Min vens bok/Eremitboligen i Dyrehaven
Steenske Forlag, (s. 42-47).
Jeg kunde ikke læse, jeg gik med klafbukser, jeg graat naar min barnepike snøt mig, og jeg fortæredes av berømmelsens tørst. Det er den rene sandhet: fra den spædeste barndom næret jeg trang til ufortøvet at udmerke mig for at leve i menneskenes minde. Jeg funderte paa hvorledes jeg skulde opnaa det, alt mens jeg opstillet mine tinsoldater paa spisestubordet. Hvis jeg hadde kunnet, vilde jeg ha draget ut for at tilkjæmpe mig udødeligheten paa slagmarkerne, og jeg vilde blit like stor som nogen av de generaler jeg rystet i mine smaa hænder og hvem jeg skjænket vaabenlykken paa et stykke voksduk.
Men det stod ikke i min magt at skaffe mig hest, uniform, soldater og fiender, der alle er like uundværlige for krigerberømmelsen. Derfor begyndte jeg at tænke paa at bli helgen. Det kræver mindre utstyr og indbringer megen ros. Min mor var gudfrygtig. Hendes gudsfrygt – der var venlig og alvorlig som hun selv – rørte mig meget. Min mor læste ofte i Helgenernes Liv som jeg lyttet til i henrykkelse og som fyldte min sjæl med forundring og kjærlighet. Jeg visste saaledes hvordan de Herrens mænd bar sig ad for at gjøre sit liv kostelig og fuldt av dyder. Jeg visste hvilken himmelsk duft martyriets roser utspreder. Men martyriet var en yderlighet som jeg ikke fæstet mig ved. Jeg tænkte heller ikke paa apostelgjerningen og ordets forkyndelse, det laa ikke egentlig indenfor mine evner. Jeg blev staaende ved et levned i bod og forsagelse, da det var lettere og sikrere at sætte i verk.
For at hengi mig til dette levned uten tap av tid negtet jeg at spise frokost. Min mor, som intet forstod av min nye kaldelse, trodde at jeg var syk og betragtet mig med en bekymring som gjorde mig ondt. Men jeg fastet ikkedestomindre. Saa kom jeg til at tænke paa Simon Stylites som levet paa en søile, og jeg steg op paa vandbeholderen i kjøkkenet, men jeg fik ikke leve der, for Julie, vor pike, fordrev mig hurtig derifra. Nedstegen fra min vandbeholder styrtet jeg mig med iverens glød ind paa fulkommenhetens vei og besluttet at efterfølge den hellige Nikolas fra Patras, som delte ut sine rigdommer til de fattige. Vinduet til min fars arbeidsværelse vendte ut mot kaien. Ut av dette vindu kastet jeg et dusin slanter som jeg hadde faat fordi de var nye og blanke; derefter kastet jeg ut mine marmorkuler og min snurbas og svøpen med aaleskindssnerten.
– Gutten har mistet vettet! utbrøt min far og lukket vinduet.
Jeg hjemsøktes av vrede og skam ved at høre mig saaledes bedømt. Men jeg sa til mig selv at min far, da han ikke var helgen som jeg, ikke skulde dele med mig de saliges herlighet, og denne tanke var mig til stor trøst.
Da den tid kom at jeg skulde ut og spasere, satte man hatten paa mig; jeg rev fjæren av den, til efterligning av den hellige Labre som, da man gav ham en gammel, skidden lue, ikke forsømte at slæpe den i dyndet før han satte den paa hodet. Da min mor fik høre hændelserne med rigdommerne og med hatten, trak hun paa skuldrene og utstøtte et dypt suk. Jeg bedrøvet hende virkelig.
Under spaserturen gik jeg med øinene sænket mot jorden for ikke at la mig vildlede av den ydre verdens ting, og holdt mig saaledes et bud efterrettelig som hyppig staar at læse i Helgenernes Liv.
Det var efter at jeg var kommet tilbake fra denne velgjørende tur at jeg, for at gjøre min hellighet fuldkommen, lavet mig en bodsskjorte ved at stoppe ryggen fuld av hestetagl fra en gammel stolpute. Der vederfores mig derfor nye gjenvordigheter, for Julie overrasket mig netop som jeg paa det vis var ifærd med at efterfølge den hellige Franciskus' sønner. Idet hun fæstet sig ved skinnet uten at trænge ind i aanden, saa hun at jeg hadde tat hul paa en lænestol og gav mig av enfoldighet ris.
