Ledingsmandskabets størrelse i Norges middelalder
Om vort gamle ledingsvæsens ordning og ledingshærens talrighed er der i tidens løb bleven skrevet adskilligt, uden at tilstrækkelig klarhed endnu kan siges opnaaet. Mest indgaaende har Fredr. Brandt behandlet emnet i en afhandling om »den norske krigsforfatning i middelalderen«, trykt i »Militært tidsskrift«, 34te bind; men som sædvanligt hos denne forfatter, giver han i det væsentlige kun uddrag af lovenes positive bestemmelser uden at skjelne synderlig mellem de forskjellige tidsperioder og uden at optage de mange tvivlsomme spørgsmaal, der reiser sig, til virkelig undersøgelse. I saa henseende har hans forgjænger paa dette som paa andre omraader, P. A. Munch, større fortjenester af emnet, som han i sit store værk paa flere steder med en vis udførlighed tager for sig (jfr. hans anmeldelse af Vosgraff’s »Norriges krigshistorie i middelalderen«, Samlede afhandlinger, I s. 52–55). Det er imidlertid ikke frit for, at Munch paa de forskjellige steder, hvor han har udtalt sig om ledingen og dens organisation, kommer i modsigelse med sig selv og undlader at trække de nødvendige logiske konsekventser af sine egne skarpsindige paavisninger. Omtrent jævnaldrende med Munch’s, omend senere overgivet i trykken, er Rud. Keyser’s fremstilling af »landeværnet« i »Norges stats- og retsforfatning i middelalderen« (»Efterladte skrifter« II, 1 1867, s. 222–30); den er i det væsentlige, endnu mere end Brandts, kun en gjengivelse i korte omrids af lovenes direkte anførsler. Ligeledes har Ernst Sars navnlig i en afhandling om »folkemængdens bevægelse i Norge« (Hist. Tidsskr. II 3, s. 368–72) udtalt sig angaaende visse hovedspørgsmaal i ledingsmaterien. Uagtet han vender sig skarpt mod Munch’s anvendelse af meddelelserne om ledingshæren til at beregne folkemængden i middelalderen, staar han dog i det store taget ganske paa Munchs og Brandts standpunkt i sin opfattelse af organisationens hovedtræk. Fra Brandt skiller han sig egentlig kun i spørgsmaalet om ledingshærens størrelse, den Sars reducerer meget stærkt. Heller ikke i mit glossar til de gamle love finder man nogen ny opfatning i emnet gjort gjældende, og dette er ligesaalidt tilfældet i Hjalmar Falks nys udkomne grundige arbeide over »Altnordisehes Seewesen« (»Wörter und Sachen«, 4de bind), hvor behandlingen af selve ledingsvæsenets organisation desuden ligger helt udenfor forfatterens opgave. Dog kan det ikke nægtes, at Falks sammenstilling af kildestederne for ledingsfartøiernes og deres mandskabers størrelse i væsentlig grad bidrager til at støtte Munch’s lære desangaaende og altsaa samtidig til at rokke Sars’s paastande. Sluttelig skal her endnu mindes om Macody Lund’s bog, »Norges økonomiske system og værdiforhold i middelalderen«, hvori en række afsnit giver tankevækkende bidrag ogsaa til udredningen af ledingsvæsenets økonomiske grundlag og ledingsskattens ordning. Heller ikke her fraviges imidlertid for den personlige ledingsudfærds vedkommende den ældre læres uklare forudsætninger.
Der savnes derfor ingenlunde opfordring til paany at optage det hele emne til behandling. Naar jeg i det følgende skal forsøge at stille enkelte fremspringende punkter i en anden belysning end hidtil skeet, er det mig dog ikke muligt at levere en monografi over det omfangsrige stof i dets helhed; jeg maa indskrænke mig til at redegjøre for de forhold, der staar i mere eller mindre nær forbindelse med spørgsmaalet om ledningshærens talrighed og den effektive sjømagt, hvormed det norske rige i høimiddelalderen formaaede at optræde.
Hovedfeilen ved de tidligere fremstillinger af ledingsvæsenet er den samme, som ogsaa ellers i altfor høi grad har gjort sig gjældende i skildringerne fra Norges middelalderske historie, nemlig mangelen paa tilstrækkelig perspektiv. Altfor meget ser man tilstandene i et eneste plan, som landskabet paa chinesiske billeder. Men Norge var i middelalderen intet stillestaaende China: der var tværtimod stærk udvikling, bevægelighed og forandring. Paa det kirkelige omraade har man jo forlængst indseet dette; men i stats- og samfundsforholdene undlader man paa en ganske misvisende maade at regne med overgange og udviklingstrin.
Anvendes nu disse betragtninger paa ledingsvæsenet, faar man snart klart for sig, at denne institution, hvis historie rækker fra det 10de til det 15de aarhundrede og altsaa gjennemløber et halvt aartusind, i denne lange tid maa have undergaaet adskillige omdannelser, og at det derfor ikke lader sig gjøre uden videre at slutte fra de foreliggende oplysninger om enkelthederne i en periode til de tilsvarende i en anden. En nærmere granskning af de os opbevarede lovbestemmelser i emnet tillader os da ogsaa, som jeg nu skal søge at vise, at skimte udviklingens hovedled.
Den første periode i det norske ledingsvæsens historie naar ifølge mit syn paa sagen fra Haakon Adalsteinsfostre til Magnus den gode. Naar der af A. Bugge, Norges Historie I,2, s. 187 synes at antydes, at der allerede før kong Haakons regjering tør have været et slags ledingsværn her i landet, og at Haakon har indskrænket sig til at fuldstændiggjøre og ordne det, saa kan jeg i det mindste for det vesten- og nordenfjeldske Norge, der udgjorde Haakons rige, ikke heri være enig. Vore kilder siger udtrykkelig, at indførelsen af ledingen skyldtes denne konge, og de sætter den (se navnlig Fagrskinna kap. 32) i umiddelbar forbindelse med hans anden hovedforanstaltning, afskaffelsen af Harald Haarfagres upopulære skattesystem. Heraf skjønnes følgelig sammenhængen at have været den, at Harald, erobringskonge som han var, selv har villet og maattet sørge for udrustningen af en stor og paalidelig flaade (den han bl. a. brugte til at foretage sit bekjendte vesterhavstog), og at han til bestridelsen af udgifterne hermed har paalagt befolkningen de tunge skattebyrder, hvorover misfornøielsen var saameget større, som det skede gjennem tvangsbud. Haakon derimod, der grundede sit kongedømme paa en gjensidig kapitulation med folket, men som ifølge sagens natur ligeledes i første række maatte sørge for at skaffe sit rige et kraftigt sjøværn, har gjennem forhandlinger opnaaet, at befolkningen til gjengjæld for, at han ophævede nevgildesbeskatningen, selv paatog sig distriktsvis at holde og udruste et tilstrækkeligt antal ledingsskibe. I virkeligheden vandt kongen herved tillige en betydningsfuld seier til fordel for sit paa forfatningsmæssigt grundlag overflyttede kongedømme; kongen blev først derved statsretlig anerkjendt som det hele folks militære høvding og leder.
