Nicolai Wergeland (Christensen)/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
John Grieg (s. 1-3).
II  ►

Født i Hosanger 1780, af bondeæt, død som provst og sogneprest til Eidsvold 1848, et af de mest fremtrædende og mest omstridte medlemmer af rigsforsamlingen 1814, rousseausk frihedsmand og Karl Johans ven, fanatisk i sit had til Danmark, alsidig interesseret og alsidig udrustet, har Nicolai Wergeland spillet en merkelig rolle baade i vor politiske og i vor litterære historie; han er en af de personligheder, som enhver iagttager af vort nyere aandslivs udvikling vil stanse ved. Hertil kommer, at han ikke bare har havt betydning direkte ved sin personlige indsats i norsk kultur, men at han tillige har øvet en merkbar indflydelse paa sin søn Henrik Wergeland, hvis virksomhed faar en interessant belysning ved at sees i sammenhæng med faderens.

Nicolai Wergelands æstetiske debut er en efterligning af Sterne: „Haldor Smeks smaa Tildragelser i Livet, Eventyr, Bemærkninger og Meninger“ (Kjøbenhavn 1805), hans sidste litterære gjerning er, som hans datter fortæller,[1] at oversætte Victor Hugo: „Les burgraves“. Der ligger en hel tidsalder mellem disse to forfattere, oplysningstidens glade og følsomme digterprest og den steilt storslagne romantiker, en sælsom forvandling af menneskets interesser og smag. Og Nicolai Wergeland har paa et langt stykke Vei fulgt denne forvandling: det sentimentalt æstetiserende Kjøbenhavn af 1800, det Kjøbenhavn, hvis aandelige gjennemsnitsniveau betegnes af Rahbek, har bestemt hans første bog; senere træffer Vi jo et og andet fra hans haand af det samme præg: i Kristianssand udgir han en fortsættelse af „Haldor Smeks smaa Tildragelser“ (1810), men han blir fra nu af mere politisk end æstetisk interesseret. Først ved 30 aar efter sin debut træder han atter op i den litterære verden, denne gang som sin søns kritiker og forsvarer under den første store brydning i det unge nationale aandsliv. Nicolai Wergelands første frembringelse er i sjelden grad merket af en hensygnende aandsretnings fattigdom, den er en aandløs efterabelse, besidder intet af Sternes vid, intet af hans pikante følsomhed, hans naturlige skjelmeri; den ligner et vissent vrængt skind, alt indhold, alt oprindeligt liv er udtørret. Næste gang møder vi den nu aldrende forfatter som en forstaaende og varmhjertet forsvarer af det nye liv, der sprudler frem i vort folk, dets forsvarer mod en gammelklog yngling og hans venner, trediveaarenes konservative ungdom. Men det er netop hans forhold til Sternes aarhundrede, der betinger denne hans holdning, vel ikke hans forhold til dets døende kunstformer, men til den fornyelse af menneskeaanden, den rige og varme menneskelighed, som var arven fra det 18de aarhundrede. Nicolai Wergeland er en af de mænd, som — forbi den politisk-romantiske reaktion — fortsætter den ældre slegts gjerning, og savnede han end flere af de egenskaber, der var nødvendige, for at han kunde virke dybere ind i den nationale udvikling, havde han dog den lykke, at det bedste og betydeligste, han havde følt og tænkt, blev grebet og udviklet af hans søn.

I virkeligheden kulminerer den optimistiske frihedsbevægelse fra forrige aarhundrede i Norge først hos Henrik Wergeland. Mens den overalt i Europa baade litterært og politisk mødes af en modbevægelse, forekommer der hos os neppe nogen saadan afbrydelse. Tvertimod faar bevægelsen ved den lykkelige udgang af krisen i 1814 saa sterk næring, at de reaktionære forsøg fra regjeringen senere ingen medbør finder. Er der end enkelte af de frisindede embedsmænd fra 1814, som nogle aar efter viser mere tilbageholdenhed eller endog søger at undergrave sit eget verk, saa er denne frontforandring kanske mere et tegn til en anden opfatning af praktisk-politiske forhold, end den er udtryk for en anden mindre frisindet aandsretning, — og er der dem, hvis begeistring begynder at blegne,[2] saa har den frie tænkning til gjengjæld slaaet dybere rødder hos andre og fremfor alt i samfundsklasser, der hos os tidligere havde staaet saagodtsom udenfor tidens aandelige rørelser. Da endelig en efterdønning af den europæiske reaktion, væsentlig i tilknytning til litterære foreteelser, som dansk efterromantik,[3] naar os i trediveaarene, har allerede ude i Europa en ny bølge overskyllet reaktionen: den bevægelse, der tager fart ved julirevolutionen, glider i Norge sammen med den gamle af samme aand og gir den ny energi, nye impulser. Især gjennem sin far og gjennem sin interesse for N. Treschow er Henrik Wergeland intimt knyttet til det 18de aarhundredes kultur, — ved julirevolutionen faar de ideer, han saaledes er vokset op med, sin ilddaab: de bestemmes nu nærmere gjennem de nye former, hvori det 18de aarhundredes tanker vender tilbage.

Den ældre Wergeland staar naturligvis ikke paa den maade aaben og modtagelig for nye impulser som sønnen; der er de af sønnens interesser, som kun svagt berører faderen; men der foregaar dog hos ham — gjennem den kjærlighed, hvormed han, selv en skuffet mand med engang høie maal, følger sin begavede søns udvikling — som en fornyelse, en gjenopliven: man har det smukke syn af den ældre mand, der blir ung igjen med en ny generation og da yder det, som kanske mere end noget andet vil sikre ham de kommende slegters sympati.

  1. „I de lange Nætter“ s. 259.
  2. Man kunde her bl. a. henvise til debatterne om den almindelige værnepligt i de første stortingssessioner, hvor flere repræsentanters frisind meget snart viser en mindre entusiastisk karakter.
  3. Allerede tidligere har vistnok vor digtning havt aflæggere af tysk romantik (Maurits Hansen), men disse aflæggere var dels af ringe værd og interesse, dels trivedes de udmerket sammen med ligesaa tarvelige frembringelser af den ældre litteratur. Hos os forekommer ingen sterk litterær brydning som f. eks. i Sverige: Kotzebue og Fouqué dyrkes uden anstød side om side. Først med Welhaven kommer kritiken og brydningen.