Nogle Ord om Bogsamlinger og Bøger
I sidste Hæfte søgte jeg at lægge Folk paa Hjærte, hvor gavnligt det skulde være, om der i Byer og Bygder blev holdt mundtlige Foredrag. Derved vilde Folket, især vel Ungdommen, faa Smag paa Noget, som har andet at betyde end Dril og Kortspil, og faa Oplysning om Adskilligt, som ikke er saa let at lære af Bøger. Jeg har siden fra En, der visselig føler varmt for Folkets Oplysning faat en Skrivelse, hvori der ytres, at „flere Skolelærere“ nok kunde have Lyst til at faa slige Møder istand, men at „de undser sig“ derfor af Hensyn til Folks Snak. De vilde nemlig – mener Brevskriveren – lettelig faa Ord for at „ville stikke sig frem“, at gjøre Sligt alene for Ærens Skyld o. s. v. – Nu kan ogsaa jeg ret godt sætte mig ind i en saadan Stilling; jeg ved, at det norske Folk er tilbøjeligt til at se mer paa Personen end paa Sagen; lad det være den bedste Ting eller det gavnligste Raad af Værden, saa synes man dog ikke det er synderlig værdt at bry sig om, dersom det ikke kommer fra „en af Bygdens bedste Mænd“, hvorved man gjærne mener en af de rigeste eller fornemste. At man saavidt muligt ærer de ældste og stauteste Folk og især viser dem Agtelse – er ret vakkert ialmindelighed; Enhvær maa ganske sikkert like den Skik. Men naar det gjælder om at fremme noget rigtig Godt og Gavnligt, er det en anden Sag; da bør man vel tage imod al den Hjælp og Retledning, man kan faa, hvad enten den kommer fra ung eller Gammel, Fattig eller Rig. Dersom en Fæstning var omringet af Fiender, og de Indesluttede holdt Raad om, hvad der skulde gjøres, og saa en Løjtnant eller endog vare en simpel Soldat vidste et særdeles godt Middel til Fiendens Fordrivelse, skulde han da kanske alligevel holde det tilbage, tie, sidde rolig og bare vente paa de ældste og fornemste Offiserers Ord? – Men nu mener jeg, at Oplysningen ogsaa er et vigtigt Gode, og at den kan fremmes ved slige Møder; men er saa en Husmand eller en simpel Skolelærer dygtigere til at lede en saadan Sammenkomst, eller har ialfald mere Lyst, Sans og Iver for Tingen, end f. Eks. Bygdens fornemste Gaardmand, skulde det da ikke være bra, om den Første sætter sig i Spidsen derfor? – Jeg kan ikke vente, at alle Skolelærere skulde have Mod nok til at trodse en Smule spottende Snak, men jeg vil dog altid opmuntre dem til at opmande sig saa vidt, dersom de ellers føler Lyst og Kald til at tage fat paa Tingen. Jeg tror at kunne forsikre, at Spotten snart vil minke og tilsidst holde rent op, eftersom Fler og Flere lærer at finde Smag i Sammenkomsterne; det vil ikke vare længe, førend man glemmer at kalde dem „ny Paafund“. Det er saaledes egentlig kun det første Skridt, som koster, og som fribaarne Normænd vel maa føle Mod og Kraft til at gjøre, hvor det gjælder en god Sag; man ser jo endog, at de usleste Anliggender har Talsmænd i Overflod. – Hvad jeg vilde svare paa Snakken om at „stikke sig frem“, skal jeg sluttelig tilføje; jeg vilde nemlig sige omtrent som saa: Den, som stifter Foreninger og leder Møder alene for Ærens Skyld, han er vel ligefuldt ærgjærrig, tænker jeg, om aldrig slige Møder holdes; og naar Galt skal være, er det dog bedre, at han sætter en Ære i at oplyse Andre og altsaa gjøre noget Godt, end om han søgte at udmærke sig bare ved Stas og Fjas, eller satte sin fornemste Ære i at være den dygtigste Kortspiller, Natterangler o. s. v. Forresten behøver heller ikke en Enkelt at være baade Pot og Pande