Nokre Stev aa Visu

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Segner fraa Bygdom utgjevna av det norske SamlagetH. E: LarsenI (s. 110-121).
1.

Halvtydna me sitt krokutt Skaft,
de va so tett me Raima lagt
aa Massingspiker i Mote;
kor ain gjeng aa kor ain fer,
so lyt Halvtydna sløngje me,
daa tikkist ain vera ain Knope.

2.

Du vil ’ki tru kor ljøtt han let,
han let no som han ’ki hadde Vet,
e grunast han fekk ’ki Tremen;
kor ain e aa kor ain ser,
so lyt Halvtydna sløngje me,
daa tikkist ain vera ain Knope.

3.

Broki mi e no vi aa lang,
ho tjøkk fraa Liningo unde Hønd
me store vi’e Skrukku;
aa Broki e no vi aa si
me femtan Alni Vadmaal uti,
aa difør stend ho i Rukku.


Gumor’n mi gjæve go’ Kona,
enno hava me Øle de sama;
e stend i Hugna-ro
spretten som ain’ Glo.
Thor vere ævele lova;
rettno ha me faatt Uppi Huva.


1.

De fysste som me raise ut,
so e de allebeste
aa i kort ævele Vegamot
so bjø’e me byte Hesta.
Kaupskaale inn paa Borde stend
me ain Pott Brennevin um be’a,
den aine Marki or Pungi gjeng,
den are stend te rai’a.

2.

Aa nær me koma no atte haim
aa ha daa vore so lengi,
snøggt kjem so Bondin no der en,
vil krevja sine Penga;

„aa staute Bonde du giv me Dag,
e laut no Gampen borge,
aa Barudn sette e ne ain Sta,
dai vilde inki golde.“


1.

No era me samla i Hugna aa i Gle’e
aa alle go’e Vini umkring uss era her;
me drikke Glase ut, aa saa uss ait godt Rus,
aa alle go’e Vini era gla’e i vaart Hus.

2.


Aa lat uss no gle’ast ime’a de e Sumar,
aa lat uss no gle’ast me’ me era unge,
før nær me gamle bi, aa inki maire sjaa,
so e Gle’en burte, me kve’a inki daa.


Ai Vise vilja me te aa kve’a
taa di me inki ha anna gjera,
men kor sin me no bejynde fysst;
no vil e kve’a te de bi ljøst.

De e so fint nær ain gjeng aa tralla
aa høyre ette ko Folke svalla,
daa fær ain nemja myki aa mangt,
som fer i Bygdo aa gjeng før sannt.

De e no mange som alting veta,
men ko dai aite, me ’ki vilja gjeta;

ja myki veta dai som e sannt,
men ljuge ljøte dai me iblandt.

Me turre no inki uss bera ille,
me hava mange som era snille,
me hava Rangel me hava Skrap,
dai ’ki verde voro ai Mølti Mat.

Um Rennekjeringadn vilja me ’ki kve’a,
daa faatt me snart inki anna gjera;
de vilde di uss før drjugt ait Lag,
me luto aabu’e Aar aa Dag.

Min Tanke va no daa e bejynte
e vilde kve’a so smaatt aa grymte,
men kanskje e lyt no slaa me ve
aa kve’a gildo aat me aa de.

Aa sø aa nord ette desse Aasa,
aa fy for Tremen før alt, du fjaasa,
men ko, du fjaasa aa si um me,
so fær du lel inki gifte de.

Lause Kara va Moro vera,
daa turte me inki anna gjera
en drikke Brennevin aa stundo slaast,
men attaat luto me ha Smør aa Ost.

Ain Tjuvesnugg ha e alder vore,
men Kurvemat ha e raint forsvore;
te leva solaise de e klaint,
aa vera matlaus e inki baint.


Her i Bygdenn e rare Kara
som umkring Gardadn so jamle fara,
ette Mat aa Drikke dai jamle snaa[1]
aa Smør aa Ost maa dai la dai faa.

Faa dai de inki i fysste Orde,
dai sjølve stelle se te aat Borde;
dai truge jamvæl te skaffe fram
Mat aa Drikke aa so ain Dram.

De e no flaire ell som haitast vilja,
som ette Mate ha liggi gildra,
men dai som inki ha noko faatt
dai synast no de ’ki e før godt.




Nær ai Kønu bi tile Ekkje,
ho lyt no graate de kan du tenkje,
ho ofto læt som ho vore ønin[2];
men kjem de snart bert ain Friar te’ enn’,
ja Dagen ette i Sutaferdenn
e tore banne paa ho svara ja.

Ekkjemannen tok te aa graate,
me ljøte ynkjast ho’ paa ain Maate;
ve Grefte tenkje han ut ai Gjente
paa Hoten aatjan ell tjuge Aar.
Aa de va no Synd laut han lenger vænte
fyrr han ai Bru att i Sængi faar.


Me Folk dai rime aa myki se’a,
Me Lygn dai fara aa Slarvegrai’e,
men um du Gunhild vil hava me,
so ska du sjaa e ’ki e so lai’e;
e gruva slet inki før aa ta de,
taa di e vait du e gild aa aige.

E de di Ølvøru, vil du ha me
før de e er, ja so kann du ta me,
men um du held me før ai Gofjolle
so Tremen i me tek du ’ki i Mist;
e mair ’ki lova ell e kan halde,
men de e lova ska vera vist.

Lat Folk um Kvendfolki ille svalle,
me fraiste dat um de ber te halle.
Um du bi snarp[3], vil e de en tola,
nær du berre helles e snill aa bli,
aa søte Gunhild e ska ’ki skraale
aa ingin Skarvord før Smaating gi.

