Min vens bok/Gamle Le Beau
Steenske Forlag, (s. 47-53).
I Heinrich Heines Erindringer finder man portræter som har en slaaende virkelighet, men som allikevel hylles ind i enslags poesi. Et saadant er portrætet av Simon von Geldern, digterens onkel. »Det var, sir Heinrich Heine, en original av det beskedneste, men ogsaa besynderligste ydre, en liten, rolig skikkelse med et blasst, strengt ansigt, hvori næsen var av en græsk retlinjethet, skjønt den visselig var en tredjedel længere end de næser som grækerne pleiet at gaa med... Han gik altid klædt efter en gammeldags mode, bar korte benklær, hvite silkestrømper, spændesko og ifølge fortids skik en temmelig lang haarpisk. Naar den lille mandsling trippet gjennem gaterne, hoppet pisken fra den ene skulder til den anden, gjorde alleslags kaprioler og syntes at gjøre nar av sin egen herre bak hans ryg«.
Den lille mand hadde den mest storsindede sjæl, og hans lille kjole, som endte i en linerlesvans, omsluttet den siste av riddere. Denne ridder var dog ikke omvankende. Han bodde tilhuse i Düsseldorff, i Noas ark. »Saaledes kaldtes det lille fædrene hus, efter arken som man saa over døren, smukt utskaaret og malet i livlige farver. Der kunde han hengi sig uten rast til alle sine interesser, til alle sine lærde liebhaberier og snurrepiperier, til sin bibliomani og sin lidenskap for at skrible, som han særlig gav i utløp i politiske blade og i smaa ukjendte tidsskrifter«.
Det var nidkjærhet for den almene velfærd som drev den stakkars Simon von Geldern til at skrive. Det voldte ham selv stor møie. Bare at tænke kostet ham fortvilede anstrengelser. Han betjente sig av en gammeldags stivbenet stil som han hadde lært i jesuiterskolene.
»Det var netop denne onkel, fortæller Heinrich Heine os, som utøvet en stor indflydelse paa min aands utvikling og hvem jeg i den henseende skylder overmaade meget. Saa forskjellige vore synsmaater end var, bidrog hans, forøvrig bedrøvelige, litterære ambitioner kanhænde til at vække i mig lysten til at skrive«.
Den gamle Geldern minder mig om en anden skikkelse som, fordi den kun lever gjennem mine egne erindringer, vil synes farveløs og uten tiltrækning. Jeg vil desværre aldrig kunne tegne ett av disse paa en gang eventyrlige og sande portrætter hvis hemmelighet Rembrandt og Heine eiet. Det er synd! Originalen fortjente en kyndig maler.
Ja, jeg hadde ogsaa min Simon von Geldern til allerede i barndommen at indgi mig kjærligheten til aandens sysler og lidenskapen for at skrive. Han het Le Beau; det er kanske ham jeg skylder at jeg i de siste femten aar har sværtet det hvite papir med mine drømmer. Jeg vet ikke om jeg kan takke ham for det. Ihvertfald smittet han kun sin discipel med en mani der er like uskyldig som hans egen.
Hans mani var at lave kataloger. Han katalogiserte og katalogiserte. Jeg beundret ham, og dengang jeg var ti aar fandt jeg det skjønnere at lave kataloger end at vinde slag. Senere har jeg fordærvet mit omdømme en smule; men igrunden har jeg ikke ændret mening saa meget som man skulde tro. Gamle Le Beau, som han kaldtes, synes mig endnu at fortjene ros og misundelse, og om det stundom hænder at jeg smiler naar jeg tænker paa denne gamle ven, gjør jeg det med et hengivent og rørt hjerte.
Gamle Le Beau var meget gammel da jeg var meget ung; det gjorde at vi kom særdeles godt overens.
Alt ved ham indgav mig en tillidsfuld nysgjerrighet. Brillerne som red ytterst ute paa hans store, runde næse, det rødmussede og fyldige ansigt, de blomstrede vester, den store vatterte slobrok hvis gapende lommer spriket av bøker, hele hans person var præget av en godmodighet, krydret med et pepperkorn av galskap. Han hadde paa hodet en lav hat med brede bremmer om hvilke hans korte haar slynget sig som kaprifolier paa en altanbalustrade. Alt hvad han sa var enkelt, kortfattet, billedrikt og mangefarvet som et eventyr. Han var av naturen barnslig og moret mig uten at lægge an paa det. Da han var en god ven av mine forældre og i mig saa en fornuftig og rolig liten gut, opmuntret han mig til at besøke sig i sit hus, hvor han ikke saa stort andre gjæster end rotterne.
