Hopp til innhold

Lappiske Eventyr og Folkesagn/Ræven og Bjørnen

Fra Wikikilden
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 1-9).
I.

1. Ræven og Bjørnen.

(Fra Karasjok).

En Ræv var engang ude paa Vandring og kom til en Vei, hvor en Fjeldlap nylig havde kjørt, med en Raide[1]. Ræven satte sig paa Veikanten og tænkte som saa: „End om jeg anstillede mig død? Gad vide, hvordan det vilde gaa, om jeg anstillede mig død og blev liggende her paa Veikanteu, til næste Fjeldlapraide kommer?" Som tænkt, saa gjort. Ræven lagde sig paa Veien, strakte Benene ud og laa nu der, akkurat som om han baade var død og stivfrossen. Det varede ikke længe, saa kom der en Fjeldlap kjørende med en Raide. Da Fjeldlappen saa, at der laa en død Ræv paa Veien, saa forsømte han sig ikke, men tog og kastede Raeven hen paa en Kjæris[2] og lagde ham indunder de Reb, hvormed Læsset snøres fast. Ræven lod, som om han var død, og holdt Benene udstrakte, akkurat som om de vare stive af Frost. Men, da Lappen kjørte afsted igjen, rullede Ræven ned af Slæden. Lappen, som ikke vidste Andet, end at Ræven var stendød, lagde den op igjen paa en anden Kjæris, Iænger bag i Raiden. Men Ræven rullede af igjen. Endelig lagde han Ræven op paa den bagerste Kjæris, og det var en Kjæris med Fisk i. Da han nu igjen havde kjørt en Stund, begyndte der at komme Liv i Ræven, og han drog sig saavidt fremover, at han fik fat i Dragrebet. Det gnavede han af, og dermed saa blev Kjærissen staaende igjen. Raiden var lang, og Lappen mærkede Intet strax. Men, da han havde kjørt en Stund, begyndte der at komme Snekave, og, da han nu skulde se over Raiden, var den bagerste Kjæris borte. Saa løste han en Kjøreren ud af Raiden og reiste tilbage for at lede efter Kjærrissen; men i Snekaven var Sporet forsvundet, og det var ham ikke muligt at finde den igjen.

Ræven tog Fisken og drog afsted. Paa Veien til det Sted, hvor han pleiede at fortære sit Rov, mødte han en Bjørn.

„Hvor bar du faaet den Fisken fra?" spurgte Bjørnen.

„Aa," svarede Ræven, „jeg stak Halen min ned i en Brønd derhenne, hvor Retfolk[3] bo, og Fisken hang sig fast i Halen mini"

„Kan du ikke ogsaa faa Fisk til at hænge fast i min Hale?" spurgte Bjørnen.

„Du taaler ikke det, som jeg taaltel" mente Ræven. „Buh," brummede Bjørnen, „skulde ikke jeg taale, hvad du bar taalt, gamle Rævekall"

„Ja, ja da, Bedstefar," sagde Ræven, „saa kan jo du ogsaa stikke Halen din ned i Retfolks Brønd og forsøge; jeg skal vise dig VeienI"

Saa tog Ræven og førte Bjørnen hen til en Brønd og sagde:

„Se, Bedstefar, her er Brønden, hvor jeg fiskede min Fisk!"

Saa stak Bjørnen Halen sin ned i Brønden. Ræven luskede imidlertid lidt omkring der i Nærheden, medens Bjørnens Hale holdt paa at fryse fast. Da han saa om en Stund kunde skjønne, at Bjørnens Hale maatte være frossen rigtig tilgavns fast, saa gav han sig til at raabe:

„Kommer hid, Retfolk, med Buer og Spyd; her sidder en Bjørn og gjør sig ufin i Brønden Eders!"

Saa kom Folk løbende med Buer og, Spyd, og da Bjørnen saa det, saa humpede han op og sled i Hastverket Halen sin tværs af; men Ræven sprang tilskovs og krøb ind under en Fururod. Saa siger han til Foden sin:

„Hvad vil du, Foden min, gjøre, naar jeg bliver forraadt?"