i slige Sammenkomster; flere af de dygtigste kan jo hjælpes ad baade med at sætte Sagen igang fra først af, og med at holde Foredrag, forelæse, lede Samtalerne o. s. v. De kan tomme overens om, turvis at lede Møderne; de kan efter Lyst og Lejlighed overtage hvær sin Part af Arbejdet o. s. v. – Brevskriveren ytrer vel ogsaa, at mangen Skolelærer vil „undse sig for sin Præst“, men denne Undseelse vil allerbedst hæves, tænker jeg, ved at Lærer og Præst først samtaler om Sagen. Jeg kjender Præster, som forlængesiden har opmuntret en eller flere af stue Skolelærere til Sligt og faat Tingen igang; og jeg holder mig overbevist om, at de allerfleste vil se den fremmet, og at næppe nogen skulde finde Mishag i en saadan Virksomhed, om end ikke mange kan finde Tid til selv at tage Del deri, hvilket ingenlunde er at vente. Selv om Skolelæreren er den, som først taler derom til Præsten, istedenfor Præsten til ham, maa man have det Haab, at den sidste gjærne gjør Sit.
Men det var nu ikke egentlig herom, jeg skulde skrive dennegang. Der er et andet Oplysningsmiddel, nemlig Almubogsamlingerne, hvorom jog ogsaa vilde sige et Par Ord. Man ved, at slige Samlinger for lang Tid siden kom igang i mange Bygder; det var især Henrik Wergeland, som med al sin Sjæls Forsøg Flamme paaviste Gavnligheden deraf og blev deres egentlige Ophavsmand. Mangesteds trives de vel endnu, men tildels er de dog gaat istaa, og Aarsagerne dertil kan vel være forskjellige.
Naar jeg opmuntrer Almuesmanden til at søge Oplysning, læse o. s. v., da er det slet ikke Meningen, at han skal kaste sin Spade og Øks, forsømme Plogen, Fiskeriet eller Skogsbruget og bare sidde med Bog i Haand; ti da vilde det nok tage en daarlig Ende baade med ham selv og med Landet. Ligesom Lemmerne paa Legemet har hvær sin Forretning, saaledes bør der i Borgersamfundet være „Nogen til Hvært“, ti derved gavner de hværandre. Det er altsaa gavnligt, at der gives Enkelte, som idelig sysler med Bøger og Penne; hvis derimod hele Folket tog paa at „studere“, blev det naturligvis en Landeplage. Men skal ikke Almuesmanden, ligesaalidt som nogen Anden, forsømme set egentlige Kald, saa kan han dog finde Tid til at læse Meget alligevel, naar han bare mindes den gyldne Regel, at benytte de ledige Timer vel; disse Fritimer skal bruges til Læsning. Gjør nu Bonden det, saa vil han snart mangle Bøger; de bedste af dem kan han vistnok læse op igjen baade to og ti Gange, men man blir dog lettelig kjed af det samme og det samme; lidt Ombytte i Læsningen gjør ogsaa godt ligesaavel som i Klæder og Mad. Da nu de fleste Almuesfolk ikke har Raad til at kjøbe ret mange Bøger, saa indser vel Enhvær, det maa være klogt at slaa sig sammen derom, kort sagt, at oprette en fælles Bogsamling.
Man svarer maaske, det er bedst at have Sit for sig selv, og dette er fuldkommen sandt om saadanne Ting, som ved at ejes i Fællesskab let gir Anledning til idelig Tvist. At udskifte Jord og Skog, som før har været Sameje, er derfor meget klogt og meget godt, men det er noget anderledes med at eje endel Bøger sammen. Jeg mener endog, at et saadant Fællesskab kan bære særdeles gode Frugter; det kan blive et Baand mere til hjærtelig at sammenbinde Bygdens Folk med hværandre, og den, som er en Smule rimelig af sig, kan dog aldrig blive misfornøjd, om han selv f. Eks. har bidraget et Par Skilling mer end en Anden, eller en enkelt Gang har maattet vente noget længe paa en udlaant Bog.
