Norge i 1870
Aaret 1870 har været et af Historiens store Mærkeaar, og har som saadant ogsaa sin Betydning for Norge, som for Nordens tvende andre Riger. Derimod kan det ingenlunde kaldes med det samme Navn, naar vi alene se paa dets Betydning for vort Lands indre Udvikling. I saa Henseende har Krigen i Frankrige ogsaa øvet sin Virkning hos os, idet den i Aarets anden Halvdel fængslede Alles Sind og Tanker og optog det Meste af vore Interesser. Det er ej alene inden de Klasser af Samfundet, som i Almindelighed paa Grund af sin Stilling have størst Adgang og Opfordring til at følge de politiske Hændelser i Udlandet, hos hvem Krigen har vakt denne paafaldende Deltagelse; den er trængt igjennem til Alle, til den ringeste og Fattigste. Hvor man har kommet, har det været forbausende at se, hvordan hele det norske Folk forstod, at de Spørgsmaal, som udkjæmpedes i Frankrige, vare af den højeste Vigtighed for hele Europa, selv for os i vor Afkrog af Verden; denne Følelse fandt sit naturlige Udtryk i den mest rørende Deltagelse for Frankriges Ulykker. Det kan være, at vi have overdrevet dette Riges Betydning for Frihedens og de smaa Staters Bevarelse; men vi have alligevel ikke skuffet os selv, naar vi forstode, at dets Undergang var enstydigt med den gamle Statsordens Tilintetgjørelse og vi saa fuldt vel de Farer, hvorfor vor egen og Europas Frihed nu vilde være udsat. Den gamle Tilstand medførte ialfald Sikkerhed for den en Gang erhvervede Frihed, skjønt den ikke havde let for at forenes med Alt, hvad denne bar i sit Skjød.
Lige fra Krigens Udbrud var det norske Folk næsten enstemmig paa Frankriges Side. De, som af Beundring over Tydskernes fortrinlige Krigskunst eller af andre Grunde ikke have været med paa denne næsten exempelløse Deltagelse, ere kun et ringe Antal. Det er blot at beklage, at Begejstringen for Frankriges Sag ved en enkelt Lejlighed gav sig Luft i raa Optøjer, rettede mod tyskfødte Forretningsfolk i Kristiania, hvilket bagefter gjennem samvittighedsløse Avisskrivere kom frem i en forsætlig forvansket Form i tyske Blade. Den glædeligste og smukkeste Side ved denne Begejstring er den Redebonhed, hvormed Alle ydede sin Pengeskjærv til de saarede og nødlidende Franskmænd; men i det Ydre kom Begeistringen stærkest til Udbrud, da et vidunderligt Tilfælde i Slutningen af November førte en Luftballon med to Franskmænd fra det belejrede Paris til Lifjeldene i Thelemarken. Paa sin Rejse til Kristiania over Kongsberg og Drammen modtoge disse modige Mænd en almindelig Hyldest, der til en Del gjaldt deres egen Villighed til at ofre Alt for sit Fædreland, men dog mest var et kraftigt Udtryk for den oprigtige Medfølelse, hvormed alle Nordmænd omfattede Frankriges Sag. De to „Ballon-Franskmænd“ forlode Kristiania i de første Dage af December for at vende tilbage over England og fremdeles deltage i sit Fædrelands sidste Kamp. Aaret 1870 var ogsaa i Norge paa en Maade det sidste i en gammel Statsorden, forsaavidt det var det sidste, hvori der ikke holdtes aarlige Storthing. Den forøgede Interesse for det offentlige Liv, som maa blive en Følge af denne betydningsfulde Forandring, havde saaledes i 1870 endnu ikke kunnet komme til at virke, og man kan ogsaa heri se en ny Forklaringsgrund til, at Frankriges Sag optog saa Meget af vore Interesser i Aarets anden Halvdel. De samme Partier, som havde dannet sig, navnlig under det nittende Storthing, og derfra havde trængt ud i Folket, have imidlertid vedblevet at bestaa, uagtet de i Aarets Løb have manglet den Spore, som ligger i en fortsat Brydning mellem de forskjellige Partier inden Nationalforsamlingen.
Det var et mærkeligt Tilfælde, at netop det Aar skulde berøve os to Mænd, der begge hver paa sin Maade havde indtaget en fremragende Plads i de treaarlige Storthings Tid; det kunde heller ikke fejle, at Enkelte, der have betragtet Sagen fra et mere ensidigt Standpunkt, ogsaa virkelig udlagde dette, som et Tegn paa, at det nu var forbi med den gamle Statsorden. Disse tvende Mænd vare Schweigaard og Ueland. Schweigaard blev ved sin Bortgang med Rette nævnet som Landets første Borger, og et helt Folk sørgede over hans Død. I Kristiania, hvor hans Begravelse med sjelden Højtidelighed foregik paa Kommunens Foranstaltning, viste den hele By sin Deltagelse i Sorgen, saa at hans Ligfølge ikke kunde regnes efter Hundreder, men efter Tusinder. Ogsaa udenfor Hovedstaden udmærkedes hans Begravelsesdag paa forskjellige Maader, deriblandt maaske allermest i de Byer, hvor Skibsfarten er den vigtigste Næringsvej. Schweigaard havde altid været en varm Talsmand for de store Interesser, der hos os knytte sig til Søen, og det viste sig ved hans Død, at denne Del af hans Virksomhed var erindret i Kjærlighed af Mange. Ueland var langtifra Schweigaards Ligemand, hverken i stort Statsmandsblik eller i alsidig Begavelse, men havde alligevel i lang Tid hævdet sig et Navn som en af vore dygtigste Mænd. Det var derfor ogsaa fuldt berettiget, at hans Død vakte megen Opsigt rundt i Landet, og at det Amt, hvor han havde boet, viste, at det paaskjønnede hans Virksomhed. Baade for Schweigaard og Ueland har der været Tale om at rejse et Mindesmærke; Indsamlingen til det første har allerede bragt tilveje en Sum, der omtrent svarer til den, som i sin Tid var beregnet at tiltrænges for at oprejse en Billedstøtte i Kristiania. For Ueland har man tænkt sig et Brystbillede, uden at der endnu er leveret Oplysninger, om det kan komme istand; forhaabentlig vil dog dette ske uden Vanskelighed. Den smukkeste Maade, hvorpaa en Nation kan hædre sine store Afdøde, er netop ved at rejse dem offentlige Mindesmærker.
Af andre Mænd, som ere døde i Løbet af 1870, fortjene hernæst at erindres Statsraad Lange, Regjeringsadvokat Dunker, der har erhvervet sig et bekjendt Navn, som en ualmindelig dygtig, praktisk Jurist og som politisk Forfatter, Landskabsmaler Eckersberg, der først af alle norske Malere vovede at slaa sig ned i Hjemmet, og ved sin Virksomhed herhjemme har indlagt sig store Fortjenester af den norske Kunst, og Digteren Vinje, hvis Forfatterlivs mangehaande Særheder ikke kunne lade os overse de Glimt af en sjelden Digtergave, der udgik fra hans Pen. Ved Skuespiller Krohns Død tabte den norske Skueplads en af sine mest lovende Kræfter; ligeledes roses den i 1870 afdøde unge Billedhugger Gudmundsen som en lovende Kunstner. Desuden kunne blandt Andre, som i Aarets Løb ere afgaaede ved Døden, Følgende nævnes: General Holck, tidligere Kommandant paa Bergenhus Fæstning, Overretssagfører Thrap, den 87aarige Justitiarius Roll i Throndhjem, den flittige Folkeskribent, Anton Bang, den en Gang bekjendte Republikaner, Harro Harring, som i sin Tid blev udvist fra Norge af Politiet, og endelig en af Veteranerne fra 1801, Jon Jakobssøn Storemyr, der døde i Thelemarken i Marts Maaned.
Alene Schweigaards Navn paa Listen over de Afdøde er nok til ved Aarsopgjøret at lade os føle, at vort Tab af aandelig Kraft denne Gang har været ualmindelig stort. Desværre er det en Umuelighed at paavise, hvor megen Dygtighed vi til Gjengjæld have vundet. Det maa være Fremtiden forbeholdt at afgjøre, om vi i 1870 have arbejdet paa at opveje de Tab, som Døden samtidig har tilføjet os. Vi faa dog haabe, at Aaret ogsaa har gjort Sit til at vække og udvikle Mænd, der i Fremtiden kunne blive sit Folks aandelige Førere. Det gaar ej saa hurtig med at skabe de store Mænd; vi vide ikke, naar vi faa dem, men desværre altfor vel, naar vi miste dem.
