Norges Helgener/12

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 180-189).

De hellige Konger Haakon og Magnus.

I Aaret 1747 forelæste Hans Gram i det dengang endnu unge Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn en Afhandling »om Kong Christiern II.s forehavte Religions-Reformation«, hvori han bl. A. meddelte den indtil da ukjendte Oplysning, at den nævnte Konge havde ansøgt hos Paven om, at to Helgener, »Hellig Eler og Hellig Hogen«, maatte blive canoniserede. Paven havde givet et undvigende Svar. Han havde ikke villet canonisere disse Helgener, men dog (1521) tilladt Christiern at »lade gjøre Officia og sige Messe om dem, helligholde deres Fester og dertil lade gjøre og udstaffere de Steder og Altere, hvor deres Legemer og Reliqvier skulde ligge, hvile og bevares, med Kongens Navn og Titel derhos skrevet eller udgravet og hvad hans Naade vilde have digtet eller gjort, enten Vers eller andet.«^[1] Tingen var den, at Curien allerede i længere Tid havde iagttaget Sparsomhed i Henseende til Canonisationer, noget, hvorpaa ogsaa nedenfor vil forekomme et Par andre Exempler, og vistnok nu, da Reformationsbevægelsen allerede var begyndt, havde yderligere Grund til at holde tilraade med denne Art af Indrømmelser.

Det er ikke undgaaet Grams klare Blik, at der mellem denne Christiern II.s Henvendelse til Curien og hans samtidige Interesse for Reformationen raader en mærkelig Modsigelse, og at Christiern paa en vis Maade synes at ville »sætte Paven Briller paa«, hvortil dog maaske kunde bemærkes, at Kongens Ansøgning kan have været sat i Gang tidligere, om end svaret først indløb 1521.

Derimod har Gram ikke indladt sig paa det Spørgsmaal, hvo denne hellige Haakon har været. Noget over en Menneskealder senere fremdroges en Fortegnelse over Oldsager i Bergens Stift, affattet i det syttende Aarhundrede, hvori der omtales, at i en forfalden og senere forsvunden Stenkirke paa Gaarden »Qvale« (Hvaal) i Sogndals Præstegjeld skulde der have existeret en Ligsten, hvis Indskrift angav den under samme begravede som »tredie Mand fra hellig Kong Haagen«. Suhm, af eller ved hvem dette Document udgaves, bemærkede i den Anledning, at denne hellige Kong Haagen »maa have været den sidste af dette Navn, som var gift med Dronning Margrete«, men indrømmer dog Vanskeligheden af at kunne paavise nogen »tredie Mand fra ham«.^[2]

Til her at tænke paa Haakon VI. kunde der ganske vist ogsaa være nogen Anledning derved, at denne Konge som bekjendt har faaet et Vidnesbyrd af Æneas Silvius Piccolomini (Pius II.), der ret godt kunde passe paa en hellig Mand.^[3] Ikke destomindre synes Suhm senere at have skiftet Mening, og i hans Historie af Danmark forekommer Intet om Haakon VI.s Hellighed, hvorimod han ytrer Tilbøielighed til at antage Æneas Silvius’s Lovtale for egentlig at gjelde Haakon V.^[4] Denne ældre Haakon bliver ogsaa, som det vil erindres, i et geistligt Necrologium kaldet »dulcissimus«.^[5] I Aaret 1834 udtalte endog Engelstoft og Werlauff, rigtignok uden at begrunde det, at Haakon V. »i det følgende Aarhundrede kaldtes hellig.«^[6]

Denne i og for sig mindre vigtige Sag blev overseet af senere Historikere, og man vil saaledes hverken hos Keyser eller Munch finde noget om den hellige Haakon, medens Allen, der naturligvis kjendte Grams Oplysning, endnu 1870 erklærede »Hogen« for en »ellers ubekjendt Helgen«.^[7]

