Norge og foreningen med Sverige/7
VII. DEN UNIONSPOLITISKE SITUATION I ØIEBLIKKET
Det Boströmske ministerium har, ved sin opsigtsvækkende måde at bryde forhandlingerne på stik imod truffen aftale, forspildt en enestående anledning til at nærme de to folk til hinanden i god forståelse; aldrig i unionens senere historie har der, ialfald i Norge, været så stor villighed til og så sterk tro på muligheden af at komme til enighed med det andet folk og få bortryddet de gjenstående tvistemål. Hvorfor aftalen blev brudt og derved alt tilintetgjort som var opbygget, står for os dunkelt; men én ting tror vi at være sikre på, og det er at man ikke i Sverige hadde tænkt sig muligheden af den virkning som denne den svenske regjerings optræden vilde få i Norge. Man har sikkert regnet på at nordmændene er splittet i partier som ikke vilde bli enige, de er et tålmodigt folk, som har fundet sig i svenske overgreb for, de vil nok også finde sig i denne krænkelse, om de end kanske vil gjøre lidt bråk. Man hadde imidlertid regnet feil. Fra den dag den svenske regjerings optræden mod indgåt aftale og mod sit eget forslag, blev bekjendt i Norge, var nordmændene praktisk talt forenet til et eneste parti med den bestemte vilje at afvise alle svenske forsøg pa overgreb, og at gjennemføre vor ret som et suverænt rige. Vi har opfyldt alle fordringer til hensynsfuldhed og imødekommenhed, vi har gjentagende forhandlet med Sverige ikke om vor ret, men for at komme til en venskabelig overenskomst, alt hvad vi har opnådd er gang på gang at få tiden forhalet, tildels på en for os ydmygende måde. Nu måtte det være slut; der var, så mente vi, ikke længer valg; da man fra svensk side hadde gjort uberettigede krav på indflydelse i norske anliggender, så vilde det være selvopgivelse her at bøie af, vor værdighed som nation og vor selvstændighed kræved derfor at se sagen gjennemført, at se vor selvbestemmelsesret i egne anliggender respekteret. Således, og alene således, må nordmændenes enstemmige vilje til at oprette eget norsk konsulatvæsen opfattes, denne sag er for os blit skilleveien mellem selvstændighed eller selvopgivelse. Da vi ikke frivillig vil opgi vor suverænitet, så er vi fast bestemt på at gjennemføre denne vor egen sag, uanseet mulig modstand fra svensk side, vi vil stå eller falde på vor lovlige ret.
Meddelelsen om underhandlingernes afslutning blev git stortinget af statsminister hagerup i en tale 8 februar 1905, i hvilken den derved fremkaldte stilling betegnes som meget alvorlig, og den nuværende unionelle tilstand som uholdbar. Statsministeren udtalte bl. a.: «Opgaven må derfor nu mere end nogensinde være: helt og uafkortet at få gjennemført betingelserne for at Norge kan indta den stats- og folkeretslige stilling der tilkommer det som suverænt rige, og som alle nordmænd har været og er enige om at hævde.» Stortinget nedsatte i sagens anledning en specialkomité, som den 6 mars 1905, med 16 mod 3 stemmer, afgav en foreløbig udtalelse, gående ud på oprettelse af eget norsk konsulatvæsen ved norsk lovbeslutning, som skal træde i kraft senest 1 april 1906.
Efter forhandlingernes afbrydelse trådte ministeriet Hagerup, dannet med konsulatsagens løsning gjennem forhandling med Sverige som program, tilbage, og det nye ministerium, med det tidligere medlem af det Hagerupske, Chr. Michelsen, som chef, blev sammensat af fremtrædende mænd inden de forskjellige politiske partier.
I stortinger 15 mars 1905 angav statsminister Michelsen som regjeringens program: «På grundlag af og i overnsstemmelse med specialkomiteens beslutning af 6 mars og i samarbeide med stortinget at gjennemføre Norges grundlovsmæssige ret til eget norsk konsulatvæsen og hævde Norges suverænitet som et frit og selvstændigt rige.» «Vi ved,» udtalte han, «at sammen med os står et enigt og samlet storting og et enigt og samlet folk. Dette er stillingens styrke. Det norske folk har intet høiere ønske end at få leve i fred og god forståelse med alle, og ikke mindst med vort svenske nabofolk, for at vi kan få sætte hele vor nationale kraft ind å udviklingen af vore materielle hjælpekilder og på det kulturarbeide som i vore dage også kan gi de små lande hæder og rang blandt nationerne. Men såsandt som vi nordmænd har såvel livets som historiens og forfatningens ret til at leve vort eget nationale liv som en fri nation, så sandt er det også vor forvisning, at vort folks samlede og ubøielige vilje til at yde ethvert offer for at gjennemføre denne vor ret i overensstemmelse med Norges grundlov skal føre frem til målet.»