Hvad angaar enkelthederne i Haakon Adalsteinsfostres ledingsanordning, saa kan vi som sagt ikke uden videre forestille os dem saadan, som lovenes senere forskrifter led paa. Og ligesaa lidt er sagaernes meddelelser fuldt sikre, idet de kan tænkes at laane træk fra deres egen tilblivelsestid. Det er derfor heldigt, at Gulathingsloven paa nogle faa steder anvender et ord, der utvilsomt tilhører ledingsvæsenets ældste trin, og som aabner et godt indblik i dets oprindelige ordning. Det er betegnelsen manngerð om de smaa kredse inden skibreden, som var fælles om at stille den enkelte mand til skibredens ledingsfartøi. Ordet betyder egentlig »det at udrede, stille en mand« (jfr. gera mann út, nl. til ledingstjeneste, Gul. kap. 297; gera mann til þings, o. lign.); men det er altsaa umiddelbart bleven overført paa selve den stillende kreds. At det tilhører det ældste lag af de emnet vedkommende udtryk, skjønnes ikke alene deraf, at ordet kun findes i Gul.loven og senere forsvinder; men det fremgaar med bestemthed af den anden omstændighed, at bygdernes inddeling i manngerðir ved kristendommens indførelse er bleven anvendt ogsaa i kirkeligt øiemed. Gul. kap. 23 (henimod slutten) viser nemlig, at de sammenskudslag til ære for Kristus og jomfru Maria med tak for godt aar og fred, som den ældste kristendom i landet satte istedet for de hidtil brugte hedenske takkegilder, bestemtes at skulle afholdes særskilt af hver manngerð. Og hvad endnu vigtigere er, det sees ogsaa, at den oprindelige præstelønning, den sankaldte prestreiða, der var sognepræsternes hovedindkomst før tiendens indførelse, ligeledes er bleven udredet i fællesskab af hver enkelt manngerd, en ordning, der, som jeg siden skal vise, desuden gjenfindes i Viken. Heraf lærer vi da, at manngerdinddelingen ved den ældste kirkeforfatnings grundlæggelse under Olaf den hellige allerede var saa rodfæstet i Gulathingslagen, at den fandtes brugbar ogsaa paa andre omraader end det militære. Følgelig har manngerden tilhørt den oprindelige ledingsordning fra kong Haakons tid og var i Olaf den helliges dage allerede sine 80 aar gammel. Ifølge sin ordlyd har manngerden som sagt stillet en enkelt mand til ledingsfærden; havde kredsen skullet udrede 2 eller flere mænd ad gangen, burde ordet hedt »mannagerð«, hvilken form ikke forekommer. Der har altsaa været netop saa mange manngerder i et skibrede, som dettes fartøi skulde tælle mandskaber. Hvor stor var nu en saadan manngerdskreds? Ogsaa herom faar vi tilnærmelsesvis besked, idet Gul. kap. 6 udtaler, at de nys nævnte kristelige sammenskudslag, der, som kap. 23 viser, var fælles for manngerderne, forudsattes at skulle holdes af »mindst 3 bønder sammen«. Dette tal kan saaledes overføres paa kredserne overhovedet. Mærkelig nok stadfæstes det, som strax skal vises, af de spor, der er os opbevarede fra den tilsvarende ordning i Viken, hvor ogsaa 3–4 bønder hørte sammen i kredsen. Ifølge sagens natur var det de nærmeste naboer, som paa denne maade sloges sammen om at stille en mand. Dette siges da ogsaa udtrykkelig i Gul. kap. 298, hvor det heder, at i en manngerd skal »væra þeir sér er nester bua«. Disse enge naboskaber udgjorde følgelig hver sit lille udredselssamfund for sig; thi jævnsides med at stille en ledingskar har de ogsaa, som anført, havt at udruste ham med proviant, klæder og vaaben, kort sagt i det hele taget at bære det fælles ansvar for hans fulde brugbarhed ombord. Manngerdsordningen har saaledes dannet det egentlige, konstitutive grundlag i kong Haakons hele ledingssystem; skibreden var derimod nærmest kun den fælles enhed af manngerdskredsene, og dens opgave indskrænkede sig væsentlig til bygning og vedligehold af det fælles fartøi. Selv naar skibet vendte hjem fra et ledingstogt og skulde sættes paa land, var det ifølge Gul. kap. 304 de enkelte manngerder, som skulde skaffe den fornødne arbeidshjælp hertil saavelsom til at tage vare paa skibsudstyret. Spørges saa endelig, efter hvilke regler selve ledingskaren i hver enkelt manngerd udsaaes, saa synes den hele ordning med logisk konsekvents at have maattet medføre, at det var manngerden selv, som for hver gang bestemte, hvilken af de paa de sammenhørende gaarde boende unge, vaabendygtige mænd skulde stilles. Ganske vist maa der være tilkommet den af kongen udnævnte styresmand for ledingsfartøiet en kontrollerende ret til at paase, at manngerden ikke prakkede paa ham en til ledingstjenesten uduelig person, paa samme maade som han ogsaa havde at paase, at manngerdens øvrige ydelser i henseende til proviant osv. var overensstemmende med de krav, som maatte gjøres. Men videre end til en saadan kontrol kan styresmandens myndighed ikke have strukket sig; thi inden en saa snæver grænd, som en manngerd udgjorde, maa Valget af passende personer have været meget lidet, og nogen direkte udtagelsesret for styresmanden, saadan som vi senere finder ham i udøvelse af, vilde her ikke faaet nogen effektiv betydning.
Som allerede antydet, bestyrkes de fremholdte enkeltheder i den vestenfjeldske manngerdsordning ved de spor af en lignende institution, som er opbevaret for Vikens vedkommende. Manngerden hed her lide (oldn. liði, flert. liðar), Dette ord betyder ligefrem en »ledsager«, »følgesvend«, »deltager i en færd«, altsaa i anvendelse paa ledingsudfærden et enkelt mandskab. Følgelig har ogsaa disse søndenfjeldske kredse oprindelig havt til hovedformaal at stille en mand til skibredens fartøi. Der melder sig da imidlertid strax det spørgsmaal, paa hvilken tid dette vikverske ledingsvæsen er opstaaet. Haakon Adalsteinsfostre kan det ikke skyldes; thi hans rige omfattede overhovedet ikke Viken. Det kan derimod enten være ældre eller yngre end ham. I første fald maa det være indført paa initiativ af de danske overkonger i Viken og altsaa være en efterligning af en ældgammel dansk ordning, i hvilken »skipæn« svarede til skibreiða og »hafnæ« til manngerð eller liði (jfr. Johs. Steenstrup, »Kong Valdemars Jordebog«, s. 188–89). Er skibredeinddelingen i Viken yngre end Haakon, maa den vel helst være indrettet af den store organisator Olaf den hellige eller maaske af den i det søndenfjeldske særlig formaaende Olaf Tryggvason. Mod dens indførelse af en af de første kristne konger taler imidlertid, som det synes mig afgjørende, at det ogsaa for Vikens vedkommende lar sig bevise, at den snævreste ledingskreds (her altsaa »liden«) er bleven benyttet som udredselsenhed for de ældste kirkelige afgifter. Af »Biskop Eysteins Jordebog« s. 149–50 fremgaar det nemlig, at bønderne i de saakaldte »Marker« i Borgarsyssel (Rødenæs, Ømark og Aremark), paa samme maade som tilfældet var i øvre Thelemarken, har vægret sig ved at gaa over til tiendeerlæggelse, og at de derfor hele middelalderen igjennem er bleven staaende ved den i det 11te aarhundrede brugelige prestreiða til aflønning af deres præster. Og denne prestreiða udrededes her lidevis ligesom vestenfjelds oprindelig manngerdvis. Følgelig har »liden« søndenfjelds ligesom manngerden i Gulathingslagen allerede dannet en fast bestaaende inddeling af skibreden forud for indførelsen af den ældste kristne sogneordning. Det sandsynligste bliver derfor, at den oprindelige indførelse af ledingsværnet i Viken er skeet under de danske kongers herredømme, og at disse herved direkte har taget den tilsvarende ordning i deres eget land til mønster. Herfor synes da ogsaa stærkt at tale den næsten indtil identitet ligeartede maade at indrette sagen paa i begge lande. Naar Alex. Bugge paa ovenanførte sted særlig fremhæver den lignende ordning i det svenske Uppland (hvor skibreden kaldtes skepslag), saa burde han endnu mere have henpeget paa det adskilligt nærmere liggende danske forbillede. Overhovedet skjønnes ledingsorganisationen at have udbredt sig fra det ene til det andet af de nordiske lande, eftersom behov og omstændigheder førte det med sig. Sluttelig er raden da ogsan under Haakon Adalsteinsfostre kommen til det vesten- og mnordenfjeldske Norge. Men det kan ikke undre, at de forlængst samlede riger i Sverige og Danmark ogsaa i denne for datidens forhold saa nødvendige administrationsgren har været tidligere ude end det først i det 9de aarhundrede stiftede norske kongedømme. Allerede Tacitus ved jo at berette, at Sviarne (Suiones) var mægtige ved sin flaade.
I modsætning til den vestenfjeldske manngerd, der ikke nævnes i yngre kilder end Gulathingsloven, forekommer den vikverske lide i diplomer og aktstykker langt ned i det 14de aarhundrede. Herom nedenfor i anden forbindelse.