Efterhaanden var der dog gjennem norske Diplomer gjentagne Gange fremkommet nye Vidnesbyrd om en hellig Kong Haakon. Et saadant Diplom af 1424 omtaler »de hellige Konger Magnus og Haakon« som Lovgivere,^[8] og to andre indeholdt den mærkelige Oplysning, at Hr. Henrik Krummedike havde skjænket Gods til den hellige Haakons Alter i Mariakirken i Oslo.^[9] Endelig havde man Visen »om Kong Haakon Haakonssøns Død«, hvori denne Konge kaldes hellig, bekjendt allerede fra de ældre trykte Visesamlinger, men dog fornemmelig fra den nyeste Udgave.^[10] Det laa da nær for dem, der ikke underkastede denne Sag en nærmere Drøftelse, at antage Haakon Haakonssøn for den hellige Kong Haakon, og jeg var selv en af dem, der delte denne Antagelse.

Senere har Professor Gustav Storm anstillet en Undersøgelse af Spørgsmaalet om den hellige Haakon.^[11] Uden, som det synes, at have bemærket de ovenfor omtalte danske Lærdes Udtalelser om denne Sag, kom Storm dels ved at gaa nærmere ind paa Gravskriften i den sogndalske Kirke, dels ved en Kritik af den nysnævnte Vise til den allerede af Werlauff og Engelstoft fremsatte, men af dem ikke begrundede Mening, at Haakon V. er den hellige Haakon. »Tredie Mand fra hellig Haakon« viste sig nemlig at passe paa Haakon V.s Datterdatters Søn Haakon Jonssøn, der netop var Eier af Gaarden Hvaal,^[12] og Visen bærer tydeligt Præg af oprindelig at være digtet om Haakon V., medens de Partier deraf, som angaa Haakon Haakonssøn, senere ere indskudte.

Idet jeg ubetinget tiltræder Professor Storms Mening, hvad angaar Resultatet, skal jeg dog fremhæve, at ogsaa i Haakon Haakonssøn aabenbart i Slutningen af Middelalderen saalangt ned i den følgende Tid, som middelalderlige Traditioner endnu i nogen Udstrækning vedligeholdt sig i Norge, er bleven betragtet som hellig Denne ganske vist feilagtige Antagelse, som har sin Rod i Visens Forvanskning, er nemlig ogsaa kommen frem saavel i Bergens Rimkrønike^[13] som i et af Haandskrifterne af Bergens Fundats^[14] og endelig i et norsk Necrologium, hvor mellem lutter Helgennavne ogsaa opføres Haakon Haakonssøns Dødsdag som hans Aartidehold.^[15]

Den virkelige St. Haakons Dyrkelse har udentvivl kun været knyttet til den af ham rigt doterede Mariakirke i Oslo, hvor han, men heller ikke flere af Norges Konger, blev begravet.^[16] At han har været dyrket andetsteds, er hidtil ikke paavist. Hvor gammelt hans Alter i Mariakirken har været, vides ikke, men ialfald har den Præbende, som hørte dertil, vistnok ikke været til før Henrik Krummedikes Tid, thi ellers vilde ikke hans Arving Eske Bilde have kunnet inddrage den helt, hvad han sees at have gjort, og det ligger derfor nær at tro, at heller ikke Alteret har været ældre. Hvad der har bevæget Hr. Henrik til at stifte Præbenden, er os ubekjendt. Det vides imidlertid, at denne Mand elskede jordisk Gods, og han har neppe skjænket Noget bort, uden fordi han ansaa et saadant Skridt klogt eller nødvendigt. Hans Fader Hartvig, paa hvem han udentvivl slægtede, havde i sin Tid skjænket Gods til Hovedøens Kloster. Begge have de udentvivl gjort det for at dæmpe den Uvilje, for hvilken de i sin Tid bleve Gjenstand, Faderen i Begyndelsen af Christian I.s Regjering, Sønnen efter Knut Alfssøns Drab (1503). Knut Alfssøn nedstammede fra den hellige Kong Haakon V., og ved et saadant Offer til den dræbtes Stamfader har maaske Hr. Henrik troet at styrke sin Stilling i Norge og samtidig at berolige sin Samvittighed.^[17] Haakons Dag har sandsynligvis været hans Dødsdag, 8de Mai. At den har været ihukommet udenfor Oslo, vides som sagt ikke, og den opføres heller ikke i det throndhjemske Missale, men i Oslo har den udentvivl været en meget høitidelig Dag, fordi Kongen i sit Testamente havde fastsat, at hans Aartid (anniversarium) skulde feires i Mariakirken med saa store Høitideligheder, som overhoved pleiede at ledsage den festligste Aartid,^[18] hvorhos han tillige havde bestemt, at der ved denne Aartid skulde foregaa store Almisseuddelinger, Bespisning af Fattige o. s. v. Saaledes har han selv paa en Maade forberedt sin Dyrkelse som Helgen. Og det kan da neppe være tvivlsomt, at det har været Mariakirkens rige og talrige Geistlighed med dens Provst, Norges Riges Kantsler, i Spidsen, der har gaaet et Skridt videre og i Haakon skaffet sin Kirke en local Helgen.

