Norge og foreningen med Sverige/4

Fridtjof Nansen

Norge og foreningen med Sverige

Jacob Dybwads Forlag, 1905 (s. 26-44).

IV. TRÆK AF UNIONENS HISTORIE

Efter århundreders strid var endelig en forening mellem de to riger tilveiebragt; men ikke på den vis som Sveriges mægtige mænd og slegter hadde ønsket og håbet, idet de vilde ha Norge som en erstatning for Finland. Allerede dette varsled mindre godt for den kommende union, og det førte snart til en ofte smålig kamp fra svensk side mod alt som var symboler på Norges riges tilværelse. Vi måtte kjæmpe om kongens norske titel (han var i Norge konge af Norge og Sverige, og ikke som svenskerne vilde ha det af Sverige og Norge), om vore mynters præg, om flag og farver og rigsvåben.^[1] Dertil kom at de to folk var og er hinanden meget forskjellige, ikke mindst i sit politiske liv.

Ligesom deres tidligere historie altid har gåt ad helt skilte veie, og har hat få berøringspunkter udenfor krigerske sammensted, skulde også deres fremtidige udvikling følge meget forskjellige retninger. Mens det norske folk har gåt frem i demokratisk retning, og under en delvis forceret optagelse af alle moderne synsmåder, har skabt et til det ytterste gjennemført selvstyre efter engelsk forbillede, har det svenske folk med sine mange traditioner fra sin storhedstid og med sin sterkt aristokratiske forfatning, udviklet sig lidet i politisk henseende; og om politiske spersmål kanske sluger vel megen tid og opmerksomhed hos det norske folk, hvor hver bonde og arbeider følger med i sin avis og har sin mening om det som foregår, så vækker de inden det svenske kanske altfor liden interesse.

Det høiere, aristokratiske samfundslag som fremdeles spiller en overmægtig rolle i det svenske samfund, har desuden altid hat

tilbøielighed til at se med en viss ringeagt på det norske «bondefolk». Med manglende kjendskab til dette folks tidligere historie og til forudsætningerne for unionens opståen, har den svenske overklasse gjerne villet opfatte dets krav pa ligestilling som et uretmæssigt udslag af hovmod, og endog som utaknemlighed, idet man virkelig har indbildt sig at Sverige ædelmodigen hjalp Norge i 1814, ved at «frigjære» det fra Danmark, og derved «ophøie det til et selvstændigt rige»; udslag af lignende svensk ukyndighed ser vi i disse dage, når f. eks. en mand som Dr. Sven Hedin i en udenlandsk avis^[2] meddeler verden, at den norske pågaenbedspolitiks mænd «glemmer Sveriges urgamle forbindelser med Mellemeuropa og tænker ikke på, at Norge, dengang da seierherrerne ved Lützen og Narva vakte den hele verdens beundring, var en dansk provins, og vedblev at være en sådan indtil året 1814, da det blev hævet op til en suveræn stat, forenet med Sverige under en konge.» Påstande som disse, om at Norge var en provins under Danmark osv., ma skyldes manglende kjendskab til de ting hvorom det skrives; jeg må også tro at Dr. Sven Hedin er uvidende om at Norge var ét kongerige, og hadde en pålidelig og tildels ganske merkelig historie, flere århundreder før Sverige. Men når en mand som burde være trænet i videnskabelig stringens, skriver så, hvad skal man da vente af andre.

