Majnat
John Griegs forlag, (s. 99-100).
Det er nat så vide over vei og vang,
det er stilt i veiret; men dog er det klang
som fra månestrålers fineste strenge.
Hvor underligt at sidde så ene og forladt. . . .
Gad vidst, om det ei er slig majlys en nat
alverne danser over enge?
Det er nat så vide over vei og vang. —
Jeg hører der hæve gjennem luften en sang,
men tonerne kan jeg ikke finde.
Det er drømme, som kommer, og drømme, som går,
drømme fra ivinter og drømme fra ivår
og vemod, som vugger mig isinde.
Og vemod, som vugger sig så vide over land
vemod indtil verdens den yderste rand,
og længsler, som flokkes og trænges.
Det hulker i skoge, og det græder i krat . . .
Å gud, hvor det er tungt slig majlys en nat
at sidde her så ensom og længes!