Om den ovenfor omtalte, af Suhm i sin Tid fremsatte Antagelse, at Æneas Sylvius’s Lovord over Haakon VI.s store Fromhed og overordentlige Popularitet mellem hans Undersaatter skulde bero paa Forvexling med hans Oldefader Haakon V., er beføiet eller ikke, kan jeg ikke afgjøre. En saadan Antagelse maa dog vække Betænkeligheder. Den pavelige Forfatter omtaler nemlig sin Haakon som Valdemar Atterdags samtidige og Svigersøn og ved altsaa dog nogen Besked om Haakon VI.s Livsforholde. Der er ogsaa i Æneas Sylvius’s Liv en Omstændighed, der kunde tyde paa, at han maaske har lagt mere Mærke til, hvad han tilfældigvis fik høre om Norge, end de fleste andre Paver. Han har nemlig engang i sin Ungdom, om just ikke været i vort Land, saa dog befundet sig i dets Nærhed og seet dets Kyster. Det var, da han 1435 som trediveaarig Mand gjorde en Reise til Skotland, hvorhen han først naaede efter i lang Tid at være omtumlet paa Nordsøens Bølger, og hvorfra han ogsaa tænkte paa at besøge de Norge dengang endnu tilhørende Orknøer.^[19] Men at Haakon VI. umulig kan have været Oslos »hellige Haakon«, det fremgaar sikkert nok alene deraf, at han ikke blev begravet i Mariakirken, hvorfra Haakonsdyrkelsen er uadskillelig, men i Oslos Korskirke.^[20]

Den svenske Forfatter Olaus Magnus, der døde i Rom 1558 som titulær Erkebiskop af Upsala, besøgte Oslo 1505 og har i sit bekjendte Værk opbevaret nogle Sagn om en Kong Haakon, hvem han forøvrigt ikke nærmere bestemmer, men som dog maaske kunde synes at staa i Forbindelse med Forestillingerne om en hellig Konge af dette Navn. Kong Haakon, hedder det, kjæmpede engang med de Danske og forstod da at fremkalde forfærdelige Regn- og Hagelbyger, der pidskede Fienden lige i Ansigtet og hindrede ham i at bruge sine Øine.^[21] Man kunde her tænke paa Haakon V., som dog førte Krig med Danmark. Et andet Sted fortæller Olaus om Krystaller og Magneter og erindrer i Anledning heraf, at i Kathedralkirken i Oslo bevares Kong Haakons Sværd med Haandtag af Krystal, »hvilket er et saare skjønt Syn«.^[22] Om Forfatteren, der skrev som gammel Mand, maaske kan have forvexlet Mariakirken med St. Halvards, maa staa derhen. Ligeledes saa han i »Kathedral- eller Halvards-Kirken« to grønlandske Kajakker, ophængte over det vestre Indgangsportal, der skulde være tagne fra grønlandske Sørøvere paa et Tog, som Kong Haakon havde foretaget mod dem.^[23] Dette Tog er vistnok ligesaa eventyrligt som det ovenfor omtalte danske.

