Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/1
Sorknes med Toverud kaldes den Strækning af Grue Sogn, som ligger mellem Sorkaaen, Glommen og Grændsen mod Hoffs Præstegjeld. Her boede i min Barndoms- og Ungdomstid omtrent et Snes Selveiere og Leilændinger, hvorunder hørte en hel Del Husmænd og enkelte Inderster. Sorknes-Husene laa samlede i en Klynge og dannede en liden Landsby, medens de øvrige Gaarde og Pladse laa spredte i en Afstand derfra fra 112 til 14 Mil.
Skjønt denne Afstand jo var liden for Folk paa Landet, som er vant til at bruge Benene, var den dog stor nok til at bevirke, at Sorknesfolkene for det meste sluttede et Lag, og Toverud og de øvrige Gaarde et andet. Sorknesfolkene kom kun undtagelsesvis til Dandsemoro i Toverudgreina, medens Beboerne udenfor Sorknesgreina oftere indfandt sig til lignende Fornøielser paa Sorknes, men det var ikke frit for, at mange af Sorknesfolkene da ansaa Selskabet for noget blandet og derfor holdt sig for gode til at være med. Undtagen i Skoletiden holdt Børnene paa Sorknes sig med sin Moro ganske adskilte fra de udenfor boende Naboers Børn; men Skolekredsen omfattede alle omkringboende Opsiddere lige til 12 Mils Afstand og da maatte alle Børn være sammen. Men skjønt Sorknesfolkene saaledes for det meste levede et Liv for sig selv, var der dog mange Berørings-Anledninger baade i Yrke, Alvor, Leg og Gammen, saavel med de nærmeste Beboere omkring Sorknes som Folk fra Grue og Hoff, og undertiden kunde der være samlet over 100 Mennesker paa Sorknes ved en Dandsemoro, især i Julehøitiden, ved store Auktioner eller andre Anledninger. Sorknesfolkene vare ligesom Naboerne raske, store, stærke, qvikke og modige Folk med et godt Udseende, og der bestod hos alle Familier paa Sorknes undtagen een en nedarvet Takt og Dannelse, som var beundringsværdig. I de selskabelige Sammenkomster gik det derfor meget pent og ærbart til, men som oftest livligt og muntert, og naar Knud Gundersen var med, haglede Vittighederne En formelig om Ørene. Han var en født Komiker og endel af Toverudsgreinsfolkene vare ligesom oplærte af ham til at være vittige. Men hans og Lærlingers Vittigheder vare dog ofte grovkornede og hensynsløsse. H. Schultze har plukket sammen enkelte af K. Gundersens Vittigheder og gjengivet dem godt i norsk Folkeblad, men det er kun en mat Afglans af, hvad han kunde producere blot i faa Timer, naar han var i det rette Hjørne. Sorknesmændene havde alle Opnavne, som vare meget træffende og rimeligvis opfundne af ham, saasom Klokeper, Langbent, Drikkar, Sørra, Fisja, Atkjek.
Skjønt Sorknesmændene, ialfald i Søgreina, vare brevsynte og skrivekyndige, stod den boglige Oplysning ikke høit. Paa den Tid mine Minder begynder var det sjelden at se andre end Religionsbøger i Husene. Aviser holdtes da ikke af Nogen.