Der udkommer aarlig Bøger i tusindvis, og sæt, at Femtedelen deraf er skikket til Læsning for Almuen, saa er dog al denne Lærdom til liden Nytte, dersom ikke Folk slaar sig sammen og opretter Almubogsamlinger; ti naar en enkelt Almuesmand kun har Raad til aarlig at kjøbe en Bog eller to eller tre, men de fleste ingen, saa blir jo næsten hele den trykte Masse af Folkebøger som en „død Skat“ liggende i Boghandlernes Hylder, indtil den opædes af Midder og Støv. Har man derimod Bogsamlinger i By og Bygd, som alle kjøber en Bog af hvært Slags, saa har ikke Bogskriverne arbejdet faafængt; deres Tanker vil da blive læst af Tusinder rundtomkring, og bære Frugt, saafremt der var nogen spirende Livskraft i dem.
Man maa ikke indvende, at en Bogsamling er for kostbar at faa istand; her gjælder det virkelig, at man kan, hvis man bare vil. Sæt, at der i Bygden er 1000 voksne Mennesker, og at hvær af dem skyder til bare 12 Skilling aarlig (1 Skilling for Maaneden), saa udgjør dette ikke mindre end 100 Spd., og derfor kan man kjøbe mange Bøger. Er 12 Skilling formeget for somme, og enkelte endog ikke kan give Noget, saa kan vel igjen Andre uden ringeste Savn afse lidt mer; men skulde der endog kun indkomme 50 Spdlr. aarlig, saa vil der endda med Tiden udrettes Meget. Alle, baade Rige og Fattige, bør forresten have lige Adgang til at laane Bøger; det passer ilde til aandelige Ting naar man tildels vil udestænge dem, som mindst formaar; derimod sømmer det sig just for Oplysningens Venner at dele den med sin fattige Næste, og det er saa vakkert at være kjærlig. – Sidste Storting gav ogsaa en vis Sum til Almubogsamlinger, og der er vel ingen Tvivl om, at de følgende vil gjøre det samme; ti de allerfleste af vore folkekaarne Tingmænd er nu ganske sikkert enige om, at for Folkets Oplysning kan der ikke gjøres formeget, naturligvis naar det gjøres med Forstand.
Almuboogsamlingerne og de før omskrevne Møder vilde da understøtte hinanden. Ved Læsning i Bøgerne vil Folk i sine ledige Timer indsamle mangen Tanke, og i Sammenkomsterne med dygtigere Folk kunde man faa Oplysning om, hvad man maaske ikke saa ganske forstod; men især vilde mundtlige Foredrag hjælpe til at befrugte det Læste og give det mere Liv og Kraft.
En Hovedsag blir det naturligvis at faa gode Bøger i Bogsamlingerne; ti efter min Erfaring er det just en af Aarsagerne til deres Forfald hist og her, at man har været uheldig i Valget af Bøgerne Meningerne om hvad der passer sig for Almuesmanden, er vistnok noget forskjellige, men ved nøjere Overvejelse kan dog maaske alle skjønsomme Mænd blive nogenlunde enige om den Sag. – En Hovedfordring til slige Bøger er det vel først og fremst, at de maa være skrevne i et saa simpelt Sprog, at Bonden for den Sags Skyld kan forstaa dem skikkelig. Og her maa man vel lægge Mærke til, at han kun er norsk Bonde og derfor har mere vanskeligt, end Mangenen tror, for at fatte det konstige Bogsprog. De „fremmede“ Ord, som boglærde og bydannede Folk har vænt sig til at bruge saa tit og saa let, at de glemmer, de er unorske, og tror Enhvær maa fatte dem – disse Ord, der af Mange betragtes som et Kjendemærke paa fin Dannelse; og hvormed man saa flittig spækker sin fornemme Samtale (Konversasjon) – disse Ord er stedse en Gaade for de fleste Almuesfolk endnu. Men disse enkelte Ord er dog ikke det værste; ti dels kan de nogenlunde fattes af Sammenhængen, og dels har enkelte Bønder i nyere Tid ogsaa en Ordbog at kaste op i. Værre er det med den konstige, halv barbariske Stil, som endnu er saa almindelig, især i de saakaldte „populær-videnskabelige“ Skrifter, der tit er ligesaa folkelige, som Ordet populær er norsk – Men skjønt det er en Uting af Bogskriverne at prakke saa meget Fremmedt ind i fine Bøger, saa faar vi vistnok endnu ikke være saa kræsne, men indtil videre tage mange af dem for god, naar de bare nogenlunde lar sig læse af Enhvær.
