændene ere blevne grebne af en inderlig Overbevisning om, at denne Mand var falden som Martyr for den sande Tro. Hvor dyb og oprigtig denne Overbevisning var, sees bedst af hans Fienders bitre Anger. Endog en af Oprørernes Hovedmænd ilede til Jerusalem for der at vinde Herrens Forladelse for sin store Synd.

Olafs Hellighed blev, efter at Biskop Grimkel havde forkyndt ham som hellig, godkjendt af Almuen i Throndhjem ved en Art Dom. Dette var, som ovenfor oplyst, dengang endnu tilstrækkeligt til at give en Afdød fuld Helgenrang, og Olaf er derfor heller ikke nogensinde formelig canoniseret af Paven. At Curien ikke destomindre ubetinget erkjendte hans Hellighed, kan tilfulde godtgjøres ved en Række af Pavebreve.^[3] Han hørte til den gamle Helgenadel, for hvis Vedkommende der ikke spørges om Breve og Patenter.

Olafs Helgenglorie havde altsaa gjengivet hans Æt dens fædrene Throne. I den første Tid var det ogsaa Kongerne, der paatoge sig omsorgen for sin store Frændes Helligdom. Magnus den Gode skjænkede sin Fader et kostbart Skrin, og Harald Haarderaade byggede en Mariakirke, hvori dette en Tid blev opstillet, ja han ansaa sig endog berettiget til at raade over de Skatte, som Pilegrimenes Ofringer indbragte. Han klippede sin Broders Negle og Skjæg og opbevarede selv Skrinets Nøgle.

Men allerede under Haralds Søn, den efter sin hellige Farbroder opkaldte Olaf Haraldssøn den yngre (Olaf Kyrre), indtraadte eller forberedtes et Omslag i denne Henseende. Under denne Konge traadte Norge i nærmere Forbindelse med den romerske Curie. Biskopperne fik faste Sæder og Kathedralkirker og dermed en større Uafhængighed af Kongerne. Fra den Tid af gled Værgemaalet for St. Olafs Helligdom mere og mere over i Biskoppens Hænder, og da denne (1152) ophøiedes til Erkebiskop, var denne overgang bleven en fuldbragt Kjendsgjerning. Olafs Hellighed blev nu ikke længere Kongedømmets, men Hierarchiets faste Borg. Alt, hvad Erkebispen kunde erhverve af Gods eller af Magt, blev St. Olafs Eiendom og fik derved i det mindre den samme Uangribelighed, som selve Pavemagten havde vidst at give sig under St. Peders Ægide.

Allerede tolv Aar efter Erkesædets Stiftelse havde Hierarchiet naaet en saadan Udvikling, at det kunde tænke paa at forvandle St. Olafs Efterfølgere paa Thronen til Helgenens, det vil sige sine egne Vassaller. Med ligestor Genialitet og Hensynsløshed benyttede nemlig Erkebiskop Eystein Erlendssøn et heldigt Øieblik til at fremkalde en Forandring i Norges Statsret, saa at Riget, hvis denne Forandring var bleven ligesaa varig som indgribende, vilde have ophørt at være et Arverige. Kongevalget vilde have tilfaldt Erkebiskoppen og hans Suffraganer, med andre Ord: Norge vilde, for at bruge en tydsk Historieskrivers træffende Udtryk, være blevet et Valgrige med fem geistlige Churfyrster.^[4]

Det kan neppe omtvivles, at denne nye , saaledes som vi læse den i den ældre Gulathingslov,^[5] i nogen Tid virkelig har været betragtet som gjeldende Ret. Selv efter at Sverres Regimente havde givet den det dræbende Stød, maa den antages at have været fastholdt af hans Æts Fiender, og et Par ellers yderst paafaldende Kongehyldinger, Philip Simonssøns og Skule Baardssøns, finde kun paa den Maade en naturlig Forklaring.^[6] Derimod maa det efter de nyeste Undersøgelser antages, at det Document, hvorved Kong Magnus Erlingssøn formelig skulde have taget sit Rige til »Len af St. Olaf« (det er af Erkebiskoppen), ikke er ægte, men fremkommet ved en Forfalskning under den mere end hundrede Aar senere stedfundne Strid mellem Magnus Haakonssøn og Erkebiskop Jon Raude. Ifølge den nysnævnte i Gulathingsloven indtagne Bestemmelse har Erling Skakke i sin umyndige Søns Navn vistnok lovet, at dennes Krone efter hans Død skulde ofres til Nidaros Domkirke »for hans Sjel«, og at denne ofring skulde gjentages af følgende Konger, men der tales dog ikke om noget Lensforhold. Saadant forekommer kun i det underskudte Document.^[7]

Var imidlertid St. Olafs Helligdom efterhaanden bragt i den inderligste Forbindelse med Erkestolen, og var det end Hierarchiet, som høstede den ligefremme Fordel af Troen derpaa, vedblev imidlertid Olaf ligefuldt at gjelde som den norske Nations og det norske Riges ypperste Repræsentant, som dets Beskytter og Opholder, som perpetuus rex Norvegiae.^[8] Især fremtraadte dette derved, at St. Olaf paa en Maade betragtedes som al norsk Rets egentlige Udspring og Kilde. Det populære Navn paa Norges Lov vedblev at være St. Olafs Lov, og selv da hans Dyrkelse blev forstyrret ved Reformationen, vedblev dette Udtryk at bruges. Frederik II. modtog Hylding som udvalgt Konge i Oslo 1548 imod Tilsagn om at »holde Alle og Enhver efter sin Stat efter St. Olafs Konges Lov«,^[9] og efter den samme Lov tilbød Erik XIV. i 1567 at ville regjere Nordmændene, om de vilde underkaste sig ham.^[10]

1. Olaf Tr.s Saga af Odd Munk, Chra. 1853, i Prologen. K. Maurer, Die Bekehrung des norw. Stammes, I, München 1855. S. 334.
2. Saaledes hos Adam af Bremen (II. 38): Olaph rex, in mare se praecipitans, dignum vitae finem invenit.
3. F. Ex. 1255 af Alexander IV. (Dipl. Norv. III. S. 8), 1266 af Clemens IV. (ibid. III. S. 11) o. s. v.
4. F. C. Dahlmann, Geschichte von Dännemark, II. S. 152.
5. Norges gl. Love, I. S. 442.
6. Konrad Maurer, Die Schenkung Norwegens an den heiligen Olaf, München 1877 (Abhdl. d. K. Bay. Academie der Wiss. I. Cl. B. XIV, 2. Abth.).
7. Maurer, sammesteds. Documentet er bedst trykt i Dipl. Island. I.
8. Symbolae ad hist. Norvegiae, ed. P. A. Munch, p. 12.
9. Norske Rigs-Registranter, I. S. 109.
10. Norsk historisk Tidsskrift, I. S. 147.