Skoleundervisningen indskrænkede sig for det meste til, hvad der lærtes i Almueskolen, nemlig Indenadlæsning i det nye Testamente eller i Salmebogen, Pugning af Katekismen, Pontoppidans Forklaring og Herslebs mindre Bibelhistorie, Skrivning efter Forskrift og for de flinkere Elever Regning af de 4 Species i ubenævnte og benævnte Tal samt lidt Retskrivning. Peder Skytteren var Skolelærer og Skolen var Omgangs – 8 a 14 Dage hos hver Opsidder. Skoletiden, især om Vinteren, hvormange Uger kan jeg ikke erindre. Peder var en pen, velvoxen, høi Mand med et ganske vakkert Ansigt, skjønt han skjælede lidt, tækkeligt, men noget stift, søgt fornemt Væsen. Hans Kundskaber vare smaa, og hans Evner under det Almindelige; han havde daarlig Sangstemme med 12 Øre. Men han var høit agtet af Alle alligevel denne Mand og frygtet, men ikke elsket af Børnene; thi han var kold, streng og alvorlig, medens hans Venlighed, som ogsaa kom tilsyne af og til, naar det gik godt, var tør og formel, og, som det forekom mig, hverken kom eller gik til Hjertet. Hans Hestmoen, en stor lang Gut, omtr. 17 Aar gl., Søn af en yderst fattig Inderst, blev en Vintermorgen, til Straf fordi han kom forsent (eller ikke kunde sin Leve maaske), befalet at stige op og staa paa sin Plads paa Bænken til Spot og Spe for os Alle; men Hans rørte sig ikke, uagtet Skolemesterens gjentagne Paalæg, og denne greb ham derfor i fuldt Sinne i Luggen ved det ene Øre for at løfte ham op, og rev, da dette ikke lykkedes, Ørhaaret af ham Dot for Dot, saa kun snaue Skindet var igjen. Dette gjorde et oprørende Indtryk paa os Alle, og det saameget mere, som Gutten var tungnemt, tunghørt, og Morgen og Aften maatte hugge Ved og trække Ved hjem fra Skogen, og dertil havde 14 Mils Vei til Skolestedet. Men dette Optrin var dog enestaaende. Vei var Peder streng og anvendte legemlig Revselse af og til, men i det Hele maa det indrømmes, at han forstod at vække Flid og Lydighed hos Børnene og at overholde Orden blot ved sin bestemte, alvorlige og værdige Optræden uden Anvendelse af Straf. Børnene maatte indfinde sig i Skolen punktlig til det bestemte Klokkeslet med tvættede Hænder og Ansigt, kjæmmet Haar og rene, hele Klæder. Han saa nøie efter, at dette overholdtes. Kom noget Barn til Skolen med Fnat eller Udslet paa Hænderne, blev det vist hjem. I Skoletiden maatte ethvert Skolebarn sidde rolig paa sin Plads, som det ikke maatte forlade uden Tilladelse. I Fritimerne havde han intet imod, at Børnene vare muntre, men han passede paa, at de hverken i Ord eller Handling tilsidesatte det Anstændige og Passende. Hver Morgen blev Børnene opraabt ved Navn og det Fornødne optegnet i Protokollen. Derefter holdtes Bøn og en Salme blev sunget. Saa kom Overhøringen. Derefter begyndte Hver paa Sit efter Timetabellen, idet Nogle skrev, Nogle regnede og Nogle stavede eller læste i Bog. Da nu Børnene fra 8 til 15 Aar Alderen udgjorde et Antal af som oftest over 50 paa en Tid og i et Rum, er det klart, at det var umuligt for Skolemesteren at føre det fornødne Tilsyn med Alle, og Følgen deraf blev, at Fremadskridningen var daarlig, og at man ikke lærte noget ordentligt. Efter det saaledes Anførte maa det indrømmes, at Peder Skytteren var en udmærket flink Skolemester i Alt, som hørte til Tugt og Orden (Disciplin) i Skolen, medens han derimod manglede Lærergaver og Forstand til at dele Skolen saaledes, at han ikke havde flere Klasser samlet paa en Tid, end han kunde føre behørigt Tilsyn med. Gunder Rensmoen og Anders Brænna vare Skolekredsens Lys. De kunde altid sine Lexer og mere til, skrev pent, regnede mesterligt, og læste som Præster i Bibelen. De vare et Par Aar ældre end jeg, og jeg anstrengte mig meget for at blive en slig Kløpper som En af disse To, men trods al min Anstrengelse bragte jeg det ikke saa vidt, at jeg kunde skrive efter Forskrift, uden at der var Feil i Stavning og Ortografi og at jeg kunde læse rigtig flydende i Bog. Pugningen af Religionsbøgerne gik det ogsaa skral med, thi vel lærte jeg at ramse op alle de tre nævnte Bøger paa Pug, men jeg glemte det