Der er imidlertid endnu et punkt at behandle, førend vi forlader den ældste ledingsordning i vort land. En i Gul.loven som kap. 315 optagen notits, der formentlig skriver sig fra 2den halvdel af det 12te aarh., angiver antallet og størrelsen af de ledingsskibe, som rigets hovedstammer har at stille. Heraf sees, at medens saavel Viken som hele det nordenfjeldske Norge fra og med Romsdalen udrustede tyvesesser, d. e. skibe med 20 par aarer, paalaa det ligesaa undtagelsesfrit hele Gulathingslagen fra Søndmøre til og med Agder at stille femogtyvesesser (med 25 par aarer). Hvorfra denne noksaa iøinefaldende forskjel? Som desuden ikke bliver mindre, naar man eftertæller de samlede antal af skibsrummene ombord, der for Gulathingslagen udgjorde 2900, for det nordenfjeldske 2640[2] og for Viken endog blot 1220. Ved første øiekast kunde man jo her fristes til at gjætte paa, at Gulathingslagen i det 12te aarh. har været regnet for den bedst befolkede trediedel af rigets kystdistrikter. Men en saadan, allerede paa grund af naturforholdene lidet sandsynlig forklaring falder strax til jorden, naar man knap 100 aar efter i kong Magnus Lagabøters hirdskraa (kap. 36 s. 431) faar den udtrykkelige oplysning, at distrikterne i Gula- og Frostathingslagen fra og med Agder i modsætning til Viken erkjendtes at være »ikke saa folkerige«. Dette forhold i henseende til folkemængden kan ikke have været synderlig forskjellig i anden halvdel af det 12te aarh. fra, hvad det var i anden halvdel af det 13de. Følgelig viser Gul.lovens notits om ledingsskibene, at den aktive værnepligt vestenfjelds var betydelig tungere for befolkningen end i Viken, og selv jævnført med de tilsvarende forpligtelser nordenfjelds var kravene i Gulathingslagen forsaavidt stærkere, som de forlangtes større fartøier og flere skibsrum, d. e. større ledingsmandskab. En fuldt tilfredsstillende motivering af denne særlig byrdefulde ledingspligt for rigets vestenfjeldske befolkning er saaledes ikke ganske let at finde. Forskjellen synes alene at kunne bero paa nedarvede historiske forhold. Vi maa erindre, at før det 13de aarhundredes store lovreform (og tildels ogsaa senere) maatte kongerne til ordning af ledingsvæsenet føre særskilte forhandlinger og nøie sig med særskilte beslutninger paa de 3 vedkommende lagthing, Frostathing, Gulathing og Borgarthing. De forskjellige landsdeles særopinion havde altsan fuld adgang til at gjøre sig gjældende. Hvad den ene landsdel paatog sig at yde, var ingenlunde bindende for en anden. Kommer saa hertil, hvad jeg nys søgte at sandsynliggjøre, at Vikens ledingsvæsen tør være bleven indført og ordnet af en anden overherre og til en anden tid end Gula- og Frostathingslagens, saa har vi vistnok forklaringen af, at dette landskabs bønder er sluppet saameget lettere fra ledingsbyrderne end de vestlige og nordlige landsdeles. De fremmede overkonger nede i Danmark har i sin tid formodentlig hverken vovet eller evnet at gjennemdrive en stærkere sjøudrustning fra de vikverske bygder end den ovenfor nævnte paa 1200 (1240) skibsrum og aarepar, og dermed har det saa havt sit forblivende langt nedover i tiden; bønderne har stadig vist sig uvillige til at paatage sig en større byrde end den engang vedtagne og tilvante.
Anderledes har under kong Haakon Adalsteinsfostre omstændighederne foreligget i Gulathingslagen. Det var det vestenfjeldske Norge, som viste sig at være udsat for og behøvede at frygte Gunhildssønnernes angreb. Kystfylkerne fra Agder af og nordover indtil henimod det Throndhjemske var i det hele taget netop den del af landet, der laa mest aabent for fiendtlige herjinger fra vest og syd, især naar Viken som saa ofte i hint tidsrum ikke tilhørte riget. Følgelig havde Gulathingslagens bønder samme interesse som kongen af, at sjøværnet paa denne kant af landet blev fuldt effektivt. I følelsen heraf er det da, at de fra først af har paataget sig at stille baade større skibe og større mandskab end andetsteds. Maaske har selve den krigerske aand, som tidligere havde gjort det vestenfjeldske Norge til et eneste stort vikingerede, endnu paa kong Haakons tid bevaret saameget af sin kraft, at befolkningen heller ikke i ledingsudfærden saa nogen særlig trykkende byrde. I ethvert fald har det ligeledes her ned igjennem tiderne havt sit forblivende med den engang trufne aftale; det tilvante har ogsaa her gjort sig gjældende, saa trykket ikke føltes ulideligt.
I det nordenfjeldske har atter forholdene delvis stillet sig forskjellige fra vestkystens. Den ledende hovedstamme, Thrønderne, boede omkring en dybt indgaaende, lukket fjord, hvor fiendtlige sjøanfald var en saagodtsom ukjendt ting. De kunde derfor ikke være saa villige som Gulathingsmændene til at paatage sig særlig store forsvarsbyrder, og Thrøndernes exempel pleiede at være afgjørende for de øvrige nordenfjeldske fylker. I hele Frostathingslagen saavelsom paa Haalogaland finder vi derfor, ifølge Gulathingslovens opgave, den middels store fartøistype, tyvesessen, anvendt i leding, alene med undtagelse af en tredivesesse i det nordlige Haalogaland, der imidlertid som vagtskib stod udenfor skibredefordelingen. Paa den anden side stod den samlede nordenfjeldske flaadekontingent i henseende til antal af skibsrum og følgelig ogsaa til mandskabets størrelse kun lidet tilbage for den vestenfjeldske (2640 plus 30 rum mod i Gulathingslagen 2900); men rigtignok maa folketallet i Frostathingslagen og Haalogaland antages at have været en del større end i Gulathingslagens 6 fylker.
Forøvrigt maa jeg til slutning forvare mig imod, at jeg skulde anse skibsfortegnelsen i Gul. kap. 315 for direkte anvendelig paa forholdene allerede i kong Haakon Adalsteinsfostres tid. Det er alene min mening, at den forholdsmæssige og i de store træk ogsaa den absolute størrelse af flaadekontingenterne for de to hoved- landsdele maa udledes fra denne konges forhandlinger med bønderne paa Gula- og Frostathingene. Derimod kan det visselig være tvil underkastet, om fastslaaelsen af de to skibstyper, femogtyvesessen for det vestenfjeldske, tyvesessen for det nordenfjeldske allerede er saa gammel. Der findes tværtimod i Gulathingslovens ledingsbolk (kap. 306) en antydning af, at man i ældre tid maa have tilladt ulige størrelser for ledingsfartøierne. Det heder nemlig, at hvis der i en og samme skibrede – »skal bygges flere skibe, skal dertil udsees forskjellige byggepladse, forat ikke bare »én mands mark« skal blive lagt beslag paa («Þa scal eigi eins morc eyða«). Heraf fremgaar altsaa, at man oprindelig har kunnet tænke sig muligheden af at en skibrede istedetfor et storskib (som femogtyvesessen regnedes at være) har kunnet stille to eller flere mindre. Dette stemmer forsaavidt ogsaa med en forudsætning, der kommer til orde i Gul. kap. 301, nemlig at der leilighedsvis kunde udredes lige ned til trettensesser (hvorom forøvrigt nedenfor i næste afsnit). Da der nu desuden synes at kunne spores en bestemt tendents til efterhaanden ned igjennem middelalderen at gjøre krigsfartøierne større og mere høibordede (jfr. for Danmarks vedkommende Johs. Steenstrup, l. c., s. 205), fordi de store skibe stadig viste sig de mindre overlegne i kamp (se f. ex. Magnus den godes saga hos Snorre, Ungers udg. kap. 34, s. 541), saa tør det vistnok være sandsynligt, at den i Gul. kap. 315 anvendte regel, der indskrænker ledingsskibenes størrelser til femogtyvesesser vestenfjelds og tyvesesser ellers i landet, ikke er den oprindelige, men at der har været adgang til større variation. Imidlertid var dette en sag, som var gjenstand for overenskomst mellem bønderne og kongen (»scolom vér gera skip sva morg ór fylki hveriu sem vér erom a satter orðner við konong várn«, Gul. kap. 297); men denne aftale kan da, som det synes, fra først af ikke i alle skibreder være gaaen ud paa, at skibreden bare skulde stille et (større) fartøi. Maaske har skibrederne ogsaa i den ældste ledingsordning faldt mere sammen med herrederne, end senere blev tilfældet.
Den næste periode i ledingsvæsenets udvikling gaar fra kong Magnus den gode til Magnus Lagabøter.
At der under Magnus den gode, i anledning af denne konges kapitulation med bønderne i Langøsundet, er bleven truffet nye og bindende bestemmelser ogsaa angaaende ledingen, maa sluttes af den omstændighed, at Gul. kap. 314 afslutter ledingsbolken med den bemærkning, at »vi skal have det lovmaal om vore udredsler (»utgerðir«), som før har været og Atle foredrog for mændene i Gula, medmindre vor konge skulde ville tilstaa os et andet og vi derom bliver enige alle sammen«. Thi den Atle, der i dette lovsted paaberaabes som autoritet for de autentiske lovregler i emnet, er øiensynlig, hvad allerede Konrad Maurer har gjort opmærksom paa (Entstehungszeit der Gulaþingslög, s. 166; Alter des Gesetzsprecheramtes in Norwegen, s. 38) den samme Atle, der optraadte paa bøndernes vegne under deres skarpe forhandlinger med kong Magnus. Følgelig har forhandlingerne bl. a. særlig dreiet sig ogsaa om ledingsvæsenet, og paa grundlag af de ved forliget vedtagne hovedpunkter er saa Atle og kongens raadgivere, formodentlig ikke mindst hans høire haand og fosterfar, Einar Thambarskjælver, senere blevne enige om enkelthederne. Den saaledes forberedte »utgerðar bolkr« er derpaa i sin helhed bleven foredraget af Atle for bønderne paa Gulathing og af disse vedtagen som lov (i et af de nærmeste aar efter 1040). Det er dette lovarbeide, vi endnu har opbevaret i Gulathingslovens ledingsafsnit; nedskrevet er det blevet paa en tid, da Atles navn endnu var i friskt minde, formentlig endnu inden aarhundredets udgang.