Lige til for nylig stod det endnu i de historiske lærebøger for den svenske skole, at Norge var et erobret land. Med sådanne vrangforestillinger indpodet fra barneårene er det let forståelig og undskyldelig, at den svenske politik overfor Norge i årenes løb er blit uheldig og i høi grad krænkende for norske følelser. Dertil kommer også at den svenske overklasse altid har set med frygt og misnøie på den norske demokratiske og liberale politik, som de var bange for skulde virke smittende også på de brede lag i Sverige, og således få en for overklassen skadelig indflydelse på den indre svenske politik; hvilket den også for nogen del har hat. Det gjaldt følgelig for dette svenske overklasseparti, som i Norge kaldes «storsvensker», for enhver pris at modstå alle norske krav, og om mulig at holde nordmændene nede ved at fremkalde en sammensmeltning af begge riger. Med andre ord: mens nordmændene holdt på unionen således som den ifølge rigsakten og forudsætningerne skulde være og tildels var, blev den for Sveriges ledende mænd i bedste fald en utålelig mellemtilstand, det var, som de udtrykte sig, en union «till at gråta öfver», som alene hadde det ene lysglimt, at den gjennem ihærdigt arbeide kunde bli noget andet og mere.

Denne sandhed må stadig holdes for øie, hvis man vil fælde en retfærdig dom om de snart svagere, snart sterkere unionelle stridigheder mellem de to folk; retfærdig ikke alene overfor det norske folk, som i sin egenskab af den svagere part i unionen kanske ofte har lagt for dagen den ømfindtlighed, som er almindelig hvor den svagere af to intimt sammenknyttede individer frygter overgreb af den sterkere; men retfærdig også overfor det svenske folk, som i sine forsøg pa overgreb har handlet, ialfald tildels, ud fra feilagtige forudsætninger og mangelfuldt kjendskab til fortiden, idet det i Norge væsentlig har set en erstatning for Finland.

Hvad end Karl Johans oprindelige hensigt kan ha været ligeoverfor Norges ligestilling i unionen, så måtte han ialfald snart gi efter for den svenske overklasses misnøie med denne forening, og inden syv år var gåt, forsøgte han endog at gjøre til virkelighed sine ord i ovenciterede brev, om at de indrømmelser som Sverige hadde gjort for at fa unionen istand, kunde man jo altid siden ta tilbage. I 1821 var tidspunktet, europæisk set, gunstigt for en forandring i denne retning, den hellige alliance hadde nådd sin høide, og desuden hadde stortinget ved sin optræden gjort kongemagten vanskeligheder. Vor grundlov (§ 79) gir kongen et suspensivt veto, han kan ved at nægte sanktion stanse en lov to gange (for to forskjellige storting); men hvis samme lov ordlydende vedtas af et tredje storting (efter nyt valg) blir den norsk lov trods kongens veto. Af denne ret benytted stortinget sig det år for første gang og gjennemførte mod kongens ønske den i den svenske overklasses øine hadefulde og samfundsskadelige beslutning om adelens ophævelse i Norge. Stortinget gjorde også, på en tildels uheldig måde, vanskeligheder ved at bevilge de ved konvention mellem den danske og den norske regjering bestemte 3 millioner speciedaler (12 millioner kroner), som skulde udgjøre Norges rimelige del af den tilbagestående dansk-norske statsgjæld fra den tid Danmark og Norge var forenet. Det var uklogt af stortinget at gjøre vanskeligheder i denne sag, men beløbet blev også tilslut bevilget.

Trods den norske regjerings modforestillinger sammenkaldte kong Karl Johan da (sommeren 1821) en såkaldt «lystleir» ved Kristiania.^[3] 3000 mand er det høieste antal tropper som, efter den norske grundlovs § 25, i fredstid kan inddrages til våbenøvelser fra det ene rige til det andet. Lystleiren bestod af 3000 mand fra hvert rige, de norske tropper hadde løs ammunition, mens det ved en indiskretion kom for dagen at de svenske tropper medbragte skarp ammunition. Samtidig løb en svensk flåde ind på Kristiania havn med 300 kanoner og 2000 mands besætning, og Karl Johan kom nu i egen person til Kristiania, ledsaget af generaler, admiraler, og fremmede diplomater. Han fremsatte for stortinget en række forslag til omstøbning af den norske konstitution, og når hans hele optræden ved denne anledning sammenstilles med den berygtede cirkulærnote fra den svenske udenrigsminister af 1 juni 1821, hvori de udenlandske magter gjennem de utilbørligste angreb på det norske folk søgtes forberedt på et statskup, forekommer det sandsynlig, at et sådant virkelig tilsigtedes, men i sidste øieblik blev opgit, uden at det her er anledning til nærmere at undersøge de mulige årsager.^[4] Det følgende storting, som hadde at behandle de kongelige forslag til forandring af konstitutionen, afviste disse meget bestemt.

