Mythologiske Oplysninger til Draumekvædi
„Der vil neppe hos os kunne paavises nogen Folkedigtning i metrisk Form, der i samme Grad som denne godtgjør, hvor bestemt endnu en fjern Fortid lever i Folkets Sind. Draumekvædi er hverken mer eller mindre end den ældre Eddas Sólarljóð, omformet til en Romance. Der lader sig her ikke blot paavise enkelte Strofer, der ganske svare til det nævnte Eddadigt, men begge Poesiers hele Grundtanke og Grundanlæg ere de samme. Kun er Sangen istedetfor i den døde Faders Mund lagt i hellig Olafs, mer udviklede Træk af ren katholsk Tro fremtræde, dog fremdeles ved Siden af Aasatroen, og det hele er omstøbt i Romancens sangbare Strofer og udstyret med Omkvæd, der mærkelig nok her vexle efter Indholdets Natur.“ Saaledes Jørgen Moe paa anførte Sted.
Solsangen[1] og Draumekvædi udfylde hinanden gjensidig: Dødskampen, Døden og Ligleiet skildres udførligere kun i hint Digt, Sjælens Fart til den anden Verden mest i dette, Straffene hisset i begge, Paradisets Glæder i Solsangen, Dommedag udelukkende i Draumekvædi. Ingenlunde tør man antage, at alle eller de fleste af de Strofer i det thelemarkske Kvæde, der intet Tilsvarende have i Eddadigtet, i senere Tid ere tildigtede; deres Indhold fører os tvertimod langt tilbage i Middelalderen, og de i Landstad A V. 20–38 indeholdte Forestillinger ere vistnok endog i sin Grund ren-hedenske, have fra ældgammel Tid af været hjemlige hos Folket. Disse Strofer blive af Vigtighed for nordisk Mythologi, saa meget mer som vi tildels ikke andetstedsfra kjende de i dem udtalte Forestillinger som nordiske eller norske; jeg vil derfor her nærmere betragte dem og søge at belyse dem ved Sammenligning med beslægtede Nationers Myther og Folketro. Herved være det mig tilladt ikke at holde mig inden alt for snævre Grænser, men og mangen Gang at kaste Blikket langt ud mod Øst; thi hos Inderne ville vi finde mange mythiske Forestillinger, som mærkelig stemme med vore norske, oplyse dem og da paa samme Tid give os det klareste Vidnesbyrd om deres Ælde.
Ogsaa Digtets øvrige Afsnit ere af Betydning; den her ren-legendariske Fortælling har vist allerede i Kristendommens første Tid fæstet sig i den nordiske Folketro, og hist og her har da oldmythiske Træk skjult sig bag den kristelige Indklædning.
Til Grund har jeg lagt Landstads Udgave som den fuldstændigste, og ligeledes i det hele fulgt den der brugte Retskrivning.
Medens Grundtanken i Solsangen og i Draumekvædi er den samme, har en anden Ramme nu sluttet sig om Digtet. Denne dannes af V. 1–13 i Landstad A: Olaf Aastasøn er slankvoxen som en Vidjevond, elskes af Fader og Moder (jfr. Visen No. XXX hos Landstad, om Vilgord Hertugsøn, der begynder paa samme Maade); en Julaften sovner han og vaagner ei før 13de Dag Jul i Morgenstunden, som Folk gaa til Kirke; da sadler han flux sin raske Hest og rider til Kirken; der sætter han sig i Døren og, mens Præsten staar for Alteret, fortæller han Gamle og Unge sine Drømme. – Navnet Olaf Aastasoøn kunde bringe til at tænke paa Olaf den hellige, som Digteren maaske har villet fremmane af hans lange Søvn for at berette, hvad han har erfaret paa hin Side Gjallarbroen, og Olafs Drøm før Slaget ved Stiklestad kunde maaske indbyde til en saadan Fiktion (Landstad S. 67). Drømmeren nævnes ogsaa Olaf Aaknisøn (Haakonsson?) og Olaf Aasgarðssøn. Navnet, der som man ser paa forskjellig Maade er blevet forvansket derved at man har tænkt paa forskjellige Personer (Olaf, Søn af Haakon og Margreta?), saa det ikke er let med Sikkerhed at bestemme den oprindelige Form, kan her ikke have Betydning uden for saa vidt, at derved af Folket selv en Mening om Kvædets Ælde udtales. Syner eller Drømme af aldeles samme Art findes fortalte om en Mængde forskjellige Personer hos forskjellige Folk; saaledes lader f. Ex. det islandske Folkesagn Sæmund Frode kvæde Solsangen fra sin Ligbaare; se herom især Magnusen i Indledning til Solens Sang i hans Oversættelse af den ældre Edda III, 192 ff. Wright St. Patricks purgatory. Jeg vil da her ikke videre opholde mig ved Landstads, som jeg tror, mer end usikre Mening, at Olaf Aasgardssøn skulde være Ansgar; kun maa jeg bestemt erklære mig mod, at man i det Enkelte ordner, lemper og forklarer vort Kvæde efter Fortællingen i Remberts vita Ansgarii: denne kan kun gjælde for et oplysende Sidestykke.[2]
Olaf fortæller:
stærkan svevnen fekk,
vaknað ’ki för om trettandagin,
folkið at kyrkja gekk.
Herefter bør følge L. A 21 (Moe sætter det lige foran L. A 13):
derfer tikist eg fróð;
eg var laange i molli mokað,
(ha’ eg) tótt den dauðen góð.
At ogsaa Dødskampen har været skildret, saaledes som i Solsangen,[3] bevidnes af Landstad S. 65.
I L. A 14 bør det Omkvæd begynde, der bibeholdes gjennem hele den Del af Digtet, der skildrer Drømmerens Vandring:
og veginne felle saa viðe.