Mellem de Helgenreliqvier, som have tilhørt Minoriterne i Roskilde, omtales ogsaa »et Stykke af den hellige Magnus’s, Norges Konges, Skjorte«.^[24] Hvem der her sigtes til, er uvist. Nærmest skulde man tænke paa Magnus Erikssøn (Magnus Smek), der virkelig en kort Tid efter sin bratte Død i Bømmelfjordens Bølger havde et Slags Helgenry.^[25] Der haves imidlertid et Sted, som her volder en Smule Vanskelighed, nemlig Klageskriftet af 1424 fra Tønsberg Lens Almue til Kongen og Dronningen over Fogders Paalæg, Hesteløb og Vaabenvide, som den finder stridende mod »Norges Lovbog og Retterbøder, som vore hellige Konger Magnus og Haakon have undt os«.^[26] Hvo den hellige Haakon er, falder af sig selv. Haakon V. har selv netop givet de Retterbøder, som her komme i Betragtning, men hvem er Magnus? Han nævnes foran Haakon, skulde altsaa være ældre end ham. Havde nu den hellige Haakon været Haakon VI., vilde dette passet meget godt sammen med Magnus Erikssøns Hellighed, men dels er nu Haakon V. og ikke Haakon VI. den hellige Konge, dels peger »Norges Lovbog« paa Magnus Lagabøter.^[27] Men heraf at slutte, at denne Magnus virkelig skulde have været betragtet som hellig, vilde, da herom Intetsomhelst forekommer i noget egentligt Kildeskrift, være at lægge en altfor stor Vegt paa hint Klagebrevs Ord, og med ligesaa stor Føie kunde man da efter de tidligere (S. 97–98) omtalte to islandske Viser om Magnus den godes Fødsel opføre ogsaa denne Konge blandt vore Helgener. Den Hellighed, hvorom her er Tale, synes ikke at have været andet end en Pietetsfølelse mod gamle og hæderlige Konger overhovedet, hvortil et ret mærkeligt Sidestykke ogsaa findes i et andet Brev fra samme Aarhundrede, hvori Gudbrandsdølerne (1442) betegne disse, endog uden at nævne nogen enkelt, som »vore hellige Forfædre«.^[28]

1. Skrifter, som udi det Kjøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste, III. S. 18.
2. Suhms (ældre) Samll. til den danske Historie, II. (Kbhvn. 1784) H. 3, Fortalen samt S. 41.
3. »Aquinus, quem ferunt divinum fuisse hominem, miro provincialium amore et obsequio cultum.« Æn. Sylv. Cosmographia, cap. 33.
4. Suhms Historie af Danmark, XI. S. 854.
5. Scr. Rer. Dan. V. p. 380.
6. Scr. Rer. Dan. VIII. p. 556.
7. De tre nord. Rigers Hist. IV. 2. S. 452.
8. Dipl. Norv. I. S. 499.
9. Dipl. Norv. II. S. 815 og VI. S. 804.
10. Danmarks gamle Folkeviser, udg. af S. Grundtvig, III. S. 308 (cfr. S. Bugges Bemærkninger sammesteds S. 924). I en Variant hedder Haakon ikke hellig, men »helled«.
11. Norsk historisk Tidsskrift, IV. S. 454–477.

12. Haakon V.
    |
    Ingeborg * (2) Knut Porse
    |
    Birgitta * Jon Hafthorssøn.
    |
    Haakon Jonssøn († 1392).