Det var et gammelt hus, bygget paa skraa til en trang og bakket gate som gaar ned til Dyrehaven og hvor jeg tror alle korkefabrikanter og alle tøndemakere i Paris dengang var forsamlet. Man indaandet der en lugt av læderflasker og fustasjer som jeg aldrig i mit liv skal glemme. Ledsaget av Nanon, den gamle tjenestepike, gik man gjennem en liten gammeldags have; saa steg man op ad stentrappen og kom ind i det merkværdigste hus. I forværelset mottokes man av mumierne som var opstillet langs væggene; en av dem var indesluttet i sit forgyldte hylster, andre hadde ikke andet end sværtede filler om sine uttørrede kropper; en siste, som var befriet fra sine baand, saa paa en med sine glasne øine og viste sine hvite tænder. Trappen var ikke mindre skrækindgydende: lænker, halsjern, fængselsnøkler som var tykkere end en arm, var hængt op paa væggene.
Gamle Le Beau var, som Bouvard, istand til at indlemme en brukt galge i sin samling. Han eiet ihvertfald Latudes stige og et dusin rædselsknebler. De fire værelser i hans bolig adskilte sig ikke fra hverandre; bøker var stablet op helt til taket og fyldte hylderne, hulter til bulter med karter, medaljer, rustningsstykker, faner, tilrøkede malerier og lemlestede levninger av skulpturer i træ eller sten. Paa et haltende bord og en markstukken kiste var der hauger av fajance.
Alt som kan hænges var hængt op under loftet, i de bedrøveligste stillinger. Gjenstandene i dette kaotiske museum var likelig dækket av et og samme støvlag og syntes kun at holde sammen ved de utallige traader som edderkoppene spandt om dem.
Gamle Le Beau, som hadde sine egne meninger om kunstverkers bevarelse, forbød Nanon at feie gulvet. Det besynderligste var at alt i dette virvar hadde et sørgmodig eller spotsk uttryk og saa ondskapsfuldt paa en. For mig stod det hele som et forhekset folkefærd av onde aander.
Gamle Le Beau holdt som regel til i soveværelset, som var Jikesaa overfyldt som de andre værelser, men paa ingen maate saa støvet; for den gamle tjenestepike hadde der undtagelsesvis tilladelse til at bruke støvkluten og feiekosten. Et langt bord, bedækket med smaa kartonglapper, stod midt paa gulvet.
Min gamle ven sat i blomstret slobrok og natlue og arbeidet ved dette bord med al et enfoldig hjertes glæde. Han katalogiserte. Og jeg stod med vidtaapne øine og tilbakeholdt aandedræt og beundret ham. Han katalogiserte især bøker og medaljer. Han tok en lupe til hjælp og bedækket sine papir lapper med en fin, regelmæssig og sammentrængt haandskrift. Jeg tænkte mig ikke muligheten av at man kunde gi sig av med en skjønnere beskjæftigelse. Jeg tok feil. Det traf sig at en boktrykker vilde trykke gamle Le Beau's katalog, og jeg fik se min ven sitte og læse korrektur. Han satte mystiske tegn i margen paa arkene. Da forstod jeg at dette var den skjønneste beskjæftigelse i verden, og jeg blev staaende maalløs av beundring.
Litt efter litt tok jeg dristighet til mig og jeg lovet mig selv at jeg ogsaa en dag skulde faa korrekturark at rette. Dette mit ønske er ikke gaat i opfyldelse. Jeg beklager det kun halvt, da jeg har lært av omgang med en skrivende ven at man blir træt av alt, selv av at læse korrektur. Det er ikkedestomindre sandt at min gamle ven bestemte mine tilbøieligheter. Synet av hans eiendommelige bohave vænnet mit barnesind til de gamle, sjeldne former, vendte dets hang mot fortiden og skjænket det en opfindsom og sindrig nysgjerrighet; ved at gi eksemplet paa aandelig syssel som fuldbyrdes regelbundet, uten møie og uten bekymring, gav han mig fra barndommen av lysten til at arbeide paa min aands belærelse. Det er takket være ham at jeg for mig selv er blit en ivrig læser og en nidkjær glossator til de gamle tekster og at jeg nu skriver ned erindringer som aldrig skal trykkes.
Jeg var tolv aar da den elskelige og merkelige gamle mand døde. Hans katalog forblev, som I kan forstaa, i korrektur; den blev aldrig utgit. Nanon solgte mumierne og det øvrige til skraphandlerne, og disse minder er nu mere end et kvart aarhundrede gamle.
I forrige uke saa jeg utstillet i auktionslokalet i rue Drouot én av de smaa Bastiljer som patrioten Palloy i 1789 hugget i sten fra det nedrevne fort og som han mot betaling bød ut til kommuneraad og borgere. Stykket var ikke meget sjeldent og det var ubekvemt at haandtere. Jeg tok det allikevel i øiesyn med en uvilkaarlig nysgjerrighet, og det var med en viss bevægelse at jeg ved foten av ett av taarnene læste denne halvt utviskede indskrift: Tilhører hr. Le Beau's samling.