Det er i den maanelyse Midnatstund, at Skyggen giver sig paa Færd; „Maanen skinner, Dødmand rider“ heder det i en vidt udbredt Folkesang; det samme udhæves i Solsangen V. 51: „Paa Nornernes Stol (d. e. Ligleiet) sad jeg ni Dage; saa blev jeg paa Hest (d. e. Helhesten) løftet, da Gygens Sol (d. e. Maanen) skinned fælt fra de lavt hængende Skyer.“
„Jeg har – fortsætter Drømmeren – været oppe ved Sky og nede paa Havsens Bund, seet Helvede og en Del af Himmerige (jfr. Sols. V. 52); faret over viet Vand og over dybe Dale; „jeg er saa træt af Helfærd (i L. A 19 har Moe for hermo eller felmo Varianten herreferð, som jeg anseer for en Forvanskning af helferð), at inden saa maa jeg brænde.“
Alt om mig var tyst og uhyggeligt, da jeg for ud: „ei vrinsked min Hest, ei gjøde min Pund, ei gol de Ottefugle; det tyktes mig være ondt“ (L. A 20).
gönnom den tynner-renne,
sunde var mi skarlakskaape
og neglann af kvorjum fingre.
L. A 32. Det var mi fyrste útreising
gönnom den tynner-skóg (– mó),
sunde sleit eg mi skarlakskaape
og neglann af kvor min fót.[4]
Aabenbar blot Varianter til disse to Vers ere Landstads A 22 og 23. Første Linje heder her: fyrste var eg i úteksti (eller: eg var meg eingaang útekst eller útrekst); Landstad ved ingen Rede at gjøre for det sidste Ord, jeg antager Forvanskning af i úl–rekstri af rekstr m., Gang, Vandring, Omflakken (af rekkja, gaa, altsaa ensbetydende med útreising). Anden Linje 22: eg fór ivir (eller gönnom) dyraring og 23: ivir dyratroð (troð, f., betraadt Vei.) Begge disse Ord anser jeg for utvivlsomt forvanskede af tynnerrenne (gjennem det ogsaa forekommende tynnerring) og af tynnertroð; mulig har man ved denne Forvanskning tænkt paa de frygtelige Dyr paa Gjallarbroen, der siden omtales; Landstads Forklaring „Dyrkredsen, Solbanen“ passer ikke til de to sidste Verslinjer, finder aldeles ingen Støtte i Solsangen og er i det Hele uden Rimelighed; ligesaa er det en senere indkommen Forestilling naar Visekvæderne her tænke paa „Dørringen“ og „Dørstokken.“ De forskjellige, mer og mindre afvigende Varianter vise tydelig at L. A 22. 23 oprindelig falde sammen med L. A 31. 32 og her er tynnerrenne, tynnermó (d. e., som Visekvæderne rigtig forklare, Tjørnekrat, Slette fuld af Tjørne, af tynner, oldn. þyrnir; ikke – efter Landstads ugrundede Forklaring – Fortabelsens eller Forglemmelsens Bane) sikkert paa sit rette Sted. Dette er ikke alene klart af de to sidste Verslinjer men ogsaa af det med L. A 31. 32 nøie sammenhængende
fatike geve skó,
han tar inki berfött gange
paa kvasso tynnermó (eller: heklemó).
Man har altsaa tænkt sig, at Skyggens Vei først gaar over en Slette, fuld af Torne, der sønderriver den Ondes Fødder,[5] medens den Barmhjertige, der i levende Live har skjænket den Fattige et Par Sko, nu paa en eller anden Maade kommer i Besiddelse af Sko, der føre ham over, saa at ei hans Fødder saares. Aldeles den samme Folketro gjenfinde vi paa forskjellige Steder i den germaniske Verden. Saaledes meddeler Walter Scott (minstrelsy 2,357) følgende Tro fra Yorkshire: De tro, at det er godt engang i deres Liv at give en fattig Mand et Par nye Sko; thi efter dette Liv skulle de barfodede vandre over en stor Hede, fuld af Torne og Gyvel, og slippe kun frem, naar de have givet den nævnte Almisse: ved Begyndelsen af Heden vil nemlig en gammel Mand møde dem med de samme Sko, som de have bortskjænket og naar de have faaet disse paa Fødderne, kunne de uskadte vandre gjennem Tykt og Tyndt. Det Land, hvorigjennem den Døde maa vandre, kaldes og Gyvelmyren (whinny moore). – Ligeledes er i visio Godeschalci fra 1188 (hos Leibnitz script. rer. Brunsv.; anført hos Dietrich i Haupts Zeitschr. f. deutsch. Alterth. IX, 181) det første Straffested for de Døde en Egn fuld af Torne og Tidsler, der gjennemstikke de Ugudeliges Fødder; for dem, der uskadte skulle slippe gjennem Pinestedet, staar der en Lind[6] fuld af Sko, som en Engel uddeler. – Hertil knytter sig og den baade i Norden og Tydskland brugelige ældgamle Skik, at binde den Døde Helsko, medgive ham Sko for hans Vandring til de Dødes Bolig (Grimm Mythol. 795): Veien var ikke alene lang, men ogsaa tornefuld.[7] Saaledes fortælles i Stöbers elsassische Sagen S. 34: I Ingersheim døde en Barselkvinde, hende havde man ingen Sko givet med; da bankede hun første Nat paa Vinduet og sagde: „Hvorfor har I ingen Sko givet mig med? jeg maa fare gjennem Torne og Tidsler og over skarpe Stene.“ – Beslægtede Forestillinger findes i Legender fra Middelalderen: Tundal ser i Purgatorium en Bro, helt over beplantet med skarpe Spidser, der trænge sig gjennem Vandrernes Fødder (Wright St. Patrick’s purgatory S. 34); en lignende Bro, fuld af Naale og Spidser forekommer i Thurcills Syn (Wright S. 42). I Overensstemmelse hermed har J. Moe Varianten heklebrú, der henlægger Tjørnene til Gjallarbroen. – Muhamedanerne tro, at alle Sjæle midt i Helvede maa over en Bro, der er tyndere end et Haar, skarpere end Sværdets Egg og til begge Sider besat med Torne og stikkende Buske; og at de før den yderste Dom maa betræde en Stang af glødende Jern; under hver Troendes Fødder lægge sig da hans gode Gjerninger (Grimm Mythol. 794). Lignende Pinsler finde vi ogsaa hos Inderne; i Jamas Verden (de Dødes Boliger) sønderrives Syndernes Lemmer i Skove, hvis Blade bestaa af Sværde eller Ører, og hvor der staar et Câlmali-Træ, lysende som flydende Guld med lasurfarvede Blade, der er omgivet med skarpe Jærntorne (Weber indische Studien I, 399).