Idet forsamlingen reiste sig, udtalte stortingsræsidenten: «Jeg tror på forsamlingens vegne at turde udtale et sikkert håb om et godt og tillidsfuldt samarbeide mellem regjering og storting, og tillige forvisningen om at stortinget vil yde regjeringen sin faste støtte til løsningen af den store og vanskelige opgave som er begge stillet.»
Ministerchefens erklæring i Norges storting blev fra svensk side besvaret med nedsættelse af en «hemmelig» rigsdagskomite til overveielse af den politiske situation som var skabt ved afbrydelsen af de unionelle forhandlinger. Denne hemmelige komite sammentrådte under præsidium af de to landes kronprinsregent, et forhold som ikke var skikket til i Norge at skabe tillid og tilfredshed.
Som det umiddelbare resultat af denne hemmelige komites overlægninger må det vel nærmest opfattes, at kronprinsregenten i sammensat norsk-svensk statsråd den 5 april 1905 fremsatte følgende forslag:
«Jeg opfordrer herved de forenede rigers statsråd til på begge sider uden ensidig fastholden af tidligere indtagne standpunkter straks at opta frie venskabelige underhandlinger angående en ny ordning af alle unionelle anliggende, med det grundprincip, at fuld ligestillethed mellem landene bør søges gjennemført. Den vei som jeg menner man bør vælge, og på hvilkken man med god vilje på begge sider efter min anskuelse kan vinde en for alle parter fuldt tilfredsstillende løsning af vanskelighederne, er dene:
Fælles udenrigsminister, svensk eller norsk mand, ansvarlig for begger riger eller for en fælles institution;
særskilt konsulatvæsen for hvert rige, dog således, at konsulerne i alt hvad angår forholdet til de fremmede magter, bør stå under udenrigsministerens ledelse og kontrol.
Hvis der under forhandlingernes gang skulde kunne findes en anden form for ordningen af de unionelle anliggender, dog altid med bibehold af fællesskab i de udenrigske sagers ledelse, som er et ueftergiveligt vilkår for unionens beståen, så erklærer jeg mig herved beredt til at ta også dette unde ralvorlig overveielse.»
Dette forslag, som for udenforstående ved første øiekast kan se imødekommende ud også overfor norske krav, blir mindre lovende, når det sees på baggrund af de sidste tiders begivenheder. De forhandlinger vi med så stor beredvillighed og tro var gåt til, var netop brudt fra svensk side, uagtet vi syntes dengang at ha alle mulige garantier, ved bindende aaftaler og kongelig beslutning, for at de skulde føre til et gunstigt resultat. Nu bød man os nye underhandlinger med det samme svenske statsråd,[1] endog uden sådanne garantier som sidste gang; hvad borged os for, at ikke også denne gang alt som opnåddes, vilde bare bli forhaling af tiden? Dertil kom, at på grundlag af netop et lignende program hadde der i den sidste norsk-sveske unionskomite været arbeidet i samfulde tre år fra 1895 til 1898, uden at man kom til noget resultat: de svenske forslag til ordning kunde ikke antas af nogen norsk fraktion. Var det nogen udsigt til større enighed denne gang? Det syntes jo endog som om forslagets ordlyd måtte udelukke forhandling om det fra norsk side krævede særskilte norske udenrigsstyre. I Norge blev derfor dette forslag opfattet som et forsøg på en foorhaling, som vilde hindre stortinget i at gjennemføre vort eget konsulatvæsen. Dette indtryk blev ytterligere styrket ved den eiendommelige måde hvorpå forslaget blev offentliggjort i Sverige, straks efter statsrådsmødet, og øieblikkelig telegraferet til udenlandske aviser, uagtet protokollen ikke skulde offentliggjøres før den norske regjerings betænkning var indhentet. At offentliggjøre på egen hånd en del af en protokol, før den anden del forelå, synes i ethvert fald midre hensynsfuldt overfor den anden part, og kunde vanskelig være skedd, hvis hensigten hadde været at komme til enighed ved at imødekomme Norges berettigede krav.
