Bonden
Der er Ingen, som saaledes er „sin egen Herre“ som Bonden; der er heller Ingen, som kunde leve et saa behageligt og tilfreds Liv som han, naar han rigtig forstod at nyde de Fordele, han fremfor mange Andre har. Thi han er dog mere end nogen Anden en „fri Mand“, der steller sig selv og sine Sager aldeles efter eget Behag. Han er i al sin Gjøren og Laden selv den Høistbefalende, uden ved Instrukser og Forordninger at indskrænkes eller hindres i sine Planer. Kort, „han er den Mand, hvis eget Tykke og ei Tyrannens Nytte hans Daad bestemme kan“. Styrket og munter forlader han selv først sit Leje om Morgenen; og paa hans Bud er snart ogsaa hans raske Gutter og Jenter ordnede og færdige til at indtage hver sin Plads ved Frokostbordet, der alt af hans gesvinte Kone er dækket med de simple men kraftige Retter, medens han selv som en liden Høvding tager Sæde ved Høgbordsenden. Og man venter ikke længe, før Hesten og Studen er for Slæden, og Øksen i Vedskuret sat i Bevægelse, medens Stuen er fuld af Rokkenes Surren, hvorigjennem der gjærne høres en svag Stemme af en Morgensang. Og nu gaar Arbeidet fra Haanden med en Kraft og en Lethed, saa det er en Lyst at se. Selv lægger han gjærne baade den første og den sidste Haand paa de Arbeider, som om Dagen forefalder; og efter at have nydt sin Aftensmad med Appetit, og en af hans Smaagutter har bragt ham en Ragstikke at tænde sin Pibe med, gaar han nu „saa fro og glad“ og uden at „spørge Fogden ad, om han tilfreds maa være“, tilsengs, hvor han, pustende fra sig de store Røghvirvler, i al Magelighed tænker over, hvad han næste Dag skal sætte sig selv og sine Folk til at gjøre, og sovner saa ind efter en stille Kvældsbøn.
At han nu under alt dette kunde have det godt, synes klart; – thi Alt, hvad der befordrer Legemets Velbefindende og et muntert Sind, har han jo virkelig i alle de gavnlige Afvekslinger, et saadant Liv fører med sig. Og, saasnart han træder udom sin Dør, staar han der i Guds fri Natur i al dens uregelmæssige Regelmæssighed, der skaffer ham saadanne Adspredelser, Fornøielser og Forfriskninger, som en Bymand eller En, der i sit Kontor sidder bøiet over sin Pult, vilde givet Guld for i hans Sted at kunne nyde. Der har han for sig Alt det Store og Herlige, det Blide og Yndige, som Naturen og ikke mindst den norske Natur er udrustet med. Og Alt, hvad han ser og hører, er ikke andet end forunderlige Ting; Alt siger ham, at Jorden ikke er en blot „Jammerdal“ men ogsaa et lyst, triveligt og behageligt Sted at bygge og bo paa; og endnu mere minder det ham om den store Naturens Herre og den Verden heroventil, som han har bered, og hvorhen han vil sende alle Sine.
Jeg vil ikke forsøge at skildre det Herlige i Bondens Liv, jeg vil blot gjøre dem, der har Anledning til at følge ham paa hans Vandringer og under hans Arbeide, opmærksomme paa, hvor rart det er, naar man blandt „Skogens Sangere“, blandt Fuglenes liflige Stemmer hører de raske Skrald af Bondens Økse, der sikkert og haardt angriber de hvide Stammer, medens han selv engang imellem afbryder med en munter Sang, – og naar man ser ham paa sin Blak drage til Sæteren, hvorfra Lyden af Bjelder og Raut og Brægen forenet med skvaldrende Gjenlyd fra de nærliggende Fjelde, møder hans Øre i de mest rare, fortryllende Harmonier. Har han da ikke her i Virkeligheden og i de mest levende Farver Alt, hvad saamangen Digter kun i Indbildningen søger at frembringe og hans Læsere kun i Forestillingen glæder sig ved? Eller gives der vel Noget, „gjort med Hænder“, der saaledes formaar at tiltale os? Selv London, Byernes By, synes mig, maatte staa tilbage for de Herligheder, den norske Bonde dagligdags har for Øie og Øre.
