Nøkken
„Nøkken opløfter sit vaade Skjeg
Og venter med Længsel sit Bytte.“
Zinklars Vise.
Dette Vandtrold opholder sig fornemmeligen i Floder og Søer, dog stundom ogsaa i Fjorde. Aarligen vil han have et Menneske til Offer, hvorfor man ogsaa hører, at i enhver Flod og i ethvert Vand, hvor en Nøk har sit Tilhold, bliver aarligen i del mindste eet Menneske borte, og naar En skal drukne, høres Nøkken ofte at raabe huult og fælt: „Sæt over!“ Saadanne ondtvarslende Skrig, som paa nogle Steder kaldes Varskrig, skal ogsaa bestaae i en jamrende og klynkende Stemme lig et Menneskes, der er i Dødsvaande. Han kan omskabe sig til allehaande Ting, snart til en halv Baad i Vandet eller en halv Hest paa Stranden, snart til Guld og Kostbarheder. Rører man ved disse, faaer Nøkken strax Magt over En. Efter smaa Børn er han især grisk. Dog er han kun farlig efter Solens Nedgang. Naar man da kommer til Vandet, skal det ikke være af Veien at sige: „Nyk! Nyk! Naal i Vatn! Jomfru Maria kastet Staal i Vatn! Du sæk, æk flyt![1]“
Nøkken er paa mange Steder bekjendt under Navnet Søtroldet, der stedse opholder sig i Vandet og har flere Hoveder. Frister Nogen Havsnød, da maa han love det Søn eller Datter for Befrielsen; men saa skjenker det ogsaa Giveren efter Ønske Rigdom og Lykke. Det vexler ofte Skikkelse, og antager Navn efter de Steder, hvor det har sit Tilhold. Saaledes kaldes det frygtelige Trold, der opholder sig udenfor Gaarden Gjevestø i Fyrrisvandet i Øvre-Thelemarken, Gjevestøtroldet, og det er Aarsag i, at Vandet der næsten altid er i stærk Bevægelse. Hvergang det stormer eller trækker op til Uveir, viser det sig i Skikkelse af en stor Hest, ragende med sine uhyre Hover i Vandet. I Viglien ved samme Vand opholder sig et andet Trold, Vigtroldet kaldet, der hujer skrækkeligt, naar en eller anden Ulykke er paafærde.
I det af bratte Fjelde indsluttede og for Kastevinde meget udsatte Rorevand i Nedenes opholder sig ogsaa et Trold, der kaldes Roretroldet. Det viser sig under mangfoldige Skikkelser, snart som en Hest, snart som et Hølæs, snart som en stor Orm, snart som en Mængde Mennesker. Næsten alle Omkringboende vide at fortælle saavel om Troldet, som om de Folk, der have seet det. Om Vinteren, naar Isen er paa det stærkeste, kan man paa en eneste Nat see en lang bred Vaag med sønderbrudte Iisstykker i, hvilket Alt er Rore-Troldets Verk.
Uagtet Nøkken er et farligt Trold, finder han dog stundom sin Mester. I Sundfossen i Gjerrestad, fortæller Sagnet, boede der længe en Nøk, som forvoldte, at Folk ofte forulykkedes, naar de efter Skik roede op eller ned ad Fossen. Presten, som befrygtede Fare af denne Nøk, medtog paa sin Reise 4 haandfaste Karle, og lod dem tvende Gange roe af al Kraft op ad Fossen; men de glede hver Gang tilbage uden at komme op. Da man tredie Gang roede til, saae Folkene, at Presten øverst i Fossen greb med Haanden i Vandet, og drog op deraf et sort Væsen, at see til som en liden sort Hund. Presten bød Folkene at roe videre op ad Vandet, i det han satte Nøkken fast mellem sine Fødder, og taug ganske stille. Da man nærmede sig Steenurden ved Tvet, manede han Nøkken derind. Siden den Tid er Ingen forulykket i Sundfossen; men derimod ere tvende druknede udenfor Tvetsurden, hvor Jammer som af Folk i Livsfare endnu ofte høres.
[Meddeelt].
