«Jeg ventede ikke at træffe Dem her,» sagde Sophie Petrovna og saa’ ned i Jorden, medens hun pirrede i det fjorgamle Løv med Spidsen af sin Parasol, «men jeg er glad over, at Tilfældet har ladet mig møde Dem. Jeg maa tale alvorligt med Dem, for at vi én Gang for alle kan faa Ende paa denne pinlige Situation. Hvis De virkelig holder af mig, Ivan Mikhajlovitsch, og hvis De har Spor af Agtelse for mig, saa ophører De med denne systematiske Forfølgning, der piner mig mere, end De kan tænke Dem. De følger mig overalt som en Skygge, plager mig med Deres Kjærlighedserklæringer og skriver endogsaa Billetter til mig. Du store Gud! Naar i Alverden skal dette dog have Ende?»
Hun ventede lidt paa Svar, og da hun intet fik, vedblev hun:
«Og denne Forandring er kommen ganske pludselig for to eller tre Uger siden, skjønt vi har kjendt hinanden i fem Aar. Jeg forstaar Dem ikke, Ivan Mikhajlovitsch! Hvad gaar der egentlig af Dem?»
Hun skjævede hen til sin Ledsager, men han lod, som om han ikke mærkede det, og saa’ op mod Skyerne med et mørkt og lidende Ansigt.
«Og hvad er det ikke for et uværdigt Spil, De driver!» sagde hun og trak paa Skulderen. «Jeg er gift — lykkelig gift, elsker og agter min Mand og har en lille Datter, som jeg forguder. Det burde De dog virkelig tage Hensyn til! Og hertil kommer, at De som min gamle Ven kjender mine Anskuelser om Familielivets Hellighed og Ukrænkelighed.»
«Aa, du store Gud! Familielivets Ukrænkelighed!» sagde Iljin med et dybt Suk.
«Ja, hvorfor sukker De? Jeg elsker min Mand og agter ham, og jeg holder i alt Fald paa, at der ikke sker noget Brud paa Hjemmets Fred og Lykke. Hellere vilde jeg lade mig dræbe end bringe Ulykke og Skam over Andrej og min lille Pige. Og nu beder og bønfalder jeg Dem om at lade mig være i Ro! Vær min Ven som i gamle Dage, og hold op med al den Sukken og Klagen, som desuden slet ikke klæder Dem. Naa, nu er det altsaa afgjort, og saa taler vi om noget andet.»
Hun skjævede igjen hen til Iljin, og da hun saa’, hvor bleg han var, fik hun Medlidenhed med ham.
«Naa, vær nu ikke vred — lad os være Venner!» sagde hun mildt. «Her har De min Haand!»
Han tog den i begge sine og førte den langsomt op til sine Læber.
«Ja, jeg er ikke nogen Skoledreng,» brummede han. «Venskab frister mig ikke, naar det bydes mig af en Kvinde, jeg elsker.»
«Naa ja, lad det nu være godt! Sagen er jo afgjort, og vi taler ikke et Ord mere om den. — Men dér har vi Bænken — skal vi ikke sætte os et Øjeblik?»
Sophie Petrovna følte sig betydelig lettere om Hjærtet. Det vanskeligste og mest kildne Punkt var hun allerede kommen ud over, og Spørgsmaalet var nu saa vidt klaret, at hun med Sindsro kunde se Iljin lige ind i Ansigtet. Hun følte sig endogsaa greben af et vist Velbehag ved Tanken om, hvor overlegen Kvinden er Manden i en Situation som denne, og det smigrede hende, at Iljin, der var saa klog og talentfuld, og fremfor alt saa mandig, sad ved Siden af hende med bøjet Hoved og underordnende sig hendes Vilje.
«Nej, Sagen er ikke afgjort!» begyndte han efter en længere Pavse. «De møder med den gamle Udenadslektie: Jeg elsker og agter min Mand, og jeg holder paa Familielivets Ukrænkelighed o.s.v., men jeg siger aabent og ærligt: Jeg ved, at min Optræden overfor Dem er forbryderisk og umoralsk. Se, jeg er altsaa oprigtig, men De derimod dækker Dem bag nogle fortærskede Talemaader. I Stedet for at spise mig af med venlige Ord skulde De hellere belære mig om, hvad jeg skal gjøre.»