næsten ligesaafort, som det var lært og stod ofte fast i mine Svar. I Regning tom jeg blot ud med ubenævnte og begyndte lidt med benævnte Tal, men forstod saare lidet af det Hele. Saaledes stod det til, da jeg i mit 15de Aar sluttede min Skolegang i Almueskolen og gik til Præsten. Og dog var jeg en af de flinkeste, da jeg gik ud og stod blandt 40–60 Gutter fra det hele folkerige Grue Sogn No. 2 paa Kirkegulvet. Min Barndomsven, Haaken Haakensen Søgala, som havde gaaet et Aar eller to paa Svenkeruds Privatskole og desuden nydt anden Privatundervisning, var No. 1. Jeg havde imidlertid paa egen Haand læst overmaade meget udenfor det, som hørte til Konfirmationsforberedelsen, deriblandt hele Bibelen, og en hel Del Bøger, hvoraf de fleste bleve laante i Grue Sogns Leiebibliothek, hvoraf jeg mindes Tordenskjolds og Griffenfeldts Levnetsløb, Napoleons Historie af Walter Scott, Raffs Naturhistorie, Zetlitz’s Sange for den norske Bondestand, Bastholms Philosophi for Ulærde og en Del af Zenophons Historie om Grækenlands Krige, hvilke to sidste Bøger min Fader eiede. Præsten vilde have mig til Skolemester og dertil havde jeg ogsaa Lyst; thi at blive en saa fornem og høiagtet Mand som Peder Skytteren og faa spise slig extra god Mad som han, samt, hvad der var det herligste af alt, at slippe det tunge Arbeide og faa anvende min Tid til at læse og samle Kundskaber, det var netop, hvad jeg higede efter. For nu at gjøre mig værdig til dette høie Kald vedblev jeg at skrive, læse og regne paa egen Haand, idet jeg hertil anvendte min Middagshvile, Aftenstunderne og Søndagene, men jo mere, jeg drev paa hermed, jo mere lærte jeg at skjønne, hvor uvidende jeg var, og at det ikke kunde nytte for mig at tænke paa at blive Noget, førend jeg kom i Skole paa nyt og havde lært noget Mere. I 1837 i Januar indtraadte jeg derfor efter længe forgjæves at have bedet Fader derom som Discipel i Chr. Svenkeruds Privatskole paa Svenkerud i Vaaler Sogn. Og i Løbet af 1 Aar gjennemgik jeg her hele Kramers Regnebog med Plangeometri, Platous Udtog af Geographien, Wergelands Norges Historie, Maurits Hansens Omrids af Grammatiken, Grundloven og Grundtviks lille Verdenshistorie. Dette var uhørt. Jeg udrettede i 1 Aar det, som var beregnet paa to; men jeg læste da ogsaa med en uhørt Flid. Jeg var stiv i Benene af at sidde stille, og naar jeg i Sommerferierne skulde hjem tilfods og havde tilbagelagt omtrent 1 Mil af den 3 Mile lange Vei, var jeg blind træt. Nedenfor Eidsfossen bandt jeg derfor 3 Tømmerstokke sammen til en Flaade, hvorpaa jeg satte mig og lod mig glide ned ad Glommen, til jeg havde passeret Flisen Elv, da jeg styrede iland og brugte Fødderne igjen. – Færdig fra Svenkeruds Skole ved 1837 Aars Udgang tog jeg en Privatlærerpost paa Holmen i Grue og senere samme Aar 1838 hos Henrik Tvengsberget paa Grue Finskog, indtil jeg ud paa Høsten samme Aar kom paa Omsteds Kontor, hvor jeg i Begyndelsen skrev Auktionsregninger og i 1839 og 1840 reiste omkring og holdt Auktioner og mødte ved Exekutioner og tilsidst var Forvalter paa Tjura Spigerbrug.
1841 reiste jeg igjen til Svenkeruds Skole 12 Aars Tid, gjennemgik Munthes Verdenshistorie, P. A Munchs Skandinaviens Historie og skrev norsk Stil m. V. Høsten samme Aar læste jeg paa egen Haand hjemme paa Sorknes. I Januar 1842 underkastede jeg mig Præliminærexamen med „Antagelig“ (i Historie og Geographi udm. godt) og 1844 i Mai juridisk Embedsexamen med „Beqvem“, var Fuldmægtig hos Prok. Lie paa Kongsvinger fra Juli 1844 til Vaaren 1846, Betjent ved Soløer og Odalens Sorenskriverkontor fra denne Tid til Vaaren 1847, styrede Hoffs Lensmandsombud fra denne Tid til Vaaren 1848, var const. Sagfører i Romsdals Amt fra 4 Juli 1848 til 1852 og siden 1 Jan. 1856 Sagfører, i hvilken Stilling jeg endnu er og bor i Molde. Hvad jeg har oplevet i denne Tid, er det jeg nu vil fortælle. Jeg vil omtale Begivenheder og Personer uden at binde mig til andet end Skitser og Karakterskildringer, men overalt vil jeg holde mig til den tørre Sandhed. Min Fortælling begynder med Tiden omkring Aaret 1830.