Der er imidlertid andre Henseender, hvori det let lader sig paavise, hvad vi have vundet i Løbet af et Aar. Et Blik paa den Forøgelse, som 1870 har bragt vor Velstand, er i flere Henseender glædeligt, uagtet enkelte Næringsveje have været i Tilbagegang eller lidt under et forbigaaende Tryk. Efter en Række mindre gode Aar, der havde sat vore Gaardbrugere betydelig tilbage, kom der i 1870 ovenpaa en streng Isvinter en aldeles ypperlig Høst, som allerede har vist sine Følger, uagtet den naturligvis ikke alene var istand til at gjenoprette, hvad der var ødelagt. Især var det af Vigtighed, at den gode Høst strakte sig over næsten det hele Land, og at den i lige Grad traf Kornet, som Høavlen. Det er især Landmanden, som har lidt under de senere mislige Aaringer; men hvis vi nu blot kunde faa en eller to ligesaa gode, som det sidste, var maaske Alt gjenoprettet. I Sverige, hvor der ogsaa i 1869, altsaa to Aar i Rad var et fortrinligt Aar, regner man sig nu for ovenpaa og synes allerede at have glemt de onde Tider. Hvis vi ved næste Høst skulde være lige saa heldige, tør det dog haabes, at vi have lært af den Nød, vi have udstaaet, og at Sparsomhed og Tarvelighed herefter maa trives imellem os. Vort haarde Klimat og Landets lange Udstrækning udsætter os meget let for Uaar, som ofte gjentage sig i lange Perioder; men saa komme ogsaa de gode Aar i lignende Rækker. Derfor tør vi nu nære godt Haab for Fremtiden og foreløbig anse 1869 for det sidste af de „syv daarlige Aar.“ Som et Forbud om, at der nu kan ventes bedre Tider, tør det maaske ogsaa opfattes, naar der er indtraadt en Standsning i Gaardprisernes Synken, og naar Udvandringen i det forløbne Aar viste sig lidt i Aftagende. I 1870 udgjorde Antallet af norske Udvandrere til Amerika, saavidt det kan erfares, 16,000 Mennesker imod 18,000 i 1869. De senere Aars stærke Udvandring har vist sine Følger i en paafaldende Stilstand i Folkemængden, der kun forøges med et Par Tusinder om Aaret. I 1870 kan den anslaaes til henimod 1,740,000 Mennesker.
Da vi i Aarene før 1860 havde gode Tider, blev der gjort overmaade Meget for at udvikle vort Landbrug efter udenlandsk Mønster ved Indførelse af Maskiner og Lignende. Ligeledes havde man det meget travlt med at oprette Landbrugsskoler, hvoriblandt den største var den paa Aas. De senere daarlige Aar have givet Landmanden mindre Tillid til disse Indretninger, og ved enkelte af dem har Søgningen efterhaanden aftaget i den Grad, at de maatte nedlægges. Nu truer en lignende Skjæbne den store Skole paa Aas, idet dens Elevantal er betydelig formindsket. Dette har vakt en Del Omtale i vore første Blade og har foranlediget Regjeringen til at lade udarbejde Forslag til en mere hensigtsmæssig Ordning af denne vigtige Læreanstalt. Maaske ogsaa det gode Aar vil vise sine Følger for Landbrugsskolerne, da Bonden nu vil være mere tillidsfuld til Fremtiden og ikke anse de Omkostninger for spildte, som han anvender paa sin Uddannelse for sit Kald. Det er under disse Forhold besynderligt at det fremdeles er mueligt for private Landbrugsskoler at opstaa og trives, medens det gaar tilbage med de offentlige. En anden Slags Skoler er Mejeriskolerne, hvoraf Selskabet for Norges Vel holder tre i Virksomhed, en nordenfjelds og to søndenfjelds. I det Hele taget kan der spores en stadig Fremgang i Udvindingen af Fædriftens Produkter, som efterhaanden maa komme til at indtage en langt betydeligere Plads i vort Lands store Husholdning, end nu er Tilfældet. Til en stor Del skyldes dette de heldige Bestræbelser af det kongelige Selskab for Norges Vel, der nu har virket i over sexti Aar.
Et meget gavnligt Middel til at vække Interessen for Fremskridt i Landvæsenet have vi længe havt i de ofte gjentagne Landbrugsudstillinger og Dyrskuer, som tildels have været forenede med lærerige Foredrag over Emner, der stode i Forbindelse hermed. Ogsaa i 1870 har der været afholdt saadanne, med hvis Udbytte der er Grund til at være tilfreds. Landvæsenet er saa vigtigt for os, at vi netop under vort ugunstige Klimat med Glæde bør hilse ethvert Tegn, som viser Liv og Fremgang i dette.
Norge vil dog aldrig kunne have Haab om at avle det tilstrækkelige Korn. Selv om det opdyrkede Land skulde blive saa stort, at derpaa kunde frembringes nok Korn til Befolkningen, ere vi dog saa udsatte for Frost og andre Uheld, at vi aldrig kunne gjøre sikker Regning paa et heldigt Udfald af Høsten, saadant som af den sidste. Det er derfor for os af stor Vigtighed, at ogsaa vore andre Næringsveje slaa godt til. I den senere Tid har det desværre gaaet meget tilbage med en af disse, nemlig vor Bergverksdrift. Denne ansaaes tidligere for meget indbringende hvorimod den nu betragtes med ganske andre Øjne. De fleste Jernverker ere nedlagte, og andre ville følge efter i en nær Fremtid. Under disse Omstændigheder maa det regnes som et Held, at der altid til de norske Verker har hørt store Skove, som det fremdeles kan lønne sig at drive for Trælastens Skyld. Det eneste Jernverk, om hvis Skjæbne man synes at kunne turde spaa godt, er Næs, der tilhører Hr. Nicolai Aall. Denne bar med megen Omtanke forstaaet at aabne sit Verk en ny Fremtid ved at kaste sig paa Forarbejdelse af Staal, hvortil hans Jern skal være ualmindelig vel skikket. Han har ikke sparet paa Omkostninger for at drive dette igjennem, og Sagen synes nu at være i god Gang. Der forarbejdes baade Fredens og Krigens Vaaben, Sage og File ved Siden af Kanoner og Kugler; saaledes skriver en Del af vort nye Feltartilleri sig fra Næs, medens det tidligere maatte bestilles fra England, ligesom vi endnu maa gjøre med vort nye Fæstningsskyts. Kongsberg Sølvverk har i de senere Aar givet et meget jævnt Udbytte og synes fremdeles at ville vedblive dermed. Med Kobberverkerne ser det derimod mindre lovende ud, endskjønt disse endnu ikke paa langt nær ere i den Grad lammede, som Jernverkerne. Navnlig for udenlandsk Regning foregaar der fremdeles en betydelig Grubedrift for at udvinde Malm; men ogsaa denne synes at være i Aftagende. De for nogle Aar siden opdagede Kullejer paa Andøen ere endnu ikke komne Landet til Gode; dog har det ved fortsatte Undersøgelser vist sig, at der findes dybtliggende Lag. Et Uheld under Boringen foranledigede dennes Stansning; men naar den atter er fortsat og bragt til Ende, vil det vise sig, om det er lønnende at drive disse Kul, ialfald efter en større Maalestok. Dersom de havde ligget længere mod Syd, vilde de have været fordelagtigere, da nu maaske Transporten vil gjøre dem dyrere end de engelske. Tilmed har man i det sydlige Sverige opdaget nye Kullejer, og hvis disse ere af stor Udstrækning, ville de ogsaa kunne konkurrere med Kullene fra Andøen. Heller ikke med det finmarkske Guld har man faaet rigtig Rede paa Sammenhængen, om det vil lønne sig at drive de fundne Anvisninger. Imidlertid ere de begyndte Undersøgelser blevne fortsatte. Det er ellers besynderligt, at man længe har havt den Tanke at finde baade Kul og Guld i Norge; i Slutningen af forrige Aarhundrede mente man, at der var Kul ved Kristiania, og længe før taltes der om, at der var Guld ved Tanaelven, bl. a. paa en Ø, som kaldes Guldholmen.
Ligesom for Bergverkerne er Tiden heller ikke fordelagtig for den norske Trælast. Denne har ofte været udsat for Tilbagegang, dels paa Grund af de politiske Forhold ude i Europa, dels paa Grund af Skovenes Udhuggelse. Over den sidste har man nu ført Klager i over tohundrede Aar; men det synes, som om disse for Tiden ere mere grundede end nogensinde før. De dejlige Egeskove, der endnu saa sent som i Kristian den Fjerdes Tid bedækkede store Dele af det lavere Land omkring Kristianiafjorden og i Kristiansands Stift, ere forlængst medtagne saaledes, at de ikke længere kunne afgive Last til Udførsel. Dersom nu vore Gran- og Furuskove skulde gaa den samme Skjæbne imøde, vilde en Fædrelandsven have god Grund til at være bedrøvet over de Følger, dette vil have. Der har været talt meget om, at Staten skulde gribe ind og ved Love forebygge vore Skoves Ødelæggelse; men et saadant Indgreb i den frie Ejendomsret vilde sikkerlig vække megen Uvilje, navnlig om det er sandt, hvad der paastaaes af Mange, at den forstmæssige Drift af en Skov er den mindst indbringende. Maaske er det dog nødvendigt, at der gjøres Indskrænkninger i den private Ejers frie Raadighed, og i saa Fald maa den Enkelte finde sig i at lide for det Heles Vel. Rimeligt synes det at være, som man ogsaa har bragt paa Tale, at vedkommende Distrikter selv fik den fornødne Myndighed til at ordne Sagen, eftersom der var Trang til. Der spores ingen Formindskelse i den tilvirkede Trælast, uagtet Udsigterne ikke have været synderlig fordelagtige. Dertil kom i 1870 den fransk-tyske Krig, som nødvendigvis maatte vise sine Virkninger for vor Trælastudførsel, dog har den endnu ikke gjort saa meget, som man kunde ventet. Efter Freden vil der rimeligvis i Frankrige tiltrænges en stor Mængde billige Træmaterialier, dels fordi de derværende Beholdninger nu ere medgaaede, dels fordi der efter Krigens Ødelæggelser vil blive bygget Meget; da ville rimeligvis Udsigterne blive særdeles gode. Det er maaske Forventningen herom, som fremdeles har holdt Liv i disse Forretninger og ladet Trykket blive mindre føleligt i Trælastdistrikterne. Udskibningen af høvlet Last til fremmede Verdensdele fortsættes fremdeles bl. a. fra Snarøen ved Kristiania, hvor der er et meget betydeligt Anlæg. Dette fortjener ogsaa at nævnes af en anden Grund, som et Mønster for lignende Anlæg, idet man skal finde faa Steder, hvor der allerede fra Først af er an- vendt en saadan Omhu for den Arbejdsstok, som der finder sin Beskjæftigelse.
