Nordlands Trompet/2

Fra Wikikilden
Samlede Skrifter
Utgitt av A. E. EriksenDen norske historiske Forening (1s. 7-9).

Merk fromme Læser, giv det Agt,
At alt hvis[1] her er bleven
Om Nordland og den kolde Trakt
I denne Bog indskreven,
Det har jeg efter andres Mund,
I Pennen ladet føre,
Om Avel, Eng, om Mark og Grund,
Og hvad der er at gjøre.
Vel er jeg selv en Nordlands Mand,
Og Nordland har mig klædet,
Men Norden for mit Helgeland
Min Fod har aldrig trædet.
Thi kan jeg dette sige grandt,
Hvad Helgeland tilhører,
At det er hver en Tødel sandt,
Hvis Pennen derom rører.
Men Norden for, og længer hen,
Jeg ikke ved saa nøie,
Jeg har det kun af Hørelsen,
Men ikke seet med Øie.
Hvad andre for mig haver sagt,
Og mundtlig mig opregnet,

Det har jeg paa Papiret lagt,
Og særligen optegnet.
Om noget deraf findes kan,
Som synes Sandhed mangle,
Fisk dog ei strax udi mit Vand
Med ufortinned Angle[2]!
Du ved jo vel, en Ubekandt
Kan let af Veien vandre;
Er, som du vil, ei alt saa sandt,
Beskyld ei mig, men andre.
Jeg skrevet har, det jeg har hørt,
Lad demmen dertil svare,
Og det, jeg har til Ljuset ført,
Kan staa sin egen Fare.
Dog kan jeg det forsikre dig:
Hvad Maader, Skik og Seder,
Som her beskrives hver for sig,
Gaar i sin’ egne Klæder.
Jeg haver ei stafferet dem,
Med Glans af fremmed Farve,
Men al Ting ført saaledes frem,
At hver sig selv kan arve[3].
I Verden øves sælsomt Spil,
Best bider gammel Vane;
Men Folk maa gjørem hvad de vil
Saa galer dog min Hane.

Vil derfor nogen blive vred,
Det er mig lige meget;
Jeg har en god Samvittighed,
Saa har enhver sit eget.
Far vel min Ven, fortørnes ei!
Det er din egen Ære,
At du kan gaa paa Fredens Vei,
Og agtes from at være.
Far vel og brug Beskedenhed!
Vil du min Skrift annamme,
Jeg ynsker dig vor HErres Fred
Og du gir mig den samme!


  1. Hvis efter gammel Sprogbrug istedenfor: hvad.
  2. Et Ordsprog der i Landet om dem, der beskylder andre uden nogen Aarsag for at skade deres Rygte; thi ligesom Fiskeren bruger for-tinnede Angler for at lokke Fisken, men uforinned Angel er til ingen Nytte, men mere til Skade, saa ere og saadanne Skam-Flikker, man søger at sætte paa andre. (A. D.)
  3. Meningen synes at være, at enhver faar det Skudsmaal, som tilkommer ham.