Dernæst følger det:vel af sig selv, at man ikke bør vælge rent usle[1] og endnumindre ligefrem skadelige Bøger. Roman-Læsningen, som blandt de saakaldte „Dannede“ har taget en skrækkelig Overhaand, den vil jeg ingenlunde ønske den norske Bonde iflæng. En ganske anden Sag er det, at enkelte faa Romaner er vel skikket til at læses af Alle; – skulde ogsaa Nogen tvivle derom, saa kan han bare læse „Onkel Toms Hytte“, og jeg tænker nok, han da vil indrømme, at der ogsaa er gode Romaner til. Foruden den kan vel ogsaa enkelte andre Romaner, især historiske, tages med; men ellers bør dog en Almubogsamling indeholde mest af belærende og oplysende Skrifter. Fortællinger, historiske Værker, Rejsebeskrivelser, Naturskildringer, almennyttige og enkelte religiøse og poetiske Bøger, er vel de Slags, som der især bør vælges iblandt. En vis gudelig Sans hos Folket er gjærne tilstede overalt, hvor man ikke er bleven udskjæmt ved formeget af Romaner og Aviser. Denne Sans bør vistnok finde Næring ogsaa i Bogsamlingerne, men dog tror jeg, det er et Fejlgreb at ville lade disse bestaa mest af Andagtsbøger, Bibler, Postiller o. s. v. Slige Bøger bør findes i hvær Mands Hus, og Almubogsamlingen kan da fornemmelig tage Hensyn til Kristendommens historiske Side ved Kirkehistorier o. s. v. Dog er det naturligvis altid bedre at have Bibler og gode Postiller end f. Eks. Religionsbøger af Niemeyer og Bastholm, uden hværken kristelig eller sproglig Fynd – for ikke at nævne Voltæres „Domme over Religion og Bibel“ eller Volneys „Ruiner“.
Til Vejledning for dem, der vil oprette eller forøge Almubogsamlinger, skal jeg tilføje Fortegnelse over endel Bøger, som jeg holder for passende til saadant Brug. De, der efter min Mening især er ypperlige, har jeg desuden mærket med en Stjerne; i dem holder jeg mig forvisset om, at enhvær Bogelsker vil idetmindste finde Meget, som smager ham.
- Mallings store og gode Handlinger.
Bloms Rejse gjennem Nordlandene.
Falsens Norges-Historie.
- Graves Nationale Fortællinger.
- Vejen til Rigdom af Franklin.
- Rises Arkiv.
R. Mellem Vejledning til en andægtig og forstandig Læsning af det gamle og ny Testamente.
- Opbyggelige Fortællinger og Betragtninger.
Thues Læsebog.
- Læsebog af Wergeland og Wessel-Berg.
Richmonds Opbyggelige Fortællinger.
Elisa og Elias af Krummacher.
- Underholdende Tildragelser af Munch.
Ansgars Levnet.
- Jordens Mærkværdigheder af Möhl.
Normændenes Gudelære i Hedenold af Munch.
- Ursins Betragtninger over Himlen.
Keilhaus Rejse i Finmarken.
Ingemanns historiske Romaner.
- Wexels’s Forklaring over det ny Testament.
Fredens Vej af Abbot.
- Moderhjemmet af Do.