I sammensat norsk-svensk statsård 25 april 1905, svared den norske regjering i tilslutning til justitsdepartementets foredrag bl. a.: «Som bekjendt har det norske folk reist et enstemmigt krav på at få oprettet eget norsk konsulatvæsen, og med ligeså stor enstemmighed hævdet at dennes sags afgjørelse, som liggende udenfor dt ved rigsakten etablerede fællesskab mellem rigerne, er forbeholdt de norske statsmyndigher. — — — — Forsåvidt det i det sammensat statsråd fremkomne forslag skulde være bygget på den fforudsætning, at konsulatsagens videre fremme foreløbig skulde stilles i bero, vilde Norges tilslutning til en sådan forudsætning efter departementets opfatning være enstydig med en opgivelse af det norske folks enstemmige krav på nu at se gjennemført en ret der tilkommer Norge som suverænt rige og er hjemlet ved dets grundlov, og af en reform som næringslivets udvikling og vilkår med voksende styrke tilsier, for istedet at opta en mellemrigsk forhandling, der efter gjentagne erfaringer desværre må befrygtes at ville bli frugtesløs eller i bedste fald forsinke sagens gjennemførelse. Der kan nemlig ikke bortsees fra at det nu fremkomne forslag om forhandling ikke er noget nyt, men at lignende forslag gjentagne gange tidligere i unionens historie forgjæves har været prøvet. De tre unionskomiteer af norske og svenske mænd, som i det forløbne århundrede efter forudgående forhandling har afgit — i 1844, i 1867, og i 1898 — forslag til nye bestemmelse om rigernes indbyrrdes forhold, har ikke ledet til noget positivt resultat.»
Efter at ha nærmere omtalt disse unionskomiteers uheldige skjæbne og særlig den sidstes (1895—1898) frugtesløse forhandlinger, minder regjeringen om, «at lige resultatløse blev også de mellem begge regjeringer i 1885—1886 og 1890—1891 om ordningen af det ministerielle statsråd førte forhandlinger.»
«Har således resultatet af de nævnte bestræbelser været lidet opmuntrende, må dette i endnu høiere grad sies at ha været tilfældet med de netop nu afsluttede forhandlinger» angående spørsmål som står i forbindelse med oprettelse af særskilte konsulatvæsener. Regjeringen fremholdt videre i tilsutning til justitsdepartementets foredrag, hvoorledes disse forhandlinger, som var indledet ifølge svensk initiativ, stranded på den omstændighed, at der fra svensk side sluttelig blev opstillet og fastholdt en række krav, der dels ansåes stridende mod Norges grundlov og vor ret som suverænt rige, dels vilde udelukke hvad der ved den foreløbige overenskomst var forudsat, nemlig at hvert riges konsuler skulde høre under den myndighed i hjemlandet, som dette for sit vedkommende bestemte. Herved er i Norge fremkaldt en dyb skuffelse, der, om den skulde forsterkes ved nye mislykkede forsøg, vil indebære den største far for det gode forhold mellem begge folk, hvilket i langt høiere grad end traktatmæssige bånd og retslige former er grundlaget for begge folks samhold og styrke.
«Under disse omstændigheder finder departementet at måtte fraråde at der atter indledes nye forhandlinger om de unionelle forhold, forinden norsk konsulatvæsen er gjennemført. Først når dette er skedd, vil den tillid vende tilbage som er betingelsen for enhver venskabelig og frugtbar drøftelse af vanskelige og ømtålige unionelle forhold, og departementet vil da kunne tilråde aat der optas forhandlinger om ordningen af udenrigsstyre og diplomati og om den ifølge rigsakten bestående union og de heruuder hørende spørsmål. Men disse forhandlinger måtte i så tilfælde bli at føre på et helt frit grundlag, med fuld anerkjendelse af hvert riges suverænitet, uden forbehold eller begrænsning af nogen art, og således også — i lighed med hvad der fandt sted i 1898 — omfatte den fra norsk side foreslåede ordning med særskilt norsk og særskilt svensk udenrigsstyre i de former som ethvert af rigerne måtte anse nødvendige for varetagelsen af sine opgaver og interesser.
«I overensstemmelse hermed måtte derhos være vedtat, at hvis også nye forhandlinger skulde bli resullatløse, måtte man ikke falde tilbage på status quo, med fastholden af den nuværende uholdbare unionelle tilstand. Det måtte være en bindende forudsæetning, at de nu bestående forhold ikke skal lægge hindringer i veien for udøvelsen af del enkelte riges selvbestemmelsesret, men at hvert af rigerne frit kan bestemme de fremtidige former for sin nationale tilværelse. Ti ikke en tvangsunion, men alene to frie og selvstændige nationers gjensidige tillid og samfølelse, kan betrygge begge folks framtid og lykke og rigernes uafhængighed og integritet.»
Den svenske regjering svared herpå bl. a.: «Da tanken på videre forhandling nu afvises fra norsk side, inden eget norsk konsulatvæsen er blit giennemført, og da der desuden fra norsk side opstilles en forndsætning for eventuelle nye forhandlinger som er uforenlig med unionen og rigsakten», kan åbenbart forhandlinger på den antydede grundvold «ikke for tiden med nytte indledes». Den tilstedeværende norske statsrådsafdeling svared derefter bl. a., at det fremgik af den norske regjerings betænkning. «at det ikke fra norsk side er formålet at søge den nuværende union opløst. På den anden side finder man at måtte fremholde, at der er adgang til en sådan opløsning, og at forhandlinger, der efter vedtagelse af begge rigers statsmyndigheder også forudsætter denne eventualitet, er forenlige med rigsakten.» — Efter kronprinsregentens beslutning blev derefter sagen stillet i bero.