Den ovenfor nævnte cirkulærnote er ret illustrerende for hvordan den svenske udenrigsminister og de svenske gesandter, som hidtil midlertidig også har repræsenteret Norge og delvis er blit betalt af os, kan anvendes til Norges skade: det er og blir en uhyrlighed, at vore penge på denne vis af for norsk myndighed uansvarlige repræsentanter skal kunne anvendes mod vort lands interesse. I denne note^[5] lod Norges konge sin svenske udenrigsminister — som også var «vor» — meddele stormagterne, at han ikke vilde vige tilbage for vold, hvis stortinget ikke overtog en del af den ovenfor nævnte danske statsgjæld. Dette hadde imidlertid stortinget allerede gjort, da det usandfærdige anklageskrift mod Norge blev oversendt stormagterne gjennem «vore» gesandter.

Skrivelsen begyndte med i høie toner at rose Karl Johans ædelmodighed ved at «skjænke» Norge en fri forfatning tiltrods for, at han ved sin «seir» hadde bragt nordmændene tilbage til «pligt og fornuft». Den ædelmodige konge hadde ikke været blind for den norske grundlovs «feil», men han håbed at tiden vilde rette på dem. Sverige og kongen hadde også fundet sig i det norske stortings og den norske presses senere udskeielser, og i dem ikke villet se «andet end vildfarelser at rette, ikke fornærmelser at straffe». Imidlertid heder det videre:

«En rus, som bar begyndt at sprede sig, og som kan blive smitsom, om den faar udbrede sig uhindret, har bemægtiget sig nogle rænkesmede og fra dem meddelt sig til en meget lidet oplyst majoritet... Hvis de i Europa almindeligt erkjendte og antagne grundæetninger miskjendes, om tilliden til høitidelig afsluttede traktater tilintetgjøres, om statsmagternes ligevegt og alle konstitutionelle former tilsidesættes af den lovgivende myndighed, da må kongen være undskyldt for sin samvittighed og Europa, om han beslutter at beskytte den store masses interesser og vel mod nogle enkeltes vildfarelser».^[6] Karl Johan hadde — siger han videre — under disse omstsædigheder visselig ret til at sige om Norge:

«I bryder på eders side den overenskomst hvortil jeg har git mit bifald; jeg gjenindtræder derfor i de rettigheder som Kielertraktaten tilsikrer mig, og jeg fratar eder den frihed jeg engang indrømmed eder, men af hvilken I har gjort så dårlig brug».

Kongen taler også om en anden udvei, nemlig «begge rigers virkelige sammensmeltning».

Han vii imidiertid ikke benytte sig af nogen af disse udveie; men om «selviskheden og forblindelsen vedblir at miskjende hans råd, vil han se sig tvunget til at gjenopføre Norges forfatningsbygning på grundvolde som er mere betryggende for den almindelige sikkerhed». Derfor ønsked kongen «oprigtigt at høre sine bundsforvandtes tanker om de skridt han tænker at foreta, og som allerede påkaldes af alle tænkende nordmænd».

Af disse skridt nævnes blandt andet afskaffelse af tre efter hverandre følgende stortings ret til at stifte lov uden kongens bifald, stortingets sammentræden kun hvert femte år, høiere embedsmænds afsættelighed, bestemtere forskrifter for den lovgivende magts myndighed, og nødvendige indskrænkninger af pressens misbrug. Når dette er greiet, vil «Norge for anden gang erfare den velgjørende indflydelse af en fyrste, som det har at takke for sin frie samfundsordning».

Gesandterne («vore») fik ordre til uopholdelig at skaffe sig bestemte oplysninger om hvorledes stormagterne opfatted hans anslag mod den norske forfatning.