- Barndomshjemmet af Do.
Karl Johans Historie af Wergeland.
Hasselnødder af Wergeland.
Tanker og Bekjendelser af N. Wergeland.
- Stenersens Reformasjonshistorie.
Saxilds Do.
Sundhedslærebog af Nordblad.
- Wergelands Konstitusjons-Historie.
Normandens Katekisme af Samme.
- „For Arbejdsklassen“ de 5 første Aarg.
- Jensens Læsebog.
Dahls Fortællinger for Folket.
Do. Anvisning til at føre et lykkeligt Liv.
- Thieles Kirkehistorie.
- Rørdams Kirkehistorie.
Lammers Kirkehistorie.
- Menigmands Ven af Bang.
- Verdensbeskrivelse af Do.
- Skillingsmagazinet.
Penningmagazin.
- Nogle Tanker om Opdragelse.
Landets Ulykke og Folkets farligste Fiende.
- Billedmagazin for Børn.
- Børnevennen.
Rosa af Tannenberg.
- Læren om Kristi Person og Gjerning af Sartorius.
Fayes norske Sagn.
- Nissens Verdenshistorie.
Kalender for Tid og Evighed.
Kristelige Fortællinger af Knutzen.
- 400 kristelige Fortællinger af Mau.
- Kristelig Samler.
Theremins Rejse-Dagbog.
Miss Grace Kennedys Noveller.
- Wexels Jesu Liv.
Aalls Erindringer.
- Holbergs Helte- og Heltinde-Historier.
- Barfods poetiske Læsebog.
Griffenfeldts Levnet.
- Tordenskjolds Do. af P. P.
- Israels Historie af Boisen.
Norges Beskrivelse af A. Schjøth.
Do. Do. af Kraft.
- Landstads Folkeviser.
Koppes Historie.
Robinson Crusoe.
- Snorre Sturlesen oversat af Aall.
Saxos Krønike oversat af Grundtvig.
Asbjørnsens Huldreeventyr og Folkesagn.
I Brønden og i Kjærnet af J. Moe.
Østgaards Fjeldbygd.
- Søndagen af Krummacher.
Folkekalenderen.
Illustreret Kalender.
- Grundtvigs Kjæmpeviser.
Munchs Almenlæsning.
- Do. Norges Historie.
Julefesten af Theremin.
Helligaftnerne.
Lys og Mørke.
- Smith-Hjorts Læsebog.
Billeder fra Nord og Syd.
Den evige Jøde af Theremin.
Ydale.
Hjemmet og Vandringen.
- De mærkeligste Martyrers Historie af P. Andresen.
For Tjenestepiger af H. Winsnæs.
- Aftenerne paa Egelund af Do.
Tusinde og en Nat.
- Andresens Bibelske Krønikerim.
- Onkel Toms Hytte.
Holst’s Prosaiske Læsebog.
Heyerdahls historiske Sange.
- Om Landstrygersolket af E. Sundt.
Aakres Dyrlægebog.
Wergelands Folkeviser.
- Magazin for Ungdommen.
De hellig 3 Konger, oversat af A. Munch.
Reginalds Noveller.
- Knutzens Læsebog for Almuskolernes øverste Klasse.
Liv i Norge af Vig.
Vaulunders Saga af Øhlenschlæger.
Ørvarods Saga.
Forsynets Veje.
- Den kristelige Almuskole af Krummacher.
- Barfods Fortællinger af Fædrelandets Historie.
- Jerrers Fortællinger.
- Youngs Nattetanker.
Kristen Faursted af Salzmann.
Skandinaviske Rejseminder af Hammerich.
- Grundtvigs Verdens-Krønike af 1812.
Chateaubriands Rejse til Jerusalem.
- Det danske Kirkeaar af Rothe.
- Bibelske og kirkehistoriske Sange af Boisen.
Om Jerusalems Ødelæggelse af P. Andresen.
Underretning om Frederikshald af Krag.
Frimanns Almuens Sanger.