De lovregler og principer for ledingsvæsenet, som Atles balk indeholder, afviger i flere meget væsentlige henseender fra de hovedtræk, som Haakon Adalsteinsfostres ordning maa have frembudt, om der end samtidig er bleven bibeholdt gamle sætninger og udtryk, som maa have tilhørt den ældre periode, medens de i den nyere ikke passer fuldt saa vel ind.
Blandt nyhederne møder os først og fremst den vigtige reform, at det er ledingsskibets, af kongen udnævnte styresmand, som udtager ledingskarerne (Gul. kap. 299: »Sa scal skipi styra er konongr nemner til .... Nu scal styrimaðr nemna haseta með sér at fara, þa scolo þeir aller skylldir til at fara, ellar giallda mercr III«; ligesaa Frost. VII 7: »Konungr scal nefna styrimenn til scipa allra ... Styrimaðr scal nemna háseta, en ef háseti nemsc á fyrsta þingi, þá liggia honum við III mercr.«). Denne bestemmelse maa nemlig være kommen ind i loven ved omarbeidelsen under Magnus den gode; thi den er ganske uforenelig med manngerdsordningen, saalænge denne først og fremst tilsigtede at »gera mann ut«. Som ovenfor (s. 247) fremholdt, kan styresmandens myndighed over manngerdskredsen vanskelig tænkes at være gaaet videre end til en vis kontrol; en ret for ham til inden den snævre manngerd at udvælge en mand til at gjøre ledingstjeneste vilde havt lidet at betyde, da valget jo vilde være bleven ligesaa indsnævret. Afgjørende er det imidlertid, at de lovbestemmelser, som Gul.lovens ledingsbolk i dens os foreliggende skikkelse knytter til styresmandens udtagelsesret, ikke lar sig forlige med manngerdsordningen. Navnlig gjælder dette den hovedsætning, at der ved fuld almenning skal stilles en mand til ledingstjeneste »for hver syvende person« (»at siaunda nefi,« kap. 297). Inden manngerden har det jo tværtimod gjældt at stille en mand, hverken mere eller mindre, uanseet folketallet paa de faa gaarde, som udgjorde kredsen. Ved dette system søgte man sikrelsen mod en altfor trykkende udskrivning i kredsens passende omfang. Fra 3–4 gaarde maatte 1 mand efter bøndernes eget valg uden for stor ulempe kunne afsees. Anderledes naar styresmanden fik den hele udtagelsesret i skibreden. Da maatte der sørges for, at denne ret ikke misbrugtes. Derfor den hovedregel, at mere end 1 mand for hver 7de person af befolkningen over 3 aar (jfr. kap. 296) maatte han ikke tage. Begrændsningen til hver 7de person træder her istedetfor den begrændsning, manngerdskredsen dannede, og kan følgelig ikke have været samtidig med denne. Den samme betragtning faar anvendelse paa de øvrige indskrænkende anvisninger til styresmanden om, hvorledes han skulde bruge sin ret til at udtage mandskabet. Han skulde først tage ungkarle, saalænge deraf fandtes nok; dernæst skulde raden komme til de (gifte) bønder, som holdt arbeidsfolk paa sin gaard, og sidst til dem, som var alene om sit gaardsarbeide. Af saadanne einvirkiar skulde han overhovedet blot tage hver tredie; de to, som blev hjemme, skulde stelle kvæget for den, som udtoges. Som det vil indsees, var ogsaa disse regler realiter baade uforenelige med manngerdsordningen og unødvendige. Saalænge manngerden stillede sin mand i fællesskab, faldt de ønskelige hensyn i disse retninger af sig selv. Først naar den hele bygd stod til styresmandens raadighed som udskrivningsdistrikt, blev de anførte regler paa sin plads. Det siges da heller ikke hverken i Gula- eller Frostathingsloven et eneste ord om, at styresmandens ret til at udtage mand skabet var begrændset ved noget hensyn til de enkelte manngerder. Frost.loven (VII 7) har i det hele taget de samme anvisninger til styresmanden som Gul.loven om udtagelsen; kun nævner den ikke begrændsningen til hver 7de person, medens den til gjengjæld (VII 18) sætter børns lavalder for at medregnes blandt dem, hvorfor leding skulde gjøres, op til 6 eller 7 aar (modsat Gul.lovens 2–3 aar).
Motiverne for, at man ved ledingsreformen under Magnus den gode har ladet manngerden falde som grundlag for den aktive ledingsudskrivning, er ikke vanskelige at forstaa. For det første maa det ofte have stillet enigheden indenfor den enkelte manngerdskreds paa en haard prøve, naar afgjørelse skulde træffes om, hvem der i tilfælde af ledingsudfærd skulde stilles af kredsen. Maaske har man allerede under manngerdssystemet tidt nok maattet ty til styresmanden for at faa en saadan nabotvist afgjort. Paa den anden side har det vel heller ikke været en sjelden foreteelse, at manngerden stillede en mand, som styresmanden ikke fandt at kunne bruge; heraf i saa fald rivninger mellem vedkommende bønder og denne den offentlige myndigheds repræsentant. Overhovedet betegner styresmandens ret til at udtage mandskabet for den hele skibrede et anseeligt fremskridt for kongemagtens administrative indgriben, samtidig med at landets flaade erholdt en sikrere udvalgt og i kamp paalideligere besætning.
I nærmeste sammenhæng med denne vigtige forbedring af ledingsreglerne maa ogsaa de i begge love udførligt omhandlede mandtalsthing være bleven indførte (Gul. kap. 296–98; Frost. VII 8). Saalænge manngerderne stillede hver sin ledingskar, behøvedes intet saadant vidtløftigt tælleapparat; thi indenfor den snævre kreds af nogle fan gaarde, vidste enhver, hvem der havde ophold. Naar derimod den umiddelbare udtagning gjennem styresmanden skulde omfatte hele skibreden, var det saameget nødvendigere at istandbringe en paalidelig opgave over, hvormange personer og hvilke der husedes rundt omkring paa gaardene, som styresmanden selv vistnok meget ofte var en udenbygds mand, hyppig i mangel af en passende lendemand udvalgt af kongen blandt hans hirdmænd. Bestemmelserne om de aarlige mandtalsthing er desuden saa detaljerede og strenge, at de helt igjennem gir indtryk af at danne et nyt led i ledingsbolkerne, hvilket det gjaldt i alle enkeltheder at indprente befolkningen. De staar tillige i nøie forbindelse med de i de samme bolker indeholdte regler for, hvor en persons hjemstavn i ledingsøiemed skal ansees at være, bestemmelser, der ligeledes er meget udførlige og øiensynlig ogsaa udgjør ny ret (Gul. kap. 296, 298, jfr. 301; Frost. VII 9–11).
Mod den her givne fremstilling kunde det maaske for Gul.lovens vedkommende indvendes, at loven jo dog paa flere steder fremdeles omtaler manngerdskredsene som bestaaende. Forsaavidt kristenretten angaar, henvises til, hvad derom ovenfor i forrige afsnit paapegedes. Af de to steder i ledingsbolken, hvor manngerderne nævnes, fremgaar det imidlertid, at denne inddeling vedblev at anvendes ogsaa i ledingsanliggender. For det tilfælde, at ledingsskibet skulde trækkes paa land, gjentager saaledes Gul. kap. 304 det tydeligvis allerede fra først af gjældende bud, at der skulde skaffes folk til hjælp »fra hver manngerd«. Vigtigere er det, at kap. 298 ligefrem paabyder, at »overalt, hvor der er almen tælling (almannatal, nemlig paa mandtalsthinget), skal man sætte manngerd fra landsendene, d. e. landets inddeling i manngerder skal paasees holdt i fuld sammenhængende orden fra landsdel til landsdel. Læser man imidlertid med opmærksomhed igjennem de hermed i nøie forbindelse staaende, øvrige bestemmelser i kapitlet, gaar det snart op for en, at disse alene sigter til udredslen af de andre, manngerden paaliggende ydelser (»gerdir«), proviant, reisepenge o. s. v., hvilke altsaa fremdeles er blevet udredet ifølge udlægning (iafnaðr) paa de enkelte manngerder i forhold til disses folketal. Med andre ord, idet man opgav manngerden som udskrivningskreds, beholdt man den under det tilvante navn som udredselskreds. Og at nøiagtig det samme har været tilfældet i Viken, sees saa sent som i 1344–46 af de i disse aar for Id, Skjeberg og Kvilde skibreder optagne fortegnelser over liderne, der jo netop var de vikverske manngerder (Dipl. Norv. IV, 278, 279, 305).