Torvdriften[1] har i 1870 havt en ualmindelig Fremgang saavel i Egne, hvor man for første Gang har skaaret Torv, som hvor bedre og hensigtsmæssigere Behandlingsmaader af Torven have afløst mindre passelige. Dette skriver sig dels derfra, at man mere og mere begynder at indse den store Vigtighed af de uhyre Brændeværdier, som ere nedlagte i Landets mange og vidtstrakte Torvmyrer, samt at paaskjønne Nytten og gjøre Brug af „de offentlige Undersøgelser og Foranstaltninger til Torvdriftens Fremme,“ dels ogsaa derfra, at denne voxende Interesse og disse Bestræbelser i Aar fandt den kraftigste Understøttelse i den ualmindelige Tørke under Torvonnen i den senere Del af Sommeren; paa flere Steder, selv i Højfjeldene, havde man nemlig tør Torv en tre Uger, efterat den var optagen af Myren.
Paa Steder, hvor vandret Udstikning er bleven forsøgt og indført, efter Behovet med eller uden foregaaende Udveitning, har man almindelig snart vundet den Overbevisning, at man paa denne Maade faar en fastere, stærkere, mere sammenhængende Torv, som smuldres mindre og bedre modstaar Væden og Vejrligets Omskiftelser, end den, som optages ved det almindelig brugelige Skraastik i de øvre Lag af Myrerne.
I flere Egne af Søndre Bergenhus Amt har Almuen tidligere indbildt sig, at der ikke var brugelig Torv til Brændsel; nu har den derimod faaet Vished for, at der er Torv i Overflod, endog for Aarhundreder. Det, som manglede, var Kjendskab til Torvens Art og Beskaffenhed, og til den Maade, hvorpaa saadan Torv skulde behandles De talrige Begjæringer, som nu dersteds indkomme til Amtet om Undersøgelser af Torvmyrer og Vejledning i Torvens Behandlingsmaade, godtgjøre ligesaameget den almindelige Interesse som er vaagnet, og den Vigtighed, der tillægges Sagen, som Folkets Udtalelser vidne om Nytten af Regjeringens Foranstaltninger. – Mod en Lønsforhøjelse er Amtsagronomen i dette Amt tilpligtet at overtage de mange specielle Undersøgelser, Anlæg af Torvskjær, Udskiftninger af Sameie i Torvmyrer m. m.; og denne Omstændighed, at der inden Amtet altid er en Mand tilstede til dette, har allerede nu havt til Følge, at Foranstaltningerne til Torvdriftens Fremme i Søndre Bergenhus Amt have havt større Fremgang end i de fleste øvrige Egne af Landet. I henved tre Maaneder af Aaret var Amtsagronomen saagodtsom uafbrudt optaget af saadanne Arbeider.
Bestyreren af Foranstaltningerne til Torvdriftens Fremme har i 1870 foretaget Reiser til Nittedalen, Hedemarken, Lister, søndre og nordre Bergenhus Amter samt det Throndhjemske. I Nittedalen og paa Hedemarken blev der optaget en Del Torv hos forskjellige Gaardejere samt betydeligere Mængder i Vangs og Løjtens Almenninger, hvor der findes Torvmyrer af umaadelig Udstrækning. Tvende af det Offentlige lønnede Torvarbejdere fra Throndhjem tjente som Formænd og Vejledere i Haandgrebene ved dette. I nordre Bergenhus Amt, hvor Skovmangelen er overordentlig følelig, findes mange, tildels ogsaa store og fortrinlige Torvmyrer, som ved en tilsvarende Behandling kunne blive af lang Varighed og give store Mængder af udmærket Brændsel; i Regelen har man imidlertid der kun ringe Begreb om nogen ordentlig Torvdrift. Her blev der foretaget Undersøgelser af en stor Mængde Torvmyrer, samt med Bistand af en tredie Arbejder fra Throndhjem optaget Torvskjær og meddelt Vejledning i deres Anlæg og Udstikning, i Evindvik, Askevold, Førde, Florøen, Kinn, Sellø o. m. fl. Steder. Foruden Amtsagronomen i Nordre Bergenhus Amt og Landbrugsingeniøren, deltog i dette Arbeide Lensmanden og Kirkesangeren i Evindvik, Presten og Lensmanden paa Florøen, en Landbrugskandidat i Sell, desuden flere Handelsmænd og Skolelærere, samt en Mængde Gaardbrugere og andre Almuesmænd.
Efter Opfordring holdt Forstmester Asbjørnsen Foredrag over Torv ved Amtsformandskabsmødet i Førde i Søndfjord, samt efter Opfordring af Vangs Formandskab paa Hamar, hvor Torvprøver og Redskaber forevistes og derefter førtes Samtaler angaaende forskjellige Torvdriften vedkommende Emner.
I de hallingdalske Sæteregne i Højfjeldene er der, efter den i det foregaaende Aar meddelte Anvisning[2], i 1870 optaget Torv til Sæterbruget paa mange Steder. Man fik den vel tør, brændte den allerede, før man forlod Sætrene, og beklager almindelig, at ikke mere blev optaget. Flere ere saa vel tilfredse med Udbyttet, at de, uagtet de ikke mangle Sæterskov, dog ville bruge Torv til Hjælp, fordi den baade kan vindes lettere og giver jævnere Varme.
I Throndhjems By tiltager Brugen af Torv aarligaars, og skaaren Torv er der ogsaa til Salg til en rimelig Pris. En god Sort Skjæretorv, hvis Brændeværdi er undersøgt i Kristiania, sælges til 1 Spd. 80 ß pr. 1000 Stk., der veie 1600 Pd., og i Brændeværd svare omtrent til 928 Pd. eller 4 Td. god Stenkul, som i Throndhjem neppe kan haves under 60 Skill. pr. Tønde.
Paa Heimdalsmyrene (1 Mil fra Throndhjem) har man til Brug for Jernbanens Lokomotiver tilvirket en Slags Maskinæltetorv, som bliver omkring 10 Skill. billigere end den tilsvarende Brændeværdi pr. Td. Stenkul. Senere har man ogsaa paa Jernbanen benyttet Skjæretorv, der skal blive omtrent halv saa dyr som Stenkul.
Paa Sørumsmosen ved Lillestrømmen skal der være projekteret at anlægge en Fabrik for Tilvirkning af Kugletorv, der for Tiden synes at være den hensigtsmæssigste Maade at tilgodegjøre Torven paa til Maskin- og Fabrikdrift.
I en lang Række af Aar have vi vænnet os til at betragte det store Sildefiske, som i Aarets første Maaneder plejer at foregaa under vore vestlige Kyster, for aldeles sikkert; enkelte Uregelmæssigheder, eftersom Fisken slog til i Nord eller Syd for Bergen og paa nye Steder, voldte dog nogen Frygt. Men det, som foregik i 1870, var skikket til at vække alvorlige Bekymringer for at det skulde gaa, som Mange troede, og Silden forlade Norges Kyst. Det samlede Udbytte blev nemlig ikke mere end 160,000 Tønder, hvoraf 25,000 faldt paa Søndmøre, medens det Aaret i Forvejen var over fem Gange saa meget. Paa Grund af Mangelen paa Sild steg Priserne meget højt, lige til 20 Ort pr. Tønde, og Gjennemsnitsprisen blev anslaaet til 10 Ort for Tønden. Om Grundene til denne Sildens stærke Aftagen vilde det endnu være for tidligt at fælde nogen Dom. Paa den ene Side er det sikkert, at Steder, hvor der før i Tiden var rigt Sildefiske, f. Ex. Øresund, senere ere ganske forladte af disse forunderlige Smaadyr; det nyeste Exempel er fra Baahuslehn, hvor der i Fortiden med forskjellige Afbrydelser dreves betydeligt Fiske, som ganske standsede i 1808. Paa den anden Side var der ogsaa i 1870 mange Tegn til, at der stod store Sildestimer under Land, saa at det nærmest var Vejrforholdene, som hindrede Fisket. Det er ligeledes paastaaet, at Silden i de mange Aar før 1808, da man antog den for forsvundet fra Norges Vestkyst, i Virkeligheden har været under Land, men kun staaet ude paa Dybet; hvis dette er sandt, er der ingen Grund til Frygt. I den Henseende staar der dog Meget tilbage at gjøre, da man endnu ikke er kommen under Vejr med Lovene for Sildens Vandringer.
