Bortenfor skogen i Andanivato bor en gammel heksedoktor: Han er navngjeten vidt og bredt for sine kunster, og er halvdelen sandt af det, som folk siger, han kan gjøre, saa er det rigtig fælt. Det er bare smaatterier for ham at mane frem regn og solskin og holde græshopperne væk fra ageren; men han skal kunne tyne folk bare ved at se stygt paa dem, og da kan du skjønne han er kjendt og frygtet. Naturligvis er det bare skrøner, alt det snakket om hans kunster, men folk tror det nu alligevel.
Ifjor holdt de kristne et møde i det nabolag, hvor den gamle fyren bor. Et par af de ældre mandfolk tog mod til sig og gik ind i hytten hans, ti de tænkte som saa, at dersom der var nogen, som trængte til at høre om Jesus, saa var det netop Ramonja, — slig hed gamlingen.
Jo da, de traf ham i godt lune, og han hadde intet imod at høre om „de hvides gudsdyrkelse“, som han kaldte det.
Da de skulde til at gaa, kom han frem med en ung høne, og bad dem ta imod den som gave. „Ikke vil jeg, at De skal tro, jeg er slig busemand, som vil eder ondt,“ tilføiet han. „I frugt er gift, i kogt kjød er gift, men ikke i en levende høne.“
De kristne takket for hønen, takket for den gode vilje og haabet, at han vilde søge hen til den rette Gud. Og istedetfor at spise op hønen, spurgte de ham, om han hadde noget imod, at den blev menighedens høne. Nei, hvorfor skulde han ha noget imod det? Og saa blev det. Da de kom tilbage til kirken, var alle snart enige om, at den skulde „opdrages“ hos læreren og altid bli anset som vor Herres egen høne.
Tiden gik, og hønen blev stor. Saa kom krigen og de slemme tider. De kristne i byen rømte til Ft. Dauphin, hedningerne tog tilbens det bedste, de kunde og gjemte sig i skogen. Og da blev det haardt at være høne. Ti er der noget, som røverne liker, saa er det hønsesteg. Og der var nok af høns i den byen. Da var det, at denne „vor Herres høne“ saa, hvorledes hendes kammerater blev fanget og ribbet, og saa tænkte den vist i sit stille sind, at det var bedst for helsen at komme sig ud af byen, jo før, jo bedre. Som tænkt, saa gjort.
Men krigen varet længe. Der gik to maaneder og der gik tre, før folk vaaget sig ud af skogen og tilbage til sine hjem. Der var øde og tomt. Af alle ænderne, gjæssene og hønsene var der ikke saa meget som en fjær at finde igjen.
Men hvad sker? Dagen efter at læreren er flyttet ind igjen, hvem skulde det vel være, som kom spadserende opover mod huset, uden hønen, fulgt af elleve halvvoksne arvinger! Og den var svært saa kry af sin store familie! Men du, for kakling og skjænd der maatte til, før hun fik dem alle ind paa lærerens gaardsplads! Og du kan tro, der blev folksomt paa tunet! Slig en rar høne maatte alle faa glo paa, og alle saa tænkte de, at nu skulde ogsaa deres høns komme tilgaards! Men neimen, om der blev en neste en, du!
Og nu siger hedningerne, at det var, fordi det var vor Herres høne, at det gik slig. Og det tror jeg og. Og Ramonjas høns? Jo, de for i røverne allesammen, og det var leit; men endnu mere leit for ham er det at høre, at den, han gav til de kristne, er den eneste, som levet, og nu vil han helst ikke snakke mere om det, endskjønt det bare var en høne.