Norge og foreningen med Sverige/2
II. KIELERTRAKTATEN OG UNIONENS TILBLIVELSE
Ved Kielertraktaten blev Norge afståt til den svenske konge, — ikke til Sveriges rige. Den tanke at Norge skulde gå op i Sverige, eller bli et lydrige derunder, finder intet udtryk i denne traktat. Kongeriget Norges folk skulde fremdeles beholde nydelsen af sine gjældende love, rettigheder, privilegier, og friheder. Traktaten opløste foreningen mellem kongerigerne Norge og Danmark, den påla ikke Norge nogen pligt til at indgå i nogen forening med Sverige. Da Norges konge abdicerede og fraskrev sig alle rettigheder til dette lands krone, hadde Norge selvfølgelig et suverønt riges ret til selv at bestemme over sin forfatning og sin trone. Kongens overdragelse til en udenforstående af den myndighed Norges forfatning gav ham, var uretmæssig, og kunde ikke forpligte det norske folk.
Erkjendelsen heraf fik straks og spontant udslag i Norge. Såsnart efterretningen om Kielertraktatens afslutning nådde landet, vakte den overalt forbitrelse. Norges daværende statholder, den danske og norske prins Kristian Fredrik, satnmenkaldte til Eidsvold, i nærheden af Kristiania, en rigsforsamling som repræsentered de forskjellige landsdele, og som fik i opdrag at beslutte om landets fremtidige forfatning og styrelse. Denne forsamling vedtog 17 mai 1814 en ny grundlov for kongeriget Norge, og valgte samme dag Kristian Fredrik til konge. Samtidig blev hæren, som forøvrigt allerede var på grænsevagt mod Sverige, sat helt på feltfod. Nordmændene mente fra tidligere erfaringer, at de nok kunde værge sit uveisomme land mod svenske angreb.
Den svenske konge vilde dog ikke afstå fra sin beslutning om at erhverve Norges krone, og svenske tropper rykked ind i landet under Karl Johans ledelse, den 28 juli 1814. Dette nærmest demonstrative felttog vared bare fjorten dage. I de eneste alvorlige kampe (Lier og Matrand) var nordmændene overlegne, og kasted den svenske hærs nordlige fløi tilbage over grænsen; den sterke klippefæstning Fredriksten (hvor Karl XII faldt i 1718) kunde svenskene ikke ta, derimod tog de Fredrikstads fæstning, som den norske hærs fører Kristian Fredrik allerede selv hadde bestemt sig til at rømme, og hadde berøvet det vigtigste skyts. Endnu forinden noget afgjørende større sammenstød hadde fundet sted, og da Karl Johan netop hadde nådd så langt som til den norske hærs første forsvarslinje, hvor vanskelighederne for ham vilde begynde, åbned han underhandlinger med nordmændene. Det har blandt historikerne været meget forskjellige meninger om årsagen til denne Karl Johans optræden; hans ivrigste beundrere og forsvarere, som i ham så den store statsmand, har ment at han med statsmandens kløgt straks var på det rene med, at han som Norges fremtidige regent, vilde få en heldigere stilling, om han kunde bringe landet til at indgå på en frivillig union med Sverige, end om han kunde tvinge det til underkastelse ved våbenmagt. Andre, og særlig krigshistoriske autoriteter, som dansken Sørensen[1] og svensken Mankell,[2] har sterkt fremholdt, at udsigterne for et fortsat felttog vilde stillet sig meget ugunstlge for den franske feltherre Bernadotte, som intet kjendte til vort land, og ikke kjendte vor krigsførsel. De mener at han med sit feltherreblik så, at de vanskeligheder som vilde møde, når han skulde bryde den virkelige norske forsvarslinje, vilde bli ham for store, og at han aldrig vilde være i stand til at erobre dette fjeld- og skogland med den hær og de midler som stod til hans rådighed. Efter denne opfatning var det derfor ikke statsmanden Karl Johan, men feltherren Bernadotte, som begyndte underhandlinger allerede efter et fjorten dages felttog. Hvordan det forholder sig hermed kunde jo nu være nogenlunde ligegyldig, hvis det ikke oftere fra svensk side var blit hævdet som undskyldning for Sveriges senere krænkende optræden overfor Norge, at det var på grund af svenskernes og Karl Johans ædelmod at de afstod fra at erobre Norge i 1814.[3] Sikkert er, at det fra svensk side blev gjort indtrængende forestillinger til Karl Johan om at fortsætte felttoget og indfri sit løfte om at erobre Norge for Sverige; men han svared, at hvis han hadde 40 000 mand og 6 millioner til at føre krig i 6 måneder, vel skulde kunne tvinge Norge til ikke at gjøre andre rettigheder gjældende end en erobret nations; men han mangled disse midler.[4]