«Ja, det har jeg jo sagt Dem saa tit. Rejs bort herfra!»
«Ja, men De véd jo saa udmærket godt, at jeg har prøvet det fem Gange, men at jeg hver Gang er vendt tilbage igjen. Nej, jeg kan ikke undvære Deres Selskab; jeg kæmper og strider, men jeg kommer ingen Vegne dermed. Jeg kan ikke gjøre Vold paa min Natur! Forstaa mig vel — jeg kan det ikke! Aa, hvor jeg skammer mig over min Svaghed og Afmagt!»
Han blev helt rød af Harme og begyndte at gaa frem og tilbage foran Bænken.
«Jeg rusker i min Lænke som en arrig Porthund,» sagde han og knyttede sine Hænder. «Jeg hader og foragter mig selv! Du store Gud, her gaar jeg som en ægte Libertiner og gjør Kur til en anden Mands Kone, skriver idiotiske Breve til hende og nedværdiger mig daglig baade i hendes og i mine egne Øjne. — Aa-aah!» stønnede han, greb sig med begge Hænder op til Hovedet og satte sig atter paa Bænken.
«Men Dem bebrejder jeg Deres Mangel paa Oprigtighed,» vedblev han i en indtrængende Tone. «Hvis De virkelig har haft saa meget imod mit uværdige «Spil», hvorfor er De saa mødt her? Jeg beder Dem stadig i mine Breve om et kategorisk Svar, men i Stedet for mødes De daglig «tilfældigt» med mig og beærer mig med den samme kjedelige Udenadslektie.»
«Man skulde virkelig tro, at De mistænkte mig for at kokettere med Dem,» stammede Sophie Petrovna og blev rød i Hovedet. «Men denne Mistanke er uberettiget. Jeg har altid afvist Deres Kjærlighed og ikke givet Dem noget Haab.»
«Ja, men De har ikke sagt: Gaa! Gaa Deres Vej! Havde De gjort det, vilde jeg for længst være forsvunden. De har ikke givet mig Svar paa mit Spørgsmaal — og jeg bebrejder Dem denne Ubestemthed. Du store Gud! Enten leger De med mig, eller ogsaa...»
Iljin talte ikke ud, men støttede sit Hoved i Hænderne, og Sophie Petrovna gjennemgik i Tankerne sin Optræden overfor ham. Hun havde sandelig ikke opmuntret hans Kurmageri, men hun følte dog, at der laa et lille Gran af Sandhed i hans Bebrejdelse.
«Ja, De skulde virkelig skyde Skylden paa mig!» sagde hun i Mangel af bedre Svar og trak paa Skulderen.
«Naa ja, jeg burde vel ikke have bebrejdet Dem denne Mangel paa Oprigtighed,» vedblev han med et Suk, «for den er kun i Overensstemmelse med Tingenes Orden. Hvis alle Mennesker blev enige om at være fuldt oprigtige, saa vilde hele Verden gaa Fanden i Vold.»
«Men hvorfor det?» spurgte Sophie Petrovna, som egentlig ikke interesserede sig for filosofiske Betragtninger, men var glad ved at kunne forandre Samtaleæmne.
«Fordi det kun er Dyrene og de Vilde, som en saadan Samfundstilstand passer for. Naar Civilisationen har indført en Komfort som den, der kaldes kvindelig Dyd, saa maa Oprigtigheden vige. Ja, desværre — saaledes er det nu en Gang!»