Overhovedet er det en iøinefaldende og ved første øiekast tillige en noksaa forvirrende eiendommelighed saavel ved Gul.lovens som ved Frost.lovens ledingsbolk, at deres bestemmelser og udtryksmaade har ligesaa stor, ja i virkeligheden større anvendelse paa ledingsudredslerne end paa den aktive ledingstjeneste (jfr. Frost. VII 8: ef maðr nemsc leiðangrs gerð eða leiðangrs ferð). Dette har bevirket, at heller ikke forskerne tilstrækkelig har holdt de to momenter ud fra hinanden og navnlig paa tjenesten (ferð), har overført forudsætninger, som nærmest kun vedkom ydelserne (gerðin). Spørger vi saa, hvorledes denne de to loves uklare behandling af det hele emne kan være opstaaet, saa naar vi derved frem til et punkt i undersøgelsen, som det hidtil har været meget vanskeligt at danne sig en tilforladelig opfattelse af.
Det er en bekjendt sag, at ledingsudredslerne paa et eller andet tidspunkt i Norges middelalder (jfr. Keyser, l. c. s. 99 i noten) før Magnus Lagabøters store lovreform er gaaet over fra en ydelse i anledning af aktiv krigsførsel til en aarlig gjenkommende skatteydelse. Naar er dette skeet? Er det indtraadt successivt og efterhaanden saa at sige halvt ubevidst fra folkets side, eller i kraft af en ligefrem medgivelse, som bønderne paa lagthingene er gaaet ind paa? For den første antagelse lar sig anføre, at det jo statsretlig stod kongerne frit aarligaars at udskrive halv leding til angrebskrig, og at det derfor kunde fremstilles som et ligefremt afslag i fordringerne fra kongedømmets side, naar det istedetfor udbud af halv leding med skibe, mandskab og »gerder« lod sig nøie med at kræve bare selve gerderne, udredslerne. En saadan maade at anskue sagen paa kunde det f. ex. ligne kong Harald Haardraade at have villet gjøre gjældende. Imidlertid tør dog en nærmere overveielse over bevise os om, at datidens norske bønder mindst av alle vilde lade sig narre ved et saa aabenbart forfalsket ræsonnement. Det var for det tilfælde, at der virkelig fandt ledingsudfærd sted, at udredslerne af proviant etc. var bestemt. Blev kongen siddende hjemme, bortfaldt enhver ledingsydelse baade i henseende til aktiv tjeneste og til underholdningsmidler for mandskaberne. Det var den gamle, greie lov. Skulde kongen derimod ogsaa i fuld fredstid oppebære halv leding i form af »gerder«, saa maatte herfor lovforandring til. Vore historiske forfattere synes ikke desto mindre, uagtet de just ikke kan siges at udtrykke sig klart, mere at helde til den førstanførte opfatning af ledingsskattens oprindelse (Munch, II s. 98; III s.1058; IV, 1, s. 32, 509; Keyser, Stats- og Retsforfatning, s. 97–98, 225; Brandt, l. c. s. 5). De lægger da ikke tilbørlig vægt paa (hvad dog Munch ifølge førstanførte sted i ethvert fald har seet), at allerede ledingsbolkerne i Gula- og Frostathingsloven forudsætter den aarlige erlæggelse af ledingsskat. Navnlig er det i sa henseende af vigtighed, at dette ogsaa er tilfældet i Gulathingsloven; thi dennes ledingsbolk tilsigter, som ovenfor fremhævet, ifølge sin egen slutningsbemærkning at gjengive uforandret og korrekt de bestemmelser, som Atle og kong Magnus den gode var komne overens om ved aar 1040. Holder vi os til denne sikre kilde, kan vi altsaa fastslaa, at de aarlige »gerder« allerede af kongen blev oppebaarne fra nævnte tid af (se f. ex. Gul. kap. 298: Nu sitr maðr sva vetr III, at hann gerir eigi gerð – – – Nu ferr maðr or gerðum, oc ferr i log onnor, late liggia efter gerð hina nesto. Nu ferr maðr af lande, hallde upp gerð firi hann vetr III. – – Ef maðr kemr or logum varom i fylki annat með bu sitt, geri aptr gerð hina nesto, sem hann var fyrr. En siðan hallde gerð upp þar sem hann kemr). Men gaar, som det herved er bevist, ledingsskatten som saadan tilbage til kong Magnus den gode, saa følger heraf ligesaa utvilsomt, at den har været gjenstand for forhandling mellem denne konge og bønderne. Spørgsmaalet bliver da kun, hvorvidt skatten er endnu ældre, eller om den er bleven nyindført ved Magnus’s forlig med bønderne under Atles mægling. Herved er da for det første at mærke, at vi intetsomhelst holdepunkt i kilderne finder for, at den aarlige ledingsskat ogsaa er bleven erlagt tidligere. Dernæst, at dens udredsel saavel i Gula- som i Frostathingsloven paa det nøieste er sat i forbindelse med mandtalførselen og udligningen paa mandtalsthingene; men hele mandtalsapparatet passer, som før paavist, overhovedet ikke ind i det ældre system med de snævre manngerder som bestemmende grundlag for byrdernes fordeling. Endelig kan der heller ikke peges paa nogen ældre konge, under hvem forholdene laa saaledes tilrette, at en slig aarlig skat havde kunnet drives igjennem hos bønderne. At ikke Haakon Adalsteinsfostre kunde tænke paa noget saadant, siger sig selv. For ham og hans tid var det storværk nok at have indført og organiseret selve den aktive udfærdsleding istedetfor Harald Haarfagres skattepaalæg. Samtidig at søge gjennemdrevet en ny aarlig skat, vilde været en selvmodsigelse. Af de følgende konger kunde der blot være tale om de to Olafer. Men Olaf Tryggvason var for optaget af at faa kristendommen erkjendt som folkets religion, til at han i de faa aar, han herskede, ogsaa skulde have fundet anledning til at bringe forsvarsvæsenets principper under forhandling; han maatte øiensynlig nøies med at bygge sine egne nye skibe. Og hvad Olaf Digre angaar, var hans forhold til bøndernes ledende høvdinger aldrig saa godt, at han fra den kant har kunnet opnaa en saavidt stor indrømmelse, som underkastelsen under en aarlig skatteudredsel i hine tiders øine maatte fremstille sig at være. Først helgenkongens søn var i den stilling, at han ved hjælp af folkets stærke patriotiske samling og vaagnende ansvarsfølelse, der var en gavnlig følge af Knut den mægtiges korte, men strenge overherredømme i Norge, kunde sige til bønderne: I vil ikke paany have fremmedvælde over eder; nuvel saa sæt landets eget kongedømme i stand til at forsvare sig og riget og forstræk det med de midler, som kræves for, at kongen ved siden af den alene i ufredstider udbudte, aktive leding ogsaa kan underholde en særskilt flaade, som stadig kan ligge rede og derfor vil være mere effektiv til landets hurtige forsvar i paakommende tilfælde end den langsommere sammentrukne ledingshær. Saaledes omtrent maa talen fra kongedømmets side have lydt. Og bønderne har forstaaet og sluttet sig til tanken. Den kongen tilkommende ret til aar efter aar at udbyde halv leding til aktiv krigsførsel, er bleven omsat til en ret for ham til aarlig at oppebære, hvad den halve leding vilde have kostet bønderne i materielle udredsler. Den kongelige flaade blev paa denne maade med tillæg af de af høvdingerne (lendemændene) stillede fartøier et slags første krigsopbud, stærkt nok til at afslaa eller omvendt selv at udfore et angreb i paavente af, at ledingsflaaden kunde blive mobiliseret, og velrustet nok til derpaa ogsaa at danne den egentlige kjærne i den hele forsvarsstyrke. Det er denne dobbeltordning af rigets sjøværn, som umiskjendelig træder os imøde under de nationale kraftudfoldelser fra Magnus den gode til langt ned i Sigurd Jorsalfarers dage saavelsom senere under de mange indre kampe om tronen.
Saavel vore lovkilder som samtlige tidsomstændigheder forene sig følgelig om at gjøre det klart, at det er ved statsforliget og ledingsreformen under kong Magnus den gode, at ogsaa omlægningen af den aarlige halve leding til en aarlig ledingsskat er bleven aftalt og gjennemført. Jo mere man overhovedet søger at trænge ind i stillinger og forhold under denne konge, des tydeligere blir det, at det under ham istandkomne opgjør mellem kongedømmet og bønderne har dannet grundlaget for den norske statsret langt fremover. Men i denne statsret har atter forsvarsordningen udgjort et hovedled. Som indledningsvis fremhævet maa det allerede have været hovedhensigten med Harald Haarfagres skattepaalæg at skaffe midler til underholdelsen af en kongelig flaade. Under Haakon Adalsteinsfostre sattes istedenfor denne den paa almindelig værnepligt grundlagte ledingsflaade. Men erfaringerne havde siden lært, at med en ledingsflande alene, kunde landet ikke forsvares. Den maatte suppleres og styrkes ved en kongelig flaade som landsforsvarets kjærne, og midlerne hertil kunde ikke tilveiebringes uden ved at vende tilbage til en eller anden art af beskatning. En saadan kunde dog nu kun oprettes med hjælp af befolkningens eget samtykke, hvorved samtidig et andet nyt, grundlæggende led, folkets egen beskattende myndighed, blev indført i landets statsdannelse. Det er til ros for kong Magnus’s raadgivere, blandt hvilke vel her som ellers den unge konges fosterfar, Einar Thambarskjælver, har været den mest vidtskuende og indflydelsesrige, at de kraftig og med held har evnet at fremholde den statsorganiserende, fædrelandssikrende side af forligsspørgsmaalet. Skjønt det af sagaerne nærmest kun synes at fremgaa, at kong Magnus underkastede sig de vrede bønders forlangender, viser Gul.lovens ledingsbolk med bestemthed, at indrømmelserne paa bøndernes hold ligeledes var meget væsentlige, for selve statslivet i længden endog de væsentligste.