Da jeg tænkte tilbake paa dagens tunge prøvelser, erkjendte jeg at det er meget vanskelig at øve helligheten i familiens skjød. Jeg forstod hvorfor helgenerne Antonius og Hieronymus var gaat ut i ødemarken blandt løver og ægipaner; og jeg besluttet mig til allerede næste dag at trække mig tilbake til en eremitbolig. Jeg valgte til mit skjulested Dyrehavens labyrint. Det var der jeg vilde leve i beskuelse, klædt som den hellige Paulus Eneboeren i en dragt av palmeblade. Jeg tænkte: »Der findes vel i den have røtter som jeg kan æte. Der ligger en hytte paa toppen av et berg. Der skal jeg leve midt iblandt alle skapningens dyr; løven som med sine klør grov den hellige Maria Ægypterindens grav, vil uten tvil komme og hente mig for at jeg skal stede én eller anden eneboer fra omegnen til hvile. Jeg vil, som den hellige Antonius, faa se manden med bukkeføtterne og hesten med mandskroppen. Og kanhænde vil englene løfte mig op fra jorden mens de synger lovsanger til Herren.«
Min beslutning vil synes mindre underlig naar man faar vite at Dyrehaven længe for mig hadde været et hellig sted, at ligne med Edens have som jeg saa avtegnet i min gamle billedbibel. Min barnepike førte mig ofte dit, og jeg fornemmet der en følelse av hellig jubel. Selv himmelen syntes mig der lysere og renere end noget andet sted, og i skyerne som drog forbi over papegøieburet, over bjørnegraven, over tigerrummet og over elefantens hus, skimtet jeg Gud Fader med sit hvite skjæg og sin blaa kjortel, med haanden utstrakt for at velsigne mig sammen med antilopen, gazellen, kaninen og duen; og naar jeg sat under cederen fra Libanon, saa jeg gjennem grenene lysstraalerne som strømmet ut fra den Almægtiges fingre, stige ned paa mit hode. Dyrene som spiste av min baand og saa paa mig med milde øine, mindet mig om hvad min mor hadde lært mig om Adam og den første uskylds dage. Al skapningen som var forsamlet der, som fordum i patriarkens flytende hus, avspeilet sig i mine øine prydet med barndommens ynde. Og intet fordærvet mit Eden. Jeg blev ikke støtt over at træffe barnepiker, soldater og bruskoner. Tvertimot, jeg følte mig lykkelig blandt disse ringe og disse smaa, jeg som var den mindste av alle. Alt syntes mig lyst, venlig og godt, fordi jeg i min store enfold førte alt tilbake til mit barnlige ideal.
Jeg sovnet ind med beslutningen om at dra ut og bo i denne have for at høste fortjeneste og bli lik de store helgener hvis blomsterduftende historie jeg hadde i minde.
Morgenen efter var jeg endnu fast i min beslutning. Jeg underrettet min mor om den. Hun brast i latter. – Hvem har sat dig paa den tanke at bli eneboer i Dyrehavens labyrint? spurte hun mig og fortsatte at le mens hun kjæmmet mig.
– Jeg vil bli berømt, svarte jeg, og sætte paa mine visitkort: »Eneboer og kalenderhelgen«, likesom far sætter paa sine: »Indehaver av det medicinske akademis pris og sekretær i det antropologiske selskap«.
Denne gang slap min mor kammen.
– Pierre ! ropte hun, Pierre! for en daarskap og for en synd! Hvor bedrøvet jeg er! Min lille gut har mistet forstanden i en alder da man endnu ikke har nogen.
Saa vendte hun sig mot min far:
– Hørte du det, min ven; han vil bli berømt, og han er bare syv aar.
– Kjære hustru, svarte min far, du skal faa se at naar han blir tyve aar, vil han være kjed av ærgjerrigheten.
– Gud give det! sa min mor; jeg liker ikke forfængelige mennesker.
Gud har givet det, og min far tok ikke feil. Som kongen av Yvetot lever jeg meget vel uten berømmelse, og jeg har ikke den mindste trang til at ridse navnet Pierre Nozière ind i menneskenes hukommelse.
Og dog, naar jeg nu, helt vemodig og ensom, spaserer i Dyrehaven, ledsaget av mit følge av fjerne minder, gripes ieg av en uforstaaelig lyst til at fortælle til ukjendte venner den drøm som jeg fordum drømte om at leve der som eremit, som om denne et barns drøm, ved at blande sig med en fremmeds tanker, kunde skjænke disse et smils sødme.
Det staar ogsaa for mig som et spørsmaal om jeg gjorde vel i at opgi militærlivet allerede i en alder av seks aar; for senere har jeg aldrig tænkt paa at bli soldat. Jeg angrer litt paa det. Livet under fanerne eier en stor menneskeværdighet. Pligten er klar og desto bedre bestemt som det ikke er tænkningen som bestemmer den. Det menneske som kan tænke over sine handlinger, opdager snart at der gives faa uskyldige. Man maa være prest eller soldat for ikke at kjende tvilens angst.
Hvad drømmen om at bli eneboer angaar, saa har jeg drømt den op igjen hver gang jeg har trodd at føle at livet var ondt: det vil si at jeg har drømt den hver dag. Men hver dag tok naturen mig i ørene og førte mig tilbake til de sysler hvori de ringes liv rinder hen.