„Hurtigt vil jeg springe!"

„Hvad vil du, Øret mit, gjøre, naar jeg bliver forraadt?"

„Grant vil jeg høre!"

„Hvad vil du, Næsen min, gjøre, naar jeg bliver forraadt?"

„Langt vil jeg lugte[4]"

„Hvad vil du, Halen min, gjøre, naar jeg bliver forraadt?"

„Jeg vil styre Kursen, gaa ud, gaa ud!"

Men, før Ræven kom afsted, indhentede Bjørnen ham og begyndte at rive og slide i Fururoden. Tilsidst fik Bjørnen Tag i Rævens Hale, drog ham ud efter Halen, kastede ham op paa sin Ryg og drog afsted med ham. Paa Veien kom de forbi en gammel Furustubbe, og paa Stubben sad der en Hakkespset og hakkede i Barken.

„Lidt bedre Tider var det dengang," klynkede Ræven ved sig selv, „da jeg malede hine smaa Fugle brogede!"

„Hvad er det, du siger, gamle Ræv?" spurgte Bjørnen.

„Aa, jeg siger Ingenting jeg," sagde Rseven, ,,bær du mig bare til Madpladsen din og spis!"

Saa gik de videre, men det varede ikke Iænge, førend de igjen kom forbi en Hakkespset.

„Lidt bedre Tider var det dengang, da jeg malede hine smaa Fugle brogedel" siger Ræven igjen.

„Kan du ikke ogsaa male mig broget?" spørger Bjørnen.

„Du taaler ikke de Smerter og holder ikke ud alt det Arbeide, som der skal til," svarede Ræven. „Dertil skal en Grav graves, Vidier vrides, Pæle slaaes fast, Tjære hældes i Graven, og Ild tændes paa Altsammen!"

„Det faar ikke hjælpe, hvor stort Arbeide det end kan være", svarede Bjørnen, „jeg skal nok gjøre det Altsammen!" og saa begyndte han strax at grave paa Graven. Da han vel var færdig med den, bandt Ræven ham fast med Vidierne lige paa Kanten af Graven. Saa tændte han Ild paaTjæren, og da Flammen blussede i Veiret, satte han sig op paa Bjørnens Ryg og begyndte at bide Vidierne af, hvormed han havde bundet ham fast. Bjørnen troede, at Ræven nu var ifærd med at udstyre Ryggen hans — og just holdt han paa at bide Vidierne af — og sagde: „Haitis, haitis, rieppo-gales!" — Hedt, hedt, gamle Rævekall —

„Jeg kunde nok tænke det, at du ikke taalte den Smule Smerte, som min bittelille Fugl taalte!” sagde Ræven.

„Jeg taaler det, jeg taaler detl” raabte Bjørnen, Haarene bans vare alt begyndte at svides.

I det samme, Ræven fik afbidt den sidste Vidie, gav ban Bjørnen et Puf, saa han tumlede ned i Graven. Selv sprang han tilskovs og forblev der saa længe, til han kunde skjønne, at Alt maatte være baade brændt og sluknet. Saa gik han did igjen og havde med sig en Sæk, samlede Benene op i Sækken og tog afsted med den paa Ryggen. Om en Stund saa mødte han en Fjeldlap, der kom kjørende med en Raide. Da Ræven saa Lappen, rystede ban paa Sækken, saa det skramlede i Benene. Lappen hørte det og tænkte:

„Klang det ikke akkurat som Søv og Guld! Hvad har du der?” spurgte Lappen.

„Fars- og Mors-Arven min!” svarede Ræven, „skal vi handle?”

„Aa ja, men vis mig Betalingen, vis mig det Sølv og Guld, som du vil betale med!” svarede Lappen.

„Nei, det nænner jeg ikke”, svarede Ræven; det er Arven efter Far og Mor!”

„Naa, hvad forlanger du da for Sækken? „ spurgte Lappen.

„Aa, naar du giver mig den Kjørerenen din der”, svarede Ræven, „den Tovintringen der, den Trevintringen og den lille Simlen der, saa skal du faa baade sækken, og hvad der er i Sækken!”