Det forekommer mig klart, at Grundlaget for denne Tro hos Germanerne var tilstede fra de ældste Tider, men den udvidedes og farvedes ved østerlandske Forestillinger, der optoges i og udbredtes gjennem katholske Legender.
Videre heder det i Draumekvædi:
hon henge saa högt i vinde,
(eller: imót norðan vende, eller: hon tist ’punde sky at hange)
hon er all med jónni (eller: gulli eller: krókar) slegin
og saum i kvorjum tinde.
hon ligge saa högt i vinde,
gullið er etter straumo lagt,
og saum etter kvorjum tilje.
hon er baaðe bratt og breið
Paa lignende Maade omtales Gjallarbroen i Eddaerne; ogsaa i disse siges Veien til Hels Bolig at gaa over den. Saaledes heder det i den yngre Edda (S. 38 i Egilssons Udg.): „Det er nu at fortælle om Hermod, at han red (da han efter Balders Død blev sendt til Hel) i ni Nætter gjennem dybe og dunkle Dale, saa at han Intet saa, førend han kom til Aaen Gjøll; da red han over Gjallarbroen, der er tælket med skinnende Guld (lýsigull). Modgudr heder den Mø, som bevogter Broen; hun spurgte ham om Navn og Æt og sagde, at den foregaaende Dag red der over Broen 5 Fylker (250) døde Mænd: men ei drøner Broen mindre under dig alene, og ei har du Dødningelet; hvi rider du her paa Helveien? Han svarer: jeg skal til Hel at søge Balder, – har du kanske seet Balder paa Helveien. Hun svarede at Balder havde redet der over Gjallarbroen: men nederlig og nordlig gaar Helveien. Da red Hermod, til han kom til Helgrinden“.[9] – Gjallarbroen er efter dette guldbelagt, vender mod Nord og er, som Draumekvædi tilføier, brat og bred, beslaaet med Nagler i hver Ende, høit hængende i Vinden op under Sky. Nu har Kuhn (Zeitschr. f. vgl. Sprachforsch. I, 239) af de nedertydske Benævnelser paa Melkeveien: Helweg (Helveien) og Nierenbergerpat (d. e. Veien til det i Underverdenen værende Bjerg) med Rette sluttet, at denne betragtedes som den Sti, paa hvilken de Afdødes Aander fore til Underverdenen. Jeg tror derfor med Føie at kunne antage, at Gjallarbroen, denne høit i Vind svævende, guldnaglede Bro, hvorover Dødningerne fare, er Melkeveiens Stjernebelte.[10] – Dog fører denne Himmelvei ikke blot ned til Underverdenen, men ogsaa op til Gudernes Boliger, „Regnbuen er Dag-Broen mellem Guder og Mennesker, Melkeveien den natlige“ (Kuhn norddeutsche Sagen 247. 2 Anm.); over den fare ogsaa de straalende Guder paa sit natlige Tog, og efter dem faar den Navn (se Grimm Mythol. 138. 330. ff. 1214); den store Bjørn eller Karlsvognens Stjernegruppe, forbi hvilken Melkeveien hos Kuhn norddeutsche Sagen Gebr. No. 425 kaldet wågenpat d. e. Vognveien) drager sig, er da snart den Vogn, der fører Skyggerne til Del, nederl. hellæwagen (Grimm Myth. 762), snart ren, hvorpaa Odin eller en anden Gud farer frem, nedell. Woenswagen (Grimm 138), Irmineswagen (Grimm 329). – Lignende mythologiske Forestillinger forbandt ogsaa Inderne med Melkeveien; jeg henviser herom til Kuhns Afhandling i Zeitschr. f. vgl. Sprachf. II. 311 ff.
Om vor Gjallarbro minder den smale Bro i Purgatorium, hvorover Sjælene maa vandre, der omtales i engelske Viser og Legender; saaledes i en nordengelsk Vise („Skrækkens Bro, ei bredere end en Traad“), i Legenden om Thurcill (Wright St. Patrick’s purgatory S. 42), om Ridder Owain (Wright S. 74). Tundal ser i Purgatorium en smal Bro over en skrækkelig, dyb, mørk og stinkende Dal; Alle, som prøve at komme over, styrte ned, uden en hellig Pillegrim: det er den Stoltes Straf. Siden kommer han til en stor stormfuld Sø, fuld af Uhyrer, hvorover en lang smal Bro fører, helt over beplantet med skarpe Spidser, der trænge sig gjennem Vandrernes Foødder; man maa over denne Bro føre, hvad man har stjaalet; mange styrte ned i Søen og blive opslugte af dens Uhyrer (Wright S. 34). Men paa den anden Side finde vi her den mærkeligste Lighed med østerlandske Traditioner; Muhamedanernes Forestillinger har jeg ovenfor anført, ogsaa Jøderne tale om den traadsmale Helvedbro, hvorover de Vantroe skulle vandre (Grimm Myth. 794). – I disse engelske Legender have saaledes rimelig hjemlige egte-germaniske og østerlandske – allerede i sig selv beslægtede – Forestillinger slynget sig sammen.