Iljin slog med sin Stok til en lille Sten, saa den fløj mindst fem eller sex Alen bort, og fortsatte sine filosofiske Betragtninger, og Sophie Petrovna lyttede opmærksomt til hans Ord. Ganske vist forstod hun ikke meget af, hvad han sagde, men det smigrede hende, at en saa talentfuld og klog Mand som han udfoldede sin Aandrighed overfor en almindelig Kvinde som hende, og hun beundrede baade den Kjækhed, hvormed han, den moderne Aand, gav sig i Lag med store Samfundsspørgsmaal, og den Lethed, hvormed han løste dem. Men da det under dette gik op for hende, at hun halvvejs begyndte at forelske sig i ham, blev hun saa forskrækket, at hun skyndte sig at afbryde ham.
«Ja, undskyld,» sagde hun, «men jeg forstod alligevel ikke rigtig, hvorfor De talte om min Mangel paa Oprigtighed. Jeg gjentager min Bøn: Vis Dem nu som en god og kjær Ven, og lad mig være i Fred! Jeg beder Dem derom af et oprigtigt Hjærte!»
«Godt, saa skal jeg da kæmpe videre!» sukkede Iljin. «Jeg skal gjøre mit bedste, men jeg er kun bange for, at der intet kommer ud af min Kamp. Nej, jeg véd godt, hvad Enden bliver: enten skyder jeg mig en Kugle for Panden, eller ogsaa drikker jeg mig en Delirium til. Og hvor skulde jeg ogsaa kunne kæmpe mod Vanvidet! Hvad kan jeg gjøre, naar Deres Billede er indvævet i min Sjæl og staar for mig baade Nat og Dag — lige saa tydeligt som det store Fyrretræ dér. Og hvilket Mirakel skal føre mig ud af denne nedværdigende og ulykkelige Tilstand, hvor alle mine Tanker, Ønsker og Kræfter tilhører, ikke mig selv, men en eller anden ond Dæmon, som har sat sig fast i mig og bemægtiget sig mit Væsen. Aa, jeg elsker Dem — ja, jeg elsker Dem saa højt, at jeg ganske er kommen ud af min sædvanlige Gænge! Jeg forsømmer mine Forretninger, flygter for mine Venner og vender mine Nærmeste Ryggen. Jeg elsker — jeg tilbeder Dem!»
Sophie Petrovna, der ikke havde ventet denne pludselige Udladning, trak sig noget bort fra Iljin og saa’ forfærdet paa ham. Han havde Taarer i Øjnene, hans Læber skjælvede, og hans Ansigt havde et spørgende og bønfaldende Udtryk.
«Jeg elsker Dem!» hviskede han og nærmede sine Øjne til hendes. «De er saa vidunderlig dejlig! Vel lider jeg i dette Øjeblik, men jeg sværger Dem til, at jeg kunde ønske at sidde saaledes hele Livet igjennem og se Dem ind i Øjnene. Nej, ti stille — jeg bønfalder Dem derom!»
Sophie Petrovna, der i Ordets egentligste Forstand var bleven taget med Overrumpling, gjorde fortvivlede Anstrængelser for at finde nogle Ord, hvormed hun kunde standse hans Veltalenhed, men hun fandt dem ikke. «Nej, nu gaar jeg!» sagde hun til sig selv, men inden hun endnu havde faaet sig rejst, laa Iljin foran hendes Fødder. Han omfavnede hendes Knæ, saa’ hende ind i Ansigtet og talte varme og lidenskabelige Ord, men hun var saa optagen af at hitte Rede i sine egne Følelser, at hun slet ikke hørte dem. Hun forstod ikke, hvorfor hun blev, og bebrejdede sig selv, at hendes Indignation ikke formaaede at faa Bugt med hendes Svaghed og Afmagt. Hun fandt sig rolig i, at Iljin kyssede hendes Hænder, og hun kiggede ligesom han til højre og venstre for at forvisse sig om, at ingen saa’ denne Scene.
«Men saa vær dog fornuftig!» sagde hun omsider i en fortvivlet Tone. «Hvad skal dette dog føre til? — Hvad er Meningen?»
«Jeg véd det ikke! Jeg véd det ikke!» hviskede han og gjorde en hurtig Haandbevægelse for ligesom at vifte dette ubehagelige Spørgsmaal fra sig.
