Norge og foreningen med Sverige/3

Fra Wikikilden

III. RIGSAKTEN

Rigsakten er det retslige grundlag for unionen mellem de to riger, og den angir selv at den indeholder «vilkårene for den imellem Norge og Sverige trufne forening under en konge men med særskilte regjerings-love.» Sverige kan ikke fordre noget større fællesskab, og Norge ikke påstå fællesskabet begrænset til noget mindre end det som denne overenskomst fastslår. Rigsaktens forudsætning er fuldstændig ligestillethed mellem de to stater, eller som stortingets enstemmige adresse til kongen i 1860 udtrykker det: Den i rigsakten givne grundvold er «rigernes ligeberettigelse og ethvert riges enerådighed i alle anliggender, der ikke er betegnet som unionelle.» I den skrivelse hvormed Karl Johan den 12 april 1815 ledsaged den svenske konges oversendelse til den svenske rigsdag af forslaget om rigsakten, heder det bl. a.: «Når tvende folk frivilligen underkaster sig samme styrelse, bør enhver anledning til forskjel i deres forhold til den fælles regent med største omhu bortryddes. I modsat fald vil forbundet tidlig eller silde vorde brudt, og enten det ene folk snart undertrykke det andet, eller og ved deres voldsomme adskillelse avle ny sæd i gemytterne til bitre uenigheder, som for sekler skulle Qerne folkene fra hinanden.» ... «For at nå dette mål (stiftelse af «en skandinavisk magt af tvende, længe fiendtlige folk» og fremme af «indbyrdes tillid og oprigtigt venskab») måtte ved bestemmelsen af de tvende folks fælles rettigheder en fuldkommen jevnlighed imellem dem oprettes, uden hensyn til deres folkemængde eller til landenes produktion.» ... «Mens indvånernes antal i det ene rige viser betydelig overvægt, opveies denne igjen af det andet lands til forsvar heldige naturlige beliggenhed; og da hensigten ei burde eller kunde være, at nogetsomhelst af de tvende folk skulde anmasse sig en egenmægtig bedømmelse af det andets beslutninger, så anså Hans Kongelige Majestæt sig af flere grunde berettiget til at erkjende grundsætningen om en fuldkommen jevnlighed imellem begge i alle de spørsmål som angår deres fælles styrelse.»

Således led den svenske kongemagts redegjørelse for unionen, og den svenske rigsdag bifaldt ikke alene det af det norske storting pa forhånd vedtagne udkast til rigsakt, men anerkjendte udtrykkelig «jevnlighedsprincipet» ved at erklære, at «Riksens Ständer hafva erkändt en fullkomlig jemnlikhet begge rikena emellan.»

Rigsaktens indledning angir som foreningens formål: «Værn om deres (d. e. folkenes) fælles troner», og dens § 1 lyder i den norske udgave: «Norge skal være et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt rige, forenet med Sverige under en konge. Dets regjeringsform er indskrænket og arvelig monarkisk.» Foreningen er et forbund mellem to suveræne, ligestillede stater om fællesskab i krig og fred og fællesskab i kongens person. På nærmere udformning af dette princip går rigsaktens enkelte bestemmelser ud; de gir tildels detaljerede forskrifter til sikrelse af fællesskab i kongens person, samt pa at anordne forholdsregler for det tilfælde, at der ikke måtte findes nogen konge som er istand til personlig at vareta regjeringsanliggenderne. I § 4 er det bestemt, at kongen skal indeha visse vigtige statsfunktioner, nemlig retten til at sammenkalde tropper, begynde krig og slutte fred, indgå og ophæve forbund, sende og modta gesandter. Disse funktioner har altså hvert af rigerne traktatmsessig bundet sig til for sit vedkommende at la kongen udøve. I samme paragraf foreskrives særegne former for beslutning om krig. I § 5 åbnes det kongen adgang til behandling af fællesanliggender i overvær af medlemmer af begge landes regjeringer samtidig.

Bindeledet i foreningen, det som danner garantien for opnåelsen af dens formål (fællesskab i krig og fred) er fællesskabet i kongens person. Udover krig og fred og kongens person, samt de organer, som i tilfælde midlertidig skal træde istedenfor den personlige konge, etablerer rigsakten ikke noget fællesskab for de to riger. Følgelig har hvert af rigerne bevaret sin fulde selvbestemmelsesret som suveræn stat i alle andre anliggender, som ikke kolliderer med det ovenfor angivne skarpt begrænsede fællesskab. Rigsakten indeholder, som nævnt, regler for behandlingsmåden af fællesanliggender, men overlader hvert rige selv at behandle alle andre anliggender i den form, det måtte finde tjenligst for sig.

Hvis man vilde gjøre sig klart, hvor lidet den indgåede forening og rigsakten ophæver de to rigers saerskilte suverænitet, saa må man stadig huske på, at det var to hinanden helt fremmede magter, som blev forenet under en konge i 1814; at tale om «home rule» i Norge er således uberettiget. Det er i virkeligheden samme forhold og samme grad af fællesskab som vilde opstå, hvis man kunde tænke sig at f. ex. England og Frankrige blev enige om at slutte en permanent forsvarsunion under samme konge, men med bibebold hver for sig af alle andre institutioner og med intet andet fælles;[1] da at tale om «home-rule» i England, når dette holdt på sin ret til selvbestemmelse i egne anliggender, vilde vel neppe nogen falde på.

Norges og Sveriges grundlove er helt forskjellige, og gjælder alene for hvert land særskilt. Ingen del af dem er af traktatmæssig eller unionel natur. Det modsatte har vistnok ved enkelte leiligheder, som senere omtalt, været hævdet fra svensk side. Men grundlovenes ikke unionelle natur er nu udtrykkelig anerkjendt af svenskerne, idet i sammensat statsråd (bestående af svenske og norske statsrådsmedlemmer) den 17 april 1885, de svenske ministre enstemmig udtalte bl. a.: «Den reciprocitet, som Norge har rätt att fordra till gjengäld derför, att Sverige ensamt beslutar öfver sin grundlag i denna liksom i andra dess delar ligger deri, att Norge ensamt beslutar öfver sin grundlag i alla dess delar.»

  1. Norge og Sverige har således særskilte regjeringer og nationalforsamlinger, bygget delvis på helt forskjellige grundprinciper, særegne hære og flaader, finans-, told-, justits-, militær- og kirkeforvaltning er forskjellig, der er toldgrænse mellem de to lande, deres penge- og myntvæsen er forskjelligt, lovgivning ligeledes, osv. osv.