Og, naar han alligevel ofte ikke er saa tilfreds i sin Stilling og har den Trivnad, som rimeligt kunde være, da kommer vel dette af, at han ikke har Forstand og Skjønsomhed til at nyde, hvad han kunde nyde, og stelle sig paa det Bedste. Det gjælder derfor ofte ogsaa her, at han formeget gjør „Bugen til sin Gud“, og glemmer, at „Mennesket ikke lever af Brød alene“, ihvorvel i en anden Mening end disse Ord egentlig forekommer. Ofte er det blot en nødvendig, ofte ogsaa en overdreven Anstrængelse for den ligefremme Ernæring, der saaledes lukker eller idetmindste sløver Sanserne for „Skogens Musik“ og „Blomsternes Vellugt“; men oftest er de ikke nogensinde blevne rigtig aabnede, da Gutten ialmindelighed fra Barnsben af kun vænnes til at „se paa Skillingen“ og pønse og gruble paa, hvorledes han skal kunne „slaa sig frem i Verden“, uden at gjøres videre bekjendt med den Verden, hvis Beboer han er, eller til med Opmærksomhed og Eftertanke at betragte endog det Ubetydeligste af, hvad der falder En i Øinene; dersom man forstod at benytte sig af og imødekomme den naturlige Videbegjærlighed, Børn ved deres mangfoldige Spørgsmaal lægger for Dagen, og gav dem lutter retviste Svar og simple Oplysninger, istedenfor at man ialmindelighed urigtigen bebreider dem Nysgjærrighed og for at afvænne dem dermed kun giver dem en kort Besked: da vilde ikke den herlige Lærelyst, de af Naturen har, eller rettere som Naturens Herre har nedlagt i deres Barm, saaofte kvæles allerede i sin Spire; og da vilde vore Skolebænke indtages af flere opvakte og færre dorske Hoveder, og følgelig Oplysningen og dens Goder blive mere almindelig hos de simplere Klasser, end Tilfældet desværre er. Men saalænge heri ingen Forandring sker, og – for at komme til et saa saare vigtigt men desværre lidet paaagtet Punkt – saalænge der ikke saaes i den allerbedste Sædetid, i Barnets – det nemmere Barns – sjette og syvende Aar, vil en god Del Sæd, som senere udkastes, være spred forgjæves, og meget Arbeide for „Folkeoplysningens Fremme“ gaa spildt; thi i denne Tid er gjærne den ny Jordbund mest modtagelig for, ja man kan sige, den absolut trænger til Sæd. Og, hvis man da ikke „saar god Sæd i Ageren“, kan man nok let-skjønne, at „Fienden“ vil faa saa meget mere Raaderum med sin „Klinte“. Dersom man saa endelig blev gjort opmærksom paa, hvad der isandhed er skjønt og godt, – forudsat at man saa igjen har ladet sig forene med sin Gud, da forekommer det mig, at Ingen kunde have Anledning til at have slige Goddage som Bonden.
Endnumere blev for ham „vor Jord et herligt Sted at bygge paa, naar Broderfred var overalt at finde“. Thi Intet kan vel stort mere bidrage til at gjøre os Livet behageligt, end det, at bi som „gode Venner og gode Naboer“ leve sammen uden at lade Egennytten og Egenæren raade formeget. Men i dette Stykke er mangen Bonde ikke som han burde. Der er en Sandhed, hvis Rigtighed ingen Fornuftig trækker i Tvivl, men som dog saa ofte falder saa vanskelig at fatte; og det er den, at jo mere Enhver for sig vil „passe sig selv“ og „være sig selv nærmest“, desto daarligere gaar det baade i en og anden Maade; og jo mere man ligesaavel vil passe sin Næste og være ham ligesaa nær som sig selv, desto bedre kommer man fra det. Dette er en Sætning, som aldrig forofte kan gjentages oplyses og indpræntes hvorfor jeg skal anføre nogle Eksempler, der mer og mindre passe til den.
