Lappiske Eventyr og Folkesagn/Avfrua eller Havfruen
(Fra Næsseby.)
To Brødre gik engang en maaneklar Aften ned til Strandbredden for at sidde paa Lur efter en Ræv, som pleiede at gaa langs Stranden for at finde Fisk. Som de sad der, kom der en Havfrue op af Havet og satte sig paa en Sten, et Stykke ud fra Stranden. Den yngste af Brødrene lavede sig til at skyde paa Havfruen, men den ældste advarede ham og sagde:. „Skyd ikke, det kunde gaa os ilde, om du skyder!“ Imidlertid sad Havfruen paa Stenen, løste op sit lange Haar og kjæmmede det. Atter vilde den yngste til at skyde, men den ældste fraraadede ham det:
„Hvad er det, du tænker paa, kan du ikke lade hende i Fred; hun gjør os jo Ingenting, hvorfor skal du saa skyde paa hende?“
Men den yngste brød sig alligevel ikke om, hvad den ældste sagde, han spændte Hanen og lagde Bøssekolben til Kinden. Da den ældste saa dette, raabte han ud til Havfruen:
„Vogt dig, Havfrue, ellers gaar det dig ilde!“ I samme Øieblik hoppede Havfruen i Søen, men kom op
igjen et Stykke længer borte og raabte til den ældste Broder, som vilde hende vel:
„Kommer du hid igjen i Morgen paa denne Tid, saa skal du ikke angre det!“ Saa gik begge Brødrene hjem. Men næste Aften gik den ældste ned igjen alene og satte sig der, hvor han havde siddet forrige Aften. Han havde ikke siddet laenge, før der kom en Sortræv, og den skjød han. Strax efter kom ogsaa Havfruen op af Havet og satte sig paa samme Sten igjen og raabte til Gutten, at han skulde komme ud til hende. „Du behøver ikke at være bange“, lagde huntil, „jeg skal intet Ondt gjøre dig!“
Gutten vadede ud til Havfruen.
„Sæt dig nu paa Ryggen min,“ sagde Havfruen, „og stik Næse og Mund ind under mit Haar, at da ikke skal kvæles, naar jeg fører dig ned gjennem Havets Dyb til min Faders Bopæl!“ Gutten saa gjorde, Saa dukkede Havfruen med Gutten ned i Havet, og, da de kom ned paa Havbunden, tog hun en Dræg og gav den til Gutten og sagde:
„Naar vi kommer til min Fars Hus, saa vil Far min prøve, hvor stærk du er, men han er blind, og derfor skal du ikke hilse paa ham med Haanden, men du skal raikke frem Dræggen!“
Saa kom de til det Sted, hvor Havfruen boede, og der var ikke Vand, heller ikke var det mørkt der, men det var ligesaa lyst der som oppe i Dagen, og Vandet stod ovenover dem som Taget i et Loft. Da Gutten rakte frem Dræggen og sagde Goddag, greb Havfruens Fader saa haardt i den, at Tinderne bøiede sig hver til sin Kant. Saa gav de Gutten en hel Slump Sølvpenge, og dertil føiede Havfruen selv endnu et stort Guldbæger, som engang havde staaet paa en Konges Bord. Saa reiste de tilbage igjen paa samme Maade, som de kom, men for Gutten saa det ud, som det var Glas Altsammen, og Havfruen førte ham tilbage til samme Sted, hvorfra hun havde taget ham med sig.
Gutten blev en velholden Mand og havde altid Lykken med sig paa Søen; men den yngste, som vilde skyde Havfruen, visnede hen som et ormstukkent Træ. Hvad han gjorde, og hvad han tog sig til, saa gik det galt; Aldrig mere var der nogen Velsignelse i hans Gjeming.