I det samme hørte man Lokomotivets stærke, gjennemtrængende Piben, og denne Lyd, som kaldte hende tilbage til Hverdagslivets Prosa, fik hende til at skjælve.
«Jeg har ikke Tid — jeg maa gaa!» sagde hun og rejste sig skyndsomt. «Toget kommer, og Andrej er i det. Jeg maa hjem og sørge for Middagsmaden.»
Hun vendte sit blussende Ansigt hen imod Jærnbanedæmningen. Først kom Lokomotivet langsomt forbi og derefter en lang Række store, klodsede Vogne. Det var ikke Persontoget, som hun havde troet, men Godstoget. Hun skyndte sig bort uden at se paa Iljin og vandrede hjem efter, samme Vej som hun var kommen. Iljin fulgte langsomt efter hende; hun saa’ et Glimt af ham, da hun drejede ind paa Markstien, og hun betydede ham da med en Haandbevægelse, at hun ønskede at have ham paa Afstand.
Efter at være kommen hjem stod hun flere Minutter ubevægelig i sit Værelse og stirrede ud for sig i dybe Tanker.
«Aa, jeg maa skamme mig!» sagde hun højt til sig selv. «Jeg maa skamme mig!»
Hun tilstod for sig selv, at det var hende, der i Dag havde søgt Iljin, for at det kunde komme til en Forklaring imellem dem, og at hun havde følt det som en Nydelse, da han kastede sig paa Knæ foran hende. Nu stod det ganske tydeligt for hende, og hun fordømte sin egen Svaghed saa stærkt, at hun følte sig fristet til at straffe sig selv med et Ørefigen.
«Stakkels Andrej!» tænkte hun og søgte i det samme at give sit Ansigt et ømt Udtryk. — «Og den stakkels lille Varja, hun véd ikke, hvad det er for en slem Moder, hun har. Tilgiv mig, I to Kjære — jeg elsker jer begge saa højt, saa højt!»
Og ret som om hun ønskede at vise sig selv, at der endnu var lidt af Hustruen og Moderen tilbage i hende, løb hun ud i Køkkenet og skjændte paa Pigen, fordi Bordet ikke var dækket endnu, og derpaa tog hun den lille Varja op paa sine Arme, omfavnede hende ømt og fortalte hende, at hendes Papa var den bedste og elskeligste af alle Papa’er paa Jorden. Men da saa Andrej endelig kom, forsvandt de Følelser, hun med Magt havde tilkæmpet sig, saa brat, at hun næppe var i Stand til at sige Goddag til ham. Hendes Mand, der var dygtig sulten, rettede et vældigt Angreb paa Kjødpølsen, inden hun endnu havde faaet Tid til at anrette Suppen, og hans Tyggeredskaber arbejdede saa ivrigt, at han flere Gange tog Tilløb til at smaske.
«Du store Gud!» tænkte hun. «Jeg elsker og agter ham... men hvorfor spiser han dog paa denne modbydelige Maade?»
Hendes Tanker vare i den samme Uorden og Forvirring som hendes Følelser. Hun gjorde sig Umage for slet ikke at tænke paa, hvad der var hændet om Formiddagen, men jo mere hun bestræbte sig derfor, desto tydeligere fremstillede Iljin sig for hendes Bevidsthed. Hun blev efterhaanden saa nervøs, at hun bildte sig ind, at hendes Mand maatte kunne mærke, at der var noget i Vejen med hende, og hun besluttede derfor at komme ham i Forkjøbet ved selv at fortælle ham det hele.
«Hør, jeg maa tale med dig, Andrej!» sagde hun, da han lagde sig paa Sofaen for at tage sin sædvanlige Eftermiddagslur.
«Naa, hvad vil du mig?» brummede han i en søvnig Tone.
«Vi maa tage bort herfra.»
«Hm — hvorhen? Det er da for tidligt at flytte ind til Byen.»
«Nej, men kunde vi ikke gjøre en lille Rejse sammen?»