Gjallarbroen fører, som alt sagt, over Floden Gjøll C. e. den brusende, af gella). I Grimnesmaal V. 28 nævnes blandt Floderne, som strømme fra Hvergelmer, Gjøll og Leiptr; „de falde Menneskene nær og falde herfra til Hel.“ I Solsangen V. 42 heder det: „Solen jeg saa; saa den straalte, at jeg tyktes mig Intet sandse; men Gjølls“[11] Strømme bruste ad anden Vei, blandede meget med Blod.“ Ogsaa Erindringen om denne Strøm har vedligeholdt sig i Draumekvædi; det heder hos Landst. A 17 (efterat Helvede er nævnt):
dei kom saa vaate fram.
I „Godskalks Søn“ fortælles, at Sjælene paa Vandringen til hin Verden skulle over en Flod, fuld af Jærnspidser; Trestykker svømme af sig selv til Stranden og optage de Fromme, medens Jærnspidserne sønderrive de Ugudelige, naar de vade over. Dette Træk om Jærnspidserne eller Sværdeggene svarer mærkelig til Beskrivelsen af Underverdenens Flod Sliðr i Vøluspaa V. 40: „Den falder østenfra gjennem Edderdale med Dynd og Sværde“, jfr. Saxo I. S. 51 Müll.[12] Saavel i selve de Dødes Hjem som i de Egne, Skyggen skulde gjennem, før den naaede did, tænkte man sig Strømme, ogsaa de paa det sidste Sted bleve da ofte Pinesteder for de Ugudelige. Ogsaa vexle Forestillingerne deri, at Sjælene snart vade eller paa en Baad ro over Floden, snart fare paa Broen, der fører over den (jfr. Grimm. Myth. 794).
Lignende mythiske Beretninger om en Flod ved Indgangen til de Dødes Verden findes hos mange, beslægtede og ubeslægtede Folkeslag, saaledes som bekjendt hos Hellenerne; mærkelig overensstemmende med vore ere især Indernes, der ere os meddelte af Kuhn i Zeitschr. f. vgl. Sprachforsch. II. 315 ff. Til Gjøll, der rinder nær Menneskeverdenen, svarer Vaitaranî d. e. den, der er vanskelig at komme over), der strømmer paa Grændsen af de Levendes Rige ved den frygtelige Vei til Jamas Port (Jamas Verden svarer til vort Hels Rige); som det i Solsangen heder, at Gjølls Strømme bruse frem, blandede meget med Blod, saa kaldes Vaitaranî’s salte kogende Bølger røde og blodige. Naar Inderne troede, at de Onde synke i Vaitaranî’s Bølger og komme til den derunder værende Jamas Verden med dens forskjellige Pinesteder, have sikkert ligeledes vore Forfædre tildels ment, at Gjøll slugte Nidingen og paa sine Strømme førte ham til Niflhel. Det synes allerede at ligge i det anførte Vers af Draumekvædi:
dei kom saa vaate fram (nemlig til Helvede).
Videre Bestyrkelse herfor finder jeg i
fatike geve kú,
han tar inki sumlug (svimmel) gange
paa höge Gjallarbrü.
(Var: han tar inki ræddast i ann’heimen-fer gange ivir Gjallarbrú).
Dette Vers oplyses mærkelig ved Sammenligning af indiske religiøse Forestillinger (hos Kuhn. paa anf. Sted). Hos Inderne ofredes en Ko, anustaranî, for at hjælpe den Døde over Floden Vaitaranî, hvilken Ko oftere omtales blandt Dødningeofrene; af et Skrift, der handler om disse, anføres: „at overskride Vaitaranî’s gruelige Strøm begjærer jeg, derfor giver jeg den sorte Ko Vaitaranî;“ og paa et andet Sted heder det: „paa den tolvte Dag efter Ens Død bliver endnu et andet Ko-Offer bragt og derved en Formel reciteret, ved hvis Kraft Sjælen, der indtil da endnu har været i denne Verden, af en Ko, der kommer fra Gudeverdenen, bliver bragt over Vaitaranî til pitrlôka, de Frommes Opholdssted, til hvilken Ende han paa sit Yderste har grebet en Kos Hale.“ Af denne Ko, der fører Sjælen over Vaitaranî har Kuhn med Skarpsindighed forklaret den nedertydske Benævnelse paa Melkeveien kau-pat eller Koveien.[13] Dette bestyrkes nu ved det anførte Vers i Draumekvædi, hvilket jeg i Henhold til de indiske Forestillinger forstaar paa følgende Maade: Den, der i levende Live gavmild har skjænket den Fattige en Ko, finder nu paa sin Vandring til de Dødes Boliger en Ko, der leder ham over Gjallarbroen; den Ubarmhjertige derimod faar ingen Leder, bliver svimmel og styrter fra den høie, bratte Bro ned i den dybe Gjallarhyl. Denne Overensstemmelse mellem indiske og germaniske Forestillinger er høist mærkelig; den Forskjel, at Koen, der leder den Afdødes Aand over Floden, hist har været given af den Afdødes Frænder som Dødningoffer, her af Mennesket selv i levende Live som Almisse til den Fattige, er ikke væsentlig; saaledes troede man ogsaa om Skoen, der fører Dødningen uskadt over Torne og Tidsler, snart at den har været en Gave af den Levende til en Fattig, snart at den af Frænder eller Venner har været bunden Liget paa Fod: baade egne Fortjenester og Næstens Pietets-Handlinger kom Mennesket i den anden Verden til Gode. Til V. 24–25 slutte sig
hon er ekki góð at gange,
bikkja bit og ormen sling
og stúten stend og stangar.