- Prøver af Landsmaalet af I. Aasen.
Maanedsskrift for Børn af Kaalund og Gerson.
Vejledning til Børneopdragelse.
- Det hellige Land paa Herrens Tid af Brammer.
Ærlighed varer længst.
En Moders vejledende Ord.
- Salomon og Sulamith.
Rorboden i Lofoten.
- Schouws Europa.
- Legender af Brandt.
Eventyr af Andersen.
Alf Thorsen.
Læsning for Almuen af Stadfors.
- De symbolske Bøger.
Holger Danske af Ingemann.
- Valdemar den Store af Do.
- Bibelsk Geografi af Holmbo.
Norges Historie af Faye.
Franckes Liv og Levnet.
- Hornsylds Betragtninger over Bibelen.
- Wexels’s Salmesamling.
- Skottertoget af Wang.
Sagn om Kringlen af Krag.
Kristeligt Søndagsblad.
For huslig Andagt.
- Fader-Vor af Delitzsch.
Frithjofs Saga.
Fjeldeventyret af Bjerregaard.
Kong Sverre af Wang.
Øhlenschlægers Sørgespil.
Raadgiveren ved Skindøde.
Agerdyrknings-Kemi af Johnston.
Naturhistorie af Asbjørnsen.
Om Behandling af Saltvandsfisk af Deinboll.
Held og Corvins Verdenshistorie.
Langes Historie.
- Om Normændenes Herkomst af Keyser.
Klüvers Norske Mindesmærker.
Einar Tambeskjælver af Falsen.
Tidsskrift for Personalhistorie af B. Moe.
Bien.
- Luthers Bordtaler.
Grundloven.
- Krummachers Parabler.
Fengers Ordsprog.
- De mærkeligste Sagn fra Forfædrenes Gudeverden af H. Brun.
(Fortsættes.)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Her maa jeg gribe Lejligheden og sige et Par Ord om „Himmelbreve“ o. s. v. Det er ikke saa besynderlig endda, at Almuen tror paa slige Breve; det norske Folk har af Naturen en stærk Troskraft, og saasnart Noget bare angaar gudelige Ting, saa holder Almuesmanden det for troligt, og allermest jo underligere det er. Han har nu visselig Ret i, at slige Breve saavelsom andre Syner og Aabenbarelser kunde nok Vor Herre godt sende os, hvis han bare vilde. Men at han ikke vil det, det ved vi dog af Ordene til „den rige Mand“; ti havde Folk dengang nok med „Moses og Profeterne“ og trængte derfor ikke nogen særegen Aabenbarelse saa kan vel vi endmindre behøve Aabenbarelsen, efterat vi har faat ikke blot Moses og Profeternes men ogsaa Kristi egne Ord at rette os efter. Det er derfor aldeles sikkert, at „Himmelbrevene“ er opdigtet; og naar endog Guds eller Kristi Navn er sat under dem, da er dette grov Gudsbespottelse. – Ogsaa af en anden Ting indser vi, det er Bedrageri; der lyses nemlig Forbandelse over den, som ikke afskriver, kjøber eller læser Brevet, og da maatte dette være vigtigere end selve Biblen; ti om den er der nok ingensteds sagt at den absolut maa læses af Enhvær, som vil blive salig.
En falsk Bog, som dog Mange har Tro til faar jeg nævne med det samme; det er „Jesu Barndoms Bog“. Munkene i Middelalderen fandt stor Fornøjelse i at digte mangfoldige Eventyr (Legender) om Vorherre, da han vandrede paa Jorden, om Sankt Peder, Jomfru Maria og andre Helgener; paa den Maade er ogsaa hin Bog kommet til. Den strider desuden mod Bibelen; ti den fortæller at Jesus gjorde Mirakler i sin Barndom, og tildels for egen Fornøjelse og Fjas; hvorimod det ny Testamente lærer os at hans første Undergjerning (i Brylluppet i Kana) skedde efter han var 30 Aar, og at han kun gjorde Mirakler for at gavne og glæde Andre.