I ethvert fald spilled Karl Johan med beundringsværdig smidighed sin rolle i den vanskelige stilling, hvori han var stedt. Den svenske hær var ganske vist i mange henseender den norske overlegen; men landet frembød altfor mange naturlige forsvarsbetingelser, og Spaniens historie hadde læert ham betydningen af den
modstand som et fortvilet fjeldfolk kan yde, desuden var den svenske stats finanser så slette, at med nogen måneders fortsat felttog vilde «alle ressourcer været forbi».[5] Dertil kom, at stormagternes stilling ingenlunde var så gunstig overfor Sverige og så ugunstig overfor Norge, som ønskelig kunde være fra svensk synspunkt. Nordmændene ansa tilstanden i så henseende for slettere end den i virkeligheden var; det de frygted mest, var en engelsk blokade af vore kyster, hvorved landets tilførsel vilde bli afskåret; men Lord Castlereagh hadde, allerede før felttogets begyndelse, bestemt, at der ikke skulde ofres mer for at hjælpe prins Bernadotte. Hadde nordmændene kjendt denne beslutning, og således vidst, at en blokade ikke var at frygte for, hadde de sikkerlig ikke gåt ind pa nogen våbenstilstand. Lige overfor stormagterne, og med blikket heftet på den Wienerkongres, som snart skulde træde sammen, var det derfor, som Karl Johan selv skrev, «af yderste vigtighed, at den norske affære hurtigst muligt blev afsluttet, og at foreningen mellem Norge og Sverige fandt sted frit og med fuldkommen samstemmighed» (librement et avec une parfaite unanimité); men overfor den svenske opfatning gjaldt det om muligt at gi foreningen et helt andet udseende, og derfor heder det da i samme brev, at om man for at tækkes Wienerkongressen er nødt til at gjøre nordmændene nogen indrømmelser (faire des sacrifices), så kan man jo altid siden ta dem tilbage» (que l’on pourra refaire à une autre diète).[6] I lys af dette dobbeltspil må det vel også sees, at Karl Johan afviste det mæglingsforsøg, som gjordes af de af ham selv til hjælp indkaldte stormagts-kommissærer for England, Rusland, Østerrige, og Preussen. Det kan vel ingen tvil være om, at foruden de vanskeligheder som et fortsat felttog vilde budt, var det også stormagternes holdning, som fremkaldte unionstilbudet, og gav det sit stempel af en forening mellem to selvstændige og ligestillede folk, hvilket var det eneste nordmændene fandt at kunne ga ind på.
De indledede underhandlinger førte til en våbenstilstand og en konvention afsluttet i Moss 14 august 1814, mellem kronprins Karl Johan i den svenske konges navn og den norske regjering, om at forhandle om indgåelse af en forening mellem Norge og Sverige. Norges konge Kristian Fredrik forpligted sig — efter konventionens ordlyd — til straks «på den i den bestående forfatning foreskrevne måde» at sammenkalde «kongeriget Norges storting», med hvilket den svenske konges kommissaerer direkte skulde forhandle. Kristian Fredrik erklæred sig villig til efter stortingets sammentræde at nedlægge den udøvende magt i nationens hænder og at forlade landet. På den anden side forpligted den svenske konge sig til at anta den af rigsforsamlingen p&åEidsvold vedtagne grundlov, og ikke at foreslå andre forandringer i denne end sådanne som var nødvendige for at muliggjøre en forening mellem de to riger.
Denne konvention til Moss er en traktat mellem de to stater. Den indeholder en folkeretslig anerkjendelse fra Sveriges side af Norge som uafhængig stat. Faktisk blev derigjennem Kielertraktaten allerede ved denne anledning frafaldt fra svensk side, Norges samtykke til en forenings istandbringelse blev erkjendt nødvendig. Ikke desto mindre har enkelte svenske politiske historikere senere gjort forsøg på at hævde Kielertraktaten som fremdeles gyldig.
