Nationalforskeren P. A. Munch/5
Høsten 1834 og vinteren blev en livlig periode i den lille hovedstad. Der var trukket en skybanke op paa unionspolitikkens himmel; nye svenske sølvdalere bar Norges løve som et led i det svenske riksvaaben, og det svenske regjeringskontor som bestyrte begge rikers konsulatvæsen, anvendte samme symbolik i sine segl. Selv i det ellers loyale norske finansdepartement fremkaldte dette harme; man lot resolut en gjørtler stikke signeter til rent norske konsulater og skrev en hvas indstilling, som blev den første foranledning til nedsættelsen av den første unionelle revisionskomité. — Samme høst flyttet Henrik Wergeland for godt fra farens prestegaard ind til Kristiania som amanuensis ved universitetsbiblioteket, og satte straks liv i leiren ved at faa istand en fest til «Fædrenes Minde» i likhet med den han til avsked hadde foranstaltet hjemme paa Eidsvold. Her var det han fandt leilighet til at kaste frem den sætning som i mindst en menneskealder blev den norske nationalforsknings motto:
«Vort Norge og fortidens Norge synes som to avbrutte halvringer, der passer paa det nøieste sammen; mellemalderen kun som den uegte lodning, som vi bryter væk for at hele de egte led.»
Dagen efter denne Wergelandske fest i Studentersamfundet laa Welhavens lille sonnet-hefte «Norges Dæmring» paa disken hos byens bokhandlere.
Make til opstyr hadde det unge Norge ikke endnu været utsat for. De faa og smaa blade var uke efter uke fyldt av vild polemik pro og contra. Blandt dem som i stridens største hete hug forsvarlig om sig under Welhavens fane, finder vi ogsaa hans trofaste drabant Peter Andreas Munch: Schweigaard færdedes endnu utenlands. Utpaa vinteren sørget Wergeland for et muntert intermezzo ved at slynge sin uforskammet vittige farce «Papegøien» midt op i hurlumheien.
Slik var de sidste indtryk Munch tok med hjemmefra, da han paa vaaren 1835 — efter at ha holdt bryllup — med sin unge brud og sin lærer og ven Rudolf Keyser satte kursen til Kongens Kjøbenhavn, gamle Frederik den sjettes fredsommelige residens.
Kjøbenhavn var dengang — 20 aar efter skilsmissen mellem «tvillingrikerne» — fremdeles norske akademikeres aandelige hovedstad. For Munch, som hørte med til det Welhavenske intelligensparti, var det visselig kjært at kunne komme den netop florerende guldalder-literaturs bærere paa nærmere hold; men nogen stor oplevelse bød opholdet ham egentlig ikke. Det eneste epokegjørende som indtraf i den danske literatur i de to aar, mens han bodde i Kjøbenhavn, var fremkomsten av H. C. Andersens «Eventyr» og av Hertz’s romantiske skuespil «Svend Dyrings Hus». Forsaavidt kan det stilfærdige aandsliv i aandens hovedstad ikke ha virket forstyrrende paa hans flid; ovenpaa Wergelands-uroen, unions-uhyggen og bondestortings-demokratismen hjemme maatte opholdet i Frederik den sjettes og Oehlenschlägers, kansellienevældets og vaudevillernes Kjøbenhavn forekomme ham at være et idyllisk miliø for hvetebrødsdagene.
Man vet at egteparret Munch blev mottat med megen gjestfrihet i hyggelige danske hjem, og at de altid bevarte glade minder fra dette sit første ophold i Kjøbenhavn. Det var vennen Schweigaard som saa at si overlot dem sin netop ledige plads i stuerne, idet han ved sin utnævnelse til juridisk lektor efter Fr. Stang blev kaldt hjem akkurat i de dage Munch og Keyser drog hjemmefra. Munch og frue vanket bl. a. meget i pastor Grundtvigs hus, og gjorde overalt lykke ved sit lyse muntre sind og sin musikalske begavelse.
Det arbeide Keyser og Munch hadde at utrette, var at gjennemgaa alle de mange gamle pergamentsbøker som indeholdt oldnorske lovtekster, og skrive dem av til bruk for den paatænkte utgivelse. Utbyttet av deres omhyggelige flid er de ca. 40 hefter paa tilsammen henved 4000 prægtig skrevne store kvartsider som nu opbevares paa vort universitetsbibliotek indbundet i 11 bind. Det ser ut som mester og lærling vilde kappes i at skrive sirlig; av selve haandskriften kan man læse sig til den andagt hvormed de utførte sit hverv i nationens tjeneste. Stortinget hadde bevilget 6000 kr. — for den tid en sum som veide paa budgettet, og som derfor viser forstaaelse av sakens betydning — og videnskapsselskapet i Trondhjem skjøt til adskillig over halvdelen saa meget. Det gjaldt at kundgjøre for folket selv og for verden hvad Norge engang hadde eiet av kulturevne; netop paa lovgivningens omraade var jo denne lagt for dagen i sin fulde glans. Og baade i Danmark og i Sverige var det tilsvarende kildestof allerede irettelagt; Kolderup-Rosenvinge og Schlyter hadde trykt bind paa bind av sine fædrelands gamle love. I Tyskland var man endog alt i gang med den videnskabelige utnyttelse av teksterne.
Paa to aar var Keyser og Munch færdige med at ransake og skrive av alle de norske lovbøker fra middelalderen, som fra Kristian Kvarts tider var samlet i tvillingrikernes fælles kongelige bibliotek og i Arne Magnussons haandskriftssamling. Munch nyttet tillike leiligheten til at gjennemgaa den store samling av gamle norske skindbrever og de geistlige jordebøker som hin lærde islænding i Holbergs dage hadde laant ut av norske bispearkiver, og som det danske styre for hans legat hadde beholdt i sit verge; en del fik han ogsaa skrevet av.
Ved paasketider 1837 drog Keyser og Munch over Sundet for at fortsætte sit arbeide med de lovbøker som i sin tid var havnet i Sverige. For Munchs vedkommende blev opholdet i Stockholm dog ganske kortvarig. Allerede ved pinsetid fik han nemlig utnævnelse som lektor i historie.
Under hans fravær var gamle professor Steenbloch avgaat ved døden, og kandidat Ludvig Kristensen Daa — Wergelands ven —, som hadde været konstituert docent i faget, blev ved den endelige besættelse av embedet forbigaat til fordel for den jevnaldrende Munch. De liberales organ «Morgenbladet» raste, og Daa blev for livet sin heldige medbeilers arge fiende; men intelligenspartiets nystiftede dagblad «Den Constitutionelle» bet dygtig fra sig. Slik gik det for sig at Munch kom hjem fra sin utenlandsfærd som et motsigelsens tegn. Det skedde ved midtsommer 1837. Ved juletid kom Keyser. Han var utnævnt til Steenblochs eftermand i professoratet, samtidig med at hans eget lektorat blev besat med Munch. Mens Munch skyndte sig hjem til sit nye embede, ængstelig for intriger til fordel for medbeileren, hadde Keyser tilbragt ogsaa næste halvaar i Stockholms, Upsalas og Lunds biblioteker.