Det er let at tænke sig, hvilke sørgelige Følger det mislykkede Vaarsildfiske maatte have for den fiskende Almue, der uden Nytte havde gjort store Udrustninger. Dog steg Elendigheden ikke til den Højde, som man først forestillede sig; heller ikke var Trangen saa stor hos selve Fiskerne, som hos den Del af Befolkningen, der havde sin Næring ved Sildens Tilvirkning. Allerede i de første Dage af Marts var Haabet ude, og de Fleste begyndte at tænke paa Hjemrejsen; den 12te Marts telegraferede Opsynschefen, at der kun var liden fremmed Almue tilbage i Fiskedistrikterne. Der var ingen Rimelighed for at ligge længer og vente paa den Sild, som ikke lod sig fange, og som holdt en Almue paa mange Tusinder for Nar. Nogen Erstatning var der vistnok i de højere Priser; men dette var ikke nok. Saa tungt et saadant mislykket Fiske imidlertid kan falde i den første Tid, har det dog ogsaa sine gode Sider. Fisket har altid en vis Lighed med, et Lykkespil, og den Fordel, som det skaffer, gaar derfor ogsaa lige saa hurtig som den kommer. Et større Uheld vil derfor lettelig kunne opfordre Almuen til større Forsigtighed og Sparsomhed med det vundne Udbytte, og til ved Siden deraf at drive paa andre Beskjæftigelser i de Maaneder, hvori der ikke er Fiske.
Man skulde tro, at et mislykket Vaarsildfiske vilde have den Følge, at vore udenlandske Markeder til et andet Aar vilde se sig om efter andre Leverandører og derved næste Gang være spærrede for os. Heldigvis havde vi dog andre Fiskerier, der kunde hjælpe paa Forsyningen af Sild, navnlig Storsildfisket i Nordlands og Tromsø Amter. Det sidste har først slaaet til i de senere Aar, medens Sommersilden i Bergens og Throndhjems Stifter er en gammel Gjæst. Storsildfisket udbragte i 1869 henimod 280,000 Tønder, men var i 1870 betydelig mindre, kun 170,000 Tønder. Det foregaar om Høsten og en Stund efter Nytaar; den fangede Sild skal aldeles ligne Vaarsilden og give en god Vare paa Markedet. Fisket antages at ville blive af megen Betydning, og Regleringen har af den Grund allerede ladet en sagkyndig Mand anstille Undersøgelser derom. Ogsaa paa en anden Maade fik man i 1870 Erstatning for Vaarsildfiskets mislige Udfald, idet der allerede før Jul 1869 viste sig under Kysten store Masser af saakaldet Blandsild, hvoraf der blev fanget omtrent 150,000 Tønder, som dog kun bleve daarlig betalte, sjelden over en Daler for Tønden. Mellem denne Sild fandtes allehaande Sorter, lige fra den nordlandske Storsild til den allermindste Slosild. Fisket varede ud hele Januar; det Meste af Silden blev solgt til Bergen, hvorfra den udskibedes til Storbrittannien, Frankrige og Holland. Havde Almuen vidst, hvad Slags Vaarsildfifke der forestod, havde de sikkert baade fisket Mere og faaet bedre Betaling for sin Vare.
Ved den sydligste Del af vor Kyst, i Kristiansands Stift, foregaar der ogsaa et ganske betydeligt Fiske. Her er det Makrel, som fanges, og som for det Meste udføres til England, nedlagt i Is. Makrelfisket drives i Maj og Juni ofte en 3–4 Mile ude paa Havet med Drivgarn, efter Midten af Juli gjerne med Dorg, og endelig om Høsten, naar Fisken søger ind i Fjordene, med Not. Værdien af Udbyttet angives i Regelen for hvert Aar til over 100,000 Spd. Til Fisket benyttes Dæksbaade, der ere kortere, men bredere end de sædvanlige Listerbaade. Foruden Makrel udføres der ogsaa Hummer og Lax til England for store Beløb, tilsammen henimod 100,000 Spd. hvert Aar.
Det stadigste og mest aarvisse af alle Norges Fiskerier er det store Torskefiske under Lofoten. Denne Øgruppe er noget af det Mærkeligste, man kan se. Dens lodrette Fjelde, der stige op til en Høide af mellem 1500 og 4000 Fod og paa Afstand se ud som en sammenhængende, uigjennemtrængelig Væg, danne et Værn for Vestfjorden. Langs den indre Side af denne Væg ligger der med passende Mellemrum smaa Øer, der ere som skabte til det Brug, man gjør af dem, idet de afgive gode Havne, hvor de fleste af Lofotens mest bekjendte Vær ligge; nogle af disse findes dog ogsaa paa de Steder, hvor Fjeldvæggen træder tilbage og giver Plads for en smal Strand, saadan som paa Øst-Vaagøen. Ikke lige under Fjeldvæggen, men en 34–1 Mil undaf strækker sig derpaa den store Havbanke, hvor Torsken siger ind og gyder sin Rogn. Det hele er som skabt for dette storartede Fiske; mellem de store Øer findes de mærkelige Sund, hvorigjennem en stor Del af Vestfjorden fyldes og tømmes i Flod og Fjære. Naar Strømmen er paa det Værste, gaa de ganske hvide; ingen Baad kan da ro dem op, ja selv Dampskibet maa ofte opgive sin Modstand mod denne Havets Vælde.
Her har der i umindelige Tider foregaaet en storartet Bedrift, og endnu samles her hvert Aar omtrent 20,000 Fiskere, som drage Havets Rigdomme op af denne aldrig udtømmelige Kilde. Der nord bruges endnu (ligesom ved Trælasthandelen) den gamle norske Regnemaade efter store Hundreder, det vil sige, saa at 100 betyder 120 og 1000 følgelig 1200. Imidlertid er man i den senere Tid ogsaa der begyndt at bruge Titalsystemet, som nu efterhaanden sejrer overalt, og efter dette opføres Udbyttet af Lofotfisket i 1870 til over 21 og en halv Million, som er beregnet til at indbringe Fiskerne en samlet Fortjeneste af over halvanden Million Spd. Dette er ikke saa ganske lidet over, hvad man anser for et Middelfiske. Dog maa der fra den her anførte Sum trækkes, hvad der medgaar til Udrustning o. s. v., hvilket ingenlunde er smaa Beløb. I 1870 var Fisken i ganske god Pris, saa at Udbyttet derved blev langt bedre end f. Ex. i 1867, da der dog fangedes over 26 Millioner Torsk. Dette er Tal, som have noget at sige; thi Vestfjordens Torsk er en ganske anden stor Krabat end den, som findes i Kristianiafjorden. Hovedet af en Lofottorsk kan ofte i Størrelse nærme sig Skelettet af et lidet Bjørnehoved og ser ikke ud til at spøge med.
Torskefisket i Finmarken har ofte nærmet sig i Betydning til et lidet Lofotfiske, uagtet det kun besøges af henimod halvt saa mange Mennesker. Finmarkens Rigdom af Fisk er næsten uberegnelig; men hvad man savner, er gode Havne. Lige saa fortrinlig Lofoten er som Fiskeplads, ligesaa daarlig udstyret er Finmarken. Her er ingen beskyttende Skjærgaard; i Vest styrte de stejle Fjelde eller Næringer i Søen uden Fod, og kun hist og her findes en liden Holme, der kan give Fiskernes Baade det fornødne Ly. I Østfinmarken er Almuen forholdsvis endnu værre stillet, idet selv et Sted, som Vardø, der i flere hundrede Aar har været et af de vigtigste Vær, savner en ordentlig Havn. Det offentlige har allerede i nogen Tid været betænkt paa at skaffe en saadan, ialfald for Vardø, uagtet det vil koste flere Hundredetusinde Spd. Længere end til et Forslag er man endnu ikke kommen; men rimeligvis vil Storthinget i 1872 faa at afgjøre Sagen.
Det finmarkske Vinterfiske kaldes Loddefiske, efter en liden Fisk, som Torsken forfølger og sluger. Hvor denne staar under Land, kommer Torsken strax efter; men da det ikke lader sig beregne, naar dette sker, bliver Fisket af denne Grund ofte meget ustadigt, da det foregaar over en meget lang Kyststrækning. I 1870 begyndte det i Februar og holdt ved til Slutningen af Maj. Da Vejret næsten den hele Tid var meget gunstigt, slog Fisket ogsaa godt til. Det samlede Udbytte af Loddefisket og et Vinterfiske i Finmarkens vestligste Herreder, hvor der ikke er Lodde, ansloges til over 12 Millioner Torsk, regnet efter store Hundreder. Fiskernes Antal var henimod 14,000, hvoraf henimod 12,000 for det egentlige Loddefiske. Omtrent tre Fjerdedele af disse sidste brugte Liner, de andre Dybsogn, kun faa Garn. Den fangede Fisk er beregnet til en Værdi af over 750,000 Spd., hvilket for hver Mand giver et gjennemsnitligt Udbytte af over femti Spd. Dette er mere, end det var de nærmest foregaaende Aar. I Finmarksfisket deltog der Folk fra hele Tromsø Stift lige ned til Bindalen, saaat det har Betydning for en meget stor Del af Landet.