(eller i Flertal: bikkjunn’, ormanne, stútanne).
L. A. 27. Bikkja bit og ormen sting
og stúten stend og stangar,
der slepp ingin ivir Gjallarbrúi,
som feller dømanne vrange.
L. A. 35. Sæl er den, i föðesheimen
fatike geve brauð,
han tar inki ræddast i ann’heimen;
fer höyre paa hundegaul (eller: fer harske hundegaul).
fatike geve konn,
han lar inki ræddast i ann’heimen
fer kvasse stútehonn.
Blandt de skrækkelige Dyr, som møde den Døde paa Gjallarbroen, nævnes først Hunden. – Bekjendt fra Eddaerne er Hels frygtelige, i Brystet blodige Hund Garm, der staar og gjør foran Gnîpa- (eller Gnûpa-) Hulen.[14] Og ellers omtales tidt Hunde blandt Helvedes Uhyrer, saaledes i Olaf Tryggvessøns Tale til Indthrønderne (Olafs Saga i Skaalholt-Udgaven), i en islandsk Vise om Didrik og Gunnhild (Sv. Grundtvig, Danmarks gamle Folkeviser I, 211 ff.), hvor den onde Røgnvald forvandles til en Hund og farer til Helvede; Helhundens Gjøen og Tuden høres i Luften som Varsel om snar Død. Hermed staar Djævelens Optræden i Hundeskikkelse i Forbindelse: han kaldes „Helvedhunden“ (Grimm Myth. 948 ff.).
Ogsaa hertil findes Sidestykker hos beslægtede Folk. Om Hellenernes Κέρβερος, der ofte er bleven sammenlignet med Garm, behøver jeg vel neppe at minde, men atter træffe vi hos Inderne en slaaende Lighed med vore Forestillinger. Ligesom paa Gjallarbroen Hunden (eller Hundene) bider den Onde, medens den Gode, der for barmhjertig har skjænket den Hungrige Brød, nu paa en eller anden Maade faar Brød at kaste for det glubende Dyr, og derved slipper det forbi; saaledes bevogte hos Inderne de to Sâramêya-Hunde, den ene flekket den anden fort, Veien til Jamas Bolig, den Gode finder den rette Sti og kommer til pitrlôka’s salige Glæder, den Onde gaar derimod den urette Vei og bliver sønderreven af dem.[15] Ogsaa tænke de sig, at disse Hunde gik som Jamas Bud til Menneskene og hentede de Døde, ligesom det er Tro i Bretagne, at en Hund leder Skyggerne over til Britanien (Grimm Myth. 793); og hertil slutter sig da den germaniske Tro, at Helhunden gjøende varsler om snar Død: ved sin Tuden melder den Mennesket, at den er kommen for at hente det til Skyggernes Hjem.[16]
Om den stikkende Orm, som derpaa omtales, behøves ingen Oplysning; den hører altid saavel i de egte nordiske som i de med Kristendommen indførte Forestillinger med blandt Helvedes Uhyrer.
Endelig forekommer her ogsaa en stangende Oxe, den har saaledes ligeledes været et af Hels Dyr. Ligesaa nævner det angelsaksiske Digt om Salomon og Saturn, der har meget, der smager af Hedendom, i Helvede „mange frygtelige Dyr med Jærnhorn.“ Herved kan og mærkes, hvad der fortælles om Olaf Geirstad-Alf (Fornmanna sögur X, 210–212; Ólafs saga hins helga udg. af Keyser og Unger Cap. 2): Han drømte engang, at en stor, sort og fæl Oxe kom østenfra til Landet og at dens giftige Aande dræbte en Mængde Mennesker, tilsidst hans Hind; han forklarede denne Oxe om en Pestsygdom.
Endnu nævnes et Par Steder, som Skyggen maa igjennem, før han kan naa til de Dødes Hjem, og som man vel har tænkt sig i Nærheden af Gjallarbroen.
no er eg kvitte dei.
V. 29. Vaðið saa hev eg dei Vosemýrann,
der hev ’ki staðið meg noken Grund.
V. 34. Eg hev gengið Gjallarbrui, –
men eg tótte tyngre dei Gaglemýrann
guð beðre den, dei skal gaa!
Eller: Blaute saa er dei Gaglemýrann
fer den som skal dei gange,
högre saa ligge den Gjallarbrúi.
Ved Navnet Vosemýrann tænker Landstad med Rimelighed paa oldn. vás (Fugtighed, Strabas, især paa Søen i Væde og Uveir); man erindres ellers ogsaa om oldn. veisa (stinkende Sump), angls. og oldfris. vâse (Dynd). De kaldes ogsaa Vaagsmýrann og Vaamýrann (man kan have tænkt paa oldn. vá, Ulykke, Elendighed) eller (hos S. Moe) vaate mýrann. Det oprindelige Navn lader sig neppe sikkert bestemme.
Navnet Gaglemýrann, hvori Landstad med liden Rimelighed formoder en Forvanskning af Gjallarmýrann, betyder egentlig „Vildgaas-Myrerne“ af gagl f. (en hvidgraa Vildgaas). Da Folketroen ofte tænkte sig Sjælen i en Fugls Skikkelse, som det f. Ex. i Solsangen V. 53 heder: „Om det er at tale, hvad først jeg saa, da jeg var i Jammerverdenen kommen; svedne Fugle, der Sjæle vare, fløi saa mange som Myg“, se Grimm Myth. 788 flg.[17]: saa er det muligt, at Gaglemýrann skal forstaaes som „de Myrer, som Sjælen maa befare;“ mærkelig tilsvarende bliver det da, at Melkeveien af Lithauerne og Finnerne kaldes Fugleveien, hvorved ogsaa efter Grimm hentydes til de i Fugleham flyvende Sjæle.