Det har saaledes sin fulde betydning, naar den første skriftlige optegner af Gul.lovens ledingsbolk emfatisk udtaler, at »vi skal have det lovmaal om vore udredsler, som for (d. e. indtil nedskrivelsestiden) har været, og som Atle foredrog for mændene i Gulen«. Atles »lovtale« (jfr. var. til Eids. kr. I 10) blev et hovedkapitel i rigets forfatningsret. Den gjenfindes da ogsaa, omend i andre ordelag, paa alle væsentlige punkter i Frost.lovens tilsvarende bolk VII. Havde vi havt Borgarthingslovens verdslige del bevaret, vilde vi visselig ogsaa der have kunnet læse de samme bestemmelser. For Eidsivathingslagens vedkommende er det derimod mere end tvilsomt, hvorvidt Oplandenes befolkning allerede under Magnus den gode har underkastet sig selvbeskatningens princip og vedtaget at erlægge aarlige ydelser, svarende til kystfylkernes ledingsskat. Senere sees ogsaa deroppe bønderne at have paataget sig at udrede en saakaldet »vis øre«; men fra hvilket tidsrum dette er skeet, maa ganske staa derhen. At bønderne mere her end andetsteds i landet skulde have fundet sig i at lade Harald Haarfagres skattepaalæg bestaa uafskaffet ned gjennem aarhundrederne (som Keyser, l. c. 97, og efter ham Brandt l. c. s. 8 forudsætter), synes helt uantageligt.
Der er ovenfor gaaet ud fra, at den almindelige lære, at kongerne kun i tilfælde af fiendtligt anfald paa riget havde ret til at udbyde fuld almenning, men ellers kun halv, er rigtig. Jeg skylder imidlertid at paapege, at dette egentlig intetsteds siges. Gul.lovens kap. 295, der danner ledingsbolkens begyndelse, udtaler: »Kongen skal raade for bud og forbud og for vore udfærder. Ikke tør vi nægte ham leding til landsenden, hvis han byder sig til behov og os til gavns.« Om nogen ledingsfærd længere end til landsenden er der her altsaa ikke tale; Frost.loven har ingen tilsvarende bestemmelse. I sagaerne oplyses imidlertid paa flere steder, at der ved leilighed blev udbudt »halv almenning« (saaledes om Haakon Ladejarl, da han drog afsted for at hjælpe Harald Blaatand mod den tydske keiser, Fagrsk. kap. 46; ligeledes om Harald Haardraade under hans kampe med Danmark saavelsom ved hans tog til England, Fagrskr. kap. 183 jfr. 191, hvor antallet af hans skibe tyder paa samme begrændsning eller en endnu større; Snorre, Har. Haardr. s. kap. 31, 34, 82). Som oftest nævner sagaerne dog intet om, enten almenningen var fuld eller halv, og det hænder, at den ene redaktion taler om »almenning« i sin almindelighed, hvor en anden udtrykkelig siger »halv almenning«. Overhovedet sees »almenningr« oftere brugt istedetfor »leiðangr« uden hensyn til dennes omfang eller til, at almenningr jo egentlig altid skulde betegne fuld leding. Ordet bruges endog ikke sjelden i senere tid om ledingsskatten (se saaledes Haakon Haakonssons saga, Ungers udg., kap. 352; ib. kap. 149, hvor det heder, at bønderne paa Oplandene tilbød kongen at udrede »allan almenning ok annan hálfan á bak jölum«). Af disse og lignende sagasteder fremgaar det overhovedet med tydelighed, at der har været benyttet en opbudsform for ledingen, der er bleven betegnet som »halv almenning« modsat den fulde, og tilværelsen af begge former faar da ogsaa sin umiskjendelige stadfæstelse i Gul. kap. 297, der bestemmer, at ved fuld almenning (at fullum almenningi) skal der stilles en mand for hver 7de person; thi her staar udtrykket »fuld almenning« klarligen i modsætning til en mindre almenning, som ikke var »fuld«. Først i Magnus Lagabøters landslov (III 1) forekommer derimod betegnelsen »halv almenning« udtrykkelig i lovkilderne. Her udtales det nemlig ligefrem, at »kongen tør ikke kræve videre udbud i fredstid end halv almenning« uden særskilt givet samtykke fra almuens side. Spørgsmaalet bliver da, om dette kan ansees som en ny bestemmelse i landsloven (byloven har forøvrigt samme bestemmelse; jfr. ogs. III 6), eller om den er optaget fra ældre gjældende ret. Betænker man imidlertid paa den ene side, at det for kongen var en meget væsentlig forskjel, om han skulde have hel eller halv ledingsskat af landet, og paa den anden side, at det umulig kunde falde Magnus Lagabøter ind, hvis love netop gaar ud paa at styrke og konsolidere kongedømmets ret og stilling, at give afkald paa halvdelen af ledingsskatten, den betydeligste af alle kongens indtægter, saa kommer man til den sikre slutning, at Magnus her alene gjentager, hvad der fra gammel tid var kongens fastslaaede ret. Da der heller ikke tidligere kan paavises noget tidspunkt eller nogen rimelig anledning, da et saadant nedslag i ledingsskatten skulde have kunnet finde sted, saa bliver der ingen anden udvei aaben end den antagelse, at den indrømmelse, bønderne i sin tid fandt sig i at gjøre Magnus den gode, alene har gjældt halv, ikke fuld almenning i aarlig skat[3]. Sandsynligvis har da denne oprindelige begrændsning af skatteydelsen staaet i forbindelse med den opfatning, der synes at fremskimte af de ovennævnte sagasteder, at kongerne, naar det gjaldt aktive krigstog længere end til »landsenden«, blot kunde udbyde halv leding. De ældre forskeres lære paa dette punkt synes følgelig, skjønt aldrig nærmere begrundet, at holde stik.
Til gjengjæld har de intetsteds opkastet sig det spørgsmaal, hvad der egentlig praktisk talt forstodes ved halv leding. Hvorledes skede i tilfælde af ledingsudfærd denne halvering? Man kunde maaske tænke sig, at den fremkom paa den maade, at kongen udbød fuld leding for det halve rige eller for omtrent halvdelen af fylkerne, og man kunde være tilbøielig til herfor at paaberaabe et saadant sted som f. ex. Haak. Haakonssons saga (hos Unger) kap. 327, hvor det meddeles, at kongen lod udgaa »udbudsbreve over Norge«. »De mindste udbud fandt sted paa Haalogaland, men desto større jo længere det bar mod syd.« Heraf fremgaar nemlig, at det stod frit for at fordele det aktive ledingsudbud efter eget tykke paa de forskjellige landsdele (i det tilføiede skaldevers betegnes ledingen som »almenning«), Men stedet viser dog kun, at ledingen, enten den var hel eller halv (i dette tilfælde var den vistnok kun halv ogsaa i de sydligere dele af landet, idet det gjaldt et krigstog ned til Danmark), af kongen yderligere kunde lempes paa efter omstændighederne, og det samme sees af Har. Haardraades saga hos Snorre, kap. 34, idet kongen her siges af ledingshæren at holde tilbage det mandskab, som boede Danerne nærmest, medens resten fik hjemlov; ligesaa af Haak. Haakonssons saga kap. 322 og 329, hvor det kun er fra Viken, at leding udgaar.