Hvad vil nu ske? Det norske storting har enstemmig vedtat lov om eget norsk konsulatvæsens oprettelse; men hvad der videre vil hænde, vil for en stor del afhænge af kongemagten. Vi nordmænd har vanskelig for at tænke os muligheden at at repræsentanten for den norske kongemagt skulde kunne negte sanktion på en lov som så enstemmig er forlangt af detnorske folk, i en sag som stadig med større og større styrke har seiret for hvert nyt valg siden 1892. Skulde noget sådant hænde, som det virkelig fra enkelt hold har været antydet, så kan det ikke ske at norske hensyn, men på grund af svensk indflydelse. Sådanne hensyn i en norsk sag ligger imidlertid i Norge udenfor forfatningen, og det vil i tilfælde ikke være mulig for kongemagten at finde en norsk regjering, som kunde ta ansvaret for et sådant skridt. Men uden en ansvarlig regjering kan den uansvarlige kongemagt ikke regjere og ingen regjeringsbeslutninger fatte; hvis kongemagten fremdeles opretholder sin negtelse af sanktion, vil den følgelig ha sat sig sig selv udenfor den norske forfatning, ved at forsøge på at indføre et personligt selvherskerprincip uden ansvarlige rådgivere, hvilket er i ligefrem strid med vor konstitutions principer og ordlyd. Man har sagt, at der i så tilfælde vilde være revolution i Norge. Men det blir da ikke det norske folk, ikke det norske storting, ikke den norske regjering som har gjort revolution; ti at det norske folk forlanger eget konsulatvæsen, er ingen revolution; at det norske storting i overensstemmelse dermed fatter beslutning derom, er ikke revolution; at den norske regjering tilråder sanktion på denne lovbeslutning og ikke kan ta ansvaret for en sanktionsnegtelse, er ingen revolution; for en regjering gjør ikke revolution ved at negte at handle mod sit lands interesser; at kongemagten efter dette ikke vil være istand til at finde en ny regjering, er heller ikke revolution, man kan ikke tvinge vort lands borgere til at gå ind i et ministerium. Men den lovlig valgte og den lovlig siddende nationalforsamling kan ikke la landet være regieringsløst, og da kongemagten har sat sig selv udenfor funktion, må stortinget anmode det tidligere ministerium om at bli siddende og udøve regjeringshandlinger, som om kongemagten var tilstede. Dette er selvfølgelig heller ingen revolution, men simpelthen hvad de opståede forholde byder som nødvendigt.
Det er for øieblikket umulig at forudsi, hvad som videre vilde ske i et sådant tilfælde.
Man har i Sverige påståt at den svenske optræden i de unionelle stridigheder væsentlig hat tat sigte på unionens og halvøens interesser. Vi kan ikke her i Norge opfatte sagen således; vi finder at den vedholdende svenske modstand mod beretiggede norske krav alene kan tjene til at svække unionen og halvøen, en fortsættelse af den nuværende tingenes tilstand, med to folk som står med afgjort mistillid til hinanden, indeholder en stor fare for vort samhold, og vilde, om den fortsættes, føre til at vi ikke kunde optræde med den samlede kraft udadtil, som var nødvendig, om farens stund skulde komme, og vi blev angrebet at en ydre fiende. Vi kan ikke vide, når dette vil ske, og derfor anser vi det for at være en tvingende nødvendighed, at vi hurtigst mulig får oprettet en mere tilfredsstillende ordning, så begge folk kan mødes i gjensidig tillid; på denne måde vil Skandinaviens fremtid bedst sikres. Vi anser det som selvsagt, at det norske og svenske folk må holde sammen, og vi kan ikke tænke os muligheden af at Sverige skulde bli angrebet, uden at vi straks vilde ile det til hjælp, sålangt vor evne rækker. Men et sterkt og modstandsdygtigt Skandinavien kan alene bygges på de to folks fulde selvbestemmelsesret, og på deres sammenslutning af fri vilje. Et forbund hvori det ene folk søges kuet i sin selvstændighed, er og blir en fare
- ↑ Vistnok måtte umiddelbart efter fremsættelsen af ovennævnte forslag statsminister Boström ta sin afsked, hvilket jo røbed en vis indrømmelse overfor Norge; men resten af den svenske regjerings medlemmer blir dog siddende, også de medlemmer som helt hadde tilttrådt Boströms særforslag.