Det tredie store Torskefiske er det, som foregaar under Kysten af Romsdals Amt. Dette kan dog ikke i Betydning sættes ved Siden af de to andre, da dets Udbytte i Regelen holder sig omkring 4 Millioner Fisk. I 1870 var det ikke fuldt saa meget og beregnedes da til at have en Værdi af 420,000 Spd. Udenfor Søndmøre drives desuden ogsaa Bankfiske af norske, men især svenske Skøjter fra Baahuslehn. Et lignende Fiske, men efter Haakjærring, som fanges for Leverens Skyld, foregaar i en betydelig Maalestok i Nord for Finmarken, ligesom der ogsaa stadig udrustes Fartøjer, som gaa til Spitsbergen og Novaja Semlja. Foruden det Udbytte, som disse Sejladser bringe Rederne, ere de ogsaa i en anden Henseende af megen Betydning nemlig for vort Kjendskab til Polarhavene. De norske Skippere paa disse Farvande staa nemlig i Forbindelse med den bekjendte tyske Geograf, Petermann, til hvem deres Journaler stadig indsendes. Han fremhæver ogsaa meget ofte de store Fortjenester, som disse Mænd have erhvervet sig af en Videnskab, hvori Norge i det Hele taget staar højt, og hvorfor baade det Offentlige og Private vise stærk Deltagelse.
Det er dog ikke alene fra det nordlige Norge, at man tilgodegjør Polarhavenes Rigdomskilder. De dygtige Sømænd omkring Tønsberg og opover Kristianiafjorden have nu allerede længe drevet en betydelig Sælfangst paa Ishavet, som oftest med meget godt Udbytte, ja undertiden med en forbausende Fortjeneste. De fleste af de hertil anvendte Skibe bruge Sejl, skjønt ogsaa her Dampen begynder at trænge sig ind. Saaledes gik der i 1870 af Stabelen en stor ny Ishavsfarer, som blev forsynet med Hjælpeskrue. I 1870 havde det sine Vanskeligheder at komme ud, da der laa usædvanlig meget Is i Fjorden; men da de først kom ud, gjorde de god Fangst. Til alt Held vare de saa tidligt hjemme, at næsten alle Skibe fik brændt sin Tran og gjort sin Rejse med denne til Hamburg, før Franskmændene stansede Skibsfarten paa Tyskland. Havde de været senere ude, vilde det stillet sig meget vanskeligt for dem.
Sælfangsten fra Kristianiafjorden har Svend Føyn at takke for Meget; dog farer han ikke selv længere paa Ishavet, skjønt han fremdeles har flere Skibe i den Fart. Nu sysselsætter han sig med at skabe en Hvalfangst under Norges nordlige Kyster. I 1870 var han meget heldig, da han fik ikke mindre end 36 Hvaler. Derimod var han ikke saa heldig i dette Aar at faa istand sin paatænkte Guanofabrik i Finmarken, da forskjellige Uheld navnlig med Maskineriet kom ham i Vejen.
Handelen har i 1870 gaaet sin jævne Gang, dog med adskillige Indskrænkninger, som Krigsforholdene medførte. Hvad Tab derved er forvoldt, lader sig endnu ikke tilnærmelsesvis beregne; dog er det neppe saa Meget, som man først skulde have troet. I en Henseende blev der ogsaa brudt en ny Bane ved Stiftelsen af det islandske Handelssamlag i Bergen, der allerede med Held har aabnet sin Virksomhed. Det Beslægtede mellem Vestlandets og Islands Næringsveje gjør denne Forbindelse meget naturlig og vil sikkert være til stor Fordel for begge Steder.
Hvad vor Skibsfart angaar, da ere vi endnu ikke komne paa det Rene, enten Dampen vil udelukke Sejlskibenes Anvendelse ialfald paa de mindre Ruter, eller om begge ville kunne anvendes ved hinandens Side. Man har troet, at f. Ex. saadanne Varer som Trælast og Stenkul aldrig vilde kunne lønne sig, naar de skulde føres i Dampskibe; men desuagtet føres de nu hver Uge mellem Norge og England i de store engelske Dampskibe, der gaa i den Fart. Derfor vinder den Mening mere og mere Indgang, at Dampen i de fleste Ruter er fordelagtigst, og der anskaffes saaledes stadig nye Skibe, som ialfald ere forsynede med Hjælpemaskine. Man kan bedst se dette Omslag deraf, at Bygningen af Sejlskibe efterhaanden indskrænkes. I 1870 stod der ved Begyndelsen af Aaret 142 Fartøjer paa Stabelen, hvis Drægtighed tilsammen udgjorde 23,200 Læster, medens der ved Begyndelsen af 1871 kun var 108 Fartøjer under Bygning, med en Drægtighed af 18,000 Læster. Der er naturligvis fremdeles en ikke liden Brug for Sejlskibe; men det er dog klart, at Efterspørgselen efter dem er i Aftagende. Derhos maa det for Norges Vedkommende ogsaa komme i Betragtning, at vi nu bygge bedre og større Skibe end tidligere, da de norske Skibe ofte vare en Fabel for andre søfarende Nationer ved sit hæslige Ydre og daarlige Bygning. Der udkræves ogsaa gode Skibe til de udvidede Fragtruter, som nu efterhaanden aabnes paa fjerne Farvande lige til Japan og Kina. Med den første af disse Stater have vi i 1870 afsluttet en Handels- og Søfarts-Traktat, hvorefter de japanesiske Havne ere aabnede for norske og svenske Skibe. Efterat en svensk Søløjtnant ved Navn Annerstedt har undersøgt Forholdene i hine Egne, begynder ogsaa vort Konsulatvæsen at blive ordnet derborte, og ialfald een Nordmand er hidtil bleven ansat ved dette.
Disse Ture til fremmede Verdensdele ere meget indbringende, og i Aarene 1868 og 1869 var det dem, som gav vore Redere det bedste Udbytte. Den Gang vare Fragterne i Europa meget lave; navnlig gjælder dette om Trælastførselen. Heri er der nu indtraadt en Forandring, idet vore Skibsredere have slaaet sig sammen ikke om at antage Priser, der vare under et forud bestemt Beløb. Der er nu et „Fragtreguleringsbureau“ i Tønsberg, der optræder paa Alles Vegne og undersøger og fastsætter, hvilke Priser der ere antagelige. Vi have deri seet et nyt Exempel paa den gamle Sandhed, at Enighed gjør stærk. I det Hele taget er der et stærkt Opsving i vor Sømandsstand og i de Næringsveje, som staa i Forbindelse med Søen. Paa en Tid, da en stor Omvæltning synes at forestaa ogsaa paa dette Felt, er det et glædeligt Tegn, som lader os haabe det Bedste, hvad der end kunde træffe. Det har ogsaa været paa Tale, at alle Landets Sømandsforeninger skulde slaa sig sammen og have en fælles Bestyrelse i Kristiania; men dette Forslag har mødt Modstand. En Grund til, at Skibsfarten i 1870 gav bedre Udbytte end i de foregaaende Aar, kan vel ogsaa søges i Krigen, der befriede os fra den tyske Handelsflaades Konkurrance.
Det siger sig selv, at det vil være en Umuelighed, at tilvejebringe nøjagtige Oplysninger om et Lands samlede Formue, og hvorledes denne er fordelt paa de forskjellige Personer. Her kan man ikke komme længere end til Opgaver paa en Slump, og derved blive Skatteligningerne det bedste Grundlag tiltrods for al den Usikkerhed, som klæber ved disse. Af vore største Byer maa Kristiania nævnes først, naar der er Tale om Formue. I 1870 opførtes der i Byens Skatteligning en antagen Formue af henimod 20 Millioner Spd. og en antagen Indtægt af 212 Million. Bergen staar for en Formue af henimod 9 Millioner, Drammen for over 43 Million, Throndhjem ligesaa for noget over 43 Million, og Kristiansand for henimod 2 Millioner. Den By, hvis Indbyggere ansees for at have den gjennemsnitlig største Formue, er Arendal, hvor man for flere Aar siden beregnede denne til mellem 8 og 900 Spd. Men disse Skatteligninger ere et meget ufuldkomment Middel til at beregne, hvor megen Formue der findes i det hele Land, maaske allermest for Landdistrikterne. Endnu er det i ethvert Fald fortidligt at benytte dem til dette Brug for 1870, da kun faa af dem hidtil ere tilgjængelige for en saa sen Tid. At Landets Velstand er forøget, er imidlertid øjensynligt; det viste sig bl. A. ved den Lethed, hvormed der i Tønsberg oprettedes en Privatbank med en betydelig Grundkapital og med Udsigter til at give gode Renter. At der ved en enkelt Lejlighed, som f. Ex. ved de to store Ildebrande, der i Maj hjemsøgte Drammen, kan gjøres et Skaar i Velstanden, som maaske allermest rammer dem, der mindst taale det, er uundgaaeligt; men Sligt er dog forbigaaende og forsvindende i Sammenligning med det hele Land.