„Det skal du faal” svarede Lappen. Saa kjøbsloge de. Lappen tog Sækken, og Ræven tog Rensdyrene.

„Men,“ sagde Ræven, „du maa ikke kige i Sækken, førend du er kommen et godt Stykke i Vei, „bag om fem, sex Smaafjeld“. „Ser du i Sækken før, saa bliver alt Sølv og Guld til bare brændte Ben!“

Saa drog de hver sin Vei, Lappen med Sølvsækken og Ræven med Rensdyrene. Men Lappen kunde ikke dy sig Iænge; han kigede i Ssekken, førend han var kommen „bagom fem, sex Smaafjeld,“ og fandt bare brændte Ben. Det var da let at forstaa, at Ræven bavde narret ham, og han satte derfor afsted paa Ski efter Rævens Spor i Sneen. Da Ræven mærkede, at han blev forfulgt, saa ønskede han: „Tværs af, tværs af gaa Mandens Ski!“ Og i samme Øieblik knak Lappens ene Ski tværs af. Saa tog ban en Kjøreren og satte igjen afsted efter Ræven. Men, da Ræven mærkede, at han atter blev forfulgt, saa ønskede han: „Tværs af, tværs af gaa Renens Fod!“ I samme Øieblik brak Renen det ene Ben, og Lappen maatte opgive Forfølgelsen. Nu drog Ræven i Fred videre hen til det Sted, hvor han pleiede at holde sine Maaltider. Men slagte Rensdyrene kunde han ikke, og derfor maatte han se til at faa Nogen til at hjælpe sig. Saa raabte ban sammen alle Slags Rovdyr: Bjørnen, Ulven, Jærven, Røskatten, Musen, Hvidræven, Ormen, Øglen og Padden. Disse skulde nu være bans Tjenere og hjælpe ham med at slagte Rensdyrene. Saa kom de og tog fat hver paa sin Maade. Bjørnen skjød i Kjævebenet. Derfor er der en Marv i Renens Kjæveben, som endnu den Dag idag kaldes „Bjørnepilen“. Ulven skjød i Baglaaret, og derfor har Renen et Mærke i Baglaaret, ligesom en Pil, som kaldes „Ulvepilen“. Jærven skjød i Nakken; derfor har Renen et Mærke i Nakken efter „Jærvepilen“. Røskatten skjød i Struben; derfor findes Mærket efter „Røskatpilen“ i Roden af Barken. Musen skjød i KIovaabningen; derfor findes dens Mærke, „Musepilen“, imellem begge Kløverne. Øglen skjød i Endetarmen; derfor findes dens Mærke, „Øglepilen“, i Enden af Tarmen. Hvidræven skjød i Øreroden; derfor findes der paa Bagsiden af Øret et ganske lidet Ben, som kaldes „Hvidrævpilen“. Ormen skjød i Tannefedtet; derfor findes der mellem Fedtet og Tarmen et Mærke, som kaldes „Ormepilen“. Padden skjød i Hjertefedtet; derfor findes der mellem Hjertefedtet og Hjertet en liden Brusk, som kaldes „Paddepilen“. Saa slagtede de alle Rensdyrene.

„Nu gaar jeg hen for at skylle Gorren af Ren­maverne,“ sagde Ræven og tog Maverne med sig bag en Sten. Ret som det er, saa begynder ban at skrige og hyle, som om Nogen havde faaet Tag i ham og vilde tage Livet af ham. Da Rovdyrene hørte Ræven hyle saa stygt, bleve de bange og fløi afsted hver til sin Kant. Kun Røskatten og Musen bleve igjen. Nu havde da Ræven alt Kjødet for sin egen Mund og skulde til at koge. Men da han vel var begyndt, kom der en Fjeldlap, netop den samme, som han havde narret.