Det var imidlertid ikke saadanne partielle udbud, som kaldtes halv almenning. Herved forstodes øiensynlig en leding, der udgik fra det hele land, men som dog kun var halvt saa stor som fuld almenning. At tænke sig halveringen udført derved, at kongen kun udbød skibe og mandskab fra hver anden skibrede, medens de mellemliggende bygder gik helt fri, gaar selvfølgelig ikke an; thi en saa ulige fordeling af krigsbyrden vilde have vakt stor og berettiget misnøie. Derimod ligger spørgsmaalet løsning tydeligvis anvist ved den ordning, som man have gjældt for ledingsskattens indkrævning. Som vi saa, kunde kongen alene forlange »halv almenning« som aarlig skatteudredsel. Denne maa følgelig have været fordelt ligelig over hvert fylkes hele befolkning, d. e. være bleven erlagt af hvert enkelt skibrede hele riget over. Men som sagt kun med halv almenning. Halveringen af den fulde almenning er altsaa skeet for hvert enkelt skibredes vedkommende, d. v. s. saaledes, at dettes befolkning erlagde det beløb i skat, som de ved virkeligt krigsudbud af halv almenning vilde have maattet tilskyde til selve udrustningen. Men heraf følger igjen, at den halve almenning i tilfælde af krigsudbud fra hvert enkelt skibrede alene kan have omfattet det halve mandskab mod, hvad der ved fuld almenning blev at stille; thi ellers maatte der jo være krævet fuldt tilskud af proviant og penge. Ku ad denne vei naar man desuden, som det vil sees, frem til en virkelig ligelighed i fordelingen af krigsbyrden, idet der overalt ved udbud af halv leding er bleven udtaget det halve antal af det ved fuld almenning værnepligtige mandskab. Egentlig ligger da ogsaa denne forholdsmæssige formindskelse af mandskabsantallet antydet i Gul. kap. 297, naar det her siges, at »ved fuld almenning skal der stilles en mand for hver 7de person; men hvis vi har bedre mandtal, skal vi alle deraf nyde godt«. Thi det bedste mandtal fremkom jo, saasnart almenningen ikke var fuld, men bare halv.
Hvorledes blev saa imidlertid dette halve mandskab forhold til skibredens ledingsskib? Kan det tænkes, at ved halv almenning var skibet blot halvt saa bemande som ved fuld? Selvfølgelig er dette umuligt. Et skib af given størrelse forlangte, naar det overhovedet skulde bruges til strid, altid fuld bemanding; i modsat fald betegnedes det som tyndt besat (þunnskipat), som Sverres saga etsteds udtrykker det, og hvorved den vil sige, at vedkommende skib havde for svag besætning for at være virkelig kampdygtigt. Der bliver da kun det andet alternativ tilovers, nemlig at i tilfælde af halv almenning alene hvert andet ledingsfartøi er bleven sat paa vandet og udrustet med mandskab, vaaben og proviant, medens hvert andet fartøi laa igjen hjemme. Og da en enkelt skibrede i regelen bare stillede et ledingsskib, maa man ved halv almenning have slaaet to skibreders mandskab sammen ombord paa det af de to fartøier, som kongens embedsmand for tilfældet ansaa for det bedst tjenlige. En saadan ordning nævnes rigtignok intetsteds; men den er den eneste, som er forenelig med lovenes øvrige forudsætninger saavel for ledingsudfærd som for erlæggelsen af ledingsskatten.
Udfærdsledingen omfattede ifølge den ovenfor omtalte opgave i Gul. kap. 315 ialt 309 skibe foruden et vagtskib, som Nordre Haalogaland til stadighed holdt stationeret paa kysten nordostover. Halv leding vil følgelig have tællet omkring 150 skibe. Fra hvilket tidspunkt denne notits hidrører, er ikke klart. At den ikke oprindelig har tilhørt Gul.lovens ledingsbolk, fremgaar af dennes slutningsord i kap. 314, som viser, at notitsen senere af en eller anden afskriver er bleven tilføiet; den omhandler jo desuden ikke Gulathingslagen alene, men det hele land. Paa den anden side er codex skreven omkring 1250 eller noget senere. Opgaven kan følgelig ansees at angaa forholdene før Magnus Lagabøters lovreform, og den passer da heller ikke paa langt nær sammen med det antal skibreder, som opføres i nævnte konges testamente af 1277. Formentlig træffer man det rette ved at antage, at notitsen nærmest gjengiver de i sidste halvdel af det 12te aarhundrede gjældende regler. Hvorvidt disse har været de samme, som fastsattes ved Magnus den godes ledingsordning, er naturligvis ikke godt at vide; men lægger man mærke til, at Gulathingslagen i sin helhed forpligtes til at stille større fartøier end det øvrige land, forekommer det sandsynligst, at saavel skibsstørrelserne som det opgivne skibsantal repræsenterer gammel og nedarvet ret. En slig forskjel i vilkaarene mellem de forskjellige landsdele kan kun forklares ved, at den gaar tilbage til ældre historiske forhold (jfr. herom ovenfor s. 250–252).
Hvad dernæst angaar selve mandskabets størrelse paa ledingsflaaden, saa er herom som bekjendt de mest ulige meninger kommet til orde. Navnlig gjælder uvisheden det antal stridsmænd (hásetar eg. rorskarle), som havde plads i hvert af skibets »rum«, d. e. mellemrummene mellem mandskabets siddebænke (»sessar«, sæder, enkelttal sess). De, der er tilbøielige til at reducere besætningerne til et minimum, paaberaaber sig særlig den bestemmelse i Frost. VII 13, at der ved hver »tofte« skal ligge en bue med streng, anskaffet af de to mand, som under ledingsfærden har sin plads paa toften (»sessar 2 er fara«); man forstaar nemlig her »tofte« som en tværs over skibets hele bredde gaaende siddebænk, saaledes som forholdet var ved de mindre ro- og seilbaade (R. Keyser, Stats- og Retsforfatning, s. 222–23; Sars, Hist. Tidsskr. II 3 s. 370). Paa krigsfartøierne var forholdet imidlertid et andet. Her gik siddebænkene (sess eller þofta) fra hver ræling kun frem til den langskibs løbende, aabne midtgang. Naar man vilde betegne et krigsfartøis størrelse, tællede man derfor kun sæderne med de dem tilhørende aarer paa den ene skibsside (skip eigi skemra en sessum ma telia, heder det i Gul. kap. 301, som tillige forudsætter, at et fartøi med 13 sesser, þrettánsessa, er det mindste af saadan type og størrelse. Mellem hver sess eller þopta og den næst foran eller bagenfor staaende benævnedes rummet et halvrum (hálfrymi), idet man ved et helt rum forstod de jævnsides halvrum ved hver skibsside tilsammentagne. Den sidste maade at tælle rummene paa var følgelig overført fra de mindre baade og tør antyde, at i ældre, forhistorisk tid har bænkeindredningen ombord ogsaa paa noget større fartøier oprindelig været den fra mindre baade tilvante. Paa krigsskibene i historisk tid dannede derimod ikke rummene, men halvrummene den pladseringsenhed, hvorefter mandskabet fordeltes. I Gul. kap. 301 heder det derfor: »hvis en mand ikke søger sit halvrum«, d. e. ikke indfinder sig ombord. De mænd, som havde plads i samme halvrum og altsaa sad paa samme tofte eller sess, kaldtes þoptar eller sessar (enkelttal þopti og sessi), og at disse benævnelser ikke, som Sars forudsætter, omfattede mændene i det hele rum, men kun dem, der hørte til i samme halvrum, bevises næsten til overflod ved den udtrykkelige ordforklaring i Snorres Edda (I s. 536), at »þopti er hálfrýmisfélagi«, d. e. den, som sidder paa toften sammen med en anden, er dennes halvrumsfælle. Naar da Frost. VII 13 taler om de 2 »sessar«, som er fælles om den bue, der skal ligge ved »hver tofte«, saa følger heraf, at der paa ledingsskibene sad 2 mand i hvert halvrum, ikke bare 1 (se forøvrigt herom den bindende og udførlige redegjørelse hos Hj. Falk, l. c. s. 72 jfr. 98, 99, der stadfæster den opfatning, jeg selv har antydet i glossariet til Norges gl. love s. v. sessi). Omvendt betegnes i Sverres saga (Flatøb. II s. 651, kap. 109; Fornm. sögur VIII s. 316; Ungers udg. 8. 140, kap. 134) et fartøi, der blot har 1 mand i halvrummet, ligefrem som þunnskipat d. e. tyndt besat, og det siger sig selv, at ingen kongelig styresmand, der havde ansvaret for det af ham førte ledingsskib, vilde have nøiet sig med at tage ombord saa faa folk, at saadant kunde bebreides ham.
Tænker man sig de faktiske omstændigheder i et sjøslag eller under den umiddelbare forberedelse til kampen, forstaar man ogsaa let, at det vilde været altfor tamt, uhensigtsmæssigt og ubetryggende i datidens voldsomme strider kun at have 1 mand i hvert halvrum, d. e. ved hver aare. Der maatte paa engang kunne kjæmpes og manøvreres med aarerne. Den mand, der skulde bruge den for halvrummet fælles bue, kunde ikke samtidig greie den fælles aare. I slaget ved Konghelle 1159, hvor det dog gjælder høvdingeskibe, ikke ledingsfartøier, var der 3 mand i hvert halvrum, hvoraf den ene roede, den anden dækkede ham og den tredie stred. Saa vel besatte har ikke ledingsfartøierne kunnet være; men 2 mand ved hver aare til gjensidig understøttelse og til ombytte i den tunge roning har man vanskeligt kunnet undvære.
