Lappiske Eventyr og Folkesagn/Saivvo-Fisk
(Se Mythol. § 29.)
To Lapper droge engang afsted til nogle Fjeldsøer for at fiske med Not. Den ene var gammel og troede paa de Underjordiskes eller Saivvo-Folkets Tilværelse og underbare Magt til at kunne trolde bort Fisken i Saivvo-Vand; den anden var ung og troede Intet, men gjorde bare Nar af den Gamles hedenske Overtro. Nu hændte det, at Fangsten for disse to blev ganske mager i de profane Vand, som ikke vare Saivvo-Vand. Den Gamle ytrede, at han nok vidste om et Vand, hvor der sikkert nok var fuldt op af Fisk, men mente tillige, at det ikke lønnede Umagen at fare did, da Kammeraten rimeligvis ikke kunde holde Munden. „Aa,“ mente denne, „kommer det alene an paa det, saa skal jeg nok holde mig saa tyst, at der hverken skal høres Knyt eller Kny af mig!“ Gamlingen lod sig overtale, og saa bar det da afsted til Saivvo-Vandet. Noten kastedes ud. De begyndte at drage, og det var tydeligt at se, allerede førend Noten kom tillands, at der ar en Mængde Fisk i den. Men, da Notarmen kom
noget nærmere, brød den Anden med Forsæt sit Taushedsløfte og ytrede et Ord. Vips forsvandt Fisken af Noten, og, da de fik den paa Land, fandtes der ikke en eneste Stjert i den.
„Aa ja,“ sagde Gamlingen fortornet, „det var nok det, jeg kunde tro, at du ikke kunde holde Munden din!“ og vilde strax fare derfra. Men den Anden, som endnu en Gang vilde forsøge, om der var Noget i den Gamles Overtro, overtalte ham til at gjøre nok et Kast og lovede ubetinget Taushed. Nu holdt han sit Løfte, lige indtil de fik Tag i Armene paa Noten. Han troede nu, at det var aldeles umuligt, at den Fisk. som var inde i Noten, kunde undslippe, og lod derfor igjen et Ord falde. Men den Gamle skulde have Ret. Noten kom tom i Land. Nu mente den Gamle, at det var aldeles faafængt at holde paa længer der i Saivvo med en Kammerat, som umuligt kunde holde Slarven. Men alligevel lod han sig dog efter indstændig Anmodning og høitidelig Forsikring overtale til at gjøre et tredie Forsøg. Nu ytredes ikke et eneste Ord, førend Noten var hel og holden i Land. Den var fuld af stor og fed Fisk, og fra den Stund af maatte ogsaa den unge Notkammerat indrømme, at Fisken i Saivvo-Vand ikke taaler noget Slags Prat.