Yong var en kinesisk gut, som gik i skole om dagen og først kom hjem ved aftentid.
En dag hadde læreren git sine elever tidlig fri, og Yong kom tilbage to timer før almindelig. Far og mor var ude, og Yong saa sig om for at finde paa noget at fordrive tiden med.
Hans øie faldt paa husets afgud, der — ligesom i andre kinesiske huse — stod paa en ophøiet plads i et hjørne af værelset.
Gutten saa en stund paa ham med frygt og ærbødighed. Guden saa uforandret lige ud.
Med een gang brød Yongs lystige sind igjennem og han klappede leende i hænderne.
Forfærdet over sin egen driftighed holdt han inde. „Mon guden blir vond?“
Men nei, hans ansigt røbet ingen vrede eller ærgrelse.
Da — greb en ny tanke gutten. Han fik lyst til at røre ved guden for at se, om han tog det ilde op. Med besvær slæbte han et bord hen til afguden, satte en stol ind til det og krøb av. Forsigtig tog han guden ned og satte den varsomt paa bordet.
Men trods denne behandling fortak guden ikke en mine. „Mon det vilde gjøre ondt, om han fik et puf?“ spurgte vor uforbederlige lille ven sig halvhøit. „Bare et ganske lidet puf!“ Som tænkt, saa gjort.
Men gudens ansigt udtrykte hverken mishag eller smerte.
„Kanske,“ tænkte Yong, som følte sig helt dristig nu, „vilde han dog merke det, om han blev brændt?“ Og han tog billedet og bar det ud i gaarden, hvor der endnu laa gløder paa et aabent ildsted (familiens kjøkken). Han anbragte guden i den endnu glødende aske.
Men neppe havde han gjort det, før samvittigheden slog ham, og han løb skyndsomt bort og gjemte sig i haven. Snart saa han fra det fjerne en blaalig røg — saa nogen flammer — og da han endelig vovet sig nærmere igjen, var guden — aske. Men da grebes han af skræk for sin far og gjemte sig igjen i haven.
Da forældrene kom hjem, var gutten borte. Men — bordet stod der endnu, og faderen raabte: „Hvor er min gud?“ Yong turde ikke bli i sit skjul, men listet sig bævende frem og hvisket: „Aa, far, du maa ikke være vond, men han brød sig slet ikke om det!“ — „Hvad? Hvem? Tal, gut!“ raabte faderen og greb gutten i pisken, idet han svinget en stol over hans hode. Moderen ilet til og fik faderen først at høre paa guttens tilstaaelse. Yong maatte nu meddele det hele, og faderens vrede gik mer og mer over til undren, indtil han tilsidst udbrød:
„Hvorledes kan en gud, som ikke kan værge sig mod fornærmelser, ja ikke engang mod ilden, hjælpe et menneske? Fra idag af tilber jeg ikke afguder mere.“