«En Rejse...» sagde han og gabede. «Ja, det kunde jo være ganske morsomt, men hvor skal jeg skaffe Pengene fra? Og hvem skal besørge mine Forretninger saa længe? — Kjeder du dig, kan du jo gjøre en lille Sviptur paa egen Haand.»
Sofie Petrovna var lige ved at gaa ind paa dette Forslag, men da hun kom paa Tanke om, at Iljin sikkert vilde benytte sig af denne Lejlighed til at tage afsted med samme Tog og i samme Kupé som hun, betænkte hun sig og sagde:
«Nej, alene rejser jeg ikke. — Du maa tage med mig.»
«Aa, hvad er det nu for en Idé!» sukkede han. «Du maa virkelig ikke forlange Urimeligheder!»
«Ja, jeg faar ham nok med,» tænkte hun, «og naar vi først er kommen afsted, saa fortæller jeg ham det hele.»
Efter at hun saaledes havde taget den Beslutning at rejse, følte hun sig uden for al Fare; hendes Sind kom efterhaanden i Ligevægt, og hun tænkte med en vis Ro paa, hvad der var forefaldet. Hun satte sig hen til Vinduet og saa’ ud efter dem, der gik forbi, og Tanken om, hvor rigtigt hun havde baaret sig ad, og hvor snildt hun havde afværget Faren, fyldte hendes Sind med en stille Glæde. Andre Kvinder vilde maaske i hendes Sted have bukket under for Fristelsen, men hun havde ligefrem lidt ved at skulle høre paa Iljins Kjærlighedserklæringer, og nu gik det endogsaa saa vidt, at hun flygtede for at undgaa en Fare, som maaske slet ikke existerede.
Da Mørket begyndte at falde paa, indfandt de sædvanlige Søndagsgjæster sig, og som altid satte Herrerne sig hen til Spillebordene, medens Damerne lagde Beslag paa Dagligstuen. Iljin, der kom senere end de andre, var bleg og saa’ yderst nedslaaet ud. Saa snart han havde hilst paa Vært og Værtinde, satte han sig hen i Sofaen, og der sad han saa hele Aftenen uden at deltage i Samtalen. Sofie Petrovna, der saa’, hvor nedtrykt han var, havde paa en vis Maade ondt af ham, men Bevidstheden om, at han elskede hende og led dybt derved, fyldte hendes Sjæl med Triumf. Hun følte sin Ungdom, sin Skjønhed og sin Utilgængelighed, og det virkede saa stimulerende paa hende, at hun lo og spøgte hele Aftenen, men hun havde dog enkelte Øjeblikke en Følelse af, at hendes Munterhed ikke var ganske naturlig, og det virkede som et lille Tryk inderst inde.
Lidt før Midnat gik Gjæsterne, og Iljin var den sidste. Sofie Petrovna fik saa den dristige Idé at følge ham til det nederste Trin af Terrassen. Hun vilde meddele ham, at hun rejste sammen med sin Mand, for at se, hvad Virkning denne Efterretning gjorde paa ham. Maanen skjulte sig bag Skyerne, men det var dog saa lyst, at hun kunde se, at han var dødbleg, og at hans Læber skjælvede.
«Sofie... elskede Sofie!» hviskede han, lige som hun skulde til at give ham Meddelelsen, og i det Anfald af Ømhed, som nu fulgte, overvældede han hende med en hel Syndflod af kjærlige og indsmigrende Ord. Pludselig og ganske uventet lagde han sin Arm om hendes Liv og trykkede hende tæt ind til sig.
«Sofie... dyrebare, elskede Sofie!» hviskede han igjen og kyssede hendes Hals lige under Nakkekrøllerne. «Vær nu oprigtig! ... Følg mig!»
Hun rev sig løs og løftede Hovedet for ret at lade sin Vrede og sin Indignation bryde løs over ham, men hun fik kun sagt de ganske almindelige Ord:
«De er gal — vanvittig!»
«Kom! Følg mig!» vedblev Iljin. «I Formiddags, da vi sad paa Bænken, gik det op for mig, at De lige saa lidt som jeg formaar at bekæmpe Deres Følelser. De elsker mig — nægt det ikke!» Hun vilde forlade ham, men han greb hendes Haand og tilføjede: «Ja, giver De ikke efter i Dag, saa gjør De det i Morgen; jeg véd, at det en Gang vil komme saaledes. Hvad skal denne Trækken i Langdrag til? Kjære, elskede Sofie, Dommen er falden, hvorfor saa forhale dens Udførelse? Hvorfor bedrage og skuffe sig selv?»
Hun rev sig løs og ilede hjem. Saa snart hun kom ind i Dagligstuen, sank hun om paa en Stol, for hun var saa betagen, at hun ikke kunde støtte paa Benene. Hendes Samvittighed tilhviskede hende nu, at hun havde opført sig rigtig letsindigt denne Aften, og at hun aldrig burde have fulgt Iljin ud paa Terrassen. Hun sad en halv Time fuldstændig ubevægelig og stadig med Iljin i Tankerne, og derpaa vaklede hun ind i Sovekammeret. Hendes Mand laa allerede i sin Seng, og saa vidt hun kunde se, sov han blideligt. Hun satte sig hen til det aabne Vindue og prøvede paa at kæmpe mod den Fjende, der truede hendes Sjælero, men hendes Kamp var forgjæves, og hun følte sig saa oprørt over sin egen Afmagt og Svaghed, at hun kom til det Resultat, at alle de Skrupler, hun havde gjort sig i Løbet af Dagen, kun var en latterlig Komedie. «Ja, hvis jeg har kæmpet, saa har det været paa Skrømt!» sagde hun til sig selv, og i det samme var det, som om en usynlig Kraft drog hende ud af Huset. Hendes Hjærte bankede, og hun saa’ hen paa sin sovende Mand.
«Andrej!» skreg hun. «Hør, du rejser jo med mig — ikke sandt?»
«Det er mig umuligt — det véd du jo godt!» brummede han halvt i Søvne. «Du maa rejse alene!»
«Men hvis du ikke tager med, saa risikerer du at tabe mig. Jeg er... jeg er forelsket — hvis du vil vide det!»
«Hvad behager? — I hvem?» spurgte han.
«Ja, det kan jo være dig ligegyldigt!» skreg hun.
«Aa, det er vel kun en fix Idé!» sagde han idet han rejste sig og vippede sine Ben ud over Sengekanten. Han vilde ikke rigtig tro paa Sandheden af hendes Ord, men følte sig dog noget ilde berørt af dem. Efter at have gjort, hende nogle ligegyldige Spørgsmaal udtalte han sine Anskuelser om Ægteskabets Hellighed og Ukrænkelighed og om Følgerne af Utroskab o.s.v., og saa snart han havde holdt sit Foredrag, lagde han Hovedet tilbage paa Puden og faldt i Søvn. Hans Ord havde ikke gjort noget Indtryk paa Sofie Petrovna; hun rejste sig, kastede sin Mantille om sig og stod saa lang Tid i dybe Tanker.
«Sover du?» sagde hun, idet hun samlede den sidste Rest af Energi, som hun raadede over. «Jeg gaar ud for at nyde den dejlige Maaneskinsnat. — Vil du med?»
Han svarede ikke, og dermed brast hendes sidste Haab. Hun listede sig ud af Døren og lukkede den sagte efter sig. Udenfor var det koldt og blæsende, men hun mærkede det ikke; hun gik og gik, det var som en usynlig Magt stadig jagede hende videre, og hver Gang hun standsede, havde hun Følelsen af, at hun fik et Puf i Ryggen.
«Du maa skamme dig! Skam dig!» hviskede hun mekanisk.
Hendes Kinder glødede af Skam og Sindsbevægelse; hun følte ikke Jorden under sine Fødder, men kun, at en Magt, der var stærkere end hun selv, og som døvede Samvittighedens Røst, drev hende ustandseligt videre.