Efter 16 Aars uafbrudte Arbejde fuldendtes endelig i 1870 Norges Telegrafnet ved Aabningen af Stationer i Finmarkens tre Byer, for hvem dette i høj Grad er en Velfærdssag. Herom vidnede ogsaa den almindelige Glæde, hvormed Telegrafen modtoges paa disse fjerne Steder, hvis Rigdomskilder først nu rigtig ville kunne tilgodegjøres. For Fremtiden staar der af Telegrafarbejder kun mindre Anlæg tilbage, som paa enkelte Steder skulle fuldstændiggjøre de nuværende Hovedlinjer. Hvad Jernbanerne angaar, da har Arbejdet ved disse i det sidste Aar været indskrænket til de mindre Anlæg, som bevilgedes under forrige Storthing. I Throndhjems Stift er der ogsaa vaagnet stærk Interesse for en Jernbaneforbindelse med den botniske Bugt, som fremdeles er i Stigende.
De her meddelte Oplysninger kunne, saa tarvelige de end ere, dog give en nogenlunde tilstrækkelig Forestilling om Norges materielle Forhold i 1870, og vise, at Tilstanden nu i flere Henseender er begyndt at forbedres. Navnlig gjælder da dette om vore Landdistrikter hvis Indbyggere nu kunne have Haab om at befries fra det Tryk, hvorimod de længe have havt at kjæmpe, og som sikkert har sin store Andel i det Held, hvormed Jaabæk har forstaaet at udsaa Misnøjens Sæd imellem vore Bønder. Paa denne „lavere Politik“ har Aarvejen desværre altid en stor Indflydelse; i gode Tider er det ikke saa let for Meninger, som Jaabæks, at vinde Udbredelse. Men naar Høsten slaar fejl, og Bønderne føle sig trykkede af haarde Tider, bliver Forholdet et ganske andet. Den Jaabækske Bevægelse har for en stor Del sit Præg af disse daarlige Tider; han har vundet Tilhængere ved at foreholde dem Udsigter til billige Laan og Lettelse i de Byrder, som hvile paa Bønderne. Jaabæk taler nok om Embedsstanden, men det er mest af Hensyn til dens formentlige Kostbarhed, for at indskrænke dens Lønninger, ikke for at klage over dens Medlemmers Daarlighed, maaske fordi han ved, at Bønderne i saa Fald af sig selv vilde indse det Urimelige derved. Hvad Jaabæk har til Hensigt med alt dette, skal være usagt; men det maa indrømmes, at de Midler, han har valgt til at skaffe sig Tilhængere, ere vel beregnede. Han har arbejdet i daarlige Tider og derved vakt et Røre, som tiltrods for sin forskjellige Retning dog i mange Henseender har en vis Lighed med det store Bonderøre i 1818, da Almuen fandt Storthinget for kostbart og af den Grund vilde overdrage Kongen den uindskrænkede Magt. Ved begge Lejligheder har det været Trykket af daarlige Tider, som bragte Almuen til blindt at følge den, som forstod at anslaa Strenge, der kunde tiltale dem, og at skjule for dem, hvad der var den sande Grund til deres Lidelser.
Nu er det en Gang saa, at den Slags politisk Røre ifølge sin Natur er afhængigt af Høstens Udfald det foregaaende Aar. Vil man derfor bedømme Styrken af den Jaabækske Bevægelse i 1870, maa man erindre, at den hviler paa Høsten i 1869, og at rimeligvis den gode Høst i 1870 har givet den et Knæk, som dog først kan begynde at vise sig i 1871. Det er en historisk Kjendsgjerning, at en længere Række daarlige Aar her i Landet ofte have fremkaldt en urolig Bevægelse i vor Almue. Omkring 1630 var der saaledes et Røre mellem Bønderne, som tildels skrev sig fra daarligt Fiske, Frost paa Kornet o. s. v., men dog mest fra virkelige Misbrug; af den Grund lod det sig ogsaa da let gjøre at dæmpe Uroen ved at raade Bod paa disse. Værre var det, da Aarene 1640 traf ind med Krig, daarligt Fiske, Væde og Frostnætter; thi derved fremkaldtes en Uro mellem Almuen, som paa sine Steder varede til længe efter 1660. Endelig have vi de omtalte Bevægelser i 1818, der kom af Trykket i Aarene nærmest før og efter 1814. At anføre flere Exempler kunde være en let Sag; men det behøves ikke, for at vise, at Forskjellighederne kun skrive sig fra de forandrede Tider og Forholde, men at der forøvrigt er en meget stor indre Lighed mellem alle disse Gjentagelser.
Det mærkeligste ved det nuværende Røre er den Maade, hvorpaa det er udbredt over det hele Land og overalt røber et paafaldende Sammenhæng. I det af Jaabæk udgivne Blad have hans Tilhængere et Sammenknytningspunkt og finde Vink og Regler for, hvad de skulle gjøre. De fra ham udgaaede Bondevenforeninger staa alle i Forbindelse med ham, og paa de hyppige Bondevensmøder forhandles der om alle de Spørgsmaal, der ere rejste af ham eller hans Parti. De Udtalelser, som her komme for Dagen, er imidlertid som oftest kun skikkede til at vise vedkommende Talers Ukyndighed i de Emner, hvormed han for Øjeblikket sysselsætter sig. Af den Grund bliver ogsaa Udbyttet af de fleste saadanne Møder en ren Ubetydelighed, og indskrænker sig i Regelen til en meningsløs Vedtagen af de fremsatte Forslag. Det er kun, hvor Foreningerne have fjernet sig fra det jaabækske Grundlag og holdt sig fri for hans Ensidighed, at de have vist sig selvstændige og gjennemtrængte af virkelig, begrundet Overbevisning; men saadanne Foreninger tilhøre i Grunden allerede en anden Retning, som formodentlig efter hvert vil faa en større Betydning. Det mest bekjendte Jaabæks-Møde i 1870 er det, som holdtes paa Sundsæt i Jarlsberg Grevskab. Her optraadte en Student, som for at vise sin bondevenlige Stemning udslyngede hadske og ugrundede Beskyldninger imod flere Embedsmænd og derfor af Mødets Leder senere fik Attest, som „en udmærket Mand.“ Desuagtet fandt han bagefter sin Sag saa tvivlsom, da vedkommende Embedsmænd trak ham til Ansvar, at han ikke fandt det raadeligt at oppebie dens Udfald ved Retten, men forinden tiltraadte en længere Udenlandsrejse, som skal være endt i Amerika, hvor han nok fremdeles agter at blive.
Denne Student var den første inden vort Lands dannede Klasser, som sluttede sig til Jaabæk. Den næste, som udtalte lignende Meninger, var Kandidat Kristofer Brun. Denne Mand har tidligere ved flere Lejligheder vundet adskillig Anerkjendelse, navnlig ved sin Deltagelse i den danske Krig i 1864; senere grundlagde han en Folkehøjskole i Gudbrandsdalen og ofrede sig med megen Iver for denne. Ved sine Betragtninger af det norske Samfund var han i Mellemtiden kommen til den Erkjendelse, at dette led af store Brøst, imod hvilke han til en Del ansaa den jaabækske Retning som det bedste Lægemiddel. Medens Jaabæk holdt sig til den ydre Side, havde Brun, som den dannede og kundskabsrige Mand, mere Øje for de formentlige store indre Mangler, som havde gjort vort hele Samfund brøstfældigt, og som først kunde forandres ved en gjennemgribende Omvæltning, der berøvede Embedsstanden dens Magt og indskrænkede Storbøndernes Overdaadighed. Brun stod med sine Meninger, forsaavidt han udtalte dem, en god Del nærmere til de udenlandske Socialister, end Jaabæk ialfald hidtil har kunnet være ved, og glemte, at den Slags frihedsvenlige Bestræbelser i Grunden vilde lede til store Indskrænkninger i de Enkeltes Frihed, og at de saaledes for en Del hvilede paa en Miskjendelse af Frihedens sande Væsen. Dertil kom endnu, som han ogsaa selv vedgik, at Meget endnu stod uklart for ham selv. Alt dette kunde imidlertid ikke hindre, at den Række Foredrag, som han i Vaaren 1870 holdt i Studentersamfundet, bleve mødte med Bifald, dels af Folk, som maaske kunde nære samme Anskuelser i al Hemmelighed, dels af Andre, som følte sig slagne af Tankernes Nyhed og i Farten ikke nøje overvejede, hvad der egentlig laa i dem. Man fandt imidlertid, at Studentersamfundet, der for en stor Del bestod af unge, ubefæstede Mennesker, ikke var det rette Sted til at bringe saa vidtgaaende Meninger frem, og af denne Grund blev dets Bestyrelse udsat for skarp Dadel. Da der senere blev afholdt et Møde, hvor Enhver kunde udtale sig om Bruns Meninger, blev han ogsaa mødt med mange og velbeføjede Modsigelser. Det maa i den Anledning siges til Bruns Ros, at han ikke syntes at nære den sædvanlige Mangel paa Agtelse for Modstanderens Ret til at have en Mening, som plejer at udmærke Folk, der tilhøre yderliggaaende Retninger, og at han ligeledes var fordomsfri nok til at holde sig borte fra alle personlige Hentydninger.