Den bedste del af de norske tropper blev under den nu bestemte våbenstilstand stående under våben, og det overordentlige storting, som trådte sammen oktober 1814, kunde derfor i fuld frihed forhandle med den svenske konges kommissærer om den nye forening, og det fastholdt bestemt, at den norske stat retslig stod ubundet i sin bestemmelse vedrørende Norges fremtidige forhold til Sverige og med hensyn til et eventuelt nyt kongevalg.
Den 20 oktober udtalte stortinget sig foreløbig for, at «Norge skal, som et selvstændigt rige, forenes med Sverige under en konge, men under overholdelse af dets grundlov, med de til rigets held og i anledning af dets forening med Sverige nædvendige forandringer.» De forandringer som i henbold hertil blev foretat i grundloven af 17 mai, gik ud på at åbne forfatningsmæssig adgang til en forening under fuld ligestilling med Sverige. Den således bare i enkelte punkter reviderede grundlov blev af stortinget vedtat den 4 november 1814, og samme dag valgtes Karl XIII af Sverige til også at være Norges konge, hvorved tillige Karl Johan blev Norges kronprins.
Ved kongevalget og vedtagelsen af den reviderede norske grundlov blev en nøgen tronforbindelse etableret, og en forening med den svenske Stat, på i grundloven angivne betingelser, fra norsk side forberedt. Endelig fuldbyrdet blev forbindelsen mellem de to stater først ved den såkaldte «rigsakt» af 6 august 1815, som efterat være godkjendt af hvert riges nationalforsamling blev stadfæstet af kongen.
- ↑ Sørensen, Kampen om Norge, Kjøbenhavn 1871.
- ↑ Mankell, Felttoget i Norge 1814.
- ↑ Af megen interesse for belysningen af dette spørsmål er de nu offentliggjorte breve fra Sveriges daværende dronning, Karl XIII’s gemalinde, Hedvig Elisabeth Charlotte, (se friherre Carl Carlson Bonde, «Sverige och Norge 1814», Stockholm 1896). Den 28 august 1814, to uger efter konventionen i Moss, skriver hun (Bonde, a. st. s. 128, note 1) til sin svigerinde, Sofie Albertine, bl. a. at det var en lykke for Sverige, at nordmændenes konge, Kristian Fredrik, savned mod, da han ellers kunde gjort svenskerne meget ondt, «ty», fortsætter hun, «man får
verkligen icke göra sig några illusioner, och kronprinsen (Karl Johan) söker ikke ens att själf fördölja, att det nog skulle hafva varit alldeles omöiligt att vinna nagonting emot norrmännen, om de ej sjalfva velat det, emedan man icke på något sätt kan komma at dem bland deras höga fjäll och ointagliga pass, om de endast hafva en god ledning och själfva vilja försvara sig. Man kan nog lyckas drifva dem tilbaka till Kristiania, men det står icke uti någon armés förmåga att vidare förfölja dem.» Disse linjer er ikke fremkommet af sympati for nordmændene, som den svenske dronning kalder «upprorsmakare och traktatsbrytare», men de er sikkert grundet på meddelelser fra Karl Johan selv, hvilket jo også
direkte fremgår af ovenanførte linjer.
I sin dagbog fra samme tid udtaler den svenske dronning sig endnu mer åbenhjertet. Idet hun vil, som hun sier, «lämna några hemliga detaljer,» skriver hun (Bonde, a. st. s. 190, note 1): «Bergens och Trondhjems distrikt kunde mycket länge göra motstand, och om Norrmännen endast droge sig tillbaka bland sina fjäll skulle de med lätthet kunna forsvara sig.» — — — — «Sverige skulle under tiden så småningom komma att förlora hela sin armé och desutom nödgas utgifva mycket pengar, da det alldeles ensamt utan några subsidier finge bekosta alltsammans.» Desuden ønsked Karl Johan ikke indblanding og hjælp fra fremmedhold; «han föredrog att sjalf försöka imponera på sina blifvande undersötter.» Overfor disse fortrolige og utvetydige udtalelser fra Sveriges dronning, hvori hun henviser til udtalelser og opfatninger af Karl Johan selv, tar unegtelig den svenske tale om ædelmod og muligheden af erobring sig lidt besynderlig ud. - ↑ Schinkel-Bergman, «Minnen», bd. VIII.
- ↑ Trolle-Wachtmeister, «Anteckninger och minnen», Stockholm, bd. II, s. 9.
- ↑ Trolle-Wachtmeister, a. at s. 12.