Jeg havde for en Tid siden Anledning til at gjøre mig bekjendt i en vis Gaard, blandt hvis Folk saavel Manden og de Øvrige som især Konen var overmaade snil. Hendes Søster var „Mor sjøl“ i Nabostuen; og de var begge i gode Kaar. I den første Gaard tog alle Reisende ind; men ogsaa de Fattige, der trængte sin Næstes Hjælp – og af saadanne var der mange i den Egn – vænte sig til dette Hus, men Ingen til Navostuen; og hvorfor? upaatvivlelig fordi Alle, baade Høie og Lave, baade den fornemme Reisende og den vandrende Betler var velkomne hos hin Kone, men idetmindste ikke de sidste hos Søsteren. Efter gjentagne Gange at være bleven opmærksom paa dette, og især paa, hvorledes denne elskværdige Kone fra Morgen til Aften rakte Haanden til alle de Fattige, som gik, spørger jeg hende endelig, tildels blot for at faa hende til at ytre sin Mening for mig: Men kjære, hvordan kan dette gaa an, du som har saa mange egne Folk at lage Mad for, og dog kan give saa Meget vaade til Ikketrængende og især til alle disse Fattige, og det endog jeg ser, somme gaar her næsten daglig? „Aa stakkar disse Fattige“ – var Svaret – „de trænger nok, hvad de faar de“. „Det ved jeg nok“ – tog jeg atter tilords – „men nu spørger jeg, hvorledes Du kan holde ud at give saameget, at det ikke blir forlidet for dit eget Hus; thi „Enhver er jo sig selv nærmest“, som man siger“. „Ja, det er nok saa“ – svarte hun igjen efter en liden Betænkning – „men vi har ikke rigtig godt af, hvad vi selv æder heller, naar disse skal gaa hungrige bort fra os. Vi har bestandig givet; men vi synes ikke, det minker paa Buret for det. Herren har vel stelt det saa, ad naar man giver Noget, saa faar man Noget ogsaa. Her er sagtens ogsaa de, som ikke giver formeget; de har ikke mere de end vi“. (Med disse Ord kastede hun et Blik mod iNabogaarden, der gav mig tilkjende, hvem hun især mente paa). – Jeg kunde fortælle mere sligt Vakkert om denne velsignede Kone; men for ikke at trætte Læseren, faar dette være nok. Kun skal jeg tilføie, at hun nu har faat opfyldt sit Ønske, nemlig at „afklædes“ sit forkrænkelige Legeme, hvorpaa hun i lang Tid led af Svaghed og Sygdom. Hendes Minde velsignes i hendes Kreds; og at hendes Bøn, hendes sidste Ord hernede: „Gud se til mig i Naade ned“ – er opfyldt, det er et fast og grundet Haab.