Meget bedre gik det ikke Nøkken i Bahus. Paa Morland skabte han sig om til en Hest og gik paa Stranden for at spise; men en klog Mand, som mærkede at der var Uraad paafærde, kastede en saa kunstig Grime paa ham, at han ei kunde slippe løs igjen. Manden beholdt nu Nøkke hos sig den hele Vaar og plagede ham dygtig, i det han pløiede alle sine Agre med ham. Omsider gik Grimen ved en Hendelse op, og som en Ild sprang Nøkken i Søen og drog Harpen med sig. (P. Kalms Westgötha og Bahusländska Resa 1742. P. 200). Nøkken eller et andet Vandtrold var det vel ogsaa, som seent en Qveld raabte fra Vandet ved Hvidesø Prestegaard: „Tiden er kommen, men ikke Manden.“ Saasnart Presten fik det at høre, befalede han, at man skulde passe paa den Første, som kom og vilde over Vandet og hindre ham fra at reise videre. Strax kom en Mand i jagende Fart og forlangte i største Hast en Pram. Presten bad ham opsætte sin Reise, men da hverken Bønner eller Trusler kunde hjelpe, lod Presten bruge Magt. Den Fremmede blev da ganske magtesløs og blev liggende saa indtil Presten lod hente Noget af det Vand, fra hvilket der var raabt og gav ham det at drikke. Neppe havde han drukket Vandet førend han opgav sin Aand. (Lignende Sagn fortælles om Laagens Elv o. fl.)
Anm. uagtet Nøkken, Nykken, eller som han i det oldnordiske Sprog kaldes Nikr[2] ei nævnes i de eddaiske Sange, som ere blevne opbevarede til vore Tider, kunne vi dog saavel af det gamle angelsachsiske Heltedigt, Bjowulfs Drapa, som af de gamle Søgur (Sammenlign Landnamabok P. 88, 496. Eyrbyggia S. 316) see, at Troen paa dette Vandtrold er ældgammel.
Den første Oprindelse til dette Væsens Tilværelse og Vedbliven i Folkets Tro er maaskee den Omstændighed, at Isen i flere ferske Vande, naar Tøveir tilstunder, sprenges op i Midten, og brister med et stærkt Brag, hvilket man i Forening med en aaben Rand i Isen, tilskriver et Trold eller en Nøk, som har sit Tilhold i Vandet. (Olafsons Reise paa Island 1, 56).
Naar vi sammenligne de tilgrændsende og beslægtede Nationers Folketro med vor, ville vi med nogle Forandringer gjenfinde de samme Ideer og den samme Overtro.
Paa Island, hvor Nøkken kaldes Hnikur, viser den sig som en smuk graa Hest, der søger at faae Folk til at bestige sig, og derpaa iler med dem i Vandet. Undertiden skal man dog paa en Maade have faaet tæmmet ham, saa at man har kunnet bruge ham en kort Tid til Arbeide. (Olafsons Reise gjennem Island 1, P. 55, 215. Landnamabok 88). Paa Færøerne opholder „Nikar“ sig i ferske Vande eller Indsøer, hvor den trækker Folk ned til sig, og drukner dem. (Landts Beskrivelse over Færøerne P. 449). I Sverige derimod fremtræder „Necken“ snart i Skikkelse af et voxent Menneske, der især er storagtige og knibske Piger farlig, snart som en vakker Yngling, der dog nedentil seer ud som en Hest, snart som en gammel Gubbe, med langt Skjeg og snart som en skjøn Dreng med guullokkede Haar og rød Hue, siddende om Sommeraftenen paa Vandfladen med Guldharpe ihænde. For af ham at lære Musik skal et sort Lam være en kjerkommen Betaling naar man dertil lægger Haabet om Salighed, som ligger de svenske Nøkker meget paa Hjertet. Da derfor to Drenge engang sagde til en liden Nøk: „Hvad er det værd at du sidder her og spiller, du bliver dog aldrig salig,“ saa skal han have begyndt at græde bitterligen. (Svenska Folk-Visor från Forntiden samlede och utgifne af G. Gejer och A. Afzelius 3, 127).
I Danmark sagde man tilforn baade Nøkken og Nikken. Almuen beskrev ham da som et uhyre med menneskeligt Hoved, der opholdt sig baade i Havet og i Vandet. Naar Nogen druknede, sagde man: „Nøkken tog ham bort;“ naar en Druknet fandtes med en rød Næse: „Nikken har suet ham.“ (F. Magnusens Eddalære 4, 250).