Ja Folk lyt svalle so mangt dai vilja,
aa um dai gifte stødt laate ille;
att Vandord sumeti’o skar no inki,
men me sku halde uss fraa Kjaftestri,
um ain taa uss bi no rai maa tenkje,
so lyt den are vera mjuk aa bli[4].


Aa um e gaar aa luve aa kve’e paa ain Sang;
tar ’ki e spyrja hine, um han ska bi lang.
E skriv de no ’ki e; e har de inne hjaa me,
men ko hine fe’a um de, de vait no ’ki e.

Aa vilja de no veta kaim Visa dikta ha,
so va de denne Guten som for her aa kva.
Aa Guten aitte sjøl; han rita paa ai Fjøl,
han rita aa han skraiv, aa de me Orekøl.


1.

Den Ti daa e va femtan Aar,
daa va e lett paa Foten;
aa fletta va mitt gule Haar
paa allaahøgste Moten.
Daa tott’st e inki vera tung,
men alt e kaatt me’ de e ungt;
daa e ain mjuk i Skrotten.

2.

Foreldro mine rike va,
aa alt va grust aa løgle,
nær e saag Ting e vilde ha,
e Pe’ing fekk te nøgje.
E klædde me paa høgste Vis,
Sylvknappa glima nett som Is
i alle mine Troyu.

3.

Ja Klæ’u fekk e ny aa nett
taa allaabeste Slagi,
te danse ingin va so lett
i haile Grannelagi.
E kasta Halling dansa „laus“
aa spelte Bas taa kor ai Taus
i haile Dansarly’e.

4.

Far min va ain gild’e Mann,
den rikaste i Gjelde,
Han hadde Peng som Gras aa Sand
aa myki Jord aa Velde;
taa Garde fødde han tjuge Naut,
der va ’ki Nau te Mjøl aa Graut;
Unøgjis Smør han selde.

5.

Føruta Hus aa Gard aa Grunn
han store Aigu aatte,
ai Pe’ingbok so stor aa rund,
at de va utor Maate.
Taa Sylvmynt va han inki Fant,
Dukata sløngo me iblandt
Aa Sylvkraam hailt ain Brote.

6.


E Erving te alt desse va,
slikt Baadn e godt aa ala

e alting ette dai skulde ha,
aa Kvitten slapp bitala.
So kann du vonast e va rik,
i Vænlaik va me ingin lik
i alle Bygda-Dala.

7.

Nær e paa Kyrkjutrokken gikk,
„sjaa der, der gaar, den rike.“
Imyljo att e hoyre fekk:
„her e ’ki gjengst taa slike,
e ynskje berre ho va mi,“
de hoyrdest kaim e gikk førbi,
me alle tottest like.

8.

So snart e daa va kumførmert,
so vart’ de Sprang i Tune,
ain Gutasvarm so de va fælt,
taa svarte, gule, brune.
Ait Belebrak aa Stuk aa Laik,
dai bykste, dansa, slost aa skraik
so ristest haile Tune.

9.

Te rekne alle som me budst
de vilde verte myki,
men so ain Rus te nebne laust,
de va nok femti Stykki.

Men alle fekk ait snuppntt nai,
endaa taa mangain utaa dai
e se’a kvidde[5] myki.

10.

E lengsto raka[6], men tesidst
e maatte me trulova;
e fekk ait Uting, de va visst
te eta, drikke, sova.
Hatt styrde Hus aa Garden me
aa sette Pe’ing jamvæl te
aa i stor Gjøld se sette.

11.

Me’ fyssto gikk de endaa væl,
men snart han tok te svire;
nær han paa tvau Bain ut no gikk,
so kom han haim paa fire.
Han bytte Mara bytte Hest,
han bytte Brøko, Troyo, Vest,
han bytte Kniv aa Slire.

12.

Han tidt tom i Uføldinga
aa Fantesthkkju øvde;
han Fauten ette Haare slait
aa slo so hardt i Borde,
so Blek aa Pen taa Borde flaug,
aa Bote vart no brai aa lang;
d’e vandt me slike Store.

13.

Men Fylle laag han i kor Dag,
vart verre aa verre i aino;
ain Dag han skulde paa Kvedne staa,
daa stupte han upp i Taino.
Der laag han snupt den haile Dag,
ti Bombenn han fekk Knag,
va like kvek i Føto.

14.

E jamt aa ofto fraista paa
te vijlja han aatvare,
men avlætin[7] so vart han daa
te stuke aa so banne.
Aa raile va han som ain Gris;
han spente, slo paa Hestevis
aa kruste ait aa anna.

15.

Te Troyten laut han raa se sjøl
aa drikke me han trotta,
ai Flæste paa vaar Sængjefjøl
han tok i tvo tri Supa.
Men ai Gøng ropte han sterkt paa me,
daa hadde han raint aabrigda se,
so inki mair han snurka.

16.

Hoyr byrge Gjente kor du e,
du har væl jamle Vale,

sjaa de væl før, aa lær taa me,
du snøgt kann taka Skvale.
Ja de va all Uhepva mi;
e hadde nok te velja i,
men endaa tok e Rake[8].


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. snikja, snaka.
  2. galen, „hjaalin.“ ønast, vera galen, tullutt, „svalla villt.“
  3. kvass, illskjen. Gamaln. snarp.
  4. Desse seks sidste Versi ero lagade etter Klukkar H. Allum si Visa „Guten aa Gjenta um Sundagseftan.“ Me hava inkje fenget meir av Visa paa Hallingmaal.
  5. tregade paa.
  6. vrakade, vantade.
  7. vanskipad.
  8. Visa er fyrr trykt i „norske Folkeviser“ utg. av H. Ross, etter Uppskrift fraa Ullensvang. Det syner ogsaa paa Maalet i Visa her, at ho er komi nordantil.