„Hvad bestiller du her?“ spørger Lappen; „hvor­for løi du for mig og solgte mig brændte Ben, og hvorfor har du slagtet alle Rensdyrene?“

„Kjære Bror,“ klynkede Ræven, „tro ikke, at det er mig, som har gjort det, Selskabet mit slagtede dem!“ I det samme fik Lappen Øie paa Røskatten og Musen, som snege sig omkring mellem Stenene, aldeles glinsende af Fedt om Snuderne. Saa greb han Trækrogen, hvori Gryden hang, og slog efter Røskatten, men traf den blot i Halespidsen, og derfor blev blot Halespidsen sort. Men Musen traf han med en Brand slig, at den blev sort over hele Kroppen. Ræven selv sprang tilskovs og kom frem til Bredden af en Elv, hvor en Mand just holdt paa at sætte istand en Elvebaad.

„Gid jeg ogsaa havde en Baad, som jeg holdt paa at sætte istand!“ siger Ræven.

„Aa, hold op med slig uvettig Snak!“ siger Manden, „ellers tager jeg og kaster dig ud i Elvenl“

„Gid jeg ogsaa havde en Baad, som jeg holdt paa at sætte istand!“ siger Ræven igjen. Saa tog Manden og kastede ham ud i Elven. Ræven kravlede op paa en Sten og begyndte at raabe:

„Kommer, Fiske, og sætter mig over paa Stranden!“ Saa kom Fiskene. Først kom Gjedden. „Nei, paa din flade Ryg sætter jeg mig ikke!“ sagde Ræven. Saa kom Laken. „Nei, paa dit slimede Skind sætter jeg mig ikke!“ Saa kom Barren. „Nei, paa din Pukkelryg sætter jeg mig ikke!“ Saa kom Aborren. „Nei, paa din taggede Ryg sætter jeg mig ikke!“ Saa kom Røen. „Saa du ogsaa er her, men heller ikke du duer!“ Saa kom Ørreten. „Saa du ogsaa er her, men heller ikke du duer!“ Saa kom Laxen. „Naa, ja du kan gaa an,“ sagde Ræven; „men kom lidt nærmere hid, saa jeg ikke væder Fødderne mine!“ I det Samme, Laxen lagde sig med Siden ind mod Stenen, greb Ræven den i Nakken, kastede den paa Land, gjorde op Ild og satte den paa et Stegespid. Da Ilden flammede rigtigt op, begyndte det at knage og sprage i Fiskeskindet.

„Nu kommer der Folk igjen!“ sagde Ræven; han troede, det var Tørgrene, der knagede under Føddeme paa Folk, som kom gaaende. Men i det Samme kastede han Øiet paa Laxen „Aa, dat er jo min lille Fisk, som det sprager i!“ Tog saa og slog Laxen mod en Sten, saa Fedtet sprudede op i Øinene bans. Saa forbrændte han sine Øine. Saa drog han afsted iblinde. Først traf han paa Birken og spurgte Birken:

„Har du et Par smaa Øine tilovers?“

„Nei, jeg har ingen Øie tilovers!“ svarede Birken. Saa kom han til Furuen og søgte at faa Øine tillaans af Furuen:

„Har du et Par Øine tilovers?“ spurgte Ræven.

„Nei, jeg har ingen Øine!“ svarede Furuen.

Saa kom han til Aspen.

„Har du et Par smaa Øine tilovers?“

„Ja, det har jeg nok,“ svarede Aspen, „men jeg laaner dem ikke bort paa lang Tid; en liden Stund kan du nok sagtens faa dem tillaans!“

„Jeg behøver dem ikke Iænge!“ svarede Ræven, „bag Haugen der har jeg et Par andre Øine!“

Saa fik han Øinene, og i det Samme sprang han afsted og raabte:

„Fra Slægt til Slægt har jeg faaet Aspens Øine!“ Deraf kommer det, at Aspen har ligesom brændte øine, fordi den byttede med Ræven.

Aspen blev forbitret og slog efter Ræven, men naaede blot Halespidsen, og derfor blev blot Halespidsen hvid.


  1. En Række af Ren, bundne efter hverandre og hver med sin Slæde.
  2. Slæde, der trækkes af Rensdyr.
  3. Modsat: Underjordiske.
  4. Øiet nævnes ikke, formodentlig fordi, efter Lappernes Mening, Synet er den mindst udviklede Sands hos Ræven.