13. Norske Magasin, I. S. 22.
14. Dette Kildeskrift er trykt i Norske Magasin, I. S. 514 fgg., men i et af Udgiveren, N. Nicolaysen, ikke benyttet Haandskrift (St. Kgl. Bibl. No. 2432, 4to) findes tillige følgende Notits, der vel i det Væsentlige nedstammer fra den forfalskede Vise, men tillige indeholder yderligere Forvanskninger af Historien. Den lyder saaledes:
    »Om Hellige Hacken Konning.

    Hacken hackensønn Sueriges (!) Sønne Søn haffuer megen och stoer Friihed giffuit de Borgere wdi Bergenn, hannd haffuer och vundidt oc met mact igenn tagit de Øier, Manøe och Synderøe, som Kongen aff Skotlandt nogne aar haffde fra tagit Norigis Krones velde, der Konningerne haffde sinn indbyrdis Ilde liffuit for Kronens herlighed, hannd haffuer och først stifftet wdi Munckeliff Closter, Nunder, S: Birritte (!) til loff och ære, och der til lagt megit Landtgods, Sidenn er hand bleffuenn død paa Veyen, som hand skulle drage til Skotlanndt, Aar 12 lxiij, da haffde hans gode mendt tenckt att lade hannem begraffue effter hanns egen begiering i Opsloe, men guds veder oc vinnd forsatte dennom i Søenn, at de indkomme for Bergenn, der er hand bleffuen begraffuenn i Christ Kircke.« (Afskriften skyldes min Ven C. F. Bricka).

15. Scr. Rer. Dan. V. p. 385. At denne Notits (»XVII Kal. Jan. Artidhold H. Ko. Hakons«) er af yngre Oprindelse, sees allerede deraf, at den er skreven »manu recenti«.
16. Folkesagnet fortalte rigtignok, at den var det sædvanlige Begravelsessted for Norges Konger, hvilken urigtige Mening ikke alene forekommer i den forvanskede Vise om Hellig Haakon, men ogsaa derfra er overført til en anden norsk Folkevise (hos Landstad S. 234).
17. Prof. Storm udtaler (Hist. Tidskr. IV. S. 459), at Tiden for Donationen rimeligvis maatte ansættes til omkring 1500, fordi Henrik efter 1503 »kun ved enkelte Leiligheder« optræder i Norge. Disse Leiligheder have dog maaske ikke været saa ganske faa endda. Henrik var nemlig knyttet til sit Fødeland Norge med stærke Baand, havde stedse meget store Besiddelser og længe flere Len her i Landet, af hvis Rigsraad han længe vedblev at være Medlem. Derfor har han vistnok ogsaa oftere været heri Landet. Hans Besøg 1514, 1523 og 1529 ere bekjendte af den politiske Historie, og dertil vides, at han alene i Anledning af Brynla Gods, der maa være blevet gjort ham stridigt, gjorde tre Norgesreiser. (Nye Danske Mag. VI. S. 22).
18. »Cum omni sollennitate, qua anniversaria consveverant devotius celebrari«. Dipl. Norv. IV. S. 122.
19. G. Voigt, Enea Silvio de’ Piccolomini und sein Zeitalter, I. Berlin 1855, S. 92–93.
20. Pontoppidans Annales, II. p. 495. (N. Nicolaysen i Norsk hist. Tidsskrift, I. S. 9).
21. Historia de gentibus Septentrionalibus, lib. III. cap. 19.
22. »In cathedrali ecclesia Asloensi regni Norvegiæ ensis Haquini regis pro pulchro spectaculi reservatur.« Ibid. lib. II. cap. 26.
23. Ibid. lib. II. cap. 9. Cfr. P. A. Munch. N. F. Hist., Unionsperioden, II. S. 106.
24. »De camisia sancti Magni, regis Norvegiae.« Scr. Rer. Dan. VIII. p. 300, cfr. p. 210.
25. »Ok kalla menn hann helgan.« Isl. Ann. p. 326.
26. Dipl. Norv. I. S. 499.
27. Allerede fremhævet af Professor Storm (Norsk hist. Tidsskrift. IV. S. 455).
28. Dipl. Norv. V. S. 515.