Det er en egte nordisk Forestilling her i disse Skyggernes Egne at tænke sig bløde, bundløse, af kold, klam Taage omhyllede Sumper, hvori de Onde synke. Saaledes er Sliðr dyndet. Rigtig sammenligner Landstad S. 91 det sumpige Sted, hvor Ansgar drømmer sig hen og hvoraf han kun med Møie kan arbeide sig op; lignende Træk forekomme i beslægtede Legender hos Wright Side 39. Jfr. Simrock i Monatsschr. f. Wiss. u. Litt. 1853, Juli.
Fra L. A 38 af forlades vi af de i sin Rod egte-nordiske Forestillinger, og det Følgende bærer aldeles samme Præg som de almindelige katholske Legender fra Middelalderen.
Drømmeren kommer nu til „de Vande hvor Isene brænde blaa,“ til Skjærsilden og dens mange Pinsler, men efter guddommelig Indskydelse vender han sig derfra.
alt paa mi högre hand,
der saag eg meg til paradis,
deð lýser ivir viðe land.
Den første Linje, der af Nogle ogsaa anvendes i L. A 38, gives paa anden Maade: Vende eg meg at bellarstigen. Begge Udtryk ere, som Landstad rigtig har indseet, forvanskede; men om hans Formodning „ein vette-stig“ (hvilket han oversætter „Gudevei“) træffer det rette, betvivler jeg, ligesom det er sikkert, at vetterbrauti (Melkeveien) d. e. Vinterveien ikke egentlig skulde hede vetterbrauti. Tør man antage, at her egentlig har staaet ein viktar–stigr af et subst. vikt f. af vikja (bøie af til Siden), altsaa Sidevei?
der var meg ingin mann kend’e,
berre hon sæle gullmór mi
með rauðe gull (eller: gullband) paa hende.
Blot Variant hertil er L. A 40; ikke kan man med Landstad optage i Texten dette Vers efter V. 38. 39, hvor Skjærsilden er omtalt, ved Siden af V. 42, der er sat i Forbindelse med Paradis: man maa jo tænke sig, at Drømmeren kun paa et Sted, og det vel ved Paradis, ser sin sæle gullmór. Passende sammenligner ellers Landstad S. 91 Legenden om Ansgar: denne ser i sin Drøm tæt ved det sumpige Sted, hvori han er nedsunken, en yndig Sti, ad hvilken en herlig Kvinde – det var Jomfru Maria – skred frem fulgt af flere andre Kvinder, blandt hvilke han gjenkjendte sin Moder; gullmór skal da være et Kjælenavn: dyrebare Moder. Moe har Varianterne gamle guðmór (hvoraf det ligebetydende gullmór er opstaaet ved den almindelige Overgang fra ð til l, ll) og góðe stjúkmór. Maaske har oprindelig været ment „Guds Moder“ Jomfru Maria;[18] naar hun da her siges at have „røde Guldbaand paa Hænde,“ stemmer dette med et Træk i Eventyret „Hanen og Hønen i Nøddeskoven“ (Asbjørnsen og Moe No. 16), hvor nemlig Hanen faar røde Guldbaand til Linden af Jomfru Maria.
meg mone ’ki bedre gange:
reis du deg til broksvalinn,
der skal dómen stande.
Broksvalinn d. e. Skyernes Sale af brok, en Samling af tykke Skyer, som trække sig langs med Bjergaaserne i en Fjeldstrækning og have langtfra et hvidagtigt Udseende (Landstad).
der var meg ingin mann góð,
berre mí sæle gullmór,
hon gav meg nye skó.
Landstad er uvis, om denne Strofe hører til Draumekvædi; og vistnok er dens Mening ikke klar. Menes her Helsko (hvorom ovenfor)? og har man undertiden tænkt sig, at Jomfru Maria – ligesom andetsteds en gammel Mand eller en Engel – uddelte disse til de Godes Skygger?[19]
Fra L. A 45–52 beskrives Syndernes Straffe i stor Overensstemmelse med Solsangen. Landstad mener, at man maa forestille sig de Plagede at være paa Veien til Dommen, hvorhen de bære sin Synds Byrder og blodige Mærker; ligesom han og nu lader et nyt Omkvæd: „i broksvalinn der skal dómen stande“ begynde. Snarere høre vel disse Vers egentlig hen mellem L. A 39 og 41.
og den reið no saa kvast;
fyri reið Grutte graaskeggi
alt með sit stóre brass (d. e. Frækhed).
(eller hos Moe: alt med sin svarte hatt).
53. Der kom ferði norðan til,
des tótte eg vera verst,
fyri reið Grutte Graaskeggi,
han reið paa svartan hest.
54. Der kom ferði sunnan til,
des tóttest meg vera best,
fyri reið sankte saale Mikkjel,
han reið paa kvítan hest.
55. Der kom ferði sunnan til,
og den reið no saa tvist;
fyri reið sankte saale Mikkjel
næste Jesum Krist.
56. Der kom ferði sunnan til,
hon tóttest meg vera traa;
fyri reið sankte saale Mikkjel,
og lúren under armen laag.
57. Deð var sankte saale Mikkjel,
han blés i lúren den lange:
og no skal alle synde-saalinne
fram fer dómen stande.
58. Men daa skolv alle synde-saalinne
som ospelauv fer vinde,
og kvor den, kvor den saal, der var,
den grét fer syndinne sine.
59. Deð var sankte saale Mikkjel,
han vóg i skaalevigt;
saa vóg han alle synde-saalinne
hen til Jesum Krist.
