Lappiske Eventyr og Folkesagn/Tschude-Sagn fra Jokonga i russisk Lapland
(Meddelt paa Lappisk ved D. E. D. Europäus.)
Der levede fordum en Mand. Der fødtes ham en Datter, og der fødtes ham en Søn. Saa levede han en Tid. En Dag lagede han sig til at drage ud i Marken. Da han var færdig at drage afsted, sagde han til Sønnen og Datteren:
„Gaa ind og sig til Eders Moder, at hun ikke maa bære Fliser ud og kaste dem i Elven, medens jeg er borte!“ Tiden, da dette foregik, var Čuđi aigge eller vainoi aigge, Tschude-Tiden eller Ufredstiden. Saa reiste han afsted. Men enten nu Børnene sagde til Moderen, eller ikke sagde, hvad deres Fader havde paalagt dem, saa hændte det, at Moderen kort Tid efter tog et helt Fang fuldt af Fliser, bar dem ud og kastede dem i Elven. Saa gik hun ind igjen og tænkte ikke paa nogen Fare. Børnene legede ved Strandbredden. Men langt nede ved Elven havde der leiret sig en Flok Tschuder. En af disse gik til Elven etter Vand og blev var, at der kom Fliser rækende ned med Strømmen.
„Der findes Folk længer oppe ved Elven!“ siger han, idet han kom op igjen til lldstedet.
„Hvoraf ved du det?“
„Der kommer Fliser drivende ned med Strømmen!“ Saa brød de op og vandrede opover langs Elvebredden. De vandrede og vandrede, indtil de kom did, hvor Lappehytten stod. Børnene legede endnu ved Stranden. En af Tschuderne gik hen til Børnene:
„Hvad bestille I her, Smaabørn!“ Gutten og Pigen bleve bange. De tog tilbens og kom løbende ind til sin Moder og raabte:
„Anna, anna, narod puedi!“ Mor, Mor, der kommer Folk! Kjærringen gik ud og hilste paa dem.
„Vær saa god, Fremmede, at komme ind i Gammen!“ Saa satte hun Kjedelen paa, kogte Mad og bad dem spise:
„Vær saa god at spise, Fremmede, forsmaa ikke, om I har Lyst!“
„Er Husbonden hjemme, eller er han borte?“ spurgte Tschuderne.
„Han kommer strax!“ svarede Kjærringen. Børnene vare igjen gaaede ud og legede udenfor Døren. Saa kom Husbonden fra Marken. Gutten løb ham imøde og sagde:
„Far, hvad er det for Folk, som ere komne?"
„Folk!“ udbrød Faderen forfærdet, „har Mor kastet Fliser i Elven?“
„Ja, Mor bar Fliser ud og kastede dem i Elven!“
«Naa, hvad hun har gjort, det har hun gjort!“ sagde Manden. Dermed gik han ogsaa selv ind i Gammen og hilste paa de Fremmede:
«Velkommen, Fremmede, hvorfor spise I ikke? Kom og spis, mine Gjæster, forsmaa ikke, om I har Lyst!“ Saa satte han sig selv til at spise, og saa spiste de ogsaa. Da de havde spist, skulde de lægge sig til at sove. Men, før de lagde sig, tog de Manden og bandt ham fast til Dørtærskelen. Derpaa lagde de sig og sovnede. Da de havde sovet en Stund, vaagnede en af dem, den største af Tschuderne, og sagde til Manden:
„Faa, min Mand, har du sovet godt, og hvad har du drømt?“
„Kjære Far,“ sagde Manden, «hvorledes skulde jeg kunne have behagelige Drømme, som ligger her bunden? Men du, Far, som har sovet ved min Hustrues Side, hvad drømte du?“
„Aa jeg, jeg drømte, at der kom otte Ravne og hakkede Øinene ud paa mig! Hvad drømte saa du?“
„Jeg drømte,“ svarede Manden, „at en Ravn hakkede Øinene ud paa otte Ravne!“
„Aa Snak,“ sagde Tschuden, „den ene Ravn hakker ikke Øinene ud paa den anden!“ Saa lagde han sig til at sove igjen. Da han vel var sovnet, strakte Manden sig saa langt frem, at han fik Tag i en Sabel, som Tschuderne havde lagt fra sig. Med den skar han over sine Baand, reiste sig op og huggede Hovedet af den ene Tschude efter den anden, indtil han var færdig med dem allesammen. Derpaa løste han af dem Pengebælterne, og saa bar han dem ned til Stranden og kastede dem i Elven. Saa gik han tilbage og begyndte at tælje til nogle lange Træpinder.
„Hvad tæljer du paa, Far?“ spurgte Gutten.
„Pinder til at spile ud et gammelt Simleskind og et Aarskalveskind!“ sagde Faderen.
„Nei Far,“ sagde Gutten, „det er ikke sandt, du narrer mig!“
„Jeg narrer dig ikke,“ sagde Faderen, „gaa ind og bed din Moder komme ud til mig!“ Da hun kom ud, tog Manden og spilede Kjærringen fast til Væggen af Gammen. Derpaa greb han Datteren ved Haanden, men slap hende igjen og gik frem og tilbage, ligesom uvis om, hvad han skulde gjøre. Saa greb han igjen Datteren og spilede ogsaa hende fast til Væggen:
„Der, hvor din Moder er, kan du ogsaa være!“ Gutten tudede og græd.
„Aa, græd ikke du,“ sagde Faderen, „du skal faa blive med mig!“ Saa gik han ind og satte sig til at spise, og, da han havde spist, stod han op og gik ned til Stranden. Der tog han Baaden og roede over til den anden Side. Saa trak han Baaden paa Land og vandrede afsted med Gutten. De vandrede og vandrede, indtil de kom til Landsbyen, og der levede de siden.