Lappiske Eventyr og Folkesagn/Patto-Poadnje hævner sig paa Stallo
(Fra sv. Lapmarken. Efter L. Læstadius.)
Der var engang en gammel Lap, som hed Patto-Poadnje, og som havde flere Børn. Nu hændte det sig, at Lappens Børn forsvandt, det ene efter det andet, uden at Lappen Stakkar kunde skjønne, hvor Børnene toge Veien. Endelig kom han alligevel underfund med Sagen. Der var nemlig en Stallo, som boede i Naboskabet, og som havde sat ud Snarer ved en Kilde, bvor Børnene pleiede at have sin Legeplads og more sig. Disse Snarer vare saaledes stillede, at, naar Børnene indvikledes i dem, rullede de ned i Kilden og druknede. Herfra hentede Stallo dem hemmeligt hjem og aad dem op. Nu tænkte P. Poadnje paa at tage Hævn over Stallo for denne grusomme Fremfærd. I den Hensigt tager han paa sig en gammel, udslidt Skindpels og lader, som om han er bleven hængende fast i Stallos Snarer. Da nu Stallo kom for at veide sine Snarer og fik Øie paa gamle P. Poadnje, der laa overende i Kilden, smaalo han godt og sagde:
„Ha, ha, ha, de ets påres Patto pättatalai!” Ha, ha, ha, nu blev selve Gamlesuggen narret! Stallo drog nu Gamlingen op af Kilden, lagde ham paa sine Skuldre og bar ham hjem. Derpaa hængte han ham op i „reppen raige” eller Røghullet over Ilden, forat han skulde tine op. Imidlertid gav Stallo sig til at arbeide paa et stort Traug, som han havde staaende udenfor Gammedøren, og hvori han tænkte at lægge Kjødet af Gamlingen. Stallos tre Sønner stode ogsaa udenfor og saa til, hvorledes Faderen snedkererede paa Trauget. Nu var Trauget saa vidt færdigt, at det kun tiltrængte lidt Afpudsning med Traugøxen, et eget Jern, der ser ud som et Græv. Men dette Værktøi traf til at være inde i Gammen. Da siger Stallo til sin ældste Søn: „Aa, gaa ind i Stuen efter Traugøxen min!” Gutten gik og Søgte, men fandt den ikke, da Gamlingen, som hang i Røghullet, allerede havde gjemt den unda. Saa siger Stallo til sin næstseldste Søn: „Gaa du efter Øxen, kan hænde, du tør finde den!” Ogsaa han gik og ledte, men fandt Ingenting. Tilslut siger Stallo til sin yngste Søn, som endnu var en liden Gut: „Gaa du ind og se efter, du finder den ganske sikkert!” Gutten gik ind' og ledte. Han fandt nu ikke Øxen han heller, men han kunde ikke bare sig for at se paa Gamlingen, som hang i Røghullet, og, da han mærkede, at Gamlingen blinkede med det ene Øie, sprang han i en Fart ud igjen og udbrød: „Påres Patto tjalmeh gal jilladek!” — Det lyser i Øinene paa Gamlingen! — Stallo svarede: „Suddomen le de !” — Naa, han holder paa at tine op da!
Nu maatte Stallo selv gaa ind for at finde Rede paa Øxen, men imidlertid havde Gamlingen sluppet sig ned fra Røghullet og stod nu med Øxen i Haanden bag Døren. I det Samme Stallo tittede ind gjennem Døren, fik han et Hug i Nakken, saa han stupte og blev liggende. Da flygtede Stallosønnerne. Under Alt dette havde Stallos Hustru ikke været hjemrae. Hun forestilles altid at være en arg og sint Kjærring, som suger Blod afFolk, ligesom en Vampyr, og dette udfører hun ved Hjælp af et Jernrør, som kaldes ruovdde-bocce. Stallo-Kjærringen hedder derfor paa Lappisk altid Ludak, ɔ: Væggelusen. Gamle-Patto vikle ogsaa hævne sig paa hende. Han tog paa sig Stallos Klæder og sønderlemmede Stallos Krop. Derpaa gjorde han op Ild og satte Gryden paa, samt kogte en Del af Stallos Kjød for dermed at traktere Kjærringeu, naar hun kom hjem ora Kvelden. Da Stallokjærringen fremstilles som ligesaa dum, som Kallen, og dertil temmelig nærsynt, saa vil det ikke forundre Nogen, at hun ikke kunde se Andet, end at det var Stallo seiv, som stellede med Gryden. Da det blev Kveldvorstid, øste Gamlingen op Kjødet og gav Kjærringeu hendes Del, idet han underrettede hende om, at hun nu endelig havde faaet en rar Steg, nemlig selve Gamlingen Patto-Poadnje. Kjærringen aad og smaskede, men sagde til Slutning: „Kåktes tat raales njadda tego tattak etja?“ Hvoraf kommer det, at Maden smager ligesom af dig seiv, Far? Gamlingen svarede: „Vaipa mon tjettjeram tjakkaliv, the jå taste!“ Jeg skar mig i Lillefingeren, deraf kommer det! Da Kjærringen ved denne Forklaring var bleven beroliget, lod han hende æde sig vel mæt af Stallokjødet. Derpaa begyndte han at udfritte hende. „Gonnes mun rutta le?" Hvor ligger mine Penge gjemte henne? „Kan du ikke erindre det?“ svarede Kjærringen, noget foruudret. „Boaššo bælje duogen!" Under Boasshjo-Spærren! „Hvor ligger min ældste Søns Penge?“ spurgte han igjen. „Under Midtspærren!“ „Hvor er min næst ældste Søns Penge?" „Under Dørspærren!" „Hvor er min yngste Søns Penge?" „Under Huggestabben i Boaššo!" „Hvor er dine Penge?" „Under Dørtærskelen!“ Nu reiste Patto-Poadnje sig op og viste hende, hvem han var. Stallokjærringen fik travlt med at lede efter Jernrøret sit, som Patto-Poadnje havde stukket hen illden. „Se, der ligger det i Ilden!“ sagde Patto-Poadnje. Stallokjærringen greb det og satte det for Mnnden, men slugte i sig bare Gløder og Aske, og saa forbrændte hun sine Indvolde og laa snart død paa Stedet.