I Tydskland kaldes han Nix eller Wassernixe, Alemannerne derimod kaldte ham Nihs eller Nutke ɔ: Underfundighed. Nixen beskrives paa de fleste Steder som en liden Mand med rødt Haar eller rød Hue, men dog paa andre Steder som en Qvinde. I Bøhmen viser han sig med grøn Hat og grønne Tænder, og opfanger i sine prægtige Boliger de Druknedes Sjele. Paa Rügen bærer han Navn af Nickel. Ligesom sin norske Frænde vil den tydske Nix have sit Offer, hvorfor der almindeligen hvert Aar drukner et Menneske i de Floder, hvor en Nix opholder sig. Derfor siger man i Hessen advarende til Børn, der ville bade sig „Nöcken mögte dich hineinziehen.“ (Des deutschen Mittelalters Volksglauben und Heroen-Sagen von Dobeneck 1. 38, 44. Grimms deutsche Volkssagen 1, 68, 78).
I Scotland viser Nøkken sig snart som Shellicoat, der er bedækket med Søtang og Muslingskal, snart som Kelpie, der i det mindste i Høilandene aabenbarer sig i Hesteskikkelse. (Mythologie der Feen von Wolff 2, 219).
Paa Orkenøerne seer man ham enten som en liden Hest eller som en Mand under Navn af Tangie[3], og paa Shetland heder den Shoopiltee, og seer ud som en lille skjøn Hest, der lokker Folk til at bestige sig og derpaa løber tilhavs med Rytteren. Paa de scotske Øer bringer man ham ved Høitiderne Offre, f. Ex. en Kop godt Øl (Hibberts description of Shetland, 5, 26). – At Angelsachserne have kjendt Nøkken kunne vi som sagt see af Bjowulfs Drapa, et gammelt angelsachsisk Digt om Skjoldungerne, som Thorkelin 1815 udgav og Grundtvig 1820 oversatte. Deri omtales et Uhyre, der snart kaldes eotun ɔ: Jette, snart Thyrs ɔ: det er Tdus, og som bortførte de danske Krigere til Nøkkernes Hav. (Nicera mære). Der omtales ogsaa „Nicor husar fela,“ og
”Ni saa var de Nykke,
Med Sværd jeg slog paa Hav.“
- ↑ Mundtligt, sammenlignet med Spydbergs Beskrivelse P. 420 og Sillejords 251. Hr. I. K. Christie yttrer i nogle Bemærkninger til første Udgave, som han godhedsfuld har meddeelt mig: „Troen paa Nøkken existerer vistnok paa Vestkanten af Norge, dog har jeg der aldrig faaet mere at høre om den, end at den, som et Vandtrold i menneskelig Skikkelse lokker Folk, helst Børn til sig. Paa Søndmør og i Nordmør derimod, har jeg ofte Ord til andet hørt den skildre som før i Sagnene fortalt. Man lægger til, hvad og sees af den dernord bekjendte Nøkkevise, at naar den har forvandlet sig i Menneskeskikkelse for at forlokke et Væsen til sig, bliver det hans Død, om hans udkaarede Bytte kjender ham og nævner ham. Saaledes heder det i Slutningen af Nøkkevisen, efter at den adelige Frøken, han vilde drage med sig, havde sagt ham:
„Saa er du Nøkken, det skadelige Dyr“:
Nøkken forsvandt udi røden Blod
(Vaagner op I adelige Drenge!)
Igjen stod Jomfruen med sølvspendte Sko,
(thi I have sovet forlænge). - ↑ Nikr eqvus aqvatilis, paa barbarisk Latin Nocca, diriveres maaskee af knykkia, arripere, captare, cum subito nisu trahere vel extollere. Viga Glums Saga P. 205. Vetus Germ. nack & barb. Lat. naccus (eqvus), vel Nikr, Nykr, malus vapor sive odor (Landnamabok 496). Hnikur og Nikar, hvormed Almuen paa Island og Færøerne benævne dette Vandtrold, bruges i Grimnismál Str.. 45 og Volsunga Saga C. 26 om Odin, og betyder den Seirende (cfr. det græske νικη, νικητηρ).
- ↑ I Ben’s descr. of Orkeney (1599) beskrives han saaledes: Indutus est algis marinis toto corpore, similis est pullo eqvino convoluto pilis, membrum habet simile eqvino & testiculos magnos. Hibbert 504.