Grutte eller (Grutten) graaskeggi er Djævelen, han kaldes og gamle graa Grutteskegg; Landstads Formodning (S. 400), at Navnet er en Forvanskning af Geirröðr, er kun lidet sandsynlig, det staar rimelig i Forbindelse med grutta (at fnyse) der hos L. S. 13 bruges om et Trold (jfr. Navne hos Grimm Myth. 932). At Djævelen rider paa en sort Hest, hans Navn Graaskeggi, hans sorte Hat minder om Odin, som kaldes Höttr, Siðhöttr, Siðskeggr: begge sloges i den kristelige Tid sammen (se Grimm Mythol. 872. 958); at Grutte med sin Skare kommer fra Norv, er ligeledes en i Hedendommen grundet Forestilling (Grimm S. 953). – Ligesom her to Skarer ride sammen, den ene med Djævelen i Spidsen fra Nord, den anden anført af St. Michael, fra Syd; saaledes omtales paa lignende Maade i tyske og franske Digtninger fra Middelalderen ofte, hvorledes Englene, almindelig under St. Michaels Anførsel, og Djævelen med sine Følgesvende strides om den udfarende Sjæl (se Grimm Myth. 796 ff.). Allerede i Muspilli, et baiersk Digt fra det 8de eller 9de Aarhundrede, heder det: „Saa snart Sjælen haver sig til Farten og lader Legemet ligge, kommer en Hær fra Himmelens Stjerner, en anden fra Helvede (Beget); de stride om den;“ i Draumekvædi er det derimod ved Dommedag, at de to Skarer ride sammen. For Resten vil jeg ikke undlade at antage Muligheden af at der i denne Draumekvædis legendariske Skildring af Dommedag kan have forstukket sig Træk, der tilhøre den hedenske Mythe om Ragnarøkk, Gudernes sidste Kamp. Man jevnføre i denne Henseende den halvkristelige Farvning som den hedenske Mythe i flere Folkesagn har erholdt; saaledes i holstenske Sagn (hos Müllenhoff No. 507 ff.), hvor til den store Kamp, en sort Konge paa en sort Hest og en hvid Konge paa en hvid Hest ride sammen; den sidste blæser i sit Underhorn, og en vældig Hær samler sig om ham, med hvilken han slaar sine Fiender; se og Grimm Myth. 911 ff., Kuhn norddeutsche Sagen S. 496. Den hvide Konge er rimelig med Kuhn nærmest at antage for Heimdall, den hvide Aas, som i den sidste Strid kjæmper med Loke; hans Underhorn er da paa engang Gjallarhornet, hvormed Heimdall vækker Guder og Einherjer til Kamp, og Bibelens Doms-Basun, „det himmelske Horn“ (Muspilli 139), St. Michaels Lur.[20]
Naar endelig ved selve Dommen St. Michael staar med Skaalevegt i Hænde og veier Menneskenes gode og onde Gjerninger, forekommer denne Forestilling ogsaa ellers i Middelalderens Legender (Grimm Myth. 819).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Jeg ser her bort fra Digtets V. 1–33, der indeholde moralske Lærdomme under forskjellig Indklædning og ei staa i nogen nøiere Forbindelse med de følgende Afsnit, ligesom de heller ikke I mindste Maade vedkomme Draumekvædi.
- ↑ Nogle sige, i større Overensstemmelse med det islandske Sagn og med Solsangen, at Digtet blev kvædet af en Draug (et Gjenfærd), se Landstad S. 858.
- ↑ De Billeder, som Solsangen her anvender, ere for største Delen ren-hedenske. Saaledes V. 37: „Hels Reb bleve haardelig snoede om mine Sider; slide jeg dem vilde, men stærke de vare. Let er løs at fare.“ Indernes Nirrti, Herskerinden i Naraka (Tartarus, Niflhel), der svarer til vor Hel, binder med Jernlænker (Kuhn Zeitschr. f. vgl. Sprachf. II. 312); ligesom og de Døde tænktes at gaa som fangne i Dødens Baand (Grimm Myth. 805). V. 38: „Ene jeg vidste, hvorledes allevegne mine Sorger svulmed; Hels Møer bøde mig, skjælvende som jeg var (hrolla helst Dat. Sg. af den bestemte Form af et Adj. hrollr), hjem til sig hver Kveld“. Det er saaledes mindre rigtigt, naar Grimm Myth. 799 siger, at Hel ei sender Bud efter de Døde (jfr. Atlamál V. 26); ogsaa bar man vistnok tænkt sig, at Hel undertiden selv hented de Dødindviede, om det end kun er i Drømme, at hun hos Saxo (S. 124 Müll.) aabenbarer sig for Balder og forkynder ham hans Død; saaledes ved jo den nuværende Folketro at fortælle om den paa en trebenet Hest omridende Hel, der udbreder Sygdom og Død (Grimm Myth. 804). Hermed stemmer, at den indiske Jama (Herskeren i de Dødes Verden) i de episke Digte snart selv henter de Døde, snart sender sine Bud efter dem, og at der i Vedaerne tillægges ham to Tjenerinder foruden Sâramêya-Hundene (om hvilke nedenfor); se Kuhn Zeitschr. f. vgl. Sprachf. II. 313.
- ↑ Varianten aðre for fyrste i V. 32 er uvæsentlig eller mindre rigtig, da der i begge Vers er Tale om samme Egn; den kan umulig opfattes saaledes, som Landstad S. 91 flg. mener; Olaf Aastasøn drømmer jo dog ikke to Gange, at han dør og farer til de Dødes Boliger. Jfr. den samme Forskjel mellem L. A 45 og 46.
- ↑ Eller det er en Tjørneskov, der sønderriver alle Synderens Lemmer og hans Kaabe.