Det var i den hellige alliances tid. Stormagterne stilled sig ikke afvisende, Rusland endog særdeles gunstigt, ialfald i formen. Hos ingen af dem badde Norge norske mænd til at føre sin sag. Vi var uden udenrigsstyre, uden forbindelse med de fremmede lande — som vi er det endnu!

Som ovenfor nævnt kom anslagene mod vor selvstændighed og forfatning ikke til udførelse; men ukjendte af os, var de forberedt mod et på dette område værgeløst folk, gjennem «vor» udenrigsminister og gjennem «vore» gesandter. Og i dette forhold har vi ikke større betryggelse nu end dengang; om «vore» gesandter atter skulde ønskes anvendt mod Norges interesser, har vi ingen midler til at hindre det, eller endog til at vide noget derom, ligesom vi ingen organer har til at træde i direkte forbindelse med udenlandske magter; dette er ved den nuværende ordning forbeholdt Sverige. På den vis er den os ved overenskomst og rigsakt garanterede ligestillethed hidtil blit praktiseret.

Men den mistro som i 1821 blev nedlagt i norske sind, bar gjennem tidernes løb de vekslende svenske regjeringer gang på gang git ny næring, ikke bare ved mangel på forståelse af Norges rettigheder, men i ord, som har indeholdt hån mod den norske stats suverænitet.

I det svenske førstekammer-parti, — det såkaldte storsvenske parti — har Norges selvstændighed og den bestående union en virkelig fiende. Det vilde føre for vidt her at omtale de mange rivninger mellem de to riger som af den grund er opståt; men flere gange har forholdet været meget spændt, og hvor gjerne kongemagten end har villet imødekomme norske ønsker, så er den i alle afgjørende øieblikke blit tvunget af det mægtigere Sverige til at ta svensk standpunkt. Således gik det f. eks. i 1860, da nordmændene vilde forandre en paragraf i den norske grundlov som gav kongen ret til at udnævne en statholder i Norge, og til og med en svensk mand som sådan. Embedets afskaffelse blev næsten enstemmig besluttet af stortinget 9 december 1859, og kong Karl XV hadde lovet sit norske ministerium at sanktionere lovforandringen. Men så kom i det svenske riddarhus overklassepartiets stemning overfor Norge til udslag på en måde, som udelukked enhver tvil om hvorledes sagerne dengang stod. Grev K. H. Anckarsvärd reiste på ridderhuset en motion, som i de for nordmændene bitreste og mest sårende udtryk retted et voldsomt angreb på kongebusets norske politik, hævded Sveriges principat, og forlangte en revision af unionsforholdene. Denne samme Anckarsvärd var i 1809 officer i den svenske hær pa Norges grænse, og hadde bedre end nogen anden mand i riddarhuset erfaret hvilken uhyre hjælp nordmændene dengang hadde ydet til Sveriges redning. Den bevægelse som ved denne sag senere skabtes i Sverige, viste tilfulde hvor uforstående de høiere samfundslag der stod, både overfor Norges historiske ret og overfor dets traktatmæssige stilling til Sverige. På riddarhuset reiste senere publicisten V. F. Dalman motion om, at rigsdagen af kongen skulde begjære, at han, for han sanktionered stortingsbeslutningen, skulde forelægge sagen til dens prøvelse, altså et forlangende om det i nordmændenes øine uhyrlige, at en norsk grundlovsparagrafs lydelse skulde gjøres afhængig af svensk bestemmelse. Efter en motivering som var høist krænkende for Norge, og som hævded et supremati for Sverige i unionen, vedtog rigsdagen (2 april 1860) en skrivelse til kongen, hvori krævedes en revision af rigsakten, gående ud på fælles regler for kongens disposition over begge rigers hære og flåder, forsvarsvæsenets omordning, en fællesrepræsentation o. s. v., samt at den af det norske storting besluttede forandring af statholderposten til et norsk statsministerembede ikke af kongen måtte optas til behandling uden i sammenhæng med en sådan revision. Historien gjentar sig ofte selv; vi ser, det er et meget lignende forlangende fra svensk side, som nu, da det forlanges at et andet norsk anliggende, konsulatsagen, ikke maa gjennemføres uden samtidig med afgjørelse også af andre unionelle tvistespørsmål. Norges konge kunde ikke handle frit, og kunde ikke indfri sit løfte til sit norske statsrad; som svensk konge matte han gi efter for svensk tryk. I norsk statsråd negted han følgelig sanktion, uagtet han til protokollen erklæred, at han i alt væsentligt delte sine råders opfatning af sagens betydning for forholdene i Norge, og at han derfor gjerne vilde ha imødekommet sit norske folk, om han iøvrigt hadde fundet tidspunktet beleiligt. Denne kongelige protokoltilførsel, hvorved altså åbent erkjendtes, at hensynet til Sverige hindred kongen i at optræde som norsk konge, gjorde ikke sagen mindre krænkende for Norge. Det norske storting svared den 23 april 1860 med en enstemmig adresse til kongen, hvori det bestemt protesterede mod den svenske rigsdags påstand, om at statholderpostens ophævelse skulde underordnes svensk afgjørelse, og videre udtalte: «en revision af de unionelle bestemmelser kan fra norsk side ikke finde sted uden på den i rigsakten givne grundvold, nemlig rigernes ligeberettigelse og ethvert riges enerådighed i alle anliggender der ikke er betegnede som unionelle. Stortinget er overbevist om, at ingen norsk mand der agter sit fædrelands rettigheder og sin egen ære, vil delta i revisionen på andre vilkår, og den senere tids begivenheder i Sverige har ulykkeligvis i Norge opvakt en almindelig frygt for, at der fra svensk side vil bli gjort forsøg på at gi revisionen en anden karakter.»