Et andet lidet Eksempel, som ogsaa synes mig i høieste Grad værd at efterlignes, skal jeg med det samme anføre. Jeg har ikke oplevet det selv; men det er mig fortalt af en Person, om hvis Troværdighed jeg ikke tvivler. Tvende Mænd, der var Naboer, reiste i Barkbrød-Aarene til Trondhjem for at hente Grønskab. Nu var der, som man ved, ikke altid Korn at faa i Byen heller; og saaledes kunde hellerikke disse To faa noget. Imidlertid havde den ene af dem en halv Tønde Byg opbevaret hos en Mand i Byen fra Aaret før, da han ogsaa havde været der og faat kjøbt. Hvad gjør nu denne med sen halve Tønde? Jo, han deler den med sin Nabo; og saaledes havde de hver sit Kvarter hjem. – Ved at fortælle dette er det naturligvis ikke min Mening, at ikke Manden kunde været nok saa „god Nabo“, om han havde „beholdt Sit for sig selv“; især da han hellerikke havde Meget at „laske med“. Imidlertid er det et saa vakkert Bevis paa et godt Hjærtelag og Broderkjærlighed – et Bevis, hvortil der ofte forgjæves vil søges Mage. Man bliver tværtimod somoftest var, at man først og sidst „passer sig selv“ og lader sin Næste eller endog sin Nabo flakke, som han kom. Hvorlidet man saaledes kan bekvemme sig til at omfatte sine Medmenneskers Ve og Vel, har man desværre altformange Eksempler paa. Jeg skal nævne et. I Slaataannen ved man, hvor travelt der er, naar der efter flere Regnveirsdage begynder at skinne op (blive Høivær); hver Time og hver lille Hjælp er da kostbar, især dersom det tegner til Regn, eller bliver Aften førend man endnu har faat sammen sit Hø. Nu hender det ikke sjælden, at den ene Nabo bliver færdig med Sit, mens det staar som hedest til hos den anden. Man skulde nu tro at han skyndte sig hen og understøttede ham med sit Mandskab – en Hjælp, der ofte vilde være af mange Penges Værd. Men nei, han gjør det ikke altid. Nu ved jeg nok. Mange vil svare: Ja, jeg skulde nok gjøre det og havde stor Lyst dertil, naar jeg vidste, min Nabo i et lignende Tilfælde vilde hjælpe mig. Men, saa er det jo netop Egennytten, som holder dem tilbage, eller det, at man Ingenting vil gjøre for sin Næste uden Sikkerhed for at have nogen ligefrem Fordel deraf; og under slige Omstændigheder kan der ikke blive Tale om nogen „Bensomhed“ mellem Folk. Dog kan nok de, som i holdes tilbage af en saadan Frygt, være aldeles sikre paa, at de ved en slig liden „Benlek“ mod Naboen snart vilde bevæge ham til Paaskjønnelse.
En anden Fejltagelse, som Bonden tildels gjør sig skyldig i, og som har sin Grund i at han mere ser paa et Slags Ære end paa Fordelen, er den, at Alle ved et vist Arbeide vil være de første og holder det for en Skam et være de sidste. Det hænder saaledes ikke saa sjælden i somme Bygder, at man skjærer grønt Korn og indfører det raat blot af den anførte Grund. Enkelte, som ikke vil vedkjende sig en saadan Taabelighed, anfører nok til sin Undskyldning, at man frygter for tidlig Nattekulde. Men kjære, jeg sætter endog, at blandt 20 Aar de 10 var Frostaar – hvilket vel aldrig er Tilfælde der, hvor man har Ager – lønte det sig ikke ogsaa da bedre at vove Ageren noget længere; saa sit man idetmindste de 10 Aar godt Korn, medens det i de andre 10 Aar frøs bort, hvorimod man ved bestandig at skjære fortidlig aldrig faar det rigtig godt i Laaven.
Se, dette var nu kun nogle faa Eksempler; men ihvorvel mangfoldige saadanne kunde anføres, kan det paa den anden Side ikke nægtes, at det mangesteds forholder sig ganske anderledes. Det er vist, at man – skjønt vel desværre sjældnere – ogsaa ofte ser Folk at indrette sin Gaardsdrift saa hensigtsmæssigt og godt og behandler sine Sager med en saadan Forstandighed og Omtanke, at der kun staar lidet tilbage at ønske. Det er ligesaa vist, at man i mange Grandelag finder en saadan Forekommenhed og Hjælpsomhed mellem Folk, at man saanær skulde tro, det Hele var kun en stor Familje, hvis fælles Vel hver Enkelt betragter som sit eget Vel, hvilket de Alle med forenede Kræfter bestræber sig for at naa, og, da „Enighed gjør stærk“, ogsaa saameget mere kan naa. Men dette være sagt, ikke for at Alle skulde trøste sig med at kunne henregne sig til denne Klasse, men for ikke at skjære Alle over en Kam, og fornemmelig for at gjøre de ovenfor Omtalte opmærksomme paa, at der gives dem, hvis Eksempel baade kan følges og er værd at følges.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |