Mit Liv/Dyb inkognito

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
A. Christiansens Forlag (s. 263-268).
F
orhørsdommer Posudin kom kjørende med Skydsbefordring hen ad en Bivej, som førte til den lille Kredsby Nikolskoje. Han havde Dagen forinden modtaget et anonymt Brev, der afslørede visse Uregelmæssigheder, som flere af Stadens Spidser havde gjort sig skyldige i, og da han ønskede at komme bag paa Slynglerne, var han stegen ud af Toget ved en af Landstationerne og kjørte nu med lejet Befordring og ad Biveje for at kunne bevare det dybe Inkognito, som var saa nødvendigt, naar han skulde faa noget ud af Sagen.

«Ja, denne Gang slipper de ikke!» sagde han til sig selv, medens han trak Kraven helt op over Ørene. «De Slyngler tror sikkert, at den hellige Grav er vel forvaret, men det kunde dog være, at de tager fejl. Og tænk, naar jeg nu pludselig kommer dumpende ned over dem! Det bliver en artig Hurlumhej!»

Efter at han paa Forhaand havde nydt sin Triumf, fandt han, at det kunde være morsomt at give sig lidt i Snak med Kusken, og da han ønskede at orientere sig med Hensyn til sin egen Popularitet, indledede han Samtalen ved at bringe sig selv paa Bane.

«Sig mig, kjender du Posudin?» spurgte han i en let henkastet Tone.

«Ja, ikke hvad det Ydre angaar, men ellers kjender jeg ham nok!» svarede Kusken og grinede i Skjægget.

«Hvad griner du af?»

«Af Herrens Spørgsmaal. De kan da vel begribe, at jeg kjender en Mand, der er sat til at dømme over os alle. Det er jo min forbandede Pligt, om jeg saa maa sige...»

«Aa ja, det kan være rigtigt nok, men ... hvordan er han egentlig? Er han flink?»

«Aa jo, han er flink nok,» svarede Kusken gabende, «og han kjender ogsaa sine Ting. Han har kun været her i to Aar, men i den Tid har han udrettet ikke saa lidt.»

«Ja, i hvad Retning mener du?»

«Jo, for det første har han nu skaffet os en Jærnbane, og den er vi glade ved. Se hans Formand i Embedet, det var en rigtig Slyngel og Snyder, men saa saare Posudin kom, fik Piben en anden Lyd. Nej, Posudin, han lader sig ikke smøre, han er ikke af den Slags. De kan byde ham hundrede, ja tusinde Rubler, saa tager han dog ikke imod dem. Næ-æh!»

«Gud være lovet, at man dog har opfattet mig rigtigt i den Henseende!» tænkte Posudin og triumferede. «Det gjør godt at høre!»

«Og han er ogsaa en rigtig pæn og behagelig Mand,» vedblev Kusken, «for han er ikke Spor af storsnudet. Kommer en af os og klager over noget, saa giver han os Haanden og siger: Sid ned min Ven! Og saa er der Fart i ham. Saa saare han har faaet en Sag anmeldt, sætter han sig i Vognen og ruller afsted, alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Nej, han er rigtignok bedre end sin Forgænger. Naa, den anden havde jo ogsaa sine gode Sider. Han var en meget anselig Herre, og han havde en Stemme, som man kunde høre i en Mils Omkreds. Ham, vi nu har, stikker ham derimod i alt, hvad Forstanden angaar. Ja, Posudin er rigtig flink, men der er kun det i Vejen med ham, at han drikker.»

«Tak Skæbne!» tænkte Posudin. «Men hvor véd du, at jeg ... at han drikker?»

«Ja, jeg har ikke selv bemærket det — af den Grund, at jeg aldrig har set ham; men alle véd, at han drikker. Se, naar han er ude i Selskab eller paa Bal, saa nyder han aldrig Spiritus, men hjemme, dér hævner han sig! Om Morgenen, inden han endnu har faaet Søvnen gnikket rigtig ud af Øjnene, forlanger han Brændevin, og naar saa Tjeneren bringer ham det første Glas, jager han ham allerede afsted efter det næste. Og saadan gaar det hele Dagen igjennem. Men som sagt uden for Huset gjør han det aldrig; han forstaar at tage Vare paa sig selv. Naar den forrige drak, lod han alle se derpaa, men naar denne drikker, saa lukker han sig inde i sin Stue. Og for at Folk ikke skal mærke, at han fugter sin Gane, har han ladet sig lave saadan en Slags Beholder eller Læddike i Skrivebordet med en Slange til. Den fylder han med Brændevin, og saa sutter han paa Slangen, indtil han er fuld. — Og i sin Karet har han en lignende Indretning.»

«Du store Gud, hvor véd han dog alt det fra?» tænkte Posudin, der blev mere og mere forfærdet. Ja, endogsaa det med Beholderen er bekjendt — det er skrækkeligt!»

«Naa, og Fruentimmerne, dem kan han heller ikke staa for,» sagde Kusken og vendte sig grinende om mod sin Passager. «Han har to boende i selve Huset. Den ene — hun hedder Anastasia Ivanovna — gaar for at være hans Husholderske, og den anden... Ja, hvad hedder hun nu? — Jo, nu har jeg det: Ludmilla Sjemonovna! — hun sidder og skriver paa hans Kontor. Men det er Anastasia, der har Kommandoen. Hun har ham rigtig godt i Lommen, og han maa lystre hendes mindste Vink. Og derfor er de ogsaa langt mere bange for hende end for ham. Jo, Fruentimmerne, de forstaar at regere! Hæ, hæ! Og saa har han en tredje, hun bor i Karrelgade — i det røde Hjørnested.»

«Ja, og han kjender dem oven i Kjøbet ved Navn og véd, hvor de bor!» tænkte Posudin og blev rød i Hovedet. «Men hvorfra véd han dog alt det — han, en Bonde, som aldrig kommer til Byen? Hvor det dog er nederdrægtigt ... afskyligt ... lumpent ... gement!»

«Sig mig, hvor véd du egentlig alt det fra?» spurgte han i en irriteret Tone.

«Det er almindelig bekjendt. Hans egne Folk gaar og snakker om det, og om det saa er Anastasia, saa render hun omkring i alle Gader og Stræder og roser sig af sin Lykke. — Naa, men Posudin har ogsaa den Manér, at han altid vil komme bag paa Folk, naar han skal holde sine Forhør. Naar den forrige skulde et eller andet Sted hen, lod han det kundgjøre en Maaned forinden, og naar han saa endelig drog afsted, gjorde han saa megen Alarm som muligt. Inden han begyndte Forhøret, spiste og drak han dygtigt, og under Forhøret drak han videre, skjældte ud og stampede i Gulvet. Men ham, vi nu har, bærer sig helt anderledes ad. Saa snart han har faaet Færten af noget forkert, lister han sig ganske stille hjemme fra og tager med Toget, men stiger ud ved en mindre Station og rejser saa videre, ikke med Postbefordring, men med Heste, som han lejer hos Bønderne. Han smøger Kraven op over Ørene og fordrejer sin Røst, og saa tror det Fæ, at ingen véd, hvem han er.»

«Ja, men hvorpaa kjender de ham da?»

«Jo, han er nem nok at kjende. Naar han kommer til en Skydsstation, er der altid et eller andet i Vejen: enten er det for koldt eller ogsaa for varmt, og Luften i Stuen er han heller ikke fornøjet med. Og saa forlanger han altid Kyllinger med Syltetøj og Agurkesalat, og naar nogen derfor kommer kjørende til en Station og beder om stegte Kyllinger med Tilbehør, saa véd de strax, at det er Posudin. Naa, men vi kan ogsaa kjende ham paa Lugten og derpaa, at han ligger og læser i Sengen. Inden han lægger sig til Hvile sprøjter han gjærne sig selv og sit Linned over med noget lugtende, og naar det er besørget, gaar han til Køjs og læser i sine Papirer til langt ud paa Natten. Jo, han er nem nok at kjende — det hører der ingen Kunst til.»

«Ja, det er rigtigt, det er sandt!» tænkte Posudin. «Gid jeg dog blot havde vidst det før!»

«Naa, men vi har nu ogsaa andre Maader at opdage ham paa. — Vi har Telegrafen. Den fortæller os altid i Forvejen, naar han kommer, og naar han saa møder for at afholde sit Forhør, er alting i den skjønneste Orden. Nej, dem, han har at gjøre med, er klogere end han selv. Ja, se nu for blot at tage et Exempel fra i Dag! Jeg kommer kjørende med tom Vogn for at hente Herren paa Stationen, og saa møder jeg en Opvarter, som trasker hen ad Landevejen med en stor Kurv under Armen. — Hvor skal du hen, din Jødetamp? siger jeg. — Ja, jeg skal ind til Byen med noget Mad og noget Vin, siger han, for de venter Posudin i Dag. — Naa, hvad mener Herren, er det ikke storartet? Han er maaske ikke engang taget afsted endnu, og saa har de allerede Vinen, Laxen, Kyllingen og Kaviaren parat til ham. Den er god — hvad? Han tænker: Jeg skal nok komme bag paa jer, I Slyngler, og de andre siger: Ja, kom du bare, min Ven — du skal være velkommen, for nu er alt i Orden.»

«Vil du vende, dit Øg!» brøler Posudin. — «Vend øjeblikkelig, og kjør tilbage til Stationen — dit Bæst!»