Fra svensk side blev det nu i de følgende år gjort forgjæves forsøg på at få rigsakten omgjort i overensstemmelse med svenske ønsker og med fastslåen af Sveriges supremati.

Først efter 13 års uheldige rivninger blev den svenske modstand mod den norske statdoldersag opgit, og den nuværende konge, Oscar II, sanktionered ved begyndelsen af sin regjering stortingets fornyede beslutning derom, og sagen blev behandlet som en udelukkende norsk sag i det norske statsråd (5 juni 1873). Svenskerne hadde ved sin modstand kun opnådd at forhale sagen; men hadde de ikke reist den mod et indre norsk anliggende, vilde, da som så ofte, megen unødig bitterbed mellem de to folk været sparet.^[7]

Imidlertid er ved gjentagne leiligheder senere det svenske førstekammer-partis krav på indflydelse i indre norske anliggender kommet til orde på en for forholdet mellem de to folk ytterst uheldig måde og har gjort nordmændene kanske vel ømfindtlige overfor svenske overhøihedslyster. Ved disse leiligheder er stadig kongen fra svensk side forsøgt hindret i at optræde som norsk konge. Det sporsmål som i øieblikket er brændende, nemlig konsulatsagen, som ligeledes er et norsk anliggende, har fremkaldt flere lignende skarpe kriser mellem det norske storting og folk pa den ene side og den af svensk påtryk bestemte kongemagt pa den anden; disse kriser kom til et høidepunkt i 1895; men det som da hændte, viser tydelig, hvor meget nordmændene i virkeligheden hadde trodd på det svenske brodersind, og hvor lidet de hadde tænkt på noget voldeligt brudd fra den side. I godmodig sorgløshed hadde det norske folk lidt efter lidt ikke alene glemt de modtagne svenske varsko, men påvirket af en altfor idealistisk fredsteori, hadde det forsømt sit forsvarsvæsen så sterkt, at vi i 1895 stod ligeså slet rustet som Sverige i 1864, da spørsmålet opstod om at hjælpe Danmark i krigen mod Preussen. Men denne vor svaghedstilstand blev en for sterk fristelse for det storsvenske parti, og mens den daværende krise

