Manden i Fjeldet

Fra Wikikilden
Guldberg & Dzwonkowskis Forlag (s. 34-35).

Manden i Fjeldet.

En Bonde i Fjære-Sogn ved Navn Audun blev engang heel uventet indtagen i et Fjeld af et Bjergtrold. Da Manden hverken vilde tale, spise eller drikke, blev Troldet vred og sparkede ham den tredie Dag under Sengen og gik derpaa sin Vei. Troldet havde imidlertid en Kone, der følte Medlidenhed med den stakkels Bonde. Hun underrettede ham derfor om, at naar hendes Mand kom hjem, vilde han kaste ham ud paa en Skuffe, men bad ham, naar det skede, at holde sig vel til den ene Side. Da Troldet kom hjem, kastede han Bonden ud af Fjeldet, og slyngede oven i Kjøbet en Jernstang efter ham; men Bonden, der havde agtet paa Konens Raad, slap med Livet derfra.

[Mundtligt].

Anm. At Folk for deres hele Liv, eller kun paa nogle Dage eller Aar indtages i Høie og Fjelde er endnu en gjengs Overtro, der er saare gammel; thi allerede Harald Haarfagers Samtidige, Skjalden Thiodolf hiin Hvinverske, beretter om den svenske Kong Svegder, at han af en Dverg blev indtagen i en Steen. (Ynglinga Saga C. 15).

Som Exempel paa, hvor lidt den Overtro er udryddet, laa det blandt Andet tjene, at endnu i Høsten 1832 skal paa Østlandet en voxen Gut to Gange være indtagen i et Bjerg, have seet alskens Herlighed, glimrende Sale o. s. v., være bleven præsenteret paa Sølv en Dram af en underskjøn Huldra, og af hende anmodet om at blive der; men da Ungersvenden, der foretrak at være, hvad han var – en Skrædder, undslog sig, blev han fulgt langt paa Vei af flammende Hunde. Hvergang var han bagefter tomset.

[Meddeelt].

Hermed fortjener at sammenlignes, hvad Debes i Færoa reserata S. 323 fortæller.

„Det hafver hændet sig for nogen rum Tid, da Bergens Borgere hafde Commercien udi Færøe, at der hafver været en Mand her i Landet udi Sørvaage, kaldet Joen Søidemand, som aff Spøgelse har været indtaget udi Bjerget udi 7 Aar, oc er derefter udkommen, men hafver derefter levet udi stor Angest og Banghed, fordi han fryctede, at hand skulde blive borte tagen igjen, hvorfor Folck maatte vaage ofver hannem om Natten, oc paa det sidste aff saadan Fryct draag han her fra til Bergen udi Norrig.“