- ↑ Linden er for Folketroen et helligt Træ; se Afzelius Anm. til sv. folkv. III No. 87. Geijer saml. skrifter I, 3. S. 381.
- ↑ Den samme Skik ogsaa hos Irerne (F. Magnusen i Edda Sæm. III, 425).
- ↑ Ogsaa i andre thelemarkske Viser nævnes Gjallarbroen; saaledes hos Landstad S. 127 i en Stump, henhørende til Visen om Sigurð svein, som jeg ikke forstaar; S. 410, hvor der siges, at En ikke slipper derover for Haugtusser og Drauger; man erindres herved om Móðguðr, der bevogter Gjallarbroen og om Gygen, der formener den til Hel farende Brynhild Veien gjennem sine stenstøsttede Gaarde.
- ↑ Grimm Myth. 794 gjør opmærksom paa Ligheden med Fortællingerne om, hvorledes Dværgene med sagte Trippen drage over en Bro: Dværgenes og Alfernes Væsen er beslægtet med Sjælenes.
- ↑ Ogsaa andre, ubeslægtede Folkeslag tro, at Skyggerne vandre over Melkeveien, se Grimm Myth. 331. Melkeveien heder paa Oldn. vetrarbraut, i Søndmøre vintersveg; skulde Talemaaden „vise En Vinterveien“ saaledes kanske egentlig betegne „at vise En over Gjallarbroen til Hel?“
- ↑ Munch retter Gjallar for Papir-Haandskrifternes Giluar; i alt Fald maa Floden Gjøll være ment.
- ↑ Ogsaa den indiske Mythologi lader en underjordisk Flod fremvælte med Sværde og andre spidse Vaaben.
- ↑ Derimod anfører Kuhn urigtig slovenisk mávra, mávriza egentlig en sortstribet Ko) som Navn for Melkeveien; Ordet bruges om Regnbuen, som Pott (Zeitschr. f. vgl. Sprachf. II, 426) bemærker, paa Grund af dennes mange Farver. Heller ikke hører hid den rode Ko (hos Müllenhoff schlesw. holst. Sagen No. 509), der engang ved det store Slag, hvori vi gjenfinde Gudernes sidste Kamp, skal føres over en vis Bro: det er Muspells-Sønnerne, Flammerne, der ride over Biv-Røst (Simrock deutsche Myth. I, 181).
- ↑ Man sammenligne et Sagn fra Westphalen (i Zeitschr. f. deutsche Myth. I, 104), hvori der fortælles om to glubende Hunde, der ligge for den smale Indgang til en bundløs Sø.
- ↑ Ogsaa i selve Jamas Verden falde Hunde i frygtelige Skikkelser over Synderne (Weber ind. Stud. I, 399).
- ↑ Derimod er ikke, hvad Holmboe („Oldnorsk og Sanskrit“) vil Navnet Garmr det samme som skr. Saramâ, Sâramêya, thi oldn. g kan umulig saaledes svare til skr. s. Ordet betyder maaske „Sønderriveren“ og er beslægtet med garmar (Lapper.) Andre Meninger om dets Betydning hos F. Magnusen lex. myth., Gunnar Paulsen i Edda Sæm. I, 520 og hos Holmboe Norsk og Keltisk S. 13.
- ↑ I Visen om Sven Svanehvit (Afzelius sv. folkv. II, (38) spørges „hvad är snabbare än lärkvingar små?“ og Svaret er „själen.“
- ↑ Mulig kunde og Drømmeren kalde hende sin Gudmoder, jfr. Asbjørnsen og Moe norske Folkev. No. 8, „Jomfru Maria som Gudmoder.“
- ↑ I det nævnte Eventyr faar Jomfru Maria af Hanen til Gjengjeld for de rode Guldbaand et Par Sko. Plantenavne ere: Jomfru Marias Guldsko, Marien-Pantöffelchen.
- ↑ En lignende Dragt bærer ogsaa et Sagn i Fornm-Sög. VI, 194 ff., som jeg gjengiver efter Keyser (Nordm. Religionsforf. S. 72): Det var kort før Kristendommens Indførelse paa Island, at Hall paa Gaarden Hof i Alptafjorden ved Vinternat holdt et Gjæstebud (uden Tvivl et Offergilde til Disernes Ære). Spaamanden Thorhalle, der var blandt Gjæsterne, forbød Enhver at gaa ud om Natten; thi saadant vilde drage Ulykke efter sig. Da Alle vare gangne til Sengs blev der tre Gange banket paa Døren; men Ingen agtede det uden Halls Søn Thidrande, der laa Døren nærmest. Han troede det var Gjæster, der ankom, sprang op ved den tredie Banken og gik ud med sit Sværd i Haanden. Da han i Førstningen Intet blev var, fjernede han sig noget fra Døren; men nu hørte han Hestetrampen og saa ni sortklædte Kvinder med dragne Sværd ride fra Norden, og ni Kvinder i lyse Klæder paa hvide Heste ride fra Sønden over Marken. Han vilde nu ind; men de sortklædte Kvinder kom i Veien for ham og angrebe ham; han forsvarede sig tappert men faldt omsider. En Stund efter vaagnede hans Fader og savnede ham. Man søgte Thidrande og fandt ham snart liggende haardt saaret; han fortalte sit Syn og døde om Morgenen. Den vise Thorhalle forklarede hele denne Begivenhed som et Varsel for en Troes-Forandring. Kvinderne havde været hans Æts Diser; de sorte havde yndet den gamle Tro, som nu snart skulde forsages; de have villet have en Skat af Ætten, før de forlode den; derfor havde de dræbt Thidrande, hvem de lyse Diser forgjæves havde søgt at forsvare. Men disse samme lyse Diser skulde beskytte Slægten, naar den havde antaget den nye Tro.