i konsulatspørsmålet tilspidsed sig; forberedte dette parti med forsvarsministerens hjælp en invasion i Norge til fremme af den sakaldte «tvangsrevision», som sigted på en hel omstøbning af den norske forfatning og af unionen,^[8] altså noget lignende som Karl Johan hadde forberedt i 1821. Tanken blev vistnok slåt til jorden af den oplyste svenske folkemening; men ingen uhildet mand kan negte berettigelsen af den dybe harme som derefter endnu ulmer hos det norske folk. Ti ganske vist hadde vort folk handlet ilde ved at forsømme sit forsvarsvæsen; men det hadde netop derved bevist i gjerning, at for os var broderfølelsen ikke en frase til brug ved festlige anledninger, men en virkelighed, som hadde gjennemtrængt hele vort åndsliv, og udelukket enhver tanke på fiendtlighed mod det andet folk. Vi nordmænd har ganske vist den tro at det ikke vilde lykkes Sverige at erobre og beholde Norge, men med klart syn på den grænselåse ulykke som en broderkrig vilde fremkalde både for os selv og for hele norden, føler vi os ikke trygge, så længe ikke selve det svenske folk gjennem nye konstitutionelle former har tat roret helt i sin egen hånd, og udryddet muligheden for en gjentagelse af hvad kongemagten, under svensk indflydelse, var forberedt til i 1821, og hvad førstekammer-partiet «tendered» til i 1895.

Et illustrerende eksempel på dette overklassepartis magt skal her nævnes: Statsminister Louis de Geer nyder i Sverige anseelse som en af de dygtigste statsmænd i den nyeste tid, og det var ham som det lykkedes efter mange års arbeide at gjennemføre den repræsentationsforandring i 1865, hvorved de 4 stænder afløstes af det nuværende tokammer-system. Vi har ovenfor anført, at den svenske kongemagt og den svenske rigsdag i 1815 i forening anerkjendte den fuldkomne jevnlighed mellem begge riger i alle sporsmål som angår deres fælles styrelse, og denne erkjendelse begrundedes i den betragtning, at om Sverige har større folkemængde og større produktion (resourcer) end Norge, så kan dette land til sin fordel påberåbe sig sin såmeget gunstigere geografiske beliggenhed, hvorhos det udtrykkelig blev fremhævet, at begge folk ubestridelig har lige ret til med lige gjældende stammer at gi sin mening tilkjende. I den mest iøinefaldende strid med dette tilsagn, pa hvilket Norge hadde levet og bygget hele sin opfatning af unionen, foreslog De Geer i 1861 en ny rigsakt med indførelse af et unionsparlament, delvis sammensat efter folketallet i de to riger. Ganske vist sa De Geer, at principet om ligeberettigelse burde lægges til grund for den nye rigsakt, og Sverige ikke fordre mere end at anerkjendes som primus inter pares i de få tilfælde hvor den fuldkomne ligestilling ikke kan gjennemføres. Men når der så indvendes, at med et unionsparlament, bestående af omtrent ⅔ svenske og ⅓ norske medlemmer, vilde Norge være i født minoritet, og altså faktisk være berøvet enhver ret hvor synsmåderne var nationalt divergerende, blev svaret fra De Geers side, at dette forhold vilde være en anvendelse af jevnlighedsprincipet, ret forståt, — jevnlighed kunde ikke være absolut, men måtte være relativ.^[9]

20 år senere har denne utvilsomt nobelt tænkende og sandbedssøgende mand, mens han endnu stod i sin fulde åndskraft, men var frigjort fra påtrykket fra førstekammerpartiets side og ubunden af parlamentariske hensyn, reist sig et unionelt æresminde ved i sine «Minnen»^[10] at afgi den erkjendelse: «at om man vil bygge sin dom på almengyldige retsgrunde, kan det knapt negtes, at nordmædene har ret i realiteten af næsten alle sine påstande. Det er ikke billigt, at det ene folk opofrer mere af sin selvstændighed end det andet, ti da blir det ene i større eller mindre grad et lydrige — — — — Sverige bør imødekomme Norges ønsker så langt som muligt. Vil således Norge ha egne konsulater, særskilte traktater for handel, sjøfart, told, og post, så bør dette ikke negtes fra svensk side.»