Endelig faar man fuld stadfæstelse paa, at hvert halvrum gav plads for 2 mand, i bestemmelserne om madforsyningen under ledingstogtet. Paa en tid, da ledingsudfærden regelmæssig varede 2 maaneder, bestemmer Gul. kap. 300, at der til hver hamle, d. e. til hver aare, hvert halvrum, skulde udredes »2 mánaðarmatir hvárs«, d. v. s. 2 maaneders kost i smør og 2 maaneders kost i mel, tilsammen saaledes 4 maaneders kost. Men 4 maaneders kost for 2 maaneder forudsætter, at der er 2 mand om fortæringen, saa sandt som 2 × 2 = 4 (saaledes ogsaa Munch, N. F. H. II s. 982 n. 2). Det maa jo erindres, at udtrykket mánaðarmatr smœrs ikke vil udtale, at den, som fik dette, blot skulde spise smør, eller mánadarmatr miöls, at han blot skulde spise mel hele maaneden; heller ikke medførte mánaðarmatr hvárs (d. e. af hvert slag, mel og smør), at datidens ledingskarer blot skulde leve halvt af mel og halvt af smør hele maaneden (ligesom barselkjærringer af smørgrød, som Macody Lund udtrykker det). Tværtimod viser samme lov strax nedenfor i kap. 303, at det ikke mindst var kjød, de forlangte, og at de derfor i nødsfald havde ret til at slagte »to naut« hos en bonde, de kom i nærheden af, selvfølgelig mod at erlægge lovlig betaling. Den samme bestemmelse gjenfinder man i Frost. VII, 23 og Landsl. III, 13 (jfr. ligeledes Sverres saga, Ungers udg. s. 144). De 2 mánaðarmatir i smør og de 2 i mel var følgelig ment at skulle repræsentere værdien af den fornødne ledingskost under togtet, saaledes at derfor skulde anskaffes kjød, fisk, øl og hvad andet, der til levemaaden behøvedes, foruden at der naturligvis af melet blev kogt grød og af smørret taget til daglig brug. Den indvending, som navnlig Sars (l. c. s. 370; jfr. dog ogsaa Keyser l. c. s. 228) paa grundlag af proviantbestemmelsen reiser mod Munch’s antagelse af 2 mand i hvert halvrum, lader sig følgelig saa langt fra opretholde, at lovbudet tværtimod danner en paatagelig støtte for denne beregning.
Paa en femogtyvesesse, der var det almindelige anvendte ledingsfartøi i Gulathingslagen, gjorde 2 mand i hvert halvrum 100 mand ombord. Falk vil (l. c. s. 99) hertil yderligere lægge en fjerdedel mere for mændene i løfting og stavn. Hvorledes hermed har forholdt sig, er imidlertid ikke ganske klart. Den ovennævnte proviantudredsel var, som det saaes, angivet pr. hamle, d. e. pr. halvrum, og tog intet hensyn til de mænd, der muligens havde sin plads forud og agter i skibet. Man kan derfor neppe uden videre slutte fra forholdene ombord i de egentlige høvdingeskibe til ledingsfartøierne. Muligt er det jo, at kostleverancen pr. hamle var beregnet saa rundelig, at den tog fuldt hensyn ogsaa til de forud og agter anbragte ledingskarer; muligt ogsaa, at disse pladse ikke besattes af ledingsfolkene, men af de kongelige ombudsmænds egne huskarle. I ethvert fald tør det for selve ledingens vedkommende være tryggest at holde sig til lovenes ord, og disse nævner kun folkene i halvrummene. Herved faar vi altsaa et mandskabstal af 100 paa en femogtyvesesse, 80 paa en tyvesesse. At formodningen imidlertid har været for, at styresmanden, som naturligt kunde være, helst tog med sig saa mange som muligt, fremskimter af den ovennævnte begrændsning i Gul. kap. 297, der forbyder ham at opnævne flere fra skibreden end hver 7de person. I sig selv er jo dog ogsaa dette tal meget høit, og det gjaldt kun ved fuld almenning. Ved udbud af halv leding har forholdet omtrent været 1 opbudt mand for hver 14de person i bygden (børn under 2–3 aar ikke medregnede). Frost.loven anfører derimod ingen saadan begrændsning, men indskrænker paa den anden side mandtallet til kun at omfatte børn over 6–7 aars alderen. Forholdet mellem befolkningens størrelse og ledingskarerne tor derfor her baade ved fuld og halv almenning have været en del rummeligere end i den af værnepligten stærkt bebyrdede vestenfjeldske landsdel. Endnu lempeligere synes talforholdet at have været i Viken, hvis 60 (61) tyvesesser, som for fremholdt, ikke danner et passende ækvivalent til det vestenfjeldskes 116 femogtyvesesser ligesaalidt som til det nordenfjeldskes 132 tyvesesser.
Efter dette bliver ledingsmandskabernes samlede antal i perioden for Magnus Lagabøter følgende:
nordenfjelds (Haalogaland til og med Romsdalen):
- 80 × 132 = 10,560
vestenfjelds (Søndmøre til og med Agder):
- 100 × 116 = 11,600
søndenfjelds (Grenland til og med Ranrike):
- 80 × 61 = 4,880.
Tilsammen for det hele land giver dette ved fuld almenning en hær paa 27,040 mand (det haalogalandske vagtskib paa 30 sesser og 120 mand ikke iberegnet, eller ved halv almenning 13,520 mand. Regner man med Falk en fjerdedels tillæg for stavn og løfting, bliver tallene ialt henholdsvis 33,800 og 16,900.
Det er imidlertid langtfra, at disse sifre udtrykker hele den norske stridskraft i middelalderens sjøkrige. Den mest mobile, bedst udrustede og stærkest bemandede del af landets flaade udgjordes af kongens og høvdingernes egne langskibe. Men om disse har vi for tidsrummet før Magnus Lagabøter kun faa oplysninger. I lovene omhandles de ikke, og sagaerne meddeler alene rent leilighedsvis holdepunkter for paalidelige slutninger. Ved anledninger, da det maa formodes, at kongen ikke har taget sig tid til eller af andre grunde ikke har villet udbyde leding, nævnes flaader paa 70 skibe (Magnus den godes saga hos Snorre, kap. 20, støttet til et vers af Thjodolf skald) eller 60 (Morkinsk. s. 127–28); det sidste antal skibe fulgte ogsaa Sigurd Jorsalfarer paa hans korstog. Den største flaade, som Norge ifølge sagaopgaverne nogensinde samlede, var forøvrigt den, Sigurd Jorsalfarer udbød til den saakaldte Kalmarleding ca. 1123, et slags korstog til Smaaland. Den skal have tællet hele 360 skibe (se hans saga hos Snorre, Ungers udg. kap. 28). Hvis dette tal, tre (store) hundreder, er rigtigt, maa det formentlig ogsaa omfatte proviantfartøier o. lign.; thi mere end halv leding kan kongen, omend sagaen taler om »almenningi af öllum Noregi, bæði at liði ok skipum« ved en angrebskrig, selv i religiøst øiemed, ikke tænkes at have raadet over. Men i saa fald maa ved denne anledning konge- og høvdingeskibene have beløbet sig til adskilligt over 100. Disse vexlende tal, hvoraf forøvrigt de sidstanførte alene hviler paa rimelig formodning, synes at antyde, at de egentlige langskibes antal beroede paa omstændighederne. Man erfarer gjentagende, at kongerne, naar det gjaldt at ruste sig, lod bygge flere og større skibe (saaledes f. ex. lovede Harald Haardraade efter et nederlag i Danmark at komme tilbage en anden gang med flere folk og større skibe, se hans saga hos Snorre, Ungers udg., kap. 60), og undertiden optræder en eller anden høvding med saamange skibe, at de ligeledes skjønnes at have taget overordentlige forholdsregler (saaledes Einar Thambarskjælver og hans søn 8–9 lige op til 13 skibe, Haakon Ivarsson 10 skibe, Munch, ib. s. 21, 245 og 277).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Riksarkivar Hertzberg efterlot sig ved sin død denne ufuldendte avhandling, som her meddeles. Hans hensigt hadde egentlig været, ved bestemmelse av ledingsmandskapets størrelse at finde en maalestok for Norges folkemængde i »høimiddelalderen«; men arbeidet kom efterhvert til at bli en studie over selve ledingen. Selv i den ufuldendte form som den her foreligger i, vil den sikkert ha interesse og vise vei for senere forskning.
- ↑ Heri ikke medregnet det haalogalandske vagtskib paa 30 par aarer og tilsvarende antal rum.
- ↑ Det ovennævnte sted i Haak. Haakonssons saga, hvor bønderne tilbyder at udrede kongen halvanden almenning, kan ikke tages til indtægt for en modsat opfatning, idet der her er tale om at yde kongen en straffeudredsel fra de i Ribbungernes oprør delagtige bønders side.