Hertillands ere vi endnu ikke synderlig vante til politiske Møder, saaledes som de pleje at afholdes i de Lande, hvis Forfatning medfører umiddelbare Valg til den lovgivende Forsamling; dog begynde vi saa smaat at komme efter, navnlig naar der forestaar Valg til Storthinget. Af denne Grund var ogsaa Aaret 1870 meget rigt paa saadanne Møder. Det forstaar sig af sig selv, at der ved disse Lejligheder kan fremkomme megen umoden Tale af samme Sort, som inden Bondevennernes Sammenkomster; men det kan ikke opveje de gode Sider, som findes ved saadanne Møder. Foruden at her er ialfald nogen Adgang til Belærelse, frembyde de den bedste Anledning til at vinde Kjendskab til de Mænd, som kunde betroes Storthingshvervet, og deres Meninger. Dette er af Vigtighed enten man har den Opfatning, at den Valgte skal være uafhængig af sine Vælgeres Anskuelser, eller at han skal være bunden ved Hensyn til disse under sin offentlige Færd. Paa de Møder, som afholdtes i 1870, var det naturligvis især de under forrige Storthing fremkastede „brændende Spørgsmaal,“ som bragtes paa Bane og ved enkelte Lejligheder endog gav Anledning til meget skarpe Udtalelser. Det eneste vigtige Spørgsmaal, der ved disse Møder saagodtsom ikke var paa Tale, og hvorom man saaledes ogsaa tør antage, at de fleste af Vælgerne kun havde lidet udviklede Begreber, var Forslaget til en ny Unionsakt. Derimod var Stemmerettens Udvidelse næsten overalt paa Tale, og paa enkelte Steder Spørgsmaalet om Indførelse af umiddelbare Valg, uden det nuværende Mellemled Valgmændene. Det sidste har hidtil ikke været synderlig drøftet, hvorimod det vel nu tør antages, at Enhver, som kan have nogen Mening, har opgjort sig en saadan om Stemmeretsspørgsmaalet. Næsten hos Alle synes Stemningen at være for en Udvidelse af de hidtil bestaaende, snævre Grænser for den kommunale og politiske Stemmeret; men om Maaden, hvorpaa dette skal ske, synes der ikke at være den samme Enighed, da det er klart, at en Forandring i denne Henseende vil medføre betydelige Omvæltninger i det Bestaaende og navnlig let vil kunne berøve Gaardbrugerne en stor Del af den Indflydelse, de nu have. Hovedsagen er at træffe den rette Maade, hvorpaa man i Grundlovens Aand kan udvide dens Bestemmelser efter vor Tids Krav, og hvis dette kan naaes, er der Intet forsømt, selv om det gaar en Smule langsomt. Det norske Folk har en stærk Kjærlighed til det Bestaaende og vil nødig forhaste sig med Indførelsen af noget Nyt. Denne Side af Folkekarakteren kan ofte være vel skarpt fremtrædende; men i et Tilfælde, som dette, hvor de Fleste holde for, at Noget maa gjøres, er den neppe til nogen Skade.
Den stærkeste Hindring som stiller sig i Vejen for en Udvidelse af Stemmeretten, er Vanskeligheden ved at finde et sikkert Grundlag, hvorfra man derved kunde gaa ud. De nuværende Kommuneskatter kunne neppe afgive et saadant, da der er store Forskjelligheder ved disses Udligning. Der har været Tale om at indføre Skat til Staten for det Tilfælde, at man skulde udvide Stemmeretten; men dette Middel vilde neppe vække meget Bifald, da det er saa længe siden vi havde noget Saadant. Ligeledes er der vel heller ikke Mange, som kunne gjøre sig fortrolige med Tanken paa, at man ved en stærk Udvidelse af Stemmeretten ogsaa mueligens maatte finde sig i enkelte nødvendige Ændringer ved vor Forfatning efter udenlandsk Mønster. I Udlandet findes kun yderst faa Forfatninger, der ikke ved Siden af almindelig Stemmeret ogsaa have sørget for at danne en tilstrækkelig Modvægt inden den lovgivende Forsamling, og vi tør neppe rose os af, at vi i politisk Modenhed ere komne længere end disse Stater. I Europas andre Lande er man i den Grad fortrolig med saadanne Institutioner, at selv meget vidtgaaende politiske Forfattere ikke ubetinget have erklæret sig imod dem.
Denne vor Tids Lyst til at holde Møder hviler øjensynlig paa en dybere Retning i Tidens og Folkenes Aand, der i alle Forholde viser sig som en afgjort Tilbøjelighed til at slutte sig sammen og ved Foreningen af de spredte Kræfter opnaa noget Stort. Som oftest er denne Sammenslutningsaand nær forbundet med en stærk frisindet Retning; men det udelukker ikke Muligheden af, at den ogsaa af og til for en Tid kan komme til at anvendes i det modsatte Øjemed. Vore simple og naturlige Forhold tillade dog kun sjelden, at dette sidste sker, skjønt de ikke ganske kunne forhindre det. Aaret 1870 har saaledes seet et Exempel paa, at en enkelt Forening, dog uden at vinde ubetinget Tilslutning fra nogen Kant, har forsøgt at faa istand Udtalelser imod de nyere, frisindede Love, der have ophævet de Skranker, som laa hæmmende om enhver Haandverksdrift, men tillige i flere Henseender skjænkede dem en vis Beskyttelse. Det maa indrømmes, at vore Haandverkere nu ere meget ugunstig stillede imod før, og at de saaledes til en vis Grad kunne have Ret til at være misfornøjede. Men paa den anden Side er der hos os gjort saa Lidet for at følge Tidens Krav paa Frihed udenfor den strengt politiske, at det vilde være stor Skade, om der her skulde komme selv det mindste Tilbageskridt.
Af skandinaviske Møder har Aaret 1870 to at opvise, et Skolemøde i Gøteborg og et Arbejdermøde i Stockholm. Til Mødet i Gøteborg de første Dage af August mødte omtrent 4–500 Svensker, 200 Nordmænd og 100 Danske foruden nogle Finner. Af disse Deltagere var der henved femti kvindelige Lærere, et talende Bevis paa, hvorledes Tanken om Kvindens Anvendelse i forskjellige Stillinger, som før kun vare forbeholdte Mænd, nu har grebet om sig. Den gjæstfrie Maade, hvorpaa de fremmede Gjæster bleve modtagne i den rige svenske Handelsstad, var vel skikket til at udbrede Følelsen af de nordiske Folks nære Slægtskab. Ved Siden af meget vidtløftige Debatter, virkedes der ogsaa ved Afholdelse af Foredrag og ved Forevisning af Undervisnings-Material. Maaske man dog ved alle Møder af den Art tør sige, at det mest Vækkende er selve Samværet med saa Mange, der sysselsætte sig med det samme Kald, og at den Belærelse, som kan vindes ved Foredrag og Forhandlinger, er forholdsvis liden imod den, som vindes ved den mundtlige Samtale Mand og Mand imellem.
Det nordiske Arbejdermøde aabnedes i Stockholm den 30te Juli og sysselsatte sig med Drøftelsen af de vigtige Spørgsmaal, om hvad der kunde gjøres for at hæve de arbejdende Klassers Moral og Sædelighed, ligesom deres økonomiske Stilling, samt hvad der var at gjøre for deres bedre Opdragelse, og om Foreningsvæsenet. Møderne vare dels almindelige, dels særskilte i tre Afdelinger. Det vakte en Smule Misstemning, da der i Forhandlingerne indblandedes Spørgsmaal om Udvidelse af Stemmeretten, idet, som Flere med Føje fremhævede, dette intet havde at gjøre med det Øjemed, hvori Mødet holdtes. Desuden var et fællesnordisk Møde neppe det passende Sted til at drøfte et saa gjennemgribende Spørgsmaal, der endnu var langt fra at nærme sig imod sin fuldstændige Løsning, og som derhos for hvert af de tre Lande havde meget forskjellige Forudsætninger. En anden Indvending, som ogsaa kunde gjøres, er den, at der kun optraadte meget faa af de tilstedeværende Arbejdere som Talere, og at Mødet saaledes kun uegentlig kunde bære Navn af et Arbejdermøde. Men denne Indvending har ikke Stort at sige, da der naturligvis kræves Tid for at opdrage Arbejderne dertil, og den Dag nok vil komme, da en forøget Kundskabsmasse og Selvagtelse vil hæve Nordens Arbejdere til et højere Standpunkt, end de nu indtage, og gjøre dem til fuldmyndige Medborgere af sit Samfund. Da vil man ogsaa takke de Mænd, som hidtil have ledet dem frem paa en saa velsignelsesrig Bane. Af disse bør nævnes nuværende Politimester Gamborg, som den Nordmand, der under Mødet i Stockholm gjorde sig mest bemærket. Flere af de ved denne Lejlighed vedtagne Resolutioner bære Vidne om, at Arbejdersagen for Tiden er i godt Spor, og at der neppe er nogen Fare for en Gjentagelse af den usunde Retning, hvori den slog ind for omtrent 20 Aar siden. Dermed er det dog ikke sagt, at der ikke skulde kunne tænkes den sørgelige Mulighed, at socialistiske Anskuelser, om de skulde slaa an hos os, ogsaa kunde vinde Indpas hos vore Arbejdere, men i saa Fald ville Arbejderforeningerne være det bedste Værn imod disse. Thi det er her, som overalt ellers, at den, som selv er istand til at dømme om det sande Forhold, ogsaa har lettest for at modstaa den Fristelse til at slaa ind paa en udskejende Retning, som har sin bedste Støtte i Uvidenheden.