Men den ånd som tvang De Geer til i sit forslag om unionsparlament at forsynde sig ikke blot mod al logik, men også mod selve grundlaget for unionen, den ånd har endnu herredømmet i den svenske politik, og det var på dens alter at den svenske regjerings chef, hr. Boström, fandt at måtte ofre sit til Norge givne ord. Og sålænge overhøihedslysterne og tanken om at omgjøre de to selvstændige riger Norge og Sverige til et Sverige, hvori Norge skal gå op som i en høiere enhed, sålønge disse lyster råder, sålænge er det vor ret og vor pligt at stille op mod al forhandling et «non possumus». Vi kan ikke forhandle uden efter en i ord eller handling afgit utvetydig erkjendelse fra Sveriges side, om at 90 års arbeide pa at skaffe Sverige en overhøihed nu er endelig frafaldt, og at den «fuldkomne jevnligbed» som var unionens grundlag, skal gjennemføres i ånd og sandhed.

---

1. Betegnende for den svenske opfatning af Norge og unionen, er at kort tid efter dens indgåelse blev en svensk officer udnævnt til kommandant pa den sterke norske grænsefæstning Fredrikssten (i 1815). At manden oprindelig var af norsk fødsel, gjorde neppe sagen bedre, han var svensk borger og hadde deltat i krigen mod Norge, man mente altsa at kunne behandle nordmændene pa den vis som overvundne; men dette blev ikke tålt, og manden matte straks fjernes. I begyndelsen af unionen tillod også Sverige sig at sætte det norske rigsvåben sammen med det svenske pa svenske mynter, ja endog i det svenske rigssegl, som om Norge var blit en del af Sverige. Dette blev først efter adskillig kamp fra norsk side opgit.
2. «Kölnische Zeitung» 22 april, 1905.
3. Da landets økonomiske tilstand var alt andet end gunstig pa den tid, og da en sadan lystleir krævede udgifter, som i forhold til landets indtægter var meget store, fandt den norske regjering allerede af den grund tiden meget uheldig valgt for denne høist unødige foranstaltning.
4. J. E. Sars, «Norges politiske Historie fra 1815—1885». Kristiania, 1904, s. 61—71.
5. Følgende uddrag af cirkulærnoten er tat fra «Verdens Gang» for 20 april 1905, se ogsa Sars, a. st.
6. Det er en merkelig, og neppe helt tilfældlg, overensstemmelse, at under den nuværende konflikt mellem Norge og Sverige, ser man fra svensk side ofte i pressen benyttet meget nær de samme udtryk om nordmændene og den norske politik.
7. Den svenske påstand, om ret til indblanding i sager vedkommende norsk grundlov, blev først definitivt opgit, og den norske påstands ret deflnitivt fastslåt ved afskaffelsen af paragrafen i grundloven om vicekongedømmet i 1891. Denne lov blev gjennemført enstemmig i stortinget, og blev foretat i norsk statsråd uden modstand fra Sverige; pa Sveriges ret til indblanding tænkte nu ingen, uagtet dette er en paragraf som blev indført i grundloven af det overordentlige storting i 1814 på de svenske kommissærers forslag. Denne sag viser ganske klart udviklingens gang, hvorledes Sverige efterhånden indser berettigelsen af nordmændenes krav.
8. I sin artikel i «Times» for 1 april 1905, hvori dr. Sven Hedin angriber min fremstilling af de unionelle stridigheder, ma han erkjende, at «en tendens i retning af tvangsrevision virkelig forespurtes her og der hos os (d. e. i Sverige) i 1896».
9. Sars, anf. st. s. 527.
10. De Geer: «Minnen», bd. II; s. 274.