Ogsaa inden det norske Kirkesamfund har Aaret 1870 at opvise mange Møder. Planen til disse kirkelige Møder skriver sig fra 1869, fra den Tid, da Storthinget nægtede Bevilling til et stort Landsmøde, „Kirkestorthing,“ saaledes som man har det i Sverige efter Indførelsen af den nye Forfatning. Der dannede sig efter dette Afslag en stærk Bevægelse i det Øjemed at faa afholdt frivillige Sammenkomster for at drøfte de Spørgsmaal, som havde Betydning for den norske Kirke. Uagtet den Plan, man først havde afgjort, ikke kunde gjennemføres, kom dog Møderne i Stand. Det talrigst besøgte var Stiftsmødet i Kristiania i de første Dage af November, hvor der indfandt sig over 300 Deltagere, ligesom der ogsaa vistes en stærk Interesse i store Kredse udenfor. De behandlede Gjenstande vare af den største Vigtighed, saasom Spørgsmaalet om Bibeholdelse af den tvungne Konfirmation, om den kirkelige Stemmeret o. s. v. Men saalænge de derved faldne Udtalelser ikke skrive sig fra valgte Repræsentanter, men kun fra frivillige Deltagere, er det dog ikke mueligt at sige, hvad Betydning man kan tillægge dem, som Beviser paa Folkets Opfattelse af de forebragte Sager.
Efter mange Aars Venten bragte endelig Aaret 1869 os Landstads nye Salmebog, som i 1870 paa mange Steder er bleven indført i Menighederne. Først bagefter har der rejst sig Indsigelser imod dens Antagelse, der væsentlig støttede sig til Mangler ved Salmernes Form. At disse tildels have været begrundede, kan vel ikke nægtes; men det Hele og Store har Salmebogen øjensynlig slaaet an.
I Juli Maaned afholdtes et stort Missionsmøde paa Tromsø, som besøgtes af Mange fra Landets sydlige Egne. Missionsvirksomheden omfattes med stor Interesse og lægger Beslag paa mange Kræfter. At dette kan have sine Overdrivelser, er mere end sandsynligt; men derfor kan man ikke i det Store taget fælde en ugunstig Dom over vort Folks Missionsiver, allermindst af den Grund, at den er for kostbar. Thi uagtet de Penge, den drager ud af Landet, ere ganske pene Summer, ere de dog forsvindende i Sammenligning med, hvad der udgives paa andre Kanter. De ere et nyt Bevis paa den Deltagelse, hvormed vort fattige Folk omfatter Andres aandelige som legemlige Nød og Trang.
Tromsø var i 1870 ogsaa Stedet for den Udstilling, som afholdtes af de nordlige Egnes Produkter. Af særdeles Interesse for det hele Land var den hermed forbundne Samling af Alt, som kunde tjene til at belyse Lappefolkets Liv; der er ingen Tvivl om, at den vilde være bleven bemærket i en langt højere Grad, end nu var Tilfældet, hvis ikke Krigen var kommen imellem og havde bortvendt Interesserne. Den østerrigske Regjering viste dog den Opmærksomhed at udsende en Mand for at afgive Beretning om Udstillingen og om de norske Handelsforhold i Almindelighed. I Frankrige var noget Lignende paatænkt, men blev forhindret ved den kort før udbrudte Krig. Denne Udstilling er den nordligste, som hidtil er holdt; den har sin store Betydning for de Egne, som den gjaldt, og vil forhaabentlig snart vise sine Virkninger. De tre nordlige Amter have betydelige Rigdomskilder til sin Raadighed, som det kun gjælder om at benytte paa den rette Maade, forat de kunne indtage den Plads, som tilkommer dem i Kappestriden om at udvikle Fædrelandets Velstand.
Naar der spørges om Norges Fremgang i Oplysning, Videnskab o. s. v. i 1870, maa Svaret nærmest blive, at der er fortsat paa den engang lagte Grundvold. For Folkeoplysningen arbejdes fremdeles, dels ved at sørge for Almueskolen, saasom ved en interessant Udstilling af Skolemateriel, dels ved de nu meget yndede Folkehøjskoler. De sidste hvile paa en smuk Tanke, skjønt det ofte synes, som om de anlægges i en vel ensidig Retning, enten denne er kirkelig eller politisk, eller begge Dele i Forening. Saafremt der kunde udvirkes et Tilskud af Staten for disse Skoler, vilde dette visselig være meget gavnligt dels fordi deres Bestaaen derved vilde sikres, dels fordi der saaledes vilde blive Adgang for Stat eller Kommune til at øve en Smule Tilsyn ved den Undervisning, som der bydes. Paa de fleste Kanter er Interessen i Stigende; dog er der ialfald en Skole, hvormed det er gaaet stærkt tilbage. I et noget lignende Øjemed, som Folkehøjskolerne, virker ogsaa i Kristiania den nyttige Forening for fri Undervisning, som er bragt istand af og blandt Studenterne.
Med offentlige Foredrag er der ligeledes fortsat. I Kristiania, hvor Sagen paa Grund af Forholdenes Natur har lettest for at komme i Gang, har der en til to Gange om Ugen været holdt Foredrag efter Foranstaltning af det nyttige „Selskab for Kristiania Bys Vel,“ ligesom Arbejdersamfundet gjerne hver Søndag plejer at byde sine Medlemmer saadanne. I Bergen holdt Professor Bang en Række literaturhistoriske Foredrag Vaaren udover.
I November aabnedes endelig Norges første tekniske Læreanstalt i Throndhjem under Kaptejn Geelmuyden, forhaabentlig ikke den sidste. Kristiania maa i denne Henseende fremdeles lade sig nøje med den Adgang, som Tegneskolen kan frembyde. Ved den Udstilling af Elevernes Arbejder, som afholdtes ved denne i April, viste det sig, at den var stadig besøgt, uagtet der savnedes Lærlinge i forskjellige Haandverksfag, for hvilke et Besøg ved Skolen vilde være til stor Nytte.
Af vore Digtere har Ibsen i Løbet af 1870 ikke leveret noget større Arbejde; derimod udgav Bjørnson henimod Aarets Slutning sit Heltedigt, „Arnljot Gelline,“ som af Mange er modtaget med udelt Glæde, medens det fra andre Kanter har fremkaldt en meget skarp Kritik. Mere enstemmig har Dommen været om Jonas Lies første større Arbejde, „den Fremsynte,“ som i kort Tid oplevede to Oplag, ligesom Bjørnsons Bog.
Med Aarets Begyndelse traadte den norske historiske Forening i Virksomhed med over 1000 Medlemmer; den har siden udgivet 3 Hefter af sit Tidsskrift og paabegyndt Udgivelsen af Statsraads Vogts efterladte Optegnelser, det første større Arbejde, som har behandlet vor Historie efter 1814 i Sammenhæng for en længere Række af Aar. Af andre videnskabelige Foretagender i Aarets Løb kan mærkes Professor Mohns Rejse med Korvetten „Nornen“ for at gjøre meteorologiske Studier. Istandsættelsen af Throndhjems Domkirke er fremdeles fortsat; naar man er færdig med det mærkelige lille Kapitel, er det Meningen at tage fat paa Ottekanten, Kirkens pragtfuldeste Del. Omkostningerne ved dette Arbejde ere anslaaede til 100,000 Spd., som skulle fordeles paa 10 Aar og dels bringes tilveje ad offentlig dels ad privat Vej.
Kongen opholdt sig i Kristiania en længere Tid i April og Maj Maaneder, hvorunder der fra forskjellige Kanter vistes ham mange Tegn paa den Kjærlighed hvormed hans Navn omfattes af Folket. Saaledes gjorde Byens Borgere en større Middag, da han den 3die Maj fejrede sin Fødselsdag. Der havde gaaet Rygte om, at den franske Kejserinde i Aarets Løb skulde aflægge et Besøg i Norge; dette viste sig dog aldeles urigtigt. Derimod gjorde Kejserens Fætter, Prins Napoleon, en Rejse langs Vestkysten og til Nordland; paa Tromsø modtog han Underretningen om Krigens Udbrud og vendte øjeblikkelig tilbage. Et Besøg af et Par Prinser af det forrige franske Kongehus, Orleans, blev der heller ikke noget af.
Dette maa være nok om vort Fædreland i 1870. Vi ere allerede langt inde i et nyt og mærkeligt Aar, som med sine store Begivenheder, det tyske Kejserdømmes Gjenoprettelse og Verdensstadens Fald næsten allerede har bragt det forrige i Forglemmelse. Men selv den flygtigste Sammenligning mellem vor Tilstand og Frankriges i 1870 vil være tilstrækkelig til at vise, hvor godt vi have havt det imod et af Europas mægtigste Folkeslag. Der er Meget herhjemme, som det ej er glædeligt at skue; men det er vor Pligt at holde ud og arbejde for, at det kan vendes til det Gode. Jo dybere en sand Oplysning trænger ned i Folket, desto sikrere vil enhver usund Bevægelse kunne dæmpes. Det vil da ogsaa være endnu lettere at bringe det norske Folk til med Taalmodighed at bære de Byrder, som det selv erkjender for nødvendige til Fædrelandets Forsvar. Thi vi maa ikke, fordi vi nu have det godt, glemme, at der kan komme Tider, fulde af Trængsel ogsaa over os. Da vil det vise sig, om vi i Fredens Dage have benyttet de Midler, som vi have til Raadighed, paa en Maade, som kan fri os for Ansvar.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |